Miara kigger uroligt på de to, den unge dreng og den lidt ældre, da den lidt ældre bærer sin yngre kammerat hen på en bænk. Han ser ud til at have det temmeligt skidt. Har han fået for meget at drikke, monstro, eller er der noget ander i vejen? Mens de to står med ryggen til, rømmer Miara sig forsigtigt. Hun har ikke lyst til at blande sig i noget, der måske ikke kommer hende ved. På den anden side anser hun det for sin pligt at gribe ind, hvis der er noget alvorligt galt.
"Er alt i orden?" spørger hun de to, der stadig har ryggen til hende. Den yngste dreng ser ud som om, han virkelig godt kunne bruge en blød seng og en varm kop saft, istedet for den hårde bænk og det glas vand, han nu må klare sig med.

Miara ser efter de to, og forlader hurtigt kroen.

((Desværre, skal ud og lave mad-.-))

Alexander så på Karizma med et glimt i øjet, da de kom ind gennem kroens dør. Han havde åbnet den for hende og budt hende inden for, som den dame, han anså hende for at være. Hans galante opførsel ville muligvis virke mærkelig for nogle, men den faldt ham så let fri, som at trække vejret… - hvilket ind i mellem også gav ham problemer på halsen!
Han så sig nysgerrigt omkring, da han ikke havde været på stedet før. Atmosfæren var hyggelig, og stemningen høj, hvilket han tilskrev nattens sene tidspunkt, der nok havde bevirket, at nogle havde fået lidt for meget af de stærkere drikke. Selv holdt han sig fra det meste alkohol, da det ikke smagte ham. Kun vin faldt ham behagelig i smagen.
Med hovedet rejst i en stolt statur gik han frem mod kroens disk, og forsøgte at bane sig frem gennem virvaret af bænke og fulde, højrøstede folk. Han så tilbage mod Karizma, for at forsikre sig om, at hun fulgte med. Han var ikke helt sikker på, hvilket måltid hun gerne ville have.
Da han endelig nåede frem til disken og fik gjort en tjener opmærksom på deres tilstedeværelse, vendte han sig rundt mod Karizma og spurgte:
”Hvad vil De gerne have at spise og drikke?” Til tjeneren henvendte han sig med ordene:
”Hvad har de af gode middage og vine dertil?”

Karizma måber lettere overrasket, da hun træder ind i kroen, og ser hvilken liv og lyst den er fyldt med. Med lidt asen og masen får hun banet sig vejen hen til Alexander, med sultne blikke hvilende på sig, der skuffet bliver slået ned, da de ser hendes medrejsende.
Hun stivner kort, da hun bevæger blikket over folkene. Utroligt mange blikke møder hendes, og mange er ikke ukendte. hun er sandelig ikke ukendt i området, selv tjeneren kigger lige en ekstra gang, og hun rømmer sig kort, før hun forsigtigt stiller sig halvt foran Alexander, for at vise, at hun har en kavaler denne aften.

"Jeg er vegetar." mumler hun, da tjeneren foreslår kødret efter kødret, og straks bliver salaterne bragt på banen. Hun lægger fingeren overvejende på læben, og skæver til Alexander.

"Uha, der er meget at vælge imellem" siger hun, og ser spørgende på Alexander.
"Hvad kunne du tænke dig?" hun lader Alexander tage over, mens hun stadig undgår de mange lystne blikke...

Alexander smiler drilsk til hende, for at få hende til at slappe lidt af. Folkenes reaktion på hendes tilsynekomst var ikke gået ham forbi, men han havde ingen intentioner om at reagere på dem. Han lyttede med et halvt øre til opremsningen af maden, enkelte lød mere eksotiske end andre. Han hæver et øjenbryn, da hun fortæller, at hun er vegetar, men reagerer ellers ikke.

”Jamen hvis De er vegetar, synes jeg, at vi skal vælge forårssalaten med pinjekerner og citronolie… - kan De tilslutte Dem dette?” Han ignorerede svirrebrødrenes blikke, nogle hånlige, nogle misundelige og nogle endda helt fjendtlige. De måtte selv om, hvad de tænkte, så længe de ikke var til gene. Men hvis de fjendtlige blikke blev til mere end bare blikke...

Han så eftertænksom på hende, før han hendvendte sig til tjeneren igen.
”Vi vil gerne have en flaske god vin til. Hvad kan de foreslå?” Han kiggede nysgerrigt på Karizma, ved en pludselig indskydelse, for at få bekræftet, om hun ville have vin til salaten.

Hun niker tavst, da Alexander foreslår en salat, og smiler.

"Det lyder godt. og en god vin vil da heller ikke være i vejen, tværtimod" Siger hun, og putter sig ind til Alexander, nærmest som er han et værn imod de lystige, sultne blikke overalt på hendes krop. Godtnok havde et par stykker opgivet, da de så Alexander, og andre var da også gledet af efterhånden som der faldt ro over kroen, men mange glor stadig lige uhæmmet. Hun sender et par stykker et spydigt blik, hvorefter hun lægger fokus på den stakkels tjener, der ivrigt remser vine op, alt imens hans ene hånd skriver en regning til et andet bord. Karizma lægger beroligende en hånd på hans skulder og siger;

"Rolig nu min ven. Jeg tror vi tager en Barcrabant, årgang 1950. Eller hvad siger du, mit høflige følgeskab?" griner hun til Alexander, før hun slipper tjeneren, der pludselig falder lidt mere til ro, og nu sender et taknemligt smil til Karizma. Man skal da være helt fuldkommen dum for ikke at se at hun gør et eller andet ved disse mænd, blot ved til kropskontakt.

Forbavset over hendes pludselige kontakt nikker han blot samstemmende. I skoven havde hun virket direkte afvisende og forskrækket, da han havde kysset hende taknemmeligt på kinden, men nu… En lille smule forvirret var han, men han gik ud fra, at det var en demonstration af hendes status overfor kroens gæster. Nogle trak da også blikkene til sig, men ikke alle.

”Det lyder som et glimrende valg…” Sagde han med fast stemme til tjeneren. Denne nikkede tilfreds og forsvandt ud bagved for at give ordren videre til køkkenet.
”- umiddelbart siger navnet mig ingenting, men jeg lader Deres dømmekraft råde!” Det sidste hviskede han til hende med en spøjs grimmasse og en hånd til at skjule denne, da den kun var tiltænkt hende.

”De er en lille charmør. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at De blot ved tankens magt kunne fordreje hovedet på hvilket som helst hankønsvæsen, De ønsker.” Han vidste ikke, hvor tæt han var på sandheden. Med et spørgende nik mod et af de ledige borde i et af hjørnerne hentydede han til, at de skulle sætte sig.

Karizma ler hjerteligt over hans grimasse, og hvisker med et drillende glimt i øjet;

"Hvem ved? Jeg vil sige det sådan, at jeg har en god overtalelsesevne. skal vi sætte os?" uden yderligere snakken, maser hun sig igennem mængden, hen til det ledige bord. hun lader kappen glide på gulvet, og blotter sine skuldre, og derved også det tatoverede K på hendes venstre skulder. hun sætter sig godt til rette, med benene over kors, og strækker sig let.
Da alexander har sat sig (hvilket jeg da regner med at hen gør?) Smiler hun skævt til ham, med et glimt i øjet.

"Nå, gode herre.. de var en smule hemmelighedsfuld i skoven. Har de mod på at betro mig denne hemmelighed nu, hvor vi er i fred for min kavaler?" Hun griner let, ved tanken om det lille egern, og synes pludselig at høre små fødders trampen på taget. grundet hendes ultragode hørelse bliver hun da også nødt til at holde sig let for ørerne, for at lukke det værste støj fra medmenneskene omkring dem, ude. Hun sukker lavt, og ønsker pludselig, at de aldrig var taget herhen. støjen banker konstant på hendes trommehinder, og fylder hendes tanker... men hun holder ud, og sender endda et lille smil til alexander...

”Hvilken hemmelighed?” Spurgte han uskyldigt, drillende. Han vidste godt, hvilken hun hentydede til, men han ville lige overveje, om han havde modet til at fortælle hende om den.
”Jeg har da ikke nogen hemmeligheder?” Alexander plirrede med øjnene og blev i det samme opmærksom på tjeneren, der bar en bakke og en flaske vin ned mod dem. Da han nåede frem til deres bord, skænkede han den røde væske op i to glas og serverede to tallerkner med en duftende salat. Alexander rakte ind under hans kappe og hev pungen frem. Han betalte tjeneren, hvad han forlangte, og lidt til som tak for den hurtige servering, og vendte sin opmærksomhed mod Karizma igen. Hun så vidunderlig ud, selvom det ikke virkede som om, hun var helt tilpas inde i den støjende kro.

”Her er godt nok… en smule fyldt. Har De ikke lyst til at sætte Dem udenfor sammen med mig og nyde resten af natten, inden den besejres af dagens fremrykkende hære?” Han så spørgende på hende og vippede vinglasset med en rolig bevægelse, der fik væsken til at slynge sig rundt, så den kraftige røde farve fortyndedes og så ud til at have samme intensitet som rubiner.

"Det ved du vidst godt. Pas på jeg ikke bruger min charme på dig, min gode herre, man ved aldrig hvad jeg kan finde på!" Siger hun og smiler drilsk. Hun smiler til tjeneren, og indsnuser den friske duft af salaten, lader den fylde alle sanserne. Da han spørger om de skal gå udenfor, sukker hun nærmest lettet, og smiler, mens hun allerede er igang med at rejse sig.

"Ja, lad os det. Jeg føler mig lidt... nedstirret, hvis du forstår" Den sidste del siger hun med forhøjet stemme, og en stor part af kroens mandlige gæster skutter sig lidt. Ivrig efter at komme ud i natten, trækker hun sin kappe på, snupper bakken med maden, og hiver grinende alexander med ud foran kroen..

//OUT (skriver udenfor kroen, så snart jeg får tid. hvis jeg ik lige får gjordt det, kan du bare starte :P)

Nao trasker ind og går over i hjørnet hvor han sætter sig ved et bord og kigger rundt på de få folk som sidder ind på kroen.

Døren til krostuen åbner. Ind træder Zagasumi. Hans blik spejdede kort omkring i krostuen, for at se om der kunne lure nogen fra mørkets lords side. Det var der sikkert, men de ville om ikke andet, nok ikke kunne genkende ham lige så godt nu, da han dagen forinden, havde taget farveændring på sit hår. Det var for farligt at lade være, hvis man skulle gøre noget som helst håb for fremtiden, for at få Lysets Dronning tilbage, og så var det nyttigt at kunne skifte hårfarve, og ændre totalt på frisuren hvornår det end skulle være. Zagasumi havde nu langt blond hår som gik ham næsten ned til hans røv.
Zaga var iført en lang sort kutte, som dækkede hans lysets kriger uniform, indenunder.
Han trådte ind, lukkede forsigtigt døren efter sig, og gik direkte op til kroens disk.
Han havde hørt, at Cassa havde forladt stedet, og derfor ikke ville kunne findes her, men dette 'rygte' kunne lige så vel være falsk, som sandt, når det handlede om, at fjenderne ikke skulle få noget information. Så Zaga håbede på, at han sad et eller andet sted her i krostuen.
Han kom op til disken, og han så lidt efter ekspedienten, som så lidt efter kom hen til ham.

"Et glas vand, tak.." sagde Zagasumi roligt, og fik kort efter et glas vand. Han takkede for det, og vendte over mod det ene hjørne - det hjørne hvor Nao sad i, og tog et ledigt bord. I dette hjørne var der mindst mennesker, så det var dette han valgte.

Miara kommer stille ind i kroen. Egentlig er der ikke rigtig nogen grund til at hun er her, andet at det var ligesom om, hendes ben af sig selv førte hende denne vej forbi. Dagen har for hende ikke gået med andet, end stille at trave rundt i gaderne, betragte folk gå rundt. Betragte livet.
Miara sætter sig ved et bord ovre ved et af de små vinduer, med udsigt ud mod gaden. Hun kigger lidt fraværende ud af vinduet, før hun vinker en kropige over mod sig og, mere af vanen, end fordi hun har specielt meget lyst til et glas, bestiller hun kirsebærvin. Derefter lader hun blikket glide roligt hen over kroens andre gæster. Ingen af dem vækker hendes interesse i særlig grad. Det er ligesom om, intet i dag kan få hende ud af den rolige og lettere ligegyldige stemning, hun er i.

(Nao er ikke online ? :b )

Zagasumi holder glasset med vand i sin hånd, mens han roligt betragter indholdet. Han lukker sine øjne halvt, men ser pludselig op, da der kom endnu en ind af krostuens dør. Han kigger lidt på Miara, sender hende et skævt lille smil, og kigger så tilbage på glasset.
Flygter jeg fra tjansen som lysets kriger, når jeg skjuler uniformen på den måde? Zagasumi tog sig lidt til hovedet. Det var i hvertfald ikke det der var meningen, hvis generalen eller lysets dronning så på det, på den måde. Men han måtte jo alligevel opretholde sit håb, omkring at få Lysets Dronning tilbage, og det gjorde han bedst ved at skjule sig, indtil han havde fundet nogen af de andre, som han kunne gå sammen med, og så gå imod Mørkets Lord. For hvis han først blev fanget, så var der en mindre.. Han vidste ikke, om hvor mange der allerede var blevet fanget nu, men han gik ud fra, at der var nogen.

Miara besvarer den lyshårede mands smil, og betragter den lange sorte kutte, han har på, og derefter det strålende solskindsvejr, der hersker udenfor. Hun hæver et øjenbryn for sig selv. Han må være af en meget kuldskær type. Eller også prøver han at skjule noget. "Når alt kommer til alt", tænker Miara, - "er det jo fra tid til anden mennesker af den lidt mere lyssky type, der gøre deres entré her i kroen."Forsigtigt tager hun en slurk af sin kirsebærvin. Ja, hun har da i hvert fald selv været vidne til, og indblandet i, et par kontroverser her, mindes Miara at kunne huske.
Hendes blik glider videre rundt. Foruden hende selv og den lyshårede mand, er der kun én til person i kroen. En ung mand, eller dreng, nærmere. Miara mindes aldrig at have set ham før.
Ikke ligefrem de meste kulørte typer, der er her i kroen idag.

(Har Miara sin lysets kriger uniform på? Og hvad med Nao? Når han engang kommer tilbage? ^^" )

Zagasumi sad lidt i sine egne tanker, stirrede blankt på Miara, men da hun smilede tilbage, vågnede han lidt op, og blinkede et par gange med øjnene.
Bare det, at hun smilte, sagde en hel del. Et smil beskrev meget. Allerede nu, kunne man danne et lille indtryk, det var faktisk lidt utroligt, at der ikke skulle mere til.
Han skævede lidt over til Nao, og så til sit glas. Han tog roligt kanten af sit glas op til hans mund, og tippede glasset en smule, så han kunne drikke noget af vandet. Han fik tømt halvdelen af vandet, inden han satte det fra sig på bordet igen.
Ganske vidst, så havde han det varmt, men der var ikke så meget at gøre.. eller var der?

((Jeps, Miara har uniformen på^^))

Miara gabte, og satte sit glas fra sig på bordet. Det var som om, tiden stod stille herinde på kroen. At tiden, i det hele taget, stod stille i dag. Intet skete. Alt gled bare begivenhedsløst forbi, i en grå strøm. Det var ikke tit, Miara så noget til det krig, der var udbrudt mellem lyset og mørket. Hun følte sig tilovers for tit hverv. Havde brug for noget at tage sig til, nogen opgaver at løse. Men der var vel ingen grund til at opsøge problemerne selv? Af bare kedsomhed, besluttede hun sig for at gå over at snakke med den fremmede. Bare for at få noget at lave.
Miara rejste sig, og gik over til hans bord. "Hej" sagde hun smilende. "Sidder der nogen her?" spurgte hun, og gjorde en gestus mod den tomme stol, der stod ved siden af den lyshårede fyr.

((Perfekt! xD)

Zagasumi så op, da kvinden som havde smilet tilbage til ham, kom over til ham. Han lagde nu mærke til hendes tøj, eller næmere.. uniform. Han stirrede et øjeblik på den, åbnede munden, inden han atter så op på Miara.
Vær nu ikke uhøflig! Zagasumi smilte et venligt smil, og nikkede lidt til hende som en tilbage hilsen.
"Nej, De er mere en velkommen til at sætte Dem.." Zagasumi trak stolen ud fra bordet, så Miara kunne sætte sig.
Han vidste ikke helt hvor han skulle starte, om han bare skulle sige det ligeud, eller skulle være mere venlig af sig, og ikke være så desperat.
Han kørte en hånd gennem sit lange pandehår, for at lægge det tilbage.
"Æææhm..." Han rømmede sig lidt, inden han fortsatte.
".. Mit navn er Zagasumi, men bare kald mig Zaga.. Hvad er Deres?" Han sendte et skævt smil til hende, og lagde sine arme op på bordet, så han kunne hvile dem lidt der.

Miara smilede roligt til den fremmede, der så en smule nervøs ud. Var det mon hendes uniform der gjorde det indtryk? Miara havde ikke tænkt nærmere over, at hun måske ville komme til at skræmme folk væk med det autoritære udseende, uniformen gav hende. Inderst inde følte hun sig ikke som nogen stor, regelret kriger, og lige nu havde hun ærlig talt ikke lyst til at blive betragtet som én. Snarere ville hun betragtes som en ganske almindelig kvinde, der gik ind på en ganske almindelig kro, for at få sig en drink.
Miara sendte den lyshårede fyr et venligt blik. "Jeg hedder Miara" sagde hun, og brød så ud i en lille venlig latter. "Ja, jeg er altså ikke kommet for at arresterre Dem, eller noget i den stil" sagde hun, og gjorde en gestus mod sin påklædning. "De kan være helt rolig".
"Jeg trængte bare til lidt selskab. Ser De, at rejse rundt på vejene som en anden rakker, på evig udkig efter de uroligheder, som jeg endnu ikke er stødt på, kan være en ensom affære" forklarede hun.

Zagasumi holdt forsvarende sine hænder oppe. Hun havde åbenbart bemærket at han var rimelig.. opsat? Så nu var der ikke nogen vej udenom. De var inde på emnet, og så var det nu han skulle slå til, også inden hun gik igen.
"Nej nej nej.. De forstår ikke..," Han rystede let på hovedet, og smilte et ganske tilfredst smil.
"De forstår ikke.. Miara.. Jeg har ledt..." Zagasumi hev lidt ud i kutten, så man kunne ane noget af den flotte lysets kriger uniform, inden han trak den ind til sig igen.
Han kiggede kort ned i bordpladen, men kiggede med at fast blik op på hende igen.
"Jeg har ledt efter krigerne af Lysets Dronning! Men.. det har været umuligt for mig lige indtil nu, at kunne finde nogen.," Han viftede forklarende med sine hænder, og smilte derefter skævt.