Nærmest mod hendes egen vilje, gled Irisas blik ned over Thanos. Synet af ham som han tog sine bukser af, var nok til, at hun var sikker på, at hun ville kaste op. Men selvfølgelig skete der ikke noget, det turde hun slet ikke. Tilgengæld kunne hun mærke en irriterende følelse af ydmygelse brede sig i kroppen, da Thanos måtte hjælpe sig selv igang med hånden. Var hun nu ikke engang god nok til, at hun kunne bruges til det? Det var jo forfærdeligt, det var jo ikke fordi Irisa havde lyst til at tilfredsstille Thanos, men han havde jo gjort det klart, at hun kun havde det ene formål, og hvis hun så ikke engang kunne det.

Ydmygelsen forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var dukket op, da Thanos uden videre hensyn trængte op i hende. Det gjorde ondt, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at Irisa stadig var øm, fra den omgang Meran havde givet hende, sidst de havde set hinanden. Endelig formåede hun at slide blikket var Thanos, så hun i stedet kunne lade det glide op mod loftet. Hun så tomt ud i luften, mens tårene igen begyndte at trille. Hun gjorde absolut ingenting for at gøre oplevelsen bedre for Thanos, men det virkede heller ikke til, at det var noget, som han forventede.

Da Irisa langt om længe hørte de klemte lyde fra Thanos, bevægede hendes læber sig i en tavs bøn. Det var overstået, i hvert fald for nu. Eller det håbede hun i hvert fald. Hun vidste godt, at Vargas uden tvivl også ville have sin tur, når han kom tilbage, men forhåbentlig ville han hurtigt miste interessen i hende. Med lidt held ville hun snart blive solgt til en køber, som, om guderne ville det, ikke havde de interesser i hende.

Følelsen i hans underliv sendte en behagelig varme ud i hans krop, en varme der nok skulle følge ham i seng og lade ham falde hurtigt i søvn. Ikke at han havde problemer med at sove i forvejen, han havde ingen bekymringer eller skyldfølelser til at holde ham vågen. 
Hendes tårer rørte ham ham ikke, i det mindste var hun tavs og forstyrrede ham ikke, som han nød at tage det, han havde tjent sig til i løbet af aftenen. Hun kunne lige så godt vænne sig til det, han tvivlede på, at det var sidste gang, at nogen ville fornøje sig med den kønne topalis mod hendes vilje. Vargas havde i hvert fald uden tvivl planer.

Så snart følelsen af nydelse lettede fra hans krop, trak han sig tilbage og rejste sig, inden han trak sine bukser på plads, rettede på sin skjorte og derefter begyndte at rydde op efter sig selv. Snart havde han sine ting i hænderne, men han stoppede op, inden han gik hen til døren, og så på hende.
"Gør som han siger. Ellers ses vi måske snart igen." Det var næsten en tom trussel, for han havde ikke planer om at blive i Balzera meget længere, der var arbejde, der kaldte, oppe nord på. Hans ferie var ved at være ovre, men Vargas kunne selvfølgelig godt nå at prøve sig frem med hende, inden Thanos rejste. 

Han kastede et sidste blik på hende og hendes nøgne krop, inden han åbnede døren og uden at vise interesse for vagterne beordrede dem at smide hende tilbage i buret. Og så fortsatte han ind i den store bygning og op på sit værelse. Det var sent og solen var forlængst gået ned, men han gik ikke i seng. Snart sad han ude på balkonen med udsigt over slavehandlen, sin pibe i den ene hånd og noget krydret vin i den anden, fødderne lagt op på en skammel og nattens kulde prikkende i hans hud.

Vargas kom hjem en lille time senere med en arm om en kvinde, begge tydeligvis påvirkede af en festlig aften. De to mænds blikke mødtes kort, inden Vargas ledte kvinden videre ned af gangen. Lidt efter kom han tilbage og stillede sig i den buede åbning ud til balkonen.
"Hvordan gik det?" Hans stemme en smule blød af for meget vin. Thanos trak let på skuldrene og så ned i sin døde pibe.
"Hun er klar."
Vargas smilede og nikkede tilfreds.
"Godt. Hvor længe bliver du?"
"Måske til i overmorgen. Jeg har lidt ærinder i morgen, der skal klares."
Vargas nikkede igen og vendte rundt for at gå. Han stoppede dog op midt i bevægelsen og betragtede sin gæst lidt.
"Du er sikker på, at du ikke vil have fast arbejde her?" Det var ikke første gang, at dæmonen havde spurgt, og han kendte svaret, men der var alligevel lidt håb i fuldskaben. Thanos smilede en smule og rystede på hovedet. 
"Det er for varmt." Det var ikke en løgn, han var ikke sikker på, at han ville kunne holde varmen ud på længere sigt, men det var ikke den eneste grund. Og det vidste slavehandleren også godt. Vargas snøftede lidt utilfreds ind.
"Nå, nattens underholdning venter." Han viftede med hånden og forsvandt. Thanos rystede lidt på hovedet over ham og tømte sit glas, inden han rejste sig for at finde sit eget værelse. En kvindes latter lød mellem murene, men det forstyrrede ikke Thanos, der snart sov godt i sin lånte seng.

Det havde været en god aften for Vargas og næste dag brugte han på at pleje sine tømmermænd og få styr på de aftaler, han havde lavet med gamle og nye kunder. Thanos så han ikke noget til, men det var ikke så specielt. Han havde en svag erindring om, at lejesoldaten havde snakket om ærinder, og det kunne jo være hvad som helst. Og da han kom hjem som natten havde lagt sig over ørkenen, havde han blod på ærmet og et par ting, han havde købt på markedet. Sikkert en ganske normal dag i Thanos' liv, af hvad Vargas kunne finde ud af.

Dagen efter fulgte han sin gæst ned på havnen og satte ham på et skib, der skulle til havnen ved Tusmørkebjergene, sammen med hans skimlede hoppe. Det var nemmere for både dyr og mand at sejle end at tage den igennem ørkenen. Han gav dem et lille vink, som det store skib bevægede sig ud fra kajen, og han kunne næsten se Thanos få et træt udtryk i ansigtet. Manden vinkede heller ikke tilbage. Vargas smilede hele vejen hjem, han kunne virkeligt godt lide Thanos. Han var intelligent, tavs og ganske sjov at drille lidt. Det var altid en fornøjelse at have ham på besøg.

Og så forsvandt tiden, som der var arbejde at se til. Kunder, der skulle smøres, forkæles og vises rundt. Bøger der skulle holdes. Småting, der skulle have hans opmærksomhed i slavehandlen. Handler, der skulle laves, og en pisk, der skulle svinges.
Så der gik en tre dage, før han fandt tid og lyst til at tage sig af Irisa. Det var tid til lidt selvforkælelse. I mellemtiden havde hun fået fred i sit bur. Umbrien havde berettet om sorte mærker på hendes hals, hvilket der ikke var sendt en healer af sted for. Hun havde fået en ny kjole, magen til den, Thanos havde ødelagt.

Det var aften på tredjedagen, efter der var serveret mad, da et par vagter dukkede op foran hendes bur. Den ene af dem burde hun genkende som en af dem, der virkede til at have lidt mere respekt for de levende væsner i handlen. Meran var ikke at spotte.
De fik hende ud af buret og tog hende med ind i hovedbygningen, hvor der ventede en healer og et varmt bad i baderummet. Healeren klarede de sidste skrammer fra Irisas tid med Thanos, og den mere venlige vagt sendte hende i karret med ordene om, at Vargas ville have hende ren, om vagten så skulle skurre hende. Var det ikke nødvendigt, brugte han det meste af tiden på at go ud i rummet, omend hans blik ikke helt kunne undgå at glide over hende.
Da hun var færdig og havde tørret sig og sit hår, rakte han hende en ny kjole. Den havde tynde stropper og var af silke, en ganske fin og dyr natkjole, der var lidt for stor til hende. En af Anas. Og derefter ledte vagten hende ovenpå til slavehandlerens værelse. Det var tomt for levende væsner, men der var en bred seng med plads til to og dyre silkelagner, en smukt udskåret kommode med et tilhørende skab, to natborde og et bord med et vaskefad, hvor der også lige nu stod et fad med udskåret frugt og nødder, samt en karaffel med vin med tilhørende glas. Indretningen var ikke så rubinsk som den kunne være, men havde et strejf af et mere nordisk design. Som den private stue også havde.
"Vent her. Du skulle være velkommen til at tage for dig." Vagten nikkede mod bordet, inden han lukkede døren bag hende og stillede sig på vagt.

Der gik små ti minutter, inden Vargas endeligt fik revet sig fri fra et brev, han var ved at skrive til en kunde i Azurien. Dovent strakte han sig, kørte en hånd igennem sit uregerlige hår og rettede lidt på den dyre kofte, der gik ham til midt på låret. På benene havde han bukser, der posede om hans lår, men sad stramt under knæende. Og på fødderne et par behagelige sandaler.
Han mærkede et stik af forventning, som han forlod sit kontor og fandt vej til sit soveværelse. Vagten rettede sig op og åbnede døren for ham.
"Jeg undskylder ventetiden, arbejdet kan være en smule tidskrævende." Han smilede til hende, som vagten lukkede døren igen, og lod blikket glide over hende. Det klædte hende med et bad og en pæn kjole.

Truslen fra Thanos fik det til at gippe svagt i Irisa, hun havde bestemt ikke lyst til at tilbringe mere tid med denne ubehagelige mand. Ikke at hun på nogen måde havde tænkt sig at fortsætte med at være besværlig, det havde Thanos fået banket godt og grundigt ud af hende. Forhåbentlig ville Vargas være med blid.. og forhåbentlig ville hun få et par dage til at hvile sig, før han forlangte hendes selskab.
Irisa lå helt stille, indtil vagterne kom hen og hev hende op at stå. For en gangs skyld gik hun frivilligt med, så de ikke var nødt til at slæbe hende i armene.

Det var en lettelse, da Irisa endelig kom tilbage til sit bur. Tænk at hun nogensinde skulle være glad for at se det.. Med det samme krøb hun sammen i hjørnet, nu havde tankerne om, hvad der var sket og hvordan hendes fremtid så ud, for alvor tid til at indfinde sig. Hun kunne mærke blikkene fra nogle af de andre slaver, som hun tavst sad med hovedet begravet i armene, men hun var ligeglad. Det kunne næppe være første gang, de havde set, at en ny slave var blevet nedbrudt. Måske var der endda nogle af dem, som kendte til Thanos' grusomme natur, og som sendte hende medfølende blikke, som hun også valgte at ignorere.

For Irisa gik dagene nærmest i en tåge. Hun holdt sig primært i sit hjørne af buret, tavs og generelt uden at gøre megen væsen af sig, der skulle ikke være nogen som helst undskyldning for at straffe hende yderligere. Hun forsøgte at holde styr på, hvor mange dage hun havde været i slavehandlen, men dagene var roddet sammen i hendes hoved. Hvorfor var inge  kommet for at lede efter hende? Var hendes familie så ligeglade med hende? Nok havde ingen ledt efter hendes bror, dengang han forsvandt, men han var jo også gået sin vej.. Mon de troede, at hun havde gjort det samme? Tanken var forfærdelig, men minderne og tankerne om fanilien var det eneste hun havde tilbage, så hun brugte dagene og nætterne på at se mod himlen og drømme sig tilbage, selvom de glade minder var blandet med sorgen og frygten for at blive glemt og efterladt.

Som dagene gik var der sneget sig et spinkelt ind hos Irisa om, at Vargas ikke ville ønske at se hende alligevel, hun havde jo trods alt skadet ham sidst de var sammen. Håbet forsvandt dog så snart vagten kom for at hente hende.. I det mindste var det da ikke Meran.
Uden at sige et ord fulgte hun med vagten. Alt foregik i fuldkommen tavshed, den eneste lyd fra hende var et tilfreds suk, da hun fik lov til at tage et bad. Hun var bange for, athvis hun sagde noget, ville det på en eller anden måde føre til afstraffelse. Ikke at hun havde noget at sige uanset, det ville næppe hjælpe at tigge og bede vagten om forståelse. Kjolen blev hevet på uden protester, faktisk lod hun hænderne glide lettere betaget ned over den, den måtte have været dyr.. Der var kun en grund til, at hun havde fået den på. Nervøst knugede hun stoffet i hænderne, pludselig virkede det som om, at kjolen afslørede alt for meget, selvom den var for stor og derfor næppe fremviste hendes krop så meget, som den kunne have gjort.

Inde på værelset lod Irisa imponeret blikket glide rundt over de mange ting. Hun kunne ikke mindes, at hun havde været på et værelse som dette før. Hendes blik landede på maden, selvom slaverne ikke blev udsultet, så det alligevel utroligt indbydende ud.
Ved vagtens ord flyttede Irisas blik hen til ham, og hun bukkede ganske kort.
"Tak" hendes egen stemme lød næsten fremmed i hendes egne øre, efter hun havde været tavs i så mange dage. Selvom vagten havde sagt, at Irisa gerne måtte tage for sig, turde hun ikke helt. I stedet satte hun sig på sengen, hvor hun forsøgte at få samlet håret i en eller anden frisure. Hun var ikke vant til, at håret hang løst, og hun blev nødt til at føle sig nogenlunde normal. Men hendes blik blev hele tiden draget af skålen, uanset hvor meget hun forsøgte at ignorere den. Tøvende gik hun hen til og tog et stykke frugt, som hun stak i munden. En lav nydende lyd forlod hende, mens hun lukkede øjnene, som dog hurtigt blev slået op igen, da Vargas trådte ind i rummet.
"Herre Aziz" hun bed sig nervøst i læben og bukkede dybt for ham.

Vargas' øjne kneb sig sammen i så kort et splitsekund, at man skulle være heldig for at se det, som hun bukkede af ham. Men det lette, smil forlod ikke hans ansigt, selvom der var et lidt mere skarpt blik i de brune øjne.
"Kvindelige slaver bukker ikke, de nejer." Selvom det var en irettesættelse, var der ikke noget i hans tonefald, der angav, at hun var i problemer. Hvis ret skulle være ret, så var hun næsten kun hevet ind fra gaden og havde ikke lært, hvordan hun skulle gøre. Han lavede en mental note om at sikre sig, at hun blev undervist i det, hvilket de fleste af slaver nu blev. 

Afslappet slentrede han ind i rummet mod hende. Kjolen var lidt for stor, hun var mindre end Ana, hvilket ikke fik den til at falde helt perfekt ned over hendes former, dem der var af dem, men som trøst lå kanten længere ned af hendes brystkasse og afslørede det øverste af hendes bryster. En syn han nød, til hans blik blev fanget af fadet med frugt. Det så ikke ud til, at der var taget noget, og han slog ud med hånden.
"Spis. Du er sikkert sulten." Han trådte tæt nok på til selv at tage et stygge mango, inden han tog karaflen og et glas for at hælde op, mens hans blik flyttede sig frem og tilbage mellem hende og vinen, der løb ned i glasset. Da det var to tredjedele fyldt, rakte han det til hende. Glasset var mere værd end noget hun nogensinde havde ejet, men der var ingen tøven, som han gav det til hende. Gik det i stykker, købte han et nyt uden at blinke.
"Her."

Det andet glas klinkede dæmpet, som karaflen kort stødte i mod dets kant, som han hældte vin op til sig selv. Det var en sød frugtvin med en behagelig duft. Man skulle ikke drikke mange glas, før man ville få det dårligt dagen efter, den var stærk. Det var med vilje, som han ville have hende til at slappe lidt af.
"Fortæl mig, hvordan er det at optræde for at tjene til dagen og vejen?" Han stillede karaflen fra sig og virkede til at komme i tanke om noget, som han var ved at hæve glasset mod læberne, en bevægelse, der stoppede halvvejs. "Din familie, I røver og stjæler vel ikke?" Der var altid problemer med grupper, der forsøgte at stjæle fra hans karavaner. At han sagde familie, selvom hun havde fortalt ham, at hun boede med sine venner, det var måske en fortalelse.

Den ummidelbare reaktion fra Irisa var at fare sammen, da Vargas rettede på hende, men hun nåede at bremse sig selv, så det ikke blev til meget mere end et ufrivilligt ryk igennen kroppen. Det havde ikke lydt videre vredt eller truende, så der var vel næppe nogen grund til at forvente en straf for forseelsen? Alligevel bukkede hun dog hovedet ganske svagt og blikket blev rettet mod gulvet.
"Javel herre Aziz" Der var mange nye ting, som hun pludselig skulle til at lære.. Først og fremmest burde hun måske lære, hvordan man opførte sig lidt feminint, for det havde aldrig før været noget, som hun gik videre op i. Så var det næste spørgsmål jo bare, hvordan hun skulle lære det, for hun havde bestemt ikke lyst til at have Vargas som lærermester.

Igen blev Irisas blik forsigtigt vendt mod Vargas, klar til at reagere på selv den mindste ordre fra ham. Selv igennem den ødelæggelse som Thanos havde formået at forvolde på hende rent mentalt, havde hun en klar følelse af, at hun hadede den her situation inderligt, og hun hadede Vargas mindst lige så meget. Det var ydmygende at stå og vente på at få at vide, hvad hun skulle sige eller gøre, men hvad andet valg havde hun. Vargas' ord tolkede Irisa som en ordre, så nærmest uden at tænke over det, gik hun hen til fadet med frugt og tog det første, som hun nu lige fik fat i, heldigvis havde hun aldrig været kræsen. Smagen fra frugten nærmest eksploderede i hendes mund, og gav hende lyst til at tømme hele fadet, men for nu holdt hun sig fra det. I stedet tog hun imod glasset med forsigtige bevægelser. Betaget så hun på glasset, mens Vargas hældte op, hun havde aldrig ejet noget så pænt, og ville næppe komme til det. En lyst til at kyle glasset i hovedet på ham fór igennem hendes krop, men den blev undertrykt næsten lige så hurtigt, som den var dukket op, der var ingen grund til at gøre situationen værre. Hun kunne trods alt ikke vide, om Thanos gemte sig i bygningen, eller om Vargas havde en hidtil uset grusom side.

Alkohol havde aldrig rigtig sagt Irisa noget, nok fordi hun ikke rigtig brød sig om den følelse, som det gav, når man drak for meget. Da den søde drik ramte hendes tunge, måtte hun dog alligevel tavst indrømme overfor sig selv, at hun godt kunne forstå, hvorfor nogen nød at drikke større mængder af det.
Mens Irisa tænkte over et svar, tog hun endnu en tår af vinen. Hun brød sig ikke videre om at stå og hyggesnakke med Vargas, mend det var vel bedre end alternative aktiviteter.
"Jeg nyder at optræde, så jeg vil mene, at det er fint? Jeg har aldrig kendt til andet end det, så jeg har ikke meget at sammenligne det med" Hun havde aldrig rigtig tænkt over det, det var bare den måde, tingene altid havde fungeret på. Alle gjorde hvad de kunne for at tjene til dagen og vejen, og nu nød hun at underholde og, hvis hun sekv skulle sige det, var hun også ret god til det, så det havde været det logiske valg.

Fortalelsen fra Vargas vækkede en uro i Irisa, havde hun ikke tidligere sagt, at hun boede med venner? Det virkede som evigheder siden, at de havde diskuteret det, så hun kunne sagtens huske forkert, selvom hun nu var ret sikker. Det var vel egentlig ligegyldigt, for hun havde ikke tænkt sig at rette på Vargas uanset, men uroen som han havde vækket i hende, fik hende til at knuge lidt hårdere om glasset 
"Ikke hvad jeg kender til. Vi foretrækker at lave ærligt arbejde, så behøver vi heller ikke frygte noget" Det var en halv sandhed, for hun havde da selv været med til at stjæle lidt mad fra nogle af boderne, men hun frygtede hvad der ville ske, hvis Vargas stemplede hende som en tyvetøs, så var en lille hvid løgn langt mere sikker.

Vargas forsøgte ikke at skjule et smil, som hun kaldt ham "Herre Aziz" igen. Hendes attitude havde ændret sig en del siden sidst, hun havde stået foran ham. Hun virkede mere som at hun underkastede sig. At hun havde forstået, hvad det ville sige at være en af hans slaver. Thanos havde virkeligt gjort et godt stykke arbejde, det måtte man sige. En skam han ikke var til at overtale til at blive. 
Spørgsmålet var, om pigen var helt knækket, Thanos havde ment, at hun var godt på vej. Det ville Vargas nok finde ud af om lidt, når hun havde drukket sin vin, og han havde vurderet hende lidt. Nydt synet af hende og ladet lysten finde vej til hans krop. Hun havde en smuk hals, og trods at der ikke var så meget fylde i hendes kurver, lokkede formerne under kjolen ham.

Der kom ikke et verbalt svar fra ham, da hun fortalte om at optræde. Det var et rimeligt intetsigende svar, men han havde heller ikke forventet andet, det var ikke så ofte, at samtaler med slaver blev så dybdegående. Nogle gange stødte han på en slave, der på den ene eller anden måde havde viden af en art, gerne elvere eller ældre mennesker, og når de først havde fundet ud af, at Vargas intet havde i mod en god teoretisk snak, førte samtalerne til oplysende ting. Men de mere almindelige, uuddannede slaver fik han sjældent noget ud af. Og nu var det heller ikke, hvad der var i tøsens hoved, han var interesseret i.

Som hun sagde, at hendes gruppe var ærlige folk, kom han med et "hm", som han drak lidt af vinen. Hvis hun troede, at han ikke havde hørt sig lidt for, tog hun fejl. Hendes familie var før blevet taget i lidt smårapserier, men det var ikke noget, han interesserede sig for. Det var mere dem, der valgte at angribe karavanerne, men han havde fået fat i en ørkenelver, der havde været som en irriterende flue for ham i en periode. Hun ville ikke blive et problem mere.

Vinens smag var rund og sød mod hans tunge, og han nød den ene mundfuld, inden han slikkede sin overlæbe ren og rakte ud efter endnu et stykke frugt. Der var ikke langt i mellem dem og hendes nærhed var lokkende. Han vidste jo, hvad der gemte sig under stoffet. Men han nøjedes med et stykke fersken, der spredte sin søde smag og sin saft i munden på ham, som han tyggede på det.
"Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad du kan. Tøm dit glas og dans for mig." Han lavede en let bevægelse mod det frie gulv for enden af sengen. Der skulle være mere end rigeligt med plads til lidt dans. Selvom det var en ordre, var hans stemme og blik ikke strengt, mere nysgerrigt. 

Troede han ikke på hende? Irisa kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at banke hårdere, selv hvis det betød, at hun måtte overgive sig fuldt og helt til Vargas, kunne hun ikke tillade, at der skete hendes familie noget, for hun tvivlede egentlig ikke på, at Vargas var ondsindet nok til at gå efter dem.. Men det var et problem, for en anden gang, lige nu havde hun noget meget mere nærliggende at tage sig af.

Noget af det sidste, som Irisa havde lyst til var, at danse foran Vargas. Dans var hendes fristed, en af de ting hun nød mest og den aktivitet, som gav hende mest ro. Det burde ikke komme bag på hende, men det betød ikke, at hun havde haft tid til at blive vant til tanken. Selvom Vargas ikke ligefrem lød fjendtlig, var der dog ikke den mindste tvivl om, at det var ment mere som en ordre end en forespørgsel, sø langsomt gik hun hen til det tomme gulv for enden af sengen. Kunne han da så i det mindste ikke have bedt hende om at synge i stedet for.

I et forsøg på at finde bare lidt fokus, vendte Irisa ryggen til Vargas og lukkede øjnene. Langsomt rakte hun armene over hovedet indtil armene var strakt og håndleddene krydsede, og rankede ryggen så det nærmest knagede i hendes mishandlede og trætte krop. Hun vidste, hvad Vargas' intention var med hende, han havde jo ikke ligefrem lagt skjul på det, og selvom det gav hende kvalme, vidste hun, at dansen var en mulighed for at sælge sig selv.
Langsomt lod hun armene glide ned i en blød bue, indtil de var strukket ud til siden. Det var underligt ikke at føle vandet, som hun ellers var så vant til at bruge, når hun dansede. Kjolen føltes også fremmede og unaturlig, men samtidig var hun lykkelig for den sparsomme dække, som den gav hende.

Langt om længe fik hun overtalt sig selv til at begynde at bevæge hofterne, og selvom det langt fra var flydende og naturligt til at starte med, kom hun hurtigt efter det, som hun formåede at fortabe sig selv i dansen bevægelser. Armene og benenes bevægelser var bløde, naturlige og langsomme, mens hofternes nærmest kørte deres egen noget hurtigere rytme. Øjnene forblev lukket, og især da hun vendte sig om, så hun havde fronten mod Vargas, sørgede hun for, at de var klemt godt sammen, det måtte Vargas bare acceptere, hvis han ønskede, at hun skulle danse for ham.

Vargas betragtede hende tømme glasset og stille det fra sig, inden hun bevægede sig ud på gulvet uden brok. Nysgerrigt lagde han hovedet en anelse på skrå og betragtede hende tage armene over hovedet. Allerede inden hendes hofter begyndte deres dans, vidste han, hvad hun ville gøre. Det var en klassisk dansk for Rubinien. Og alligevel var han en smule overrasket, han havde troet hun dansede noget andet. Men som han stod der og så hendes bag bevæge sig under kjolens glatte stof, spredte der sig alligevel et tilfredst smil om hans læber. Lettere fascineret betragtede han hende danse, mens han drak lidt mere vin og, uden at tænke over det, spiste lidt mere af frugten.

Til sidst stillede han glasset fra sig og begyndte at klappe af hende, som han havde set nok. Det var en rolig, lidt stille klappen, der gav svagt genlyd mellem stenmurene.
"Ganske imponerende. Med den rette påklædning må du dreje hovederne om på de mænd, du danser for." Det var sagt med svag morskab, men også en smule tænksomhed, som han lod blikket glide over hende. Nej, med lidt glitter og mere hud, ville hun uden tvivl kunne få en mands tanker fra alt. Der var iokke mange dage til, at en af hans større kunder fra Medanien ville komme på besøg, og den fedladne mand var ved Zaladin svær at forhandle med. Men han havde en ting for smukke kvinder. Måske en dans fra tøsen her kunne distrahere ham lidt fra krystallerne. Og måske han ville have hende med.

Vargas skubbede tankerne væk og smilede til topalisslaven med de levende hofter.
"Her, drik et glas mere, al det bevægelse må gøre en tørstig." Han greb karaflen og hendes glas og hældte op til hende, inden han rakte det frem mod hende med et glimt i øjnene. Der var stadig en lille slat tilbage i hans eget glas, der skulle mere end et glas eller to til at han blev påvirket af det, men i aften var det ikke for at drikke, at vinen var her. Det var helt og holdent for at få hende til at slappe lidt af. Han var opmærksom på, hvordan hun tog det stærke alkohol. Hun skulle ikke blive fuld, bare lidt ... afslappet. 

Lige så snart Vargas begyndte at klappe, slog Irisa øjnene op igen. Hendes lille drømmestund var slut, og hun blev pludselig pinligt bevidst om, hvordan hun havde danset for ham. Kommentaren om hendes dans gjorde bestemt ikke situationen bedre, og hun kunne mærke, hvordan hendes ansigt blev varmt. Nærmest flovt slog hun blikket ned mod gulvet, hun skamte sig på ingen måde over sin krop, selvom hun nu heller ikke gjorde noget for, at den skulle virke tiltrækkende, men hun havde bestemt noget imod, at Vargas sådan kommenterede på hendes dans og vel derigennem også hendes krop.
"Tak herre Aziz" ordene blev hvisket, men hun var egentlig også lidt ligeglad med, om Vargas hørte dem.

Taknemmeligt tog Irisa imod glasset fra Vargas, og hun forsøgte sig endda med et lille taknemmeligt smil. Jo, dansen havde gjort hende tørstig, men de mange rotationer med kroppen og hovedet havde også gjort hende en anelse svimmel, og hun kunne mærke en sær, svag summen i kroppen. Det var sikkert på grund af situationen og manglen på væske, hendes krop havde jo trods været udsat for en del på det sidste.
Irisa tog en stor tår af glasset, og nød smagen dom atter spredte sig i hendes mund. Hun var splittet mellem, om hun skulle tømme glasset hurtigst muligt, så Vargas forhåbentlig ville holde op med at trække tiden ud, eller om hun skulle forsøge at udsætte det uundgåelige. Hun endte med at tage endnu en stor tår af glasset, de kunne vel lige så godt få det overstået.

Den summende følelse i kroppen var efterhånden blevet mere tydelig, og selvom hun stadig var bange, nervøs og egentlig også gal, var det som om, at følelserne var blevet dæmpet lidt. Var det vinens skyld? Hun havde jo ikke drukket ret meget, og nok håndterede hun ikke alkohol ret godt, men det plejede da ikke at være så slemt. Hun tømte glasset i endnu en lang tår, og forsøgte så at gå hen og stille glasset fra sig på bordet. Som hun trådte frem, hang hendes fod dog fast i gulvettæppet, så hun snublede og faldt direkte ind i Vargas. Glasset røg på gulvet, det gik ikke i stykker, men det lagde Irisa ikke engang mærke til, hun var allerede nærmest panisk for, at hun havde gjort noget galt.
"Undskyld herre Aziz!" 

Med et lille smil betragtede han hende drikke af glasset, ja tømme det, i tre store slurke. Jamen dog. Han havde nok bemærket, at hun så lidt beskæmmet ud over hans ros, men at det ligefrem fik hende til at ty til alkoholen. Nå ja, hun skulle vist ikke have mere, sådan som hun allerede havde mistet evnen til at holde sig tilbage. Det var fint, hendes lille dans havde givet ham lyster, så hans tålmodighed rakte ikke ret meget længere.

Hun trådte frem, sikkert for at stille glasset eller tage noget mere frugt, men inden hun kom så langt, snublede hun. Overrasket greb han hende, som hun tiltede direkte ind i ham, med et fast greb i hendes overarme. Hun vejede heldigvis ikke så meget, og han nøjedes med at sætte den ene fod bag sig for at holde balancen. Glasset røg på gulvet, men landede på det tykke tæppe, der lå ved bordet, og det gik ikke i stykker - af hvad han kunne høre. 

Hun var straks i gang med at undskylde, men forskrækkelsen fik ham til at le en smule og skubbe hende op at stå igen. Hans øjne søgte hendes ansigt for at vurdere, hvordan det stod til, og han slap hende ikke, så hun ikke bakkede væk fra ham. Ikke at han havde hårdt ved, hans hænder hvilede bare lidt bestemt på hendes varme hud.
"Jeg tror, du har fået nok vin for i aften, hm?" Hans stemme var venlig og med et hint af morskab, men hans blik var fyldt med begær. Hun var tæt på, og den sidste rest af tålmodighed forsvandt, for hende heldigvis på den gode måde. Med Vargas var der alting 50/50 chance for, at han tog det med et smil eller fandt pisken frem.

Han løftede den ene hånd op og strøg det løse hår væk fra hendes ansigt. Hun var køn, ingen tvivl om det. Hånden flyttede sig ned til hendes hage, som han blidt tog ved for at skubbe hendes hoved lidt op, så han kunne placere et kys på hendes kindben. 
Klog af skade, drejede han hende blidt rundt, så hun pludseligt ville stå med ryggen mod ham. Med en arm hen over hendes mave, trak han hende ind til sig, inden han med den anden hånd flyttede hendes hår over den ene skulder, så han kunne komme til at kysse hendes hals. Blidt. Man kunne sige - kærligt. Hun duftede varm og ren, og han smilede lidt, som han kyssede hende ned af halsen og hen af skulderen, for at placere små kys tilbage igen helt op til øret.
Hånden på hendes mave flyttede sig lidt, og hans fingre kærtegnede hende uden på stoffet. Langsomt gled de op for at følges hendes brysts runding, inden hele hånden lagde sig over det. Stadig med bløde bevægelser.

Nervøst så hun op mod Vargas' ansigt i søgen efter den vrede, som hun var sikker på måtte ulme i ham, men til hendes store overraskelse var der ingen vrede at se. Hvad der dog var at se, skræmte hende endnu mere.. begæret var tydeligt, hans tålmodighed måtte være fuldkommen tyndslidt nu. En lille naiv del af hende havde håbet, at han ville lade hende gå, men nu var der ikke længere nogen tvivl, han ville have hende, også selvom hun ikke havde den mindste lyst til ham.

Følelsen af hans læber mod hendes kindben, gav hende gåsehud oh fik maven til at trække sig sammen. Det var fysisk anstrengende ikke at trække sig væk fra ham, hun havde jo svoret, at hun ville opføre sig pænt i håbet om, at han så ville være blidere ved hende.
Det var nærmest en lettelse, da han drejede hende rundt, så hun ikke skulle se på ham, han var nok blevet klog af skade. Havde hun ikke vidst, at det var ham, som stod bag hende, kunne kærtegnede nærmest have virket kærlige, og hun ville sikkert have nydt det, men i stedet efterlod hans læber en ubehagelig brændende fornemmelse på alle de steder, som de berørte. Som hans hånd landede på hendes bryst, gispede hun lavt, kun for at holde vejret og bide tænderne hårdt sammen lige efter, så hun ikke kom til at lave andre ufrivillige lyde.

Det fornuftige ville være at lege med, lade som om at hun nød det, men det kunne hun simpelthen ikke få sig selv til. Hun kunne sagtens stå fuldkommen stille og tage imod hans kærtegn, og forhåbentlig ville hun også kunne få sig selv til at sprede bebene for ham, men det var også alt. Egentlig håbede hun på, at hvis hun var 'kedelig' nok i sengen, ville han hurtigt miste interessen, og hun ville få lov til at være i fred, indtil han fandt en interesseret køber 

Selvfølgelig nød hun det ikke, men Vargas havde en eller anden indbildning om, at han var dygtig nok i sengen til at få alle kvinder til at hengive sig til ham. Han gik ikke op i voldtægt, han ville hellere have en form for gensidig nydelse, en intim tid sammen, hvor behageligheden skulle herske. Altså, ikke at han helt holdt sig fra det andet, det kunne være et nyttigt stykke værktøj, men det var stort set kun, når det gav ham en anden form for resultat, at han villigt gav sig ud i den slags.
Nej, når han havde en kvinde mellem hænderne som nu, så var det noget andet. 

Han kunne mærke hendes reaktion, som han lagde hånden om hendes bryst, og han bildte glædeligt sig selv ind, at det var en reaktion af nydelse. Om hun ville det eller ej.
Han placerede et sidste kys under hendes øre, inden han blødt nappede hende i øreflippen med tænderne.
"Du er en tiltalende kvinde," sagde han dæmpet mod hendes øre, inden han trådte et halvt skridt tilbage og roligt skubbede stropperne fra kjolen ud over hendes skuldre, så den, trukket af sin egen vægt, gled ned af hendes krop og lagde sig på jorden. Hans øjnene fulgte bevægelsen, inden hans blik gled op ad hendes krop, følgende formerne. Hun havde nu en sød lille bagdel, det ville han godt indrømme, og hans hånd fandt også straks vej til den ene basse, som han, stadig på samme blide måde, strøg fingrene over, inden han lod hånden fortsætte over hendes hofte og tilbage til hendes mave.

Han trådte ind til hende igen og indåndede duften af hendes hår, mens begge hans hænder fandt vej til hendes bryster, som han begyndte at kærtegne. Han pressede sit underliv ind mod hende for et øjeblik og nød fornemmelsen af hendes krop og varme igennem tøjet, inden han næsten legesygt snurrede hende rundt, så de stod ansigt til ansigt. Med et lille smil førte han hende bagud mod sengen, hvor han blidt skubbede hende ned at ligge med benene bukket ud over kanten. Han satte et knæ i madrassen ved siden af hende, stadig en fod i gulvet og betragtede hendes krop lidt, stadig smilende.

Til sidst lænede han sig ind over hende og kyssede hendes skulder. Med små kys bevægede han sig ned over hendes kraveben, hvor han kyssede huden ved siden af stenen i hendes brystben, og endeligt bevægede sig ned til hendes ene bryst, hvor han sugede hendes brystvorte ind mellem læberne og kærtegnede den med tungen. Hans ene hånd kærtegnede hendes andet bryst. Snart skiftede han om, satte den anden hånd i madrassen, og fortsatte den kærlige behandling af det andet bryst.
Til sidst bevægede han sig med små kys ned over hendes mave, ned mod hendes køn. Efter at have flyttet sig, skilte han hendes ben ad, satte sig på hug og førte hovedet ned i mellem hendes ben, han holdt adskilt med en hånd på hvert inderlår. Forhåbentligt var det noget, hun trods sin modvilje, ville kunne lide.

Med et lavt klynk lod Irisa atter luften slippe ud,som Vargas nappede hende i øreflippen. Igen skulle han kommentere hendes udseende, kunne han ikke bare tie stille og gøre, hvad han havde tilkaldt hende for?
"Tak" ordet blev sagt uden hun rigtig selv tænkte over det.
Nervøst knugede hun kjolens stof i den ene hånd, nok havde han set hende nøgen før, men det her var anderledes. Den her gang var det frivilligt, sådan da. Kjolens stropper gled ned over hendes skuldre, og hun tvang hånden til at give slip på stoffet, så kjolen kunne dumpe ned på gulvet med en lyd, som nærmest lød som et tordenskrald i hendes ører, selvom den egentlig nok var næppe hørlig. Hendes krop skælvede svagt under hans fortsatte berøringer, hun kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde følt sig så sårbar før.

Igen formåede et lavt klynk at slippe fra hende, da hun atter mærkede hans hænder på brysterne, og alt for tydeligt mærkede hans underliv blive presset imod sig, i det mindste havde han da stadig tøjet på, selvom det var en utroligt ringe trøst. Da han snurrede hende rundt, tvang hun sig til at holde blikket, indtil han skubbede hende bagud og tvang hende ned at ligge. Blikket søgte op mod loftet, mens hun forsøgte at ignorere følelsen af hans læber, men det var umuligt, især da munde nåede hendes bryst. Hun klemte øjnene sammen. Det var forfærdeligt, for det var jo egentlig ikke ubehageligt, men hun havde virkelig ikke lyst til at nyde, hvad han gjorde ved hende. Hvorfor skukke han også gøre det her! Det var ikke en del af planen, at han skulme forsøge at tvinge hende til at nyde det! Det var lige før, at hun foretrak smerten ved at blive taget uforberedt i forhold til denne ydmygelse.

Hun gispede lavt, da hun mærkede hans tunge et helt nyt sted. Nej, nej, nej! Ikke der! Uanset hvor meget han frastødte hende, var det begrænset, hvor langt hendes kontrol over hendes egen krop gik. Tårene begyndte at presse sig på og fingrene blev borret ned i sengen, da hun begyndte at kunne mærke, hvordan kroppen ignorerede alle negative følelser og begyndte at reagere på hans behandling. Hun havde lyst til at sparke ham, tvinge ham væk inden det blev for dejligt, men hun lå bare helt stille og lod ham gøre, som det nu passede ham, imens de uønskede følelser byggede sig op i hende og gjorde hendes vejrtrækning dybere.

Mange ville måske tænke, at Vargas ikke var typen, der ville gøre noget for andre, hvilket de ville have absolut ret i. Hans kærlighed for kvinderne i sengen var helt og holdent for hans egen skyld. Både fordi alting blev bedre på den måde, men også fordi det gav hans i forvejen opblæste selvværd et stykke mere. For hver kvinde han fik til at give op og hengive sig til ham, jo mere følte han sig overlegen. Og Vargas elskede at føle sig som den bedste.

Så snart han var sikker på, at hendes krop reagerede som han ville have det, rettede han sig op og kyssede hende op af kroppen, som han skubbede sig ind over hende med knæene i sengen på hver sin side af hende. Igen endte han ved hendes hals og kæbe, som han kyssede et par gange, inden han med et lille smil talte dæmpet ved hendes øre.
"Du kan lige så godt give op. Det hele bliver meget mere behageligt for os begge, hvis du samarbejder og deltager. Din krop siger jo ikke nej." Han løftede en hånd og kørte tommelfingeren ned over hendes ene brystvorte for at understrege, at han havde ret. 

Han førte hovedet endnu tættere på hendes øre, så deres tindinger hvilede mod hinanden.
"Hvis du gør mig meget tilfreds, kan det være, at der venter noget godt til dig bagefter." Han kunne sagtens finde på at forkæle hende lidt, hvis han følte sig godt tilpas, når de var færdige. Et rigtigt stykke tøj, et tæppe i buret, noget frugt i løbet af dagen, småting for en som ham, men meget når man var en slave i bur.
Hans fingre gled langs hendes side, inden hånden fandt tilbage til underlaget, mens han ventede på hendes respons. Skulle hun følge at blive liggende stille, ville han sukke lidt opgivende, og flytte hovedet til hendes skulder, hvor han ville bide hende. Ikke meget hårdt, men nok til at vise hende, at hun havde valgt forkert.

Det var svært at kæmpe imod de følelser, som efterhånden bredte sig i Irisa. Hun ville for alt i verdenen ikke nyde behandlinge, for hvad ville det så ikke gøre hende til? Men Vargas vidste jo uden tvivl, hvad han lavede, og hun kunne mærke sit forsvar stille og roligt smuldre helt væk. På en måde var det vel også ligegyldigt, for ligegyldigt hvor meget hun kæmpede, havde hendes krop sit eget liv separat fra al fornuft, og kroppen havde tydeligvis ikke det mindste imod at reagere på hans behandling.

Endelig fjernede han sig igen, og hun kunne ikke lade være med at sukke lettet, forhåbentlig var det alt, som han gad forsøge.
"Jeg kan ikke" det blev hvisket og efterfulgt af en svag hovedrysten, for hun havde virkelig ikke lyst til at være ulydig, men hun havde allerede givet så meget op.. Fingeren som kørte ned over hendes brystvorte fik det til at gippe ganske svagt i hende, men alligevel rystede hun fortsat på hovedet. Hvis hun blev nødt til at lade det sit af sin selvrespekt og selvværd forsvinde, var hun sikker på, at hun ville gå fuldkommen i stykker, og det måtte virkelig ikke ske, for så kunne hun lige så godt ligge sig til at dø med det samme.

Måske havde hun ikke fantasi nok, men der var kun meget få ting, som hun kunne forestille sig, at han ville forkæle hende med, og hun havde ikke lyst til nogle af dem. Selv hvis det var nogle små ting, som ville gøre livet lidt nemmere, ville hun ikke på nogen måde stå i gæld til ham. Helst ville hun egentlig bare gerne tilbage i sit bur og så ikke høre fra ham igen, indtil der var en køber, som var interesseret i hende. Hun gravede fingrene så hårdt ned i sengen, at det begyndte at gøre ondt, men det var den eneste bevægelse, som kom fra hende. Hun vidste godt, at det ikke var det rette valg, eller fortalte hans bid det med alt tydelighed, men det var bare ærgerligt, hun kunne ikke få sig selv til det.

Så snart Vargas' tænder forlod hendes hud igen, efterladende et svagt mærke, drejede han ansigtet mod hendes, så han kunne hviske mod hendes kind.
"Selvfølgelig kan du det." Han gav hendes bløde kind et lille kys, inden han satte sig på og så ned på hende. Der var et lidt skuffet udtryk i hans ansigt, men det virkede ikke helt dybtfølt. Han var skuffet, men han var også overbevist om, at hun nok skulle ændre mening, så snart han fortsatte med at forkæle hende. Og ellers måtte han jo se, om han kunne vise hende vejen.

Trods skuffelsen, smilede han lidt, som han betragtede hende under sig. Hun var køn, og han havde en fornemmelse af, at hun, hvis hun ville, kunne være lidt af en vildkat i sengen. Han håbede at få fornøjelsen af at have ret i den antagelse. Men først var det på tide at smide noget af tøjet, så han løftede hænderne op for at knappe koften op. Noget han havde håbet, hun ville gøre. Men det var ikke så vigtigt.
"Det er ellers en skam, jeg er nu sikker på, at vi med lidt god vilje kunne få en ganske sjov nat. Det er ikke så spændende, når fornøjelsen er ensidig." De slanke fingre gled fra knap til knap og til sidste kunne han trække koften af. Vargas var ikke en væg af muskler som Thanos, men man kunne ane konturerne af dem under huden. Han var ikke den mest aktive dæmon omkring, men på en eller anden måde lykkedes det ham alligevel at holde sit hylster ved lige. Et enkelt pænt ar var at se ved siden af navlen, men det var kommet med kroppen. Der var en smule hår i midten af hans bryst, men ikke noget voldsomt.

Koften røg på gulvet og han lænede sig tilbage, mens han stadig sad hen over hendes underliv, så han kunne skubbe sandalernes hæleremme ned over hælen, så de faldt på gulvet. Bukserne fik lov til at blive for nu, og selvom hun havde fin udsigt, sad de meget løs om hans liv, og afslørede derfor ikke rigtigt noget, selvom hendes krop i sig selv ophidsede ham en smule.
Da sandalerne var af, lænede han sig lidt frem og tog ved hende, for at skubbe hende længere op i sengen. En bevægelse han gjorde to gange, til hendes ben og fødder var oppe i sengen. Roligt tog han hendes ene hånd og lagde den mod sin side, inden han begyndte på at kysse hendes hals og nappe hende i øret med de hvide tænder. Hånden, der havde flyttet på hendes, gled ned over hendes varme hud ned over hendes side og tilbage op over hendes mave for at lægge sig om hendes ene bryst. Lidt hårdere end tidligere, men stadig nok overraskende blidt i forhold til, at han var ved at varme op til at tage hende mod hendes vilje.

Vargas' stemme lød som torden i hendes ører, på trods af at ordene hverken lød vrede eller truende. Måske det blev forstærket af, at han var ved at smide tøjet. Selvom hun virkelig havde lyst til at rive blikket væk, var det som om det var umuligt. Det værste var næsten, at hun sagtens kunne se, at havde det været under helt andre omstændigheder, havde hun sikkert fundet ham tiltrækkende, og hun havde formentlig også glædeligt spredt benene for ham, men lige nu kunne hun simpelthen ikke få sig selv til det, ligegyldig hvad han sagde.

Hånden som blev lagt ved hans side knyttede sig hårdt sammen, så hun kunne undgå at handle på lysten tim at stikke neglene i huden på ham og rive ham til blods. Nok havde hun ikke tænkt sig at rigtig at samarbejde, men hun havde set, hvad der skete, når man var ulydig, og det havde afskræmt hende godt og grundigt fra at forsøge at gøre skade på.. Sidste gang hun gjorde det havde hun trods alt været ret overbevist om, at hun ville komme til at dø.. og til sidst havde hun endda ligefrem håbet på det.

Hvorfor skulle der igen en hånd på hendes bryst? Og hvorfor var det dog så vigtigt, at hun skulle nyde det?  Jaja, han havde jo sagt, at der var mere fornøjeligt sådan, men i realiteten var det vel ligegyldigt, så hvorfor dog prøve då hårdt? Der var mange ting som hun ikke forstod, og ikke ønskede at forstå, ved Vargas. Han var en utroligt mystisk mand, men hun havde ingen lyst til at rode i de mysterier. Nu skulle han bare tage hvad han kom efter, så hun kunne komme over den nærmest umenneskelige kamp med sig selv om, hvorvidt hun skulle tillade det eller ej.

Hvis Vargas havde regnet med, at hans lille hentydning med at føre hendes hånd mod sin side ville have haft en effekt, tog han tydeligvis fejl, som hun blot knyttede hånden. Jamen dog, hun var en lille stædig én. Det var ikke fordi, at det virkede til, at hun ville stritte i mod, hvis han bare gik i gang, Thanos have holdt sit ord, men hun ville tydeligvis ikke overgive sig til hans charme.
Spørgsmålet var, hvad han skulle gøre. Hun var knækket nok til, at han kunne skubbe lidt rundt med hende, men det var ikke nok i længden. Skulle han sælge hende, ville det være bedre, at hun forstod at gøre det behageligt for sin ejer, om hun ville det eller ej. Fysisk smerte havde tydeligvis haft sin effekt, men ikke ført dem helt i mål. Nej, der skulle noget andet til.

Men han gjorde ikke noget til at starte med, andet end at fortsætte med det, han havde gang i. Kærtegn med hænder og læber. Han gav sig god til at nyde hendes krop og forsøge at finde hendes små steder, der kunne sætte hendes krop i gang, selvom hendes sind ikke var med. Han var ikke hård ved hende, selvom han var knap så blid som før hun afviste ham. Han udforskede hendes varme, mørke hud og nød hendes duft og følelsen af hende.

Men hans tålmodighed var ikke uendelig, så han flyttede til sidst hovedet op ved siden af hendes igen for at tale dæmpet og med et lille smil til hende.
”En skam, at du ikke vil give mig, hvad jeg vil have, uden at jeg skal tvinge dig.” Han kyssede hende ved øret, hvilket førte hans mund tættere på hendes øre, så han sænkede stemmen til en hvisken.
”Men hvis du ikke begynder at opføre dig, som det forventes af dig, må jeg se, om jeg kan finde nogen, der vil. Jeg ved, hvor du kommer fra, hvem din familie er. Måske jeg bare skulle fange dem alle og starte med de yngste. De lærer hurtigere.” Hans fingre gled ned over hendes arm og lagde sig om hendes hånd, som han skubbede ned mod sit skridt. Forstod hun ikke hentydningen nu, ja, så ville han snart tage, hvad hun var her for, og så måtte han se på, hvad der skulle ske med hende derefter. En uge lænket i vagternes barak, måske? Mens han fik hendes familie jagtet sammen og bragt til slavehandlen. Det var ikke noget, han sagde, bare for at skræmme.

Det var utroligt svært for Irisa at forstå, hvorfor hun skulle være villig. Måske kunne hun forstå, hvorfor det var vigtigt for Vargas, at hun i det mindste virkede til at have lyst, simpelthen fordi det ville være behageligt for ham. Problemet var jo bare, at hvis detvar hans eneste mål, så havde han jo opnået det! Han havde fået hendes krop til at reagere på berøringerne, og han formåede stadig at ramme steder, som fik hende til at vride sig, og gispe let efter vejret. Men stadig kunne hun ikke overgive sig, og hun kunne da slet ikke deltage aktivt, det var simpelthen for meget forlangt.

Kunne det overhovedet beskrives som tvang, når hun hverken strittede imod eller gjorde noget for at stoppe ham? Hun havde jo accepteret, at det ville ske, ellers var hun ikke gået frivilligt ind i lokalet. Men egentlig var hendes mening om tingene jo fuldkommen ligegyldig, her var det kun Bargas' mening som talte, og hans ord var lov.. sådan da. Måske var det problemet? Han var så vant til at have magten, at han ikke kunne håndtere selv den mindste modstand. Det ville kræve noget mere 'overtalelse' før hun blev fuldkommen lydig. Desværre havde Vargas et kort i baghånden, som hun lykkeligt havde glemt alt om.

"Nej!" Hun så bedende på ham, mens tårene atter truede med at begynde at løbe. Ville han virkelig..? Det ville han nu nok. Hun kunne simpelthen ikke tillade, at han gik efter de andre, især børnene! Hun havde kendt de børn fra de blev født, de fleste af dem havde hun endda passet, når deres forældre skulle væk. Vargas kunne simpelthen ikke få lov til at gøre dem noget.
Chokket, angsten og panikken fik hele hendes krop til at ryste, men alligevel formåede hun at gribe fat om ham og begynde at bevæge sin hånd svagt frem og tilbage. Følemsen af ham gav hende kvalme og det var en kamp ikke at fjerne hånden, men hun forsøgte virkelig at gøre sit bedste for at fortsætte bevægelserne og gøre det bare nogenlunde behageligt for ham.