Eyid kneb øjnene sammen, da hun greb hans hånd - nærmest som om hun forsøgte at børste hans berøring af sig - og han havde åbnet munden for at smide flere hårde ord efter hende, da hun kom ham i forkøbet. Og hendes ord ramte Eyid dybere end han havde troet muligt, for der var en sandhed i dem, han ikke havde lyst til at se alt for dybt i øjnene. 
    Cyreesai havde jo ret; selvom Eyid ikke var et sekund i tvivl om, at hun ville komme til at kede sig gudsjammerligt med Rhodion, så var han loyal - faktisk skræmmende loyal... Og på trods af, at Eyid altid havde nedladende bemærkninger på lager omkring Talerens mentalkundskaber, var spruttemanden alligevel kvik nok til at have fornemmet, at der var noget lorent ved Eyid...
    Og det havde jo ganske ret i.
    Dét faktum, at tanken rent faktisk bragte dårlig samvittighed, kom så meget bag på Eyid, at han ikke nåede at komme på noget fornuftigt til Cyreesais kommentar om nydelse. I stedet stirrede han bare på hende og tog sig næsten fraværende til håndleddet, da hun endelig slap ham efter at have erkæret, det nok var for det bedste, at Atha'ame bar Distriktskronen. 
    Men da hun henvendte sig til vagten lukkede han øjnene og mærkede læberne trække sig ud i et selvmokkende smil.
    "Dét mener du simpelthen ikke..." mumlede han - hårdt nok til, at det kunne have været en halv trussel, men så opgivende og bittert, at der alligevel ikke ville være nogen tvivl om, at frustrationen var rettet lige så meget indad som udad. Da den første vagt lidt forvirret greb ham om armen fik Eyid dog et meget tydeligt svar, og han nåede lige at få et glimt af en forvirret og alarmeret Atha'ame, der netop havde fået øjnene op for, hvad der foregik i den anden ende af salen, før vagterne hev ham med sig - ud af Rådssalen og ud af Hjertet.

    De slap ham lidt tøvende uden for hovedindgangen og trådte så et par skridt tilbage, som om de halvt om halvt forventede, at han ville forsøge at komme tilbage ind i Hjertet igen. Men Eyid havde ikke mere kamplyst lige nu. Det var virkelig kommet bag på ham, at Cyreesai ville reagere så... koldt, og en del af ham var faktisk rystet.
    Hun ville forene sig med Rhodion...
    Han fortalte sig selv, at den spirende rædsel han følte ved dén tanke, skyldtes at det ville komplicere alting... Zahinaels planer, Zahinaels ordre. Eyids mission...
    Men en del af ham vidste godt, at det handlede om andet og mere end dét, og hånden gik til håndleddet - fingrene greb om et skæl - og hadet fik ham til at rive til han kunne lugte sit eget blod i vandet og hans tanker atter var tilbage på rette spor. 
    Rhodion måtte væk - væk hvis Zahinaels plan skulle lykkedes til fulde - og det ville være Eyids ansvar at finde en måde at skaffe ham af vejen på...

Det var langt mere tilfredsstillende at se Eyidivan blive ført ud af Hjertet, end det burde have været. Det overraskede udtryk på hans ansigt. Den mørke sætning, blikket der indså, at han ikke havde vundet. For det var altid det, det handlede om. At vinde enhver verbal konfrontation. At feje strømmen væk under krigerne, så kunstnerfiskene stod stærkere og bedre. At bibeholde deres eneret på at være fornuftige.
Fra den modsatte ende af Hjertet, fangede Cyreesai Atha'ames blik, og hendes med-distriktsleder forlod sin diskussion for at svømme hen til hende. Alles blikke lå på dem. Samtale var forstummet.
"Cyreesai, hvad foregår der?" spurgte Atha'ame lavt.
"Ja, det må du gerne spørge din storebror om," svarede Cyreesai lige så koldt, som hun havde behandlet Eyid lige før. "Jeg tror ikke, han er klar over, at strømmene suser videre, selvom han ikke svømmer midt i dem. Kom, lad os få gennemført afstemningen."

På den anden side af en succesfuld afstemning, der fastlagde planerne om at skabe forbindelse til Najubi-distriktet, brød talerne op og sev ud af Hjertet. Rhodion blev hængende, som Cyreesai havde forventet.
"Cyreesai, hvad..." begyndte han, men blev stoppet af hendes afværgende hånd.
"Lad os ikke spilde tid på at tale om det," sagde hun. "Den udflugt, jeg fik spoleret for en uge siden - vil du stadig have mig med ud?"
Rhodion så næsten helt chokeret ud - måske over at det faktisk var Cyreesai, der inviterede ham ud lige nu.
"Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig, Distriktsleder," svarede han og snoede to af sine fangarme om hinanden.
"Kom, lad os smutte ud herfra, så du kan smide de fornemme titler væk. Bare kald mig Sai."
Et kælenavn ellers forbeholdt Eyidivan.

    Bare kald mig Sai...
    De ord gik gennem Eyids hjerne som en spækhugger gennem en sildestime, mens han svømmede hjemad imod Ke'Jaelin-familiens koralpalæ. Han havde overhørt ordudvekslingen fra præcis den samme afsats over hovedindgangen, hvor Cyreesai for godt en uge siden havde afvist Rhodion i stedet - Eyid havde stadig siddet dér, fordybet i mørke tanker, da mødet endte og folk begyndte at forlade Hjertet.
    Han havde selvsagt ikke gjort opmærksom på sig selv.
    I stedet havde han tavst og indebrændt fulgt Cyreesai og Rhodion med øjnene, da de forlod Hjertet sammen, og derefter rettet opmærksomheden imod Atha'ame, da lillesøsteren dukkede frem under Hjertets skygge og drev en køn, højgravid havkvinde i møde.
    Det var ikke meget kontakt Eyid havde nået at have med Atha'ames unge mage. Hun var ud af Håndværkerklanen - familien havde støbt glas til Krigernes våben i generationer - og selvom Riyeenna ikke havde haft en finger at sætte på hverken familiens forbindelser eller stamtræ, ville Atha'ame først få selskab af sin partner i Ke'Jaelin-familiens palæ, når de havde yngel sammen.
    Af én eller anden grund var det smertefuldt for Eyid at se de to, unge havkvinder sammen - at være vidne til dén måde, Atha'ames ansigt lyste op på ved synet af den anden; hvordan de trætte skuldre blev løftet og latteren fra dem kunne høres selv helt herop hvor Eyid sad som en dyster, vejrbidt facadefigur.
    Gør Atha'ame til fjenden... Det var det Zahinael havde sagt. Eyid kneb øjnene en anelse sammen, idet lillesøsteren lagde en arm om sin højgravide partner og satte i gang - ned fra Hjertet. 
    Måske han kunne være heldig at knuse flere krabber under den samme sten...

    "Nå, dér er du endelig!" 
    Ordene var en lille smule bebrejdende, og Eyid løftede hovedet efter Atha'ame stemme, som den ramte ham idet han trådte gennem familiepalæets hovedindgang. Løftede et øjenbryn ved synet af lillesøsteren, der havde lagt armene over kors og løftet hagen en anelse i forurettelse, så Eyid fik fint udsyn til et blodunderløbent mærke lige under hendes kæbelinje - med Atha'ames skælfarve blev det nærmest dybgrønt. 
    "Du lyder bebrejdende, men det ser da ikke ud til, at du har spildt tiden," bemærkede han køligt, gjorde en lille, sigende bevægelse imod sin egen hals, og kunne nyde at se, hvordan kommentaren afvæbnede lillesøsteren og erstattede en del af bebrejdelsen med irritation. "Jeg havde ting at tænke over, så jeg tog en tur rundt i Distriktet," fortsatte han så, som sandt var. "Havde jeg vidst, du ventede på mig, havde jeg skyndt mig lidt mere."
    Atha'ame opgav de krydsede arme og gjorde en lidt opgivende bevægelse med dem - halvt en opfordring til at han skulle følge med, halvt et ordløst udtryk for hendes frustration. "Ved Dybet, du er glat," mumlede hun hårdt og førte dem ind i det lille, tilstødende rum til indgangshallen, hvor Ke'Jaelin-familien lod folk vente, hvis de besøgte familien i officielt øjemed. Lillesøsteren satte sig tungt og lagde Distriktskronen fra sig på det lille sidebord. "Hvad i Valerias navn foregår der imellem dig og Cyreesai, Eyid? Jeg har ikke set hende så ubalanceret som siden du vendte tilbage. Seriøst bror - hvad handler dét hér om?"
    "Jeg og Sai har uoverensstemmelser," slog Eyid det hen. "Det har vi altid haft, og det er i sig selv ikke spor bekymrende. Denne gang handlede det om Taler Rhodion... Ved du, at hun har planer om at forene sig med ham?"
    Et par velformede øjenbryn røg i vejret, mens den sidste, bebrejdende vrede forlod Atha'ame. "Nej? Jeg vidste kun, at de havde været ude og jage en del sammen på det sidste. Men det giver vel mening - han er Jægernes Taler; stærk alliance, nyt blod." Hun smilede et lille, skævt smil. "...og så kommer man jo heller ikke udenom, at han er et fysisk pragteksemplar. Hvis man som en sand Va'Chakessa søger styrke, så er den ikke svær at finde hos Taler Rhodion."
    Eyid kunne mærke irritationen stikke hovedet frem igen, men gjorde sit bedste for at holde ansigtet neutralt. "Sandt. Men som sagt er han ikke synderlig begejstret for mig - eller for dig, viser det sig. Har typiske Sanger-fordomme. Han kommer til at forsøge at skabe splid imellem jer - dét er i hvert fald helt sikkert!"
    Atha'ame slog det hen med en ubekymret bevægelse. "Jeg og Cyreesai har været igennem en borgerkrig sammen, Eyid. Jeg tror, der skal mere end en mand til at så splid imellem os. Var det virkelig bare dét, I blev sådan uvenner over i Hjertet?"
    "I store træk, ja."
    "Det ligner ikke dig at miste besindelsen på dén måde."
    Eyid trak på skuldrene. "Jeg har måttet undvære familien lidt for længe, 'Ame. Og folk, der kommer med hadefulde trusler imod dem, jeg holder af, er lidt et ømt punkt. Dét fik jeg nok af hos Mørket, ellers mange tak."
    "Trusler ligefrem?"
    Nu var det Eyid tur til at vifte afværgende med hænderne, mens han så det første, lille mistænksomhedsfrø blive plantet i Atha'ames øjne. "Bare noget, jeg overhørte Taler Rhodion sige efter forrige møde - det var sagt som en grov spøg, søs, så læg ikke for meget i det..."
    "Nej, jeg vil gerne høre det, Eyid. Hvad sagde han?"
    Et suk. "Snakken var faldet på dit kommende moderskab, og så bemærkede Rhodion bare, at Ke'Jaeliners farligste våben er vores falske tunger, og at det måske var værd at overveje at luge præventivt ud i bestanden, inden nye familiemedlemmer fik set dagens lys..."

"Han sagde hvad?!" udbrød Atha'ame forskrækket. 
Af alle de ting, der var gået igennem hendes hoved i de få øjeblikke mellem at hun havde ytret sit eget spørgsmål til svaret var kommet, havde dét svar absolut ikke været blandt forslagene. Hun havde nok mere regnet med, at han havde fortalt sig til en anekdote. Men det lå ikke lige sådan til en Ke'Jaelin at sige noget uden at mene det. Og Eyidivan havde absolut ikke glemt, hvordan man var en Ke'Jaelin, selvom han havde været væk fra familien længe.
"Eyid, hvorfor anmeldte du det ikke med det samme?" fortsatte hun, mere forurettet end hun havde følt sig i årevis. "Selv, hvis det var sagt i spøg, har den slags udtalelser ingen plads blandt rådmedlemmer. Der må alle være indforståede med, at de altid vil blive overhørt og deres ord brugt imod dem - eller andre. Sådan noget kan vi ikke lade stå til!" Atha'ame var allerede på vej hen til skrivebordet. Det, der drev hende nu, føltes næsten som de måneder, hvor hun havde været hanfisk og levet et liv i instinktive reaktionsmønstre næsten som en anden Va'Chakessa, fordi hun ikke var vant til den omvendte strømning i sig. "Jeg laver straks et skriv til næste møde - det må og skal vi gøre noget ved!"


"Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil bare gerne nyde resten af dagen."
Cyreesai stod foran Rhodion på en bølgende rokke, der var ved at drive dem ud på søgræsmarken. De var netop kommet fri af den tættere tangskov, og hun fjernede et par blade, der havde lagt sig om hendes overarme.
"Jeg vil heller ikke snage," svarede Rhodion bag hende og hev sig lidt frem for at give hende et halvt beroligende kram. Hans hænder holdt på saddelbøjlen på hver side af hende, mens hans fangarme enten sugede sig fast mod sadlen eller dyrets ryg - eller hang løst bag dem, mens rokken førte dem videre gennem vandet. "Du skal bare vide, jeg er her for dig. Hvis du har lyst til at snakke om det på et tidspunkt."
"Det er sødt af dig," svarede hun og var ved at kaste lidt op i munden over at tale sådan til et andet væsen. "Fortæl mig i stedet, hvor vi er på vej hen. Var det noget med et smukt sted? Jeg troede mest du gjorde dig i ... jagt... ting."
Flirten ville nok aldrig været Cyreesais stærke side.

    "'Ame..." begyndte Eyid og gentog det så, lidt højere, da hun rejste sig med et sæt og begav sig imod skrivebordet. "'Ame, rolig nu - jeg forstår godt, det må lyde voldsomt for dig, men slå nu lige koldt vand i blodet et øjeblik. Det var som sagt en spøgefuld bemærkning, og selvom jeg da er enig med dig i, at den var temmelig usmagelig, så må du heller ikke tage den for mere end dét." Han rejste sig og sluttede sig til hende ved skrivebordet, hvor hun allerede havde fundet en rulle af det tykke tangpapir frem. En hånd blev lagt over søsterens håndled - tvang dén pen til hvile, hun ellers havde fundet frem. "Med dét sagt, så er jeg da enig i, at det skal tages alvorligt. Men lad være med at tage det op i Rådet, søster. Han kommer til at benægte det, og så er det hans ord imod mit." Eyid fulgte det sidste op med et lille, bittert smil. "...Og oven på min exit fra Rådet i dag, er det ikke svært at regne ud, hvem folk vil tro. Hvis du render til Rådet med dét hér vil de tro, vi Ke'Jaeliner er ude efter Jægernes Taler, og så ender du bare med at komme i modvind. Gem det hellere - og advar Innogen, så hun ved, hvordan det er fat. Måske kan du også nævne det for et par enkelte i Rådet, du ved, du kan stole på og som også ved, de kan stole på dig. På dén måde er der folk, der har din ryg, uden at resten af Rådet skal tænke, vi to har gang i én eller anden had-kampagne imod Rhodion..."

    Rhodion lo og nød følelsen af hendes silkebløde hår, som strømmen greb og lod smyge imod ham. "Jeg er ikke så fokuseret på jagten, at jeg ikke kan nå at værdsætte de smukke områder, vi kommer igennem! Og oven på hele diskussionen i Hjertet tænkte jeg, at det da ville være passende at tage dig med til de tangskovsområder, Arkitekterne er så ivrige efter at få adgang til. Der er nogle virkelig smukke udsigtspunkter og et vildt koralrev, der huser nogle sjældne byttefisk..." Han gav hende forsigtigt endnu et klem - mente, at det måtte være i orden, når det nu var hende, der havde foreslået denne tur. "Jeg kan fange en dragefisk til dig - jeg har et rimelig godt forhold til en ældre Håndværker, der har specialiseret sig i at lave våben af deres giftige pigge." ...Og så ville han også gerne imponere hende ved at fange den farlige fisk - ligesom han forsøgte at vise hende, at han altid ville passe på hende og være hendes beskytter ved at have insisteret på, at de skulle ride to på en rokke, så han kunne værne om hende hele vejen. 

"Du har nok ret, bror," sukkede Atha'ame, mens hun slap pennen og lod sig selv glide ned i stolen foran skrivebordet. 
Hun gemte et øjeblik ansigtet i sine hænder og gnubbede sine tindinger. 
"Jeg er så træt af konflikt, Eyid," fortsatte hun så, stille  og opgivende. "Der har været så meget, og det har drænet os alle sammen. Selvom Rådet blev dannet på ny efter borgerkrigen, har vi stadig ikke formået at få samarbejdet til at køre gnidningsfrit. Jeg ved godt, det er ønsketænkning at der aldrig skal være uenighed, og det er heller ikke det, jeg i sidste ende håber på. Men at Tale Rhodion har sådan en humor, mens han går efter Cyreesais hånd?"
Hænderne kørte gennem det lyse hår, der stod i kontrast til Eyidivans mørke skæl. Lighederne mellem dem var slående, men alligevel var de nat og dag - den lyse sommer og den mørke vinter.
"Bagtaleriet går mig mest på," sagde hun. "Spøgefuldheder har altid en enkelt bobbel af sandhed i sig. Det bekymrer mig."


"En dragefisk?" sagde Cyreesai lidt overrasket. "Jeg kan vel godt bruge en... øh. Sådan en..."
Endnu en. Det var det, hun havde været ved at sige. Dragepiggene var fine som våben - og rigtig gode, når man skulle overraske sine brødre med en lille, spids overraskelse i deres sovetang. Eller på en stol. Eller et håndtag. Hun erindrede, hvordan hun selv havde jaget dragefisk som ung. Brugt timevis med de andre krigere på at ligge på lur for at lave den mest farvestrålende pig-pude, som ingen ville fatte mistanke om, før de satte sig. Det havde været tider. Nu prøvede Rhodion vist at gøre sig til. Der skulle nok en mindre hvidhaj til at imponere Cyreesai.
"Hvilken slags våben laver håndværkeren så ud af dem?" fortsatte hun i et forsøg på ikke at lade samtalen blive akavet. "Og er du tit herude? Ved de sjældne byttefisk?"

    "Jeg forstår det godt," forsikrede Eyid, mens ansigtet af sig selv lagde sig i medlidende og forstående folder. "Og tro mig, Atha'ame - jeg er også enig med dig. Jeg forstår helt ærligt heller ikke, hvad Cyreesai ser i i Jægernes Taler... Hun har... Hun har alligevel forandret sig en del, mens jeg har været... væk..." Pauserne kom helt af sig selv - lagde sig imellem hans ord, og understregede dén smerte, han forsøgte at lade skinne igennem. Lige nu skulle Atha'ame vindes over så eftertrykkeligt, at hun ikke ville fatte mistanke, når det hele gik ned... "Det har alting hernede faktisk... Jeg ved slet ikke, om jeg rigtig forstår spillereglerne længere..."
    Hun så ud som om hun ville sige noget - noget sødt eller forsikrende - men han rystede stemningen af sig og tog hendes tidligere bekymring op, inden hun kunne nå at åbne munden:
    "Jeg lover dig, at jeg skal gøre mit for at stede konflikten til hvile, 'Ame," sagde han og sendte hende så et lille smil, før han rakte ud og trak hende ind til sig. Hun stivnede et øjeblik og det gik op for ham, at han ikke havde søgt hendes nærhed på denne måde siden han var vendt tilbage - at det muligvis havde været en fejl; at det ikke havde passet ordentligt ind i rollen at være så tilbagetrukken, som han havde været...
    Pludselig gik der en lille rystelse igennem Atha'ame og med ét slappede hun af i hans arme og smeltede ind i hans favn - puttede sig ind til ham med en lille, halvkvalt lyd, som var hun et barn igen og han den samme storebror, han havde været dengang...
    Og det gik op for ham, at hun havde været bange for at opsøge ham - at hun havde villet give ham plads, så han kunne komme sig oven på sin tilfangetagelse. 
    Og den dårlige samvittighed gav ham samvittighedskvaler, til han skammede sig både over for hende og overfor Zahinael. 
    Det var meget, meget forvirrende.
  
    "Spyd, harpunspidser, nåle..." gav Rhodion sig til at remse op, mens blæksprutteamene langsomt gav sig til at rulle op omkring hende - glide lige så stille hen over hendes ben. Det glædede ham sådan, at de havde så mange fælles interesser! At hun var så let at snakke med. Han var sikker på, at tilbuddet om dragefisken var faldet i god jord, siden hun spurgte sådan ind.
  "Og det er jo mig, der har bedst forstand på de mere... risikable byttefisk. Så ja - jeg tilbringer en del tid herude." En spruttearm gled op over hendes skuldre og nakke. Hengivent. "Jeg er virkelig, virkelig glad for, at du alligevel ville tage med mig i dag, Cy... Sai. Du har virket så fjern den seneste uge... Jeg troede, jeg havde gjort noget galt."

Da Eyidivan forlod sin søsters kammer igen, ventede en næsten usynlig havfrue længere nede ad gangen. Med halvgennemsigtig hale og blåt, bølgende hår, faldt hun i ét med omgivelserne, som var hun blot en strøm i vandet.
"Leveringen er ankommet," sagde hun med bøjet hoved og sænket blik, mens hun slog følge med Eyidivan, men holdt sig på ydmyg afstand. "Det hele er pakket og sat klar i opbevaringen i udkanten af Revet. Vi står til Deres rådighed for at flytte det hvorhen, De ønsker."


"Der har været meget at tænke over," svarede Cyreesai og vinklede sin skulder, så en spruttearm gled ned fra pladsen der. Det føltes ikke naturligt at have bløde fangarme til at kravle rundt på sin krop. "Jeg skulle være sikker på, de valg, jeg traf, var de rigtige."
Og er du sikker på det nu? spurgte hendes indre stemme. Det fik hende til at sænke blikket mod sine hænder på sadlen. På Rhodions ved siden af. Han var det stærkeste parti. Lykke var en luksus, en distriktsleder ikke kunne forvente at få.
Rokken stoppede hen over et rev, hvor farverige fisk svømmede ud og ind i deres små hjem, intetanende om at den skygge, der nu lå over dem, var farlig. Nogle gange ville det være lettere at være en ikke-tænkende fisk. Et mentalt billede af Eyidivan dukkede op for Cyreesais indre. Hvor var det mange gange, hun havde kaldt ham noget tilsvarende for at få hans pis i kog. De havde altid søgt konflikt med hinanden. Prikket til de rigtige steder, så de tændte af. Selvom han havde været væk, var der stadig ingen anden fisk hernede, der kendte hende lige som han gjorde. Den perfekte modvægt - som hun aldrig kunne få.
"Lad mig så se dine evner," sagde hun til Rhodion og bed en skarp kommentar i sig. En, hun uden videre ville have kastet efter Eyid, men en som ikke passede sig til denne relation. Desværre.

    Eyid var langt væk mentalt, da han forlod Atha'ames kammer, for der var noget ved følelsen af at holde lillesøsteren i favnen og se lettelsen på hendes ansigt, der havde gjort ham underligt urolig... 
    Derfor gav det også et sæt i ham, da den nærmest gennemsigtige havfrue slog følgeskab med ham og lavmælt og diskret overleverede sin besked. Han så op - stirrede på hende et øjeblik - og fik så hold på sig selv; sørgede for at få bølgen af følelser, der havde rejst sig i ham, til at dæmpe sig igen.
    "Tak," sagde han bare og nikkede - prøvede at få nådig autoritet ind i dét nik; at signalere, at han havde styr på det, selvom det slet, slet ikke føltes sådan lige nu... "Jeg lægger mine specifikke ordre på det sædvanlige sted - der er dog lige et par ting, jeg skal have helt styr på, før planen kan eksekveres..."
    Havkvinden nikkede og lod sig falde tilbage i hans kølvand, idet Eyid satte kursen imod Ka'Jaelin-palæets hovedindgang. Han skulle have forsonet sig med Cyreesai, så han kunne sikre sig, at hun ikke ville være til stede når-
    ...så han kunne sikre sig, at planen forløb, som det var meningen den skulle - så Cyreesais støtte kunne legitimere hans krav på Distriktskronen, når nu Atha'ame blev sat ud af spillet...
    Når nu Atha'ame blev sat ud af spillet...
    Eyid rystede det indre billede af lillesøsterens smil ud af hovedet - lod Zahinaels strenge blik overtage pladsen i stedet. Han ville gøre som Zahinael ønskede af ham - koste hvad det ville. 

    Rhodion tog udfordringen op, som var det hans hellige pligt - dog ikke forinden at han havde plantet rokkens seletøj i hånden på Cyreesai og lukket hendes fingre nænsomt om den fintflettede tangtøjle. "Pas nu på, hun ikke bliver bange for blækskyen," formanede han mildt, før han skød af sted i et brus af bobler - snoede sig smidigt ind og ud imellem koralformationerne i en hæsblæsende fart, før han spottede sit bytte og udløste en pludselig blæksky, der rullede sig gennem vandet næsten som den tykkeste, sorteste røg. 
     Han nåede lige at tænke, at strategien måske ikke var så god, for nu ville Cyreesai jo ikke være i stand til at værdsætte hans overlegne jagtevner... Men da han bare fem minutter senere kom tilbage med den dødelige dragefisk fanget og fikseret imellem fingrene, så de farlige pigge ikke kunne nå ham, beroligede han sig med, at den blotte fart ville imponere hende. 
     "Med al respekt," smilede han og rakte den frem imod hende, for så at skifte mening. "Nej, vent - lad mig pakke den sammen så der ikke er nogen fare for, at du får stukket dig..."
    Han ville gøre alt for at beskytte hende. Og som han befandt sig dér foran hende - stadig optændt af den hurtige jagt - åbnede han munden for at sige netop dét; at han ville gøre alt for hende: "Cyreesai, jeg... Jeg ville ønske, det altid kunne være sådan her. Dig og mig - sammen på denne måde. Hvis jeg kunne få lov til aldrig at forlade din side så meget som ét sekund, ville jeg føle mig som en meget heldig mand..."

Optrinnet - jagten - var blevet observeret med en spinkel selvkontrol mod at lade øjenbrynene rynke sig og munden krummes sammen til en stram grimasse. Var der noget, Cyreesai ikke brød sig om, var det når andre skulle vise sig over for hende. Hun havde jo set Rhodions evner i jagt, så hvorfor spilde tid på at opføre dette optrin, frem for at inddrage hende i jagten og lade hende deltage på lige fod? Så hellere se på andres flotte farvespil, når hun kom forbi deres bosteder i distriktet og de forsøgte at imponere hende. Dét kunne hun i det mindste slet ikke deltage i selv.
Der gik ikke mange minutter, før han var tilbage dog, og Cyreesai definitivt havde misset alt det sjove ved den her tur.
"Rhodion," svarede hun. Lidt for hårdt. Lidt for sammenbidt.
Hendes kæbe var spændt til bristepunktet, da hun tog imod dem sammenpakkede dragefisk, hvis prangende farver nu var gemt væk under tanglag. Piggene lå presset tæt ind mod den døde krop, og Cyreesai overvejede et, om man kunne udhule piggene og sætte dem i håret som ekstra værn, eller om det kun ville ende med at skade hendes egne folk.
"Jeg agter at forene vores familier," fortsatte hun, som om hun fortalte ham om den næste strategiske diskussion i Hjertet. Noget i hende sagde, at den her slags samtaler burde tages på en lidt anden måde, men hvad var pointen? Han havde jo næppe et valg alligevel. "Du har bevist din styrke over for mig og din loyalitet over for distriktet. Du har en stærk Talerpost og mange ser op til dig. Det vil bringe en lys fremtid til vore slægter," Grebet om rokkens tøjler strammedes. Hendes øjenbryn rynkedes og minen blev mere formanende end alvorlig. "Men tro ikke, at jeg skal beskyttes imod fare."

    Først var Rhodion ikke helt sikker på, at han rent faktisk havde hørt rigtigt, for Cyreesais ansigtsudtryk passede overhovedet ikke til hendes ord. Så spærrede spruttemanden dog sine øjne op og et bredt, henrykt smil blomstrede hen over hans ansigt. Mente hun virkelig...?
    "Cyreesai...?" mumlede han og turde næsten ikke tro det var virkelighed dét hér. Rakte ud efter hende med stærke hænder, som han ville gøre bløde for hende. En lille-bitte del af hans hjerne - dén del, der ikke var fuldstændig overvældet af lykke - mærkede sig ved, at hendes udtryk stadig var ualmindeligt sammenbidt, men han forklarede det med, at hun sikkert havde været nervøs for at bringe ham sin udmelding. "Cyreesai, jeg-"
    "Men tro ikke, at jeg skal beskyttes imod fare."
    Han bøjede hovedet under en lille latter og tog hende så i sine arme. Kiggede varmt og hengivent ned på hende. "Altid ubøjelig," bemærkede han med et skævt smil og strøg hende så blidt over kindbenet - lod den ene hånd lægge sig om hendes kind. "Det er noget af dét, jeg beundrer allermest ved dig, Distriktsleder Cyreesai. Du står fast på dit, ligegyldig hvad. Og jeg tror helt bestemt du har ret: En forening af vore familier ville være noget af det bedste der kunne ske - ikke bare for os, men også for Distriktet." Han lænede sig ned over hende og plantede et nænsomt kys på hendes kind - ventede bare på den mindste invitation til at lade deres læber mødes i stedet. "Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at bruge resten af mit liv med dig, Cyreesai. Jeg lover dig, at jeg altid vil være ved din side - at jeg altid vil værne om dig. At du altid vil have min loyalitet. At jeg vil give dig mit liv, hvis det er dét, der skal til."

Det er noget af dét, jeg beundrer allermest ved dig.
Sætningen fangede Cyreesai helt på den forkerte finne.
"V... Virkelig?" spurgte hun, overvældet af at nogen sagde sådan noget. Men selvfølgelig var det nok lige præcis Rhodion, der skulle sige det. Eller hvad? Var det ikke netop sådan noget, hun forestillede sig gemte sig under den slibrige facade af fornærmelser, Eyid altid kom med? "Jeg ... Øh."
Ord blev pludselig utroligt svære at finde midt i Rhodions hengivenhed og loyalitetstilkendegivelse. Der var noget sjæleberoligende i at høre de her ting, og noget i hende sugede det til sig som en udtørret fisk endelig i vand igen. Måske havde hun egentlig aldrig regnet med at det aldrig var noget, en distriktsleder kunne forvente at få. Og nu... Nu stod hun her med en, der gav det i overflod og ikke så ud til at have noget imod at give det... Jævnligt.
Cyreesai gjorde som Eyid havde vist hende og lod hånden glide op langs Rhodions nakke og videre op i hand hår. Det var kort og stridt. Ikke ligesom Eyids bløde fingre og ikke langt nok til rigtigt at kunne blive taget fat om. Hun spredte fingrene så meget hun kunne, så hans baghoved lå i hendes håndflade, hvorefter hun pressede sine læber mod hans. Fulgte rådet om selv at styre og ikke lade ham. Med sin anden hånd klemte hun om hans skulder og trak ham ind til sig. 
De bløde læber gav efter under hendes krævende kys, og denne gang var det faktisk ikke helt uudholdeligt.

Et par timer senere vendte Cyreesai tilbage til distriktet fyldt med en energi, hun slet ikke vidste, kunne komme fra at kysse så meget. Det sitrede i kroppen på en måde, der var helt uvant, og når vandets strømninger kildede henover skællene, var det som at mærke hans hænder på sig igen. Det var ... Rart. 
Uvant. Pludselig forstod hun, hvorfor pigerne flokkedes om at følge Eyid ud på søgræsmarkerne i skumringstimen. Pludselig voksede jalousien til de piger sig større.