Det virkede til at Elemér havde taget en beslutning, hvilket næsten, men også kun næsten, fik Sata til at holde sit vejr. Hans øjne fulgte den røde vogter som han gik ind i teltet, og gave et lille blik mod Idrys, inden at han fulgte efter Elemér, og det blev hurtigt klart at de to af dem skulle tage nogle beslutninger som Elemér klart tog beslutningen om at det var Idrys og Satas problem.
Det vendte og drejede inden i Satas hoved, men han havde ikke rigtig lyst til at de to andre lå tæt, ikke efter hvad han havde hørt tidligere.
"Jeg kan tage midterpladsen, hvis det er?" foreslog han, velvidende om at det både var den bedste og værste plads. Men hvad var en nats ringe søvn for at han følte lidt fred mellem dem, og ikke skulle være bekymret for at de.... hviskede eller lavede andre ting i teltet. Man kunne trods alt godt hviske lavmælt nok til at han dårligt ville kunne høre det.
Han ville dog bekræfte med Idrys at han var i orden med det, inden at han bare... gjorde noget. Kunne være at Idrys alligevel have et fortrukkent sted at ligge.

Idrys rejste sig forsigtigt med Zuhals lille, sammenkrøllede krop i armene. Hun brokkede sig en smule, som han trampede de sidste gløder ud og selv bevægede sig mod teltet, hvor Sata proklamerede, at han ville tage midterpladsen.

"Det er fint med mig." Svarede han med et lille skuldertræk, mens han betragtede Elemér. Ville han blive glad for at ligge ved siden af Sata? Med den lille "alliance" han havde lavet med den anden vogter i tankerne overvejde han, om Elemér fortsat ville være interesseret i at forsøge på noget med Sata..

Det ville natten - eller tiden generelt - vel vise. 

Han fik forsigtigt lagt Zuhal ind i teltet først, inden han smøg sig ind under tæpperne i den modsatte side fra Elemér. 

Elemér kunne nærmest mærke panikken i Sata udenfor teltet, da han tilbød at tage midterpladsen. Men det var han kold overfor. Han lå allerede ned, og lignede en der var klar til at sove, med ryggen til de to vogtere hele natten, men i virkeligheden kunne han ikke falde til ro, før både Sata og Idrys havde lagt sig, og at han var sikker på de sov. Så lige nu kæmpede hans paranoide tanker mod trætheden i hans krop.

Dion lod de tobenede krybe forbi ham, stadig nysgerrig. Da den sidste, Idrys og hans drage, kom ind, gik det endelig op for ham, at de alle skulle sove her. Så for at være tæt på dem, lagde han sit store hovedet i teltåbningen, og snoede sin store, lange krop rundt om teltet, og bevogtede det på den måde. Der kom et tungt suk fra dragen, hvilket føltes som en varm blæst i hele teltet.

”God dreng,” Mumlede Elemér træt fra Satas ene side.

Som det blev bekræftet at Idrys var enig i deres plan, tog Sata midterpladsen, og fik viklet sig ind i sine soveskind, hvor Nila, glad hoppede over ham, og på ham for så at snige sig ned under dem, for at få samme varme som han havde. Et lille smil på hans læber, for til trods for hvor drillesyg hun kunne være, så var hun en god pige, og hun var så umådelig glad for at han forhåbentlig ville have hende med sig resten af sit eget liv.

Men ligesom Elemér var han dog ikke klar til at lægge sig til at sove, og det gik hurtigt op for ham at det var svært at ligge på siden, da det var at vælge hvem han ville kigge over mod, så i stedet, så lå han stille på ryggen i teltet, og med et lille "Godnat" over læberne, som han håbede at han snart ville kunne høre den lidt mere stille vejrtrækning fra dem begge. 

"Godnat." Mumlede Idrys.

Det havde været en begivenhedsrig dag, måtte man sige, og selv om han var interesseret i at lytte efter, om Sata og Elemér hviskede (eller foretog sig andre ting), kunne han mærke, hvordan det næsten var umuligt at holde sig vågen. Zuhal havde rullet sig sammen til en lille bold i hjørnet ved hans hoved.

Der gik da heller ikke længe, før man kunne høre bjergelverens tunge vejrtrækning, som han måtte give efter for trætheden.

”Nat…” Elemér fornemmede den trykkede stemning, som han selv var med til at skabe i teltet med sin blotte tilstedeværelse. Han var så træt, men han lyttede efter den mindste lyd eller bevægelse, der kunne indikere aktivitet under skindene. Men der var stille…

Trætheden indhentede ham, længe før han selv ønskede det. Idrys og Sata kunne udnytte deres chancer nu, og han ville ikke være i stand til at fange dem på fersk gerning, for Elemér var en syvsover. Man kunne høre at hans vejrtrækning blev meget tungt, selv igennem den buldrende snorken, der kom fra det store dragehoved ved fodenden.

Sata kæmpede selv for at holde sine øjne åbne, men lod til at holde ud væsentlig længere end de to andre gjorde. Det var først som han mærkede noget varmt ved hans side, at han ikke længere kunne holde øjnene åbne længere. Varmen fra en anden person gjorde ham bare mere døsig når han allerede var træt, og han nåede ikke at tænke at det ikke var meningen at en anden person skulle vikle sig om ham i dette øjeblik.

Så da solen var begyndt at stå op endnu engang, var Sata i en dyb søvn, som han trods alt også var den sidste der var faldet i søvn, og det var først som han begyndte at føle noget rykke på sig, hvad han først regnede med var Nila, at han ligeså stille begyndte at åbne øjnene, for at prøve at finde ud af hvad der var sket i løbet af natten, og hvorfor han var overraskende varm?

Idrys sov ofte let, men dagens strabadser havde tydeligvis gjort ham træt, for han vågnede ikke en eneste gang i løbet af natten. Som solens første stråler stod op, havde nattekulden lige så stillet sneget sig ind i teltet - og selv under skindene, havde Idrys instinktivt søgt mod varmen, ved hans side. Sata.

Helt uden selv at opdage det, havde han flyttet sin krop til at ligge ganske tæt op af den blåhudede vogter, og hans arm, frigjort fra skindene, havde sneget sig rundt om den varme krop ved siden af ham. Her lå han ganske behagelig, munden let åben i dybe, tunge åndedrag, som han stadig var sovende.

Elemér vågnede en enkelt gang, men det var udelukket for at vende sig om. Også han frøs en smule, og her i sin trætte tilstand havde han bare brug for at tilgive for en stund, så han kunne søge ind til Satas trygge favn. Han vidste godt hvad han lavede, for han havde savnet at holde om ham. 

Han indhalerede Satas duft og sukkede tungt, tæt på at falde i søvn igen. Hans arm søgte om ham, og da han i mørket fandt frem til nogle fingre, flettede han sine ind mellem dem og faldt endelig til ro igen, uvidende om, at det var elveren Idrys han lå og flettede fingre med den resterende nat.