Forhåbentlig ikke alt for synligt lettet nikkede Nicola kort. Han skulle nok gøre det godt for Enzel, og det var utroligt meget nemmere nu, hvor han ikke hele tiden skulle se på, hvor hård Enzel allerede var. Nicola var jo ikke ligefrem blufærdig, men at skulle sidde og stirre sådan på den hele tiden var alligevel lidt for meget! Han håbede lidt, at hvis han gjorde det rigtig godt for Enzel nu, så behøvede han ikke gøre mere end det, og så behøvede han ikke engang se mere på fronten af Enzels nøgne krop.

Forsigtigt begyndte Nicola at befri Enzels hale fra dens fængsel, hna vidste hvor følsom han var omkring sin egen hale, så han sørgede for at være så blid, som overhovedet muligt.
Enzel havde en flot hale, det måtte Nicola trods alt indrømme. Han vidste jo også, hvor forfængelig Enzel kunne være, så med samme blide bevægelser som før strøg han hånden ned over halen et par gange, så det da ikke fuldkommen lignede, at den havde været bundet fast i rimelig lang tid.

Alt hans opmærksomhed kunne jo desværre ikke gå til halen, så langsomt fik Nicola rykket sig over, at hna sad overskrævs på Enzels ben. Han havde ikke rigtig nogen erfaring med at give massage, og selvom han vidste, at nervøsiteten kunne mærkes i bevægelserne, så håbede han, at Enzel nød det.
Bevægelserne startede oppe ved skuldrene, gik ned over ryggen og op igen. Det gentog Nicola et par gange, inden han en anelse tøvende rykkede hænderne længere ned. Han startede med at massere hen over Enzels lænd, inden han ganske langsomt lod hænderne glide længere ned. Det var ikke ligefrem fordi det var et sted, som han havde lyst til at massere, men det skulle jo være godt for Enzel!
Da hænderne nåede ned på ballerne holdt han dem stille et øjeblik, han ville være sikker på, at det ikke var over Enzels grænser, før han fortsatte. Men hvis Enzel kunne lide behandlingen, havde han tænkt sig at fokusere massagen på ballerne og toppen af lårene.

Det var ikke nok, det burde Nicola jo nok have vidst på forhånd. Enzel ville have en helt anden nydelse, end den som Nicola kunne give med en massage, desværre. Havde det været en kunde som lå i sengen kunne han have fundet på mange ting, men Enzel havde sine grænser, og det gjorde det så meget vanskeligere at finde på noget. Uanset hvor hårdt han prøvede kunne Nicola kun komme på ting som krævede, at Enzel vendte sig om igen. Det skulle da bare heller ikke have lov til at være nemt for en gangs skyld.

De masserende bevægelser blev stoppet og Nicola rejste sig op, så han igen kunne sætte sig ved siden af Enzel.
"Du må gerne vende dig om igen" fik han endelig overtalt sig til at sige med en lav stemme.
Da Enzel igen lå på ryggen startede Nicola med st glide en hånd kærtegnende op af Enzels lår, mens han fik taget mod til sig. Hver gang kom han tættere på tættere på Enzels manddom, hvor han lod hånden glide rytmisk op og ned.

Det her skulle bare overståes så hurtigt som muligt, så langsomt fik Nicola bevæget sig ned at ligge. Han havde virkelig ikke lyst.. men han vidste at han kunne gøre Enzel hurtigt færdigt. Hans mave gjorde knude på sig selv og truede med atter at tømme sit indhold, som Nicola langsomt lænede sig frem og tog Enzel i munden. Øjnene var lukket stramt i og fingrene på den ene hånd gravede sig ind i huden på Enzels hofte. Han var overbevist om, at han ville kaste op ved følelsen, men på en eller anden fuldkommen måde formåede han at holde det i sig.
Det var bare en kunde, det var hvilken som helst kunde, og kunder havde han flere gange gjort færdige med munden, den her situation var ikke anderledes. Langsomt, og sikket også langsommere end Enzel foretrak, begyndte Nicola endelig at bevæge hovedet frem og tilbage mens han gjorde sit bedste for at give Enzel nydelse. Det her skulle bare overståes hurtigt.

Den ufrivillige lyd fra Enzel gav Nicola håb om, at Enzel efterhånden var ved at nå ud over kanten, og det gav ham motivationen til at fortsætte det grundige arbejde. Lysten til at kaste op var stadig til stede, og hver gang han lod munden glide ned over skaftet var han overbevist om, at det var det sidste skub, som fik bægret til at flyde over. Men alligevel fortsatte han. Hvorfor? Enzel ville sikkert blive både sur og skuffet, hvis han stoppede, men det værste der kunne ske var vel, at han valgte at bruge vold, og det var trods alt ikke første gang. Nicola kunne ikke forklare det. Alt for længe havde Enzel haft den her magt over ham, som om han var intet andet end en dukke, og han kunne ikke gøre noget ved det. Det var en forfærdelige følelse! Men hvor forfærdeligt det end var, så ændrede det ikke på, at den eneste tabke som Nicola kunne samle sig om lige nu var at gøre Enzel færdig, hvis han da ellers snart ville tage sig sammen og nå dertil!

Dybere! Som om det ikke allerede var svært nok ikke at kaste op ud over Enzel! Han burde være ovenud lykkelig for, at Nicola overhovedet kunne tage sig sammen til at gøre noget for at give ham nydelse fremfor at ligge totalt usamarbejdsdygtig i sengen! Men selvfølgelig var Enzel ligeglad.
Den frie hånd gravede sig ned i sengen som han tvang sig til at tage Enzel dybere. Han ville så gerne vide, om han kunne gøre det hurtigere, langsommere, et eller andet for at Enzel ville komme hurtigere. For nu måtte han stole på, at han gjorde det godt nok, Enzels reaktion vidnede da om, at han nød det, og Nicola sørgede for at holde godt øje med selv den mindste reaktion, for selvom han gerne ville gøre Enzel færdig, så var han sikker på, at han da først ville komme til at kaste op, hvis han ikke nåede at trække sig væk i sidste øjeblik.

Nicolas krop stivnede i det han mærkede, at Enzel begyndte at presse hans hoved nedad. Ubehagelige billeder og minder fløj igennem hovedet på ham, og gjorde det umuligt både at kæmpe imod og at aktivt gøre noget for at hjælpe til.
Følelsen af at blive kvalt var så voldsomt ubehagelig, og han kunne mærke, hvordan kroppen skreg på luft, men alligevel gjorde han ikke noget for at kæmpe imod mens hånden var på hans hoved.
Lige så snart hånden var væk blev hovedet dog revet hastigt væk, så han kunne tage nogle dybe indåndinger. Han vidste godt, at Enzel næppe ville blive glad for at behandlingen var stoppet, men han blev altså nødt til lige at få vejret!

Langsomt og utroligt modvilligt fik Nicola taget sig sammen til igen at lade munden omslutte Enzels manddom. Bevægelserne var langsomme, men han gjorde virkelig sit bedste for at tage den lige så dybt, som Enzel lige havde tvunget ham til, men han kunne simpelthen ikke! Hver gang han kom bare tæt på begyndte panikken at sprede sig i kroppen. Det her måtte simpelthen være godt nok, ellers kunne enzel få lov til at klare det selv!

Det gik.. godt? I hvert fald så irettesatte Enzel ham ikke for at trække hovedet tilbage, som han havde frygtet, og han virkede da også til at være nogenlunde tilfreds med Nicolas indsats.. Eller hvad?
Nicola troede, at han gjorde det godt, eller i hvert fald godt nok, for Enzel fortalte ham ikke andet, men så mærkede han igen en hånd på hovedet så alt for voldsomt pressede hans hoved ind mod Enzels krop, hvor det blev holdt fast mens Enzel misbrugte hans mund.
Panikken brusede rundt i kroppen. Hvorfor gjorde Enzel det her ved ham! Selvfølgelig havde han ikke været blid før, men Nicola syntes da bestemt at det var lang tid siden, at han havde været så hårdhændet. For ikke at tale om, at han havde lovet at være blid. Men lige nu handlede det om Enzel og kun Enzel, og så kunne alt andet jo tydeligvis være fuldkommen ligegyldigt.

Hver gang han fik muligheden trak Nicola vejret dybt ind gennem næsen. Enzels behandling gjorde ondt og frarøvede Nicola livsnøvendig luft.
Den voldsomme behandling fik det til at sortne for Nicolas øjne. Skulle han faktisk besvime af at blive tvunget til at tage Enzel dybt? Det var jo næsten ydmygende.. Men mon det var nok til at stoppe Enzel, eller ville han fortsætte med at bruge ham som en forsvarsløs dukke? Uanset så var en ting sikker, hvis Enzel fortsatte sin behandling så ville Nicola uden tvivl ende med at besvime.

Helt slapt lå Nicola og tog imod, hvad han faktisk troede var Enzels safter. Var det det? Han var stadig ved bevidsthed, men kun lige knapt, så han lagde helt ærligt ikke mærke til, om Enzel faktisk var helt færdig, han var bare glad for at kunne trække vejret ordentligt langt om længe. Derfor var Nicola også lettere forvirret, da Enzel puffede ham ned og ligge og derefter vendte han om på maven. Var de ikke færdige? Enzel var da kommet?
Nicola forsøgte at lyde som om han nød følelsen af Enzels tunge, men selv han kunne høre, at det ikke lykkedes. Med lidt ville Enzel da være optaget nok til at tro, at de dybe indåndinger var af nydelse og ikke fordi Nicola stadig følte at hans krop manglede luft.

Det var ingen hemmelighed, hvad der skulle ske, når Enzel mente, at han var forberedt nok. Nicola havde lyst til at kæmpe imod, kravle væk, Enzel havde allerede misbrugt ham nok, men hans krop nægtede at adlyde. Han var Enzels lille legetøj, og det var på tide, at han affandt sig med det.
Hovedet blev begravet i puden og fingrene gravede sig ned i sengen mens han ventede på, at smerten kom. Det her var hans lod i livet.. igen. Hvor var han egentlig dum, at han frivilligt var kommet tilbage, men han havde jo troet, at tingene ville ændre sig, og nu var han intet andet et et sølle legetøj.

Hele Nicolas krop spændte op ved Enzels ellers milde berøringer. Selv nappet i den følsomme hud var næppe ment som at det skulle være smertefuldt, men Enzel kunne lige så godt have bidt ham hårdt med de spidse tænder. På en eller anden måde havde det nok gjort situationen nemmere, for så havde Nicola en mulighed for at blive vant til smerten, så den blev nemmere at ignorere. Det var svært, når Enzel hele tiden skiftede mellem at være ondskabsfuld og nærmest omsorgsfuld, det var aldrig til at vide om den næste berøring ville være et slag eller et kærtegn.

Lave klynk godt dæmpet af den bløde pue formåede at undslippe Nicola, da Enzel begyndte at forberede ham på det uundgåelige. Det var klynk af smerte og lidt af frygt. Han var på ingen som helst måde klar til det her, han følte jo stadig, at det nærmest var et åbent sår deromme! Men han havde ikke tænkt sig at sige noget. Enzel havde allerede så mange gange vist, hvad han følte,.når det kom til at påføre ham smerte. Det bedste han kunne gøre lige nu var at bide tænderne sammen og grave fingrene ned i sengens dybe stof i håbet om, at det ville gøre det muligt at tilbageholde det smerteudbrud som uden tvivl ville komme, når Enzel trængte ind.

Trods hans stærke modvilje mod hele situationen hjalp Nicola en lille smule til med at få sig positioneret rigtigt, så Enzel kunne komme ordentligt til. Jo nemmere det var for Enzel, jo hurtigere ville det forhåbentligt gå. Enzel kunne da umuligt holde ret længe. Han var godt nok ikke helt sikker på, at Enzel faktisk var blevet helt færdig da Nicola havde ham i munden, men selv hvis det var tilfældet, så virkede Enzel jo stadig så vild! Selvfølgelig havde han hygget sig med Philly mens Nicola havde været 'forsvundet' så det var jo ikke ligefrem fordi han havde sparet sammen i en evighed, men Nicola ville da gerne tro, at han alligevel var særlig nok til gøre Enzel så vild i varmen at det nærmest kun var to stød og en aflevering.

En halvkvalt lyd af noget der nok var et smertefuldt klynk og støn blev forsøgt dæmpet af puden. Hvis det allerede nu var så ubehageligt, så kunne han da slet ikke forestille sig, hvordan det ville blive når Enzel for alvor gik i gang. Små svedperler samlede sig på den mørke hud, en reaktion af frygt, smerte og en anstrengelsen for ikke at løbe skrigende væk. Han følte sig så beskidt igen, mon Enzel ville tillade ham endnu et bad? Han forsøgte at holde fast i tanken og fokusere på, hvor dejligt et varmt bad ville være frem for at fokusere på den brændende smerte fra hans stakkels mishandlede bagende. 

Nicolas krop var kun til ham. Han nød hvordan Nicola var som skabt til ham. Og hvor let han var at manøvrere rundt med. Han behøvede ikke at gøre så meget, og alligevel gjorde Nicolas krop lige præcis det han ville have den til. De vuggende, forholdsvise blide bevægelser fortsatte lidt endnu. Han holdt igen, i troen om at det gjorde det lidt rart for Nicola, for han drømte om at Nicola ville nyde og værdsætte ham mere.

Hans viljestyrke blev dog knækket så snart han hørte det første klagesuk fra Nicola. Det havde sikkert ikke været Nicolas mening at lukke det ud, men faktisk behøvede han slet ikke holde dem tilbage. Enzel elskede at høre dem. Det gjorde ham så bevidst om at Enzel havde den magt over ham. At han kunne få ham til at nyde det. Og lide under det. Det var som om sukket var nok til at Enzel mistede kontrollen mere. Nu tog han hårdere om ham og styrede ham mere end før, så han kunne få flere lignende lyde ud af ham. Selv holdt han vejret koncentreret og nynnede af og til af nydelse.

Han kunne ikke se på Nicola for længe ad gangen, for så ville han sikkert komme alt for hurtigt. Han lukkede øjnene og lyttede i stedet til klaskelydende, fra når han stødte Nicolas krop mod sin.

Alle forsøg på at dæmpe de klagende lyde blev droppet lige så snart Enzel for alvor tog fat. Det brændte ved hver eneste bevægelse som Enzel lavede. Alt gjorde ondt og pulsen hamrede i hans ører, så han følte, at han dårligt kunne høre sine egne lyde. Nu måtte Enzel godt snart blive færdig! Nicola havde håbet, og nok også lidt troet, at Enzel umuligt kunne holde så længe, selvom der formentlig langt fra var gået lige så lang tid, som der normalt gjorde. Det føltes som om de allerede havde været i gang en hel dag! Selvfølgelig havde der også været en del forspil, men nu føltes det som om at det dårligt nok havde taget et kort øjeblik.

"Enzel.." navnet blev klynket ned i puden, men Nicola vidste jo udemærket, at Enzel sagtens ville kunne høre det. Han vidste ikke engang rigtig, hvad han ville opnå ved at klynke Enzels navn. En lille smule medlidenhed? Måske at det gik direkte i en vis legemsdel på Enzel, så han efterhånden kunne blive færdig? Der var ikke nogle dybere tanker bag det, det var den eneste reaktion der lige var faldet ham ind, og lige nu var der ikke plads til meget tid fra tanke til handling. 

Da Enzel hørte sit navn fik han åbnet øjnene og set ned på en meget udmattet, meget sexet Nicola. Nu var det ikke længere let at holde tilbage. Hans egen stemme dirrede og slap på den vejrtrækning han havde tilbageholdt. Hans bevægelser stoppede brat. Enzel rullede Nicola om at ligge på ryggen, helt uden at trække sig ud af ham, og lænede sig helt ind over ham mens han kom oppe i ham. Han lagde sin pande og sit svedfugtige pandehår mod Nicolas bryst.

Udover Enzels og Nicolas vejrtrækning var der helt stille på værelset. Man kunne høre nogen gå rundt på anden sal, og lidt blæst ude bag de tildækkede vinduer. Men ellers var der stille.

Enzel var den der flyttede på sig først. Han kyssede taknemmeligt på Nicolas bryst inden han lettede sig fra hans krop igen og trak sig ud. ”Godt. Det trængte jeg til,” Hviskede han. Smilende. Blikket observerede Nicola, og søgte selvfølgelig ned for at tjekke om der overhoved var behov for at han skulle hjælpe Nicola med at komme. Men blikket søgte hurtigt væk. Der kom ikke noget godt ud at minde sig selv om at Nicola ikke ville og ikke kunne blive hård for ham mere.

Uden varsel blev Nicola pludselig vendt om, så han nu kunne se direkte op på Enzel. Forskrækkelsen ved pludselig at skulle se direkte var nok til, at Nicola nær havde forsøgt at stikke af. Gudskelov nåede han at stoppe sig selv, han turde slet ikke tænke på, hvor gal Enzel ville blive hvis han pludselig sprang ud af sengen som om nogen havde prikket til ham med en varm jernstang. I stedet nøjedes han med at lukke øjnene hårdt i, Enzel virkede heldigvis til at være så optaget af sit foretagende, at han ikke lagde mærke til noget der skete omkring ham.

Lettelsen da trukket endelig forsvandt da Enzel trka sig ud var nok til, at et lettet lille suk forlod Nicola. Han gad ikke engang prøve at forklæde det som noget andet, Enzel måtte tolke det, som han ville. Han havde stadig ondt, men det var så meget mindre end før! Og med lidt held så betød det at Enzel kunne holde lidt tid nu.. selvom det nok var tvivlsomt.
"Det var godt" blev der lavt mumlet som svar. Langsomt, for at undgå yderligere smerte, fik Nicola vendt sig om på siden. Normalt havde en ikke spor problemer med at vise sig nøgen, han havde trods alt levet af det, men lige nu havde han på ingen måde lyst til, at Enzel skulle kigge på ham. Han ville bare gerne have lov til at sove.

Enzel tog på hans overarm og stoppede ham i at rulle om på siden, for at ligge sig med ryggen til ham. Det var i den grad Nicolas foretrukne sovestilling, men Enzel længtes efter at sove mere tæt end det. Han lagde sig ned ved siden af ham og vejledte Nicola til at lægge sig med fronten mod ham. Han fik lov til at have sit hoved ved hans hals, så Enzel kunne hvile sit eget hoved mod Nicolas hår. “Lad os hvile, så du kan blive rask hurtigt,” Enzel lukkede sine øjne, og hans arme viklede sig fængslende om Nicola, så han ikke skulle prøve på at vende sig om igen. I øvrigt ville det også vække ham, nu hvor han forsøgte ikke at dulme de gamle sorger væk med alkohol længere.

Man kunne høre på Enzels vejrtrækning at han faldt i søvn umiddelbart med det samme efter at han havde lukket sine øjne. Han blev altid træt efter at være den aktive i sengen, men efter lang tids frustration og spekulation havde han endelig Nicola hjemme hvor han hørte til igen. Han burde nok ikke være tryg i en så upålidelig partner, men Nicola evnede at gøre ham rolig.