Marad stønnede lavt, da James begyndt at rykke sig frem og tilbage. Han måtte virkelig tage sig sammen, for ikke bare at gribe fat i James, og gøre hvad han ville med ham, fuldkommen ligeglad med, hvor ondt det end gjorde. Han kunne ikke skade James nu, han havde jo lige sagt ja til at blive. 
"Jeg ville være lidt forsigtig, hvis jeg var dig. Jeg er ikke kendt som en specielt tålmodig mand" Han smilede mens han sagde det i et forsøg på at fjerne noget af alvoren i ordene. Men nu kendte James jo heller ikke til hans ondskabsfulde tendenser.
Han skulle lige til at protestere mod at James stoppede bevægelsen, da et lidenskabeligt kys satte en effektiv stopper for muligheden.
Han fjernede den ene hånd fra låret, og lagde den i stedet op på James nakke, så han kunne presse ham ned mod sig. Han skilte langsomt sine læber ad, så hans egen tunge kunne møde James. 

En smil kom frem på hans læber, Marad kunne lide det, og det kunne blive meget værre. Nu havde Marad jo tændt noget i ham som ingen havde kunne før. Så Marad var vel egentlig selv uden om hvad der kom til at ske. ”Hvem sagde du skulle være tålmodig? Jeg gjorde ikke..” han blinkede en enkelt gang til ham og fik et lumsk smil på læben. Hvis Marad ville gøre noget der ikke tkrævede tålmodighed så var set jo sådan det var. Men lige nu var James bare glad for at være i nærheden af ham.

Deres tunger mødtes for første gang, og James var i himlen. Aldrig havde han følt sig mere tiplads omkring nogen. Aldrig var der nogen der havde fået sat en stopper for hans evne, og aldrig havde nogen været så tæt på ham før. Han lod sin tunge sanse rundt om Marads og fjernede så ansigtet fra læberne. Han kiggede Marad ind i øjne og rettede sig op. Han lod en hånd bevæge sig ned til Marads pik og tog fat i den for at lege med den. Han lod sin anden hånd bevæge sig ned langs Marads side for at bevæge den op igen. Han var virkelig i himlen lige nu.

Det var næsten for meget for Marad. Følelsen af James.. Hans krop, hans hånd. James forstod virkelig at presse ham, men de kunne være to om den leg. I hvert fald for nu. Ikke mindst fordi han havde mange af de fysiske fordele. Han var større, stærkere, ældre. Han greb fat i James hofte med den ene hånd, og fik fat i hans nakke med den anden, så han kunne vende dem rundt, så han nu lå med overkroppen oven på James, og benene imellem hans. Han greb ud efter hans håndled, så han kunne holde ham fast.
"Jeg sagde jo, at jeg ikke er tålmodig" Han lænede sig ned, så han kunne bide James i halsen, hvorefter han placerede munden ud for hans øre.
"Hvad har du så tænkt dig at gøre nu?" Han pressede sit underliv ind mod James røv, bare lige for at markere, at han for alvor havde overtaget

James var en spinkel mand på omkring 65 kg, det var ikke meget så det var nemt for Marad at vende ham om. Han mærkede hvor stærk Marad var, det var et rykkende at vide der faktisk var en der kunne passe på ham. Han havde jo ikke passet særlig godt på Corrine, eller Jocelyn. Så at vide der var en der kunne tage sig af ham var vidunderligt. Det kunne da være sådan i en tid. Hans håndled blev taget og langt i spænd mellem madrassen og Marad og alligevel tænke James over situationen. Marad havde overtaget fuldt ud, og det var vel kun en god ting? Nogen skulle vel tage en styring. Også selvom Marad havde agt James skulle tage styringen og tage hvad han ville have. Lige nu ville han faktisk bare have Marad.
Et smil kom fem på hans læber og han kiggede Marad dybt ind i øjnene. Der var ikke nogen grund til at sige noget, Marad havde ham jo hvor set skulle være. Han åbnede munden og overvejer sine muligheder. Han kunne tage og synge en sang. Han kunne få vaserne til st springe. Han kunne få dem til at flyve bare ved stemmens brug. Dog var der ingen grund til det. Han lukkede derfor munden for et øjeblik. ”Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget. Jeg overgiver mig, selvom jeg kunne gøre så meget. “ der var stadig ingen grund til at afsløre sin audiokinise. Når først den var afsløret, så var alt ude i den åbne verden for Marad. Så vidste han alt omkring James. Bortset fra med Corrine, det havde han tænkt sig at holde for sig selv.

Marad havde godt nok håbet, at James ville komme med et modtræk, men mon ikke det kom på et tidspunkt? Nu var han træt af at vente, James havde allerede tirret ham rigeligt.
"Jeg glæder mig til, at du viser mig, hvad du kunne have gjort" Han mente hvad han sagde, han glædede sig til at se, hvor langt han for alvor kunne skubbe James, men for nu var han træt af at være sød og tålmodig. Han begyndte igen at bide James på halsen, skulderen og øreflippen. Det var hårdere end før, dog stadig ikke hårdt nok til at efterlade seriøse mærker. Det burde ikke være svært for James at mærke, at han nu havde mistet tålmodigheden og en god del af sin selvbeherskelse. Han var ikke ude på at skade ham, men han havde ikke tænkt sig at holde nær så meget tilbage, blot for at skærme James for den mindste smule ubehag.
Han rettede sig op, og slap James hænder. Han tog i stedet fat i hans ben, så han kunne løfte dem op, så han havde fri adgang til hans røv.
Uden at tage den store hensyn, pressede han sig op i James i et langt stød. Han stønnede tilfreds og begyndte så at støde frem og tilbage, stadig mest optaget af sin egen nydelse. 

Modtræk var ikke noget der stod højt på James liste. Men så igen han havde jo aldrig skulle lave et modtræk. Når man gik for sig selv, snakkede med ånder og kun have en ting i sigte. Ja så var det altså ikke fordi man tænkte over at lave et modtræk. "Tiden må vise det kære Marad" havde han lige sagt kære? Det var vidst ikke det der var planen. Han kiggede Marad ind i øjnene og bed sig lidt i læben.
Marad bed ham i halsen og James kunne faktisk godt lide det. Det var en rar fornemmelse at mærke et bid i ny og næ, for slet ikke at tale om det var vildt rart når han gjorde det i øreflippen. Det fik ham til at komme med et støn af velværd. Han lukkede sine øjne i mens Marad bed færdig. Han kunne tydeligt mærke hvordan Marad var utålmodig og ville i gang igen. Han ville noget men hvad? Marad stoppede og tog fat i hans ben for at løfte dem op, hvad skulle der nu ske? Med et stak Marad sin pik op i ham og smerten var uudholdelig. Han skreg op, men det var ikke et normalt skrig. Skriget var så højt og skingert (og blev kun højere) at en vase på bordet sprang. Marad ville helt klart få ondt i ørerne og hovedet efter at have været så tæt på som han var. Som han lukkede munden blev skriget mindre og mindre. Men ikke desto mindre rungede det stadig i lokalet efter skriget. Marads stød blev hurtigere og han var lige ved at skrige igen da det gjorde ondt. Han stoppede sig selv i at skrige og prøvede at nyde det der skete lige nu. Men det var svært.

Marad kunne mærke lyden runge helt ind i hovedet. Hvad var det der skete! Han vidste godt, at han var hårdhændet ved James, men han havde aldrig nogensinde hørt sådan et skrig før!
Skriget stoppede ikke hans bevægelser, tværtimod. En begyndende hovedpine var begybdt at tage form, og hans umiddelbare reaktion var et ønske om at skade James som straf.
Han strammede sit greb om benene, uden nogen hensyn til, om det ville gøre ondt på James. Lige nu var der lukket af for hans søde side.
Han fortsatte med at bevlge sig hurtigt og hårdt ind og ud af James, indtil han endelig stoppede med bevægelserne og med et højt støn tømte sig op i James.
Han trak sig ud, og lod sig falde ned på ryggen. Han trak vejret tungt mens hovedpinen for alvor begyndte at indfinde sig.

Der var ingen nydelse i dette her. Det var en ren smertefuld ide. Hvorfor skulle det være sådan nu? De havde lige haft det så godt, og så med et havde Marad ændret sig til noget helt andet. Det var som om en anden var gået ind og taget over. Han havde godt nok sagt han ikke var tålmodig særlig længe, men var det så sådan her det skulle være?
Smerten var ikke til at bære sådan som Marad klemte om hans ben, hans pik der bankede der ud af. Det var ikke en nydelse det var en straf. Men hvad havde han gjort? Tårene pressede på men han ville ikke græde mere nu. Hans egen pik var faldet, og han kiggede væk fra Marad. Det var skamfuldt det hele.
Marad blev færdig med at gøre sit og vendte sig om på ryggen. James kiggede straks væk fra Marad for at han ikke skulle se de halv våde øjne. Hvad skulle han sige? Han havde lige afsløret sin evne, eller noget af den. Hvad ville Marad ikke gøre nu? I det hele taget så var det ikke en særlig rar fornemmelse han lå med.

Marad blev liggende et øjeblik i håbet om at hovedpinen ville fortage sig. Han kiggede over på James. Han havde gjort noget forkert, det var han godt klar pver. Han havde også en form for skyldfølelse, men James havde jo også gjort ham ondt. På en måde.
Han sukkede tungt, og gned øjnene. Et kort øjeblik havde det hele været så nemt. Han var for gammel til det her.
"James.." han vendte sig om, og nussede ham forsigtigt på skulderen.
"Jeg ved ikke hvad der skete. Mit hoved.. det er ikke normalt for mig at opleve stor smerte" Han vidste ikne hvad han skulle sige eller gøre. Han kunne bare mærke, at stemningen havde ændret sig en hel del.

James satte sig op og kiggede fortsat væk fra Marad. Nu var det vidst også det rigtige tidspunkt at gå på. Han hørte Marad men svarede ikke. Hånden der blev lagt på hans skulder fik blot James til at trække sig væk. Det var anden gang Marad havde tømt sig i ham, og det var måske den ene gang for meget. Han bevægede sig ud af sengen og hen til det tøj der stadig lå på gulvet. Det var blevet skubbet på gulvet efter de havde været sammen to gange nu. Han tog fat i trøjen og begyndte at tage den på. "Du burde slappe af." kom det stille fra ham. Han vidste at hans audiokinise kunne gøre stor skade. Marad skulle bare være glad for der ikke var kommet blod ud af øerne på ham. Han samlede bukserne op og kiggede på dem. Han havde vidst også brug for at slappe af efter hvad der virkede som evigheder med Marad. "Jeg må hellere gå ind på værelset...." han vendte blikket udenfor og kunne se solen næsten var på vej ned. Måske noget søvn ville gøre underværker. Langsomt trak han i bukserne. Smerten i hans røv var næsten ikke til at bære. Han ville ikke kunne sidde ned i flere dage.

Marad kunne mærke en kold følelse brede sig i kroppen, da James trak sig væk, og den blev kun værre, da James begyndte at tage tøj på.
"Jeg havde advaret dig." Ordene blev ikke sagt ret højt, det var egentligt mere sagt til ham selv.

Da James sagde han ville gå, satte han sig hurtigt op. Hovedpinen og den hurtige bevægelse fik det til at sortne for hans øjne et kort øjeblik.
"James, du kan ikke gå." Hvor lød han ynkelig.. men han ville virkelig ikke have, at han gik.
"Hvad kan jeg gøre for at du bliver? Vil du have lov til at gøre gengæld?" Han var overbevist om, at smerten ved gengældelse ikke kunne være så slem, og han var villig til at gøre det, når det var for James.

Da han endelig havde fået bukserne på kiggede han på døren, ja det var nok bedst at han gik. Dog hørte han alt havd Marad sagde takket være hans audiokinise. ”Advaret mig mod hvad?” spurgte han noget forsigtigt. Han var ikke sikker på at han ville høre svaret.

Med forsigtige skridt gik han over til døren. Han bevægede sig lettere humpende da det stadig gjorde ondt. Smerten var blevet noget mindre efter Marad var blevet færdig, men ondt gjorde det stadig. ”Jeg kan hvad jeg vil.” han åbnede døren og var allerede på vej ud af den da Marad sagde de sidste ord. Gøre gengæld? Han havde ikke i sinde at begå gengæld. Det lå slet ikke til ham. Han var ikke voldelig, han var ikke en der gjorde modstand, han tog hvad der kom, og levede med det. Han vendte sig om og kiggede endelig op på Marad. ”Du skal sove, jeg er ked af den smerte jeg har forvoldt dig. Men det er bedst du sover.” han sank en klump der havde samlet sig i halsen på ham. Han ville egentlig ikke svare på hvad han kunne gøre for at blive. Der var ingen grund til at blive. Marad skulle slappe af efter han havde skreget og det kunne han ikke læbe fra.
De halv våde øjne kiggede væk fra Marad igen og vendte sig om for at tage fat i døn halv åbne dør.

Marad valgte at lade være med atsvare på spørgsmålet, han havde en mistanke om, at det kun ville gøre jele situationen meget værre.
Han skubbede sog ud til kanten af sengen, så han var klar til at gå efter James. Ja, James kunne ganske rigtigt gøre hvad han ville, men han var ikke sikker på, om han ville lade ham gå.
"Jeg har aldrig sagt undskyld i al den tid jeg har levet, jeg har aldrig syntes, at det var noget jeg behøvede."
Han rejste sig op, og gik hen tim James, så han kunne placere en hånd på døren. Han lagde dog ingen kræfter i, så James ville sagtens kunne åbne den, hvis han prøvede.
"Undskyld at jeg gjorde dig ondt, det var det sidste, jeg havde tænkt mig at gøre" Han så væk fra James. Han følte sig så svag.
"Bliv her. Sov sammen med mig. Jeg sværger, at jeg ikke vil gøre dig ondt igen "

james kunne høre hvordan Marad bevægede sig ud af sengen og over imod ham. Han skulle ikke ud af sengen, han skulle blive i den. Det var der han havde brug for st være. Især efter James havde brugt sit skrig. Han var allerede på vej ud af døren igen da Marad tog fat i den. Han kunne sagtens komme ud, men han havde ikke lyst til at gå nogen steder. Var det hele bare et spil, eller tænkte han mere på Marads velbefindende?
”Jeg vil ikke have en undskyldning...” han var rolig i sin stemme, han tog en hånd op til sine øjne og fjernede det våde der sad. ”Jeg vil have du ligger dig ned og prøver at sove” han var bestemt i sit toneleje og vendte sig om for at kigge på Marad.
Marad sværgede lige frem, han virkede ikke som en person der sværgede når han ikke engang sagde undskyld. Var Marad begyndt at blive en anden? Ændre James nu på en person mere lige som han havde gjort med Corrine? ”Jeg bliver kun hvis du ligger dig til at sove” han kiggede på ham og hverken smilte eller viste tegn der på. Han var alvorlig i ansigtet og han var bestemt i sit tonefald.

Marad kunne syadig mærke hvordan det rungede i hovedet. Han kunne ikke mindes, at han før havde haft sådan en hovedpine.
Han måtte indrømme, at han godt kunne lide James kommandrende tonefald, det passede til ham. Og det gav ham håb om, at James med tiden ville kunne gibe ham lidt modspil, så de ikke ville ende i en lignende situation.
Han gik lydigt hen og satte sig på sengen. Han kunne ikke lade være med at smile flabet.
"Tager du så tøjet af igen? Jeg vil have du bliver uanset, men jeg foretrækker dig uden tvivl nøgen"
Nok så James meget alvorlig ud, men han havde sgt at ha  ville blive, og det fjernede noget af seriøsiteten ved hele situationen.
Han slog det tykke tæppe som dækkede sengen til side, og kravlede ind under det. Han lagde sig på siden, og så afventende på James.

den bestemt tone dom James havde ført var faktisk kommet bag på ham. Han havde aldrig været bestemt før, også det var helt nyt for ham. Han overvejede en enkelt gang om han skulle tage tøj af igen men rystede så på hovedet. ”Nej” endnu en gang var han bestemt i tonefaldet. Han gik ind i rummet igen og lukkede døren efter sig. Nok fortrak Marad at have ham nøgen, men det kunne ikke være på Marads primisser hele tiden. Denne gang måtte James stå fast og ikke give efter, også selvom det var det han så tit gjorde.
Han bevægede sig over til sengen og kiggede på tæppet. Og så på Marad og tilbage igen. Han lagde sig på sengen og kiggede op i loftet. Måske ville søvn være meget godt alligevel. Det havde været en mærkelig dag det var helt sikkert. Han lagde en arm om bag baghovedet og flyttede ikke hovedet fra loftet. Han lå bare og tænkte på hvordan dagen den var gået.

Marad trak blot på skuldrene. Det var James eget valg, om han ville være nøgen, i hvert fald for nu. Han vidste godt, at det ikke var nu, at han skulle presse alt for meget på.
"Som du vil, det er dig som kommer til at være ukomfortabel og alt for varm"
Han vendte ryggen til, og forsøgte at falde i søvn. Han var godt udmattet, og hovedpinen føltes som at få stukket en dolk gennem øjet. Alligevel føltes det forkert at ligge med ryggen til James efter alt det de lige havde været igennem. Han skar en irriteret grimasse, ville det fortsætte med at være sådan, blot fordi han bar begyndt at bekymre sig for at andet menneske? Ville han fortsatte med at være så svag. Han havde brug for at slå nogen ihjel.
Han vendte sig om, og lagde en arm rundt om James. Han nåede ikke at ligge længe, før øjenlågene blev tunge, og vejtræk ingen blev dyb og regelmæssig.

James havde ikke planer om at svare Marad. Han var vant til at sove med tøj på, mest af alt fordi han for det meste sove udenfor. Så hvad gjorde det at ligge med tøj på nu? Hans kiggede fortsat op i loftet og tog sig ikke af at Marad vendte ryggen til ham. Han var faktisk lige glad lige nu. Han havde stadig ondt i røven, og hans hovede gjorde stadig lidt ondt efter han havde slået hovedet ned i karet. Et lettere suk kom frem fra stand læber. Marad lagde hånden omkring James og han rørte sig ikke. Hvis dette fjorde Marad glad så var det sådan det måtte være. Han lukkede øjne og prøvede at slappe af.

Fuglene var begyndt at synge sin morgensang. James sad i en stol og kiggede ud af vinduet. Han havde ikke sovet hele natten. Smerten i røven havde ikke været til at bære. Alle de tanker der var kørt igennem hovedet på ham hele natten havde også fyldt meget. Han var som sådan ikke rigtig træt, bare lettere udmattet. Han havde formået at kravle ud af sengen uden at vække Marad. På bordet foran ham lå skårene fra den ødelagte vase i en pæn bunke. Han havde været så stille som muligt for ikke at vække Marad. Han havde ingen ide om hvordan Marad ville have det når han vågnede, og hvad han havde udsat ham for dagen før. Det eneste han vidst var at hans skrig havde været smertefuldt. Som han sad og stirrede ud af vinduet sad han og tænkte på dagens begivenheder der havde været dagen før. Der var sket så meget nyt, kunne han blive lykkelig at være sammen med Marad? Han folede sine hænder i skødet og fastholdte blikket udenfor. Solen var allerede på vej op, og han elskede at kigge på morgensolen. Alt ville komme til livs. Gaderne, fuglene, byerne, landbruget, blomster. Solen havde så stor en virkning. Det samme havde hans audiokinise, og det var ikke på den gode måde. Den kunne gøre så meget skade, men samtidig kunne den være så nyttig.
Han havde fortsat tøj på, og han overvejede et kort øjeblik at åbne et vindue, men gjorde det ikke for Marads skyld. Han ville ikke gøre noget der fik ham i samme humør som dagen før. Han rørte lidt på sig i stolen så den knagede, smerten i røven havde fortaget sig en del. Dog føltes det det som om han var kommet slemt til skade.

Marad åbnede langsomt øjnene. Det værste af hovedpinen havde aftaget, men det bar endnu ikke helt væk, og han havde en irriterende ringen for ørene.
Lyden af den knagende stol fik ham til at vende sig om, så han kunne se James. Han satte sig op, og strakte sig dovent.
"Godmorgen" Mon James var kommet i bedre humør? Han håbed det, han gad næsten ikke til at håndtere en sur og irriteret James. Men du burde nok snakke om, hvad der var sket.
"Den lyd du lavede, er det din evne?" Der var helt klart noget fascinerende over evnen til at producere en sådan lyd. Uden tvivl en af de mere interessante evner han havde oplevet, selvom den var ubehagelig at mærke på egen krop.

Tankerne kørte stadig rundt i James. Alt det nye der var sket var da fantastisk, men var det nu også det hele værd? Han havde fået smag for livet nu, noget han ikke rigtig havde haft før. Men hvorfor kørte alle tankerne så i hovedet på ham? Marad var jo en god mand, sådan en mand som man måske ville se mere til i løbet af livet. Specielt nu hvor Marad havde spurgt om han ville blive. ”Godmorgrn” kom det roligt fra ham. Han kiggede ikke væk fra vinduet et eneste øjeblik. Han nød at se solen stå op.
Marad skulle straks snakke om hans evner og der dannede sig en klump i halsen på ham. Han kunne lige så godt gå til bekendelse. ”En lille del af den”* sagde han og kiggede over på Marad på sengen. Han trak fødderne op under sig så fødderne stod på stolens sæde og hovedet blev lagt på knæene. Han håbede virkelig ikke at Marad gik mere ind i det. Det var der ingen grund til, og han ville nødig gøre mere skade på Marad end han allerede havde gjort.