Lynn sukkede hårdt igen og var næsten opgivende. Nu skulle hun have en ny taske, og nogle nye flasker til eliksirere og salver. Men hun kunne først vurdere skaderne når hun kom hjem til boligen i Dainthos. Der havde hun forhåbentlig nogle tomme flasker og krukker! "Det er jeg, ikke på mennesker men på dyr. Men det er næsten samme anatomi" hun vidste ikke om hun brugte fine ord nu for den unge Aria hun kunne da kun håbe på at Aria forsod ordet Anatomi hun havde vel gået i skole ikke sandt?! Eller skulle hun da have en uddannelse. En ung kvinde som Aria skulle ikke lade sig tryne af mænd der var bedre vidne. Nej, nej slet ikke hvis det stod til Theo, og slet ikke hvis hu skulle spise lidt mere fra Aria!

Hun kiggede lidt på panden som hun havde bundet ind og klappede Aria på skulderen da hun var færdig. "Hvis jeg er heldig er der stadig noget. I hver fald krukker og flasker til mine eliksirer og salver. Eller det håber jeg da. Jeg har faktisk ikke været i boligen i flere måneder. Sidst jeg var der var i sommers, der mødte jeg denne venlige bank mand hvad var det nu han hed.., Nå ja det er også lige meget. Men han han hjalp med en paraply og hjalp mig hen til banken og hjem igen. Det var meget venligt af ham. Det var jo om sommeren, så De Frøken Aria kan vel forstille Dem hvor lidt jeg kunne se i det solskin?" hun klukkede en lille fin latter og ventede på at Aria havde taget skoen af.

Da Aria havde fået skoen af kiggede Adelynn ned på ankeln og lagde sin kolde hænder ned på den. Straks mærkede hun efter i det ARia rykkede lidt med tærene og frem og tilbage om der var noget der var brækket. Det virkede ikke sådan så hun smilte lidt. "Ankeln har det fint, men De har nok fået en forstuvning. Nu vil jeg ikke trykke, men De kan vippe foden og de kan vrikke med tærene kan jeg mærke. Så der er stadig blodomløb ned til foden" forklarede hun og kiggede lidt på Aria. Selv blødte Lynn lidt fra  skulderen og det kunne hun først mærke nu hvor det var løbet ned af armen, men hun tog det ikke så tungt, det var healet inden for et par timer eller mindre!

Aria nikkede lidt til det hun sagde med dyrene, hun forstod det godt, hendes moderfigur arbejdede trods alt med det og Aria havde før kigget på mens hun arbejdede, hun fandt det ret intressant.

Aria smilede lidt til det hun fortalte "Han lyder som en flink mand" sagde hun roligt og smilede til hende, det var da pænt af ham at hjælpe hende, især når det var om sommeren og hun ikke kunne se noget.

Det gav et ryk i Arias ben da Lynn lå sine hænder på hendes ankel, mest af frygten for det gjorder ondt, hun nikkede lidt "jeg kan i hvert fald bevæge mine tær, at bevæge hele foden er et større problem, men ja det er den nok" sagde hun stille men irriteret, som hun fandt en ny forbinding frem som hun begyndte at lægge om sin ankel og fod for at støtte den, hun ville nok ikke kunne gå fuldstændig normalt, men så måtte hun halte resten af vejen til byen, hun kunne altid se på skaderne igen når hun kom til byen, om ikke andet måtte hun jo gå til Leo med det, så kunne hun i hvert fald ordne det.

Da Aria havde forbundet sin ankel og fod tog hun støvlen på igen og spændte den lidt strammere til så anklen fik ekstra støtte. Aria så på Lynn "vil du hjælpe mig op?" spurgte hun roligt og så på Lynn og opdagede blodet "øhm, du bløder" sagde hun stille og hentydet til skulderen.

Adelynn havde vidst været heldig og uheldig i at møde den uge Aria. MEn hun kunne ikke helt bive enig om det var godt eller skidt. Aria havde trods alt redet hende fra at grå grasat på den første og bedste person der gik forbi på landevej, og nu var de begge på jorden ned af en bakke forslået og blødte. Det var i sandhed lidt uheld end det var mere held!

"Det var han sandelig! Hvad var det nu han hed. Fu... Fuego Cryo hed han vidst. Vældig pæn mand, men med et frygtelig ar over det ene øje. Jeg fik helt ondt af ham. Det arme barn!" alle var sådan set børn i hendes øjne. Hun havde endnu ikke mødt nogen der var ældre end hende. I hvert fald ikke hvad hun vidste af. Faust Thunder Mountain var en nydelig mand at kigge på, af en elver at være, men han havde heller ikke virket så gammel. Så for hende var alle bare børn! Det var ikke så nemt at være gammel og kun kunne planterne og frø ved Krystallandets gamle navne når de nu havde fået ændret navn i gennem de århundrede hun havde leve!

Da Aria endnu engang rykkede på sin fod og ben fast holdte Adelynn sine hænder på ankelen for at mærke efter. NEj den var god nok intet brækket af hvad hun kunne mærke! Så skulle det nok gå alt sammen! Det var hun sikker på, men nu gik der nok endnu længere tid før de ankom til boligkvarteret! "Alt i skønneste orden. De skal nok bare op og gå!" hvad vidste Adelynn hun hvade mistet en arm og et ben før da hun ville slå sin skaber ihjel. Det havde kostet flere månederes regenering og en stor smerte hun ikke ville opleve igen. DE gange hun var faldet ude i huset i Zicron havde det blot været en mindre forstuvning odet var gået over inden for en time. Så det var jo ikke noget hun havde prøvet som menneske inden hun blev vampyr. Der var så mange ting hun ville ønske hun havde oplevet som ung!

Da Aria spurgte om hun ville hjælpe hende o rejste hun sig fra den kolde og frossne jord og rakte en hånd ned til hende. "Op og stå med dem. Skal De have en pind at støtte dem til?" spurgte hun for at vide om hun nu i halv blinde skulle finde en gren der var tyk og stor nok til at kunne holde Arias vægt, eller om Lynn var en god nok støtte, det var kun Aria der kunne vide det!
Da Aria sagde at hun blødte kiggede hun lidt på sin skulder og sukkede lidt. "Det healer inden for en time" kom det fra hende og tørrede det værste blod væk med venstre hånd så en blodstribe kom ned af armen på hende.

Aria nikkede lidt til det hun fortalte om manden, hun vidste ikke hvem det var og viste ikke helt hvad hun skulle svare til det, så hun nikkede bare roligt til det, det virkede nemmere.

Det gjorder ikke mindre ondt at hun holde sine hænder der på, og samtidig lød det hun sagde som det rene gætterier.
Aria nikkede stille og fik bundet sin fod ind og fik støvlen på igen.
Hun tog i mod Lynns hånd og kom op og stå, hun støttede let på foden, det gjorder ondt, men mon ikke det gik "nej, jeg tror det går tak" sagde hun roligt og rakte hende sin arm så de kunne komme videre, hun måtte bare finde sig i at Aria nok haltede en smule, for det gjorder hun.

Aria nikkede lidt, det var da enlig meget smart at heale af sig selv, den evne kunne Aria godt bruge på mange tidspunkter i sit liv, men hun ville ikke blive en vampyr for det, det ville bare være for underligt var hun ret sikker på.

Aria var klar til at gå så snart Lynn var, så de kunne komme hen til hendes bolig i byen og så de kunne få givet Lynn synet tilbage, hun så på Lynn, hun skulle nok fjerne de røde øjne når de kom til byen, det var nok bedst og hvis hun ikke kunne det så måtte Aria jo finde på en undskyldning, og dem havde hun heldigvis mange af.

Aria var ung men velopdraget hun havde i hvert fald ikke været en næsvis teenager som Adelynn selv havde været som barn. Den gang havde hun bare fundet sine forældre irriterende og bestemte. De havde altid haft en mening om Adelynn og det var nok derfor hun var blevet trukket så langt ud af sin hersker at hun havde takket ja til et evigt liv. Kun for at blive låst inde i tårnet på palæet da hendes forældre fandt ud af at hun var vampyr! Det var en skrækkelig tid!

"Godt. LAd os komme op fra dette hul!" hun trængte til at skifte kjole, og hun havde da vidst nok noget skiftetøj i boligen i Dianthos. Eller også måtte hun jo får Aria til at købe en kjole i en forretning. Hun havde hørt om de fineste kjoler som Sarril lavede men hun havde aldrig været i butikken, men rygterne florerede da i gaderne om de noget mystiske kjoler der ikke lignede alle andre. Hvis der noget Adelynn var fortaler for så var det anderledes kjoler! Derfor gik hun også altid med et korset uden på kjolen. Hun kunne godt lide at være anderledes!

Hun begyndte at gå op af bakken men havde nær faldet bagover da hun trådte på noget is halvvejs oppe af bakken. Heldigvis genvandt hun balancen ved at holde armene ud til siden i en hurtig bevægelse. Hun bandede lidt for sig selv over dette forfærdelige vejr det havde været i nattens løb og den latterlige sol men det forblev alt sammen en mumlen!

Da hun var kommet op af bakken, næsten kravlende for ikke at falde vende hun sig om og kiggede på Aria som var på vej op af bakken. "Jeg håber De kan bruge foden, ellers er der lang vej til Dianthos mure" kom det fra hende og drejede hovedet for at kigge hen imod Dainthos mure som stadig kun var en lille prik i horisonten. Eller det var i hvert fald hvad Adelynn kunne se!

Aria nikkede og fulgte med Lynn, da Lynn var ved at falde bagover lå Aria en hånd på ryggen af hende for at stoppe hende.

Aria fulgte med op, dog haltene. Hun så på foden og så mod byen og sukkede kort "det bliver en lang tur" sagde hun træt, hun blev så træt af at tænke på det, hun tog roligt Lynns hånd for at føre den op til sin arm så hun kunne føre hende som før.

Aria begyndte roligt at gå, hun haltede og det gjorder ondt, men hun sagde ikke noget, nu ville hun gerne tilbage til byen, men denne gang var hun meget opmærksom på hvor både hun og Lynn gik så de ikke falde igen.

For en gang skyld følte Adelynn sig behjælpelig hvor det ikke handlede om dyr. For ved alle guderne hvor var der mange dyr der led! Hvis hun kunne havde hun ALLE dyr i hele Krystallandet og passede og plejede dem men det kunne hun af gode grunde ikke. Der var lige så meget farlige dyr ude i naturen som der var blide og forskræmte dyr, selv i Zicron og Dianthos!

Aria var så venlig sådan som hun tog hånden og førte den op til hedes arm g Lynn lod det blot ske. Solen var ved at bryde igennem skyerne som skyerne trak længere syd på, og det førte bare til at Adelynn ikke kunne se meget mere end 5 meter foran hende med tiden! MEn for nu kunne hun da se 10 meter foran sig! Det var bedre end ingen ting

"Frøken Aria... Sig lige tiil når vi nærmer os Dianthos mure, det går ikke at byvagterne ser mine øjne. JEg ved slet ikke hvordan byvagterne ser på Vampyrer i byen" kom det fra hende mens de havde gået lidt i stilhed. Noget skulle hun jo sige for at bryde den akavede stemning! Hun brød sig generelt ikke om stilhed når hun var sammen med folk! DEt var jo ikke fordi hun brugte mundtøjet særlig tit ud over til husholdersken Marie!

Aria hørte hende og nikkede "selvfølgelig, så vidt jeg ved ikke så godt" sagde hun roligt, som hun roligt førte Lynn gennem skoven på sin dårlige fod, hun ignorede smerten, men hun glædet sig nu også til at kunne sidde og slappe af i foden.

Efter nogen timers gå gang begyndte Aria at kunne se muren, det ville ha vært hurtigere hvis ikke hun haltede "vi nærmer os muren nu" sagde hun til Lynn så hun kunne få styr på sine øjne.

Aria ventede med at gå til porten før hun var sikker på at Lynns øjne var i orden. Så snart de var det gik hun roligt til porten hvor byvagten stod, hun smilede roligt til ham som han stoppede dem begge "hvad er der sket med jer?" spurgte han roligt, Aria smilede til ham "jeg faldt ude i skoven, og så var der en venlig sjæl som hjalp mig, desværre kom hun selv til skade i mens, så vi hjælper blot hinanden hen til helbrederhuset" fortalte Aria og lød meget overbevisende, vagten så lidt på dem begge og nikkede som han lod dem passere.

Aria førte Lynn ind i byen og fik det til at se ud som om de gik mod helbrederhuset, men enlig gik hun den vej som Lynn havde guidet hende til huset.

Aria var virkelig en engel! Aldrig havde hun mødt så venlig en person lige i dette øjeblik!
Så selvom snakken gik mens de gik havde Adelynn mindre og mindre styrke til at se ud af øjnene. Ikke at hun ville blive komplet blind men synet ville bare være dårligere jo mere solen kom frem.
Da Aria nævnte at de nåede bymruen drejede Lynn hovedet og koncentrede sig om at skifte øjenfarve, præcis som hendes evne var kommet til hende i sine unge år. Den mørkerøde farve blev skiftet ud med hendes teenage piges brune og hun drejede hovedet for at kigge op på bymuren som tårnede hen over dem.

Hun sagde ingen ting og lod blot Aria føre ordet til byvagten, hvor Lynn blot smilte til byvagten og nikkede til ham. Forhåbentlig stillede han ikke nogen spørgsmål, og ganske rigtigt sagde han ingen ting. Gudskelov!
Så Lynn guidede Aria hen til beboelseskvarteret og huset der stod i midten af det hele og så lige så forladt ud som da hu efterlod det!