Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Alexander Arogno Saphiri.
Kaldet: Xander, Alex, Aron
Køn: Mand
Alder: 26
Fødselsdag: 13/1
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Ateist! Han tror på livet og dets mangfoldigheder.
Erhverv: Det meste af, hvad der byder sig
Nuværende levested: Omrejsende - Alexander bor det sted, han ankommer til. Marker, lysninger, kroen, men ingen af stederne bliver han alt for længe. Dog, hvis det er en piges seng, bruger han gerne lidt ekstra tid på det sted. xD
Race: Menneske

Udseende

Højde: 185 cm
Vægt: 76 kg
Hudfarve: Han er født i det nordlige krystalland, men da han i de sidste par år, se Fortid frem til nu, har opholdt sig i Medanien, er han blevet lettere solbrændt.
Hårfarve: Hans hår er bleget af Medaniens sol, så det er gyldent.
Hårstil: Håret er pjusket og halvlangt, og han lader der sidde, som det vil.
Øjenfarve: De er blå.
Kropsbygning: Alexander er velproportioneret og atletisk bygget. Han kan mest af alt sammenlignes med en surfer. ;)
Hverdagstøj: Normalt har han et par slidte vadmelsbukser på, beige, og en blegblå, luftig tunika. Han bærer tilmed en kappe af ulveskind, selvom det er en sjældenhed, at det er nødvendigt i de varmere lande. Han har den dog altid med sig, da den er en del af hans identitet og forhold til de nordlige lande, han engang kom fra.
Ar, permanente skader, el.lign.: Alex er vidunderbarnet, hvad angår sygdomme. Han har et fantastisk helbred, grundet hans opvækst i koldt klima. Det eneste, der skiller sig ud ved hans velplejede krop, er et slankt ’S’, der er brændt i kødet på hans underarm, samt tre vertikale rifter, der bryder brandmærket. Betydningen heraf er beskrevet under Fortid frem til nu..
Særlige kendetegn: Alex er den fyr, pigerne på gaden sender lange blikke, hvilket han ikke selv har noget i mod.

Magi

Magisk evne (1): Evnen til at forvandle sig til en gepard.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): -
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Talenter: At snakke sig ud af problemerne! Han har altid kunnet snige sig uden om påtaler, løftede pegefingre osv. Hans charme fejler ingen ting! Han er en dygtig svømmer og en excellent fægter.
Svagheder: Alex kan virke meget skræmmende, når han bliver alvorlig. Han kæmper tit en kamp med sig selv, om meningen ved at blive ved livet. Verdens grusomhed virker meget overvældende på ham, og han ved ikke, hvilken retning i livet, han vil tage. Han har på intet tidspunkt ønsket at blive voksen, fordi han ikke ønsker det ansvar, der følger med titlen. Hvis han kunne, ville han altid kun gøre det, han havde lyst til, som for eksempel svømme, charmere pigerne, fægte eller bare ligge at slikke sol.
Interesser: Som nævnt ovenfor holder han meget af at svømme. Hver gang, han begiver sig ud i vandet, priser han sig lykkelig for, at hans familie valgte at flytte sydpå. Han elsker spændingen i en fægtekamp, styrken i slagene og fornemmelsen af sindets tomhed, når dette forlader sig på kroppens reaktioner.
Udover de mere atletiske fag kan han godt lide at forføre pigerne med hans drengede charme, og tit er jagten sjovere end fangsten.
Drømme/ønsker: Alexander drømmer om den ultimative fægtekamp, gerne med en kvindelig partner. At få fægtelysten til at gå op i en højere enhed samtidigt med at tilbring tiden med en kvindelig sjælekammerat er det eneste mål, han direkte har i livet. Ellers har han ingen fremtidsønsker, da han ikke altid føler, at livet er værd at leve. Han skal jo dø en eller anden dag uanset hvad!
Elsker: Fægtekampe og kvinder!
Hader: Ansvar og forpligtelser!
Andet omkring personlighed: Alexander har et skiftende humør. Når han er i godt humør skubber han de triste tanker væk, og overfladiskheden i mange af hans forhold er med til, at han føler, at han noget at leve for. Følelserne varer desværre sjældent over en længere periode, så han er blevet en rigtig storcharmør. Han efterlader sig af og til knuste hjerter, men han er på ingen måde ondskabsfuld.
Hans humør kan skifte meget pludseligt. Der skal kun meget lidt til at minde ham om håbløsheden, og når han bliver bedrøvet, emmer hans udtryk af sorg. Hans øjenfarve bliver meget mørk, som farven i hans hjerte.

Baggrundshistorie

Barndom: Alexanders barndom har været én lang række af livsbekræftende oplevelser, tryghed og kærlighed, givet til ham og hans søster. Den har aldrig været præget af fattigdom på nogen måde, selvom familien aldrig gav udtryk for at være direkte velhavende. Han og søsteren havde et tæt og roligt forhold til hinanden, der blev stærkere med årene, da han indtog en beskyttende holdning. De to søskende var elsket af forældrene, og de støttede deres børn i deres valg i livet.
Fortid frem til nu: Alexander startede sin barndom i det nordlige krystalland mellem bjerge og omgivet af sne. Hans forældre elskede ham og hans søster, Larissa, der var født 3 år tidligere end ham. De legede tit sammen i sneen, mens hans mor stod i køkkenet og havde varm suppe klar, når de kom ind med frosne fingre og røde kinder. Søsteren var altid stærkere end ham og vandt deres små slåskampe, selvom han indædt forsøgte at blive stærkere. Faderen, Mathew Arogno, var født i en rig familie og havde valgt at gifte sig med en af landsbyens smukke kvinder, Silke Saphiri, selvom hun hverken havde gods eller guld at bringe ind i familien. Han ignorerede de beske kommentarer han fik fra hans familie fra starten, og moderen investerede al sin energi og kærlighed i at blive en fin, fornem, god og accepteret hustru, hvilket lykkedes hurtigt. Faderen valgte at ignorere hans formue og bosatte sig i et lille hus på en bjergskråning sammen med konen. De fik to børn, der voksede op med al den kærlighed, de kunne få.
De faderens slægt af sig selv døde ud, alderdom, for meget alkohol, dueller, opgav han og konen at foregive, at de levede som almindelige mennesker. Alexanders moder havde ingen slægtninge tilbage ej heller, og derfor besluttede den lille familie at rejse sydpå, for at slå sig ned langt fra landsbybeboernes opgivende blikke.
De solgte al den arvede jord, boligerne og større værdigenstande, så de kunne starte helt for fra. De forlod deres fødeegn, både børnenes og deres egen, og overlod landsbyen til dens egen misbilligelse. Dog sørgede de for, at de tjenestefolk og det tyende, der havde været tilknyttet ejendommene fandt nyt arbejde eller blev garanteret ansættelse af de nye ejere.
Alexander var 7, da de bosatte sig ved ude ved havet mellem Medanien og yderkanten af den mørke skov, lidt afsides fra det hele. De dage, hvor Alexander og Larissa ikke hjalp til med pasningen af deres jorder, skyndte de sig ned til stranden, hvor de blå bølger blidt skyllede ind over det varme sand. Her lærte Larissa og Alexander det sjove ved ”varmt” vand. Alexander brugte lang tid på at svømme med søsteren, og når de kom hjem om aftenen, lærte Mathew dem at håndtere et sværd. De havde ikke megen jord at passe, da moderen hurtigt lærte at udnytte naturens forrådskammer af urter, frugter og rødder, og faderen nød at tage ud i naturen for at nedlægge aftensmaden.
Efter et par år på dette sted, da Alexander var fyldt 10, besluttede forældrene sig for at flytte nærmere noget civilisation, da de mente, at børnene ville have godt af lidt jævnaldrende selskab. De fandt et bysamfund, hvor Silke hjælp til ved helbrederhuset og Mathew fik hyre som fægtemester. Han lærte de unge at forsvare sig og de var begge glade for deres arbejde. Ingen af forældrene behøvede at arbejde, men gjorde det alligevel. De fandt stadig ikke nogen grund til at skildre med deres rigdom, og de håbede, at beboernes accept af dem ville komme hurtigere, hvis de gik ind i det sociale sammenhold, et arbejde skabte.
Alexander fandt hurtigt en masse nye venner, mens Larissa var en smule mere frygtsom. Hun var sig bevist om hendes begyndende skønhed og var ikke vant til den megen opmærksomhed hun fik. Derfor blev Alex meget beskyttende over for hende. Han voksede sig hurtigt stærk og flot, og han begyndte også at kunne mærke interessen for hans udseende. Dog var hans beundrere af det kvindelige køn!
Op gennem årene udviklede han en indre bedrøvelse. Langsomt blev han mere moden, og han forstod den verden, han var blevet undfanget i. Både de onde gerninger og gode lagrede han i sine tanker og tænkte over de bagtanker, der lå bag handlingerne. Han følte sig deprimeret over det ansvar, der blev ham pålagt, og frustrationerne hobedes op i ham. Alle så ham som vidunderbarnet; ham, alle ville være sammen med; ham, der havde verden foran sig. Han følte ikke, han havde noget at leve for, da han ingen mål havde i livet. Søsteren var selvfølgelig bekymret for ham, og han delte ofte sine tanker med hende. De fægtede tit sammen, og det var det eneste tidspunkt, hvor han kunne glemme verdens deprimerende virkelighed.
Søsteren lokkede ham en dag med ned på stranden, hvor hun havde gemt to gamle fægtesværd. Skæftet på det ene havde form som en cirkel, mens det andet have en brudt cirkel, et S. Sværdene var ægte, forstået på den måde, at de var perfekte i balancen. Larissa havde trænet i smug og hendes styrke var formidabel af en pige at være. Hun udfordrede ham, og de kæmpede med sandet hvirvlende om dem. Bølgerne akkompagnerede klangen af sværdenes dans med deres evige slag mod kysten. De to unge smilede til hinanden i kampens hede og Alexander frydede sig over søsterens behændighed. Hendes styrke var lidt under hans, men hendes taktik og smidighed gjorde hende til en hård modstander. Hun trængte han tilbage mod vandkanten, hvor det våde sand sikrede hende et bedre fodfæste. Snart var Alexander for alvor trængt i defensiven, og vandet stod op omkring dem, hvor det før var sandet, der var blevet hvirvlet op. En pludselig finte gjorde, at han mistede balancen, og en hurtigt rektion fra Larissa fulgte. Hun låste hans sværd mellem hendes fæste og æg, og med et kraftigt vrid hev hun hans sværdfæste ud af hans hånd. Sværdet landede bag hende, og hun satte spidsen af hendes sværd mod hans hals. Sådan stod de i lang tid, med de hidsige bølger slikkende op på stranden, mens solen langsomt nærmede sig horisonten.
”Du tabte, lillebror.” Larissa lo højt og blinkede drilsk til ham, før hun fjernede sværdet, vendte sig om og hentede det andet. Alexander fulgte en smule modvilligt med hende, da hun igen skjulte sværdene. Han var utilfreds med resultatet af kampen, men samtidig havde han elsket den. Han spurgte aldrig ind til, hvor sværdene kom fra, for han fornemmede, at hun ikke ville fortælle det.
De kæmpede mange gange i de efterfølgende tider, og til sidst måtte Larissa sande, at hun ikke længere kunne kæmpe lige op med Alexander. Han var blevet stærk og havde udviklet en fantastisk sværdteknik. I månederne, der var gået, havde han fået livslysten tilbage, men da han begyndte at vinde over sin søster, vendte noget af tungsindet atter tilbage. En aften, hvor de igen havde fundet de smukke sværd frem og luftet dem, besluttede Larissa sig for at tale med ham. Han havde vundet over hende, igen, men det var kun på grund af hendes mindre vægt og kræfter.
”Xander, hvorfor forsøger du ikke at finde en lige partner? Der findes andre piger end mig, der er gode fægtere, og der findes lige så mange mænd! Jeg har ikke behov for din beskyttelse længere. Du har jo set, hvor dygtig jeg er blevet med sværdet, og jeg kan også forsvare mig uden våben. Desuden… - har jeg måske ikke så meget tid til det her mere. Du ved, Adrio.” Hun rødmede let og fortsatte febrilsk; ” og jeg har tilbragt megen tid sammen. Forleden spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at blive hans hustru. Jeg har ikke sagt noget til mor og far endnu, da jeg selv behøver tid til at overveje det. Men… måske er jeg her ikke så meget længere.”
Alexander vidste godt, at han var en af grundende til, at hun endnu ikke havde sagt ja. Hun følte sig lige så forpligtet over for hende, som hun for ham. Efter duellen gik han en tur langs vandet, hvor han forsøgte at klare tankerne. Der var så megen sandhed i det, hun sagde til ham, men det smertede ham. Han følte, at hans eksistens var ligegyldig. Alt hvad han foretog sig var ligegyldigt. Det eneste, der virkelig kaldte livslyst frem i ham, var mens han dansede med sværdene hvislende om sig.
Han tændte et lille bål på stranden og overnattede ude den aften. Han vidste, at søsteren ville forklare hans manglende tilstedeværelse for ham.
Han sad og nød månens opstigen, da han besluttede sig for at finde en lige modstander, der vil kunne udvikle hans evner, som søsteren havde gjort. Han fandt de to sværd frem igen, tog det, søsteren altid brugte og varmede enden af skæftet op i ilden. Bagefter pressede han det glødende S mod sin underarm og skreg, da smerten skød gennem ham. Skriget forplantede sig ud over vandet, båret væk af vinden. På underarmen bar han nu den brudte cirkel. Han forsøgte at køle det ømme område med saltvandet og sværgede ved sværdet, smerten og den brudte cirkel at kæmpe den ultimative kamp. Derefter kunne han tage stilling til, hvad han ville bagefter. Nu havde han i det mindste et mål.
Da han vendte tilbage om morgen meddelte han familien, at han ville ride mod Byen, for at finde en træningspartner. Faderen havde af og til fortalt om den store træningsarena, hvor Byens folk mødtes for at forbedre deres færdigheder.
Alexander tog med Larissa med ud til stranden endnu engang, hvor han vidste hende brandmærket og fortalte om sit mål. For ham var den brudte cirkel et evigt minde om deres dueller, hans søgen efter den perfekte kamp og hans personlige kamp mod trøstesløsheden.
Søsteren overgav ham det ene af de aldrende sværd, med løftet om, at de nok skulle komme til at kæmpe igen en dag. Derefter sagde han farvel til sine forældre og søsteren, for bagefter at forlade den lille bebyggelse på ryggen af en prægtig gylden hoppe, forældrene havde købt for en brøkdel af deres formue. På daværende tidspunkt var der få uger, til hans 17-års fødselsdag.
Han red langs kysten rundt ved ørkenen og mødte mange mennesker. Nogle var mistroiske og direkte fjendtlige, mens andre viste ham gæstfrihed.
En eftermiddag, da han red ad en støvet landevej, hvor der af og til var dårlige oversigtsforhold, blev han vidne til en drabelig kamp, der blev udkæmpet mellem tre letbevæbnede ryttere, hvoraf den ene var kvinde, og fem barsk-udseendet ryttere. Egentlig ville Alexander ikke have blandet sig i kampen, der ikke angik ham, men han fik et kort øjeblik et glimt af kvinden, der var utrolig smuk, og straks tog han side i kampen. Han styrede den gyldne hoppe, som han havde døbt Lariz for at drille sin søster, mod de to mænd, der kæmpede med kvinden. Han opfattede, at hun havde fået en grim flænge i skulderen, men på trods af skaden kæmpede hun indædt videre. Da hans tilstedeværelse blev opdaget af de tre kæmpende, vendte de sig mod ham, tilsyneladende i den tro, at han var fjende af begge parter. Han var tættest på kvinden, der med et vildt udtryk i øjnene svang sit sværd mod ham.
”Hey, jeg prøver jo bare at hjælpe!” Skreg han til hende og parerede hendes slag. Det så ud til, at hun troede ham, og ved fælles hjælp lykkedes det de fire at uskadeliggøre 3 af mændene, hvorefter de to sidste stak af. Mens de to mænd bandt de tre angribere, steg Alex af Lariz og vendte sig mod kvinden. Hun var også steget af hesten og bukkede elegant for ham.
”Jeg er Lithanis Safferano, datter af egnens største købmand. Slynglerne,” Hun pegede over på de bagbundne mænd, ”Er legemordere sendt ud af min fars fjende, Zahritu Athos. Dette;” Hun pegede mod de to unge mænd, der havde været i hendes følge, ” er mine brødre. Vi skylder dig tak, fordi du vendte kampen til vores fordel. Jeg indbyder dig til at nyde vores gæstfrihed i min faders residens.”
Alexander stod målløs tilbage. Hendes skønhed var vidunderlig og den ranke ryg viste, at hvert ord var sandt. Hun var ikke nogen simpel bondetøs! De fire ryttere sad op, og de to brødre førte fangerne af sted mellem sig. Bag dem red Lithanis sammen med Alexander. De to unge talte om meget forskelligt i løbet af rideturen, men havde stadig opmærksomheden rettet mod de omkringliggende bakker og træer. De ønskede ikke endnu et overfald. Alexander var bevidst om de blikke, Lithanis af og til sendte ham, og hans interesse for hende køledes ikke af dette.
De arriverede familiens område sidst på aftenen. Lithanis’ moder stod med knugede hænder og tårer i øjnene på trappen ind til den overdådige bygning. Hun tog i mod de tre søskende, da staldkarle havde taget sig af både dyr og fanger. Da moderen havde hørt historien, blev Alexander, der havde holdt sig tilbage sammen med Lariz og nægtet at lade den frustrerede staldtjener overtage tøjlerne, vinket frem, og igen blev tilbuddet om gæstfriheden fremsat. Han tog i mod tilbuddet og fik anvist et værelse, hvor hans sparsomme bagage blev anbragt.
Om morgenen vågnede han tidligt og besøgte Lariz i stalden. Her fandt Lithanis ham og overtalte ham til at deltage i våbenøvelserne, der blev afholdt i gården. De kæmpede sammen, og det frydede ham at kæmpe med hende. Da øvelserne var forbi aftalte de at mødes til morgenmad senere. I løbet af dagen viste hun ham rundt på jorderne, om aftenen nød de hinanden selskab. Et af de steder, hvor Alexander yndede at bruge megen tid sammen med Lithanis, var en kunstfærdig anlagt have, hvor en gepard holdtes i bur. Tremmerne var af ædeltræ, og om halsen på det prægtige dyr lå en juvelprydet halsbånd. Af og til blev dyret lænket med en gylden snor til Lithanis’ håndled, og hun gik tur med den, som var den en tam hund.
Sådan gik mange dage, indtil Lithanis en dag brasede ind på hans værelse efterfulgt af en tjenerinde, der holdt gepardens snor, og bekendtgjorde:
”Min fader er kommet hjem. Han ønsker at møde og takke dig.” Alexander fulgte hende gennem residensen, indtil de kom til et prægtigt udsmykket værelse. Henslængt i puderne lå en aldrende mand, der engang måtte have været en flot mand. Nu var håret blevet gråt, og musklerne var forsvundet, afløst af et ikke-klædeligt fedtlagt. Tjenerinden overrakte den gyldne snor til Lithanis, der med et ryk i denne fik geparden til at sætte sig. Synet skar Alexander i hjertet, men han glemte smerten igen, da Lithanis’ fader begyndte at snakke.
”Det er kommet mig for øre, at du redede min datter og mine to sønner. Jeg vil, som en gestus, der vidner om min taknemmelighed, tilbyde dig en hvilken som helst gave, der befinder sig i dette værelse.” Lithanis så med et strålende smil på Alexander, der ikke var i tvivl om, hvad hun ønskede. Han skulle lige til at åbne munden for at bekendtgøre, at han ønskede at blive ved Lithanis’ side for evigt, da geparden rejste sig, strøg sig op ad hans ben og en stemme sarkastisk lød i hans ører:
Har du overvejet, om hun ikke bare gør dig til endnu et af hendes kæledyr? Alexander var et øjeblik desorienteret, men da han så ned på geparden og derefter på Lithanis’ ansigt, vidste han, at stemmen havde talt sandhed. Han rømmede sig stille, men tilføjede med fast stemme:
”Jeg ønsker, at geparden bliver sat fri!” Udtrykket i Lithanis’ ansigt var ikke til at tage fejl af. Hun havde håbet, han ville ægte hende. Dette og tabet af hendes kostelige kæledyr ville tage hårdt på hende. Langsomt ændrede udtrykket sig fra vantro til en kølighed, der skjulte den vrede, hun bed i sig. Ikke kun havde hun mistet sit kæledyr, hun havde også mistet ham, sit nye legetøj.
Faderen så eftertænksom på Alexander, der mødte hans blik uden at vige. Et nik med hovedet indikerede, at ønsket ville blive efterkommet. Lithanis overgav den gyldne lænke til faderen, der videregav den til Alexander. Han knyttede hånden og så med beklagelse på Lithanis. Hendes blik forsikrede ham om, at han skulle forsvinde hurtigst muligt, så han vendte sig om mod faderen og takkede for både gæstfrihed og gaven.
Hans sparsomme oppakning var fæstet til sadlen på Lariz, han sad selv i sadlen og gepardens lænke var også fæstet til sadlen. Han satte hesten i trav og bemærkede til sin glæde, at geparden velvilligt fulgte med. Lariz havde på intet tidspunkt vist tegn på nervøsitet over for rovdyret, og gjorde det heller ikke nu. Alexander tvang sig selv til ikke at se tilbage, men han mærkede Lithanis’ hadefulde blik mod sin ryg. Han ønskede at tilbagelægge så stor strækning som muligt den første dag, for at føle sig i sikkerhed for hendes vrede. Om aftenen gjorde de holdt i en lille lund, og Alexander fodrede dyret med nogle kødlunser, han havde fået med som proviant. Han sukkede og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med sig selv og dyret.
Om morgenen foresatte ridtet og dyret løb utrætteligt ved siden af den gyldne hoppe. Endelig gjorde Alexander holdt igen, denne gang på en bakke med udsigt til en stor slette. Han sad af, løsnede lænken fra sadlen og mindedes den kærlige Lithanis. Han lagde forsigtigt hænderne og gepardens hals, hvor han fjernede det juvelprydede halsbånd.
”Jeg aner jo ikke engang, hvad du hedder!” Udbrød han modløs og gemte hovedet i sine hænder. Han vidste, at det var det rigtige, han havde gjort, men mindet om de gode dage med Lithanis og hendes efterfølgende skuffelse og kulde smertede ham.
Jeg hedder Atíes. Stemmen var en smule reserveret, men lød tydeligt i hans ører. Han fór sammen og så op på dyret, der var kommet nærmere og havde sat sig foran ham.
Jeg skylder dig stor tak, min unge befrier. Uden dig, var jeg tvunget til at liv blandt ædelstene, kunstfærdige haver uden frihed og silkepuder. For jer er det måske en velsignet skæbne, men for at dyr som min race, vil det være døden. Vi sygner hen uden vores frihed. Vi behøver ikke mageligheden. Den dræber os. Alex så ind i de vidende øjne, forundret over ordene, der havde lydt i hans hoved. Han følte sig ikke bange, men følte sig som et lille uvidende barn, der fik forklaret noget om livet.
Som tak for mit liv, vil jeg give dig vores gave. Ønsker du at tage i mod den? De gyldne øjne så direkte ind i hans, og han fornemmede, hvordan hans sjæl blev ransaget for handlinger og tanker. Han overvejede kort forslaget og sagde så med stille stemme:
”Jeg ved ikke, om der er nogen grund til at give mig noget værdifuldt, da mit liv ikke nødvendigvis fortsætter.” Han smilede trist til geparden, der ikke havde fjernet blikket fra hans endnu, og hvilede armene på sine knæ.
Jeg forstår… - Men så meget desto større grund til at du tager i mod den! Atíes løftede lynhurtigt en pote og rev den ned over hans blottede underarm, dér, hvor brændemærket befandt sig. Alex bed sig hårdt i læben og spærrede øjnene op. Var det takken for at have valgt dyrets frihed frem for Lithanis’ kærlighed?! Han så ned på såret; tre blødende flænger, der vertikalt brød den allerede brudte cirkel. Han flyttede sig ikke, for tanken om døden var ham ikke fremmed. Han havde dog ikke forestillet sig, at han skulle møde den på en savanne med en gepard som sin banemand. Da der ikke kom et andet angreb, så han undrende på geparden. Den havde ikke flyttet sig, og han bildte sig ind, at han kunne se en vis morskab i øjnene på den.
Så venter vi bare… Alexander så uforstående på Atíes, der pludselig mærkede en kuldegysning løbe ned langs rygraden. Hans syn ændrede sig og han så længere, end han nogensinde havde troet muligt. Pludselig slog uvante dufte i mod ham, dufte, der var mange gange stærkere, end han var vant til. Han åbnede munden for at spørge, hvad Atíes havde gjort ved ham, men kun en knurren slap fra ham. Han mærkede, hvordan hans tænder blev spidse og forsøgte at holde en hånd op foran sig, men hans kropsbygning umuliggjorde det.
Du er en gepard. Eller rettere, du har nu muligheden for at blive en af os, når du ønsker det! Denne gang sporede Alexander tydeligt morskaben i gepardens stemme. Han ville sige noget, men kun den mærkelige knurren kom frem. Et fnys indikerede, hvad han mente om det.
I løbet af de næste uger lærte Alexander om, hvad det betød at være gepard, af Atíes. Den første dag var forfærdelig for ham. Lugtene lokkede ham, hans muskler skreg efter at blive brugt, men han var trodsig og vantro. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med denne såkaldte gave, og Atíes lod ham være i fred, så han kunne få styr på tankerne. Da han var afklaret med sin situation, fulgte han Atíes ud på jagt. Følelsen af friheden fra farten og samhørigheden med naturen var at sammenligne med fornemmelsen, når han fægtede. Det var euforiserende.
Efterhånden lærte Alexander at beherske sin evne, så han kunne skifte mellem at være dyr og menneske. Han mestrede alt, hvad angik formskiftningen, og hans muskler hærdedes og gjorde ham til en effektiv dræber, når han løb over steppen i sin jagt efter bytte. En aften, efter en vellykket jagt, vendte han tilbage til sin ’normale’ skikkelse og tilberedte aftensmåltidet over ild. Atíes kom hen til ham, lagde en pote over det nu helede ar og så på ham med de gyldne øjne. De sad lidt i tavshed, hvor Alex igen fornemme, hvordan hans sjæl blev undersøgt, hvorefter Atíes knurrede lavt, fornøjet med hvad han så.
Husk nu, vi behøver ikke rigdom for at være lykkelige. Fangenskab er den hurtigste vej til Død, og Døden kommer uanset hvad; der er intet, du kan gøre ved det faktum. Det eneste, du kan gøre, er at nyde livet, så længe, du har muligheden for det. Pas på, du ikke bliver fanget. Med de sidste ord rejste Atíes sig, vendte sig rundt og forsvandt i mørket. Alexander så længe efter ham, før han vendte sig rundt, steg i sadlen igen og red ud over steppen.
Alex fandt tilbage til kysten, som han fulgte over en længere periode. Han levede af pengene, han havde fået med fra forældrene, hvilket ikke var meget, og af hyren, han fik for at gå til hånde i de småhavne, han passerede. Der var ofte brug for en stærk, ung mand som ham, hvilket han efterhånden var blevet. Pigerne var ikke sene til at tilbyde ham et aftensmåltid, og han levede behageligt som vandringsmand. End dag overvandt ligegyldigheden ham dog igen, og han sadlede Lariz og forlod det område, han havde opholdt sig i. Han red ind i landet for at genoptage sin søgen efter den perfekte duel. Af og til mente han, at han så en gepard eller spor heraf i de områder, han kom i gennem, men han var aldrig helt sikker på, om det var Atíes, hans skytsengel, eller om det bare var et synsbedrag.

Værste minde: Smerten, da han pressede det glødende metal mod sin arm, samt smerten, da Atíes mærkede ham.
Bedste minde: Hans søsters umiddelbare glæde, da han viste hende brandsåret, hans bekræftelse til hende om, at blive ved livet og lede efter en tilfredsstillende mening i dette.
Barndomshjem: Dels i det nordlige Krystalland, dels ved kysten ved Den Mørke skov, dels ved kysten i Medanien.


Familie: Fader: Mathew Arogno, moder: Silke Saphiri, søster; Larissa Arogno Saphiri. Derudover er der de afdøde fra hans slægt, men ingen af disse har haft betydning for ham eller hans barndom, da Mathew og Silke ikke ønskede, at deres børn voksede op med rigdom og pragt som et selvfølge.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Elendig
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk