Vampyren måtte vel tage den ærlighed for hvad den var. At det generet Enzel at være ædru var noget han generelt ville reagere på, men skulle han selv være ærlig, var han for træt til at fokuser for meget på det, men i stedet skævede han ind i mod stuen hvor en flaske stod. Om det var hans eller Enzels kunne han så ikke udtale sig om, for halvkatten havde erklæret sig selv pinlig ædru for natten de kom fra. 

Men i sekundet han hørte sætningen min ven, skævede han mod Enzel. Smallede øjnene. " Mhmh.. " han var ikke helt så sikker nu. Måske var det alligevel tid til at sende halvkatten hjem. Det gjorde han jo alligevel så tit. 

" Jeg vil få ordnet vinduet, men har du ikke nogen som venter på dig der hjemme? " så diskret direkte. 

Enzel spottede godt hvor Finneas kiggede hen, og som om han kunne læse tanker, løftede han højt på det ene øjenbryn. ”Der skal mere end det til at gøre mig fuld.” Og så studerede han Finneas lidt kritisk med blikket. ”Okay. Jeg smutter nu,” Han hoppede ned fra vindueskarmen og flyttede sig, så lyset endnu engang generede.

”Hvis du alligevel har glemt alt, så spilder jeg bare min tid.” Ligesom Finneas kunne Enzel også være meget klar i spyttet, men det var med garanti fordi Finneas endnu engang smed ham ud af sin lejlighed. Som om han måtte have en eller anden begrænsning for, hvor meget og hvor længe han kunne håndtere hans specielle selskab. Han skulle vel nok onanere til sin fantasidrøm… Tænkte Enzel kritiserende for sig selv, og som et lille plaster på såret. Han smilte for sig selv, og gik ud af værelset uden at sige ordentligt farvel.

Alt i ham reageret og han så forurettet mod halvkatten som var så spydig. Det var ikke hans sted at tale sig fri for dette, men han havde ikke mulighed for at tale om nattens hændelser og Enzel ville ikke fortælle ham noget, foruden at alt var en drøm. Så noget sagde ham, at intet var helt som det så ud. Dansen var ikke en drøm, men hvad de havde talt om, var skyllet af væggen i regnen der ramte i hans indre. 

Han så til som han bare gik. Som en såret mand der så sin kærlighed gå, sige modbydelige ting for at såre den anden uden grund. Altid så sur, kunne man kun tænke. Døren ind til soveværelset blev lukket og han valgt at forsvinde ind i stuen selv.