Åndssvage vampyr, sådan at røre ved hende og få hende til at føle sig så godt tilpas. Zirras trang til at slå Bertram blev fordoblet, men stadig fuldstændigt overrumplet af trangen til at have ham tæt på, indånde hans duft og mærke hans nøgne hud.
"Jeg-jeg..." prøvede hun at få frem, men han afbrød hende. "Det her undskylder ikke..." Afbrudt igen. "Du stjal stadig... Brød stadig..."
Zirra blev irriteret over ikke at kunne få et ord indført. Ja, hun havde travlt. Med at komme ud på sin opgave, eller, primært at få sovet lidt inden den, travlt med at komme væk fra Bertram, travlt med at samle tankerne, travlt med at få alt det tøj af ham. Nej, nej, travlt med at komme hjem!

Dragten var todelt, og Bertram havde fået fat i snøren til bukserne, der hurtigt løsnede sig og lod Zirras hofte blive synlig. Bare følelsen af stoffet, der gled væk, fik gåsehud til at springe frem på hende. Hvorfor skulle hun også være så forbandet følsom. Nok fordi det var så sjældent, hun havde mulighed for at være intim med folk.
"Jeg-jeg bliver nødt til at tage på arbejde," hviskede hun med skælvende stemme. Det var en dårlig undskyldning, men hun kunne ikke sige Jeg bliver nødt til at komme væk fra dig inden jeg lader det her ske. Han ville med garanti ikke godtage dén forklaring, og det ville vise ham, at hun gerne ville have ham.

Lige som hun skulle til at tage sig sammen og lægge mere kraft bag sine hænder, dukkede to mænd op i baggårdens åbning. 
"Hvad sker der heromme? Vi hørte tale om en vam..."
Værtshusets udsmidere. Knægten havde sladret. 
Zirra gjorde det hurtigste, hun kunne komme på, inden de kunne nå at få øje på dem. Uden at se på Bertram, for hun ville ikke give ham fornøjelsen af at smile skævt til hende, flåede hun hans skjorte op, så et par knapper sprang og hun kunne hive den halvvejs ned ad hans ene arm. Hurtigt blev brevet, hun stadig havde i hånden, proppet tilbage i tasken, og hun skyndte sig at åbne tre knapper i sin trøje, så den høje krave faldt ned på hendes skuldre og hendes kraveben blev blottet. Med et fast tag i Bertrams hår, tvang hun ham til at begrave sit ansigt i hendes hals - det absolut sidste sted, hun ønskede ham lige nu, men det var bedre end at han så imod de nyankomne og viste tænder - svang sit ene ben op over hans hofte og lagde sit eget hovede tilbage i et støn, hun ikke behøvede skuespille sig til. Hendes bukser var allerede pinligt langt på vej ned over hendes baller, men jo mere de lagde mærke til bar hud og jo mindre de havde lyst til at tjekke op på hvad de havde i munden, des bedre. 
"Oh," lød det fra den ene udsmider, og hans stemme bar præg af et let fjoget grin. 

De var alt for gode til at leve sig ind i det lille stykke skuespil, og at hun nødt det, afslørede Zirras stramme tøj om hendes bryster lidt for tydeligt. Det ville være så meget lettere, hvis hun bare havde tævet ham, taget brevet, og var skredet. ...For det havde helt sikkert virket.
Indtil de to mænd var sikkert ude af baggården igen, nødt hun Bertrams leg med sin hals og vandren af hænder. Det var for at de ikke blev opdaget, så det var tilladt at nyde legen lidt der, var det ikke?

Hans pludselig stop med det hele, overraskede hende, og hun tog sig ben ned på jorden igen for ikke at få overbalance til siden. Rødme skyllede op i hendes kinder over hvor  meget hun havde nydt det. Det var som om hun altid kunne leve sig bedre ind i ting, hvis der var behov for at spille skuespil, og fordi konsekvenserne aldrig rigtig ville bide hende i røven. Det havde jo bare været skuespil for at nå noget, komme ind et sted, eller som nu få opmærksomheden væk fra, hvad der egentlig foregik.

"Henter de flere?" spurgte hun, da hun opdagede Bertrams vrikkende ører. Han kunne uden tvivl høre mere end hende, og hun begyndte lidt forhastet at vride bukserne tilbage op på plads. Hvis de to hentede flere til at hjælpe, ville de være på spanden, og måtte hellere smutte med det samme. Zirra tænkte slet ikke over Bertrams ødelagte skjorte - hun var vant til at sidde og sy sit tøj sammen igen efter en gren havde revet noget i stykker ude i skoven. Det var en stor del af hendes hverdag at hendes tøj kom til skade. Hellere det end hende.

Endnu engang lod Zirra sig suge ind i kysset fra den her fantastiske, helt igennem forfærdelige vampyr. Hun fortsatte dog med at tage tøj på igen, for kulden havde stadig tag i natten, og en bar mås var ikke rart op imod muren. Det var med vante bevægelser, hun fik snøret det hele sammen igen, og hun måtte læne sig ind mod Bertram for at binde knuden på ryggen.  

"Jeg skal virkelig, virkelig af sted, Bertram," sukkede hun og bandede straks indvendigt over at hendes tone var så hengiven og lyste af lyst til ham. "Jeg er allerede bagud med forberedelserne. Måske..."
Hun havde ikke lyst til at sige det. Hendes krop havde lyst til at sige det. Måske de kunne ses, når hun var hjemme igen?

"Jeg... Jeg har stadig brug for at tænke lidt. Det her... Jeg ved ikke hvad det her mellem os er..." Hun begyndte at knappe trøjen igen, så den kom op og dækkede halsen og de ugegamle tandmærker fra ham.
Prøvende dukkede hun sig under hans ene arm for at se, om han ville lade hende smutte fra ham. 
"Det er nok højst fire-fem dage, jeg er væk."
 

"Jeg ved godt hvad et forhold med dig indebærer på den front," svarede Zirra. Så dum var hun heller ikke. "Og du bliver heller aldrig min eneste partner. Det... Det har også været lidt svært at forstå for andre, men hvis jeg er flere måneder i Balzera, får jeg mine lyster stillet undervejs. Men Bertram, hvis noget med dig indebærer, at du går i mine ting og læser fortrolige dokumenter... Så bliver jeg nødt til at genoverveje, om jeg kan have både dig og mit arbejde i samme liv."

Zirras hånd lå på Bertrams side som hun snoede sig udenom ham, let og kærtegnende. Hendes ord virkede så velovervejede, at hun selv blev helt overrasket. så meget havde hun slet ikke tænkt over det, men hun havde vist fået fundet præcis de ord, hun havde planlagt at bruge længere tid på at tænke sig frem til. Hun kunne mærke, hvor meget hun ønskede at se mere til ham. Hun vidste næsten intet om ham endnu, og det tændte hendes interesse og nysgerrighed. Han var ikke løbet væk, da han fik færten af hendes arbejde, så det var et klart plus. Og så havde det været virkelig god sex, men nu havde hun også været i et gedint underskud på den front. 
Hun tog et par skridt væk, og smilede let for sig selv. Det her var virkelig noget rod, men måske det var på tide at prøve det ad. Før i tiden havde hun kun været sammen med helt almindelige borgere, og det var ikke ligefrem gået godt.

"Angående hvad du skal bruge fire nætter på, vil jeg anbefale dig at få syet din skjorte," tilføjede hun med en drillende tone, og forsvandt ud i natten.

Der gik ti dage, før Zirra landede tilbage i Dianthos igen. Missionen havde været ganske vellykket... Sådan, indtil dag 3 i hvert fald. Cal havde holdt hårdt på at infiltrere, mens Zirra virkelig helst bare ville observere, og Cal havde som altid alle de rigtige argumenter klar til, hvorfor hendes måde var den rigtige. 
De havde også fået væsentlig mere information, da de først havde iklædt sig noget bondetøj og var gået til kulten som håbefulde unge, der havde fået nok af provinslivet og ville tjene Zaladin i stedet. De havde været ganske indbydende og klare på at oplære de to unge kvinder, men de havde hurtigt fanget, at de stillede alt for mange spørgsmål. 

Så hjemturen havde været lidt længere mod nord, lidt længere mod øst, og lidt længere undervejs, end nogen af dem havde haft lyst til. De var nået helskindede hjem til Dianthos med den information, de skulle bruge, men trætte, kolde, våde og mudrede. Bare for at sikre sig, de ikke var blevet forfulgt, var de blevet holdt i et sikkerhedshus lidt ekstra tid. 

Under hele turen havde Zirra ikke kunnet få Bertram ud af hovedet. Cal havde selv spurgt mere ind til hendes nye mandeven, og Zirra havde fortalt så meget hun kunne uden at komme ind på hans race og langfingrede tendenser. Bertram havde virkelig sat sig fast i hendes tanker, og det var til stor morskab for Cal, der drillede med, at Zirra aldrig havde været så forelsket før. Men Zirra følte sig ikke forelsket. Det var mere en fascination af det adrenalinkick han havde givet hende, og den enormt gode sex, de havde haft. Hun var stadig splittet over om hun skulle være sur på ham over tyveriet og det faktum, at han havde spist af hende, men for nu havde fascinationen taget over. 
Hun havde prøvet at finde ham, da hun kom hjem, men han havde ikke været på sin adresse eller nogle af de værtshuse, hun havde mødt ham på. Og før hun vidste af det, var hun blevet smidt ud på mere arbejde.

Zirra skubbede sig ud fra muren, hun havde stået lænet op ad den sidste time, da hendes mål forlod bygningen overfor. Han havde en lang frakke på og en hat, der skjulte ansigtet. Stille og roligt bevægede hun sig efter, mens hun stak hænderne i lommerne, som om hun frøs. Vejret var blevet lidt varmere, men her efter solnedgang kunne vinden stadig bide lidt. 
Hun vidste ikke meget om målet. En mand der var mistænkt for at skabe ravage i nabolaget. Der havde været anmeldelser af alt muligt. Ulovligt stofsalg, overfald og endda kidnapninger.
Zirra skulle følge efter ham et par nætter og tjekke, om det passede, og hvad han lavede. De to første nætter havde ikke givet pote. Nu forlod han endelig sit hjem, og Zirra var efter ham med det samme. Der var stadig folk på gaden, for så sent var det ikke endnu, og hun kunne let blande sig med de andre fodgængere. 

Målet satte i løb. Zirra så sig om efter noget, der kunne have fået ham til at gøre det, men så intet, der lige umiddelbart kunne have givet anledning til det. Zirra hævede sit eget tempo, men ikke for meget, for hun skulle ikke se ud som om hun fulgte efter ham. På vej ned ad gaden, stødte han ind i en anden, for så  at dreje skarpt ind ad en lille gade. 
Zirra tog et par løbende skridt derhen, nu hvor han ikke var i syne mere, men den forbipasserende på gaden havde set sig sur på den løbende mand, og var på vej i retning af ham. 

Det var en dårlig idé. Selvom Zirra stadig ikke vidste, hvad han var ude på, skulle civile i hvert fald ikke blandes ind i det. Gik han om hjørnet, ville han højst sandsynligt blive det næste offer for, hvadend der var i gærde. Zirra tog fat i den civiles skulder og skyndte sig at tale dæmpet til ham.
"Lad være med at følge efter ham! Han er ude på nog- Bertram?!"
Det sidste holdt hun ikke stille, og hun så forudret op på det skønne røde hår og de fantastiske brune øjne. Og så tog hun fat om hans ansigt med begge hænder og overfaldt hans læber med sine egne. 

Uden videre lod hun sig trække med. Et lille længselsfuldt suk undslap hendes læber, og hun holdt ekstra godt fast i Bertrams hånd. Savnet for ham havde overtaget hendes tanker, og det var et held, at han tydeligvis gerne ville hjælpe hende med at gøre sit arbejde i dag. 
"Jeg skal bare følge efter og se, hvad han laver," forklarede hun, mens de gik igennem bygningen. "Der har været nogle voldsomme rapporter, så vi må hellere holde afstand."

Da de nåede ud i gården, blev de mødt af to mørke figurer, der stod i portåbningen ud til haven. De havde begge to et bat i hænderne, og stod afventende med fakkelskær bag sig, så deres ansigter var henlagt i mørke. 
"Afstand var nu ikke lige vores idé," kommenterede en stemme bagfra, og Zirra snurrede rundt og så manden med hatten komme gående ud fra samme bygning, de lige havde løbet igennem. Hvordan var han kommet så hurtigt om bag dem? "Du er sikkert en meget flink fyr," fortsatte han henvendt til Bertram. "Du kan smutte uskadt - vi skal bare låne din kæreste."

Hatte-manden trak et kortsværd fra bæltet, og Zirra trak sin egen kniv i en hurtig bevægelse, mens hun hev Bertram i hånden, så han forhåbentlig gik et par skridt tilbage sammen med hende, så de kunne se alle deres modstandere.

Zirra havde trukket sig længere tilbage, da Bertram farede mod de to til venstre for dem. Aldrig havde hun set ham bevæge sig så hurtigt, men hun blev nødt til at kigge væk fra hans kamp, for manden trådte ud til hende med hævet kortsværd. Det kunne hun næppe slås imod. Hun tog et par skridt tættere ind mod muren, og rystede en smule på hånden, der holdt kniven, for at se skræmt ud. 
"Du kommer ikke til at kunne slå mig med dén der," hånede han, og ignorerede, at hans kumpaner ret meget var ved at tabe til Bertram ved siden af dem. "Bare overgiv dig nu, og jeg slår ikke ham der ihjel."
"Hvad vil I med mig?" spurgte hun tilbage og sneg en hånd mod sin bæltetaske. 
"Ah-ah! Ingen pludselige bevægelser, lille spurv." Han viftede sværdet i retning af hende.

Spurv. Et kendt øgenavn, Lysets spionmester selv havde fået udbredt. Det gjorde det lettere at vide, når nogle vidste, at man var spion. Zirra tilbageholdt et tilfreds smil - mere behøvede hun ikke. De var enten fra Mørket eller nogle der arbejdede sammen med Mørket, og det var alt hun havde tænkt sig at grave i det nu. Nu ville hun bare væk. 
Alle hendes fem ildfluer dukkede op rundt om mandens ansigt, og han kom med et overrasket udbrud og begyndte at prøve at fægte dem væk med sit sværd. Det gav Zirra en åbning, og hun placerede et spark lige i maven på ham, så han vaklede tilbage og hun kunne smutte udenom ham. Hun rakte ned i sin bæltetaske og kastede en bunke lysende sten mod Bertrams angribere, og trak sig tilbage mod indgangen til bygningen igen. 
"Bertram! Kom! Vi skal væk herfra!"

Zirra løb alt hvad remmer og tøj kunne bære, og da de nåede gyden, var hun meget forpustet, og måtte stoppe op med hænderne på lårene og fokusere på at få vejret i et par minutter. Hendes puls faldt, og hun tørrede sved af panden og lænede sig tilbage ind mod muren i gyden. 
"Puh, det var tæt på," prustede hun. "Der er jeg glad for, jeg havde dig med! Det kunne vist være gået ret galt..."

Hendes stemmeføring var lidt mere afvisende, end den burde være, og det dækkede over tankerne om, hvor galt det kunne være gået. Havde de fået overrumplet hende alene, var hun næppe smuttet derfra så let som nu, og hun havde ikke særligt meget lyst til at tænke på, hvad de havde gjort med hende, var hun faldet i deres hænder. 
Med en kraftanstrengelse skubbede hun tankerne væk og løftede blikket til Bertram. Hvorefter hun på ingen måde havde brug for at skubbe tankerne væk, for det gjorde han helt af sig selv. Hun havde ikke meget vrede tilbage imod ham fra hans tyveri. De sidste ti dage havde givet hende mulighed for at tænke det nærmere igennem, og at Bertram vidste, at hun var spion, gjorde faktisk det hele meget lettere. Eller det gjorde i hvert fald, at han ikke ville indlede et forhold i den tro, at hun var en almindelig sekretær og derefter forlade hende, når han fandt ud af, at det på ingen måde var tilfældet. Der var pludselig en masse svære samtaler, der ikke skulle tages.

Zirra svarede ikke. Så snart hun så Bertram - sådan rigtigt så ham - ændrede hendes mine sig fuldstændig. Han var helt ude af den. Han prøvede at holde sammen på sig selv, det var tydeligt, men han klarede det ikke så godt. Han mødte ikke hendes blik. 
Allerhelst ville hun skynde sig hen til ham, men samtidig var hans blik rettet mod hendes hals, og... hun vidste godt, hvad det betød.
"Bertram..." sagde hun med næsten lige så meget medlidelse i sig som han led. "Jeg... Jeg er ikke sikker på, det er sundt, hvis du... Altså mig... Jeg er ikke svimmel mere, og jeg tror healeren fik gjort en smule men... Har jeg overhovedet nok blod til at du ikke kommer til at... tage for meget?"

Zirras trang til at fjerne al den lidelse fra Bertram havde overtaget hendes rationelle selv, der ellers gerne ville have mindet hende om første gang, han havde spist af hende. Hvordan det ikke havde været en god oplevelse, hvordan det praktisk talt havde været et overgreb, og hun risikerede at få alle de følelser frem igen, hvis han spiste af hende igen. Men samtidig... Hvordan kunne hun ikke ønske at hjælpe ham? Og det var bedre end at en civil skulle opleve et overgreb. 
Hun skubbede sig lidt ud fra væggen, men turde ikke komme tættere på ham. Han begyndte at virke mere i kontrol, eller også var det bare fordi han prøvede at fokusere på noget andet. Det kunne hun altid fortælle ham. Lige nu var Bertrams sult mere presserende end de kidnapning, Zirra nok lige havde undgået.