Romeo blev ved med at se på Fabian i stilhed. Noget i hans ansigt trak sig sammen, da stemmen overfor ham pludselig ændrede karakter. Den tone kendte han. Den havde været sjælden allerede dengang. Fabian havde altid været hurtigere til at le ad alting end til at tage noget alvorligt, men der havde været øjeblikke. Den særlige alvor, der kom over ham, når det pludselig ikke længere handlede om Fabian selv.

Romeos bryst strammede sig.

Han vidste ikke, hvem Aldamar var. Om det var dén Aldamar. Han vidste heller ikke, hvad der var mellem dem, og lige nu virkede det mindre vigtigt end den måde, Fabian sad og stirrede ned på sine hænder, som om selve hemmeligheden kunne holdes sikker mellem de hævede fingre. Selvfølgelig havde Romeo ikke tænkt sig at fortælle det til nogen. Det var ikke hans hemmelighed at give videre.

Og de havde vel begge deres.

Skuldrene sank en smule. Trætheden havde for længst sat sig i kroppen, men nu føltes den anderledes; som en mat opgivenhed over endnu engang at stå overfor noget, han ikke kunne løse, uanset hvor ihærdigt han prøvede. Der gik et øjeblik, før han sukkede.

"Okay." Fabian kunne beholde det, han ikke var klar til at fortælle.

Romeo lod blikket glide over ham igen. De spændte skuldre. De hævede hænder. Ansigtet, der blev ved med at vende sig væk fra ham. Han åbnede munden, men den myndighed, han havde forsøgt sig med indtil nu, var forsvundet. "Men så lad mig i det mindste hjælpe dig." Ordene kom lavere, end han havde tænkt sig. Romeo sank, da noget strammede sig i halsen, og denne gang var der ingen hånd, der blev løftet for at standse en protest. Ingen ordre om, hvad Fabian skulle gøre.

I stedet satte han sig ned på knæ foran ham igen. Han bøjede hovedet en anelse, desperat efter bare et glimt af de blågrønne øjne, Fabian havde nægtet ham så længe. Et ujævnt åndedræt satte sig i Romeo. "Vil du ikke nok lade mig hjælpe dig?" Nu var det Romeos tur til at bede.

Endelig lod Fabian Romeo fange sit blik, og de blågrønne øjne så bare udmattet ud. Det var som hele verden havde lagt sin tyngde på hans skuldre og han kunne bare ikke mere. Kunne ikke døje mere med Romeo eller med hvordan han havde det, eller de hemmeligheder der virkede til at omsværme ham minut til minut.
Måske var det endelig det blide der bed igennem, og den tiggende tone hvor det lød som om at Fabian gjorde Romeo en tjeneste og ikke omvendt. Hvis Romeo ikke hjalp lød det som om at han ville døje med det i ugevis hvis ikke længere.

Fabian tog en usikker vejrtrækning. "Okay..." sagde han endelig. "Hvad vil du have?" Nu lå der trods alt et ekstra tæppe en varmere trøje og nogle tykkere sokker. Ting Fabian virkede til at bruge når det var koldt for at holde sig selv lidt varmere i løbet af natten, selvom det hjalp lige lidt når han allerede var kold. Han kunne nok ikke varme det ordentlig op.
I morgen... i morgen kunne det være at han måtte forbi et andet sted. Det kunne godt være at en helbreder var udelukket, men bordelhuset havde altid været venligt, både når det kom til Sif og Vigdis, med at lade ham bruge nogle af faciliteterne hvis han havde fået en hård omgang. Også selvom han næsten kunne høre Sif's stemme allerede. Hun ville også irettesætte ham.

Romeo lagde ikke mærke til, at han holdt vejret, før Fabian endelig gav sig. Luften slap lettet ud af præsten, og hovedet sank et øjeblik, som om den tunge følelse i ham endelig lettede bare en smule. Han nikkede hurtigt og sank. Brynene trak sig stadig sammen, men et lille, taknemmeligt smil spøgte om hans læber, da han så op på Fabian.
"Okay." Det tog ham alligevel et øjeblik at svare på, hvad han egentlig ville. Blikket faldt på de varmere klæder, Fabian havde fået lagt frem, og derfra videre ned mod hans ben.

"Optimalt ville jeg gerne have dig hen et varmere sted, men..." Han rynkede panden. "Du går ikke særlig godt lige nu." Og Romeo vidste ikke, om han kunne hele ham nok til, at turen ned ad trapperne og videre gennem de regnvåde gader ville være andet end smertefuld. Ikke uden først at få nogle af sine egne kræfter tilbage. Han gned læberne overvejende mod hinanden. Sengen var ikke særlig stor, men de kunne være der. Det måtte de kunne.

"Først skal du have varmen." Fabians krop havde rigeligt andet at bruge sine kræfter på end at forsøge at holde kulden ude, og dét kunne Romeo i det mindste gøre noget ved uden at tappe yderligere af sin magi. Det næste var også rent praktisk. Romeo valgte i hvert fald ikke at dvæle ved det.
"Så..." Han lukkede kort øjnene, inden han igen så på Fabian. "Jeg holder dig varm i nat. Og når jeg har fået nogle af kræfterne tilbage, kan jeg hele lidt ad gangen."

Han tøvede og gned tommelfingeren mod sin håndflade. "Det er nemmere for mig, hvis jeg har mere hudkontakt end bare hænderne. Jeg kan ikke ordne det hele, men..." Blikket gled over Fabians forslåede skikkelse. "Jeg kan forhåbentlig tage nok af det til, at det ikke gør så ondt at ligge der."

Romeo rømmede sig kort.

"Skal jeg hjælpe dig af med tøjet?"

Det tog et øjeblik for Fabians dunkende hjerne at komme frem til hvad præcis Romeo forslog de to af dem kunne gøre, og ærligt var Fabian lidt målløs, efter hvor usikker Romeo havde været med at røre ham hele sidste gang de havde set hinanden. Han kunne ikke have bearbejdet hvad end han havde af problemer på dén tid, kunne han?
Men Fabian kunne heller ikke være i det her, uden at gøre det hele lidt til en joke. Han vidste godt at der var intet seksuelt i det, for nogen af dem. Ærligt havde Fabian heller ikke den største lyst til Romeo. Ikke fordi han ikke godt kunne få nydelse ud af det, men det var lidt som om at nogen ville gå i stykker hvis de gik den vej.
"Så alt det tog mig at få dig med i seng var en lille smule skader," lød det fra Fabian, et lidt lettere tonefald, men det var stadig ikke som han ville have det. For mange smerter og for lidt at grine over i det her tilfælde.

Et lille suk undslap ham, men han rystede lidt på hovedet, som han forsigtigt begyndte at tage skjorten af som trods alt ikke var blevet lukket grundet hans fingre. Det blev kun tydeligere at der næsten ikke var et eneste stykke af Fabian der ikke var blevet prikket eller slået af skarpt eller stumpt, men Fabian nægtede at kigge på sig selv.
Da han kom til bukserne tøvede han dog lidt mere. Undertøj føltes ofte lidt irrelevant, som der skulle være hurtig adgang, og det ville det også være i dette tilfælde. "Jeg er nøgen hvis jeg tager bukserne af," sagde han som kommentar. Han kunne godt finde noget undertøj frem, men nu måtte Romeo selv bestemme hvor blufærdig han var blevet med årerne. For Fabian var ret sikker på at Romeo havde set han da de var yngre og badede nøgne i den lokale sø.

Romeos hage hvilede mod hånden, og de bøjede fingre skjulte delvist munden, der pressede sig sammen i en grimasse. Det her var ikke ligefrem noget, Isaris præster almindeligvis gjorde sig i. Hvis det nogensinde slap ud, at han havde tilbragt en hel nat i en seng med armene omkring en nøgen mand, ville de gode og aldeles uskyldige hensigter næppe være det første, folk hæftede sig ved.

Men det måtte være et problem for morgendagens Romeo.

Han gned sig over ansigtet og skubbede Fabians halvhjertede bemærkning til side. "En lille smule er vist en underdrivelse," mumlede han. Ordene mistede dog noget af deres tørhed, da Fabian begyndte at få skjorten af. Romeos blik fulgte bevægelsen, og hans mund strammedes gradvist. Han havde vidst, at det var slemt. Han havde set måden, Fabian bevægede sig på, mærket de ødelagte fingre mellem sine egne og set mærkerne, tøjet ikke kunne skjule. Den mørke masse som var han blevet stukket med blæk, og brandemærket... Det var alligevel noget andet at se omfanget.

Romeo sagde ingenting. Han rejste sig blot og begyndte selv at åbne den lange skjorte. En underlig stilhed lagde sig mellem dem, kun brudt af regnen, der fortsat dryppede ned i potterne, mens den ene knap efter den anden blev åbnet. 

Jeg er nøgen, hvis jeg tager bukserne af. Romeos fingre standsede midt ved en knap. Han gloede et øjeblik på Fabian, som om ordene skulle bruge lidt længere tid end sædvanligt på at trænge gennem hans trætte hoved. 

Ah. Romeo rankede sig og sank. "Det er... fint." Det lød en anelse mere anstrengt, end han havde ønsket. "Jeg beholder mine på," tilføjede han hurtigt og trak skjorten af. Isaris tegn stod indgraveret i huden på det ene bryst, nu frit fremme i det sparsomme lys. Romeo lod ikke selv blikket dvæle ved det, men begyndte i stedet at løsne snøren i bukserne. At forsøge at møve sig ned i undertøj virkede pludselig som en unødvendig prøvelse for Fabian. Han skulle bare ned at ligge og have varmen.
Alligevel blev bevægelserne langsommere, da snøren gav efter. Det gamle ar hen over låret. Romeo skævede kort mod Fabian. I halvmørket kunne det måske gå ubemærket hen. Han havde trods alt langt mere iøjnefaldende ting på sin egen krop at bekymre sig om lige nu.

Hjertet slog alligevel et par hårde slag ekstra. 

Fabian havde ærligt forventet at Romeo ville sige at han skulle finde noget at tage på, så han ikke var helt nøgen, men det var åbenbart ikke der Romeos tanker var, og ærligt, så generede det ikke Fabian. Med mængden af folk han havde ligget nøgen med, hvad var en barndsomven så?
Formentlig ville hans krop eller mente at det var fordi det lagde op til noget. Selv der måtte den trods alt være for træt, udmattet og forslået. "Ingen grund til at friste skæbnen, eh?" prøvede Fabian at sige, men igen... ordene faldt bare lidt fladt. Hvor så han bare frem til at have det bedre, så han ikke følte sig så patetisk.

Han rejste sig op, for at tage bukserne af, ikke den mindste blufærdige knogle i hans krop, men han følte sig usikker på sine ben, og måske var det ikke kun smerterne.
Men han bed det i sig, og lod tøjet egentlig bare blive liggende på gulvet, inden han bare lagde sig tilbage ned i sengen. Det var først nu det rigtig slog ham ind, hvor koldt han havde det, og han trak hurtigt dynen op om sig, men det føltes ikke helt nok. Han kunne godt mærke tvivlen alligevel komme ham til gode. Vidste Romeo faktisk hvad han havde gang i?

Et kort, nervøst pust af latter slap ud gennem Romeos næse ved den flade bemærkning, uden at det rigtig nåede at blive til et grin.
"Jeg bliver aldrig fristet..." sørgede han for at få sagt med en rest af præstelig værdighed.

En lodret løgn. Romeo blev fristet af dét, han ikke burde. Han indrømmede det bare ikke. Men ordene hjalp næsten som en påmindelse om, hvad det her var, og vigtigere endnu, hvad det ikke var. Hvis han sagde det nok gange, ville Isari vel også blive overbevist.

Blikket fór op mod Fabian i det øjeblik, han rejste sig. Romeo slap snøren i bukserne, klar til at støtte ham, hvis benene skulle give efter, men Fabian klarede det selv trods den tydelige usikkerhed. Sengen gav et knirk, da han lagde sig igen og hurtigt trak dynen op omkring sig.
Romeos bukser hang løst om hofterne, mens han fandt det ekstra tæppe og bredte det ud over Fabian. Endnu et lag. Endnu lidt varme.

Så trak han vejret dybt ind. Okay.

Han lukkede kort øjnene for at fatte sig og skubbe enhver tanke om, hvordan hele situationen kunne se ud, langt væk. Bukserne blev skubbet det sidste stykke ned og efterladt sammen med resten af tøjet. Forsigtigt løftede Romeo dynen og lagde sig ned ved siden af Fabian. Sengen var bestemt ikke bygget til to voksne mænd, og deres knæ strejfede næsten med det samme hinanden.

Romeo lå stille et øjeblik.

"Vil du helst ligge i ske..." spurgte han lavt og måtte selv høre, hvor absurd spørgsmålet lød i hans mund. "...eller med fronten mod mig?"

Fabian havde ikke forventet at Romeo ville tage den på sig selv, som om at han var den der blev fristet og ikke Fabian, når de begge vidste Fabians meget lange liste af natlig bekendtskab der allerede startede da han var teenager.
Var der noget præsten blev fristet af? Om ikke andet var det i hvert fald noget han forsøgte at skjule med alt det andet men... Fabian kunne i hvert fald ikke forstå hvad det skulle være, hvis hentydningen lød på at måske kunne være sket her. Han lagde tanken hen.

Det føltes underligt intimt at ligge sådan her, selvom det ikke var første gang Fabian i teorien havde sovet med Romeo.
Han lukkede sine øjne som spørgsmålet kom og gav et lille åndedrat fra sig. Hans ryg var blevet overraskende sparret i det hele, så måske... ske ville være det bedste egentlig.
"Ske," sagde Fabian endeligt, som han åbnede sine øjne og kiggede et øjeblik ind i Romeos øjne inden han meget forsigtigt vendte sig om, så han havde ryggen til Romeo, og Romeo kunne hive ham ind i et varmt kram. Her kunne Fabian også bedre styre hvor Romeo lagde sine hænder, så han var sikker på at de ikke lagde sig på et sted der ville gøre ondt... hvilket jo nok ville være de fleste steder i øjeblikket.

Ske.... 

Romeo kom ikke med nogen indvendinger, da Fabian forsigtigt vendte ryggen til ham. Han vidste ikke engang hvad han selv ville foretrække. De havde sovet i samme seng før, for mange, mange år siden, men aldrig sådan her. Aldrig med så lidt mellem dem, og aldrig med det udtrykkelige formål at ligge tæt.

"Okay," brummede han luftigt. Han sank noget af den nervøsitet, der havde sneget sig op i halsen, og rykkede forsigtigt nærmere, så Fabian selv kunne bestemme, hvor tæt han ville ligge. Først da den bare ryg mødte hans bryst, gav det et lille sæt gennem Romeo. Han stivnede, men kun et øjeblik. Så tvang han skuldrene ned igen og lod kroppen falde til ro omkring Fabian. Det her var jo hele pointen. Varme. Healing. Ikke andet. Romeo lagde forsigtigt armen omkring ham, uden endnu at trække ham tættere ind, og lod den flade hånd finde et sted mod hans brystkasse, hvor huden ikke så nær så medtaget ud. Først da Fabian ikke trak sig fra berøringen, lod han sit bryst hvile helt ind mod hans ryg.
Nærheden var næsten overvældende bevidst i begyndelsen. Gåsehud truede med at sprede sig ved mødet og hver eneste berøring syntes at kræve Romeos opmærksomhed; Fabians ryg mod hans bryst, deres ben langs hinanden, håret der strejfede hans ansigt, når han trak vejret. Han nægtede hårdnakket at dvæle ved resten.

Romeo lod panden hvile let mod Fabians nakke og lukkede øjnene. Herfra kunne han allerede mærke sin egen næsten overnaturlige varme samle sig under dynen mellem dem, langsomt fanget af tæpperne i stedet for at forsvinde ud i det kolde værelse. Først derefter lod han en ganske lille smule af sin kraft følge håndfladen ind i Fabian. Ikke som før. Ikke den voldsomme koncentration, det havde krævet at samle knoglerne i fingrene. Bare en sagte strøm af varme, der kunne tage toppen af noget af ømheden, mens Romeo selv fik lov at samle kræfter.

"Er det okay?" hviskede han.

Varmen var næsten til at smelte ind i, selvom hans krop stadig var forslået, og han var glad for at han havde taget denne beslutning, så han kunne ligge helt ind til Romeo med minimum smerter, og så Romeo ikke skulle være bekymret for at skade ham fordi han flyttede lidt på sig.
Ikke at han ville have sagt det højt hvis Romeo havde presset på en af hans skader. Der var han alligevel lidt for stolt til.

Han kunne dårligt mærke forskel på hvad der var Romeos naturlige varme og hvad det var der var magi. Det var blot som om et varmt slør der lagde sig om Fabians sind, som prøvede at hive ham med ned i søvnen, som trætheden virkelig satte sig i ham igen.
"Det er her fint," sagde han lavmælt, og man kunne allerede høre søvnen begynde at tage ham. "Du er varm." Hans øjne var allerede gledet ind. Han kunne trods alt ikke holde sig vågen mere.

Og det tog dermeed heller ikke særlig lang tid, før at hans vejtrækning blev langsommere og Fabian allerede havde ladet søvnen tage ham, som om at han ikke havde sovet hele aftenen allerede. Han var bare stadig så træt... af sind og krop.

"Mhm..." brummede Romeo lavmælt som svar. Han så ingen grund til at sige mere, når han kunne høre, hvordan søvnen allerede lagde sig tungt over Fabian og trak ham tilbage i døsen. Så han forblev stille og lod bare varmen gøre sit, mens noget af hans egen anspændthed langsomt forsvandt i takt med, at Fabians vejrtrækning blev dybere og mere regelmæssig. Han var varm, havde fået mad og vand, og for første gang siden Romeo havde fundet ham på gaden, var der ikke noget, præsten behøvede at gøre lige nu.

Efter et stykke tid lod Romeo også øjnene glide i, men søvnen kom som altid kun i små, utilfredsstillende bidder. Siden forbandelsen havde den sjældent givet ham rigtig fred, og denne nat var ingen undtagelse. Han nåede aldrig særlig langt ned, før et ubehageligt billede eller en følelse rev ham tilbage til bevidstheden med et sæt og et hårdt slag fra hjertet. Mareridtene forsvandt som regel næsten lige så hurtigt, som øjnene åbnede sig, og efterlod kun den velkendte uro i kroppen og nogle sekunders forvirring, indtil han mærkede den bare ryg mod sit bryst og Fabians rolige vejrtrækning under armen omkring ham.

Mærkeligt nok gjorde det det lettere at finde tilbage igen. Når Romeo alligevel lå vågen, lod han fra tid til anden en smule af sin kraft sive gennem kontakten mellem dem, små strømninger der langsomt tog toppen af smerterne og hjalp de mindste rifter med at lukke sig. Han havde ikke kræfterne til at gøre meget mere, og de store blå mærker og den dybe ømhed ville stadig være der i morgen, men forhåbentlig uden helt det samme bid. Derefter lod han trætheden trække sig ned igen, indtil endnu et mareridt, en bevægelse eller regnen mod taget vækkede ham.

Sådan gled natten langsomt forbi. En enkelt gang opdagede Romeo, at dynen var gledet ned fra Fabians skulder og trak den søvnigt op igen.

Da det grå morgenlys endelig begyndte at sive ind i værelset, var regnen stoppet, og kun enkelte dråber faldt fra hullerne i loftet med lange mellemrum. Romeo var træt og udmattet efter endnu en nat uden ordentlig søvn og den magi, han havde brugt, men han lå stadig med Fabian tæt ind mod sig, armen tungt omkring ham og ansigtet ved hans nakke. Han burde nok stå op snart, se til skaderne og finde ud af, hvad de skulle gøre herfra, men tanken alene virkede uoverskuelig.

Romeo lukkede øjnene igen. 

Det var så fredfyldt en søvn som Fabian nu engang kunne få. Hans drop værkede stadig og hans sind kunne ikke finde ro. Torturen var som et stærkt minde der blev ved med at blive vendt om og om igen, for at blive blandet med at Aldamar fandt ud af det, eller Hector fandt ud af at Aldamar bekymrede sig om Fabian, og så gik det ud over Aldamar.
Det var en hvirvelvind af følelser, som fik Fabian til at lave grimasser det meste af natten, ikke at Romeo kunne se det, fra sin vinkel, og måske var det var for det bedste. Der kom ikke rigtig nogle lyde fra Fabian, bortset fra et enkelt "Aldamar", som nok kun gjorde det endnu klarere at der var noget der Fabian ikke ville tale om, men som stak dybere end at han bare havde lært at skrive. Personen der aldrig havde ladet sig fange i et forhold, virkede utrolig opmærksom på hvem end denne Aldamar var.

Da Fabian endelig lod øjnene glide op som det var begyndt at lysne, følte han sig stadig træt af sind. Mareridtene havde ikke gjort nattesøvnen rar, men han kunne trods alt mærke hvordan hans krop følte sig lidt bedre. Der var stadig smerter over alt i hans krop, men det var som om at overfladen af ham føltes mere okay. Måske han selv kunne tvinge sig ned af trapperne i dag for at hente noget at spise. Det ville ikke være en hurtig tur, men hvert åndedræt var ikke som en skarp smerte i ham.
Den varme krop bag ham virkede også til at have holdt kulden på afstand, selvom den føltes rolig, næsten for rolig. Mon Romeo stadig sov? Det var i hvert fald nemt for Fabian at læne sig lidt mere ind i varmen, hans krop søgte trods alt altid den kropslige kontakt hvis han kunne, og han følte sig sikker her. Romeo føltes ikke som om at han var farlig, ikke som det vage minde om Hector.
Men han lod ikke øjnene glide i igen, og kiggede bare ind i muren foran sig, som han tog et lidt usikkert åndedræt. Nok til at indikere at han nok ikke stadig sov.

Bevægelsen trak Romeo ud af den døs, han så stædigt havde forsøgt at holde fast i. Han mærkede Fabians krop rykke tættere ind mod hans, og før tankerne rigtig nåede at følge med, strammede armen sig ganske naturligt omkring ham. Romeo trak ham forsigtigt tættere ind, stadig halvt sovende og uden den mindste overvejelse om, hvor mærkeligt det egentlig burde føles.

Et øjeblik lå de bare sådan. Fabians ryg mod hans bryst, Romeos hånd hvilende mod hans brystkasse og varmen stadig fanget tæt omkring dem under dynen. Så ændrede Fabians vejrtrækning sig. Romeo åbnede øjnene på klem. Det tog et par sekunder, før søvnen slap ordentligt, og han blev bevidst om værelset omkring dem igen. Det grå morgenlys. De sidste sagte dryp fra loftet. Fabian i hans arme.

Og hvor tæt de egentlig lå. Nøgne. Næsten. 

Grebet omkring Fabian løsnede sig en smule, uden at Romeo fjernede armen helt. Han trak forsigtigt hofterne lidt tilbage og rykkede langsomt på sig, så bevægelsen ikke skulle komme pludseligt eller gøre ondt nogen steder. Derefter satte han albuen i madrassen og hævede sig akkurat nok til at kunne kigge ned mod Fabian, selvom han fra den vinkel mest kunne se siden af hans ansigt. "Fabian?" sagde han lavt, stadig hæs af søvn og usikker på, om han faktisk var vågen, eller Romeo bare havde bildt sig det ind. Han lod blikket glide over det af Fabian, han kunne se. Det var trods alt vigtigere end den blufærdighed, der langsomt var begyndt at indfinde sig igen. "Hvordan har du det?"

Fabian kunne mærke hvordan Romeo rykkede bag sig, det var svært ikke når de lå så tæt, og siden det tydeligt var et bevidst valg fra Romeo, forsøgte Fabian ikke at søge varmen yderligere. De havde ikke ligefrem et forhold der gjorde at han bare... kunne opsøge det. Det var tydeligvis allerede meget, at Romeo havde ladet dem ligge sammen og sove. En venlighed Fabian stadig ikke var sikker på hvordan sad hos ham.

Han rømmede sig lidt, som han lå her. Hans hals føltes lidt tør igen, men det var heldigvis ikke voldsomt, selvom selv som han begyndte at sige noget, kunne man godt høre hvor ru den stadig var. "Jeg kan ikke beklage mig over at have haft en varm mand ved min side hele natten, vel?" sagde han og prøvede at få det til at lyde mere flirtende end han følte det var, og der var faktisk også lidt mere liv tilbage i stemmen. Det var ikke meget, men det var nok til at Fabian i det mindste følte sig lidt mere levende.
"Jeg håber du har fået sovet lidt," lød det så lidt blødere og mere omsorgsfuldt fra Fabian, som han forsigtigt prøvede at dreje hovedet så han måske kunne se en flig af Romeo. Bevægelsen gjorde stadig ondt, som om at der var nogle muskler der havde låst sig lidt fast, men ikke noget som Fabian ikke godt kunne arbejde væk.

Romeos mine blev straks uimponeret ved den lette bemærkning, der fra Fabians mund ikke ligefrem var svær at høre den sjofle undertone i. Alligevel blødte den hurtigt op igen. Om ikke andet var det et godt tegn. Der var en smule mere liv i stemmen end i går, og selv det halvhjertede forsøg på at være flirtende lød mere som den Fabian, Romeo kendte.

Heldigvis. Den helende omfavnelse havde trods alt gjort noget af det, den skulle.

Romeo rømmede sig. "Jeg er glad for, at du kunne holde varmen," svarede han bare og valgte meget bevidst at ignorere alt det andet, der kunne lægges i ordene.
Selvfølgelig gjorde det ham samtidig pinligt bevidst om, hvordan de stadig lå. Hans hånd hvilede mod Fabians bare brystkasse, deres kroppe lå tæt under dynen, og der var efterhånden en hel del ved situationen, Romeo aktivt måtte lade være med at tænke nærmere over. Armen fandt derfor ganske forsigtigt væk fra Fabian, uden at han gjorde noget stort nummer ud af det.

"Mhm... Jo." Det var svar nok på spørgsmålet om hans søvn. Fabian behøvede ikke vide noget om de mareridt, der havde revet ham ud af den natten igennem, eller den tunge træthed, der stadig dunkede bag øjnene. Det var der ikke nogen grund til at bekymre ham med.
Romeo skubbede sig ud fra dynen og sørgede for at pakke den tættere omkring Fabian igen, inden han satte sig på sengekanten. Et øjeblik blev han bare siddende sådan og gned trætheden ud af øjnene med fingrene, før han drejede hovedet og skævede ned mod ham.

"Men alvorligt talt. Hvordan er smerterne i dag?"

Det kunne godt være at Romeo ikke gjorde det store ud af det, men for Fabian var det tydeligt. Den afholdende Romeo var på vej tilbage. Ham der ikke kunne lide at røres ved. Hvis bare Fabian vidste hvorfor. Han havde ikke været på den måde da de stadig var børn. Han havde haft svært ved piger, men det havde sådan set været det.
Ikke at Fabian havde tænkt sig at starte dagen ud med den snak. Måske en anden dag, hvis han så Romeo igen, og han følte sig bare lidt bedre. Det kunne jo nærmest kun gå opad for nu.

Fabian vendte sig lidt forsigtigt om på ryggen, som han blev pakket ind efter Romeo havde fjernet sig, men han virkede ikke til helt at flytte sig endnu. Det var for sent at forgive at han havde det helt godt. Et par dage mere, og så ville det nok være fint nok til at arbejde igen... sagde han i hvert fald sig selv.
"Bedre," sagde Fabian, han blågrønne blik på Romeo, som han næsten forsøgte at læse ham og hvor meget det havde taget ud af ham at være her hele natten. "Bare lidt mere hvil, og så er jeg så god som ny." Måske en løgn han bare havde behov for var sandt. Hans hænder føltes stadig lidt opsvulmet, og han var sikker på at de blå mærker kun var mere tydelige i morgenlyset, men de kunne ikke bruge magi på at få det hele væk, især ikke når Romeo allerede var så træt.

Bedre. Romeo fortsatte med at betragte Fabian, som om han kunne gennemskue, hvorvidt det var sandheden eller blot endnu en overdrivelse. Han pressede tungen fladt mod ganen et øjeblik, men valgte denne gang blot at nikke.

"Og jeg skal ikke hjælpe dig til healerhusene? Måske Kieferklinikken kunne indlægge dig og tage sig ordentligt af dig," foreslog han. Et ganske fornuftigt forslag, hvis han selv skulle sige det. Der ville Fabian kunne få varme, hvile og den pleje, han havde brug for, uden at skulle bekymre sig om at hente mad eller holde regnen ude.
Men de trætte, grønne øjne gled rundt i det lille værelse, og allerede dér kendte Romeo næsten svaret. Fabian ville næppe have råd til et længere ophold, og han ville sandsynligvis heller ikke bryde sig om, at nogen betalte for ham.
"Jeg kunne måske tale med dem," tilføjede han efter lidt betænkningstid. "Høre, om vi kan finde en ordning." Han flettede fingrene og klemte dem hårdt mod hinanden. Det var svært at sidde her og vide, at han ikke kunne gøre meget mere, når han helst ville have pakket Fabian sammen med dynen og båret ham et sted hen, hvor han kunne blive ordentligt passet.

"Du kan ikke blive ved med at klare alting selv, Fabian." Denne gang lød det ikke som en irettesættelse, men snarere en træt konstatering. Det var selvfølgelig nemt nok for ham at sige, når han selv var så elendig til at efterleve det.

Fabians bryn rynkede sig som Kieferklinikken blev nævnt, for først og fremmest måtte han erkende at det ikke lige sagde noget, selvom det langsomt gik op for ham, hvorfor den virkede så ukendt. For de fine.
En halvkvalt latter undslap hans læber over absurditeten og som blot gjorde det endnu mere klart hvor langt de to af dem levede fra hinanden. Den klinik ville jo aldrig lukke en ind som Fabian. "Jeg tror ikke de fine folk ville værdsætte at en skøge kom forbi," sagde Fabian, for tanken i sig selv var absurd. De ville dårligt hjælpe ham nede på det normale helbredelseshus, og de tog revl og krat ind.

Men endelig lod Fabian et suk forbipassere hans læber, som han langsomt kørte sine opsvumlede hænder mod hinanden. De var varme, men det var til at overskue.
"Det kan være at jeg tager til bordellet," startede Fabian, som hans blik gled væk fra Romeo. "Jeg kender bordelmutteren, og de har nogle faste helbrede, som ikke har noget imod at hjælpe en skøge, så jeg plejer at kunne få lidt hjælp der." Det var ikke sikkert på at det ville være hurtigt, eller Fabian fik humpet sig selv dertil, nu når Romeo havde taget det værste, men det var en mulighed, og Sif var altid behjælpelig trods alt. 

De ville ikke værdsætte det?

Romeo trak bekymret brynene sammen. Nej... måske ville de ikke dét. Han lagde en træt hånd om i nakken og gned de ømme muskler mellem fingrene, mens tankerne arbejdede. Det var ikke noget, han nogensinde selv havde behøvet at bekymre sig om. Som Isaripræst var der døre, der åbnede sig for ham, næsten før han nåede at banke på. Det var svært at forestille sig, at de samme døre kunne være lukkede for Fabian, blot på grund af det, han levede af.

Romeos blik fandt hurtigt tilbage til Fabian, da bordellet blev nævnt. Han skulle netop til at protestere. Hvad i alverden skulle et bordel kunne gøre for ham i den tilstand? Men så uddybede Fabian, og Romeos læber klappede i igen. En bordelmutter. Faste helbredere. 

Ah... Det havde han ikke overvejet.

Han betragtede Fabian med en undersøgende mine, som om han endnu forsøgte at afgøre, hvor meget af forklaringen han turde stole på. Men Fabian havde trods alt givet ham en reel mulighed frem for endnu en forsikring om, at det hele nok skulle gå. Det måtte vel tælle for noget.

Til sidst nikkede han.

"Godt. Så gør vi det." Han lod hånden falde fra nakken og rettede sig lidt op på sengekanten. "Så hjælper jeg dig derhen."