Færdig. 
Ordet skar igennem den stille skriblen der havde været fra fjerpennen, og fik Aldamar's opmærksomhed draget til sig i et ryk, idet at hans blik endelig formåede at fange Fabian's igen. Han havde været så vældig koncentreret, og Aldamar havde ladet ham være det, kun med undtagelsesvis små opmuntrende lyde eller kommentarer til at drive arbejdet fremad. Men nu var han endelig færdig, og Aldamar kunne ikke lade værd med at klukke lavmælt. Fordi at den blonde mand var slet ikke færdig, det var trods alt først lige begyndt. 

Det var dog ikke hvad han sagde, og i stedet strammede hånden en anelse til omkring den sensitive kropsdel. I nogle tavse (men lange) sekunder prøvede Aldamar at aflæse hvad han ville, egentlig hvad han ville have, selvom det vidst ikke var hans banehalvdel at bevæge sig ind på. Skulle han blive her, skulle han komme op? Og med et smil endte han til sidst med at følge trop i hvad han mente var hans ønske, og endelig tog ham i munden. 
Hvor længe han ville holde efter alt det han lige havde været igennem, det vidste han ikke. Men han fortjente det meste lige nu, og Aldamar var villig til at give det, og lod læberne glide længere ned end han normaltvis plejede, den ene hånd støttende imod hans lår, og den anden omkring roden, så han ikke kom alt for langt ned. Han havde intet ønske om at brække sig ufrivilligt, det virkede ikke ligefrem sexet. 
Blev han ikke stoppet, ville det arbejde forsætte og et de mørkeblå øjne blev slået op for at kunne holde øje med hvad der skete imens, måske ligeså lykkelig som Fabian for at han endelig havde fået det overstået. 

Det hele skulle kun til at begynde. Det vidste Fabian også godt, men der var næsten en lettelse over at han endelig måtte komme, eller i hvert fald bliver bragt det sidste stykke over, så han ikke skulle sidde og kun være lige ved. Han havde glædet sig til det lige siden han startede, men han havde også været overrasket over hvor tålmodig Aldamar havde været omkring det.

Lige nu var han dog ikke så sart omkring hvad der skete, så lang tid der skete noget, og da han endelig mærkede varmen og fugten fra Aldamars mund, kom der et længselsfuldt støn fra ham. En hånd greb ud efter Aldamars hår og hoved, som han tog fat i, inden han var overlod sig selv til følelsen af Aldamar.

Det var blev ret hurtigt tydeligt at Fabian virkelig havde været på kanten det seneste stykke tid, for der gik overraskende kort tid for skøgen endelig at komme, og den eneste advarsel der var på det, var et langt støn, inden at han bare kom, og ikke kunne holde sig selv tilbage mere.
Hele hans krop føltes en lille smule slap, men hans øjne gled nu stadig ned på Aldamar, og strøg et hår væk fra hans ansigt. ”Undskyld.” Det havde ikke ligefrem været meningen at det skulle gå så hurtigt, eller komme uden nogen rigtig advarsel. Men det havde været virkelig godt. 

Det havde været alt for længe undervejs, og helt konkret, var Aldamar også en anelse overrasket over mængden af tålmodighed han havde haft med Fabian, specielt til sidst.  Han var en god lærer, han havde altid været tålmodig hvad angik det boglige... men det her havde ikke kun været at læse eller skrive, så utrolig langt fra. 
Den snert af utålmodighed der listede sig ind, havde dog kun gjort det dét sødere endelig at nå i mål med ham, og derfor modsagde Aldamar sig hverken hånden omkring hovedet eller det tilhørende støn der fulgte med, da han uden den store advarsel endelig kom.  

Alt andet havde også været uretfærdig, og lige omkring den blonde mand, kunne han næppe være uretfærdig anlagt. Aldamar trak med en lille brummen ansigtet væk, og lod håndenryggen stryge det værste substans væk fra læberne, idet at han smilede sly. "Ikke undskylde" hviskede han, og smøg sig med en overraskende smidighed op fra bordets kant, hænderne imod armlænet og et ryggen i en bue langs kanten idet at han trak sig på fra knæene, og i stedet kom op og stå foran ham. "Det tror jeg næppe er det rigtige at gøre ligge nu" fulgte han op med, og ændrede position ved a læne sig ind over ham, et enkelt knæ imod stolens kant for at holde balancen imens at han kom op.  
Med ansigtet ud fra hans, var arysprinsens egen vejrtrækning ikke faldet meget med fra sin egen tyngde, og han lænede sig frem for at fange læberne imellem sine egne i et bifaldende kys, og en tilfreds rislen ned af rygsøjlen over at fokusset retmæssigt kunne være på ham, igen.  

Så ufattelig sexet, det var i hvert fald hvad Fabian ikke kunne lade vær med at tænke, som han så Aladmar tørre resterne af læberne, som ikke lige var kommet indenfor. Hele hans krop sang stadig lidt over den endelig forløsning, men han kendte også godt sig selv godt nok til at vide, at det her ikke ville være nok, ikke efter hvor lang tid han havde været lige på kanten. De kunne være to om at være grådige.

”Jeg kunne have forberedt dig bedre,” hviskede han tilbage, og rakte op med en tommelfinger, for at tage en lille snert Aldamar havde misset lige ved mundvigen.
Selvom Aldamar stod foran Fabian, så var der dog endnu ikke meget at se, som silkekåben stadig lå om ham, men Fabian var dog hurtig til at lade sine hænder falde, så han selv kunne hjælpe den på vej, og få adgang til hvad end Aldamar havde klædt om på under den.

Hans hænder nåede kun lige at få kåben åbnet, som Aldamar krævede et kys af ham, og i stedet for måtte han lade sine hænder åbner den, uden at han kunne se meget. Det var først da han brød kysset, at han endelig fik mulighed for at se Aldamar an. ”Har du klædt dig på, bare for min skyld?” spurgte han drillende, inden han lod fingrene glide op, i håb om at han kunne få lov til at hive kåben helt af Aldamar, så alt var blottet. 

Han kunne måske have forberedt ham bedre, men dét her. Det var var bestemt det mere 'rigtige' at gøre lige nu, Aldamar sukkede fornøjet da han mærkede fingre glide over kåbens lukning, og satte sig ikke imod at de ru hænder åbnede op for den imens kysset stod på. Der havde måske været en tanke om at smide den alligevel, så om det var ham eller Fabian der gjorde det, det kom velsagtens ud på et. 
Med lyden af silke imod hud gled det bløde stof i et ryk ned over armene og hang som en lavtaljet kappe omkring hans albuer, ikke helt gledet af ham endnu. Aldamar stødte dog fra med knæet så han igen kunne komme op og stå, og  det at han slap stolens armlæn, fik kåben lov til at falde fudlkommen til jorden... 

... hvilket efterlod Arysprinsen nok så nøgen, og alligevel ikke. Den manglende beklædning fik kort hårene op armene til at stritte en anelse, men Aldamar så bort fra det, da han vidste at det ligeså godt kunne noget andet end rummets temperatur der fik den reaktion frem. "Selvfølgelig" smilede han, og slog armene en anelse ud til trods for at det åbne kropsprog var grænseoverskridende.
Noget der blev fulgt op med hænderne der endnu engang fandt armlænene, og havde der været plads til hans ben, var der ingen tvivl om at han ville være gledet op på skødet af den anden. I stedet måtte han endnu engang læne sig frem, dog godt tilfreds med at være lige over øjenhøjde, lige nu i hvert fald.  "Nu har du arbejdet så længe for min skyld, det kan vel ikke overraske dig?" mumlede han drillende, mørkeblå øjne en anelse knebet sammen. 
Han kunne trods alt godt tænke udover næsetip, når det virkede passende. 

Selvom det altid var lidt grænseoverskridende at stå som den eneste hel nøgen, også til trods for at Fabians bukser var hevet lidt ned, da Aldamar gerne ville have adgang, så var Fabian dog heller ikke sky for at vise Aldamar, hvor meget han kunne lide det. Han rykkede hovedet lidt tilbage, bare så han bedre kunne få hele udsynet af Aldamar der havde gjort sig lidt til for hans skyld. Nogle gange kom det stadig bag på Fabian, at han også fik noget igen, og at noget var for hans skyld. Det var dog en berusende følelse og nok grunden til at han havde spurgt Aldamar tidligere.

Hans hænder gled lidt længere ned af den bløde hud, indtil de ramte røven, som han greb lidt hårdere fat i, grinende. Det havde lige netop været for Aldamar at han havde arbejdet, og i sidste ende ville han aldrig rigtig kunne benægte det. ”Men jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle forvente,” sagde han. ”Jeg var også blevet lovet en god belønning, var jeg ikke?” spurgte han. Han håbede i hvert fald at Aldamar havde overvejet det grundigt, hvad det kunne være, og forhåbentlig ikke bare Aldamar let påklædt, eller den behandling han havde fået tidligere. Den havde da også kun lige været starten, og fordi Aldamar havde drillet ham i så lang tid.
Lige nu havde Aldamar dog højden på ham, og Fabian lod også endelig sine øjne glide op for at se Aldamar i øjnene igen, en smule fascineret over hvor fremme i skoene fyrstesønnen havde været hele dagen, men absolut ikke imod det. 

Det gibbede en anelse i ham ved den hårdere behandling, men det fornøjede smil forsvandt ikke fra fyrstesønnens læber, selv ikke når han med en fornøjet lille brummen rykkede tættere på, og lod de slanke fingre følge hans arme op til hans nakke og flettede dem sammen der - men rettede sig i bevægelsen også op, så han ville blive tvunget en anelse fremad på stolen, og tættere på Aldamar selv. Med hans ansigt i højde med hans navle, var det at Aldamar fortrød og lod den ene finger stikke af fra nakken, og i stedet følge mandens kæbelinje helt ud til hagen og vippede den opad. 
En god belønning?

Aldamar var ikke mere kreativ anlagt end han var - smukt tøj og en fornøjet rullen omkring i sengen havde været planen.... så at vippe bolden over på hans banehalvdel fik ham til at tvivle en anelse på hvad Fabian helt specifikt mente. Mest fordi at trykfordelingen i de ord ikke lød tilfældig, og gav ham en kort kuldegysning i forhold til hvad han havde spurgt om tidligere. Havde det været seriøst?
Den tøven var dog ikke umiddelbart at spotte i hans øjne, da han i stedet prøvede at sende en føler ud på det var som Fabian håbede på; Aldamar brugte hånden i nakken til at stryge noget af det blonde hår bagud over hans pande, imens at han kiggede ned på ham. "Det var du, så bestemt" nynnede han, og lod de smalle øjne låse sig fast i hans blågrønne. "Og måden du siger det på, gør mig nysgerrig på hvor dine tanker har været" 

Fabian lod sig hive lidt tættere på Aldamar, og havde Aldamar ikke sørget for at hans øjne var på hans ansigt, så ville han dog bare være begyndt at kysse huden lige foran ham, men han kunne godt være tålmodig, det havde han næsten været hele dagen, og hvad var et par minutter til eller fra. I det mindste havde han fingrene godt i Aldamar.

En klar leen kom fra den ælder mand, da Aldamar alligevel formåede at få det vippet over på hans egen bane halvdel igen. Han ville nok i sidste ende ikke blive skuffet over hvad end Aldamar havde af planer, men han havde selvfølgelig håbet på noget mere kreativt. Deres lille leg havde været kreativ, og han ville gerne se mere af sådan noget, men de var stadig i den grad i gang med at udforske hinandens grænser, behov og lyster.
”Jeg havde da en tanke eller to om det,” sagde han, stadig med det smørrede smil på læberne, og hans hænderne cirklede en smule længere ned på røven han i den grad stadig havde fast i, så Aldamar ikke bare kunne løbe sin vej igen. ”Er det da en vælg din egen belønning vi er ude i?” spurgte han, selvom det kunne gøre det meget mere farligt for Aldamar. Ønsket lå i den grad stadig hos Fabian, selvom han aldrig ville bede om det når den anden tydeligvis ikke var klar. ”Selvom jeg havde lidt set frem til hvor kreativ du kunne være.” Han overvejede ikke om det kunne være store sko at fylde, især når det var kendt mellem dem, at Fabian havde prøvet lidt af hvert. 

Der var ikke mange muligheder for at stikke af, det var så helt sikkert. Med hænder der cirklede omkring hans baller og øjne der gjorde at han ikke kunne kigge væk - selv hvis han faktisk ville, kunne Aldamar ikke lade værd med på den ene side at føle sig en anelse malplaceret i sin placering, imens at han samtidigt virkelig nød det. 
Han følte sig en tilbedt, sådan som Fabian kiggede op på ham imens at han selv stadigvæk sad ned, som var det i sandhed ham der dikterede hvor, hvad og hvorfor det skulle ske. Og så alligevel så langt fra, da det smørrede smil og selvsikkerheden hviskede, at det kun var sådan lige nu, fordi at Fabian valgte det. 
Endte han med at rejse sig, var Arysprinsen ikke i tvivl om at han ville tårne sig op over ham - igen. Så det måtte han vidst hellere stoppe ham i - eller i hvert fald gøre det sværere, selvom det ikke var til at sige om han ønskede dén fornemmelse tilbage eller ej. En anelse benægtende, kunne han godtage et måske, skulle han absolut spørge sig selv. 

Aldamar's ene ben listede sig op på stolen. Nu hvor at Fabian var rykket frem, var der plads bagved ham til at foden kunne finde fodfærste, og han sneg den ind under mellemrummet imellem arm og ben, hvilket enten ville møve Fabian's arm hvilende oven på hans knæ, eller indenom det - under ham, givet at han stadigvæk ville have fat hvor han havde fat nu. "Det kunne det sagtens blive.." summede han tændt, og frigjorde hånden fra de blonde lokker, for i stedet at køre den langs den bløde hud på hans eget lår, og finde støtte der idet at han knækkede sammen i albuen, lænede sig frem.. man prøvede vel noget nyt, Aldamar forkortede afstanden imellem deres ansigter betydeligt. Han følte sig også mere selvsikker i det her udstyr, det var så helt sikkert. 
"Men hvis din valgte belønning er, at jeg er kreativ... så må jeg jo hellere tage og blive det" tilføjede han i en hvisken, og følte hånden ved Fabian's hage, glide en anelse ned af halsen.  

Lige nu havde Fabian det egentlig helt fint med at være den lavere, og føle Aldamar tårne over sig. Det var ofte at Aldamar alligevel var den dominerende mellem dem, fordi han ønskede sig det, og derfor gav det også ind imellem mening at Aldamar var den høje, og Fabian blev skrumpet ind til ingenting. Ligesom når han havde behov for at Aldamar lå og holdt om ham.

Aldamar møvede dem lidt rundt, men Fabian var ikke meget villig til at rykke sine hænder alt for meget, selvom han da var fleksibel så Aldamar kunne få en bedre position over ham, for at se hvad han ville med det hele.
Hans øjne forblev på Aldamars ansigt, også som det kom nærmere, og smilet blev blot større på Fabians læber. ”Eller hvad end du havde planlagt,” kommenterede han efterfølgende, for det var i sidste ende ikke så vigtig hvad de gjorde, som at Aldamar valgte hvad de skulle lave, og hvor stor belønning der var nødvendig. ”Skal jeg vente i spænding?” Han var lidt åndeløst, som han næsten kun kunne fokusere på Aldamars ansigt, og følelsen af Aldamars hånd mod hans hals, som blot gled længere ned mod den åbne skjorte. 

Det afgjorde det. Aldamar's smil blev en anelse skarpere idet at hånden gled længere ned til struben, hvar at den kort strammede ind omkring de steder han vidste ville sænke blodtilførslen en anelse, men vidste at der skulle mere til førhen at der kom en reel effekt. Blot en markering imellem mange, og Aldamar lod den glide videre ned til den halvåbne skjorte, hvor at han begyndte at pille knapperne op. En efter en, og et løfte om at der nok skulle komme mere.  
"Det kan jeg ikke kontrollere om du skal" valgte han hviskende at indrømme, da det trods alt var en af de få ting der var op til Fabian selv at bestemme. Men hvis han på nogen måde kunne skubbe det imod en retning hvor at han faktisk ventede i spænding, så ville han med glæde gøre det; Aldamar's hemmelighedsfulde smil tog over idet at han nåede til midt på maven, og med et ryk gled hånden op igen for at gribe fat i stoffet. 

For at trække ham ind i et kys, halvvejs ind over ham i kraft af sin støtte med benet på samme flade som Fabian sad. Grebet i kraven hev ham på samme tid insisterende opad, og når først han var oppe, ville benet i stedet næsten kælent kunne sno sig om hans lår for at holde ham tættere.  
"Få mig ud af det her, Fabian - Få løsnet nogle af de her spænder op -" - og han ville til gengæld løsne ham godt oig grundigt på senere; det var et løfte.  
Og ikke en venlig forespørgsel, men en kommando. 

Hånden blev ikke holdt mod halsen nok til at Fabian ville få det lidt let til hovedet, men han nåede alligevel bare at få et snert af affekten og det der kunne ske, hvis det var blevet væk, og man kunne se hvordan vejtrækningen endnu engang blev lidt tungere, som hans pupiller udvidede sig og han blot kiggede fascineret på Aldamar.
Der var dog intet der egentlig kunne stoppe spændingen i Fabian for at sprede sig, som Aldamar nu var begyndt at gøre noget.

Kommandoen, der kom lige efter kysset, gik direkte i Fabians mave. Han havde altid brudt sig om at Aldamar tog kontrollen, og i dag var ikke ligefrem en undtagelse. Det passede umådelig godt til fyrstesønnen, og hvis der var noget tidspunkt Fabian kunne være lydig, så var det i situationer som disse.
”Som du befaler,” hviskede han, og hans fingre forlod endelig deres plads ved Aldamars røv, h vor han også lidt havde hjulpet med at holde Aldamar oppe, og så gled over den varme hud. Han var endnu ikke helt familiær nok til at gøre det uden også at se bare en lille smule med.
Hans øjne gled ned mod siden af Aldamar, hvor hans fingre fik fat i et spænde, og mens han arbejdede sig over til det andet spænde, i den anden side, kyssede han Aldamar mod halsen. Og sådan blev han ved, som han ligeså stille fik løsnet tøjet, så det nemmere kunne pilles af Aldamar, som han ligeledes ville gøre, når han mente at han var nået langt nok med det. 

Aldamar's smil havde en noget forventningsfuld kant, og han næsten sukkede lettet ved fornemmelsen af hænder der gled længere op, og han lænede sig tilfreds ind imod manden foran ham, mørke øjne lukkede. Hans egne hænder fedtede stadigvæk rundt med de sidste 2 knapper på skjorten, men det var som om at det kom en stilstand i den mission, så snart læberne ramte hans egen han; kys der fik fyrstesønnens læber til at skilles en anelse i sine bifaldende lyde, og hovedet lagde sig på skrå for at give plads.  Han var blevet bedre til det. 
Det kunne Aldamar med det samme mærke, da der nu til dags næsten var en glidende overgang ved hvert skift af låsemekanisme og reb. ".... godt, virkelig godt" hviskede han frydefuldt. Og selvom Fabian stadigvæk måtte have et øje på der finere dele af dragten, betød det en hel del for tempoet at han ikke fumlende med det. Og oplevelsen. 

Stille og roligt følte han nogle af de strammere steder få luft, og med en lavmælt raslen faldt enkelte dele af dragten til jorden, håndled, underdel og arme stadigvæk dekoreret af de kontrastprægede sorte linjer, men overkroppen fri. 
Det krævede i sidste ende en hel del viljestyrke at afbryde ham den gode behandling - Aldamar greb hans fingerfærdige hænder bestemt, åbnede endelig øjnene igen, og nu med et tvetydigt glimt i øjnene, nikkede han imod sengen. "Tag endelig plads, jeg skal lige noget.." Aldamar vendte sig med det samme hemmelighedsfulde smil omkring igen, og bevægede sig hen imod en skrivebordet, hvor at han greb vinglasset. 

Men det var ikke kun hvad han reelt skulle have fat i.
I en skuffe under skrivebordet, fiskede Aldamar en lille flakon ud, og hældte med små, hurtige bevægelser indholdet i - dog med ryggen til - og håbede at Fabian ikke fulgte for meget med hvad der foregik. Adena's stunt havde på godt og ondt, dannet grobund for en lille idé.  
Og da han med et flirtende smil vendte sig omkring, og med smidige skridt bevægede sig tilbage imod Fabian, sørgede han for at tømme glasset på vejen. Og han var målrettet, den kære adelsmand, ivrig efter at vende tilbage til de kærlige hænders behandling igen. 

Det havde været lidt af en læringskurve for Fabian, men når man virkelig gerne ville noget, så kom det også væsentlig nemmere til en, til trods for at deres tøj var ret forskelligt, og der var en stor forskel på at tage det på og af, og hvem der bar det. Man kunne dog næsten helt værdsætte det, som det nærmest gled af Aldamars krop, og det der ikke liiiige gjorde det, sdet kunne Fabian hjælpe på vej, så det også ramte mod gulvet omkring dem.

Han var dog lidt overrasket som han blev stoppet i at kysse og røre Aldamar, men stoppe gjorde han trods alt. Hans øjne fangede Aldamars, og selvom man næsten kunne se hvordan skøgen prøvede at vende brikkerne i hovedet i håb om at finde ud af hvad Aldamar havde planlagt, så nikkede han.
Fabian rejste sig op fra stolen. ”Tag ikke for lang tid,” kommenterede han, og med et sidste kys mod Aldamars skulder, trådte han ud af bukserne der alligevel var faldet ned om anklerne på ham, og gik med faste skridt over til sengen. På vej derover smed han også skjorten, så han var nøgen og let tilgængelig, når Aldamar kom over til ham.

Han dumpede ned på sengen, og vendte sig om og kiggede mod Aldamar, uvidende om den mystiske væske Aldamar havde drukket.
Da Aldamar kom tæt nok på ham igen, så rakte han ud efter ham, for at få ham op, potentielt til at side overskævs på ham igen, med mindre Aldamar havde andre planer for hvad der skulle ske i sengen. "Endelig lidt mere plads," sagde han grinende. Sofaen og stolen havde været hyggelige, men det her ville være langt nemmere, alt efter hvad de egentlig skulle lave.

Det burde ikke tage lang tid for drikkens effekt at finde sted, og Aldamar der trods alt vidste bedre end at testprøve sådan nogle ting sammen med den han ville bruge den på, gjorde sig klar på den underlige fornemmelse der snart ville risle igennem den hvidlige krop. 
Hånden blev villigt grebet i luften over Fabian, glasset sat fra sig på natbordet ved siden af ham og uden tøven, var det at Aldamar møvede sig først op på sengen, og derefter overskrævs på Fabian, et grin over læberne idet at han fandt sig til rette. Modsat ham, var Fabian fuldkommen nøgen, og Aldamar tvivlede ikke på at det nok skulle blive hans tur også. Men ikke endnu; Arysprinsen fandt alt op til, mindst ligeså spændende som det andet, og tog lige tiden til at skæve ned på det grinende ansigt under sig, med skyggen af latter i de mørke, jah næsten sorte øjne. "Endelig? Har du følt dig så klemt?" kunne han ikke lade værd med at grine, og lænede sig langsomt forover, med fingre der fornøjet gled over Fabian's optegnede linjer af muskler langs mave, og derefter bryst.

Så fin, den lille hvisken understregede blot den underliggende lyst der lurede imellem alt det mørkeblå, og Aldamar's fingre bukkedes ind imod hans egen håndflade, inden at han trak hænderne tilbage og nedover maven igen. Under ham kunne han mærke alt hvad der var vigtigt at få føling med, og derfor var det også at Aldamar ikke satte sig fuldkommen ned, men holdt en del af vægten selv, for ikke at mase Fabian's fine og måske vigtigste eje. Han gjorde dog intet forsøg på ikke lige at mærke, når han møvede sig en anelse mere tilbage, dybt taknemmelig over selv at have den forunderlige form for underhoser på, lige nu. Og med en fornøjet brummen bagerst i stemmebåndet, bevidst om at han legede med en... ikke farlig, men vovet form for ild.

Derfor endte han også med at løfte og læne sig selv fremad til sidst, idet at hænderne blev smækket ned ved siden af Fabian's hoved. "Jeg tror vi får brug for pladsen" mumlede han, og lukkede øjnene en anelse i da han fornemmede at der ikke ville gå mange minutter, førhen at effekten slog til. 
Det var nemlig en vækst eliksir, hvis midlertidige effekt ville få Arysprinsen til at vokse et godt stykke over sine 169 cm. Sidst var han blevet lige under 2 meter, og det var derfor meget bevidst at Aldamar havde ladet sig iklæde en mere... givende størrelse, i forhold til den han almindeligvis ville have hevet på. En mere strækbar en, og kun havde beholdt remmene på omkring overarme, håndled og underdel - det ville stramme, men ikke ødelægge noget.
Og så håbede han bare at Fabian ville bryde sig om den lille tilføjelse til aftenen, fordi den ville bestemt ikke være der permanent. At være lidt under 2 meter havde gjort ham ret så klodset. 

Det var jo heller ikke som om at der var noget behov for at alt Aldamars tøj blev smidt, for at de kunne udleve det de gerne ville, og der var da også noget over at se Aldamar stadig have et par af genstandene på, som stadig sad som de skulle.
”Ikke klemt, så meget som...” han så ud til at tænke over det, mens han lænede sig lidt tilbage, som han mærkede hænderne udforske maven. Det var nok meget godt for hans lem at der også blev fokusere på andre dele af hans krop, selvom han var kommet sig over den tidligere orgasme. ”Glædet mig til at jeg ikke skulle risikere at falde ned?” Der var altid plads til at gøre det på smalle og upraktiske steder, men Fabian havde lidt fået en kærlighed for Aldamars seng på mere end en måde.

Hans øjne gled en lille smule i, som han mærkede Aldamar mod sig selv, som han bevægede sig lidt ned. Hans hænder greb ud mod at glide hænderne mod skuldrene, og halsen. Oh ja. Han trængte til det her og bare være helt blank i hovedet, og ikke bruge den store hjernekræft. Der kunne man sige at det også var en fordel at Aldamar normalvis tog kontrollen mellem dem.
Hans øjne blev dog åbnet, da Aldamar sagde at de ville få brug for pladsen. De havde sjældent decideret behov for pladsen, men det virkede næsten som om at det lå noget i det. ”Oh?” kom det lidt mere spørgende fra Fabian, men det var ikke som om at et verbalt svar nødvendigt, som hans øjne alligevel opfangede at noget skete med Aldamar.

Fabian havde aldrig gjort sig meget i alkymi selvom han havde hørt om effekterne. Da han dog havde hørt om en eliksir for at 'vokse', så havde han tænkt at det ville være lidt anderledes end det han så Aldamars krop gjorde. Hans blågrønne øjne gik helt i stå, og kiggede fascineret på hvordan manden foran ham voksede sig større og større, hans hænder var også gået i stå ved skuldrene på Aldamar, og han var nær ved at glemme at trække vejret. 

Knap havde Aldamar formået at vække hans nsygerrighed, førhen at han følte en underlig fornemmelse risle igennem kroppen, og han rettede sig langsomt op, så Fabian's hænder kunne falde tilbage ned imod madressen eller maven igen. Og alt blev bare en anelse større. 
Primært var det hans højde, hvor lige under 30 cm. roligt, kontinuerligt og støt blev tilføjet til fyrstesønnens statur, og han hørte sengen knage en anelse ved den ekstra vægt der fulgte med. Armene blev længere, brystkassen større, remmene omkring armene begyndte at stramme en anelse ved de centimeter de også voksede i bredden, og Aldamar's hånd gled op foran ansigtet hvor at han reelt set kunne se den ændre sig. Og den var enorm i forhold til hvad den plejede, da magien først var gået helt igennem. 

Aldamar blinkede, fuldkommen opslugt efterfølgende af armen som han dertil lige skulle mærke på, og ænsede derfor ikke Fabian's tavshed til at starte med. "Utroli-" de sidste ord blev slugt ved den dybe bas der havde overtaget hans stemmebånd, og Aldamar kunne ikke holdet det overraskede grin tilbage, som samtidigt endelig var med til at få fokusset tilbage på Fabian. 

En mand der mildest talt så betaget ud; Aldamar's øjenbryn gled en anelse ned i sit selvtilfredse grin, og de sammenknebne øjne glimtede. 
"Mmmh?" spandt han, og lagde endnu engang håndfladen imod det bløde stof under ham, imens den anden gled under Fabian's arm, for at bukke sig ind imod nakken, og løfte ham en anelse op og tættere på sit ansigt "Er det alt hvad du håbede det kunne være?" forsatte han hviskende, og mente bestemt at det var ord Fabian selv havde lært fra sig, selv havde ytret. Det ene øjenbryn løftedes i en karakteristisk men drillende spørgen. 

Fabian selv var vant til at gennemgå en lignende ting, når han forvandlede sig. Det gik hurtigere, og var nok mere naturlig for hans krop, men han havde aldrig rigtig set en anden gøre det, ikke som det skete nu. Og det var stadig ret meget Aldamar, men der var mere af ham. Alkymi var i sandhed en finurlig ting, og lige nu kunne Fabian ikke brokke sig over det.

Som han lidt blev samlet op af Aldamar, rakte han også en hånd op, så han kunne lade den glide lidt henover det nu betydelige større bryst. Alt var bare vokset på manden foran ham, og han havde ikke et øjeblik tænk sig at skjule fascinationen og lysten der spillede ind ved dette.
”Det var i hvert fald spændingen værd,” hviskede han og kiggede op i Aladmars øjne, ublufærdig, velvidende at lysten var at se på hele hans ansigt. Han elskede at være sammen med Aldamar som han var, men det her? Det var noget andet. Når tingene blev for ensformige, blev de kedelige for Fabian og han mistede en ligeså stor del af interessen, men når man engang imellem kunne få det her, så kunne man få Fabian helt op og køre.

En arm gled om Aldamars skuldre, og en af hans ben sneg han omkring Aldamars knæ. ”Hvor lang tid holder det?” spurgte han, for han havde sine tvivl om denne pludselige nyhed, var særlig permanent, og hvis de kun havde lidt tid til det, så måtte de hellere komme i gang. Og hvis Aldamar havde problemer med tøjet der så ud til at stramme lidt mere, så måtte de jo også få ham ud af det. 

Betaget var det at Aldamar studerede ham, en anelse spændt på reaktionen og godt tilfreds med den, da den kom ud i form for fascination. Et eller andet sted, så betød det måske mere end han ville indrømme at kunne overraske Fabian en anelse - bare en gang imellem; han virkede aldrig til at bakke ned fra de forslag der kunne komme, og havde prøvet stort set alt. Så de få gange fyrstesønnen gjorde noget uventet, jah så svælgede han i de reaktioner der kom. 

Fabian's ben der snoede sig omkring ham, fik en fornøjet brummen til at bryde stilheden efter hans spørgsmål, en anelse tænksom i sit dybe toneleje. "2 timer, skulle jeg mene..." mumlede han, da det cirka havde været den varighed han havde været under  Så decideret travlt havde de ikke, men det betød ikke at Aldamar osede af tålmodighed, til trods for at det kunne virke sådan til tider. Han havde trods alt ventet i evigheder på at Fabian blev færdig, først med sine opgaver, og derefter med sit krav på fysisk færdiggørelse.
Nej, tålmodighed var ikke hvad han følte i den 'nye' krop han havde indtaget, hvilket kun blev understreget da han med et drillende fnys pludselig slap støtten bagved Fabian's ryg, så han atter kunne falde ned i madrassen. Aldamar fulgte dog trop idet at han bukkede sig ned over ham igen, støttende på den ene albue og med læberne ganske få centimeter ud fra hans. " - hvor lang tid holder du?" 

Hvordan ville Fabian nogensinde kunne sige nej til Aldamar, når alt hvad han foreslog var fantastisk. Der var Fabian måske også lidt mere blød om hjertet, og selvom han gerne ville sige at han var villig til det meste pga. hans erhverv, så vidste han også godt at det ikke handlede om det. Det handlede mere om at han ville opleve tingene med Aldamar, uanset hvor romantisk det kunne lyde, hvis han nogensinde sagde det højt.

Det mest underlige måtte dog være hvordan Aldamars stemme var blevet dybere af den store forvandling, men det var nok noget man ikke kunne styre, når det var alkymi og ikke magisk. Man kunne dog vænne sig til mange tid, og om to timer ville han nok finde Aldamars mere lyse stemme underholdende.
Han nåede dog aldrig at svare, som støtten forsvandt og han ramte sengens bløde overlag. Et grin undslap ham. ”Lige under 2 timer, med mindre du selvfølgelig arbejder for det,” sagde han, udfordringen tydelig i hans toneleje, men også at han nok ikke ville holde 2 timer. Hans krop summede stadig af energi og lyst, og derfor brugte han også mavemusklerne til lige at hive sig resten af vejen op, så han kunne kysse Aldamar på munden.

Armen omkring Aldamars skuldre prøvede også at føre ham lidt længere ned, så Fabian kunne lægge ryggen mod madrassen og dermed ikke fokusere på at holde sig oprejst. En ene hånd der stadig ikke havde noget at lave, fik dermed også mulighed for at udforske den nye overkrop.