Liv smilede til satyren, der med det samme så op med store, overraskede øjne, da Vargas talte. Det var tydeligt, at han ikke rigtigt troede på, hvad han hørte, så Liv gik hen til ham og strøg blidt over de mørke krøller.

"Jeg skal nok passe godt på jer," sagde hun venligt. Hun rakte en hånd frem mod satyren. "Jeg hedder Liv. Du hedder Hector, ikke?"

Hector så på den udstrakte hånd, inden han tøvende tog den.

"Jo," svarede han. Han var tydeligvis mistænksom og med god ret. Forhåbentlig ville Junos reaktion forsikre ham om, at alt var godt.

For første gang siden han var ankommet hos Vargas gjorde Juno som han blev bedt om af en vagt helt uden at gøre modstand eller på anden måde være på tværs. Han havde selvfølgelig forsøgt at opføre sig pænt efter aftalen med Vargas, men han havde ikke gjort det med en god attitude eller med pæne ord i munden. Han havde kun opført sig pænt nok til, at han havde regnet med at ingen af vagterne ville føle det var nok til at forstyrre Vargas med rapporter om ham. Men denne gang fulgte han lydigt med vagten uden et ord.
Hans pande var dog heller ikke rejst højt, da han blev ført af sted. Han stolede ikke nok på Livs løfter til at opføre sig arrogant omkring det.

Det første han så, da han kom ind i rummet, var Liv og Hector der gav hånd og Juno rystede vagtens hånd af sin skulder, inden han målrettet gik ind imellem dem, for at bryde deres kontakt ved at daske til Hectors overarm og bare forvente at han forstod meningen bag det, og derefter træde direkte ind imellem de to personer, med en aura som var det ham, der ejede bygningen. Et håndtryk kunne betyde meget og Juno frygtede at de var ved at indgå aftaler uden at involvere ham, og selvom han bare ville beskytte Hector kom det for en fremmed måske nemt til at se ud som om han ville bestemme over ham. Juno var ligeglad; han var vant til deres dynamik som den var.

"Hvad har de sagt til dig? Om hvorfor vi er her?" spurgte han lavmælt Hector. Han turde endnu ikke at håbe på for meget. Vargas blev helt ignoreret, og Liv fik et anerkendende nik i sin retning, men Hectors ord var de eneste der kunne stoles på.

Hector blev varm over det hele, da han så Juno, og selvom hans ansigt stadig var plettet af blå mærker, blev hans kinder lidt røde. Han var lidt bekymret for, om Liv ville blive fornærmet over Junos opførsel, men hun så ud til at more sig over den mere end noget andet.

"Damen siger, hun har købt os," mumlede Hector til Juno og tyggede på sin underlæbe. "Hun siger, hun nok skal passe godt på os. Kender du hende? Hvor skal vi hen? Hvorfor hjælper hun os, når hun er Vargas' dame?"

Først nu så Juno Hectors tilstand an. Han var ikke fuldstændig uskadt, men han var bestemt blevet helet af Vargas. Hans arm så okay ud og ligeså gjorde hans vejrtrækning. Dét var det vigtigste. At han stadig var gul og blå gjorde ikke noget - det var alligevel sådan Juno bedst kendte ham.

Han turde endnu ikke ånde lettet op, men det var en befrielse at høre at Liv indtil videre havde holdt sit løfte og var i gang med at købe dem begge. Det her var ikke stedet til at besvare Hectors spørgsmål. Ikke dem alle sammen. Men han besvarede det vigtigste; "Vi skal hjem." Han sagde det til Hector, men han så Vargas direkte i øjnene imens. Dét var hans sidste trods. At få ret, at blive fri, lige for øjnene af ham og tage Hector med. Befriet af hans kæreste.
Juno løftede hagen en tand og nidstirrede Vargas. Det tog alt i ham ikke at slippe de grimme ting, han også havde lyst til at sige, fri, men en stemme i hans hoved advarede ham om konsekvenser der fortsat kunne være ved det, og han lod være.

Vargas stod lænet op af bordet og spiste sin pære. Alt det følelses-fnillerfnaller, der foregik i hans stue havde han ingen interesse i, så han samlede krukken med sjælen op igen og betragtede den fascineret. Gad vide, hvad det betød for halvløven. Ville han visne væk og dø? Var han allerede død inden? Eller ville han kunne klare sig som alle de andre, Vargas havde taget sjælen ud af? Nysgerrigheden fyldte ham og han var langt væk i sine egne tanker, da Juno kom ind og han og Hector tog en snak. Dog mærkede han drengens blik på sig og han løftede sit eget for at møde det. Provokationen var tydelig, men det samme var ligegyldigheden i dæmonens ansigt og øjne. Han var ligeglad. De betød intet for ham, ikke længere. Den eneste grund til, at de var en del af hans liv endnu var, at de var fysisk til stede.

Hvilket egentligt var lidt træls, han ville hellere have Liv for sig selv igen. Og noget morgenmad. Han lagde pæreskroget fra sig på en tallerken til samme, og så på englen.
"Jeg kan godt få dine slaver sat ud i et bur til du skal af sted, så de ikke render rundt og er i vejen." Der var en utålmodig tone over hans ord og han så afventede på hende. Hvad hun ville med dem var han ligeglad med, så længe de ikke var i vejen for ham og det, han ville have, hvilket lige nu var Liv.

Liv mødte Vargas' blik, og det blik han sendte hende, samt tonen i hans stemme, efterlod ingen tvivl i hende om, hvad han ville. Hun smilede og følte sig straks varm over det hele. Der skulle ikke ret meget mere til, når det var Vargas, det handlede om. Hun slikkede sine læber, men vendte sig så og smilede til de to drenge. 

"Jeg synes hellere, I skulle tage et bad," sagde hun til dem. "Det kunne I nok trænge til. I kan vente i baderummet, til jeg kalder på jer."

Hun gik stærkt ud fra, at vagterne lyttede efter og sørgede for, at drengene fik, hvad de behøvede, men bare for at være sikker, løftede hun blikket til en af dem. Han kom straks i omdrejninger. Egentlig burde hun vel have spurgt Vargas først, men Liv brugte ikke rigtigt det dér med at spørge om lov til noget som helst. Desuden ville det højst sandsynligt gå ud over vagten, og ikke hende, at han havde adlydt hendes ordre uden at søge tilladelse på hos Vargas først.

Så snart drengene var ude af rummet, vendte hun sig mod Vargas, smilede og slentrede tættere på ham. Hun havde også lyst til ham nu, og hun skulle nok sørge for, at de fik sagt ordenligt farvel.

"Man kommer længere med honning end med kul, min smukke Vargas," sagde hun og strakte begge arme up for at lade dem glide over Vargas' skuldre og rundt om ham, så hun kunne lade sine læber blidt strejfe hans i et fjerlet kys.

Hector turde på ingen måde tro på, at de rent faktisk skulle hjem til Dianthos igen, men hans hjerte begyndte alligevel at slå hårdt og hurtigt i hans bryst ved tanken. Men hvad så? Hvis de kom hjem til Dianthos, så var de jo stadig damens slaver. Skulle de bo i bure og gøre rent eller sådan noget hos hende? Det ville nok være bedre end at være her, ligegyldigt hvad, men Hector havde ikke lyst til at være slave, hverken her eller i Dianthos.

Han tog Junos hånd, da damen vendte sig fra dem, og trak han Juno ud af rummet. Vagten, Liv havde sat i gang, var i gang med at instruere nogle af de andre slaver om at fylde karret i baderummet, og Hector kunne næsten ikke vente. Han havde ikke fået et ordenligt bad siden Dianthos, og tanken om at få lov til at sidde i et kar med varmt vand sammen med Juno gjorde ham helt varm over det hele.

"Hvem er den dame?" hviskede han til Juno, mens de gik ned ad gangen til baderummet. "Hvorfor har hun købt os?"

Det var meningen at Juno skulle have provokeret Vargas og ikke omvendt, men at Vargas bare var ligeglad med, ikke interesseret i andet end at få dem ud af sit hjem, var nok til at få Juno til ubevidst at knytte sine hænder i vrede. På trods af en nyfunden forsigtighed, var det ikke lykkedes Juno at komme igennem sit ophold uden et par ar og tanken om hævn, havde været noget af det, der havde holdt hans mod oppe. Og her stod Vargas, fuldstændig ligeglad, og flirtede med sin dame. Juno havde lyst til at skrige af ham, slå og sparke ham, gå så langt som at tage fat om pikken på ham - han ville have hans opmærksomhed, havde gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

Han hørte knap nok hvad Liv sagde til dem eller vagterne, men fokuserede fuldstændig på slavehandleren. Han nåede så langt som at tage et skridt frem mod ham, hans tanker et helt andet sted end de burde være, da Hector tog hans hånd og trak ham med sig.
Juno var nødt til at slide blikket væk fra Vargas, hans kinder røde af vrede, da Hector førte dem mod baderummet. 

"Liv," svarede Juno distræt og så sig over skulderen, selvom de for længst havde forladt lokalet med de to elskovsduer. "Jeg tror ikke vi kan stole på hende, men hun er bedre end Vargas. Jeg ved hvordan man håndterer kvinder som hende." Der var intet andet end selvsikkerhed at spore i Junos stemme. Liv var ikke som mange andre kvinder han havde mødt, men hun mindede ham lidt om hans mor. Og han vidste hvordan han skulle håndtere sin mor. Mest af alt, lå der dog i Junos 'jeg ved hvordan man håndterer kvinder som hende', at han var langt bedre til dem, end han var til mænd som sin far. Den slags mænd kunne han kun håndtere med vold, og det havde Hector set ske lige så mange gange som Juno havde gjort det. 

De stoppede op foran indgangen til baderummet og Juno tjekkede at der ikke var nogen vagter der kunne overhøre dem, inden han tog Hector med sig derind og fortsatte, imens han strippede ud af sine bukser; "Hun vil være vores 'frelsende engel'," fortalte Juno, mere end en sund mængde skepsis i stemmen. "Men hun tager os hjem til Dianthos og det er det vigtigste. Derfra kan vi nemmere stikke af." Han så på Hector og regnede med at se ham have tænkt præcis samme tanke. 

Vargas gengældte Junos vrede med mere ligegyldighed, selvom det morede ham en smule. At han alene ved ligegyldighed kunne gøre nogen så vred. Et eller andet sted ville han ønske, at Juno angreb ham, han kunne godt flå lidt i en sjæl, bare lidt. Også selvom Liv nok ikke ville synes om det. Til knægtens held trak satyren af sted med ham og Vargas kunne ikke andet end at løfte en hånd og vinke lidt med fingrene. Han skyndte sig dog at sænke hånden, inden Liv kunne se det. Ingen grund til at begyndte at lave dumme ting, så kunne det være, at hun mistede lysten. Og det kunne han ikke have!

Han stillede lidt modvilligt sjælen fra sig på bordet og tog i mod Liv ved at lægge armene om livet på hende og gengælde det fjerlette kys. Hendes nærhed stjal hans opmærksomhed og selvom sjælen stadig lå og murrede bagerst i hans tanker, skubbede han den til side for at koncentrere sig om kvinden foran ham. Han betragtede hendes øjne for et øjeblik, let smilende. Ja, han ville give hende ret, nogle gange kom man længere med godbidder end med pisk, men det var bare ikke rigtigt hans stil, ikke altid.

"Det er nok også lidt lettere, når man er en underskøn engel som dig og ikke en grum dæmon som mig." Hans hænder gled ned til hendes røv og trak hende ind i mod sig, mens et tandvisende smil dukkede op på hans ansigt, inden han lænede sig lidt frem og pressede sine læber i mod hendes, hårdt og krævende. Han skulle vise hende, hvor grum han kunne være. Uden at slippe kysset begyndte han at skubbe hende bagud og til sidst ramte hendes ryg en kølig mur. Hans hænder fandt ned af hendes lår og begyndte at hive op i hendes kjole, så han kunne komme til. Hele oplevelsen med sjælen og den smerte deres forsøg havde skabt, havde gjort ham klar til mere sjov med englen igen.
Var der ingen protester fra hendes side, hev han kjolen op om hendes liv, mens han læber fandt frem til hendes hals, og bagefter fik han sig selv gjort fri af sine bukser. En hånd hev ublidt op i hendes lår, så han kunne presse sig ind i mellem hendes ben og begrave sig i hendes varme.

Liv kunne ikke rigtigt lade være med at hvine lidt af fryd, da Vargas greb hende om livet og skubbede hende op ad væggen. Hun elskede, når Vargas var hård ved hende, både fordi hun kunne holde til det, og fordi hun vidste, at han mest var det, når han virkelig havde lyst til hende, og Liv elskede, når Vargas var vild efter hende.

"Store, stygge dæmon," stønnede hun mod hans læber og lænede hovedet bagover i et højt støn, da han trængte op i hende. Hun var allerede klar til ham, som hun havde været det i lidt over et døgn nu. Hun glemte straks alt om slaver og stakkels, små nødstedte drenge, hun skulle hjælpe og drage omsorg for, og hele hendes univers blev for denne korte stund fyldt af Vargas.

Hun hoppede op og viklede begge ben om hans hofter, så hun kunne holde sig oppe, mens han tog for sig af hende. Hun var helt og holdent hans i dette øjeblik, og han måtte gøre med hende, som han ville.

Vargas greb hendes ben med den frie hånd, da hun løftede det op for at lægge det om hans hofte. Selvom det var hårdt, kunne han godt løfte hende. Og bevæge sig i hårde ryk, hans krop i mod hendes. Han stønnede dæmpet, men råt, ud for hendes øre, mens han tog hende så hårdt som muligt i den position. Lige nu ville han bare have hende, så han kunne mærke det.
Lige som han var ved at overveje, om han kunne bære hende mere, kom der et mere rallende støn fra ham og han trykkede hende ind i mod muren, hvilede sin egen pande mod den kolde sten, mens han med lukkede øjne kæmpede for at holde sig på benene.

Men han slap hende, i stedet tog han bedre ved og bar hende over til bunken af store puder, for at lægge hende ned der med sig selv ind over hende. Han var langt fra færdig og han havde en fornemmelse af, at det var hun nok heller ikke.

Tiden gik, og deres fysiske aktiviteter stoppede kun for at få noget mad indenbords. Selvom Vargas hengav sig helt til Livs selskab, gled hans øjne ofte til krukken med sjælen, bare lige for at tjekke efter, om den stadig så speciel ud. Og hvordan havde løven det? Han måtte ud og se til den, når han var færdig her. 
Endeligt var det som om, at de begge havde fået nok og kunne slænge sig i puderne. Varmen var taget til, selv ikke det store hus kunne skjule det faktum, at Vargas boede i en ørken. Tøjet var efterhånden røget af og Vargas var for doven til at trække det på igen, så hans gyldne krop lå bare afslappet i puderne, mens han spiste et par vindruer og drak køligt vand fra en en sølvkop i den anden. Det var altid hårdt at have Liv på besøg, hun formåede virkeligt at suge kræfterne ud af ham.

Hvis Liv havde været dækket af mærker fra Vargas' hårdhændede kærlighed, så var det intet i forhold til nu. Hendes hals og skuldre var nærmest stribede af bidemærker, og hendes lår, arme og hofter var blå og lilla af blå mærker fra Vargas' hænder. Hun havde været nødt til at fjerne nogle af dem, for ellers så det simpelthen for drabeligt ud, og folk ville tro, at hun var blevet misbrugt, og der var ingen, der skulle misbruge Liv!

De havde spist og elsket og drukket og elsket og elsket noget mere... Liv havde lidt mistet overblikket igen, men da hun nu satte sig op mellem de bløde puder, følte hun en vis tilfredsstillelse. Hun var mættet for nu, og det var på tide at vende hjem til Dianthos. Hun savnede tvillingerne, og hun frygtede også lidt, at hvis hun virkelig hengav sig selv, så ville Vargas nemt kunne få hende til at blive her for evigt. 

"Jeg må hjem," sagde hun stille, men med en fast beslutsomhed i stemme. Hun lænede sig over Vargas, der sad ved siden af hende, og kyssede hans mund længe og kærligt. "Min smukke dæmon. Tror du, du kan klare det?"

Hun smilede drilsk til ham og rejste sig for at strække hænderne højt over hovedet og strække hele sin nøgne krop. Derefter gik hun hen til døren og åbnede den og blev mødt af en ret forfjamsket vagt, der prøvede ikke at glo på hende.

"Du der," sagde hun med den same kølighed i stemmen, der altid dukkede op, når hun talte til vagter. "Fortæl Juno og Hector, at de skal gøre sig færdige og komme herind."

Da hun havde sendt vagten af sted, vendte hun sig mod Vargas igen og smilede.

"Kommer du til at savne mig?" spurgte hun, mens hun samlede sin kjole op fra gulvet og begyndte at tage den på.

Vargas gengældte Livs kys, fast, men ikke så lidenskabeligt som før. Lige nu orkede han ikke mere, hylstret var flad for energi efter et døgns tid i englens krævende kløer, så at hun ville hjem, gav ham en blandet følelse, for han ville have mere. Han vil altid have mere. Men det var også på tide at han fik mulighed for at trække vejret. Og der var stadig den mystiske sjæl, der krævede hans opmærksomhed. Hans ene hånd fandt frem til hendes side og og hofte og gled blid over hendes hud, en hud der bar tydelige tegn over hans behandling af den under deres leg. Havde hun bedt ham lade være med at tage så hårdt ved, havde han ladet være, for ham var blid sex også godt, men han vidste, at hun kunne holde til det. Og at hun kunne fjerne dem som hun lystede. Det gav ham en lidt stolt følelse, at hun valgte at lade dem sidde.

"Jeg tror, at jeg overlever, selvom det bliver svært." Han betragtede hende strække sig og komme på benene. Han skubbede sig op fra den liggende position, dog ikke nok til at han decideret sad op. Træt og doven. Igen hundsede hun med en af hans vagter og han overvejede, om han skulle påtale det, men besluttede sig for, at det var en dum måde at afslutte hyggen på. Måske han skulle tage snakken med sine vagter i stedet, de var lidt for hurtige til at lystre en gæst uden at undersøge, om det var i orden. Han drak en tår mere af det kølige vand, tankerne givende ham et lidt spekulativt udtryk i øjnene.

Han blev afbrudt, da hun spurgte, om han ville savne hende. Han stillede sølvbægeret fra sig og smilede let til hende.
"Selvfølgelig vil jeg det." Hans stemme var tilpas alvorlig. Hendes spørgsmål var ikke ukendt for ham og han vidste, hvad hun ville høre. Det var en halv sandhed, for jo, han ville savne hende, men han ville også overleve uden at se hende igen. Han elskede hende ikke, men de havde en forbindelse bygget over tid og intimitet, en forbindelse, der ville være en skam at miste. Og han kunne lide hende, på sin egen måde. Hun var et krydderi på livet, der ville gøre det mere kedeligt, hvis det blev væk.
Han rørte sig ikke fra puderne, betragtede hende trække sit tøj på uden at gøre mine til at gøre det samme. Hvorfor skulle han? Det var hans hjem og han følte ingen skam ved at vise sin krop frem. Generthed var ikke et træk, dæmonens personlighed havde.

"Godt," sagde Liv og blinkede drilsk til Vargas, mens hun lod den fine underkjole glide ned over sin krop. Det var kun første lag ud af et par stykker, men Liv havde ikke travlt, så hun slenterede dovent hen til den stol, hendes rigtige kjole lå smidt hen over. Vargas så vidunderlig ud, som han lå der nøgen og smilede, og hun havde næsten lyst til at sætte sig overskrævs på hans skød som en lille afskedsgave, men nej. Nej, hun skulle se at komme af sted. 

Den næste kjole, hun tog på, dækkede hende lidt bedre til. Ærmerne var lange og gik helt ned til hendes håndled, og skørtet var langt nok til at røre gulvet, når hun gik. Halsen var også højere og gik helt op til hendes kraveben. Det var faktisk en helt sømmelig kjole, hvis det ikke have været for den lange slids i skørtet, der gik helt op til hendes venstre hofte, samt snorene på ryggen, der kunne snørre kjolen helt ind i livet og gøre den meget kropsnær.

"Søde Vargas, vil du ikke?" spurgte hun og vendte ryggen til ham, så han kunne se snorene, der zig-zaggede hen over ryggen på kjolen. Når de blev strammet rigtigt ind, ville kjolens overdel blive så stram, at det næsten så ud, som om den var malet på hende. 

Endnu en håndfuld druer fandt frem til Vargas hænder og derefter hans mund. Det var ikke noget han tænkte over, men de stod inden for rækkevidde. Hans sind var mere optaget af synet af kvinden, der tog sit tøj på. Han ville ønske, at han kunne sige "hans kvinde", men forestillingen om at have hende for sig selv var absurd, Liv tilhørte ikke nogen. Selvom han havde en fornemmelse af, at han måske godt kunne få hende til at blive. Men så igen, spiste man den samme spændende ting for ofte, blev den kedeligt normal og han ønskede ikke at få det sådan med Liv. Hun var en sjælden frugt, der med lange mellemrum kom hans vej forbi. Og sådan skulle det være.
Han blev ikke jaloux ved tanken om at hun nok knaldede med alle hun stødte på, på sin vej, selvom han egentligt burde, men sådan var Liv bare. En naturkræft man ikke kunne ændre på. Og tanken om at Juno, måske endda også Hector, skulle være englens nye legetøj... jamen held og lykke til dem! Det morede ham bare.

Han så op på emnet for sine tanker, da hun kom hen og pænt bad ham spænde hende ind. De sidste vindruer røg tilbage i skålen og han tørrede hurtigt fingrene i stofservietten, inden han satte sig ordentligt op og med ikke helt uvante fingre begyndte at trække i snorene.
"Hvordan tænker du at transportere dine to nye stykker legetøj med hjem?" Der var langt igennem ørkenen og han ville da gerne, hvis hun kom levende frem til Dianthos. Han hev hårdt i snoren, hun sagde nok til, hvis det blev for stramt. Fingrene bevægede sig videre til stykket nedenunder, hvor han også trak til. Og ja, han havde spændt en kjoles tøj før, han vidste, hvordan man gjorde. Liv var ikke den første kvinde, der havde taget sit tøj på i hans nærhed.

Liv kunne ikke helt holde et lille støn tilbage, men Vargas strammede hende ind, fordi... ja, fordi det var Vargas, der gjorde det, og fordi mindet om deres leg stadig var frisk i hukommelsen, ligesom mærkerne, han havde efterladt på hende, var. Det kildede lidt mellem hendes lår, men nej, hun måtte være standhaftig. Hvis hun begyndte igen, ville hun jo aldrig komme hjem, og hendes elskede, små tvillinger måtte jo savne hende mindst lige så meget, som hun savnede dem! Tanken om tvillingerne fik hendes libido til at falde ned på et behageligt niveau igen, så hun kunne tænkt klart.

"Ja, det er jo egentlig et godt spørgsmål," lo hun som svar. "Jeg fløj jo herned, og hvis der nu kun var én af dem, så ville jeg nok godt kunne bære ham, men to... På en kortere tur, måske, men denne tur er for lang til at flyve med to drenge."

Hun vendte sig mod ham, da han var færdig med at snøre hende ind, og smilede ned til ham, mens hun lod sine fingre glide igennem hans sorte hår.

"Du kender tilfældigvis ikke et skib, der skal til Dianthos i dag, vel?" Hendes blide fingre strøg kærtegn over hans kradsende kind og kæbeparti.

Et skævt smil dukkede op på Vargas' læber, da Liv stønnede let. Den kvinde. Hun var utrolig. Men han fortsatte med at snøre hende ind og snart var han færdig og han bandt en overraskende pæn sløjfe. Ingen grund til at være sjusket.
Han havde nær leet, da hun snakkede om at flyve med dem begge. Billedet i hans sind var ganske morsomt, men nok ikke specielt realistisk.
"Det ville ellers nok være et syn for guderne." Han nåede lige at give hende et let klap bagi, inden hun vendte sig i mod ham. Smilet sad stadig om hans læber og han lukkede øjnene halvt, da hun begyndte at pille ved hans hår og strøg fingrene ned af hans skæg. Nusseri var en ting, han godt kunne lide. Især fra englen foran ham.

Han rynkede dog kort panden ved hans spørgsmål. Nej, hans skib var sejlet nogle dage før og der var en uges tid til at det næste skulle af sted. Tanken om at have Liv og de to slaver hængende i en hel uge, var nok til at trække ham ud af nydelsen. Han rakte op og tog hendes hånd, for at kysse hendes håndflade, mens han lige vendte problemet i sine tanker. Endeligt så han op på hende igen.
"Desværre ikke. Men mit personlige skib er klar til at sejle med et par timers varsel." Det var måske også mere passende at sende Liv med et mindre, mere hurtigt skib, der ikke havde slaver i lasten. Og der var en overdådig kahyt kun til Vargas selv. At det ville koste ham langt mere i løn og slid på skibet, end hvad hun havde betalt for slaverne, det måtte han leve med. Måske bare se det som en gave til Liv. Og han havde trods alt også fået en speciel sjæl ud af det.

"Jeg kan sende bud og få dem til at sætte sejl så hurtigt som muligt." Det skulle nok blive sjovt for kaptajnen at have liv om bord, han var en ikke helt ung søulk, der helst gjorde tingene på sin egen måde. Nå ja, det måtte han vel håndtere, når de kom tilbage. Vargas rejste sig op, så han kunne flytte sin nøgne krop hen til døren og få fat i en vagt.

"Ville du virkelig gøre det for lille mig?" udbrød Liv, og inden hun kunne stoppe sig selv, havde hun grebet Vargas ved håndleddet og trukket ham tæt, så hun kunne slå armene om ham og kysse ham af ren taknemmelighed. Selvom hun aldrig havde været på et af Vargas' skibe, var hun overbevist om, at det måtte være ren luksus. Vargas sørgede altid for det bedste til sig selv, og hun var ærligt talt ret overrasket over, at han ville låne hende et helt skib.

Hun kyssede hans læber igen og igen, mens hun kardede sine fingre igennem hans bløde hår. Hun var så optaget af at takke Vargas, at hun slet ikke hørte lyden af to sæt fodtrin, samt lyden af klove, komme ned ad gangen mod dem.

Havde han tænkt sig om, ville han ikke have gjort det, men Juno tænkte sig sjældent om. Lidt mere nu, hvor hans liv havde været i fare så ofte på grund af hans handlinger, men han handlede som regel stadig instinktivt. Det gjaldt også nu, hvor han kom med en høj, bræk-lignende lyd og tilhørende bevægelse, da han så deres køber stå og kysse Vargas, med hænderne i hans hår og hele molevitten. Selv hvis han ikke havde følt et brændende had til offeret for hendes kærlige udbrud, ville han have fundet romantikken og følelserne i det kvalmende.
Desuden havde han endnu ikke fået en reaktion fra Vargas.

"Tager du os med hjem, eller er der noget vi lige skal deltage i først? I skal bare vide med det samme, at jeg ikke er til at være i midten." Han holdt opgivende hænderne op, som var det ikke hans valg, at han kun tændte på én af dem, og han så sigende ned imellem Vargas' ben, hans blik hvilende dér lidt for længe, med hævede øjenbryn, så der ingen tvivl kunne være om, hvilken del af en tre- eller firkant han ikke var til.

"Hold dog kæft, din idiot," hviskede Hector og gav Juno en albue i siden. Hector havde som sådan ikke noget imod Junos rapkæftede natur (faktisk var han ret vild med den), men de var så tæt på at slippe væk fra Vargas, og Hector kunne bare ikke holde tanken ud, om at Liv-damen skulle blive sur og fortryde sit køb og lade handlen gå tilbage. De var så tæt på! Desuden havde han virkelig ikke lyst til at skulle i nærheden af hverken damen eller Vargas på nogen som helst måde. 

Han så op og forsøgte at fange damens blik for at se undskyldende på hende.