Blodpletten ført Cora tilbage til aftenen før og hvis Zirra ikke havde hevet hende ned i græsset, havde hun nok helt glemt, at de blev forfulgt. Der havde været så meget smerte. Endnu en gang havde en mand fået overtaget over hende, taget magten fra hende.
Græsset var vådt og kildede mod hendes ansigt, men hun maste sig ned i mod jorden. De fire ryttere kom forbi dem, alle godt bevæbnet. Hun vidste ikke, hvem de var, eller hvad de ville hende, men de to mænd, der var kommet ind på deres værelse, havde haft mord i blikket. Godt Zirra havde lugtet lunten, ellers havde de måske begge været døde.
”Rytter nummer tre var ham, jeg klaskede ned med stolen.”

De blev liggende lidt efter de var redet forbi, men så snart Zirra begyndte at røre på sig, trak Cora sig fri og satte sig op for at se efter mændene.
”Vi skal hurtigt videre, jeg ved ikke, hvor langt hesten løber før de fanger den.” Hun skævede mod kvinden fra lyset og konkluderede, at hun nok ville få det lidt køligt, men hun sagde ikke noget om jakken. I stedet kom hun på benene og ventede til at Zirra havde fået sko på, hvorefter hun rakte hende en hånd for at hive hende på benene.

Uden at slippe hendes hånd, trak hun hende uden tøven mod noget buskads. Det så ufremkommeligt ud, men når man kom tættere på, var der en lille, næsten usynlig dyreveksel, der ledte ind i skoven. Det varede ikke længe, inden det var som om hele verden ændrede sig. Lyset blev mere dæmpet og lydene det samme. Skoven hvilede tungt omkring dem.
De gik ikke langt, før Cora slap Zirra og gik om bag et stort træ. Hurtigt fjernede hun et par grene og blotlagde sin taske, hun havde gemt godt dagen før. Hun børstede et par myrer af og slyngede den så over skulderen, inden hun vendte sig mod Zirra.
”Jeg kan ikke betale dig for din hjælp … men jeg kan hjælpe dig mod din destination.” Cora vidste ikke, hvor Zirra skulle hen, men hun regnede med, at hun skulle til Dianthos. Hun var jo fra Lyset. Ikke at Cora ville tage hele vejen til Dianthos, byen var livsfarlig for hende, men hun ville gerne følge hende så langt som muligt. For en sikkerheds skyld.

Zirras blik fulgte Coras. Hendes tanker havde strejfet præcis det samme. Hesten ville nok snart sænke farten og finde et sted at græsse, og når deres forfølgere fandt den, ville de vende om og tjekke skovene. Det ville ikke tage lang tid for dem at finde dette sted, hvis de var nogenlunde kløgtige. Der var mange knækkede grene og tydelige tegn på kamp. Det måtte være her, Cora havde mødt Skyggen. Den lille lysspion gøs og fulgte med den høje mørkelver.

Selvom de havde sovet tæt sammen, var det alligevel fremmed, at Zirras hånd blev taget. Hun sagde dog ikke noget, men betragtede blot den tydelige overgang fra sin egen let solbrune hud til de tydeligt grålige toner. Det var lidt som om, nogen havde suget al farven ud af kvindens hud og lige skudt en smule lilla ind, der kom frem, når sollyset faldt helt rigtigt. Det var ikke noget, hun havde lagt mærke til natten før - der havde Cora blot lignet et spørgelse med blod som den tydeligste farve i ansigtet. Nu kom de små nuancer frem, og Zirra nød synet af sin ledsager.

Tankerne blev hun revet ud af, som Coras hånd gav slip, og hun fandt frem til resten af sin oppakning. Tydeligvis pakket til længere rejse og generel komfort. 
"Dianthos," svarede hun på spørgsmålet, og nikkede i retning af storbyen. 
Nu hvor solen var fremme, ville hun godt kunne finde vej uden at bruge de store veje og tiltrække for megen opmærksomhed. Det var næppe noget, der kunne holde hende skjult, at rejse med en mørkelver, men hun havde ikke lyst til at skilles fra Cora endnu. Der var noget ved kvinden, der gav hende lyst til at lære hende bedre at kende. 
"Du har ikke en destination, har du?" spurgte hun, da de havde gået lidt tid. "Din oppakning... Den virker som noget, du altid går med. Det her er ikke bare en tur væk hjemmefra, vel?"

Dianthos. Cora nikkede accepterende og begyndte at gå. Det var ikke helt i retning af Dianthos, men hun havde et andet mål for i dag. Det var risikabelt at slå lejr til natten, men hun var stadig træt og hun vidste, at hun havde brug for mere søvn, inden hun var helt klar igen. 
Trods sin fysiske træthed, satte hun et hurtigt tempo ind i mellem træerne, for jo hurtigere de kom væk fra vejen, jo bedre. Hendes blik blev ved med at glide rundt over deres omgivelser og hun så sig ofte over skulderen. Men lige nu så det ud til, at de var i sikkerhed. Hun lod sig dog langt fra lulle ind i en måske falsk tryghed. Som sagt var det ikke første gang, at nogen havde besluttet sig for at jagte hende. Og denne gang var hun ikke alene, så det var ikke kun hende selv, der skulle forsvinde.

Stilheden lå lidt over dem, indtil Zirra afbrød den. Spørgsmålet gjorde Coras allerede sammenbidte udtryk en smule mere sammenbidt.
"Nej, jeg har ingen destination." Hun var lige ved at sige, at hun ikke havde noget hjemmefra, men hun blev tavs igen. Hun havde aldrig været en til at fortælle om sig selv og det ville nok ikke ændre sig nu. 

Bladene raslede under deres fødder og en tynd gren gav et lille knæk. Cora drejede hurtigt hovedet rundt, men der var stadig ingen bag dem. Hendes ene hånd forlod ikke kniven i hendes bælte, klar til at blive trukket. Hun havde ikke planer om at lade sig overraske igen. For mange mænd havde været ved at tage hendes liv det sidste døgn, man skulle tro guderne havde set sig sur på hende. 
Lige nu handlede det om at overleve. Og det var Cora tydeligvis god til.

Zirra gik i stilhed ved siden af mørkelverkvinden. Hun ville ikke snage for meget, og tonen i Coras stemme havde været afvisende. Derudover var hun tydeligt stadig meget på vagt - med god grund. Selvom Zirra var mindre i panik og ikke fór sammen, når en lyd kom fra skovbunden, kiggede hun sig rundt for at sikre sig, at de skygger, hun så ud af øjenkrogen bare var dyr og ikke mændene, der havde luret, hvor de to kvinder var flygtet hen. 

Skoven var som hendes andet hjem, og hun var blevet væsentlig mere afslappet, da de først var gemt mellem træerne. Hun følte sig altid accepteret af træerne og mudderet og havde brugt flere timer herude end hun havde i sit barndomshjem efterhånden. Eller hendes lejlighed i Dianthos for den sags skyld. De sidste par dage med de andre soldater havde været noget af en afveksling fra hendes normale ture ud dog. Hun var ikke vant til at løbe rundt og følge ordre på den måde. Det handlede ofte mere om at sidde mussestille og lægge mærke til alting. 
Jo længere de gik, jo mere tryg blev hun ved, at de havde lagt deres forfølgere bag sig, og hun tillod sig et langt åndedræt gennem næsen. Den friske luft var så ren herude, uden os fra ildsteder eller kraftige maddufte, der fik... Zirras mave rumlede.

"Åh, morgenmad!" udbrød hun og dykkede ned i sine lommer efter brødet og osten. "Det havde jeg helt glemt. Her."
Hun rakte halvdelen til Cora og begyndte allerede imens at spise grådigt af sit eget brød. Aftensmaden natten forinden havde ikke været helt nok til at fylde hendes mave, og hun havde puttet lidt ekstra i Coras skål, for hun havde mere brug for næringen end Zirra selv havde. Men nu blev maden delt ligeligt, for at Zirra ikke skulle blive alt for distraheret af sulten. De ville sikkert også komme forbi nogle bærbuske på vejen. 

Cora var på vagt, og hendes anspændte ansigtsudtryk fortalte nok, hvor meget. Det sted, de var forsvundet ind i skoven, var godt skjult, men det lille stykke med græs mellem stien og vejen var nemt at finde. Græsset havde rejst sig op igen, men der skulle ikke en dygtig sporfinder til at finde sporene efter kampen. Fodspor i mudderet, blodet, resterne af rebet, hun havde været bundet med. Hvis de var heldige, var det også det eneste, en sporfinder ville se. At der havde været kamp aftenen før. Men det var ikke noget, hun kunne regne med, så alle hendes sanser var spændt til det yderste.

Så det gav et helt sæt i hende, da Zirra udbrød noget med morgenmad. Næsten som havde hun talt dæmonisk stirrede Cora på hende for et øjeblik, inden hun tog i mod brødet og osten. Mad. Hun havde helt glemt, at det var en ting. Hun var sulten. Hun spiste i små hurtige bidder, der ikke forstyrrede hende alt for meget, mens hendes blik blev ved med at glide over deres omgivelser.
Tavsheden fortsatte bagefter. Det var ikke fordi, at Cora ikke ville snakke med Zirra, men i tavsheden havde hun bedre mulighed for at høre, hvis der var skridt i skovbunden. Og hvad skulle hun alligevel snakke med hende om? Hun var fra Lyset. Hun havde sikkert et dejligt hjem i Dianthos, måske en mand der ventede på hende. Cora selv boede på landevejen. De antal gange, hun havde sovet med tag over hovedet de sidste måneder kunne tælles på én hånd. Hun var alene. En kriger. Og Zirra var... ja, elveren vidste ikke, hvad mennesket var. Fra Lyset, men uden synlige våben? Så ikke en kriger. Krigere elskede deres våben.

Tankerne fór sporadisk rundt i hovedet på hende, mens de gik. Efterhånden som dagen gik, faldt mørkelveren en smule mere til ro. Det virkede ikke til, at nogen fulgte efter dem. Brødet og osten dækkede ikke sulten længe, men Cora var vant til at springe måltider over og lagde ikke så meget mærke til det. Og selvom hun var træt i kroppen, holdt de kun to små korte pauser, hvor Cora hurtigt fik hevet Zirra videre.
Eftermiddagen havde lagt sig over skoven, da det endeligt glimtede mellem træerne. En sø. Hendes mål. Med en håndbevægelse fik hen Zirra til at blive tilbage, mens Cora sneg sig frem og undersøgte området. Der var tomt. Hun rettede sig op og vinkede Zirra frem.
"Vi slår lejr her." Hun gik frem til en sodet plet. Resterne af hendes bål, fra hendes sidste besøg et par dage før. Med et træt suk smed hun tasken på jorden.

Stilheden gjorde ikke Zirra noget. Hun var vant til at arbejde i flere dage uden at snakke mere end et par sætninger med nogen, der solgte hende mad. Hun var vant til at bo alene. Hun var vant til at sidde i stilhed og observere andre. Nu fik hun lov til at gå i stilhed sammen med en anden, mens de begge to observerede omgivelserne. Ikke dårligt, når man nu skulle have en følgesven. Zirra nød afvekslingen i ikke at være alene for en gangs skyld. 

Et smil bredte sig på Zirras læber, som de nærmede sig søen. Godt valg. Coras bevægelser fortalte hende straks, at hun havde været her før, og bålresterne bekræftede det.
"Jeg tager lige en hurtig runde," sagde Zirra og smuttede ud i budskadset, før mørkelveren kunne nå at sige noget til det. Hun ville med garanti prøve at gøre det for hende, men Cora var såret og burde have taget flere pauser i løbet af dagen, end hun havde gjort. I de fleste tilfælde havde Zirras egen nølen været for at prøve at tvinge Cora til at tage sig lidt bedre af sin krop. Nok havde hun haft en healer på sig, men hun var stadig svag efter de ting, Skyggen havde udsat hende for. Zirra gøs. Hun havde lyst til at spørge ind til detaljerne, men hun havde egentlig ikke lyst til at høre dem. Høre, hvad der ville vente hende, hvis hun en dag lavede en for stor fejl.

Det tog ikke lang tid for hende lige at sikre sig, at området var sikkert for dem. Det var det positive ved at have en sø til den ene side. Det negative var at der var færre flugtveje medmindre man kunne svømme hurtigere end en bueskytte kunne tage sigte. 
Der var ikke meget i området. Måske kunne hun finde en hare, hvis hun ledte længe nok, men hun ville ikke lade Cora være alene alt for længe, så hun nøjedes med at samle en god portion af de bær, urter og skvalderkål, hun kom forbi. De kunne koge en fin suppe på det om ikke andet. 

"Området er sikkert," bekendtgjorde hun, som hun kom tilbage ud fra en busk og ikke fra de nedtrådte stier fra skovens dyr. "Ingen tegn på forfølgere heller, men lad os holde vagt på skift alligevel for en sikkerheds skyld."

Cora åbnede munden for at sige noget, da Zirra sagde, at hun ville tjekke området, men kvinden var væk før Cora fik nogen form for lyd frem. Hun blev stående lidt om så efter hende, inden hun lukkede øjnene. Hun var alene for et øjeblik og pludseligt kunne man godt se på hende, hvor træt hun var. Nok var de fysiske sår væk, men hun havde stadig mistet en masse blod og minderne om, hvad der var sket dagen før, begyndte at presse sig på. Hun kunne mærke, at det begyndte at skride for hende, så hun knyttede sine hænder hårdt og tog en dyb vejrtrækning. Hun kunne ikke bryde sammen nu. Zirra ville snart være tilbage.

Efter et par dybe vejrtrækninger havde hun kontrol nok til at sætte sig på hug ved sin taske. Hun burde sætte et par snarer op, så de ville kunne få noget kød på et tidspunkt. Indtil da måtte de nok leve af, hvad plantelivet kunne tilbyde dem. Hun fandt en lille læderpose frem. Den indholdt en snor med en krog. Der var fisk i søen, hun havde set ringene i vandet, da hun havde haft lejr her et par dage før, men hun havde ikke haft brug for at fange dem på det tidspunkt.

Hun var gået i stå med den lille pose i hånden, og et tomt blik mod intetheden, da Zirra kom tilbage. Det gav et sæt i hende og hun rejste sig hurtigt. Lidt for hurtigt. Åh, hun var så træt og svimmel.
"Ja. God idé." Hendes blik gled over kvinden. Hvor meget kunne hun stole på hende? Hvad var hendes evner? Ikke bare magiske, men i det hele taget i forhold til at klare sig i skoven? Hendes blik faldt på plantedelene i hendes hånd og et svagt smil gled over hendes ansigt. Bedre end man skulle tro ved at se på hende, åbenbart. Så hun var ikke bare en dum bybo.

Lidt distræt kløede hun sin skulder. Stoffet var stift af blod, hvilket fik hende til at skære ansigt.
"Jeg har brug for et bad." Og det skulle være lige nu, hvis hun skulle kunne klare at lave lejr og få mad. Posen med snor og krog røg tilbage i tasken, inden hun uden tøven hev sin jakke og sin skjorte af, hvilket fremviste en spinkel, lidt tynd overkrop med små former. Og tørret blod, der var sort mod hendes grålilla hud. Støvlerne og bukserne røg lige så hurtigt, inden hun tog spændet ud af sit hår, der faldt glad ned omkring hendes krop, der nok var grænsende til tynd og uden nævneværdige kvindelige former, men senet af hårde muskler.
Uden at tage sig af Zirras tilstedeværelse gik hun på bare fødder ned til søens kant og ud i vandet. Hun kunne ikke mærke kulden og fortsatte ufortrødent ud til at det var dybt nok til, at det gik hende til livet. Derefter kastede hun sig frem og gled under vandet, hvor hun tog et par svømmetag, inden hun kom op igen. Åh, hun ville bare vaske blodet og følelsen af manden af sig. Arrigt begyndte hun at gnubbe sin skulder ren for blod.

Mørkelvere var ikke nogen, Zirra havde set mange af i sit liv. Faktisk havde hun set flere tegninger af dem end reelt mødt dem. De var ikke ligefrem et folkefærd, der gik frit rundt i byerne. Så hun kunne ikke lade være med at kigge. Noget sagde hende, at Cora ikke var super blufærdigt anlagt, men hun sænkede stadig hovedet lidt og prøvede ikke at glo alt for åbenlyst. 

Hun var vant til at kigge på dæmoner med alle mulige sære deformiteter og horn mærkelige steder, så til sammenligning virkede Cora meget mere menneskelig. Og så alligevel ikke. Den lilla hud, de lange lemmer. Det virkede som om hun kom fra en helt anden verden, og hendes bevægelser var mere yndefulde og flydende, end Zirra før havde lagt mærke til, nu hvor tøjet ikke dækkede. De manglende kvindelige former og spinkelheden gjorde kun ekstra for at understrege, hvor meget de to kvinder ikke var samme race, og Zirra spærrede kort øjnene op, da Cora dykkede ned under vandet. Den måde, hendes krop havde buet på i hoppet og brudt vandets overflade. Zirra selv havde ofte følt sig ét med naturen, men det hun så nu var lige så meget en del af naturen som fiskene i søen, og hun følte sig pludselig selv som en kluntet bytøs, helt malplaceret blandt træerne. 

Med et ryst på hovedet rømmede hun sig og lagde planterne fra sig. Hun var gået i stå med dem i hånden, og hun rødmede en smule, mens hun fik styr på sit eget blik. Hun havde lyst til at kigge mere på Coras hår. Mens det havde været opsat, havde hun ikke tænkt videre over det, men som det havde fået lov til at falde frit ned over hendes ryg, og bevæge sig i den lette brise... 
Zirra tvang sig selv til at koncentrere sig lidt om situationen, de var i, og gik en runde i lejren for at samle bærnde til et lille bål. Hun sørgede for at udvælge kviste, der ville afgive så lidt røg som muligt, og hun satte dem klar ved siden af den bålplads, der allerede var i lejren. De kunne altid lave et bål, når de havde noget at tilberede. Ingen grund til at gøre det nu. Men brænde var lettere at finde, mens det stadig var lyst. 

Zirras blik gled over søen igen, og kvinden, der aggressivt gnubbede blodet af sin hud. 
"Du mangler en plet under højre skulderblad," sagde hun hjælpsomt, og rødmede straks helt op til ørerne ved tanken om, hvor upassende det var, at hun ikke kunne holde blikket væk.

Vandet var dejligt frisk og det føltes vidunderligt at få hovedet under. Først virkede det ikke til, at blodet ville af, men langsomt kom hendes hud til syne under den sorte masse, der farvede vandet rødt omkring hende. Hendes hud var unaturligt glat, da der ingen spor var af det sår, der havde fået hende til at bløde. Mens hun gnubbede løs, var hendes kæbemuskler spændt hårdt op. Følelsen af hans vægt over sig, hans hænders berøring. Smerten. Al smerten. Han havde ikke gjort det ved hende, som mænd altid ville med hende, men han havde ydmyget hende på så mange andre måder. Hun havde været hjælpeløs, en følelser der stadig gav hende kvalme. Hun havde været så tæt på at dø.

Zirras stemme nåede hende og hun gispede forskrækket, inden hun kort lukkede øjnene. Nu måtte hun tage sig sammen. Det var overstået, hun var i live og snart ville de synlige rester af aftenens hændelse være væk. Ud over hullerne i hendes tøj.
Først tænkte hun ikke over det, men da hun var ved at gnide fingrene mod huden under skulderbladet, gik det op for hende, at Zirra åbenbart havde kigget på hende. 
Cora var ikke blufærdig eller genert. Hun ville ikke være nøgen foran mænd, hvilket nok gav mening, siden hun vidste, hvor lidt selvkontrol de havde. Og hun hadede dem. Men overfor kvinder var der intet, så hun havde ikke tænkt nærmere over, at Zirra var der, da hun tog sit tøj af.

Men hun kunne ikke lade være med at skæve mod den anden kvinde for et øjeblik, inden hun rystede tankerne af sig. Hun havde bare været hjælpsom, det var alt. 
Efter at have taget en dukkert mere, kom hun op af vandet. Hendes hud var dækket af gåsehud, men hun frøs ikke. Kunne ikke mærke, at det var koldt. Lige så ugenert som før, gik hun hen til sit tøj og sin taske. Hun rodede lidt rundt i tasken og hev så en ulden trøje op. Hun havde ikke mere tøj, så den måtte gå som erstatning for jakken og skjorten, til hun fik det vasket og syet. Efter at have vredet sit lange hår, trak hun den over hovedet, hvorefter hun tog sine bukser og fik dem hevet på. Endeligt flyttede hun blikket til Zirra, mens hun satte sig på hug og tog et par af bærerne, den lyshårede kvinde havde fundet.
"Jeg regner med at se, om jeg kan fange et par fisk i søen." Det var nemmere at tale om praktiske ting. Meget nemmere.

Zirra fik sig selv til at fokusere på at lægge bærene på nogle af de kålblade, hun havde fundet, så de ikke endte i asken fra det tidligere bål eller forsvandt i den bløde jord. Det gav hende noget at lave med hænderne, mens Cora fik tøj på. Selvom Zirra virkelig havde lyst til at se mere på kvinden og hendes smukke hår. Hun blev revet ud af sine tanker, da Cora tog et par bær og gav dem en plan for aftensmaden. Zirra havde ikke den store erfaring med at fiske. Som regel larmede det, og man blev våd af det. Og det var altid en dårlig plan for hende at blive våd hvis hun skulle ligge et par timer i grøftekanten og vente på sit mål.

"Ja, god idé," fik hun fremstammet, og sendte et blik hen imod det tøj, Cora havde lagt fra sig. Stadig blodigt og flænset. "Jeg kan sy flængen i tøjet sammen, hvis du vil have det? Jeg er rimelig hurtig med nål og tråd og har vist noget i tasken."
Zirra skulle ikke tænke to gange over at tilbyde sin hjælp. Det var tydeligt for hende, at Cora havde en plan i sit hoved for, hvordan de skulle slå lejr, og Zirra selv var ved at løbe tør for ting, hun syntes at kunne hjælpe med, uden at komme til at gå i vejen. Hun havde samlet brænde til bålet og planteføde. Når fiskene var fanget, kunne hun hjælpe med at tømme og tilberede dem. Vejret virkede roligt, så de ville nok ikke få brug for at sætte et dække op for mulig regn. Det mindste hun kunne gøre var at tilbyde hjælp til Coras tøj.
Hendes aggressive vaskning af sig selv havde også tydet på, at hun stadig bar rundt på stor vrede over, hvad der var sket hende. Zirra håbede, hun kunne lette lidt af kvindens byrder ved at tage over og fjerne flere associationer til den nat. 

Cora stivnede med et bær ved læberne, da Zirra nævnte hendes tøj. Langsomt puttede hun bærret i munden. Det var et godt tilbud og hun vidste, at hun ville sige ja. Hun hadede at sy, det var kvindearbejde og passede sig ikke til en som hende, selvom hendes mor havde forsøgt at lære hende det. Hun havde simpelthen ikke tålmodigheden til det og hendes sting blev store, skæve og grimme. Hun kunne ri ting sammen så det holdt, men det var også det.
Nej, det var mere det, der lå bag hullet i hendes tøj. Blodet. Hun havde ikke lyst til at udsætte Zirra for det. En tanke hun straks vrissede af sig selv for. Zirra var en voksen kvinde. Der arbejdede for Lyset. Hun kunne sikkert nok holde til lidt blod.
"Det må du da gerne, så slipper jeg." Hun tav kort, inden hun sukkede lydløst. "Men måske det lige skulle vaskes først." 

Trods sine ord, gjorde hun ikke mine til at tage tøjet. I stedet rejste hun sig igen, greb sit kniv og gik ind i skoven. Det tog hende ikke lang tid at finde en pind, der ville du som fiskestang, og få den skåret af træet. Det var rart at bruge sine hænder, og en kort tanke om at gennemføre hendes sædvanlige træningsrutine gled igennem hende, men hun kunne godt mærke på sig selv, at hun var for træt. At fange aftensmaden var vigtigere. Så hun vendte tilbage til lejren og tog den lille pung fra tasken igen, inden hun gik ned til vandet og satte sig på en sten med fødderne i vandet.

Det var ikke fordi, at hun ikke ville snakke med Zirra. Hun var bare alt for vant til at være alene, så hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere menneskets tilstedeværelse. Endda et menneske, der havde hjulpet hende så meget, som hun havde. Cora vidste ikke, hvordan hun nogensinde skulle betale hende tilbage. Hun tyggede kort på sin læbe, mens hun begyndte at binde snoren fast til pinden.
"Så du er med Lyset." Der var ikke rigtigt noget spørgsmål. Hun skævede mod hende og forsøgte at finde på noget fornuftigt at sige. Samtale plejede da ikke at være så svært. Hun måtte være mere træt end hun lige selv kunne mærke.
"Hvad laver sådan en pæn pige i hæren?" Det kom ud som en virkeligt dårlig scorereplik, selvom hun egentligt bare mente det lidt sarkastisk. Ved Zaladin, måske hun bare skulle holde munden lukket.

Zirra tog selv et par bær og nikkede til Cora, mens hun tyggede. Inden hun nåede at få tygget af munden, var mørkelveren gået på jagt efter pinde i skovbunden dog, og Zirra rejste sig og gik hen til tøjet. Hun tog det fra grenen og satte sig på hug ved søens kant, hvor et træ var vokset skråt ud imod søen. Der kunne hun sprede tøjet ud bagefter, og der var stadig lidt sol på den del af søen, så måske det kunne nå at tørre lidt.

Vandet var køligt og arbejdede villigt med Zirra i at få blodet ud af tøjet. Hun gnubbede stoffet mod sig selv mellem sine hænder så små tynde tåger af rødt blandede sig i vandet. Eftersom Cora havde overlevet at vaske blod af sin krop lige før, regnede Zirra med at der ikke var overflod af aggressive ål, der ville reagere på blod i vandet.

Det meste af blodet var ved at have givet slip, da Cora satte sig med sin improviserede fiskestang, og Zirra lagde mærke til, hvordan hun bare stak fødderne i vandet. Hendes egne hænder var ved at være godt kolde af bare at være dyppet halvt lige nu, og hun havde ikke engang taget en dukkert. Hun manglede selvfølgelig også stadig sin jakke...

"Det er en familieting," svarede hun med et skuldertræk. Det var ikke hendes mening at lyde helt så afvisende, som hun gjorde, men jo mindre de skulle snakke om hendes arbejde, jo mindre blev hun tvunget til at lyve for Cora. "Sig mig, bliver du ikke kold af at sidde med fødderne i vandet?" En bekymret rynke kunne ses i Zirras pande.

Det tog ikke mange bevægelser at få snøren viklet om pindens ende, så den sad godt fast. Hun burde egentligt finde noget madding, men tanken om at skulle rode rundt efter noget godt, gjorde hende træt, så det endte med at blive en lille blomst, hun kunne nå fra sin sten. Mon ikke den gule farve kunne gøre det?
At Zirra lød afvisende tog Cora ikke så tungt. Der kunne være flere grunde, og bare Cora selv var en rigeligt god grund. En fremmed mørkelver. Så hun nikkede bare til ordene om, at det var en familieting, inden hun med et let bevægelse kastede krogen ud i vandet. Åh, hun håbede, at der kom bid. Men nu var der ikke andet for end at vente. Tålmodigt. Ikke en af Coras stærke sider.

Zirras spørgsmål fik hende til at se ned på sine fødder, der kunne skimtes under det urolige vand. Åh. Det havde hun ikke lige tænkt over. Hun trak dem op og satte sig til rette i skrædderstillig på stenen i stedet for.
"Jeg kan ikke mærke kulden. Jeg fryser ikke." Hun trak let på den ene skulder, inden hun kørte en hånd over sin pande og sit glatte hår. "Jeg kan dog stadig godt blive syg af kulde. Det er lidt upraktisk." Hun smilede kort, men det nåede ikke hendes sære øjne. Det gjorde det nu sjældet, det var sjældent livet gav hende noget at være oprigtigt glad over.

Efter en kort overvejelse, rakte hun den ene hånd frem mod Zirra med håndfladen opad. En klump sort is voksede frem af ingenting, ikke større end en valnød.
"Det hører med til min evne. Sort is. Det giver andre forfrysninger med det samme, men jeg kan ikke mærke det. Det bider ikke på mig." Hun trak hånden til sig igen, fik sat fiskestangen i klemme i sine ben, inden hun bukkede sig ned og samlede noget vand op i sin frie hånd. Da hun hældte det ud over den lille sorte klump is, frøs det til is med det samme. Almindeligt klart is. Den bedste måde at demonstrere kulden, for Zirra skulle ikke røre ved klumpen.
At Zirra allerede havde set det sorte is tæt på, det kunne Cora ikke huske. Aftenen før efter Zahinael var færdig med hende, var bare en sløret klat i hendes hukommelse.

Ikke at kunne mærke kulde, men stadig kunne blive syg af det? Ja, det var nok det mest upraktiske, Zirra længe havde hørt. Men stadig en ret brugbar kampevne. Det virkede til, Cora kunne fremmane forskellige former, så det måtte være den evne, hun også havde brugt, lige da Zirra havde fået hende op i vognen, og mørkelveren havde været for omtåget til at forstå, at hun blev hjulpet.

"Aaah, så det var dét du prøvede at slå mig ihjel med, da vi hev dig op i vognen," kommenterede hun med et skævt smil. "Jeg er pludselig meget glad for, du ikke noget at berøre mig med den."

Hun tav lidt og så ned mod vandet, hvor Cora havde smidt snøren til fiskene. Blomsten så ikke ud til at tiltrække sig den store opmærksomhed nede i dybet. 
"Hm, måske jeg kan give en hånd med det der," sagde hun med hovedet på skrå.
Kortvarigt stoppede hun sin rensning af trøjen, hun havde i hænderne, og koncentrerede sig om at få en lille lysende ildflue frem. Med et fast blik på blomsten, guidede hun den hen langs vandoverfladen. Hun lod den tage en lille tur på et par meter ud over søen, for så at trille tilbage mod Cora og synke ned langs hendes snøre og svæve lige omkring blomsten. Lyset kunne forhåbentligt tiltrække lidt mere opmærksomhed fra fiskene og skaffe dem noget aftensmad.

Tøjet var ved at være frit for blod nu alligevel, og Zirra rejste sig fra sin plads og spredte det våde tøj ud på den træstamme, hun havde siddet på hug ved siden af. Hun gik hen til tasken og hev det lille sysæt op, hun altid havde med sig, og begyndte at sy det våde tøj sammen, mens det lå spredt ud på træstammen, så hun var sikker på, ikke at hive stoffet skævt og give Cora en bluse tilbage, hvor pasformen var komplet ødelagt. 
Det var svært at sy sådan, men hun havde prøvet værre. Det mest besværlige var nok at sy tøj, mens folk havde det på. Især hvis vedkommende var bange for nåle.

Cora skar ansigt, da Zirra sagde, at hun havde for at slå hende ihjel med isen aftenen før. Hun havde ikke rigtigt nogen erindring om turen fra lysningen i skoven til healeren, så hun kunne slet ikke huske, at hun havde truet sin redningskvinde. Men det undrede ikke absolut ikke, det lød som hende. Selv døende ville hun kæmpe.
"Erh, det kan jeg ikke huske. Jeg er da glad for, at det ikke lykkedes mig, så." Hun undskyldte ikke, hvorfor skulle hun? Der var jo heldigvis ikke sket noget og nu var de her. 
Ja, det var her. Cora skævede mod Zirra, der hængte tøjet op. Hun var så vant til at være alene, at det var en sær fornemmelse at have den anden kvinde i nærheden. Altså, ikke at Cora var alene hele tiden, men skoven plejede at være hendes stille område. Ind til videre havde det ikke været slemt at have den anden med, ja, man kunne næsten påstå, at det var ... hyggeligt. Cora kørte tungen over sine halvspidse tænder, inden hun flyttede blikket ned til den lille lysende ting, Zirra havde tryllet frem som madding. Det hjalp, hun skimtede en skygge i vandet.

Hun havde taget beslutningen om at få Zirra så tæt på Dianthos som muligt. Mest fordi hun følte, at hun skyldte hende et eller andet, men også fordi at hun havde svært ved at forestille sig den anden kvinde klare sig selv. Lyset? Lærte de ikke deres folk at kæmpe? Endnu et blik mod Zirra understregede bare Coras fornemmelse af, at den anden kvinde ikke var kamptrænet. Nej, hun måtte hellere følge hende tilbage til byen. Selvom Cora ikke ligefrem var glad ved tanken om at skulle tæt på Lysets hovedsæde. Hverken Lyset eller Mørket tiltalte mørkelveren, der helst holdt sig langt væk fra begge dele.

Det gav et sæt i hende, da fiskestangen nær var rykket ud af hendes hænder. Hun var faldet hen i tanker, stadig træt. Hurtigt fik hun ordentligt fat om pinden og lidt efter blev en fisk smidt på land. Hun greb en sten og et slag senere var fisken død.
"Kan du ikke lige lave det der trick igen, jeg har aldrig fanget en fisk så hurtigt før." Hun satte sig på stenen igen og kastede linen ud, inden hun skævede til hende med et løftet øjenbryn.
Det var underligt at være så tavs, men hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle snakke med mennesket om. De havde vel ikke noget tilfælles. Og Cora havde aldrig været god til småsnak, så længe det ikke handlede om våben, kampteknikker eller overlevelse i vildmarken. Utroligt at hun hadede mænd så meget, når det var dem, hun havde mest tilfælles med.

Kort stoppede nålen og tråden i sine bevægelser, da Zirra så på Cora få bid. Hun havde ikke prøvet at bruge lyset som lokkemad før, og da hun hev fiskestangen op, blev hendes ildflue hængende i vandet der, hvor fisken var bidt på. Den gik ud, da en anden fisk spiste den kort efter. Det havde hun ikke tænkt over før - at hendes ildfluer kunne blive spist. Mon den stadig lyste i maven på den? Zirra kunne ikke få den til at flytte sig, så den var nok gået ud. 
Det ville tage for meget chakra, hvis hun skulle sende en nye ildflue ud hver gang, og de havde været heldige, at den var blevet ved snøren, og ikke drevet med strømmen. Hun lagde sytøjet fra sig og gik hen til sin taske igen, hvor hun fandt tre små vokslys. Hun satte dem godt fast i et stykke bart jord, hvor der ikke var græs i nærheden, hvorefter hun tændte dem med sit flintstål. 

Med de tre små lys tændte, tog hun tre blomster ligesom den, Cora havde brugt før, og smed lyset over i blomsterne. Vokslysene mistede deres farve, men man kunne stadig svagt ane flammerne danse i luften, mørke og halvgennemsigtige, mens blomsterne lyste pulserende i takt med de mørke flammers bevægelser. 
"Prøv med dem her, det tager lidt mindre på min magireserve," sagde hun og rakte Cora blomsterne.
Hun fik færdiggjort syningen, mens Cora fangede den næste fisk, hvorefter hun gik i gang med at rense de fisk, mørkelverkvinden smed op på bredden. 
Tydeligt vant til at gøre sådan noget, fik hun sprættet den op, hevet indvolde ud og skyllet den i søen. Hun prøvede ikke at lægge for meget i bevægelserne. Forhåbentligt var det rimeligt normalt for Cora at møde folk, der kunne klare sig selv, men Zirra vidste jo godt, at det næppe var det mest naturlige, at hun som bypige og blot en løber for Lyset ville have de store evner inden for den slags. De reelle løbere fik nok bare rationer nok med. Som spion anede hun sjældent, hvor længe hun skulle være ude på opgave, så det var en ret vigtig del af hendes virke, at hun kunne lidt basis skov-madlavning og genkende spiselige bær, hvis hun lå sulten i en busk på femte time.

Der kom ikke et svar fra Zirra, men hun rejste sig og gik i sin oppakning. Cora betragtede hende opmærksomt, stadigt siddende på stenen. Vokslys? Hvad skulle hun bruge dem til? Lidt imponeret så hun hende flytte lyset fra lyset over i blomsten der begyndte at gløde, som var den en flamme. Hurtigt hev hun snøren ind igen og lidt forsigtigt satte den ene blomst fast på krogen. Man kunne ikke mærke på den, at den lyste. Cora sendte Zirra et blik, inden hun kastede den lysende blomst ud i vandet. Snart havde den næste fisk taget maddingen. Hun vurderede, at de nok kunne bruge en fisk mere, så hun smed endnu en blomst i vandet. 
Mens hun sad der, skævede hun til Zirra, der syede hendes tøj. Det blev noget kun pænere, end hvad hun selv kunne klare. Det fik hende til at flytte lidt uroligt på sig, det hele var så sært.

Da den sidste fisk bed på, var Zirra godt i gang med at rense de to første, så Cora klaskede den en og smed den til Zirra, inden hun gik i gang med at få liv i bålet. Det var noget tørt træ og der var næsten ingen røg. Godt fundet. Man skulle tro, at den lille kvinde fra Lyset havde prøvet det før. Cora var lidt nysgerrig, men Zirra havde virket afvisende over for at tale om sig selv, så hun spurgte ikke ind til noget. Men stilheden var ved at gå hende på nerverne. Ikke så meget stiheden i sig selv, men det føltes underligt ikke at have en eller anden form for samtale. Men hvad kunne hun snakke med hende om?

Da ilden havde ordentligt ved, lagde hun et par pinde mere ind, inden hun tog sin kniv og afbarkede en pind, de kunne hænge fiskene på. Hendes bevægelser krævede ikke meget opmærksomhed, hun havde gjort det så mange gange før. Så hendes blik gled endnu engang til Zirra.
"Har du travlt med at komme tilbage til Dianthos? Der er vel nogen, der venter på dig?" Hvem "nogen" var, specificerede hun ikke, men der var vel en mand eller noget familie eller en chef. Tonen i Coras spørgsmål fortalte, at hun ikke forventede et uddybende svar.

Zirra var godt tilfreds med at kunne hjælpe lidt alternativt med fiskefangeriet. Og hun nødt det blik, Cora sendte hende, da hun rakte mørkelverkvinden blomsterne. Det var første gang, hun havde fået sådan et blik for sine evner. Som blomsterne blev spist af fiskene, fór lyset tilbage til de små vokslys, hvor flammerne igen blev synlige. Så snart, Cora var færdig med at fiske, pustede Zirra dem ud. De var dyrebare for hende - hendes eneste måde lige nu at få gang i sin anden evne, fordi hun ikke havde været i nærheden af andre lyskilder, som hun havde kunnet stjæle fra, i et par dage nu. 
Hun skyllede hænderne i søen og hjalp til ved bålet. Mens Cora snittede, var der dog ikke meget mere hun kunne gøre, så hun satte sig bare til rette ved bålet, der gav en behagelig varme i den begyndende aftenkulde.

"Ikke rigtig," svarede hun med et skuldertræk og et skævt smil. "Mest bare arbejde, og de kan ikke give mig nye opgaver, før jeg er tilbage alligevel. Så ikke det store hastværk. Altså jo, min far blive stiktosset, hvis jeg ikke når til prædiken med familien i morgen, men jeg havde alligevel planlagt ikke at kunne nå det, hvis den her tur trak ud. Han ville finde en undskyldning for at blive sur uanset hvad."
Lige der i den milde skumringstime, med et flot bål og med en flot kvinde oplyst af dets flakkende skær, kunne Zirra for en gangs skyld ikke rigtig tage sig af hvad hendes far syntes. Der var vigtigere ting, som for eksempel bare at nyde godt selskab og friske fisk. Verden forsvandt lidt omkring dem her i skoven. Der var ikke noget arbejde, der pressede, ikke noget hun skulle nå. Tilbage til Dianthos ville hun komme på et eller andet tidspunkt, men der var ingen grund til at skynde sig. Det bragte et uventet smil frem hos Zirra, og hun tillod sig at tage et afslappet åndedræt i takt med vindens susen i bladene.

Der var stille omkring dem, men selvom alting virkede fredeligt, var Cora konstant på vagt. Hun havde ikke taget sine sværd på igen, men de lå ikke længere væk, end at hun ville kunne nå dem på et splitsekund. Hun troede ikke på, at de mænd ville give op uden kamp, og de havde ikke haft tid til at skjule deres spor. Men lige nu var der ingen tegn på ubudne gæster, og hun lyttede til Zirra med det meste af sin opmærksomhed.
Det lød ikke til, at hun var givet væk til nogen, hvilket næsten kunne undre Cora. Zirra virkede sød og behagelig og hun var ganske køn. Men måske hun var som Cora, en fri fugl. En interessant tanke.

Hendes ansigt formørkedes en smule, da den askeblonde kvinde fortalte om sin far. Det lød lidt for bekendt. Hendes egen far havde aldrig rigtigt været interesseret i hende, hun var jo kvinde. Han havde dog virket rimeligt godt tilfreds med, at hun havde valgt krigerens vej, også selvom intet hun gjorde var godt nok. Heller ikke da hun flere gange viste sig bedre end sin bror til sværdfægtning og ting, der krævede smidighed. Og da hun var blevet voldtaget… hans slag i mod hendes ansigt havde talt for sig selv. Og dog… havde han ikke haft et kort tilfreds udtryk i øjnene, da hun havde taget sagen i egen hånd og straffet dem, der valgte at forsøge igen?
Hun trak sig selv ud af tankerne. Det betød ikke noget nu.

”Prædiken lyder også pænt røvsygt.” Cora var ikke en kvinde med et pænt sprog, og hun var ligeglad med, hvad andre tænkte om det. Så måtte de lukke ørerne. Hun løftede pinden op, så hun kunne inspicere den, men hun skævede kort mod Zirra. Smilet lyste den andens kvindes ansigt op og Cora sænkede hurtigt blikket igen, med en indvendig ed over sig selv.
Tilfreds med pinden, stak hun den igennem fiskenes gæller og med hjælp fra nogle sten, placerede hun de klargjorte fisk ind over ilden. Der ville være mad om en times tid.

Et kort øjeblik var der øjenkontakt. Zirra faldt ind i dybet af Coras mørke øjne, inden de hurtigt blev sænket igen. Det virkede næsten... Afstandstagende? Smilet falmende lidt på hendes læber. Nu havde Cora vel ikke mistolket hendes smil til at være om kirkegang? 
"Det er også ret røvsygt," svarede hun og genbrugte bevidst Coras talemåde for at understrege, at hun heller ikke var den største tilhænger af at høre en fanatisk præst rable om syndsforladelse i en time.

Cora lod til at være lige så meget et produkt af sin opvækst, som Zirra. Den måde hun havde kigget på mændene på havde ikke bare virket som et had imod det faktum, at de havde valgt at overfalde dem, men som om noget stak dybere. Hun havde sagt, at kvinderne var dårligt stillet i hendes klan, og hendes små kommentarer om mænd hist og her havde også været ladet med had. 

"Du ville næsten passe bedre ind som hans datter," fortsatte Zirra stille. "Der er ikke noget, der betyder mere for ham end at være kriger. Lige på det punkt kommer jeg nok altid til at skuffe. Det, og så at blive gift. Men han virker til at være ligeglad efterhånden. Der er ikke noget i mit arbejde, han kan prale med til nogen højtstående partier alligevel."
Zirra tav. Hvorfor fortalte hun det her? Måske var det bare stilheden, der var blevet for meget, eller behovet for at holde en samtale kørende. Måske var det noget i Coras spørgsmål, der havde fået hende til at uddybe. Forsikre mørkelveren om, at de ikke havde travlt, at der ikke var noget vigtigt at nå. Et behov for at forlænge den midlertidige idyl i skoven.
Bålet knitrede under fiskene, og Zirras blik blev draget af de dansende flammer. Det gav et varmt lys fra sig, som hun fik lyst til at tage til sig og holde om.