Det var ikke helt med Nicolas gode vilje, men han forsøgte at gengælde Enzels kys. Det ville dog næppe være svært at opfatte hans manglende entusiasme. Han ville så gerne behage ham, men han kunne ikke tvinge sig selv til at nyde følelsen af deres læber mod hinanden.

Det forvirrede Nicola, at Enzel pludselig var så ivrig med hænderne. Han ville som sådan ikke undre sig, hvis det var fordi Enzel allerede kunne igen, men bevægelserne var noget anderledes, end de havde været før. Der havde han brugt Nicola som om han var intet andet end et legetøj, noget, som man kunne udnytte til egen nydelse uden at vise nogen videre hensyn. Nej, Enzels bevægelser var blidere nu, og det forvirrede ham.

Det gippede i ham, da Enzel pludselig dykkede ned under tæppet. Havde han tænkt sig? Det havde han vist. Han skulle lige til at bremse ham, men tøvede så. Følelsen af Enzels tunge var jo ikke ubehagelig, han skulle bare lige komme sig over, at manden under tæppet netop havde forgrebet sig på ham. Han lukekde øjnene og placerede hænder bag sig, så han kunne læne sig en anelse tilbage, så han sad lidt mere behageligt. Det var forsøget værd at se, om han kunne få noget nydelse ud af den ubehagelige situation han var fanget i.

Enzels behandling havde sin tydelige indvirkning på Nicola, selvom det stadig føltes en anelse underligt. Det føltes dog langt fra så forkert, som det kunne have gjort, så forhåbentligt forsvandt den sidste tvivl fra hans sind, så han kunne nyde det fuldkommen.
Da han endelig mærkede den behagelige følelse af en mund der omsluttede ham, kom der et lavmælt støn fra ham. Det blev nemmere og nemmere at glemme, hvem det var munden egentlig tilhørte.

Det var første gang, at han fik lov til at mærke en andens mund om sig, men af ren instinkt søgte hans hånd op for at gribe fat i Enzels hår. Hånden tøvede dog, da den stødte på turbanens stof i stedet for hår, det bragte ham kort tilbage til mindet om alt det der var foregået tidligere. Det skulle ikke have lov til at ødelægge hans nydelse! Hånden rykkede i stedet ned og greb fat i stoffet på Enzels skulder, det kunne trods alt have tilhørt nærmest hvem som helst.
Følelsen af Enzels mund, var i sig selv helt fantastisk, men da Enzel tog ham så dybt ind, blev han nærmest svimmel. Denne gang forlod et højlydt støn ham. Den sidste modstand var uden tvivl fuldkommen væk, som han lyd sig selv synke ned i nydelsen tåger og begyndte at stønne mere regelmæssigt. Hvornår havde han egentlig sidst ladet en anden mand røre ham, hvor det havde været frivilligt og kun handlet om nydelse? Han tvivlede efterhånden på, at Enzels "forkælelse" af ham, da de først mødte hinanden gjaldt, for det havde handlet om manipulation. Men så var det godt, at han gjorde op for det nu.

Det var kun ganske svagt, at Nicola opfattede, at Enzel ændrede sine bevægelser for en kort stund. Han var alt for optaget af sin egen nydelse til at tænke mere over det. Så længe han fik lov til at nyde Enzels mund var han ligeglad med alt andet. Nærmest uden selv at ænse det klemte han Enzels hånd hårdt. Han ville ikke kunne holde til den her behandling i ret lang tid. Det ærgede ham en anelse, det var det mest behagelige han havde oplevet i lang tid, så han ønskede ikke, at det skulle stoppe.

Alt for hurtigt kunne han mærke en bekendt følelse trømme igennem kroppen. Ikke allerede! Han bed sig hårdt i læben, men det var alt for sent at stoppe det.
"Enzel.." navnet blev stønnet ud. Han havde tænkt sig at advare ham om, at det var sidste chance for at trække sig væk, hvis det var, hvad han ønskede. Han nåede dog ikke at sige andet end navnet, før han kastede hovedet bagover med et højlydt støn, som den fantastiske følelse blev overtaget. Med nogle små bevægelser stødte han underlivet op mod Enzel, som han gjorde sig færdig. Det var en helt vidunderlig og nok også ganske tiltrængt følelse.

Lige så snart Nicola var færdig slap han sit greb om Enzels hånd. Han ad stadig med lukkede øjne og trak vejret tungt. Der var ikke nogen tvivl om, at Enzel havde prøvet det før. Det havde været virkelig dejligt, men nu begyndte virkeligheden at vende tilbage til ham. At han lige var blevet tilfredsstillet ændrede ikke på, hvad Enzel havde gjort ved ham.. eller gjorde det? Han havde jo ikke sagt noget til det. Han var frivilligt gået med, og at havde ikke gjort noget for at kæmpe imod. Og selvom han ikke havde fået noget ud af det, havde Enzel jo trods alt sørget for, at han fik noget ud af det.

Da Enzel kravlede ud fra under tæppet, trak han knæene op mod brystet, og slog armene rundt om dem. Selvom han forsøgte at fortælle sig selv, at det hele var positivt, følte han  sig utroligt skrøbelig.
"Ja" Underligt spørgsmål. Enzel kunne da næppe være i tvivl om, at han var blevet ganske godt tilfredsstillet. "Tak" tilføjede han lavt. Han måtte hellere huske at være lidt høflig, han ville nødigt gøre Enzel gal igen. Mon han ville få lov til at være i fred nu, eller var Enzel ikke færdig med ham? Han havde brug for en chance for at processere, hvad der lige var foregået. Han var simpelthen så forvirret.

Det virkede næsten orkert sådan bare at blive sendt ud og videre efter alt det, som lige var sket mellem Nicols og Enzel. Ikke at han vidste, hvad han ellers havde forventet. Lidt ømhed? Det var han ikke engang sikker på, at han faktisk ønskede. Det var nok for det bedste, at han listede afsted. I det mindste fik han ikke flere pligter, som han skulle ordne i dag.
Han nikkede til Enzels ord og rejste sig, så han kunne tage tøjet på igen. Det var rart endelig at have det beskyttende lag på igen.

Som han havde fået besked på blev Nicola vasket og fik lidt mad. Ikke at han havde dem store appetit, men lidt bleb der da klemt ned. Resten af dagen blev brugt på værelset. Op til flere gange overvejede han at hoppe ud af vinduet og stikke af, men kulden udenfor var alligevel ikke ret tiltrækkende. På bordellet var der i det mindste varmt og mulighed for at få mad.
Som tiden gik og solen måtte vige pladsen for mørket, trak han øjet af for at ligge sig ned for at sove.

I lang tid lå han og vendte og drejede sig. Han var kun lige blevet vant til at sove alene, men Enzel havde fået rippet op i nogle gamle traumer, så nu virkede værelset meget stort, meget mørkt og meget, meget tomt.
Med et suk rejste han sig op, og hev bukserne på. Hvor kunne han gå hen? Han kunne ikke søge selskab hos en af bordellets piger, det ville Enzel næppe blive glad for. Han kunne jo opsøge bordelejeren.. inden det var gået alt, havde de trods alt haft en behagelig samtale. Desuden havde han så utrolig mange spørgsmål, som svirrede rundt i hans hoved. Primært spørgsmål om, hvorfor Enzel havde valgt at tage ham på den måde.

Han vidste ikke, om han ville have mod til at stille de mange spørgsmål, men alligevel valgte han at søge ned mod Enzels værelse. Tøvende bankede han på døren. Pludselig fortrød han, at han ikke havde valgt at tage blisen på igen. Det var for sent nu, hvis Enzel tadig var vågen ville han jo uden tvivl have hørt bankene på døren.

I de få øjeblikke der gik fra Nicola bankede på døren og indtil han hørte aktivitet, nåede han flere gange at overveje at stikke af. Enten op til værelset eller ud på gaden. Værelset var nok de åbenlyse valg, hans mangel på tøj taget i betragtning. Hvorfor havde han overhovedet valgt at opsøge bordelejeren af alle folk? Taget af betragtning af hvad der var sket tidligere på dagen, burde Enzel være den sidste, som han ønskede at snakke med. Det var et spørgsmål, som han ikke selv havde svaret på. Lige så vel som han ikke kunne svare på, hvorfor han ikke bare vendte sig om og løb tilbage til sit værelse.

Den snerrende stemme fra den anden side af døren, fik ham til at krybe lidt sammen. Det virkede ikke til, at Enzel var i noget videre godt humør.. Måske havde det bedste alligevel været i smutte tilbage op på værelset. Han håbede bare på, at det ikke resulterede i nogen større skideballe, at han sådan forstyrrede ham på denne tid af døgnet. Ellers så måtte han jo undskylde det bedste han kunne og så luske tilbage til sig selv. 

Overrasket så han på Enzel, da han åbnede døren og pludselig virkede en del mere mild. Usikker lagde han armene rundt om sig selv og så ned i gulvet.
"Nej" Hans stemme var lav. Han skammede sig en anelse over, at han end ikke kunne finde ud af at sove alene mere.
"Jeg er ikke god til... Værelset, det er meget.. tomt" han sukkede opgivende og så på Enzel.

Var Enzels kommentar ment i spøg? Kunne den mand faktisk finde ud af at være morsom? Eller morsom var måske så meget sagt. Det han sagde var jo egentlig ikke videre sjovt, men han havde da gjort at forsøg, så Nicola smilede alligevel halvhjertet til ham. Smilet var dog hurtigt væk igen.
"Selv natdyr kan være bange for mørket" mumlede han. Han havde ingen intentioner om at uddybe overfor Enzel, hvorfor han ikke kunne lide at være alene. Det var hans historie, og den vedkom ikke nogle andre end ham selv.

Hvad mon ENzel gemte inde på værelset? Nicola kunne stadig tydeligt husket, hvordan bordelejeren havde været rundt og fjerne billeder og andre hemmeligheder, den nat, hvor han var brudt ind på bordellet. Der var tydeligvis noget, som ingen andre skulle vide. Ved nærmere eftertanke, så havde han heller aldrig hørt nogle af pigerne fortælle om, at de havde været inde på værelset. Eller for den sags skyld været intime med Enzel. Der var selvfølgelig en mulighed for, at de løj, men hans fordomme om bordelejere var, at de da uden tvivl måtte udnytte sig at den nemme adgang til lidt hurtig fornøjelse? Måske han tog fejl. Måske Enzel faktisk gemte på en stor hemmelighed, ikke bare inde på værelset, men også under de mange lag tøj. Der kunne være mange forklaringer på det, men han havde ingen intentioner om at pille tøjet af Enzel for at undersøge, hvad han skjulte. 

Tøvende gik han ind på værelset. Han var stadig ikke overbevist, om at det var en god ide. Men han kunne heller ikke gå tilbage til at vende og dreje sig i sin egen seng.
"Tak" Han så lidt rundt på værelset. Han havde jo været der før, så der var egentlig ikke meget at se. Han gik hen og satte sig på sengen. Han var egentlig utrolig træt, men hvornår havde han så også fået en ordentlig nats søvn? Alligevel kunne han ikke bare ligge sig ned og sove med det samme.
"Du skal ikke sove?"

Det var fristende at spørge, hvorfor ENzel havde problemer med søvnen. Selv der selvfølgelig også var muligheden for, at han bare var mere aktiv om natten. Sandheden var dog, at Nicola ikke interesserede sig synderligt i grunden til, at ENzel endnu ikke kunne sove. Det betød blot, at han ville kunne få lov til t få sengen for sig selv, hvilket han da var mere end tilfreds med. Det sidste han havde lyst til var nok, at dele seng med ham.
"Der er mange ting, man kan bruge til at falde i søvn.." han havde før overvejet at ty til forskellige drikkevarer for at gøre søvnen nemmere, men han havde altid valgt fra. Han foretrak at være klar i hovedet. De gjorde ham dog en anelse urolig, at Enzel havde tænkt sig at færdiggøre vinen for så at gå i seng. Det ville kræve, at de delte sengen. Selvfølgelig var der plads nok til dem begge, men stadig. Forhåbentligt ville han have modet til at liste tilbage på sit værelse, inden flasken var tom.

Uden brok lod han sig blive puttet under tæpperne. Det var underligt at opleve den ømhed, og så fra Enzel af alle personer. Han kunne sikkert godt blive vant til det, hvis det altså havde været en anden person. Det føltes ikke rigtigt at få den form for opmærksomhed fra ham, men for nu var han for træt til at brokke sig over det.

Bare det at komme ned under tæpperne gjorde ham døsig. Der ville næppe gå længe inden han ville have svært ved at holde øjnene åbne. 
"Du behøver ikke, men hvis du gerne vil.." Han havde ikke lyst til at blive sparket ud af sengen igen, så havde Enzel lyst til at fortælle historier, ja, så skulle han da have lov til det. 

Det føltes en anelse underligt for Nicola at ligge i Enzels seng og vente på, at han ville fortælle ham en hodnat historie. Han havde aldrig prøvet det før, hans opvækst havde ikke ligefrem budt på mange godnathistorier. Det lod til, at Enzel skulle være hans første med mange forskellige ting. Han vidste stadig ikke, hvordan han havde det med det. Det ville formentlig tage et par dage at finde rundt i det hele.

Han lagde sig en anelse bedre til rette, da Enzel begyndte fortællingen. Blikket hvilede hele tiden på Enzel, men han var meget træt, og der gik ikke lang tid før han begyndte at ligge og glippe med øjnene. Klokken var trods alt mange, og det havde, mildt sagt, været en begivenhedsrig dag.
Enzel nåede ikke ret langt med historien, før han faldt i søvn. Han vågnede dog lige så snart, der blev rusket i ham. Var meningen med en godnathistorie ikke, at man skulle falde i søvn af den? Han kæmpede for at holde sig vågen, men faldt alligevel i søvn op til flere gange.

Nogle af detaljerne i historien var smuttet fra ham, som han faldt i søvn, men der var stadig noget ved fortællingen, som virkede.. underligt? Eller var det måske Enzels reaktion på den? Der var i hvert fald et eller andet, og det irriterede ham, at han ikke helt kunne finde hoved og hale i det. Der var dog ingen chance for at han ville finde ud af det, når han var så træt, så han forsøgte at lade det ligge.
"Hvis du fortsætter sådan, ender du med at falde i søvn, før jeg gør" det var sagt i sjov, men der lå også lidt bekymring bag ordene.

Han trak tæpperne godt op over sig, og vendte ryggen til Enzel. Der gik kun ganske kort tid, før hans vejrtrækning blev langsommere og dybere, som han faldt i søvn. Der var stadig mareridt, men han var alt for træt til, at han vågnede af dem, så medmindre Enzel gjorde noget for at vække ham, sov han sødt.

Det var ganske usædvanligt, men på trods af de sædvanlige mareridt formåede Nicola at sove hele natten igennem uden at vågne en enkelt gang. Noget han uden tvivl havde haft brug for.
Han havde ingen ide om, hvor langt op på dagen det var, da han langt om længe vågnede. Som han stille og rokigt gled ud af søvnen og mærkede en arm om sig, var han nær gået i panik. Men der var noget anderledes over denne arm, det var ikke Sobeks store grove arm. Som panikken forsvandt kom han i tanke om, hvor han var henne. Han havde tilbragt hele natten på Enzels værelse, i samme seng som ham, og så endda uden at vågne en enkelt gang. Det var uden tvivl bedre ikke at tænke for meget over det.

Næste opgave måtte være at liste sig op fra sengen og ud af værelset, inden Enzel vågnede og begyndte at stille for mange spørgsmål. I sig selv ikke nogen nem opgave, siden han lå med armen om sig. Han var på sin vis taknemmelig for, at han havde fået lov til at tilbringe natten på værelset, og i sær for, at Enzel ikke havde forlangt noget tilgengæld. Men Enzel havde ikke spurgt ind til grunden til den dybere grund til hans lille visit, så han forventede nogle spørgsmål, som han ikke havde lyst til at besvare.

Forsigtigt greb han fat i Enzels arm. Havde han sovet med alt øjet på? Han var altså en mystisk mand. Langsomt løftede han armen for at komme fri, så han ville kunne være i stand til at kravle ud af sengen.