Blikket gled i dets stille overvejelse tilbage på Fabian, og selvom der hvilede et noget neutralt udtryk i hans ansigt da han 'overvejede' sætningen - hvem han forkælede her - jah så måtte han med en leende lille hovedrysten trække op i et smil, og lod en hånd række ud for at klappe ham over skulderen to gange. Sikke et spørgsmål, det var da så absolut ikke noget han havde lagt skjul på! Og Aldamar's læber skiltes idet at han i stedet rakte ud efter en af silkebåndende. "Den bagvedliggende intention har hele tiden været selvisk. Men det kommer vel an på hvordan du definere 'forkæler', mmh?" forsigtigt vippede han en af dem ned fra dens plads på væggen, og fornemmede en frydefuld gysen ved det knitrende, bløde stof. Øjnene gled fra ham og til 'redskabet' i hans hænder, men det var ikke fordi emnet var forladt, trods Aldamar's optagede fascination af båndet.  

"Fordi hvis det her føles som forkælelse for dig... så burde jeg næsten indvillige i noget kun for din skyld, så du mærker forskellen" blikket skævede en anelse opmærksomt hen på ham, bare for at se om han selv mente der ville være en forskel imellem de to ting. Fordi lige meget hvordan man vendte og drejede det, var det her Aldamar's lille gave til sig selv, dog ført ud i livet af Fabian. Han kunne sagtens finde et eller andet Fabian gerne ville have, men han virkede evig og altid så... bøjelig, når det gjaldt de her emner. Slet ikke hvad man forventede når man så ham for første gang. ¨

Endelig rystede Aldamar dog på hovedet som et forsinket svar - det var ikke noget de manglede, og dovent, jah en anelse fraværende blev det snoet om fingeren alligevel. 

Forkælelse definerede Fabian nok i sidste ende at der blev købt gaver til ham uanset hvor selviske de var. Han fik i hvert fald næsten ligeså meget ud af det, som Aldamar gjorde. For jo mere tændt Aldamar var, jo bedre føltes det i hvert fald. Sex var ofte en tovejssti, og Fabian havde fundet ud af få så meget glæde ud af andres tilfredshed. Hvilken position det gav ham i soveværelset, det var egentlig lige meget.
”Kun for min skyld?” gentog Fabian med en eftertænksom mine. Han havde aldrig kigget på sine egen lyster i et vakuum, og desværre var der kun en ting han kunne komme i tanke, som var lid ukonventionel, og det involverede egentlig ikke en ting, men en anden person. ”Jeg må nok hellere nævne det, hvis jeg kommer i tanke om det en dag,” var så det endelig svar. Hvad nyttede det noget at han fik noget, hvis han ikke kunne nyde det med Aldamar. Han var jo allerede interesseret i nogle af de ting Fabian selv var, og havde fundet ud af at Fabian kunne lide det lidt grovere.

Selvom Aldamar ikke virkede til at ville have det, så virkede han ikke helt villig til at slippe det. ”Du har måske lidt af en kollektion derhjemme,” spurgte han med interesseret øjne, og begyndte at tage nogle langsomme skridt mod ham. 

Krøllerne bevægede sig en anelse om Aldamar nikkede, da han skam mente hvad han sagde. Det var ikke fremmed grund, at Aldamar nogle gange kunne glemme hvordan han - i kraft af hvordan det plejede at være i sådan nogle 'forhold' her - burde være mindre opmærksom på hvad den blonde mand selv ville. Om noget var der grundlag for at smide alle sine små særheder på bordet og det noget betød også at han nok ville håndtere det helt uden brok. Og alligevel kunne Aldamar ikke lade værd med at smide forslaget derud, simpelthen fordi at han var... interesseret. Både i ham, men også hvad der motiverede ham. 
At de så kunne komplimentere hinanden på nogle af de fronter, var nok mere held end forstand; Aldamar kunne umuligt brokke sig over at  det fungerede. 
"Du skal i hvert fald være velkommen" smilede han, og løftede nu endelig blikket idet at han fornemmede hans solbrune skikkelse komme nærmere. 

Stadigvæk med fingeren viklet ind i silken, blev fyrstesønnens front drejet mere imod ham og et mere 'hemmelighedsfuldt' smil overtog det simple, venlige fra før. En kollektion ligefrem? 
Ikke noget han benægtede med den tavshed der fulgte, og selvom Aldamar næppe ville bruge ordet samling, så hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv... var han ikke ligefrem foruden. Silkebånd kunne trods alt bruges til mange ting, selvom det i det her lille øjeblik, blev spændt ud imellem hans hænder med et tilfredsstillende smæld af de to lag der i spændingen ramte sammen, og blev klasket imod hinanden. "Jeg har... det nødvendige, skulle jeg mene" 
Sandheden var dog at der nok stadigvæk var nogle ting som han ikke havde skaffet sig, simpelthen fordi at han ikke havde gjort sig i den meget mere... varierede grad af tilføjelser. Han havde i hvert fald ikke haft grund til det førhen; det var sjældent det overhovedet var kommet på tale, end med andre end den tidligere tjener Fabian selv havde mødt. 

Det var i hvert fald noget Fabian kunne overveje når han lå og skulle sove. Han vidste hvad han kunne lide og hvad han var mindre glad for, men aldrig rigtig hvad han ville foretrække hvis han selv skulle bestemme det. Måske der var noget i ham der også ville have Aldamar under sig. Han håbede på det en dag i hvert fald, men det var som om at lige nu var han bare mere interesseret i at finde Aldamars behov og opfylde dem. Der var en glæde og tilfredshed i at opnå det trods alt.
”Kan være du ender med at fortryde de ord,” sagde Fabian med et grin, selvom han ikke rigtig mente det. Ting var kun tilfredsstillende hvis hans partner også kunne lide det.

Da Fabian var nået hen til Aldamar, rakte han ud mod silkebåndet, bare for at mærke det. ”Du kan vel altid... købe mere, hvis vi opdager noget mangler,” sagde han drillende, men dog med en seriøsitet i hans øjne, som han fastholdt sit blik på Aldamar. Hvis det har var et længerevarende partnerskab, så ville Aldamars nødvendige ting, nok ikke være nok i særlig lang tid. Hvis det krævede at Fabian var med nede og udvælge ting, så kunne de også bare gøre plads til det. Aldamar skulle i hvert fald ikke være bange for at Fabian ikke var interesseret i det. 

Et grin slap øvet hans læber - ende med at fortryde det - og selvom han ikke helt vidste hvad han skulle lægge i det, jah så tvivlede han på at det var noget det decideret kunne skræmme ham væk som sådan. Noget der dog også blev sagt ud fra et meget uoplyst grundlag, men nok mest sagt grundet hans interesse for Fabian. Selv der ting han måske ikke var decideret komfortable med, kunne ofte læres... sådan havde det i hvert fald været før i tiden.  
Han kunne dog ikke helt dy sig, da han i stedet for at lade Fabian få fat i stoffet, i et snuptag forsøgte at vikle det om hans udstrakte håndled, for derefter at stramme en anelse drillende til. 

Det gjorde dog også at han ikke kunne undgå den øjenkontakt det fulgte med, som fik det umiddelbare svar der havde ligget på hans fingre til at forstumme, inden at han med en lille rømmen fik stemmen tilbage. Så intens han kunne være, når seriøsitet blandede sig med det drillende glimt. 
"... Det skulle ikke være det store problem" måtte han give ham ret i, omend det fik ham til at overveje helt præcist hvad han mente. Det grovere havde aldrig været hans umiddelbare tilgang, trods det ofte blev forbundet med den kønne kontrol båndene gav. Men hvor groft? 
Det havde de trods alt endnu ikke afprøvet, men det lå vel også på planen en dag.  
En dag Aldamar nok ville blive ret så overrasket. 

Heldigvis for Aldamar, så havde Fabian ikke ligefrem en kærlighed for nogle af de mere klamme ting, som han var blevet udsat for. Der var visse ting han var ret sikker på Aldamar ikke ville bryde sig om, og hvis han gjorde? Så var han stadig ikke helt sikker på at han faktisk ville introducere ham til det, så han opdagede det. Nej, det her var en god måde hvor Fabian kunne kæmme de værre lyster ud, og kun introducere dem, som kunne have interesse for en eller dem begge af dem. Noget han hidtil ikke havde overvejet var en mulighed. De fleste af hans kunder kom trods alt med noget bestemt i hovedet.

Han havde ikke regnet med at han dårligt ville få lov til at røre båndet, før det var fanget i det bløde silkebånd. Han hev lidt i den, mest for at mærke hvor godt Aldamar havde fast i ham. Det var et stykke tid siden han var bundet op, og det gik overraskende pænt med tøjet han bar lige nu.
”Det regnede jeg heller ikke med,” sagde Fabian lavmælt og tog et skridt tættere på Aldamar. ”Jeg glæder mig allerede.” Havde han sådan set gjort siden de havde snakket om det i Lillekilde, det krævede desværre bare lidt mere forberedelse hvis det skulle gøres ordentlig, og Fabian ville foretrække ikke at have permanente ar, fordi de bare havde brugt hvad de kunne finde. 

Med bånddet viklet omkring ham, var det meget med vilje at Aldamar ikke lod ham trække sig, en stille tilfredshed over hvor fint det lagde sig omkring ham. Aldamar overvejede i stedet at trække ham nærmere, men som var hans tanker læst på forhånd, gik Fabian i stedet frivilligt tættere på, hvilket tvang ham til at se en anelse op. Aldamar's ører opfangede uhyre opmærksomt - den lavmælte tone betød ingenting for hvor meget han hørte ham - hans ord tydeligt. At han glædede sig fik et lille stød til at gå igennem ham, og motiverede ham til at efter få sekunders stilhed, at trække hans hånd om bagved ham, bagved hans til hans lænd, guidet af båndet.

Og skubbede sig selv det sidste stykke tættere på i selvsamme, mørke øjne tilfredse over at... selvom han ikke ligefrem havde ønsket at Fabian havde fundet ham idag, alligevel fik det her lille øjeblik med ham. Fordi det var ikke et han tog eller betalte for, nej, den her gang føltes det mere givet end noget andet, og oversteg Lillekilde i den skala. 
Hans anden hånd - den der ikke var bukket om bagved ham, kravlede op over de dinglende snore og greb hans blottede skulder, inden at en fingerkrog fandt plads i et af de huller kæderne over hans kraveben havde. Trak i ham, for at få hans fine ansigt mere i øjenhøjde. 
"Det skal nok blive.. spænende" smilede han med et glimt i øjet, allerede godt igang med at lægge en mindre plan.  
Og godt igang med at hive ham tættere på til et længe ventet kys, i den forunderlige privathed som rummet tilbød. 
 

Det var nemt for Fabian bare at lade sig overgive på denne her måde. Han ville ikke altid give så lidt modstand som nu, men nu når han vidste med sikkerhed at Aldamar godt kunne lide kontrollen, så var han også villig til at overgive den til ham. I hvert fald på denne her måde.
Hans hånd landede bag ham, hvilket gjorde at det var nemmere for dem begge at komme endnu tættere på hinanden. Det her var absolut på ingen måde hvor Fabian havde set deres møde gå hen, og selvom han ikke blev betalt for det, så var det åbenbart det længst væk fra hans tanker lige nu. Der var kun ham og Aldamar.

Han blev hevet lidt ned, lidt mere bøjet fremad, så deres højde passede bedre sammen. Hans åndedræt virkede som om at det stoppede et øjeblik, men forsatte efter. Lidt tungere end normalt, især i forhold til hvor lidt der egentlig skete. ”For os begge.” Fabian vidste ikke hvor meget Aldamar havde fået lov til bare at slå sig løs med hans tidligere partnere, eller partner, men for de fleste var det spændende at få fuldstændig kontrol. Og for Fabian? Det blev spændende at se hvem Aldamar virkelig var.

Hans frie hånd lagde sig mod Aldamars kind som han blev trukket helt ned, og deres læber mødtes i et kys som de havde udsat væsentlig længere end de plejede.
Hele hans krop virkede næsten som om at den smeltede mod Aldamar, som han næsten tabte sig selv i kysset. Smagen af Aldamar var bare overvældende. 

Det var altid en nervepirrende balancegang imellem at holde det nogenlunde sobert, og overgive sig til fristelsen det var bare at skide hul i det, og lade de gængse normer der holdt - ironisk nok - bånd på ham, falde til jorden. Absurd fristende, og nok også noget han med en rest af selvopretholdt stolthed holdt fast i, omend det en dag nok ville blive skubbet til side, kunne han mærke mere og mere på sig selv. 
Den dag var dog ikke idag. 
Og selvom han med en fantastisk snurren, knitren jah næsten hungren lod hånden finde om bagved i hans nakke for at trykke ham nærmere i den længe forventede omfavnelse, jah så var han yderst påpasselig af sig. Sådan som han stoppede sit ben i at forventingsfuldt sno sig omkring ham, og stoppede sig selv i at lade kysset forsætte andre steder hen... 

... jah så var viljestyrke alligevel noget han i hvert fald sagde til sig selv at han havde, og udlevede i minimum grad. Bare lige nok til at holde det ovenvande og uden på tøjet. 

Øjnene der var faldet i, blev med en nydende brummen åbnet en anelse på klem, og da kysset blev sluppet faldt hans pande en anelse tungt imod Fabian's snorebelagte bryst, nogle dybere vejrtrækninger som assistance i ikke at forsætte; stemningen, kysset - jah selv hans udseende var bare så rigtigt lige nu. 
Som for at trække hans opmærksomhed imod andet, mumlede han et eller andet med at de nok også havde været herinde længe nu. Nok ikke fordi at det var et problem som sådan, men fordi at han måtte få sine egne tanker ind på lidt renere stier end den de forsatte ned af lige nu. 

Hvis Aldamar ikke havde gjort et rigtig forsøg på at stoppe dem, så havde Fabian nok bare ignoreret hvordan de var et sted, hvor der ikke var plads til at de bare kunne forsætte hvad de havde gang i. For han havde ikke lyst til at stoppe, men heldigvis havde han aldrig prøvet at være så langt væk at han ikke kunne stoppe når det virkelig gjaldt.
Derfor var det dog stadig modvilligt at han trak sig bare den mindste smule. Hans brystkasse hævede og sænkede sig lidt voldsommere end ellers, som Aladmar nok kunne mærke, som hans pande lænede sig mod den.

Det føltes så varmt, og blodet brusede i hans ører, hvilket næsten stoppede ham fra at høre Aldamars stemme. Og selv da han registrerede den, gik der stadig noget tid før han sagde noget. ”Så... må jeg nok komme ud af det her,” hviskede han, selvom han endnu ikke flyttede sig, bare lidt længere tid endnu, og måske lige for at få kontrol over hans krop.
Der var dog en enkelt ting mere. Han havde egentlig behov for Aldamars hjælp til at komme ud af det her. Eller han kunne nok godt i sidste ende finde ud af det, men de mange snore forvirrede ham stadig. Det her ville tage noget tilvænning, før at han selv kunne tage det af og på selv, hvis han selv skulle mene det. Adelige og deres fine ting. 

I stilheden imellem hans ord og Fabian's egne, var det at han med en ulidelig hjertebanken at han ventede, overhovedet ikke sikker på at han faktisk ville have det i sig at sige nej, hvis Fabian havde indvendinger at smide i rummet. Det lå som en elektrisk fornemmelse i luften omkring dem, men da han med en hvisken fik sagt noget om at komme ud af tøjet, kunne Aldamar endelig langsomt nikke. 
Han var ikke den eneste af de to, hvis vejrtrækning var alt for besværet i forhold til at det bare havde været et kys. 
Næsten som for at overbevise ham om at det faktisk var en god idé for Fabian at komme ud af tøjet, nikkede han igen - mere beslutsomt den her gang, førhen at de bløde fingre slap båndet bagved ham og lod begge hænder kravle under armhulerne og rundt til ryggen, hvor at de fik fat i en af de låsemekanismer der holdt noget af overdelen på plads. Det havde nok været nemmere at vende ham om, men stadigvæk med hovedet hvilende imod hans krop - nu nærmere skulderen, jah så sneg han sig til at beholde armene bare en smule længere omkring ham. 

Et lille klik lød, og i tyngdrekraften faldt nogle af kæderne ned omend de næppe ramte jorden, da de sad fast i lidt andre forskellige ting. Men der var en anden metode end bare at åbne op for alle knuderne, og en eller anden dag, måtte han vel vise den. 
Indtil da, jah der var det ikke med indvendinger at Aldamar klædte ham af. "Jah... for nu" tilføjede han en anelse formanende med et fjernt drømmende blik, han dog prøvede at holde en anelse for sig selv. 

Fabian havde forventet, og måske en lille del havde håbet, at Aldamar ville rykke sig tilbage, da han havde sagt at tøjet skulle af. Mest for at hans krop så ville kunne få lidt ro, men det var med stadig stærkt velbehag for Fabian, at Aldamar tydeligvis ikke var villig til det. Det var egentlig lidt hårdt når man gerne ville to modstridende ting.
Kæderne og snorene virkede til at glide af ham, i hvert fald en smule, efter klikket var lydt. Det var nok meget smart at det var nemt for dem at få tøjet af, når man endelig trængte, for det havde ikke virket som om at der var alt for nem adgang i tøjet. Han kunne selvfølgelig tage fejl.

Han kunne godt høre hvordan Aldamar ikke virkede helt klar på at lade ham komme ud af tøjet, selvom han selv havde nævnt at de havde været herinde længe. ”Ja, kun for nu, og næste gang, skal vi nok nyde det i fulde drag,” bekræftede han, før han prøvede at løsne sig fra Aldamars arme, så han kunne begynde at se om han kunne pille resten af det af, uden at skulle låse eller binde noget op.
Det ville nok ikke lykkes helt uden Aldamars hjælp, men den var væsentlig nemmere at få af end på, og med lidt hjælp og tid kom Fabian også helt ud af den, og stod til sidst i sin fulde herlighed uden noget på. 

Det fantastiske ved den adelige livstil, var retten til en vis mængde af behagelig dobbeltmorale. At indikere at de skulle videre, og samtidig trække det i langdrag. At kræve alt, og give kun hvad man ville. At lade ham løsne sig fra hans arme, kun for at træde tæt til igen når en hjælpende hånd var nødvendig - forsigtigt trække i de rigtige snore der skulle til for at give en nogenlunde elegant exit af det tætbundne tøj. 

Med en lille raslen faldt det sidste til jorden, og Aldamar knækkede ned på hug for forsigtigt at kunne pakke tøjet væk igen, og tilføje den til en samling der efterhånden i hans hoved, havde fået et på sig. Blikket faldt på det rødvinsfarvede silkebånd der ensomt var faldet til jorden da han havde sluppet det, og efter at have betragtet dets chancerende farver en anelse, samlede han det alligevel op, rullede det nidkært omkring hånden og pakkede det ned i en stofpose, sammen med alt det andet. Nu var han her alligevel, så hvorfor ikke give sig selv den lille fornøjelse oven i. 
Hans blik landede af og til på det ublufærdige væsen som Fabian nu engang var, og selvom det var et træk han var kommet til at beundre i ham, forstod han det stadigvæk ikke. Hvor den her utrolige selvsikkerhed havde sin oprindelse, fordi den havde en helt anden vægt end den Aldamar kunne præsentere. Så munden åbnedes imens han pakkede ting sammen. "Hvorfor er det egentlig, at du er så ublufærdig?" 
Bunken med hans tøj blev dernæst samlet op, og Aldamar bevægede sig med rolige skridt de få meter imod ham; alt sammen noget der var foregået på under et halt minut. 

Et lille smil over at han ikke så videre ukomfortabel ud, noget han nok godt kunne efterligne hvis det nogensinde (i en absurd fremtid) blev nødvendigt, men ikke uden store anstrengelser. 

Aldamar virkede ikke til at føle sig skyldig i at røre så meget ved Fabian som han kunne. Tydeligvis både en velsignelse og en forbandelse for Fabian, da hele hans hud kriblede efter hvor intenst det havde virket, især med det her tøj på.
Men de fik tøjet af ham, og Fabian måtte lige strække sig lidt. Uanset hvor behageligt det havde været med Aldamars opmærksom på sig på den måde, så havde det også bare siddet strammere over det hele end han egentlig var vant til med sit tøj.

”Hmm?” kom det mumlende fra ham, som han begyndte at gå Aldamar i møde for at få hans tøj. Mest fordi de skulle videre. ”Jeg har intet at skamme mig over, så hvorfor skulle jeg være blufærdig,” endte svaret med at være. Han tog tøjet ud af Aldamars favn, og begyndte at hive bukserne på og derefter skjorten. Da han var i gang med at knappen den, vendte han sin opmærksomhed mod Aldamar igen. ”Desuden, hvis jeg havde været mindre blufærdig, så havde jeg måske været mindre villig til at tage det tøj på,” han nikkede mod noget af tøjet der stadig hang på statuerne herinde. Der var ingen grund til at gemme en krop væk som alligevel var ganske pæn, hvis han selv skulle sige det. 

Aldamar betragtede ham i observerende stilhed imens han trak i det kedelige tøj, og måtte med en lille panderynke føle øjenbrynene glide en anelse imod hinanden, som han lagde alt sin ublufærdighed, på det faktum at han var smuk. Ikke nødvendigvis fordi at det skulle være forkert, eller at der lå et mere dybtegående svar bagved. Men nok mere fordi... at det virkede for nemt.
Han havde mødt mange pæne personer, og det var stadigvæk et fåtal af dem der ikke var kritiske over hvordan de præsenterede sig, helt blottet for tøj. Et fåtal af dem var selvfølgelig heller ikke formskiftere. 

Til en forandring, jah så holdt han sig dog hvor han var, og satte sig halvejs på den kommode der stod langs væggen. Til en forandring lod han ham tage tøjet på i fred, i hvert fald, halvt nikkende til hans ord - måske var nok en underdrivelse. "Det er sjældent man er det i så... åbne steder. Potentialet i at nogle ville komme ind af døren? Hvad hvis nogle kommenterede på dit.." hans blik gled kort ned imod bukserne, inden at de med et skævt smil fandt tilbage på hans ansigt. 
"Eller bare ganske almindelig nervøsitet om at alt er så synligt" han kunne nok godt komme med flere eksempler, og selvom de alle kunne forklares med hans tidligere svar -  han var jo køn at se på... så hvorfor have noget at skamme sig over? 
"Fordi det gør almindelige mennesker som oftest" Blufærdighed er jo ikke nødvendigvis skam, mumledes det indvendigt. 

Fabian kunne bare ikke helt forklare hvor det var selvsikkerheden kom fra. Måske var det i stand med at han var formskifter, men det kunne ligeså meget have at gøre med hans erhverv. Der lærte man trods alt ikke at tage det så tungt, når folk kiggede forkert på en, og et hav af folk havde set ham. Han kunne bare ikke rigtig huske et tidspunkt hvor han havde være decideret blufærdig over at have vist sin krop frem.

Hans fingre  knappede nemt skjorten op, mens han kiggede over på Aldamar, som åbenbart havde lyst til at forsætte snakken. ”Måske jeg bare ikke bekymrer mig om hvad andre tænker om mig, til at noget så barnligt, som at kritisere mit udseeende, kunne få mig til at gemme mig væk,” endte han med et sige, med et smil og trak på skuldrene. ”Desuden er ingen af os helt almindelige mennesker vel?” Fabian havde valgt et lavt rangeret arbejde, og Aldamar var født i adelen, så hvordan var de almindelig?
Det sidste han manglede var sko, så da han var færdig med knapperne, så gik han over, hvor han kunne se at de var blevet efterladt på gulvet, for at stampe sine fødder ned i dem. De var efterhånden godt brugt, da det stadig var noget af det han ikke havde fået erstattet på ny. 

Mørkeblå øjne beatragtede ham småleende, og Aldamar - trods han studsede over ordet barnligt, endte med ikke at kommentere på det men bare nikke. Hvis det var sådan landet lå, så var det sådan landet lå. Han måtte dog ryste afvisende på hovedet ved hans næste ord, selvom han brød sig godt om tanken - det var altid godt ikke at blive sat i bås med resten af landets befolkning, omend han ville ønske det var andet end rang der var, hvad der adskilte ham mest i Fabian's øjne. Men sådan noget kunne man ikke styre, og det var ikke engang sikkert at det var, hvad han mente. Det havde bare lydt sådan. 

De sidste knapper blev knappet, skoene snørret og Aldamar vippede sig selv fra kommodens kant da han virkede til at være klar. Noget der havde været undervejs længe, 
"Lad os?" 
Bagved døren ville elveren fra før troligt stadigvæk stå og vente, så de kunne få betalt og forlade bygningen igen. De havde en finurlig tålmodighed, de elvere. 

Det kunne godt være at Fabians syn ville være anderledes, hvis de havde diskuteret hvad et almindeligt menneske egentlig var, for lige nu arbejdede han lidt på de mennesker han normalvis så på markedspladsen. Dem der havde et normalt arbejde og et normalt liv, og måtte arbejde for føden.

Hans fødder bar ham tilbage over til Aldamar og lagde en arm i hans, bare indtil de ville nå døren, så de lige kunne nyde et par øjeblikke mere i nærheden af hinanden. ”Lad os,” bekræftede Fabian, og de bevægede sig mod døren ud til elveren. Inden døren gik op gav Fabian dog slip på Aldamar, til trods for at elveren nok godt vidste at de havde et mere intimt forhold med hinanden.
Betalingen gik vel som den burde, formodede Fabian, og da de endte ramte den kølige luft udenfor igen, måtte Fabian også erkende at de nok havde brugt mere tid derinde end først antaget. Solen var i hvert fald gået ned, og gaden blev kun oplyst af lamperne der hang langs vejen.

Han kiggede mod Aldamar, ikke helt sikker på om det ville være farvel for i aften, eller han havde mere han gerne ville, nu når han alligevel havde Fabians selskab. Han kunne dog ikke selv verbalisere det spørgsmål. 

Øjeblikke passerede hurtigt, og før de vidste af det, jah så var de atter udenfor døren og fulgte med den slanke skikkelse af elveren tilbage. Selv havde Aldamar helt glemt at bede ham om at ændre tilbage - noget Fabian også så ud til at have glemt, men det var ikke noget der blev pointeret af den spidsørede sælger, og dermed ikke noget Aldamar som sådan opdagede førhen at de atter stod udenfor butikken, nu et par... ting, rigere. 

I hvert fald en god time var fløjet forbi, og natten havde spredt sin mørke farve over den tidligere røde himmel. I lyset af gadelamperne betragtede Aldamar hans ansigt, hvilket også var der det slog ham; det var ikke den samme rødhårede mand han var gået derind med, og forbløffet blev den ene hånd ført over munden, imens at han kiggede på Fabian, så tilbage imod den dekorerede dør der var gledet i med et klik, og så tilbage på Fabian. Dumt. 

Aldamar ble dog ikke... vred. Nej, omend han måske for et par uger siden, måneder siden var blevet decideret vred i sin bekymring for det konsekvenser det kunne få, var det nu et stilfærdig lille 'hovsa' der slap over hans læber, og han kunne ikke lade værd med at smile en anelse. Så meget for hemmeligheder; det betød nok ikke det store, da elveren da umuligt kunne kende til Fabian og hvem.. eller hvad han var. 
 

Det var nok stemningen og måden Aldamar havde kigget på ham, der havde gjort at han bare... havde glemt det. Han ville normalvis vove at påstå at han ikke lavede fejl som disse, der var en grund til at han var god til det han gjorde, og derfor tog det ham også lidt længere tid at opfatte hvorfor Aldamar kiggede så overrasket på ham.
Hans øjne blev lidt store, og så var der bare et udtryk af opgivelse på hans ansigt. Det var virkelig for dumt. Heldigvis så det ikke ud som om at Aldamar tog det alt for tungt, selvom Fabian lidt forventet at han ville blive drillet med det.

Han tog en hånd op for at løbe igennem hans hår, da han kort glemte at det var sat op, og så kom han bare med et lydløst grin og rykkede på hovedet. ”Skal jeg ændre mig tilbage?” spurgte han så endelig, lidt mere blid om kanterne. Det havde tydeligvis taget kanten af den seksuelle spænding mellem dem, at de havde opdaget at Fabian havde glemt at forvandle sig til den rødhårede fyr igen.

Der var heldigvis heller ikke nogen ude på gaden på det her tidspunkt. De var langt nok væk fra teateret at folk derfra ikke ville komme i deres retning, og resten af butikkerne havde lukket af for længst. Nattens stilhed var altid komfortabel for Fabian, men Aldamar var næppe klædt på til at de kunne tage på udflugt på natten, og han trængte vel stadig bare at komme hjem og slappe af.