Selmy måtte navigere hans hånd ned under eller igennem det lange hvide hår for at kunne mærke stoffet, som bogen var indhyldet i og det i sig selv fik Asith til at bevæge lidt på sig. Han sov måske, men også ufatteligt let! Han var delvist uforstyrret dog og åbnede ikke øjnene endnu. Selmys forsøg på at befrie bogen var dog ikke helt ignorerede da hans bevægelser inkorporerede sig i mørkelverens remsøvn og hans obskure drøm. Berøring... selv så lidt som det nu var, var i stand til at få noget til at føles forkert. Først da Selmy rent faktik lagde en hånd under hans hoved, opløste elverens søvn sig i løbet af milisekunder! Hans greb om daggerten blev strammere og hans øjne spærredes op med et sæt! Bogen, som Selmy forsøgte at rykke til sig, blev i mellemtiden hyldet halvvejs ud af sin beskyttende barriere og fanget imellem ham og Asith. Den var dog slet ikke øverst på elverens liste, da Asith satte sig op med en forskrækkende hurtighed og kastede sig over mennesket som havde han ventet på muligheden i stedet for at sove. Sandheden var dog, at hans tyndslidte nerver og hans overlevelses instinkter var så forbandede fintfølende, at han ikke nåede at tænke over sine omgivelser inden han gik i forsvar! 

Asith ene hånd havde grebet Selmy's skulder og hans knæ pressede ned på hans lår for at negle ham til jorden! Daggerten, som Asith havde sovet med, blev holdt i en position over Selmy og var klar til brug! I det mindste var han ikke typen, som stak inden han så sin modstander... Ellers var Selmy blevet lavet om til en nålepude inden Asith havde fået taget et kig på hans ansigt. Hans røde, brændende øjne med deres sorte baggrund, stirrede stift på mennesket, dirrende, som var han blevet hyldet ud af en eller anden form for feberdrøm... Og noget i hans udtryk så mere skræmt ud end arrigt. Hans forkastede åndedrag slog mod Selmy's ansigt og afslørede hans pludselige panik. Først da hans hvide hår faldt og omsluttede hans eget ansigt og Selmy's under ham, kom der en slags personlighed tilbage i hans øjne. Vreden forblev dog deri!

"Hvad i alverden har du gang i?!" Hvæsede han. "Har du et dødsønske, knægt??"

Han var lige ved at overbevises om, at han faktisk kunne få bogen fri, men den glædesrus der blomstrede i ham fik lov at visne meget hurtigt. Han landede med et hårdt bump mod ryggen, med mørkelveren over sig. I en primitiv kamp, forsøgte han at slå ham væk med alle frie arme og ben. Asith var, ligesom ham selv, en spinkel skabning, der måske ikke vidste hvordan man brugte sin fysiske styrke, men Selmy lærte hurtigt, at han heller ikke kunne kæmpe sig ud af denne situation. Desuden skulle der ikke meget til før, at en af dem kom til at skære sig på det skarpe daggertblad, og noget talte for, at det formentligt... med stor sikkerhed, ville blive ham. Asiths glødende øjne skræmte ham dog altid mest. Han kunne godt se på ham, men aldrig med øjenkontakt længere af gangen. 

Selmy pressede sin håndflade mod Asiths ansigt for at få ham og hans onde øjne væk fra sig. Han hev efter vejret, som var han forpustet, men han var ligesom Asith panisk. Han kunne ikke slå fra sig mere, på grund af pludselig udmattelse, men kiggede op på Asith, hvor han stadig havde hele hans ansigt i sin hånd.

“Du.. Du har jo ikke tænkt dig at aflevere den!” Gispede han, og så slet ikke på daggerten. Han formåede at tale, trods smerten i sin ryg dunkede, og to luften fra ham. “Du vogter den, som en hund vogter sit kødben! Og jeg kan ikke gå en måned uden den!”. 

Han veg sit eget hoved væk og knugede øjnene i. Han turde ikke kigge på, hvis han skulle straffes med nogle snitsår, ovenpå alle de slag han allerede havde påført sig selv.

Asith snerrede arrigt og skubbede tilbage imod Selmy's hånd i hans fjæs! Fandens til pilfringede knægt! Elveren skar en hidsig grimasse, men hans vrede var dog ikke nok til at sende hans daggert imod Selmy's hud. Han havde forskrækket ham, men ikke truet ham på livet trods alt! Men det gjorde det ikke bedre! Skulle det være sådan hver gang han lukkede øjnene og ikke var opmærksom?? Bogen var næsten ikke engang hoveddelen af hvad han var vred over! Han var ikke engang sikker på, at Selmy var den rette modtager heller. Det var en mærkelig blanding af vreden han havde vågnet med og den forskrækkelse der var blevet sat i ham! Uanset hvad var han opsat på at holde Selmy fast imod jorden lidt endnu! 

"Så du kommer som en tyv i natten??" Råbte han antydende! Ironien gik over Asiths eget hoved. For et øjeblik havde han glemt hvem den egentlige tyv var... Og dog følte han sig mærkeligt berøvet af Selmy's forsøg på at befrie bogen. "Sagde jeg ikke at du nok skulle få den tilbage når-!" Et højt, dybt klynk kom fra krattet fra den anden side af bækken og Asiths arrigskab blev pludselig til en frosset paranoya! Han stirrede på Selmy, men hans sanser var andetsteds. Kun hans ører vippede en smule for at fokusere på lyden bag dem... Og snart var de ikke lave nok til kun at opfange de sart-sansende. Man kunne høre det tydeligt: Grene, som knækkede, tørre blade som blev knust og endelig, nogle tunge fodtrin, som bragte en stor silhuet ud fra buskadset bag dem. "....." Asith bevægede sig ikke, men langsomt vendte hovedet for at kigge imod deres pludselige selskab. 

En stor brunbjørn havde stukket den forreste halvdel af sin bombastiske krop ud fra skovens mørke og dens små - i forhold til det kæmpemæssige lodne hoved - sorte øjne stirrede fremad på dem. Skænderiet havde sikkert tiltrukket den sammen med fiskene i Selmy's ejendele, havde han altså ikke allerede skilt sig af med dem.

Asiths hold i mennesket hørte op og forsigtigt, uden at lave pludselige bevægelser, tog han sine knæ af ham. Med en åbenlys frygt i sin stemme, hviskede Asith. "Forhold dig i ro...!" 

Det ramte ham hårdt, at blive beskyldt for at være en tyv. Det beviste bare for ham, at Asith anså bogen for at være sin egen. Den nederdrægtige slyngel. Han havde altså fuldstændig ret i at mistænke ham for at ville beholde bogen for sig selv. Han hørte ikke de første lyde, for han var opslugt af sin vrede og forargelse, men da Asith vendte sit hoved imod skoven, knugede Selmy en hånd og skulle til at give ham et gok i hovedet. Grenenes høje knækkelyde vækkede ham tilbage til omgivelserne igen, og derfor glemte han alt om det han skulle gøre. Asith var hans mindste problem lige nu, for Selmy skulle dø nu... Og det kunne han kun takke alkymisten for! 

Da bjørnen traskede frem, gloede Selmy forfærdet efter den og holdt helt op med at trække vejret. Han frøs på stedet, og rejste sig ikke med op, selvom vægten fra Asith lod ham komme fri. Hvad skulle han gøre!? Han havde ikke engang fået sit tøj på endnu. Det hang til tørre bagved bjørnen, så der skulle ingenting til, før en klo fra en bjørn skulle kunne nedlægge ham og efterlade et dødeligt kødsår.

Selmy så op på Asith med bange øjne, og forventede, at Asith gjorde noget, for at redde dem. Selvom han ikke gik ind for vold, hverken mod bamsede dyr eller mennesker, kunne han godt gøre en undtagelse i dag. 

Langsomt kom elveren på benene, men han rettede sig ikke op. Han forblev lav og ydmyg så bjørnen ikke fik en al for tidlig idé om at fare i synet på dem. Hans daggert knugede han hårdt i sin højre hånd. Med øjnene stadig på bjørnen, talte han lavmeldt til Selmy. "Befri din hest... Langsomt." Instruerede han. Han havde VIRKELIG ikke lyst til at lægge sig imellem lejren og bjørnen, men han vidste at de ikke kunne løbe fra den på deres egne ben. Den erfaring havde nær kostet ham livet på et tidligere tidspunkt og han var ikke idiot nok til at gentage succeen... Ligemeget hvor meget hans instinkter tiggede og bad ham til at tage benene på nakken! I sidste ende skulle han jo egentligt kun kunne løbe hurtigere end Selmy, men for det første var han usikker på at han overhovedet kunne nå at få et sprint startet inden bjørnen fandt hans hals... Og han var ikke gemen nok til at efterlade knægten som en distraktion. 

Kunne han mon skræmme den? Kunne han fremmane en illusion stor og gruopvækkende nok til at jage en bjørn på flugt? Uden skitser eller modeller var hans tanker rodede og han fandt sig selv ude af stand til at male et klart billede i sit hoved.. Så han måtte ty til det, som han aldrig slog fejl ved at projektere. Han indåndede dybt og begyndte at rejse sig da han igen pustede det ud. Små lys flagrede foran hans mund inden han blev omgivet af den samme, næsten sansende og levende, mørke røg, som befandt sig på alle hans illusioner.. Men i stedet for at påtage sig en andens ansigt eller skabe falske flammer, trådte en ny sortelver ud af ham til hans højre side. En tro kopi, som imiterede ham fra hans vagtsomme røde blik og til daggerten i hans hånd. Et andet suk fra den originale Asith påkaldte en tredje mørkelver, som stillede sig på hans modsatte side. Han måtte være forsigtig, men med lidt hel kunne an enten forvirre bæstet nok til at trække sig tilbage... eller, ved de sytten han håbede han kunne undgå det, finde en åbning i det forvirrede dyrs forsvar så han kunne uskadeliggøre det. Den originale Asith tog et skridt frem imod bjørnen og hans 'kloner' fulgte trop. Hvad han ikke delte med dem, var et ansigtsudtryk, som var fuldkommen ængsteligt og kun forværredes da bjørnen trådte helt ud i lysningen og brølede så alle småfugle i nærområdet flygtede fra trætoppene! Hvor ville han dog gøre alt for en smule rustning!   

Med sine to illusioner bevægede Asith sig frem imod bjørnen for at agere distraktion. Selvfølgelig lod han de to andre gå først for ikke at risikere at den valgte den rigtig elver som sit første mål. Forhåbentligt var det nok til at genne den den modsatte vej! Han ville have lavet flere illusioner, men med individuelle bevægelser og lyde, kunne han kun opretholde disse to for nu! De omkringrede bjørnen i en halvcirkel, løftede armene og producerede en mimik af bjørnens eget brøl for at skræmme den tilbage! Desværre gav Asiths plan bagslag da bjørnen i stedet for at føle sig truet, følte sig udfordret og en stor, synderrivende klo langede ud efter den nærmeste illusion og reducerede dens arm til mørk røg! Fandens!

Imens en illusion dukkede og trådte til siden for bæstets kraftfulde slag, bevægede Asith sig til dens side og hurtigt og med et vandret sving imod bæstets pels, formåede at at skære et overfladisk sår i dens skulder! Endnu et forsøg på at få den til at tro at den var i undertal og burde træde tilbage! Den førhen ubemærkede illusion trådte frem og producerede endnu et forfalsket brøl imod den, og for et øjeblik, trådte den rent faktisk tilbage, men tilsyneladende ikke for at snige sig væk, men for at få tilløb til den brølende illusion, som blev reduceret fuldstændig til røg i processen!

Selmy havde i mellemtiden fået sin hest løs og med et advarende råb, styrtede imod bjørnen?? "Vent! Du har ikke noget våben!!" Protesterede den rigtige Asith, som stadig var på siden af bjørnen! Havde det ikke været på grund af den store hest der gallopperede imod den, havde bjørnen nok kastet sin kærlighed over den råbende elver i stedet, men Asiths hals var reddet, for nu. Den løb ud i bækken og mødte hesten på halv-vejen! Den var ikke hurtig nok til at undgå hovene, som sparkede imod den, men ikke så medtaget, at den ikke kunne give et modangreb brat efter! Hele bjørnens vægt blev stødt imod hesten hoved først, som var dyret en rambuk lavet af muskler og klør! Nok til at vælte hesten om kuld og sende Selmy endnu længere, hvis han ikke holdt godt nok fast og først dér var bjørnen parat til at bide ned i det stakkels kræ - eller Selmy, hvis han stadig var tæt nok på! Den havde sikkert også fået sin bid af enten hest eller menneske, hvis den ikke var blevet distraheret af en voldsom smerte fra dens ryg! Asith havde landet ovenpå bæstet, nu med sin daggert hengemt ned til sit håndtag i den brune, tykke pels! Heldigvis, for Selmy og hesten, var bjørnen mere opmærksom på at smide elveren af end at få en bid menneske! Dens desperate brøl af både vrede og smerte satte en dyb rystende fornemmelse i jorden og om den var bækken i unåde grundet dyrets vilde tramp og spark! Asith formåede at sætte endnu et stiks værd af pinsel ned i dyret inden han endelig blev rystet af og endte på ryggen i bækken! Blod fra dyret flød ned i det klare vand imens den vendte sig mod Asith, som rejste sig. Heldigvis var vandet kun knædybt hvor han stod og ikke nok til at både give ham udfordringen at slås såvel som at svømme. Illusionerne, som før var blevet reduceret til mosekonebryg, blev igen påkaldt og han var klar til runde to. 

Hesten gav et smertefuldt hvin, idet den blev slynget tilbage af bjørnens angreb. Den trillede tungt rundt i jorden og skabte en støvet sky rundt omkring den. Hesten vaklede skrækslagent på benene med det samme og galoperede afsted forbi træerne, og ud mod den åbne slette, hvor de oprindeligt kom fra. 

Selmy var lettere og var derfor ikke færdig med at trille rundt. Han nåede flere meter væk, før han endelig lå stille. Han klynkede over den hårde tur, og hostede af støvet og åbnede øjnene prøvende, kun for at se hesten forlade dem. “Neej..!” kaldte han efter den, som om det skulle nytte noget. Desværre var der intet han kunne gøre nu.

Han brugt en masse kræfter på at løfte sig lidt fra jorden, for at se hvor Asith og bjørnen var. Han dukkede sig helt ned mod jorden, ved det drabelige blodbad, der foregik længere fremme. Asith så ud til at klare sig. Godt... Nu blev han nødt til at bringe sig selv i sikkerhed! Han kunne ikke komme op at stå på sine ben. Var noget brækket? Eller måske forstuvet? Selmy vidste det ikke, for han var aldrig kommet til skade før, sådan alvorligt. Med armkræfterne trak han sin tunge krop i den modsatte retning af kampens hede, og krøb ind i et buskads. Han havde det bestemt ikke godt med at have forvoldt så stor skade på sin nye hest... Det var meget uansvarligt og dumt gjort, og det havde overhoved ikke haft den ønskede effekt på bjørnen, som han havde håbet. 

Inde fra den tætte busk kunne han ikke se Asith, men han kunne høre bjørnen brøle. Han håbede at han ville klare den uden hans hjælp nu, for ellers mistede han måske livet på grund af ham...? 

At Asith klarede sig godt var nok lidt for meget ros at give elveren. Han var stadig i live og havde kun sluppet afsted med småskrammer, men det var alene fordi han havde sine illusioner at kaste i fjæset på den! Så snart den ville få et heldigt slag ind, ville Asiths held blive vendt brat og sikkert kun via et enkelt huk! Gennemblødt og forpustet stod han med bjørnen foran sig. Den krydsede den brede del af bækken og efter et par skridt, satte den igen i løb imod ham! Den originale Asith forsøgte sig på at se om Selmy var kommet godt ud af vejen. Han havde set hesten løbe videre ind i skoven - forbandede bæst ville tage for evigt at finde igen! - men han havde ikke set hvor mennesket havde gemt sig. Taget i betragtning at bogen stadig lå på jorden ved bålstedet, kunne han kun antage at han havde gemt sig og ikke var stukket helt af. 

Klonerne spredte sig på hver af bjørnens sider og tiltrak dens angreb imens Asith forsøgte sig på konstant at være på den anden side end dens hoved og tage de stik i dyret, som han havde råd til! Desværre var der ikke mange fatale punkter at nå på en bjørn hvis man angreb dens ben og ryg, hvilket kunne tyde på at han var nødt til at aflægge et dødeligt angreb inden han løb tør for held - Han kunne ikke vente på at bæstet blødte langsomt ud! 

Endnu en illusion blev reduceret til ingenting og forsvandt i den blå luft, hvilket gav bjørnen endnu mindre målskiver at sigte efter! Asith var nødt til at færdiggøre det her snart! Bjørnen var fortsat efter den anden illusion, som tirrede den lige for dens næse og Asith tog muligheden for at forsøge at nå dyrets hals med sit våben! Et grufuldt snit blev åbnet, desværre ikke langt nok inde til at ramme det bløde, skrøbelige stykke imellem kæbe og hals. I stedet kom der en grim flænge i dens brystben og en åbning for bjørnen at give gengæld! Med en klo, som opfangede momentummet fra Asiths næste angreb, blev elveren igen sendt tilbage med en voldsom kraft! Hans daggert blev sendt flyvende over på den anden side, hvor den blev plantet solidt ned i græsset ved siden af Asiths andre løse ejendele. Han formåede at blive på sine fødder, men var drejet halv om. Hans blik faldt på stedet hvor daggerten var landet og derfor hans bælte med eliksirer. Hans øjne lyste op i åbenbaring og han råbte imod hvor han antog at Selmy skjulte sig!

"Bæltet, Selmy! Kast mig flasken me-" I det næste nu havde en massiv skygge lagt sig over ham og gemt ham fra solens skue. Bjørnen havde ikke ladet sig distrahere af den sidste klon og i stedet for stod nu bag Asith, oprejst på sine bagben med et brøl! Den cuttede Asiths ordre kort og med en klo imod elverens brystkasse, blev Asith bogstavelig talt trampet ned under det massive, blødende dyr og forsvandt ned i vandet. Det ville sige undtagen for hans arme, som desperat søgte op over overfladen og prøvede at få dyret af sig! Illusionen forsvandt uden Asiths opsyn og tilbage var der usikkerheden om Asith ville drukne inden bjørnen besluttede sig for at gøre ventetiden kortere!

Selmy lå og ømmede sig. Han forsøgte at klage over smerterne i hans krop så lydløst som han kunne, så han ikke tiltrak bjørnens opmærksomhed. Han kunne i hvert fald ikke kæmpe side om side med Asith, og dette var nok det eneste tidspunkt, hvor han ville ønske, at han havde haft en læremester, der havde lært ham at slås og fægte med svær. Hvad nyttede det at være god til at læse og skrive, når det der virkelig galt var at overleve! 

Han hørte Asiths forsøg på at fortælle ham noget. Han skyndte sig at flytte på en gren, så han kunne se ud til ham. Men på det tidspunkt var han allerede forsvundet under bjørnen i vandet. Selmy gispede, og vidste at han måtte handle hurtigt, hvis ikke han ville miste sin mørkelver. “Isari. Jeg har virkelig... virkelig brug for at du er med mig nu!” Bad han skrækslagent, mens han tvang sig selv op at stå. I alle sine 20 år havde han handlet efter lysets ønsker, og sjældent bad han om noget igen. Selvfølgelig kunne han godt tvivle på Isari, men det var på ingen måder noget man kunne få ham til at indrømme. Sæt hvis hun fandt ud af det? 

“Jeg kommer nu!” Forsøgte han at kalde, men ville umuligt kunne levere beskeden til en, der var ved at drukne under vandet. Han fik på mirakuløs vis banet sig vej hen til den blodige daggert og bæltet med alle eliksirerne. Så langt så godt, men HVILKEN eliksir skulle han bruge bruge og hvordan!? Skulle de drikkes eller påføres!? Han vidste det ikke, og han så nervøst hen på Asith, hvis tid var knap.

Han tog proppen af flasken med det sorte indhold og kastede den desperat afsted mod bjørnen. Da den fløj håbede han inderligt, at det ikke var noget der kunne skade Asith.

Han holdt den næste eliksir parat til at kaste, hvis den første skulle slå fejl... 

Med sin vægt langsomt presset over den desperate elver i vandet, løftede brunbjørnen en klo, klar til at udgyde endnu mere blod end der allerede flød igennem strømmen! Da mennesket kom frem fra sit skjul dog, løftede bjørnen blikket på ham og langsomt trådte en smule nærmere med et øresønderrivende brøl! Forpoten ovenpå den hengemte elver blev skiftet ud med en af bagpoterne og det syntes at være knægtens tur nu! Eliksiren, som Selmy havde valgt, føltes varm i hans hånd... Varm og levende, som om der var en strøm indeni eller bare en eller anden form for bevægelse, som gjorde den tungere end først anset. Det havde nok hjulpet hvis Asith for en gangs skyld havde sat sig ned og lavet mærkater til hans opfindelser, men han havde trods alt aldrig tænkt sig at de skulle være brugt af andre. Det var ligeså et gamble at bruge eliksiren som kasteskyts!

Den sorte, slimede væske splattede ud over bjørnens hoved idet glasset med knust imod det... Det lignede mest af alt tjære, men havde en nærmest gummi agtig og skinnende udseende over sig og en meget alkoholisk lugt, som sikkert opildede bjørnen endnu mere end den allerede var. Stadset havde sikkert sin funktion, men for en, som prøvede at forsvare sig, var det umiddelbart en skuffende reaktion... og for et kort øjeblik så det ud som om der slet ingen brugbar effekt var. Den trådte endnu tættere på, men tøvede så da den sorte, skinnende slim i dens hoved begyndte at brede sig?! Som om eliksiren i sig selv var et arrigt rovdyr af en slags omsluttede det bjørnens hoved, blændede den og blandede sig med dens tykke pels imens den dækkede mere og mere af dens overflade! Det store dyr begyndte at ryste febrilsk og voldsomt i forsøget på at få det af, men nu mere den kæmpede imod det, jo mere inkorporeret blev det sorte stads i dens pels! Den forsøgte at brøle, men også det var en prøvelse! Det havde ikke gjort en decideret skade på dyret, men nu var den blind og panisk og et langt nemmere mål at ramme!  

Selmy så til mens flaskens indhold smadrede mod hovedet på bjørnen. Det var utroligt at han overhoved kunne ramme, men endnu vildere at han ramte den i hovedet. Hvorfor lå Asith med hovedet nede i vandet, når Selmy for engang skyld havde gjort noget rigtigt?! Han så til og ventede på, at eliksiren skulle virke, men til sin skuffelse lod det ikke til at fungere, og nu havde bjørnen fået øje på ham. Selmy var alt for svækket til at kunne løbe sin vej. Han tog skælvende kniven i sine hænder og holdt den foran sig med begge hænder og afventede et angreb fra bjørnen. 

Da bjørnen pludselig blev alvorligt ramt af slimet, sænkede han daggerten, for at forstå hvad der skete. Det så væmmeligt ud, og selvom bjørnen havde gjort stor skade på dem alle, inklusivt skræmt hans hest væk, så kunne han alligevel ikke få sig selv til at tage livet af den. Heller ikke selvom den led sådan. 

Mens bjørnen kæmpede mod det unaturlige under, løb Selmy humpende hen til vandet og dumpede ned på sine knæ og stak hænderne ned og fik fat i roben på Asith.

“Asith! Er du der?!” Han trak ham op fra det rødfarvede vand og rystede i ham, for at vække ham til livs, og så skiftesvis mellem ham og bjørnen, så han hele tiden var på vagt.

Dyret trådte endelig af hvad man kun kunne antage var Asith, selvom der ikke var mange gribende hænder, da den enelig kom så langt. Forvirret vadede dyret ind i et træ og begyndte at gnubbe ansigtet imod det for at blive fri for den sorte, tjære-lignende substans. Med dens syn forsvandt dens interesse for at angribe og med en patetisk, klodset gang, forsvandte den tilbage til skoven.

Selmy fandt heldigvis Asith hurtigt. Vandet var ikke dybt hvor han var, men stadig dybt nok når man lå presset fast på bånden. Da han først blev taget fat i, var hans krop mere eller mindre livløs, men kontakten virkede til at sende et stød liv igennem ham og hans arms tog hårdt fat i Selmys skuldre! Med en blanding af hans egen, næsten udslukkede styrke og Selmys hjælp fik ham op at sidde og som en halvdruknet kat klamrede han sig til menneskets smalle silhuet og hans lange negle satte sig i ham som om ville drukne helt hvis han gav slip. Med det samme hostede han voldsomt og mere end bare en smule af det ferske vand han havde indåndet forlod hans lunger. Hans robe var revet op ved den højre side af brystet og fem grimme, blødende flænger var blevet efterladt fra bryst og til kraveben. Det var dog heldigvis bare kødsår. Havde bæstet sigtet bare en smulle tættere på hans hals, kunne han meget vel have blødt ud inden vandet overhovedet nåede at blive en trussel.

Efter vandkaskaderne havde mere eller mindre efterladt ham, var han reduceret til et patetisk syn og det virkede som om at han aldrig ville gå vejret ordentligt igen. Hans stemme var nu hæs og medtaget og en forståelig rysten hærgede hans spinkle, edderkoppe agtige figur.

"Er den...?" Han kunne knapt færdiggøre hans sætning og i stedet tvang han sig selv til at løfte hovedet og kigge op. Han så resterne fra hvad der var sket og en smule af det sorte materiale fra hans glasflaske stadig flyde i vandet med blod der både var Asiths og bjørnens. Bjørnen var dog væk? Der manglede i hvert fald et lig. Asith hængte sit hoved igen og mumlede noget på mørkelvisk. Han gav slip på Selmy og skubbede sig selv en smule længere op ad bækken. Da vandet forlod hans bryst og luft kom til sårret, gispede han hvæsende og krummede sig ind. En støttende hånd lagde sig over hans nye souvenir. "Zaladin tage den..."    

Selmy greb om ham og holdt ham oppe, så længe han havde brug for det, selvom han fik en række negle, borende i sig. Han ville ikke bede ham holde afstand, når nu han var i den tilstand han var i. Han hjalp ham så godt han kunne, med at få hostet vandet op, og åndede lettet op, da det gik op for ham, at de var sluppet levende fra bjørneangrebet. Han tillod sig at smile lidt, selvom han var udmattet. 

“Det er lige meget hvad der sker med den bjørn... Gå ind og læg dig... Du er meget værre tilredt end mig” Sagde han endelig og så efter ham. Han kom op på benene, greb daggerten og skyldede den i vandet, længere væk, hvor der ikke var blod overalt. Han gik hen til sin ellers fornemme rejsekappe og tøvede ikke et sekund med at flænse brede strimler af den, som kunne bruges til forbinding. Han gik hen med et humpende ben og samlede bæltet med resten af eliksirerne op og gik hen til deres lejr. Han satte sig med lidt besvær ved tæppet og fandt nål og tråd frem fra saddeltasken, som han kunne lappe Asith sammen med. Han havde været med sine forældre til helbredelseshuset masser af gange, og set hvordan hans mor behandlede akutte snitsår. Hun var en rimelig sej ung dame, som måtte holde hovedet koldt, når hun og hans far modtog slemt sårede patienter.

Han tråede nålen og så afventende efter Asith. Brændevinen og strimlerne lå klar til ham.

Ligge sig? Det var som om at han slet ikke havde nået at stå op siden han vågnede. Og det var lettere sagt end gjort. Hans bryst brændte forfærdeligt. Da Selmy gik tilbage på tør land, blev Asith siddende. Bækken var kold, men det gjorde så ondt at bevæge sig. Først et par minutter senere, hvor mennesket allerede havde lavet deres lejr om til et mobilt hospital, kæmpede Asith sig på benene, som ikke føltes hverken hurtige eller stabile. Hans krop føltes mærkelig tynd, men samtidig tung og umedgørlig. Som en hegnspæn, der ikke var slået i jorden, følte han at det mindste vindpust kunne tippe ham over. Han havde været heldig. For heldig. Han havde haft en plan, men den havde ikke været nok, og det hjemsøgte ham for meget til at han bare kunne være tilfreds med at komme ud i live. Som han gik imod Selmy løftede han sin hånd fra brystet og tog et kig på håndfladen, som nu var ilter rød i stedet for en mørk violet. 

Han stoppede op foran Selmy og kiggede på ham, måske tøvende? Hans blik gik fra nålen og til bandagen han havde lavet af tøjet fra sin egen ryg. Den knægt.... Hvad var der med ham? Han skulle ha' taget benene på nakken da Asith var optaget af bjørnen og han ville have været på sin vej tilbage til Dianthos. Men nej... Han sad dér som en forpligtet sygeplejer. Asith vendte blikket og kiggede på den stadig urørte bog i græsset. Hans gidsel... Urørt og ikke kæmpet for. Han gjorde i hvert fald ikke et forsøg på at gribe den. I stedet satte han sig ned og fjernede hånden fra sit sår. Blodet løb ned i hans drivvåde, flænsede robekant og blandede sort med rød. Han kunne ikke vurdere om det var blodtabet eller iltmanglen, men der var noget her der føltes på tværs. Noget, som var i udu. Noget over ham. Noget uigennemskueligt... Og det gjorde Asith ytryg på en måde.

"Siden hvornår...-" Hans hostede tørt. "-...hvornår kan biologer sy i kød?" Spurgte han retorisk og krummede sin ryg for at undgå at trække uden hvor den var brudt. Årgh! Det var alt for lang tid siden han havde fået sådanne prygl. Han havde glemt hvordan det føltes!  

Selmy kunne holde øje med Asith hvor han sad, og da han ikke kom med det samme rensede han sine egne hudafskrabninger, ved at duppe en stofstrimmel med en sparsommelig dråbe af brændevinden. Den virkede heftigere end almindelig alkohol på alle måder, og det sveg. Han måtte bide det i sig, og prøve at tage styringen lidt. Han vidste endnu ikke hvad hans ben fejlede, for det gjorde ondt, men der var ikke noget alvorligt at se. 

Han så tålmodigt efter sin patient, da han endelig havde besluttet sig for at komme hen til ham. Det gik op for ham, at han bare gloede på ham og lignede en, der kunne dejse om på stedet. Det var alvorligt! Han bemærkede at han vendte opmærksomheden hen mod bogen, og blev selv mindet om konflikten der startede det hele. Ikke rør den! Tænkte han for sig selv, og ventede på at se, hvad elverens næste træk var.

Heldigvis lod det til, at han kunne få et roligt øjeblik med den bog, for Asith havde vendt sin opmærksomhed tilbage på Selmy.  

“Siden nu!” Svarede han og tog i ham, og hev ham ned mod tæppet, så han kunne komme ned til hans højde, og så han kunne begynde at rense hans sår. “... og så har jeg vist bare tilbragt mange timer sammen med min mor og min søster”.

Han lavede et lavt og utilfredst grynt da han blev hevet ned at ligge, men mere beklagede han sig ikke yderligere over sin skrøbelige og udsatte situation. Han hadede at være en patient... Han hadede at se så svag og medtaget ud og endnu mere hadede han at være under nogens kniv, om det så var en modstanders eller en læges. Han havde dog ikke energien til at snerre af knægten. I stedet vendte han blikket væk for en stund, som om at han kunne undgå ydmygelsen at blive lappet sammen, hvis han ikke kiggede direkte på det. Det var kun et spørgsmål om få sekunder dog før han indså hvor lidt det betød - denne stolthed som i forvejen var kvæstet og tyndslidt, selv inden bjørnen havde haft ham under sig. I stedet fokuserede han på smerterne i sit bryst og den bidende fornemmelse af oprevet hud og nerver. Han var ikke bekymret for ar. De ville bare være endnu en tilføjelse til hans samling og han lignede i forvejen en Ikiro's kradsetræ. 

Han lyttede og hævede et øjenbryn, som fik hans pande tatovering til at forvrænges en smule. Han havde været af den opfattelse at Selmy var en omrejsende, men tilsyneladende ikke så meget, at han ikke kunne have tid til sin familie. Tsk magen til normade! Han udåndede et lavt smertestøn og lukkede øjnene midlertidigt, som om det hjalp med at afværge smerterne. Hans røde, ubehagelig, dog denne gang medtagede øjne genåbnede og stirrede op på mennesket over sig.

"Søn af en healer, huh?" Mumlede Asith og kneb øjnene tæt sammen ved endnu en bølge af smerte og ubehag. "Agh... Det gir vel mening..."

Da Asith vendte blikket væk, kunne Selmy passende flytte Asiths bloddryppende væk fra kødsåret. Han fortrak en ubehaget mine, da han så størrelsen på hans projekt. Det skulle nok ende med at blive grimt, uanset hvor omhyggelig han end var... Men Asith kunne rage ham et hvis sted. Ikke? Det var besynderligt hvor meget han hadede denne person, og alligevel havde han sat sit liv på sted for at redde ham... 

Tanken tænkte han lidt over, mens han rak ud efter brændevinen. Han vurderet at halvdelen af det resterende indhold burde kunne gøre det, men i virkeligheden havde han ingen anelse. Det var første gang han selv behandlede et sår, på nær sine egne hudafskrabninger. Han lod brændevinen klaske ned mod såret på en gang, ikke for at være led, men for at kunne lukke såret med det samme. Han holdt ham nede med en hånd på skulderen, i tilfælde af, at han skulle vride sig fri.

“Ja. Min far har en doktorgrad, og min mor assisterer ham, når der er travlt. Under blodbadet, efter at folk rebellerede mod Kiles orden, var min søster og jeg alene i huset i to uger...” Sagde han og rakte ham de sidste sjatter af brændevinen, som Asith kunne skylde ned, hvis han følte behov for det. Han havde tråden parat til at sy, og med nervøse hænder begyndte at lappe ham sammen med tætte, lige sting. Det var faktisk ikke helt dårligt, taget i betragtning af, at det var første forsøg. Han smilte lidt kækt ned til ham og mødte endelig hans blik. “Så, er du ikke tilfreds med mig nu?”.

Han satte sig næsten op idet brændevinen blev hældt over såret, men Selmy's hold på ham formåede at holde ham nede imod græsset. Hele hans krop spændte sig dog og hans ansigt blev stramt og lidende. Et højlydt mørkelvisk bandeord blev hvæst ud i luften og han bankede hårdt i jorden for at aflede noget af hans pinsel! Det var sidste gang at han lavede det forbandede vin så stærkt! Hans åndedrag var for en stund aggressivt og prustende, men som han vænnede sig til smerten, kunne han også slappe lidt af i kroppen igen og Selmy fik ikke mere modgang imod sin hånd på elverens skulder. "Haah..." Han rystede på hovedet og synkede tørt.

Først tog han ikke imod brændevinen, men der gik ikke mange øjeblikke før nålen i hans hud fik ham på bedre tanker! Han tog en grådig slurk og lagde den fra sig igen. Måske var det ikke den bedste idé at give en person med mangel på alkohol, men de havde trods alt ikke noget smertestillende og Asith var ikke just i stand til at gå ud og lede efter urter i egnen.

"Hhn...! Såh... Du har set meget blod. Og dog så konfliktsky." Han skar tænder og lukkede øjnene tæt ved hvert nye sting. 

Asith hverken smilede eller svarede på Selmy's kække lille kommentar, men gav ham et blik, som ikke rigtig signallerede nogen form for fornøjelse. Han nød det sikkert, den lille sadist! Sådan pludselig at være den, som lagde en skygge over den anden. Hele hans bryst føltes som om det brændte noget så forfærdeligt... Men som dele af det blev lukket, var manglen på luft til det udsatte kød en form for lettelse... Som om luften i sig selv bar infektion og inflamation med sig til hans nøgne, hudløse bryst. 

"Dianthos... Er de et infirmeri?" Spurgte han så løst efter et øjeblik. Han vidste ikke hvor interessen kom fra.. Måske ville han bare gerne lytte til noget andet end hans egens krops smertehelvede. "Det lyder ikke... Overskudsrigt."     

Han rystede på hovedet, til hans bidste kommentar, og lod være med at kommentere på det. Det virkede så nedladende, den måde Asith spyttede ordene ud på. Selvfølgelig var Selmy konfliktsky. Nok havde han set lidt ubehagelige ting engang imellem, men det betød ikke, at han vænnede sig til det. Lugten af døde mennesker kunne få det til at vende i hans mave. Det var også et spørgsmål om tid, før den tidligere idylliske oase, ville begynde at få en rådden lugt fra alt blodet, og derfor var han opsat på, at få Asith med sig så snart han kunne komme på benene igen. 

“Ja...” Svarede Selmy og fjernede den tomme flaske og puttede den hen sammen med daggerten og bæltet. Der var blod på det hele. “...mine forældre holder til i helbredelseshuset i den centrale del af Dianthos. Min søster bliver måske præstinde eller også bliver hun sygeplejerske. Mine forældre ser dog hellere, at hun bliver gift og stifter familie hurtigst muligt”. 

Han klappede sig beslutsomt på lårene, inden han kom på benene igen. Han havde en del besvær med det, og kunne godt bruge en stok eller en tyk kæp at støtte sig til, men så skulle han til at hugge i et træ, hvilket der ikke var tid til. Han skulle ud og lede efter den hest...

Vaklende kom han hen til buskene, hvor hans beklædningsdele hang endnu. Det flænsede undertøj blev dækket til af et nyt lag tøj, og derefter kappen, som nu var væsentligt kortere, og ikke spor lige beskåret. På vej tilbage stoppede han ved bogen og samlede den op og vejede den i sine hænder, før han tog den tæt ind til kroppen. Han så hen på Asith med et surt ansigt sudtryk “Jeg går ud og ser, om jeg kan finde hesten. Pas på at du ikke tiltrækker vampyrer!”