Flix lænede hovedet lidt tilbage og sukkede lavt over hånden i nakken. Han var tydeligvis nervøs, men Hyde havde hurtigt fundet ud af hvordan man bedst beroligede ham og det virkede hver gang. Der var vist ikke andet at gøre nu, end at give det et forsøg.
"Okay, så går jeg ind," sagde han bestemt og nikkede, inden han vendte rundt og gik mod kroen.

Flix sørgede for at sætte sig et godt oplyst sted i kroen, for at være sikker på at Nariska ikke ville overse ham, når hun engang dukkede op. Han ventede tålmodigt i meget længere tid end forventet og nåede lige at tage et sidste kig på tegningen, før hun endelig trådte ind af døren.
Han havde aldrig været den bedste skuespiller, men han valgte at se det hele som forretning, i stedet for en lusket plan og det gjorde det meget nemmere at slappe af. Nariska fattede ingen mistanke, for de næste par nætter blev brugt på flere møder med hende på kroen, hvor Flix tog brug af sin evne, bare for at gøre hende det mere modtagelig. Derudover sørgede han for at spørge mere ind til hende, end hun spurgte ind til ham. Han havde efterhånden fundet ud af, at de fleste kvinder elskede at tale om dem selv og det hele lod til at virke, da han tredje nat blev inviteret med hende hjem. På intet tidspunkt kunne han se Hyde, men han var sikker på, at han fulgte med fra sidelinjen.

Intet gik stille for sig, da Flix med det samme blev skubbet indenfor og Nariska hurtigt fik hevet både taske og kutte af alfen. Flix fik et lettere panisk udtryk i øjnene, da han så tegningen falde ud af tasken og glide et lille stykke hen af gulvet. Han nåede ikke engang at forsøge at skjule det, før hun selv fik øje på tegningen og skubbede ham til side. Det startede ud i hendes mistanke over, at han bar rundt på en tegning af hende, når hun et par dage før havde været overbevist om, at hun havde mødt ham tilfældigt og derfra gik alt galt. Flix gjorde alt for at prøve at redde den. - Han løj, mere end han nogensinde havde gjort før. Han forsøgte at distrahere hende ved bare at skifte emne. Han prøvede endda at gøre brug af sin evne igen, men hun var ikke så let at påvirke i sit raseri. Det endte med at Flix og hans ting blev smidt ud af døren, men ikke før hun havde kastet en trussel eller to efter ham og han tog dem helt bestemt meget alvorligt.

Da Flix kort efter gik Hyde i møde, med uglet hår og tøjet krøllet og dækket af jord, så han ikke helt tilfreds ud.
"Jeg håber ikke, at du skulle bruge tegningen.. Hun tog den," mumlede han undskyldende, for han vidste godt, at det højst sandsynligt ikke var den detalje, Hyde ville være skuffet over. Flix var dog ikke utilfreds over sit forsøg, for han havde vitterligt gjort sit bedste, men han var noget utilfreds over at være blevet kylet ud af døren. Han var landet rimelig hårdt og var egentlig en smule øm i ryggen.

Hyde havde sat sig på et hustag i nærheden, hvor han kunne holde øje med begivenhederne omkring hendes hoveddør, men han havde bestemt ikke forestillet sig, at døren ville gå så hurtigt op igen og han mærkede vreden stikke i sine årer, da han så Flix komme ud og døren blive smækket i bag ham igen. 

Lettere adræt kom han ned på gadeniveau endnu engang og gik Flix i møde. Inden han nåede at spørge, havde Flix dog allerede bekræftet hans anelser og Hyde mærkede nu hele sin krop summe af arrigskab. "Lod du hende se tegningen?" spurgte han anstrengt og tog sig ikke af, at den varme og ro, han havde projiceret mod Flix de sidste mange uger var forsvundet fra hans stemme.

Hyde lød langt fra så rolig og venlig, som han ellers altid havde gjort og det gjorde Flix en hel del urolig. Han havde fejlet den opgave Hyde havde brugt så længe på at forberede ham på og selvfølgelig vidste han, at vampyren ikke ville være tilfreds, men han virkede mere end bare utilfreds. Hjertet begyndte at banke hurtigere i nervøsitet, så snart Hyde åbnede munden, men Flix forsøgte at holde sig i ro. Hyde var sikkert ikke så sur, som Flix antog. Håbede han.
”Jeg nåede ikke at gemme den væk før hun tog den, så… Ja,” lød det undskyldende fra ham.
”Jeg beklager at jeg fejlede, men jeg gjorde virkelig hvad jeg kunne,” skyndte han sig at sige. Han trak kutten ordentligt om sig og tog så et par skridt tættere på Hyde. I det mindste havde han prøvet, som han havde lovet at gøre.

Svaret var så lidt tilfredsstillende, som det overhovedet kunne være og Hyde mistede for en gangs skyld besindelsen. Uger... Uger havde han brugt på alfen. På at lære ham, hvad han skulle vide og på at gøre det hele klart. Og så var han ikke engang i hendes hus i 2 minutter??! "Du gjorde, hvad du kunne?!" Vreden fik hans stemme til at isne og inden han havde tænkt sig om, havde han langet ud og stukket Flix én på siden af hovedet, så den anden faldt til jorden. I samme øjeblik, at alfen mistede bevidstheden, svandt han ind til sin naturlige størrelse og i en rask vending trak han Flix over skulderen og gik væk fra hovedgaden med ham. 

Årtier af hårdt slid havde bragt ham tæt på amuletten og så viste idioten tegningen til hende! Hyde så næsten rødt, mens han gik hen af først den ene gade og så den anden med Flix over skulderen. Hadet til alfen for hans uduelighed dunkede gennem kroppen på ham og Hyde havde svært ved at finde en straf, som var hård nok til at retfærdiggøre sådan et nederlag. I sidste ende, endte han hos én af sine forretningsforbindelser i byen. Han forklarede, at manden her var en alf, som kunne vokse sig stor som et menneske og at han ikke ville blive savnet, hvis han forsvandt. Så Hyde foreslog manden, at han skulle fragte Flix til slavemarkederne i Rubinien og så kunne de dele pengene i porten. På dén måde ville det trods alt ikke have været helt spildt det hele. 

Den gennemtrængende vrede i Hydes stemme, var som at blive dyppet i søen i midten af vinterens kulde. Han kunne mærke hvordan hårene rejste sig i nakken og Flix burde have taget benene på nakken og begyndt at løbe, men taget Hydes venlighed den sidste måned i betragtning, var Flix slet ikke forberedt på denne reaktion. Han nåede dårligt at se hånden der kom flyvende i hans retning, før alt blev sort.

Da Flix endelig åbnede øjnene igen, måtte han bruge et øjeblik på at orientere sig. Han gik først ud fra at han befandt sig på sit eget værelse, men synet blev langsomt skarpere og det gik efterhånden op for ham, at han tog fejl. Det ringede for ørene, men klokken blev langsomt dæmpet og erstattet med stemmer, som han kom mere til sig selv. Den enes stemme var Hydes, så meget kunne han da høre, men da han endelig satte sig op og forsøgte at se hvem den anden stemme tilhørte, kunne han ikke se andet end tykke tremmer. En del tykkere for ham, fordi han ikke var større.

"Hyde?!" Kaldte han panisk, uden at skænke det en tanke, at det muligvis kunne have været ham, der var ansvarlig. Han vendte og drejede sig, kun for at finde ud af at tremmerne omringede ham.
"Hvor er jeg?!" Råbte han, bare for at være sikker på at blive hørt. Han kravlede ud til siden, greb fat om et par af burets tremmer og stak hovedet så langt ud mellem dem, som han kunne. Han valgte at ignorere det faktum, at han intet tøj havde på, for han ville hellere fokusere på at komme ud. At ændre størrelse ville ikke være en mulighed, for med tremmerne omkring sig, ville det bare komme til at blive rimelig smertefuldt.

Hyde stod netop og modtog en lille pose med krystaller, da han hørte Flix vågne og så hen mod det lille bur, hvor alfen bankede panisk mod tremmerne. Han kunne ikke ligefrem påstå, at han havde ondt af alfen. Han havde ødelagt en virkelig veltilrettelagt plan og flere måneders intens planlægning. Og han havde ødelagt det på ganske få minutter.

"Du er på vej til Rubinien," svarede han roligt og slog let mod siden af buret med hånden. "Jeg hører, at de har gode slavemarkeder dernede."

Flix var i fuld gang med at hive og flå i tremmerne, i et desperat forsøg på at få en af dem løs, men de rokkede sig ikke ud f stedet, lige meget hvor mange kræfter han lagde i. Han gled en anelse til siden da Hydes hånd ramte buret, men Flix fortsatte ihærdigt med at kæmpe imod, lige indtil han hørte Hydes ord, der straks fik ham til at stoppe.
"Slavemarkeder? Nej, nej, nej!" Han forsøgte at holde sig i ro, men hans hurtige og overfladiske vejrtrækning afslørede hvor bange han var. Han stak en arm ud mellem tremmerne og rakte håbefuldt den lille hånd hen mod Hyde.
"Hyde, jeg be'r dig! Få ham til at slippe mig fri. Det var ikke med vilje!" Det var efterhånden svært at holde tårerne tilbage, for han vidste godt at Hyde ikke ville give efter for tiggeri, men han skulle da lige give det et forsøg.
"Jeg dur slet ikke som slave," tilføjede han, da den første tåre gled ned over kinden. Det var ikke løgn, men mest af alt var det kun sagt, fordi Flix var noget så skrækslagen for at ende som slave.

Havde Flix nu ramt Hyde på en anden dag... Eller havde han ødelagt noget, som var mindre vigtigt for Hyde end den amulet havde været. Så havde Hyde måske ladet alfens bønner blive hørt. Han kunne sagtens have fundet på at sætte alt dette i stand, udelukkende for at give Flix en forskrækkelse, så han ville anstrenge sig hårdere i fremtiden. 

Men man skulle passe på med at gøre vampyren sur for alvor - hvilket desværre var det, som Flix var kommet til. Og derfor ventede Hyde bare på, at alfen havde skreget sig hæs med sit klynk og ynk, inden Hyde hævede et bryn og endelig sagde noget igen. "Er du færdig?" spurgte han så roligt og fortsatte. "Uger... Uger brugte jeg på at forberede dig til denne opgave. Og du var i hendes hus i mindre end to minutter?" Han fnøs vredt og vendte sig så om mod købmanden igen, som stod klar med en lille lærredspose med krystaller. "Det var rart at gøre forretninger med dig igen, Amal. Vi tales ved." Amal, som så havde set temmeligt skræmt ud indtil nu, vendte blikket mod Flix og hans ansigtsudtryk skiftede til begær. "Så længe det er dén slags overraskelser, du kommer med, så siger jeg aldrig nej." 

Og så gik Hyde sin vej.

Som forventet brugte Hyde ikke engang et sekund på at tage sig af Flix' tiggeri, så Flix sænkede den strakte arm igen og sukkede opgivende over hans svar. Selvfølgelig overvejede han at blive ved i desperation, så han i det mindste følte at han havde en chance for at slippe fri. Logisk set vidste han godt, at det ikke gav ham noget der mindede om en chance, men nok bare pissede Hyde endnu mere af. I stedet kunne han nu få lov til at sidde her og acceptere hvad der skulle ske, eller prøve på det. Der var heller ingen grund til at prøve at forsvare sig, for teknisk set havde Hyde ret. At Flix så ikke havde haft meget kontrol over hvor tegningen var landet, var en detalje der ikke længere var vigtig.
"Hyde!" Kaldte han, da vampyren vendte ryggen til.
"Hyde, du må ikke efterlade mig her!" Råbte han, men inden længe var Hyde ikke til at se længere og Flix måtte i stedet rette sin opmærksomhed mod den fremmede.

Herfra var der kun en lang rejse mod slavemarkedet i sigte.