Fabian kunne allerede mærke vægten tynge på hans arme, men han var ikke en til bare at give op, ikke helt endnu, selvom han havde en plan for det.
”Underligt? Kan du ikke lide at muligheden for at jeg taber dig?” spurgte Fabian, og slappede lidt af i armene, så Aldamar fik illusionen af at være ved at blive tabt, men kun meget kort, før Fabian hankede op i ham igen, for at holde ham tæt. Det trick gjorde det ikke ligefrem rarere for hans arme, hvis han skulle være helt ærlig.

Han svingede Aldamar rundt, så Fabian til sidst havde ryggen til bænken, før at han sumpede ned og sidde, stadig med armene om Aldamar, selvom han gav slip neden om hans knæ, som han satte sig ned. Nu med Aldamar på skødet. ”Er det her så bedre?” spurgte han drillende, et glimt i øjet. Han holdt ikke mere fast end at Aldamar sagtens kunne slippe ud af hans greb og ned og sidde for sig selv igen. Hvis han dog ikke gjorde det, så havde Fabian det også fint med at havde ham på skødet. Det føltes ikke som en ligeså stor væg, selvom der stadig var betydelig gods i Aldamar. 

En leende banden undslap hans læber da Fabian lavede et falskt stunt om at tabe ham, og det gik op for Aldamar at det havde været for sjov. Chancerne for at han helt reelt skulle tabe ham var ikke videre stor, fyrstesønnen ville trods alt håbe han kunne mærke sine egne grænser, men derfor sad den lille frygt stadigvæk et eller andet sted kroppen. Hænderne havde derfor grebet fastere omkring Fabian igen, og modsat sidst hvor at han løsnede, holdt Aldamar nu en anelse demonstrativt fat. "Ingen bryder sig om at blive tabt" kom det pointerende fra ham, og smilede en anelse bredere da han så at Fabian var på vej imod bænken igen. God idé. 

Pladsen på hans skød var underlig, og det trak lidt i Aldamar's fornuft, der bad ham om at rykke sig fra den nye siddeplads. Men et eller andet sted, jah så var det en ret så fantastisk vinkel at flade sig ud på; Aldamar krydsede benene igen idet at han lænede sig mere tilbage og til rette imod Fabian. "Meget bedre, men stadigvæk en smule underligt" grinede han, men var ikke så bekymret. Det var kun underligt hvis nogle kom gående forbi, og det her område de havde fundet, var ikke ligefrem det mest befærdede.  

Aladmar havde en ganske god pointe der, men Fabian lo blot blidt af ham. Selv var han blevet tabt mere end en gang, når folk skulle være romantiske, men han tog det ikke så tungt mere. Ofte var han jo ikke højt nok oppe til at det gjorde voldsomt ondt. Ikke at han nogensinde ville tabe nogen med vilje... mest fordi han ikke bar på dem han ikke brød sig om.

Siden Aldamar heller ikke havde tænkt sig at rykke sig, lagde Fabian også sin anden arm om Aldamar, og trak ham lidt tættere, så han kunne læne sit hoved lidt op af Aldamars hoved.
”Underligt, er jeg ikke blød nok?” spurgte han, mens han allerede var begyndt at nusse Aldamars side gennem tøjet han havde på. Det var behageligt her, og Fabian kunne mærke hvordan han slappede mere af sammen af Aldamar.
Dermed sagt, så var han stadig ikke uopmærksomhed. Ud af øjenkorgen så Fabian kortvarigt en skikkelse, men den passerede ligeså hurtigt som de var kommet. Nok en der blot skulle videre. De færreste tænkte nok at gå ned til det forladte springvand på denne her tid af døgnet.

Fabian var dog ikke helt sikker på hvad han ville gøre hvis nogen faktisk kom, især med hensyn til hvad der var sket sidste gang. Ville de gå videre, eller ville de blive og sige at hvem end der kom skulle skride? Forhåbentlig var det blot noget Fabian kunne nøjes med at tænke på, så han ikke skulle forholde sig til det.

Da han blev trukket lidt længere ind, lænede Aldamar sig villigt tilbage  imod hans overkrop og hoved, et tilfreds smil om de smalle læber. Han kunne ikke helt gøre op med sig selv, hvorvidt han fandt det rart på grund af den fraværende nussen eller den tætte omfavnelse. Måske lidt en blanding af begge, og Aldamar møvede sig mere til rette i hulningen over hans kraveben. Dog forlod blikket ham ikke, og det glimtede en anelse fristet i dem. Om han var blød nok? 
Som for lige at tjekke efter, greb fingrene omkring hans skulder, inden at de undersøgende fulgte hans figur samt linjer ned af kroppen, og prøvende pressede så han lidt på, selvom han havde haft godt nok fat i Fabian til allerede at kende svaret. Fabian var trods alt, alt andet end blød, medmindre han ville det. 

Aldamar prøvede at sætte et kritisk blik op idet at han nåede ned omkring maven, men var ikke helt sikker på hvor meget succes der var bagved udførslen; han havde trods alt ikke meget at kritisere i virkeligheden. 
"Nej, det kan jeg lige godtage" kom det med et lidt smørret smil, og Aldamar rettede sig en anelse op fra sin dovne position, rettede sig selv mere imod ham. "Du synes ikke det er underligt, at blive båret omkring som en kvinde?" Tilføjede han nysgerrigt, fordi for at være helt ærlig. 
Så var det da en smule underligt. I hvert fald, i kraft af de stærke normer hans familie rettede sig efter. 

Fabian lod Aldamars hænder undersøge så meget han ville. Det generede han ikke som fingrene prikkede ind i musklerne, og alle de steder han var mindre blød. Helt uden fedt var han ikke, men han gjorde da sit bedste, for at fremstå som han gjorde. Det var ikke altid nemt, selvom han kunne snyde sig fra de mindste af tingene, hvis han virkelig ville. Det var dog også et spørgsmål om æret og stolthed, bare en smule.

Fabian var dog ikke helt sikker på om Aldamar ville finde noget at kritisere eller om han blot ville acceptere at han kun var så blød som han var, så det var et positivt smil der gled over Fabians læber, da Aldamar godtog det. ”Mmmmh... det var godt,” det kom mumlende, en smule sagligt fra Fabian, som alt lukkede sine øjne i, som han lænede sit hoved lidt mod Aldamar.

Det var dog et underligt spørgsmål prinsen kom med, selvom Fabian efterhånden burde forvente det. ”Ikke mere underligt end at blive båret som en mand,” sagde han en smule drillende. ”Jeg har været i positioner jeg fandt mere underlige.” Det blev mere og mere sjældent at han tænkte det, men det skete stadig fra tid til anden. At blive båret som en kvinde... ja, nogle gange var han en kvinde, så det gav mening at han ville blive båret som en. Alting var ikke så sort og hvidt som Aldamar sikkert mente. 

Aldamar's blik rykkedes op til hans ansigt, idet at han mumlende gav ham ret. Ikke fordi at han havde forventet det store ordkløveri fra Fabian's side, men den saglige mumlen og de lukkede øjne fik Aldamar til at smile en anelse bredere, idet at han drejede hovedet en anelse, og hvilede panden imod ham. Duften af ham var overvældende, og kortvarigt glemte han helt hvad han havde spurgt om. Båret som en mand?
Aldamar åbnede øjnene en smule på klem, og følte hvordan en næsten instinktiv grimasse af noget der meget let kunne ligne en afvisende mine, gled over hans ansigt. Joh, det var bestemt mere underligt - og de fleste mænd blev oveniøbet ikke båret, hvilket Aldamar da også skulle til at pointere.
Han slugte dog lidt sine ord da Fabian forsatte, og udtrykket ændrede sig til overvejende. Det var måske en underlig eller fjollet tanke, men det var stadigvæk en tanke der fortjente at blive vendt. At konklusionen så stadigvæk var den samme bagefter, det kunne han ikke gøre så meget ved. Men han havde i hvert fald taget den til overvejelse.

Aldamar's ene hånd sneg sig om bagved ryggen på ham, og nussede ham fraværende ved nakken. "Det synes jeg ofte dit svar er" smilede han, og lagde et vurderende hoved på skrå. "Du har altid prøvet noget der var mere underligt, eller mere vildt" fulgte han op med, i chance af at han ikke forstod hvad fyrstesønnen mente. "En rigtig verdensmand" kom det grinende bagefter, hvilket dog var ment som en joke. Det krævede vidst en del mere, havde han hørt.
Gad vide hvordan han reagerede, i situationer han ikke var bekendte med - et sjovt forsøg der dog krævede sin del af forberedelse. Til at starte med, jah så finde en ting Fabian ikke kunne trække på sine erfaringer med.

Det var lidt problemet med hvad Fabian lavede. Så lang tid at det var i relation med en anden person, så havde han nu oplevet det meste, pga. hans mængde af mærkelige kunder. For ikke at nævne at han næsten ligeså meget optrådte som en kvinde, som en mand. Hvis man ikke kunne hvile i sig selv, så havde en formskiftningsevne nok ikke ligefrem hjulpet på det.

Han grinte, selvom et næsten lidt sagligt udtryk kom over hans ansigt, som han begyndte at kunne mærke nussen. Han var lidt som en kat på visse punkter.
”Måske fordi du ikke er underlig nok,” drillede han tilbage, selvom han havde det fint nok med det for nu. Han forventede ikke ligefrem at Aldamar af alle ville have en masse interessante præferencer, men det kunne også godt være at det kom senere, når han fik mulighed for faktisk at udforske sin seksualitet. ”Jeg har da også efterhånden været de fleste steder i landet,” pointerede han, ved verdensmand kommentaren. Ikke med hans gode vilje, men når man var kommet på tur så langt ned som Rubinien, så var det næsten også at have været i hele landet. Dernede havde han ikke tænkt sig at komme igen, med mindre det var på en afslappende ferie, som ikke fandt sted i en ruin.

Aldamar kneb øjnene en anelse sammen ved kommentaren, men smilede først lidt af den. Det kunne sagtens være en af de mange grunde til det, men det kunne umuligt være en negativ ting, at Aldamar ikke var underlig nok - det var tværtimod ret så godt og i den grad også praktisk på de fleste anliggender. Men med stort tryk på de fleste, kun, ellers ville han slet ikke sidde her i aften.
Han måtte til gengæld indrømme, at han ikke havde forudset at Fabian havde været mange andre steder end Dianthos, da byen virkede alt for... hjemlig for ham. Som om at han lidt ejede 'sit' område af byen, som om han havde en lille del af sit territorie. Adelsmanden var ikke i tvivl om, at visse dele af byen, i hvert fald, var indrettet efter de regler. Det kunne selvfølgelig også bare være at Aldamar stadigvæk ikke selv kunne få byen til at føles som et hjem, endnu.
"Er jeg ikke underlig nok?" han vidste godt at det ikke var en udfordring, og mente heller ikke han burde være mere. Men han ville gerne høre hvad der gjorde underligt til noget godt i hans finurlige verden, og lænede sig derfor intresseret lidt frem. "Uddyb gerne" fulgte han drillende op med, og smilede afventende. 

Man skulle passe på med hvad man sagde, fordi Aldamar havde en tendens til at bide fast i det hele - også ting der blev sagt i spøg.

Det var heller ikke ofte at Fabian faktisk forlod sin bopæl her i Dianthos. Til tider tog han til Medanien for at besøge sin familie, og nogle gange til Fristavn for nogle kunder, men generelt rejste han ikke meget. Rubinien havde været meget imod hans vilje, men det var stadig sket, og så måtte han jo gå hele vejen tilbage op til Dianthos. Det var noget af en tur og noget han ikke ønskede at gentage sig.

Fabian åbnede sine øjne en smule mere og kiggede ned på Aldamar, som ligefrem nu udfordrede ham til at sige hvorfor Aldamar ikke var underlig nok.
”Er du sikker på at du kan tåle at høre på det?” spurgte Fabian drillende. Aldamar skulle passe ligeså meget på som Fabian. Fabian havde jo ikke ligefrem en tendens til at lægge låg på tingene, og ofte fik han da Aldamar til at rødme grundet emnerne.
Fabian rømmede sig lidt. Hvor skulle man dog starte. ”Du har endnu ikke bedt mig om at gøre noget specielt underligt til at starte med. Det eneste du har ønsket er at være højere end mig,” okay, så han kunne måske også godt prikke lidt til Aldamar nu når han var i gang. ”Det er ikke unormalt at jeg får meget specifikke instruktioner for hvad jeg skal ligne, og så har de også ofte tøj med til mig.” Han så lidt eftertænksom ud inden han åbnede munden igen. ”Der var et tidspunkt, hvor jeg skulle ligne Dronningen for en af mine kunder.” Aldamar kunne nok tænke sig til resten.

Aldamar undlod at svare da han spurgte om han kunne tåle det, men kiggede kun endnu mere afventende. Selvfølgelig kunne han det. Han ville endda beskrive sig selv som en relativ hårdfør person, selvom det aldrig fremstod sådan når han var sammen med Fabian. Nej, der druknede det hele lidt i hans forlegenhed over hvor frembrusende han kunne være.
Der skulle dog ikke gå længe, førhen at Fabian en anelse dramatisk rømmede sig for at starte.
Imens nikkede Aldamar lyttende, og grinede en anelse da han påpegede at han havde ønsket at være højere end ham. Jah, det havde faktisk været ret tilfredstillende for en stund.

Overrasket over at nogle kunne foreslå noget så.. så skandaløst fik Aldamar til at åbne munden en anelse overrasket, inden at en latter kom ud, og han forestillede sig kort det mentale billede af lysets dronning. Han havde ikke brudt sig om hende i en god del år efterhånden; han kunne godt se den sjove vinkel i det.
Ikke at han selv ville gøre det, og måtte med et en hovedrysten kigge op på ham. "Stakkels Fabian.." drillede han, og 'sukkede'. "Så få chancer for at imponere mig med din evne" det var overhovedet ikke syndt for ham, og Aldamar smilede en anelse mere, drillende.
Prøvende foldede han det ene ben ud, greb fat i skulderen og gled overskrævs på Fabian i stedet, et ben på hver side nu, så han bedre kunne se ham. "Er du sikker på at det ikke kun føles underligt, fordi du ikke er vant til det?"

Fabian havde ikke forventet at Aldamar ville grine af det. Var det ikke noget med de adelige gerne så op til Dronningen? Om ikke andet for selv at få en bedre position i samfundet? Det var i hvert fald sådan Fabian regnede med det, men åbenbart var det ikke tilfældet med Aldamar, som godt kunne more sig på bekostning af dronningen.
Det var dog svært ikke selv at lade latteren smitte af, og hans eget smil blev større, mens han så ned på Aldamar. Stakkels Fabian var ikke lige de ord han havde forventet at høre fra Aldamar, men her var de.

”Det er næsten tortur,” indrømmede han grinende, og løsnede sit greb på Aldamar, som han virkede til at ville skifte vinkel, og oh. Denne her vinkel kunne han godt vænne sig til med Aldamar. Aldamar havde hidtil ikke virket til at være meget for at sidde oven på Fabian, men mon ikke ville opdage at man havde en vis kontrol i den position?
Fabian prøvede ikke at skjule sin tilfredshed, og lagde begge sine arme om Aldamar, så de ikke risikerede at han gled ned. ”Det er vel det underlig er i bund og grund, men jeg kan nu godt lide at overraskes. Måske vi finder ud af at du slet ikke er så kedelig som du først fremstår,” drillede Fabian. Han mente dog i den grad ikke at Aldamar var kedelig, ikke endnu i hvert fald. Hans personlighed gjorde op for at de ikke var nået så langt endnu.

Tilfredsheden i hans ansigt var ikke til at overse, og det gjorde et eller andet ved Aldamar, der nu også lagde den anden arm om hans skulder, og flettede fingrene i hans nakke. Det korte hår var behageligt at køre sine hænder igennem, og udover det, så var det en ret fin vinkel - Aldamar havde til sin store tilfredshed, mulighed for at se ned på ham. Og når det for det meste af tiden var omvendt, jah så var han velsagtens en smule gennemskuet, når han nu brød sig om følelsen af kontrol der fulgte med.
Adelsmanden smilede en anelse bredere. "Nej, underlig er at afvige fra normen" rettede han en anelse flabet, men ikke fordi at han nødvendigvis skulle have ret. Han påpegede bare fakta, og Aldamar's tommelfingre strrakte sig nussende langs hans kindben, og strøg ham fraværende over skægstubbene - blikket og fokusset var kun på ham, de rettende ord til trods. "Og kedeligt er utrolig subjektivt" forsatte han, drillende, og mest fordi at han kunne.

Og han vidste også i kraft af det, at han ikke behøvede at underholde Fabian. Men i takt med at tid var gået, var den anspændthed der havde hvilet over og i Aldamar også langsomt forsvundet. Og han ville gerne underholde Fabian - det kriblede i de bløde hænder efter modbevise ham, og hive ham ind i et længe ventet kys, idet Aldamar lænede sig en anelse frem.
Men han gjorde det ikke - ikke endnu, selvom det var fantastisk oplagt sådan som han sad.
Nej, han trak den en anelse omend intentionen ikke var skjult i de blå øjne, der fristet betragtede ham for hvad han ville svare. 

Det var behageligt at blive pillet i håret, uanset hvor lidt Aldamar kunne lide det. Fabian elskede det, selvom det ikke var ofte folk gjorde det mod ham. Sådan var det når man ofte var den der skulle sørge for den andens behov. Ikke noget han havde et problem med generelt, men nogle gange så ville man bare gerne være den der blev værdsat, noget som Aldamar til tider gjorde sig i. Måske var det endnu en grund til at være draget af den anden mand.

”At ville have sex med Dronningen, er vel også at afvige fra normen,” påpegede han tilbage, ligeså hurtigt med et grin på sine egne læber. Det her var hvad han havde set frem til hele ugen.
Det var som om at intet andet eksisterede mellem dem, og Fabian kunne ikke tage sine øjne væk fra Aldamars, uanset hvor flabet han virkede til at være lige nu. ”Prøver du da at påstå at du ikke er kedelig?” spurgte Fabian drillende, og hans øjne kiggede ned på Aldamars læber, før de kiggede op igen. Han ville gerne kysse ham, men det var Aldamar der så gerne ville have at det handlede om andet end sex og det fysiske aspekt,  så alt hvad Fabian gjorde var at læne sig lidt længere frem, dog uden at kysse ham. Nej, hvis Aldamar ville have, så måtte han tage. 

En kvalt fnisen undslap han da han atter påpegede dronningen, og Aldamar løftede et øjenbryn, som var han skeptisk overfor den påstand. Virkelig? Måske Aldamar ikke ville, og måske Fabian ikke decideret ville heller, selvom han nok ikke ville sige nej til muligheden. Men der måtte da være en god del af lysets fine krigere, som i deres allermest hellige drømme lod syndige tanker om landets dronning skylle ind over sig. "Det tvivler jeg på" var derfor svaret der gled over hans tunge, og Aldamar følte med en lille sitren af forventning hvordan han rykkede sig nærmere.
Hænderne stoppede kortvarigt deres nussen, og adelsmanden smilede bredere - det var snart ikke muligt at smile mere. "Nej da, jeg påstår sjældent ting, Fabian" så tæt på, var vejrtrækningen fra den anden til at føle, og Aldamar's blå øjne blev en anelse overlegent knebet sammen, som prøvede han - eller havde han allerede, gennemskuet Fabian. "Men hvis jeg skal påstå noget... så prøver jeg at påstå, at du ikke finder mig kedelig. Hvad jeg selv mener, det kan være ligemeget" Fabian fandt ham måske ikke så kedelig som han udtrykte, men Fabian var også - for at sige det mildt, lidt af en sær snegl. Eller han fandt ham super drøj i virkeligheden, men var uhyggeligt god til at forgive andet. Hvis det var realiteten, så ville Aldamar næsten også hellere høre en løgn, sådan som han sad og så på ham. 

At han de overhovedet havde kunne mødes så mange gange, se det var også en anelse sært i sig selv. Han plejede sjældent at opsøge de samme mennesker som han mødte til bal - det interesserede ham så sjældent, så i Aldamar's verden, var Fabian bestemt ikke kedelig.

Han holdt ham også lidt i ilden, hvilket kun kunne være sundt for ham. 

Aldamar kunne måske tage lidt let på det, fordi han ikke havde været i Fabians sted. Fabian vidste havde den mand ville med dronningen, og han kunne ikke få sig selv til at ødelægge Aldamars uskyldige hoved, ikke endnu. Måske hvis det viste sig at Aldamar var en større særling i sengen, end først antaget, men først der.
”Jeg er da beæret over at du tør påstå noget på mine vegne, nu når du så sjældent påstår,” hviskede Fabian tilbage grinende, selvom han også godt selv vidste det. De ville aldrig havde brugt så meget tid på bare at snakke, hvis Fabian ikke fandt Aldamar spændende, men det var ligeså meget den måde han reagerede på ting. Det var som om at hans krop bare var ekstra reaktiv overfor Fabians berøringer, og det gjorde bare noget for en mand som Fabian.

Han lænede sig lidt mere mod Aldamar, deres læber mødtes næsten. Så tæt på at røre hinanden og dog stadig så langt fra hinanden, så det næsten var tortur. ”Men hvad hvis jeg nu alligevel fandt dig kedelig, hvad ville du gøre ved det?” hviskede han, så Aldamars læber kunne mærke hvert et åndedræt, før Fabian begyndte at læne sig tilbage, uden at have givet Aldamar det han egentlig ønskede.

Aldamar's øjne glimtede en anelse mere i forventning da Fabian kom endnu nærmere, og han kunne have svoret på at deres læber mødtes. Men ikke som han gerne ville det, idet at Fabian næppe gjorde antræk til andet end... at snakke. Stemmens hvisken var lavmælt, men Aldamar hørte det hele som han så ned på ham med store øjne. Hvis han fandt ham kedelig? Langsomt trak han sig tilbage og Aldamar fulgte ham med blikket, stadigvæk med følelsen af hans ånde imod sit ansigt og et studerende udtryk til at skjule det ærgerende.
Jah, hvad ville han så gøre ved det?
Aldamar havde mest af alt lyst til at tage hvad han - i hvert fald her til aften - mente var hans, men sad alligevel og lod det fjollede spørgsmål for tænkeplads og tid. "Mmmh..." den tænkende lyd havde en næsten knurrende underkant i frustrationen, og Aldamar flettede fingrene fri fra hinanden fra bagved nakken, og lod dem i stedet glide over hans kortklippede sider for at starte den behagelige nussen igen, men gjorde ikke mine til at trække ham nærmere, omend han fulgte ham med blikket. 

"Jeg ville ikke kunne gøre så meget" ord der lød til dels besejrede, men det var ikke fordi at han var overvundet. Nej, han kunne nok sagtens gå ud og finde en 'af Fabian's slags'. Han kunne sagtens finde andre måder at komme omkring sig selv på. Men... Aldamar var kræsen. Selektiv. Og utrolig mistænksom anlagt.
"Måske ville jeg også skrive en dårlig anbefaling i hævn over at blive kaldt kedelig, men ellers. Jah så måtte jeg vel acceptere det..." tilføjede han imens at han også selv lænede sig tilbage, og holdt sit fokus ved at bide sig en anelse i indersiden af kinden.
Fordi fokus var svært at holde, når han udemærket godt vidste at Fabian lokkede, som en eller anden succubus eller fejltegnet fristelse. Men han havde danset den her uretfærdige dans i lidt over 10 år, og dansede ikke med 'så let'. 

Aldamar stoppede sin nussen igen, og smilede en anelse skævt. "Medmindre du gerne vil have mig til at gøre noget ved det?" Et løftet øjenbryn, og adelsmandens mundviger sitrede, hvis jah var svaret. 

Der var måske en del af Fabian der gerne ville have Aldamar gjorde noget. Sagde hvad han selv kunne gøre for st gøre sig interessant men tanken var nu rigtig nok mellem de to mænd. Aldamar kunne altid finde en anden hvis Fabian ikke fandt ham interessant og gik. Dybere forhold havde de jo egentlig ikke. Tanken desværre strøg Fabian men den lå ikke længe nok til at kunne fæstne sig noget sted eller lade Fabian overveje hvad det egentlig betød.

"En dårlig anbefaling? Hvad ville jeg dog kunne gøre ved det?" Kom det leende fra Fabian som i forvejen ikke rigtig gjorde sig i anbefalinger. Hvis folk var glade for ham ville de ofte ikke dele, og hvis de ikke brød sig om ham... ja så plejede han egentlig at undgå dem.
Hans ene mundvige trak lidt op og et lidt smørret smil på hans læber kom frem. "Om jeg vil have? Er det ikke lidt ligemeget hvad jeg egentlig synes. Du betaler godt, og så er det vel ligemeget hvor kedelig du måtte være?" Det var en drillende tone og man kunne se at han i hvert fald ikke helt mente det sidste. Han ville nok ikke gå med til et ugentlig møde hvis han virkelig ikke brød sig om Aldamar. Desuden vandrede Fabian hænder lidt for meget til ikke at give udtryk for en hvis interesse, som de også gjorde nu. Hænderne der ellers havde hvilet sig på Aldamars lænd var begyndte at nusse lidt bredere cirkler som også kom ned under bæltestedet. Stadig forholdsvist uskyldigt men de var ikke gode til at blive et sted.

Aldamar nikkede langsomt, og havde et seriøst udtryk over sig tilmed. En dårlig anbefaling - en super dårlig anbefaling, som ville ruinere ham og hans liv fuldstændig. Og jah hvad kunne han dog gøre ved det? Egentlig vidste han ikke om anbefalinger var noget man benyttede sig af i det erhverv, men der var absolut ingen chance for at det ville ske. Fordi at lave en anbefaling, ville være det samme som at skyde sig selv i foden, for Aldamar. Men tanken var sjov.
Den langsomme nikken havde et kort holdt ved hans forsatte ord, og Aldamar grinede imens at han selv genoptog den stille nussen igen. "Det burde det i hvert fald være" gled det uovervejet over hans tunge. Ord der velsagtens implimenterede at det ikke var helt lige meget, og fyrstesønnens smil falmede kortvarigt en anelse imens at han så ned på ham - det irriterede ham et nagende sted, at han ikke kunne være ligelgad - men hurtigt blev det trukket op igen, og Aldamar skubbede sig selv en anelse tættere, så knæet nu ramte bænkens siddekant. Hænderne gled ned nussende ned imod hans skuldre, og så op af nakken og baghovedet igen. 
"Så man kan betale sig fra en dårlig, eller kedelig, personlighed?" smilede han, selvom det var et spørgsmål han godt kendte svaret på; man kunne betale sig fra næsten alt omkring de rigtige mennesker.

Et eller andet sted, jah så burde det heller ikke overraske ham at det motiverede Fabian, det vidste han jo også godt i forvejen. På det punkt var de almindelige borgere i Dianthos såvel som andre steder, dejligt nemme at håndtere - og det kunne ofte få dem til at fremstå simple i hans verden.

Det var nok i bund og grund Aldamar der ville blive ramt af en anbefaling hvis han valgte at lægge den. Det var trods alt ikke Fabian der var galt på den at forsøge at opsnappe en adelig som en kunde. Han lagde dog heller ikke noget i den. Han forventede ikke at det var den vej Aldamar i forvejen ville gå selv hvis han var utilfreds med ham. For selvom de drillede hinanden med det, så føltes det meget mere tydeligt mellem dem at de ikke ligefrem kedede hinanden, og ønskede at det skulle stoppe.

Mens Aldamar blev irriteret over at han ikke kunne være ligeglad, så havde Fabian det ret godt over det. Det snakkede bare lidt for meget til hans ego, men han dykkede ikke mere i det men, kom bare med et tilfredst ”Mmmmhhh..”
Et lille tilfredst suk undslap også hans læber, som Aldamars hænder vandrede videre mod hans skuldre og nakke og baghoved. Det var behageligt. ”Det kan man da bestemt,” sagde han, stadig smilende. Selvom han sagde det, så var det dog ikke hele sandheden. Han gad ikke kunder i længden hvis der ingen substans var. ”Er du da bange for at din personlighed også er dårlig nu?” spurgte han efterfølgende mere drillende. 

Aldamar's lille men rolige massage af hans skuldre blev ved, imens at han med et smil af 'ups' opdagede at han havde fået lagt et ekstra ord i sætningen end først ment. En dårlig person simpelthen? Nogle gange kunne man vel sagtens blive bekymret, men det var heldigvis sjældent at han følte sig uberettiget til de ting der kom ud af hans mund, eller faldt i hans retning. Når han så endelig gjorde, var der sjældent risiko for at Aldamar ikke selv ville påpege det. 
Aldamar's fingerspidser summede lidt - ikke af den almindelige slags magi - idet at han med en tænkende lyd begyndte at ryste på hovedet. "Nej, det er jeg ikke. Det føles i hvert fald ikke sådan lige nu" mumlede han med et smil i den ene mundvig, og nød den lidt friskere luft der i et lille sus gled over den lidt åbne plads. 

Nok havde han ikke en dårlig personlighed, men Aldamar havde måske lidt af en kostbar streg over sig. Det var hvad der fik ham til at føle sig ukomfortabel i tøj som det han havde på nu, og det var selvsamme der langsomt fik Aldamar til at stoppe sin nussen, og i stedet bare placere hænderne hvilende omkring hans skuldre. Ikke afvisende, men med en drillende afslappethed omkring sig, da han jo egentlig sad ret så fint her. Han gjorde dog lidt antræk til også at glide af ham, hvis det måske var blevet lidt tungt. 
Han havde ikke så meget styr på hvor lang tid de havde siddet her, gået derude eller været et andet sted. Det var lidt... blandet sammen.