Asad var rasende, da han forlod sine forældres hjem. Mest af alt var han rasende på sig selv; han skulle ikke have tøvet, når det kom til et skænderi med Harkan. Han skulle have slået først og han skulle have slået hårdt.

Det overraskede ham ikke at Atlas fulgte efter ham. Dét havde han forventet fra ham, selvom han ikke havde forventet at han ville bryde uinviteret ind på Harkans kontor. Asad sagde dog intet til ham, men styrede dem direkte hjemad. Han havde ikke lyst til at snakke om, hvad Atlas lige havde set. Han ville bare gerne tørre blodet væk fra sit ansigt og helst med noget, der ikke var hans pæne skjorte.

Sit navn fra Mahirs mund fik ham til at vende sig brat om og et øjeblik var han så vred, at han var villig til at lade al sin vrede gå ud over sin lillebror, hvis knægten var dum nok til at følge efter ham nu - det var Mahir heldigvis ikke, og i stedet var Asad tvunget til at gribe ud efter sin jakke. Hans venstre hånd masserede stadig hans højre arm, og derfor var det også den højre, han instinktivt greb ud efter jakken med. Han greb den, men det skar af smerte hele vejen op igennem den, og Asad tog truende et skridt imod Mahir, selvom knægten var væk på et øjeblik. Det var kun godt, hvis han havde følelsen af at blive jagtet, også selvom Asad ikke kunne give nogen tæsk lige nu.

Med ét flyttede Asad sit blik op til Atlas', som provokerede han ham til at sige noget, imens han med noget besvær fik manøvret sin jakke op at lægge over sine skuldre med kun én hånd. 

Atlas sagde ikke noget, da han fulgte efter Asad ud. Han skulle ikke nydenoget af at være boksebold for Asads frustrationer igen, så han fulgte blot tavs efter ham et par skridt bagud. Da han hørte Mahirs stemme, stoppede han næsten lige så brat op, som Asad gjorde, hvilket var godt, for ellers var han gået lige ind i ham. Han vendte sig og skulle til at sende at advarende blik til Mahir (for han havde lige så lidt lyst til, at Mahir skulle legeboksebold), men knægten var heldigvis klog nok til at stikke af med det samme igen.

"Jeg giver en øl, Asibi," mumlede han til Asad og turde denne gang godt lægge en hånd på hans skulder med et lille, opmuntrende smil. "Eller fem."

Asad hev vejret ind igennem næsen og nidstirrede Atlas, indtil han kaldte ham Asibi. At høre sit gamle kælenavn kom helt bag på ham, og han så også undrende på Atlas i flere sekunder, før det gik op for ham, at han var nødt til at sige eller gøre noget.

Som det første rystede han Atlas' hånd af sin skulder. "Det er ikke ligefrem min normale kur," svarede han lavmælt, men skævede ned ad gaden, hvor der lidt længere nede lå et værtshus som Pil engang imellem arbejdede på. Hende, Atlas, og alkohol tilsammen, så ville han måske godt kunne få sin fars vrede og skuffelse ud af hovedet. 

Atlas så et lille glimt af genkendelse i Asads øjne, da han brugte det gamle kælenavn, og han vidste med det samme, at det hele nok skulle ordne sig. Det skulle nok gå altsammen; problemerne mellem Asad og Harkan, mellem Asad og Mahir, mellem Asad og ham selv... Det hele skulle nok blive godt igen. Sådan føltes det i hvert fald lige nu. Et stort smil blomstrede frem på Atlas' læber, og han lagde armen om Asads skuldre og styrede ham ned ad gaden med værtshuset.

"Du holder nok til at afvige fra din kur en enkelt aften," sagde han muntert. "Nu skal vi have øl og musik og glade dage. Det kunne vi vist begge to trænge til."