Fabian burde nok være stoppet med at snakke hurtigere, som Aldamars ansigt fortrak sig mere og mere i en utilfreds mine, men det var svært at påpege for Fabian præcis hvad det var der havde gjort at Aldamar var begyndt at blive mere og mere sur.
Stemningen føltes også lidt som om at den dalede og blev køligere mellem dem, især som Aldamar trak sig væk, og hånden der ellers havde hvilet på ham, faldt væk, og ned på madrassen, som Fabian studerede fyrstesønnen.

Ordene betød ikke nødvendigvis at Fabian forstod mere af hvad der var sket, hvilket bare voksede lidt mere irritation nede i Fabians mave, og efter lidt overvejelse, satte han sig selv op, og trak sine ben til sig. Hvis Aldamar blev rigtig sur, så følte Fabian trods alt at han skulle forsøge at beskytte sine dyrebare. Ikke fordi at Aladmar nødvendigvis ville gøre det, men det var sket før med andre folk. ”Nej, for jeg kan ikke fikse et kærlighedsløst ægteskab, uanset hvor meget nogen tror det,” sagde han, en lille kant af irritation i hans stemme, selvom nogen ikke ligefrem var henvendt til Aldamar. ”Desuden bad du mig om at komme med undskyldninger for at forsætte det her, og det var hvad jeg gjorde.” Det hjalp nok ikke at forsætte tonen fra tidligere, men Fabian var træt, og irriteret over hvordan Aldamar havde fået ondt i røven over noget. Det havde været så behageligt.

Han ville dog ikke overrumple Aldamars mulighed for at tale, selvom undskyldningen var på tippen af hans tunge, for bare at komme tilbage til noget mere behageligt. Hvis der dog var noget der kunne redde denne her aften. Desværre var de også så meget inde i samtalen, at selv Fabian ikke tænkte at han kunne komme med en kæk kommentar og komme uden om det. 

De mørkeblå øjne betragtede ham med mistænkelig varsomhed efter den lille sætning, og selvom han mest af alt ønskede - lige nu - at han slet ikke havde bragt emnet op, var det nu kommet på banen. Efter hvad der mindede om betænkningstid valgte Fabian at sætte sig op, jah næsten i en beskyttende position, hvilket Aldamar dog ikke valgte at kommentere på. Nej, han blev siddende stille - i hvert fald i lidt tid endnu, selvom det sitrede i ham efter at rejse sig fra sengen. Han følte sig - i kraft af det studerende blik - underligt udsat. Hvilket aldrig var rart. 
En kant af irritation i hans stemme fulgte dertil også med, og Aldamar sukkede ligeså irriteret, da det bestemt føltes som om at den nogen måtte være ham. Hvilket gav ham en bitter smag i munden, og han trak vejret en anelse dybere idet at han vendte ansigtet væk, så han ikke behøvede at se på den blonde mands ansigt. Det hjalp alligevel ikke noget. Hænderne gled over panden og igennem de mørke krøller, imens at han prøvede at finde en måde at formulere sig på, som ikke stødte Fabian's fine fornemmelser, eller følelse af at han ikke havde gjort noget galt. Fordi det var hvad han syntes at fornemme, når han hørte hans stemme. 

"Undskyldning? Vi havde en reflekterende samtale, jeg ville ikke andet end at høre din vinkel, og så vælger du at være belærende. Som om at jeg ikke kender mig selv" han var ikke kommet med andet end en konstatering som han allerede vidste. Noget han havde slået sig selv ned på, mange gange; Aldamar var sin egen værste fjende på det punkt. "Og det har du ingen ret til at være - du behøver ikke forklarer mig hvordan min 'afvigelse' fungerer" et spottende tryk på ordet afvigelse, der vidnede om at fyrstesønnen - trods sit afklarede sind - ikke ligefrem var stolt af det, eller sig selv. Og det havde måske stukket lidt, at han ikke kunne give Adena et godt nok liv, sådan som han havde valgt at skære det ud i pap. 
Aldamar kastede et blik til siden, inden at de blå øjne atter gled imod ham. Kom der ikke noget svar, ville han hellere lukke den her med ordende 'det er også ligemeget'. 
Selvom det bestemt ikke var helt lige meget for ham. 

Måske var det lidt kanten af gerne ville have det sidste ord indført, som fik Fabian til at hive efter at forsætte diskussionen, som hvis de ville blive ved i lang tid nok, så skulle han nok få ret. Heldigvis var han ikke blændet af irritation og vrede nok til bare at lade det give slip på ham, selvom han havde lyst. Åh, hvor havde han lyst. Der var bare noget i Aldamar som kunne prikke til ham, som ingen anden rigtig formåede.
I stedet for forsøgte han at holde sine øjne fæstnet på Aldamar, mens hans hænder greb om hans egne lægge.

Og måske Fabian kunne have ladet den ligge. Måske han havde undskyldt og de bare ville lade den ligge, men som afvigelse faldt fra Aldamars mund, og udtrykket i hans ansigt akkompaneret det, fik det alligevel til at stikke lidt i Fabians humane side, den del der faktisk stadig holdt af de folk han tog tæt omkring sig.
Man kunne se hvordan Fabian prøvede at formulere ord, prøvede at finde noget at sige, men det var først efter et par gange, at han faktisk sagde noget, og på det tidspunkt fra irritationen væk, både i stemme og øjne. ”Hvorfor siger du det på den måde?” Det var nok ikke de ord nogen af dem havde forventet, og selvom de måske lød dømmende, så var Fabians øjne næsten sorgfyldte, som kunne han ikke forstå hvorfor Aldamar ville tale den måde om sig. Ordene havde åbenbart ramt Fabian lidt hårdere, end han ville indrømme, at det virkede til at Aldamar nærmest hadede den del af ham der var til mænd. Den var upraktisk, især for en som ham, men der var intet galt i det. Det var ikke som Fabian, som godt vidste at hans tendenser var væsentlig mere afvigende end hos en som Aldamar, og han fik kastet blikke efter sig når han talte om det, og ikke kun gode. Men bare at kunne lide mænd? Det kunne en stor del af kvinderne alligevel også. 

Aldamar betragtede ham som han syntes at være uden ord for et kort øjeblik, og det var virkelig ikke ofte at det skete. Den blonde mand plejede at være kvik med de hurtige kommentarer, og selvom han egentlig havde forberedt sig på at det ville forsætte - en eller anden kommentar om at han bestemt ikke var belærende af natur, og det derimod var Aldamar selv der havde den tendens (hvilket  han var klar over, jah så kom det ikke. I stedet var den underliggende kant af irritation som forsvundet, og fyrstesønnen glippede kort med øjnene idet at han ikke helt fik fat i det, med det samme. 
Hvorfor han sagde det sådan? 

Afmagt var noget han for alt i verden søgte at undgå - både dengang før i tiden, og også her i nutiden - hvilket var derfor Aldamar konfronterede problemerne, og dertil også tankerne, med det samme. Ærlighed frem for alt - også når det angik ham selv. Hvis han kritiserede sig selv hårdere end andre nogensinde ville kunne komme til, ville der aldrig kunne blive sagt noget, som han ikke kunne tage. Eller gjort noget han ikke kunne holde til. 
Og med den mentalitet, var det at lægge ordende ud som de var. Afvigelse, tendens, uhensigtmæssig orintering. Åhh hvad han ikke havde kaldt det i løbet af årene. Han var ufattelig vred på verdenen af flere grunde, hvilket nok også var hvad der trak en fantastisk mur af selvforsvar op, ved det underlige udtryk i Fabian's øjne. "... ehm...." stilheden strakte sig; han havde aldrig været meget for at fortælle mere om sig selv end nødvendig. Og det var et direkte spørgsmål, der mildest talt gjorde ham ukomfortabel, det var alt for tæt på kernen af det hele. Aldamar møvede sig imod kanten af senge, tydeligvis på vej efter sit tøj. 
"Jeg er bare ærlig, det er en afvigelse" mumlede han da stilheden alligevel blev for meget for ham. Det var lokkende at lette sit hjerte, invitationen var lige der. Men han skubbede den ligeså resolut til side, som han samlede sine sokker op og trak dem på. 

Fabian lod stilheden fylde, mens han kiggede afventende på Aldamar, som ville han fortælle ham sine dybeste hemmeligheder, hvis han bare kiggede længe nok. Ikke at det ville ske, ikke med en mand som Aldamar, som var blevet sur over noget så småt, som det Fabian havde sagt tidligere. Derfor forventede han måske også lidt en afvisning, men det var svært at være vred mod en person, der kiggede på en, på den måde Fabian gjorde med Aldamar. Det var Fabian også udmærket klar over, for udtrykket gjorde også ham dårlig tilpas, som lagde han for meget frem, når han vidste der kunne ligge en afvisning på den anden side. Hvis man aldrig bekymrede sig om hvad andre sagde, så kunne man aldrig blive ramt hvor det gjorde ondt.

Stilheden blev dog tydeligvis for meget for Aldamar, som begyndte at trække sig væk, men Fabian var nu ikke helt sikker på at han ville lade aftenen ende på denne her note, så han satte sig op på sin knæ og hev sig selv hen til Aldamar, så han kunne lægge en varm hånd på Aldamars overarm.
”Du ved godt at det ikke er det jeg spurgte om,” sagde han, blidt og lavmælt, før han lænede sig frem og placerede et blidt kys på Aldamars skulder. Han kunne dog heller ikke hive informationer ud af Aldamar, som han ikke ønskede at komme af med, men hvis Aldamar virkelig troede han var et værre menneske for at kunne lide mænd, så vidste Fabian faktisk ikke hvad han ville gøre. Han hadede når noget så menneskeligt stod i vejen, pga. nogle fordomme som var sat op af gamle folk. ”Du behøver ikke gå, vi behøver ikke at snakke,” tilføjede han efterfølgende, og prøvede at lyde lidt mere lokkende, mere som den Fabian Aldamar normalvis kendte. 

Han kunne ikke benægte hvordan at det var noget nervepirrende at fornemme Fabian komme nærmere, da han for at være ærlig, ikke vidste  hvad han skulle gøre af den omsorg. Tog han imod den ville det vælte sammen, og så var der ikke kun én, men adskellige indre frustrationer der ville vælte op i ham. Det var mere det faktum at han ikke kunne gøre sit 'job' godt nok, som kunne få ham helt ned i et hul. Afviste han ham, ville det uden tvivl blive taget som et hårdt slag, da ingen tilbød sin venlighed, kun for at få den kastet direkte tilbage i hovedet. Hånden på overarmen fik et enkelt blik til sig idet at han drejede hovedet, og umærkeligt spændte Aldamar op i sin krop ved de blide ord. 
Joeh, det vidste han godt, og følte en gysen glide igennem sin krop ved det ligeså blide kys. En af de fysiske advarsler der vidnede om ikke at trække den længere, og Aldamar løftede sin egen hånd for at fjerne det stille greb han havde i ham - han skulle så absolut ikke forklarer yderligere, da han ikke vidste hvad der ville komme ud, åbnede han munden og prøvede at aktivere sin stemme. Det kunne være tør latter, vred forharmelse eller tårer i frustration - alt virkede lige sandsynligt, og var ikke noget han ønskede Fabian skulle se. 

Så derfor var det et lettelses sus der gik igennem ham da han ikke gravede videre, og Aldamar's hånd lagde sig i stedet over hans, frem for at fjerne den. Og klemte den med en form for taknemmelighed over sig. Fyrstesønnen drejede sig en anelse bagud, et tvetydigt blik over den blonde mand, inden at han langsomt nikkede en anelse. "Det var ikke min mening at snerrer af dig" Tilføjede han, hvilket ikke var en undskyldning, men nok nærmere endnu en ud af mange konstateringer. 
Hans frie hånd gled henover panden, og fjernede nogle af de tjavsede totter der skyggede en anelse for hans øjne. 

Da Aldamar greb fat i Fabians hånd, var han sikker på at afvisningen ville komme, og derfor var det nok også et godt sted at Fabians egne ord var faldet. Han kunne mærke at Aldamar var taknemmelig på et eller andet punkt, selvom han stadig havde svært ved at forstå hvorfor. Hvorfor han var hård ved selv. Hvorfor han mente han ikke kunne snakke om det. Det var ikke ligefrem fremmede for skøger at skulle høre fra deres kunder hvor forfærdeligt de havde det, men Aldamar havde tydeligvis bygget en mur, som han ikke var villig til at bryde.

Et lille smil trak i mundvigen på Fabian, selvom humøret mellem dem stadig ikke var kommet helt op mellem dem. ”Det var heller ikke min mening at være belærende.” Resten af ordene om hvorfor, og hvordan, døde heldigvis ud inden de nåede at komme ud af Fabians mund. Der var ingen grund til at begynde at grave sig selv ned i det hul, når der ikke var behov for det.

”Bliver du?” spurgte han endelig. Sokkerne var trods alt allerede blevet taget på, men det betød ikke at han behøvede at forsætte med det. ”Jeg kender til mere end en ting, som vi begge to vil synes om.” De havde trods alt begge hygget sig godt hele aftenen, og hvis det krævede at de gik tilbage til det lidt mere fysiske aspekt, så kunne Fabian også godt det. Det var altid lidt svært at rette op på tingene efter en diskussion, for det var næppe første eller sidste gang det ville ske mellem de to af dem.
Et eller andet sted var der også en pibe, som de altid kunne tænde op i igen, hvis de bare ville nyde at være i nærheden af hinanden. 

Hvorfor han kunne prikke så forfærdelig meget til ham, se det forstod han virkelig ikke... men det var en skræmmende udvikling, da Aldamar om nogen havde ret så let ved at børste andres ord af sine skuldre. Men åbenbart ikke her. Det skulle dog ikke være hvad der betød alt, Aldamar nikkede kort til de ord, og godtog den stille misforståelse der var sket. Selvom det stadigvæk knitrede en anelse i udkanten af hans selvbevidsthed, lod han det ligge og valgte i stedet at fokusere på det spørgsmål der fulgte med. Om han blev? Aldamar kunne fornemme at klokken velsagtens egentlig var sådan, at han burde komme afsted, men som Fabian forsatte sine ord, blev det lige en anelse sværere at sige nej. Både fordi at han ikke ønskede at tage turen - et enkelt kig ud af de mørke vinduer hviskede at det regnede, skulle man tage de dråber der gled ned af dem som ægte dråber, men også fordi at han... jah, havde det egentlig meget fint her.
Aldamar's smil blev lidt bredere. "Ting?" kom det overvejende fra ham, og fyrstesønnens mørke øjne fik et lidt mere venligt glimt til dem. Meget fint.  

Det betød at han langsomt nikkede, inden at han med et suk lod sig falde tilbage på madrassen, og lagde en enkelt arm for de blå øjne. "Så kun fordi du spørger så pænt" mumlede han med et skævt smil om læberne, og følte hvordan at sengen fjedrede en anelse under ham, i kraft af det lille men dramatiske 'fald' tilbage. 
Aldamar var trods alt mageligt nok anrettet til at foretrække varme, nærvær og værelsets dæmpede ro, end at ase og mase sig igennem det uvejr der tidligere havde fået gjort hans jakke godt og grundigt. 

Vejret var nok med Fabian her til aften, for hvem ville forlade varmen hos et andet menneske for regnen udenfor? Også selvom Fabian godt vidste at han ikke kunne holde ham herinde forevigt, så måske indtil solen stod op. Selvom det var sværere at bedømme hvor sent det var, når det havde været mørkt hele aftenen med regnvejret.

Fabian kunne også mærke madrassen fjedre under dem, og knirke en anelse, som Aldamar smed sig ned i sengen, men det føltes heldigvis også lidt som om at det værste så var overstået, og ellers... så kunne et kys eller to nok tage det værste mere.
”Mmmmh... det kan jeg godt til tider,” mumlede han grinende, og lagde sig halvt ned ved siden af Aldamar, dog på maven, så han kunne læne sig ind over Aldamar og give ham et kys på munden. Kort hvis Aldamar ikke ønskede mere end det, længere, hvis de lige skulle hjælpe hinanden med at lægge de værste dårlige følelser bag sig, men det var ikke med nogen forventning om at de gik længere end det. Selvom Fabian nok sagtens kunne holde til en gang mere, så var det mere den dovne energi han var efter lige nu, og bare følelsen af at være sammen med Aldamar i lidt tid endnu.

Fyrstesønnen drejede sig halvejs imod Fabian, men nåede ikke meget længere førhen et kys kom i hans retning, som han dog tog imod med glæde. Ikke fordi at hans tanker, problemer eller irritationer normaltvis kunne kysses væk, men det gled lidt i baggrunden; noget der til dels fik ham til at føle sig en anelse nem at have med at gøre, lige i den situation. Han kunne selvfølgelig også bare lade værd med at overgive sig til den varme fornemmelse det spredte fra læberne og ned, men det var ikke noget han ønskede nok. 
Da Fabian trak sig, fjernede Aldamar armen en anelse og skævede til ham igennem de halvlukkede øjne. 

"Det ved jeg" mumlede han, og drejede sig helt om på siden, med hænderne foldet ind som en midlertidig pude til sit hoved. Mørkeblå øjne studerede ham overvejende i nogle lange sekunder, forinden at Aldamar stille rystede på hovedet. "Men jeg ved ikke hvordan og hvorledes med ugerne efter brylluppet. Heh, jeg ved ikke engang om vi kommer til at bo i Dianthos, eller om det bliver udenfor hovedstaden, og længere imod Zircon" Aldamar's tankestrøm var hverken positiv eller negativ. Den var bare, som et forsøg på at samle op på noget der havde været, før det hele blev taget personligt og forkert. 
Selv ville han ikke have meget imod at forlade storbyen, da dens primære charme var hvad der lå  ved siden af ham. Alt andet kunne han godt undvære for en stund. 

Hvis det havde været noget dybere og mere vigtigt end den misforståelse der havde været mellem dem, ja, så havde Fabian ikke haft forventninger om at det kunne kysses bedre, men når det ikke var større, og de begge var villige, så så han intet galt i det. Desuden hjalp det også ham selv med at slappe lidt mere af, så det var ikke udelukkende for Aldamars skyld.

Fabians egne øjne studerede Aldamar tilbage, men han gjorde ikke noget for at rykke sig helt op til Aladmar igen.
Det virkede også lidt som om at samtalen fra tidligere ville forsætte, men måske Fabian kunne træde lidt mere varsomt nu her, ellers måtte Aldamar jo stampe vredt væk fra dem, hvis han skulle blive fornærmet over de mindste ting.

”Hmmm... Altså Zircon er ikke længere væk, end at turen kan tages,” pointerede han. Det var ikke det længste væk han havde været fra Dianthos, og det var næsten på vejen ned til hans forældre, hvis det endelig var. ”Der skal selvfølgelig medregnes lidt ekstra for transporten og rejsetiden, hvis jeg skulle tage derned, men det ville ikke være umuligt,” sagde han, og måske var det for at hjælpe med at finde på løsninger, for at de kunne ses, men det føltes som den naturlige tråd at gribe fat i. ”Men hvem bestemmer egentlig hvor du skal bo?” kom det også lidt overvejende efterfølgende. Var det ikke manden i huset der bestemte, og hvis Aldamar ville bo i Dianthos, ja, så kunne han vel bare vælge det. At Fabian var den primære grund til at være her, var han dog ikke klar over. 

Et noget overrasket udtryk gled over Aldamar, der bestemt ikke havde set Fabian som typen der gad at tage en tur over landet. Han forventede halvt og halvt at der også lå noget mere bagved det, end bare at se Aldamar, men tanken var alligevel lunende og fik ham - efter overraskelsen - til at smile en anelse. Rejstetid og transport penge - så det var altså ikke helt af det gode hjerte, at han tilbød det. 
Aldamar så dog sjældent problemer i hvorvidt det kunne koste nogle krystaller mere, og selvom prisen for hans selskab i forvejen var høj, brød han sig nok om ham til at det ikke var en umulighed. Desuden, ville det ikke skade Fabian med de ekstra krystaller, selvom han ikke ligefrem ville beskrive ham som værende fattig. Virkede det som om. 
Han nikkede derfor langsomt, men stoppede da der blev spurgt til hvem der egentlig bestemte det. 

Fyrstesønnens blik gled overvejende opad imod loftet. "... bestemmer er et stærkt ord, jeg vil mene jeg selv har sidste ord, i den diskussion" de blå øjne gled tilbage på Fabian, idet at han vagt rystede på hovedet. "Men det skal gøres med tanke på hvad der giver mening" ikke for ham selv, men også for familien. Det nyttede ikke noget at drage en envejs beslutning på den front, og han var ikke nød til at tage hensyn, men forpligtede sig selv til det. 
Alt andet ville give ham dårlig samvittighed. 

Der var ingen tvivl om at et par ekstra krystaller ville være godt hos Fabian. Han var måske ikke den fattigste af skøger men man kunne godt se st ofte var tøjet en anelse slidt, og dem der vidste hvor han boede ville heller ikke mene det ligefrem var et godt kvartet.
Det var dog ikke ligeså meget med tankerne af krystallerne at Fabian tilbød... selvom han ville benægte alt andet. Desuden rejste han for visse kunder når prisen var rigtig og at gøre det for en fyrstesøn? Ikke usandsynligt selvom det så næppe ville blive et ugentlig møde. Med en hustru ville det nok alligevel også være svært.

"Hmmm... og det giver måske ikke mening at bo her i Dianthos?" Spurgte Fabian og ændrede lidt vægten på sine arme så han kunne snige en arm ud og lade den danse lidt henover Aldamars overkrop igen. Det var bare mere praktisk at Aldamar boede her i byen fremfor Zircon, men han vidste godt at man næppe kunne vælge by efter skøge. Uanset hvor meget Fabian mente at det naturligvis var noget man skulle gøre når man ville være sammen med ham.
"Men hvis du selv skulle bestemme, uden at tage hensyn til hvad der er praktisk eller giver mening, hvor ville du så bo?" Et eller andet sted forventede Fabian lidt at Aldamar ville sige Dianthos. Han var trods alt flyttet hertil af en grund ikke?

De ru fingerspidser bevægede sig over hans krop, og Aldamar lukkede kortvarigt øjnene ved den behagelige nussen. Det var alligevel noget han sjældent havde mødt før, den blonde mand var så utrolig berøringsorinteret. Ikke at han brokkede sig - når man lige vænnede sig til det, var det faktisk utrolig behageligt og nærværende - skabte en ro i det indre. Men det virkede til at være lige meget hvad der blev snakket om, eller hvornår der blev snakket, så kunne - i hvert fald den ene hånd - altid snige sig bare en smule nærmere. 
Aldamar smilede en anelse bredere, førhen at han nikkede kort.  Joeh, det gav mening at bo i Dianthos, det var der ingen tvivl om. Men det gav ligeså meget mening at bo andre steder end i selve hovedstaden, trods han mistænke sin mor for at være taknemmelig over at kunne holde bare nogenlunde øje med sine yngre søskende. 
Det var måske også bare hans lidt pessimistiske syn på verdenen, der dikterede hans bekymringer i den retning. Ikke at Fabian behøvede at vide den del. 

De mørkeblå øjne åbnedes atter, og med et overvejende blik på Fabian - et blik der var en smule længere end det burde, inden det flyttede sig imod loftet, jah så talte han. "Måske de næste 2 år her. Jeg kunne sagtens strække den til 3 år... men jeg..." Aldamar kneb øjnene en anelse sammen, og kunne ikke forstå hvad Fabian så i hovedstaden. Så han smilede en anelse 'opgivende'. 
"Men jeg forstår ikke hvorfor folk vil være her i længere tid. Joh, variationen i mennesker er fantastisk, det er rart ikke at blive genkendt bare ved at gå ned af hovedvejen. Men føler du dig aldrig... udsat, imellem alle de her mennesker?" ingen tvivl om at han brød sig om Dianthos lige nu. Men om 5 år? Der var han nok blevet mæt af de forskellige indtryk. 

Fysisk kontakt var bare noget Fabian holdt meget af og det føltes helt naturligt for ham når han lå eller sad tæt med en. Der behøvede ikke at komme noget mere ud af det, men det var ikke en ting han bare ville stoppe med, med mindre man faktisk bad ham om det. Grænser kunne han trods alt også acceptere, også selvom han nogle gange kunne føle sig lidt utilfreds med dem.

Fabian mødte Aldamars øjne spørgende inden Aldamar lod dem forlade ham, så det bare var Fabian der lod blikket blive på Aldamar mens han talte.
"Det er nok mulighederne der hiver i mange af os," indrømmede han. Han kunne godt rationelt forstå at ikke alle ville holde af alle folkene i byen, men selv elskede han det. Det var alt han havde søgt efter da han var yngre og man ville få det hårdt med at forsøgr at hive ham væk fra Dianthos igen på et mere permanent område. "Men egentlig ikke..." sagde han eftertænksomt som han prøvede at finde på en måde at formulere sig på. "Selvom man aldrig kan regne med hvem man møder så er der også bare så mange folk at de alligevel ikke kan gøre noget på åben gade. Jeg føler mig faktisk mere tryg her end så mange andre steder." På landevejen kunne man blive dræbt uden nogensinde at blive fundet og selvom det også skete indenfor Fabians fag så gjaldt det også lidt om mavefølelse om hvem man burde gå med.

Det var ikke længe Aldamar så op i loftet, førhen at hans øjne atter fandt sin vej tilbage til Fabian's liggende skikkelse, der talte om de muligheder der var at finde i byen. Arbejdsmuligheder, romantiske muligheder, passionsmuligheder - Aldamar nikkede lidt, da han - når man ikke nødvendigvis var født ind i et 'erhverv' som ham, sagtens kunne se hvad han mente. I hvert fald formuleret på den måde. Muligheder var hvad der trak mange afsted, og  trods der ikke var nogen kontrol over hvilke typer det så tiltrak, var der vel... en eller anden grad af sikkerhed i antal. 
Aldamar rullede sig om på siden igen, inden at  han lod en rastløs hånd række ud efter de blonde tjavser, og jah - måske en anelse uden at tænke over det, pillede nogle af dem væk fra hans ansigt og så vidt som muligt ned bagved øret. 
Det var godt at han ikke kunne se sit eget hår. 

"Mmmh, sikkerhed i antal" mumlede han eftertænksomt, som en lille konstatering af sine tanker. Aldamar's øjne fokuserede på en tot der absolut ikke ville lægge sig ned, og en anelse irriteret over dens modstand, rullede han om på maven for bedre at kunne rette den til. "Hvor kommer du egentlig fra?" kom det som en indskydende tanke imens at han 'rettede til' - noget han faktisk ikke vidste om Fabian, men lidt undrede sig over. Han havde - og tænkte stadigvæk lidt - at Dianthos var svaret. Så ville det give rigtig god mening, nemlig.

Fabian var en af mange der var kommet til Dianthos, lige netop for mulighederne. Han havde dengang haft en drøm om at bedrive noget stort, og finde sit kald i livet. At han havde fundet sit kald, kunne man vidst godt sige, men at gøre noget stort ud af sig selv... det havde han næppe gjort, men lykken havde han fundet.
Han blik blev også lidt fjernt, som han tænkte på sin hjemstavn. Han savnede det ikke men de havde nu aldrig rigtig forstået hvad han skulle heroppe i det nordlige, travle område. Det var heller ikke ofte at han faktisk tog ned og besøgte dem mere, hvis han skulle være ærlig.

Hans øjne blev dog lidt mere fokuseret, som Aldamar blev ved med at hive i noget af hans hår, og man kunne se et lidt undrende blik på hånden som var i hans hår, og som bare ikke ville forlade det igen. For det føltes ikke somom at han var i gang med at nusse ham eller noget. ”Det nordlige Medanien. Min familie arbejder på en gård dernede,” sagde han. Det var ikke ofte han snakkede om sin familie, selvom det næppe var et ømt punkt, det var bare... lige meget. ”Hvad har du gang i?” Aldamar var blevet ved og selvom Fabian altid nød lidt ekstra nusning, så var det faktisk bare en smule distraherende. 

Overrasket stoppede Aldamar kortvarigt sin fiksering af det blonde hår, og kiggede på ham. En bondefamilie? Det havde han aldrig overvejet som mulighed, og selvom tanken om hans ydmyge kår i sit tidligere liv, fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Han vidste ikke helt hvorfor.... måske bare billedet af ham på en mark, fremfor på en kro var en anelse forstyrrende. "En bondeknægt" gled det drillende over hans læber. 
Det forsvandt dog som Aldamar en anelse overrasket kiggede på ham - hvad mente han - inden at han forstod at han hentydede til håret. Dertil prøvede fyrstesønnen endnu en sidste gang at rette den stride tot til, men da den sprang tilbage næsten med det samme, gav han op på den. "Dit hår er uglet" konstaterede han, og havde for en stund glemt at han ikke var fri for det rod selv. 
"Vent, gjorde det ondt?" hånden blev trukket en anelse til sig selv ved ordende, og han havde egentlig ikke overvejet om det havde været ubehageligt, sådan som det bare var... sket instinktivt. 

Rette ting, fixe ting. Få dem på plads så de ikke så så malplacerede ud; han kunne sjældent lade værd med at prøve at få bare lidt orden i det. Om det så var derhjemme eller her, om det var i værelser eller i noget så simpelt som hvordan håret lå, og hvordan det burde ligge. 

Fabian trak lidt på skuldrene, da Aldamar kommenterede at han var en bondeknægt. Det var ikke det glamourøse eller tragiske ophav, som folk normalvis tænkte om Fabian. Det var bare noget, der mindede så lidt om hvem han var som person i dag, men det var næppe en hemmelighed. Han havde dog heller ikke oplevet folk havde opsøgt hans familie, pga. noget han havde gjort, ellers havde han nok haft det lidt anderledes med at snakke om sin baggrund. Silva familien havde trods alt en stor hemmelighed de skjulte på.

Da Aldamar nævnte at det var fordi Fabians hår var uglet, kunne han ikke lade vær med selv at kigge hen på Aladmars hår, som lignede mindst ligeså meget en høstak, blot med mørke lokker. ”Nej, det var det ikke... men det var lidt distraherende,” sagde han leende. ”Det føltes nemlig ikke ligefrem som om at du nussede mig, så jeg var ikke helt sikker på hvad det så kunne være.” Normalvis plejede hans kunder ikke ligefrem at ordne hvordan præsentabel han så ud efter en omgang. På mange punkter var Aldamar anderledes end dem Fabian var vant til. Det var ikke nødvendigvis en dårlig ting, men Fabian var stadig ikke helt sikker på om det også var en god ting? Indtil videre var han blot nysgerrig omkring fyrstesønnen.

Aldamar smilede en anelse bredere, og lod hånden glide en sidste gang igennem de blonde lokker, inden at han trak den til sig igen. Distraherende var et ord for det, da det velsagtens kunne have føltes sådan. Han havde bare svært ved at lade det være, når det plejede at sidde fint. "Jeg skal nok lade værd med at distrahere dig, så" kom det med et lille grin fra ham, og selvom han vidste at det ikke havde været en negativ form for distraheret - eller, han gik i hvert fald stærkt ud fra det - så lod han alligevel værd. I stedet gled blikket bagud imod hvor at han mente Fabian havde efterladt piben sidst, men da han ikke kunne spotte den, var han nød til at møve sig ud til sengekanten og udvide efterforskningen til under sengen også, førhen at han med et lille sejrsmil kunne hive den op. 

Den var selvfølgelig gået ud i den gode pause, men Aldamar var dog resolut i sin mission om at få gang i den igen. På vejen hen til jakken hvor at pibetobakken gemte sig, fiskede han også dynerne op, da det efterhånden var begyndt at blive bare en anelse køligt at ligge så... blottet.