Fabian havde et vidst håb om at de folk de sad ved siden af ikke ville snakke med dem, selvom man aldrig rigtig vidste om det ville ske. Heldigvis så de optaget ud, og så lang tid at de også selv gjorde det, så ville det nok ikke blive et problem i sidste ende.
Derfor var Fabian også primært fokuseret på sin mad og øl. Han var dødhamrende sulten, noget der egentlig ikke var gået op for ham før nu. Alligevel var det et par undrende øjne der kiggede op da Aldamar bad om hans opmærksomhed. Det fik dog ikke stoppet ham i et tage endnu en mundfuld mad op, mens Aldamar stillede spørgsmålet.

Spørgsmålet i sig selv var... ganske uskyldigt, men Fabian forstod ikke rigtig hvilken relevans det egentlig have. Så han tog øllen og skyllede maden i munden ned, så han i det mindste ikke talte med mad i munden. Det var noget han ikke tænkte Aldamar ville værdsætte specielt meget.
”Jeg har lært hvad var nødvendigt på gården, hvorfor?” spurgte han. Aldamar virkede næsten nervøs over emnet, og han kunne ikke helt forstå hvorfor. Han vidste godt at Aldamar var mere veluddannet end ham selv, det var de fleste i Dianthos, hvis han skulle være helt ærlig, men han regnede ikke med at det var et problem. Han skulle jo aldrig foregive at kunne læse eller vide noget, som han ikke vidste... og hvis han skulle, så ville Aldamar da forhåbentlig fortælle ham inden. 

Det tvetydige smil voksede en anelse mere ved hans svar, og han nikkede langsomt, jah overvejende for sig selv imens at han reflekterede over hvad den blonde mands defination af 'det nødvendige' kunne være. Efter få sekunder kom han dog frem til at det ikke kunne være meget, og skæbnens ironi var en smule hånende her, på en måde han kun kunne le en smule af i sit stille sind. 

Værende en der altid havde opsøgt selskaber af høj mental stimulation, jah så kunne han ikke lade værd med at ridse en sammenligning op af de to slags selskaber Fabian og de andre repræsenterede, og havde repræsenteret. Og Aldamar rystede en anelse på hovedet idet at han tog endnu en bid af sin mad, mindedes alle de gange han havde decideret set ned på folk der ikke uddannede sig. Et knap så kønt karaktertræk, og noget han begyndte at tvivle på var retfærdigt, givet hvor mange timer han havde kunne bruge med Fabian, uden at kede sig. 
"Så, hvad indebærer det nødvendige?" forsatte han, og ignorerede hans spørgsmål om hvorfor. 
Det var nemlig ikke et nervøst toneleje der prægede Aldamar's stemme, men et toneleje at underliggende humor, som han prøvede at være varsom med at lade skinne igennem. Han ville ikke have at det lød dømmende, selvom det meget hurtigt kunne komme til det, var han ikke opmærksom på sig selv. 
Hvorfor ville han vide det? Han fornemmede at han havde taget fejl om ret mange mennesker nu. 
Det, eller også var Fabian et unikum som havde sneget sig under spærregrænsen - hvilket heller ikke ville overraske ham, sådan som han ikke kunne fjerne blikket fra ham under deres lille aftensmad. 

Fabians øjne blev lidt mere smalle, som Aldamar blev ved med at spørge ind til det. Han havde lidt forventet at det bare var noget småsnak, for at de havde noget at snakke om ved bordet, men det virkede lidt som om at han prøvede at finde ud af noget, og Fabian var ikke helt sikker på hvad. Især som Aldamar specifikt undgik spørgsmålet om hvorfor.

Derfor tog Fabian sig også tid, med at gribe fat om øllen, for at tage den op til munden og drikke den lidt. Meget bevidst om at det trak ud hvornår Aldamar kunne få et svar på sit spørgsmål om hvad det indebar.
”Hvad end en bonde har behov for at vide. Viden om afgrøder, regning.... noget om guderne,” sagde han endelig og trak på skuldrene, selvom han stadig så lidt mistænksom ud, som han kiggede på Aldamar. ”Er der noget du gerne vil vide da?” spurgte han endelig. Ikke helt sikker på om Aldamar faktisk ville give ham informationen, eller om han bare skulle leve i uvidenhed resten af aftenen.
At Aldamar var så dømmende omkring ikke uddannede folk, ville nok ikke komme som et chok for Fabian, selvom han udentvivl ville føle sig lidt ramt, hvis Aldamar dømte ham på det. At kunne læse og skrive var ikke alt i denne her verden. 

Den her gang måtte det være Fabian der trak stilheden i langdrag, godt gemt bagved kruset af øl og beskyttet af de slurke han tog imens han tænkte. En slurk, to slurke... selve handlingen prikkede kun mere til Aldamar's stille nysgerrighed, og skeen løftedes til endnu en bid af maden imens han ventede. Hvorfor så mistænkelig, kunne han ikke lade værd med at tænke? Dog med en snert af latter emmende i tankebanerne samtidig, Aldamar's øjne veg ikke fra ham imens at han tog sig god tid til at svare. Et svar der alligevel ikke var særlig overraskende, og dem mørkhårede mand nikkede en anelse, og tog endnu en slurk af den kolde drik. 
Ahh... hvad end en bonde havde brug for at vide. 
Selvom blikket der kom fra ham var en anelse mistænkeligt, så blev det mødt med et lidt mere vindende smil fra Aldamar's side - han havde ingen grund til bekymring syntes smilet at kommunikere. Der var forhåbentlig heller ingen tvivl om at smilet også havde en lidt drillende kant omkring sig, sådan som han var hurtig til at nikke med en lille latter til følge. 

"Der er altid noget jeg gerne vil vide om dig, Fabian" en indrømmelse der dog lænede sig op primært op af sandheden, og Aldamar's hoved vippede studernde på skrå. Der havde været ting han gerne ville vide fra starten af, og desto flere gange han mødtes med ham, desto flere små ting lagde han mærke til. Ting der fik ham til at stille spørgsmål til hans egen sort/hvide forståelse af verden, og gav ham samtidig en ulmende lyst til at vide mere om manden foran ham, end det som han blev betalt for at være... men i den grad også hvad han blev betalt for ikke at være. 
Aldamar glippede med øjnene i sine lidt for dybdegående overvejelser, selvom han ikke kunne skubbe ordende og den varme de bragte med sig, ligeså nemt fra sig. 
Der var næsten altid noget han gerne ville vide, selvom han var ret så dårlig til generelt at spørge. 

Mens Fabian trak den ud, så holdt han dog også øje med Aldamars reaktioner på tingene, som om at det ville give ham en idé om hvad han tænkte, og hvorfor de her spørgsmål var komme op. Desværre var Fabian ikke mentalist, og ikke for første gang i sit liv, så ærgrede han sig lidt over det. Nogle gange ville det være rart at vide hvad den anden part tænkte.
Selvom Aldamar forsøgte at smile sig ud af situationen, så ville Fabian dog ikke have det. For selvom Fabian forstod at han nok ikke skulle bekymre sig, så var spørgsmålene en anelse for specifikke til at han bare kunne lade det ligge i hvert fald lige nu.

Han satte ølkruset ned på bordet, og lagde sine arme på bordet, så han kunne læne sig lidt ind over det, og stirre ind i Aldamars øjne. ”Så spørg i stedet for at danse om emnet,” sagde han, for hvornår havde Fabian egentlig benægtet Aldamar sandheden, hvis han endelig spurgte? Nogle gange kunne han danse om emnet, som lige før, men han havde aldrig faktisk løjet til Aldamar, når han havde spurgt om ham noget.
Det virkede dog også til at Aldamar selv var dybt i sine overvejelser omkring noget hvilket kun hvis Fabian til at tænke mere at der var noget der stak under. 

Hvad der egentlig havde været en uskyldig nysgerrighed for hans egen morskabs skyld, blev taget på en lidt anden måde en forventet. Det virkede næsten som om at han gik ud fra at der lå mere under det, når det reelt set 'bare' havde handlet om, hvorvidt han var lærd eller ej - fordi han havde faktisk troet det. Da han så havde fundet ud af at han nok ikke kunne læse, jah så var den ikke længere end det - fordi han virkede ikke som en mand der nogensinde ville tage imod forslaget om at lære det, seriøst. Så hvorfor overhovedet stille det?
Derfor holdt Aldamar det tilbage, og kunne efter at  have fået stillet den nysgerrighed, nøjes med at undre sig over sine egne gråzoner og hvor de gik. Fordi han havde aldrig set sig selv bruge så meget tid med et menneske der knap nok kunne læse en bog, hvilket måske var hvad der stak under; hvilket måske var hvad Fabian fornemmede i de eftertænksomme øjne. 

Men i hans hoved, jah der var der ikke noget der stak mere under end det, og et noget undrende udtryk gled derfor over ham over hvor insisterende, eller måske nærmere intens hans tonefald lød. "Det... gjorde jeg jo også" Aldamar havde fået sit svar, og lænede sig selv en anelse ind over bordet. "Du svarede jo fint og helt simpelt, 'hvad en bonde har behov for at vide" det ene øjenbryn løftedes, og i en lille erkendelse spærredes øjnene en anelse op, munden åbnedes i et 'ohh'. 
"Medmindre at det er et... andet emne, du taler om lige nu?" Aldamar's halvåbne mund trak i et nysgerrigt og lidt selvtilfreds smil, da han - i hvert fald selv - følte at han havde undgået at få lagt ord i munden på sig. 
Hvis det var sådan, at han - Fabian - ville vide hvad Aldamar gerne ville vide, om ham... jah så måtte han da gerne spørge. 
Hans grund til ikke at spørge, var at det virkede... som var han lidt for interesseret. Hvilket han tydeligvis var, selvom han ikke ville indrømme det, og slet ikke vise det så tydeligt som de direkte spørgsmål ville indikere. 

Det var svært ikke at forvente at der lå noget under, ikke med den måde Aldamar havde spurgt ind til det og havde set så eftertænksom ud. Det var ikke fordi Fabian ofte var den mistroiske type, generelt set så gad han normalvis bare ikke andre folk, med mindre der var en grund til det. Som et arbejde, eller de få gange hvor han bare gerne ville slappe lidt af med ligesindet folk. Derfor var der sjældent nogen der havde mulighed for at komme ind på livet af ham, med andre motiver i posen.

Derfor var det også et lidt mistroisk blik der gled over Fabians øjne, som han kiggede overvejende på Aldamar, ikke helt sikker på om han faktisk købte hvad det var sagde. ”Hvilket andet emne skulle det være?” spurgte Fabian, men kunne alligevel mærke sine mundvige trække lidt op, for han ville da gerne ind på mere interessante emner, men det var næppe tiden eller stedet lige nu. ”Du virkede bare mere.... interesseret end du plejede, for ikke at nævne hvor meget eftertænksom du så ud,” forklarede han endelig, men lænede sig endelig lidt tilbage, så han kunne tage øllen op.

Hvorfor var det egentlig det generede Fabian så meget, at han ikke var helt klar over hvad der havde fremprovokeret denne her interesse? Og hvorfor ville han så gerne vide præcist det var Aldamar tænkte på? Normalvis var han så ligeglad med hvad andre tænkte om ham, men det var lidt som om at Aldamar havde fået gravet sig lidt ned i hans underbevidst, som han ikke helt følte sig klar eller komfortabel med. 

Fystesønnens finger klikkede i en ukendt lille melodi imod kruset i hans hånd, imens at han med afventende øjne lyttede. Lyttede og hørte hvad han havde at sige, og ikke overraskende blev et spørgsmål besvaret med et nyt et. Men det var så også der, det 'ikke overraskende' fik lov til at stoppe. At han havde virket mere interesseret end han plejede, var måske ikke helt gået op for ham. Og at Fabian havde lagt mærke til eftertænksomheden bagved det - og måske endda også tillagt det en værdi, jah den havde han heller ikke set komme, og Aldamar's øjne glimtede en anelse idet at de blev smallere. Brød han sig om det?
Han var af person ingen åben bog, og hævdede ofte sig selv ved den reserverede facade der nemt kunne trækkes op omkring de adelige skuldre. Men af og til glemte han nok hvor nemt Fabian kunne aflæse ham, en tanke der var ligedele varmende som bekymrende. 

Bekymring fik dog ikke lov til at tage fat i Aldamar, der umærkeligt rystede på hovedet af hans ord, men ikke i et nej. Den kolde væske der efterhånden var optaget behageligt i hans krop, gav et stik af mod som han med et taknemmeligt, invendigt smil tog imod, og fyrstesønnen rejste sig langsomt op, kruset i den ene hånd"Gjorde jeg?" De få rester af mad der var tilbage fik lov til at blive på hans side af bordet, inden at han med rolige skridt spankulerede omkring kanten af det, og bevægede sig imod en plads ved siden af Fabian. Hjertet bankede dog ikke ligeså roligt som han prøvede at give udtryk for at han selv var, trods han nonchalante smil dækkede ham ret godt ind. "Du overrasker mig bare stadigvæk, en gang imellem..." Man troede man kendte sig selv, og så kunne det ændre sig i bestemt selskab, Aldamar gled ned ved siden af ham og ikke langt fra ham, vel og mærke. Det føltes bedre end at sidde på den anden side af bordet, føltes mere rigtigt. 
"... vil du høre hvad jeg tænkte på? Noget for noget. Hvis din definition af 'emnet' er anderledes end min, skal jeg høre det" et lavere stemmeleje der kunne lyde nok så flirtende, og det var det vel også, et eller andet sted. Hvorvidt han så var ærlig, kom nok meget an på reaktionen han fik, og Aldamar håbede lidt at finde ud af hvilket emne han var gået ud fra, at Aldamar havde vendt i hovedet. 

Et eller andet sted i baggrunden, der kunne de svage toner af strengeinstrumenter som blev stemt høres, trods det ikke fik ham til at fjerne blikket for at tjekke om musikerne snart kom på. Nej, ikke tale om at han flyttede det for noget der virkede så trivielt lige nu. 

Der virkede næsten som om at Aldamar havde taget en beslutning om noget og Fabian var ikke helt sikker på hvilken det var, eller om det overhoved var rigtig. Alligevel kunne han mærke sit hjerte banke lidt hurtigere, som han så Aldamar faktisk rejse sig fra sin plads på den anden side af bordet. Han var ikke sikker på hvad Aldamar havde planer om, men da han satte sig ved hans side, så kunne han ikke finde det i sig at brokke sig, nok nærmere tvært imod.
Han var heller ikke helt færdig med sin mad, men han skubbede det væk fra sig til fordel for at give Aldamar sin fulde opmærksomhed, og lænede sig bare en anelse ind mod Aldamar, måske for at bedre at kunne høre ham, men sikkert ligeså meget fordi Aldamar var lige der.

Nu når Aldamar sad ved Fabians side, så var hans hånd også hurtig til at finde en behagelig plads på Aldamars lår, hvis han ikke trak sig væk. ”Det kan jeg godt gå med til,” svarede Fabian også med lethed, da han hørte Aldamars forslag, selvom han nok i visse andre situationer ikke havde været villig til sådan en byttehandel. Ikke så meget for at give sine egne tanker ud, men at sætte en andens tanker højt nok, til at han ville have dem, selvom det krævede noget af ham.
Han var heller ikke rigtig sikker på hvad han forventede, eller hvad han egentlig selv havde tænkt på at Aldamar kunne have overvejet, men den tid, de sorger. 

Aldamar's øjne glimtede tilfreds ved den lille berøring der næsten med det samme fulgte med, og ville måske også have været en anelse skuffet hvis den ikke havde fundet bare lidt vej til ham. Det havde trods alt været det... ikke særligt hemmelige motiv bagved at rykke sig nærmere, så fyrstesønnen vendte selv fronten mere imod ham, og lod en enkelt arm læne sig ind over bordet, støttende til hovedet. 
Det kunne han godt gå med til? Aldamar nikkede langsomt, et næsten drillende smil om læberne ved udsigten til det. 

Han vidste som sagt ikke hvad Fabian havde  forventet... men skulle han være ærlig overfor ham, var det måske ikke helt den slags overvejelser Aldamar havde siddet med, som han kunne mistænke Fabian for at tro det handlede om. Ikke desto mindre gled smilet væk til fordel for det samme lettere eftertænksomme udtryk der var gledet over ham tidligere, og Aldamar's reflektion omkring sig selv blev lagt på bordet, trods det ikke nødvendigvis var det mest spændende... eller, jah underholdende for den blonde mand at høre om. Hvad der dog var ment som en hurtig kommentar, fik dog ufrivilligt en lidt mere seriøs tone. Ikke negativt, og ikke fordi at han var vred. Men fordi at det føltes mere vigtigt at sige end det burde, og han kunne derfor ikke helt slå det hen som et drillende slip af tungen.
"Jeg havde bare aldrig troet... at jeg skulle finde mig selv siddende sådan her" kom det lidt stille fra ham, og Aldamar bevægede sig uden helt at ville det, ud på lidt dybere vand... en fornemmelse der kom af den indre uro der fulgte med de lyden i hans ord. 
Men han kunne ikke ændre tonelejet, det styrede sig selv lige nu. "Jeg..." hånden der støttede hans hoved gled om bagved nakken idet at han rettede sig lidt op. "Det..." atter stoppede han sig selv inden at ordende fik lov til at forlade hans mund, og de ændrede dermed retning og intention. Det andet han havde været på vej ud i, havde været for dybt vand. "Det er bare absurd for mig, det er alt. Jeg har aldrig haft lyst til at være omkring de her mennesker, eller omkring... en type som dig. Og da det gik op for mig at du ikke kan læse, blev jeg bare konfronteret med hvor meget det har ændret sig, og hvor ubetydelig den detalje har været" Aldamar smilede en anelse afværgende af ordende, som ikke måtte tages for seriøst, selvom slutningen på sætningen havde larmet i hans hoved. Fordi jeg ville jo gerne være sammen med dig. 

Arys prinsens øjne flakkede en anelse væk fra ham efter - det havde føltes lidt for sårbart at smide ud, så han tilføjede en fjollet lille latter for at tage brodden af ordende, og ikke sætte sig selv i en ligeså sårbar stilling. 

Det samme eftertænksomme udtryk var tilbage, og selvom Fabian kunne mærke sig selv læne sig lidt ind i Aldamars sfære, så var han også mere påpasselig, for han vidste ikke hvad der foregik inde i et kønne hoved, og på mange punkter skræmte det ham, også selvom han aldrig rigtig ville indrømme det.
I stedet for forsøgte han blot at klemme blidt om låret på Aldamar, og sende ham et opfordrende smil, i håb om at han faktisk også kunne være ærlig. Han havde jo tydeligvis haft ret i at der havde været noget dybere, når Aldamar havde behov for så meget betænkningstid.

De første ord fik dog Fabian til at se en anelse forvirret ud, for jo, ganske vidst forstod han ordene, og han ville nok have det på samme måde, hvis han var i Aldamars sted, men hvorfor de ord? Og så blev der åbnet op, og det... gjorde noget. Fabian var ikke helt sikker på hvad, men det var som at alt larm forsvandt fra pladsen, og der var kun ham og Aldamar..
Det var ikke engang fordi Aldamar nødvendigvis sagde nogle pæne ord, men det var måden han sagde det på, som gjorde at Fabian lige havde behov for et øjeblik eller to for at komme sig over det. Han havde aldrig set sig selv, som en person der kunne ændre en anden persons tanker, ikke for det bedre, som han åbenbart havde gjort der. Men det vigtigste var nok at ordene bare bar så meget vægt, at han ikke engang følte sig klar over hvad det kunne være.

Og Fabian gjorde sig ikke i seriøse samtaler. De gik altid galt, når de to af dem havde dem sammen, og det her føltes for stort, for intimiderende og for intimt til at han kunne finde noget at sige, så da Aldamar prøvede at grine det væk, så var Fabian hurtig til at gribe fat i den. ”Mindre ubetydeligt, hvis du prøver at sende mig hemmelige noter, for så bliver jeg nødt til at få nogen til at læse dem højt,” pointerede han drillende, selvom blikket i hans øjne, ikke havde samme glimt som det plejede. Det var tydeligt at ordene også havde påvirket ham i en eller anden forstand, og at han ikke havde lyst til at håndtere det, i hvert fald ikke lige nu. 

Det var altid nervepirrende når ens stemmebånd og tankemylder ikke helt passede til det man gerne ville sige og udtrykke, hvilket var utrolig uvant for ham. Som værende en person af kontrol, jah så havde Aldamar ikke mange rodede sider eller ufrivillige situationer at konfrontere. Han fjernede dem, og kunne de ikke fjernes, så undgik han at komme i dem til at starte med. Han holdt styr på sig selv og sine egne, og holdt samtidig også en god afstand overfor begge parter - selv familie kunne føles distanceret i mange tilfælde! Og alligevel formåede han at havne i en situation, hvor at han med en med insisterende hjertebanken kunne konstatere... hvordan distancering blev svært, og manglen på kontrol uhyrer fremtrædende. 
Han kunne ikke styrer Fabian's reaktioner, og kunne ikke diktere hvordan han ville modtage det. Forhelvede, det var jo bare en kompliceret og ikke særlig komplimenterende kompliment, var det ikke? Måske, måske ikke... han kunne ikke diktere hvordan Fabian hørte det, og kunne derfor blot håbe på at skabe en udvej, da han ikke kunne benægte hvordan hans toneleje havde haft en lidt for varm og ærlig kant omkring sig, end hvad han havde tiltænkt. 

En udvej Fabian hurtig greb, og Aldamar's spænding omkring skuldrene faldt idet at smilet brød mere frem. Han havde nok forstået hvad han havde ment, og med en lille latter lod Aldamar det skønne scenarie folde sig ud, hvor at en helt tredje part skulle blandes ind i hans komplicerede kommunikation med ham. "Åh ved guderne..." Aldamar's krus fandt vej til læberne, og fyrstesønnen drak en forfriskende slurk af den kølige væske, der på godt og ondt måske havde haft en finger med i at hans stemme ikke havde tilhørt hans kontrollerende sind. 
Ikke at han ville lægge det af bare på grund af det. "Hvis jeg sender dig hemmelige noter, skal jeg nok sørge for at de kan læse sig selv op" et drillende vip af hånden, og selvom han ikke helt var sikker på at den magi eksisterede... ville den være praktisk. "Men! Bare gå ud fra at jeg ikke sender noter. Når jeg knap nok vil have mit navn ud, kommer jeg næppe til at give min underskrift" en hurtig lille kommentar, og Aldamar lænede sig interesseret frem. 
Væk fra hans emne og ind på Fabian's, øjnene glimtede en anelse forventningsfuldt imens munden formede et 'såååeh?'...

... og han prøvede efter bedste evne at ignorer hvordan glimtet i hans blå-grønne øjne ikke var det samme. Han havde set det nok gange, til at vide hvornår skøgen spillede med lukkede kort. Og han skulle ikke give sig i kast med at grave, når han ikke var sikker på at han ville hører svaret. 

Det hjalp også betydeligt på Fabian, at Aldamar var ligeså hurtig til at lade som om at alt det andet ikke var sket, og der kun var det lidt mere upraktiske aspekt af at Fabian ikke kunne læse. Alligevel kunne Fabian ikke helt få ordene ud af hans hoved, eller den følelse det havde medbragt. En følelse der både var uvant og faktisk ubehagelig for ham, for han vidste ikke hvad han skulle gøre med den. I lidt for mange år, havde han næsten været følelseløs omkring andre folk, og haft det fint med at holde dem i en armslængde. Hans aftaler blev aldrig mere end blot det overfladiske forhold han valgte at gøre dem til, for de var kun kunder, men alligevel, så havde Aldamar gjort noget, som Fabian ikke var meget for at indrømme. Han var faktisk komme ind under huden på ham, på den værst tænkelige måde, i hvert fald for Fabian.

”Det ville nok være det mest praktiske,” grinede Fabian, før at han selv rakte ud efter sit krus med øl, med den frie hånd, for han havde trods alt ikke fået taget sig sammen til at fjerne sin hånd fra Aldamars lår. Han nåede næsten at tage øllen op til munden, da Aldamar forsatte, og sænkede den dermed lidt, for selv at svare på det. ”Jeg er sikker på at jeg ville kunne gætte det ud fra måden du formulere dig på,” pointerede han alligevel, og tog endelig øllen op for at drikke, mens han meget bevidst ignorerede Aldamars spørgende øjne.

Nu når han havde fundet ud af hvad Aldamar havde tænkt, så var han også godt klar over at han selv skyldte Aldamar et svar på hvad han selv havde tænkt, hvilket krævede at han gravede lidt i sit indre sind, hvilket han ikke var helt villig til lige i øjeblikket. Så med mindre han kom op med en god undskyldning nu, så kunne han ikke løbe fra aftalen. 

Hvad der foregik i den blonde mands kringlede hoved, det kunne Aldamar kun gætte sig frem til. Man havde vel altid sine idéer. Man havde sine mistanker om hvordan deres tankebaner kunne udfolde sig, og alligevel formåede Aldamar ikke at lægge mærke til hvordan et helt specielt ubehag meldte sig på banen hos manden foran ham. Havde han dog haft mere tid imellem rekation og svar, jah så kunne mistanken måske sagtens være blevet vækket med det samme. 
Men han reagerede så prompte, at det var svært ikke at beskylde sig selv, for at overdrive med tidsfornemmelsen tidligere. En følelse af at han måske havde talt sekunderne langsommere end de egentlig helt reelt var passeret, hvilket måtte have været grunden til hans nervepirrende stemmelag. Der var ikke noget forandret hvis man gik ud fra den måde han plejede at reagere, de ting han plejede at sige. Ikke andet end den satans fornemmelse, en han blev ved med at skubbe længere og længere væk fra sig selv, når spørgsmål insisterende pressede sig på, omkring hvorfor eller hvad det var som han så i de øjne. 
Ud fra måden han formulerede sig på? Det var ikke engang en dårlig pointe kunne han dog mærke, fyrstesønnen formulerede sig nok ubevidst anderledes end hans andre kunder. Ikke at det var det spændende lige nu, nej slet ikke. 

Aldamar ventede nemlig med adelig tålmodighed på en uddybning fra tidligere, og da den så ikke kom, var det et udtryk af mild forbløffelse der meldte sig da øjenbrynene sigende røg en smule op i panden. Såeh, ignoreret simpelthen? Normalt havde han aldrig tøvet mig med drillende at bore i det, da han trods alt havde lovet. Han kunne ikke holde et spændende - eller kedeligt svar tilbage, det var ikke sådan de to legede... der var regler. 
Og da han normalt ikke ville have tøvet, var det at Aldamar - nok ligeså meget i et forsøg på blot at komme videre fra den fornemmelse fra tidligere - lod et drillende smil favne læberne, stillede langsomt ølkruset fra sig på bordet og heller ikke tøvede (meget) her da han løftede benet en anelse, og krydsede dem under bordet. 
Fangede hans hånd dernede, og rykkede næsten umærkeligt tættere på i selvsamme bevægelse. "Så anderledes vil jeg da ikke mene, at jeg formulerer mig. Jeg prøver at være tydelig, når jeg mener noget skal siges" om Aldamar mente i et brev en dag i fremtiden eller i nysgerrigheden her nu i nuet, det var op til Fabian at bedømme, og han var bevidst om at det i et farvet sind godt kunne være begge dele. 

Og oven i købet også ret så besluttet på at komme frem til et tilfredstillende svar, nu hvor at han bevidst undgik det. Sådan prikkede man da kun yderligere til nysgerrigheden. 

Tiden føltes aldrig helt på ens egen side, n år man sad i sine tanker. Nogle gange gik der så langt id, og andre tider så kort, hvilket Fabian kun kunne nikke genkendende til. For det føltes som om at tiden strakte sig, som han forventede at Aldamar ville pointere at han ikke selv havde svaret på det, men stadig ude af stand til faktisk at finde ud af hvad han selv skulle gøre for at undgå det. Men spørgsmålet kom aldrig, og Fabian kiggede mod Aldamar igen, som samtalen om brevene forsatte, som var det det vigtigste i verdenen.

Han tog øllen op for at tage en slurk, lige for at stabilisere sine egne nerver og maskere den smule ubehag der alligevel havde formået at sætte sig i hans krop og ansigt. ”Men så mange adelige kender jeg alligevel ikke, og du... er alligevel så anderledes end de er,” sagde han, hvilket lidt var nogle ord han havde lyst til at tage tilbage ligeså snart han havde sagt dem. Det var et kompliment, på alle måder det kunne være, men stemmen var blød og øm, som lå der mere i det end det han sagde. Han ville aldrig have foreslået det her med en anden kunde. Han foretrak de korte sessioner, men alligevel trak han det ud med Aldamar, og han håbede bare at Aldamar aldrig fik lyst til at tjekke noter med en af hans andre kunder, om hvordan den virkelige Fabian var.

Derfor tog han også øllen op til munden igen, og desværre måtte erkende at det var den sidste slurk øl der var i kruset. 

På trods af at fyrstesønnen rykkede nærmere, og dertil også på sin egen kringlede måde havde prøvet at lirke hvad end det var han ikke ville sætte ord på, ud af ham, jah så virkede det ikke til at virke. I stedet kom der noget andet, men de ord blev også taget ligeså nysgerrigt ind, omend han lige i starten ikke helt mente at han kunne have hørt rigtigt. Fordi tonen... tonen havde han ikke hørt hos Fabian før, og havde samme næsten ufrivillige ømhed som hans egen havde haft.  
Den spredte en flagrende varme i brystet på ham, og den fornemmelse den bragte med sig, fik det tidlige lille 'løfte' til at fremstå uvigtigt i sammenligning - det her var meget mere fængende.
Den stod nemlig i stærk kontrast til ubehaget der i små glimt brød en ret så veludviklet facade på Fabian, og fyrstesønnen kunne på mange punkter mærke en voksende forvirring blande sig med varmen i ham. Fordi hvorfor blev det i hans kønne ansigt udtrykt som en dårlig ting - men forrådt af stemmen, sagt som en god ting? Og måske endnu mere insisterende hviskede hans hoved, hvad kunne dog fjerne den drillende tone der altid syntes at hænge over ham?
Det eneste svar der meldte sig på banen, var lig det svar han havde givet sig selv lige før. 
Fordi at han ikke vidste hvad han skulle gøre af det. 

Erkendelsen ramte ham som et slag i ansigtet, selvom der udadtil ikke skete mere end at Aldamar's mund åbnedes en anelse. Et - nej faktisk flere spørgsmål lå på tungespidsen og brændte, trængte sig nu på, men ikke noget han turde åbne op for, med alle de faktorer han ikke kunne kontrollere omkring sig. Det kunne ligeså godt være en alkoholpromoveret 'drømmetænkning' der lod ham høre det han måske gerne ville høre. Det kunne også være at han måske brød sig om idéen, at Aldamar selv ikke bare var en af hans mere fine kunder. 
Alt for mange 'måsker' til at Aldamar kunne læne sig op af det. 

Det hele skete dog indenfor få sekunder, så der var ikke meget pause imellem at ordende var sagt, til at Aldamar's blik fulgte den forgæves bevægelse efter mere øl, og med et (lidt) forsinket smil skubbede sin egen hen til ham, så han kunne tage en tår. "Anderledes er godt i din verden..." Aldamar's stemme slap dog ikke sin egen lettere drillende kant, selvom den havde været svær at finde i starten af sin sætning. "... har jeg hørt" smallere, lidt mere glimtende øjne fulgte med, Arys prinsen lod sin frie hånd glide over hans lår. "Faktisk, troede jeg ikke at jeg var anderledes nok, til at få de ord fra dig?" og et løftet øjenbryn fulgte med, sex var trods alt et område Fabian følte sig (og var) mere komfortabel i end ham, så måske det kunne få munden åbnet op igen. 
Åhh hvor havde han lyst til at grave videre. Men han kunne næsten se det blive talt udenom med det samme, og bestemte dermed at det skulle gøres mere indirekte. Også for hans egen stoltheds skyld, havde det vist sig at han så og fornemmede forkert. 

På få sekunder, kunne Fabian også nå at gå igennem mange tanker, men muligvis til Fabians held, så var han ikke ligeså god til at se indad og acceptere at der var følelser han ikke kunne styre. Hans tanker var ikke engang begyndt at acceptere følelserne, så muligheden for at Aldamar kunne føle det samme, det slog ham slet ikke, i hvert fald ikke på samme måde som det gjorde hos Aldamar. For ham handlede det mere om at han ikke kunne have rigtige følelser for en kunde, mens han godt var klar over at hans kunder havde forskellige variationer af interesse i ham.

Han slappede dog ikke af lige med det samme da Aldamar begyndte at snakke, men han sendte ham noget der mindede om et kækt smil, som han tog imod øllen og tog den op til læberne og tog en tår. Hvornår var det blevet en ting at han skulle dæmpe sine nerver i alkohol? Han måtte lige tage en ordentlig snak med sig selv når han kom hjem, for det her var anden gang indenfor få måneder.
Heldigvis hev Aldamar ham væk fra sine tanker, og han kiggede mod Aldamar, som emnet pludselig skiftede mening, og man kunne næsten se hvordan noget af ubehagen forsvandt fra ham. Det her var nemt, og noget han kunne finde ud af. Selvom på nogle punkter, så kunne han mærke at han havde lyst til at fortælle Aldamar, på de mange punkter han var anderledes, og ikke pga. sexen. Ubehagen var dog stadig nok i ham, til at han godt vidste at han ikke ville det. Måske en anden dag, Aldamar faktisk kunne få hevet de ord ud af ham.

Fabian satte øllen ned igen, så han kunne læne sig lidt længere ind mod Aldamar. Et lille glimt var kommet i hans øjne igen. ”Når man har set hvad jeg har, så er det normale anderledes,” sagde han lavmælt i stedet, hvilket var ganske sandt. ”Desuden... så har vi jo slet ikke udforsket endnu, og mon ikke du har noget gemt i dig, som vi kunne prøve af sammen?” Hans hånd på Aldamars lår gled lidt op, mens hans øjne holdt sig på Aldamar. 

Aldamar havde for lang tid siden givet op på at danse om den varme grød, når det angik hans egne tanker, følelser og fornemmelser. De var nemlig sjældent forkerte, og selv hvis de var, havde han i en ret tidlig alder accepteret dem som værende hvad de var - indvendige problemer der ikke nødvendigvis behøvedes at blive udtrykt i verdenen omkring ham. Desto ærligere han var over for sig selv, desto mindre ville han blive taget på overraskelsen. 
At benægte var desuden 'kujonens vej', i en ret så sort og hvid holdning. Og sandheden var at Fabian havde fejet ham op med storm, og samtidig gjort det muligt at flyve med selve stormen fremfor at søge i læ for den. Ikke til at starte med - i starten havde det blot være utrolig givende at kunne nyde selskabet i sikkerhed for fordomme. Men frihedsfølelsen omkring ham var berusende for Aldamar, der havde set en fremtid hvor at den var svært at undvære. Og nu også følte bekymringen for den fremtid, mere end han så den. 

Derfor glædede det ham også mærkbart da den blonde mands usikkerhed - eller hvad det nu engang var - veg tilbage for hans karakteristiske kækhed; fyrstesønnens smil blev en anelse bredere i selvtilfredsheden over at have spillet nogenlunde rigtigt på det instrument Fabian's følelser var. 
"Aha..." synkront spejledes hans bevægelse at læne sig ind, og de krydsede ben åbnedes en anelse. Han lød jo næsten håbefuld, den mørkhårede kunne ikke lade værd med langsomt at nikke imens at overvejelser gled igennem ham. 
"Noget kan velsagtens godt ligge under overfladen" Aldamar's smil blev en anelse skævt, da han vidste at desto finere et selskab, desto mindre fine var de tit bagved lukkede døre. Hvilket var en sjov kontrast han primært tildelte de sociale rammer der normaltvis omgav 'folk som ham'. 
Tungen gled kort over læberne - de var blevet en anelse tørre (af flere grunde), og hånden på Fabians lår tog en anelse fat. "Spørgsmålet er om du vil grave i den retning, eller forventer det dumper ned i skødet på dig..?" han kunne ikke lade værd med at smide udfordringen derop. 
Selvom han nok godt kunne lægge ordende ud som de var, kunne han ikke helt bedømme om det var for kedeligt for ham. For nemt. 

Hvis man spurgte Fabian, så ville han også mene at det at gemme sine følelser væk og ignorere det, var noget kun en kujon var, men selv ikke Fabian kunne være helt fri for en god omgang dobbelmorale Han havde trods alt aldrig set sig selv få følelser han ikke kunne bearbejde, for mange af de følelser han havde, var blot seksuelle, og dem så han aldrig som forkerte. Det var menneskeligt mente han, hvis han så også bare kunne se på samme måde på andre følelser.

Heldigvis var det ikke de følelser det handlede om mere, og smilet på Fabians læber blev kun bredere, som han mærkede hånden bevæge sig på hans eget lår, og hvordan Aldamar gav ham plads til at udforske med sin hånd.
Han rykkede sig en anelse tættere på, og flyttede ligeledes hovedet tættere på så han bedre kunne snakke lavmælt til Aldamar. ”De fleste plejer at være ganske gode til at udtrykke det, når man har været sammen med dem nok,” sagde han næsten eftertænksomt. ”Det ville dog være nemmere hvis du bare fortalte mig det, men hvis du gerne vil have at graver efter det, så kan det sagtens ske.” Hans hånd var efterhånden gledet langt nok op af Aldamars lår at det var udemådelig upassende for hvor de sad, og var begyndt bare at nusse området. Stadig ikke helt oppe ved skridtet, men virkelig ikke langt fra. 

Det burde efterhånden ikke komme som en overraskende for Fabian, at den mørkhårede fyrstesøn nød at føle sig eftertragtet, og nød også når andre gjorde en indsats for at opfylde hans behov. Om det så gjaldt morgenmad, om det så gjaldt hans finurlige små vaner derhjemme eller om det så gjaldt sex, det kom i og for sig ud på et. Han kendte dog også sig selv godt nok, til at han sagtens ville kunne sætte ret så ærlige ord på præcis hvad han ville have, i hvert fald ud fra den referenceramme han havde på nuværende tidspunkt. 
En lavmælt snakken der gled tættere, hans lår stødte nu op af Fabian's med et mere og mere tilfreds smil. 

... nemmere hvis han fortalte det. Aldamar's mørke øjne glimtede en anelse i den nedadgående aftensol, hvis orange toner farvede himlen i skønne flammer. Skulle det være nemmere? Hånden listede sig længere op af låret, og en uventet rislen af spænding strakte sig over hans ryg; Aldamar havde ikke lyst til at gøre ham selv så nem at gennemskue, som ordende ville gøre det... men havde ligeså meget lyst til at give ham præcise instruksioner at følge, ligeså meget lyst til at styre hvad der blev delt, og hvornår det blev. Og hvor. 
"Hmm..." et overvejende udtryk, inden at han lænede sig ind imod hans øre. "Underhold mig, jeg vil gerne hører hvad du har haft af overvejelser indtil nu. Du kender mig trods alt ret godt, vil jeg påstå" smilet blev en anelse bredere, noget man kunne mærke da han kort strejfede øreflippen. 
"Og så skal jeg nok gøre det nemmere for dig, bagefter" hans egen hånd bevægede sig dog ingen steder, men gav sig til roligt at kærtegne ham lidt over inderlåret.