…eller mig. Igen voksede stjernens smil sig kærere. Hun havde endnu ikke fundet en beboer på Jorden, som hun rettede så kraftigt negative følelser mod. Had var meget nær lige så meget en del af hende som forfængelighed. Det var i hvert fald, hvad hun var blevet overbevist om. Det var sådan et stærkt ord og sådan en stærk tilgang til noget, men samtidig så nemt at tage i talens brug for at fremhæve sine meninger for at modtage bedre forståelse af folk. Selv hun var blevet offer for det, viste det sig.

Automatisk ved hans berøringer, til trods for at de ikke påvirkede hende lige så voldsomt længere, klemte hun sine hænder lidt hårdere omkring deres tag i ham grundet suget i maven. Dog tog hun denne gang ikke blikket fra ham. Hun havde blot fulgt det, da han selv havde set ned ad hende og så op igen. Han så på hende med så beskuende blikke. Blikke hun ikke selv havde præsteret, selvom hun ikke var sky for at ligeledes betragte og beskue. Og observerede. Det var vel dét, der virkelig skilte hende fra de jordiske.
Hun nikkede. ”Gerne.” svarede hun næsten hviskende, da hendes stemmebånd måtte have blevet tørt af de dybe vejrtrækninger. ”Jeg er så småt ved at frygte for, at mine muskler ikke vil virke optimalt, som vi fortsætter. Jeg ryster stadigvæk af din indtrængen.”

Allerede havde hendes hænder gledet op til omkring hans tynde og lange talje, mens hun diskret havde ladet sig læne bagud. En bevægelse hun fortsatte, hvis han da havde gjort alvor i sit tilbud, hvorpå hun kort efter ville ligge på ryggen. Håret spredt som en fane på gulvet, arme sluppet og liggende afslappet ud til siden og knækket ved albuen, så hænderne ligeledes lå på hver sin side af hendes hoved. Blottet og åben. Blikket rettet en tand usikkert mod ham endnu, og brystkassen der steg synligt op og ned.

Sakse kunne ikke andet end at se på, da han slap Mia, så hun kunne læne sig bagover og lægge sig, helt åben, foran ham. Hendes ben var stadig ved hans hofter, og fra denne vinkle kunne Sakse se det hele. Det tog næsten pusten fra ham, og han blev nødt til at slikke sine læber og synke en gang, før han overhovedet kunne overveje at gøre noget andet. 

"Hvor er du dog smuk," hviskede han hæst og lod sine hænder glide over Mias bløde mave og bryster. Så rykkede han sig lidt fra sin siddende stilling til at komme op, så han kunne sidde på sine knæ. Mens han rykkede sig, gled han ud af hende, og et lille gisp kom fra hans læber ved følelsen. Han rykkede sig tættere, så hendes bagdel lå hans skød, og så han kunne placere begge hænder på hendes hofter. 

"Prøv at slappe af," instruerede han hende. Han ville helst undgå, at det skulle gøre ondt igen, når han trængte ind i hende. Han fik en idé, og han tog en hånd af hendes hofte for at lade to varme fingre glide over hendes klitoris, som han forsigtigt gned mod, mens han rullede hofterne fremad og langsomt gled ind i hende igen, men denne gang med udsyn til det hele.  Han kunne allerede mærke nu, at han ikke havde langt igen, men han var fats besluttet på at holde så lang tid som overhovedet muligt.

Sakse havde allerede omtalt hendes udseende som smukt flere gange, end hvad hun forstod sig på, men denne gang, som hun lå der foran ham, virkede det for alvor at gå hende til kinderne, og hun drejede sit hoved til den ene side, som et genert væsen, der ikke turde se mod den anden i frygt for at gå fuldkommen til af den følelse en simpel kompliment gav. Det skulle vise sig, at være både et ganske godt og ganske dumt valg af hende at gøre. Som han faldt ud af hende igen, måtte hun suge dybt ind af tænderne, og hun var ikke nødsaget til at se med, men hun blev heller ikke advaret visuelt, da han flyttede sig tættere på hende samtidig med, at hun blev rykket rundt, som var hun blot en tungere kludedukke. Hun og hendes krop gjorde ingen modstand.

Med ét blev faldet fra hendes ribben og ned til maven dybere, da han bare placerede sine fingre mod den mærkværdige perle, og den sensitive følelse blev kun forstærket, som han fortsat kærtegnede den. Hun gjorde hvad hun kunne for at slappe så meget af, som han havde sagt, men i det øjeblik, at han fyldte hende ud endnu en gang, spændte hun op igen. Dog langt fra lige så meget som før. Denne gang gled den nemmere ind. Eller ikke nemmere, bare langt mere behageligt.
Hun stønnede lydhørt og svajede godt i ryggen i takt med at hun klemte sine lår tættere ind mod ham, hvilket ikke lukkede dem yderligere med ham siddende robust mellem dem. Hoved havde hun rettet op igen og lå lænet tilbage i stedet. Øjnene havde hun lukket. Hun følte sig svagt udstrakt fra måde, hun lå på, men det gjorde ikke det mindste. Den ene af hendes hænder havde ændre plads til at ligge hen over det nedre stykke af sin mave, og greb let omkring huden, som forsøgte hun at holde omkring lemmet inde i sig. Selv uden at det overhoved strakte sig så langt, virkede det som det for hende.

Sakses kinder blev meget varme og en smule lyserøde ved Mias reaktion, da han trængte op i hende igen. Han kunne næsten ikke forstå, at den underskønne pige lå der foran ham med sine nøgne lår omkring hans hofter. Han ville gerne blive ved med at kærtegne hende mellem benene, men han følte, at han blev nødt til at holde fast i hende med begge hænder, ellers ville han være fortabt. Han gned mod hende lidt endnu, men slap så for at lægge begge hænder på hendes hofter. Han holdt godt fast, slikkede sine læber og hviskede, "Se på mig, Mia."

Mens han talte, begyndte han at bevæge hofterne, så han gled ind og ud af hende i et tempo, der var overraskende roligt i forhold til, hvor ophidset han var. Følelsen af hendes varme indre, der klemte om ham, gled omkring ham, var næsten alt for meget, men han holdt ud endnu og kiggede blot ned på hende med let åbne læber.

Løsliggende hø og rut træværk som underlag kradsede op og ned ad hendes sarte og nøgne ryg for hver gang, han stødte op i hende. Og ligeledes for hvert stød kunne hun ikke holde et støn på afstand. Det var som om, at han trang dem ud af hende uden hendes egen frie vilje. Havde hendes fødder haft fodfæste til gulvet, ville de havde krummet sig om stråene de kunne få fat i, men i stedet måtte hendes tæer gribe fat omkring den opvarmede luft, der måtte være omkring dem. For hvorfor ville hun ellers føle sig så varm?

Det var meget modvilligt, at hun endelig åbnede sine øjne igen for at se mod ham, som han så pænt havde bedt hende om. Hun kunne have bildt sig selv ind, at hendes syn var blevet sløret af stoffet, der spredte sig yderligere i hendes krop, men det kunne lige såvel være den resterende væde, der var kommet fra smerten, da han første gang var trængt op.
Den anden fritlæggende arm flyttede sig roligt fra sin plads ved siden af hendes hoved og op at ligge oven på den brændende pande, der dog allerede var kølig af det tynde lag sved, der ligeledes lå over hele hendes krop. Det var underligt at se op på ham. Fra vinklen, hun lå virkede han højere. Og samtidig længere væk end hvad hun ville tro, taget deres aktivitet i betragtning. Hånden ved hendes mave lå nærmest krampelignende krummet, som vidste hun ikke, hvad hun egentlig skulle gøre af sine fingre.

Et stød måtte have ramt mere præcist end de andre, for hendes støn blev for en stund højere, og hun kunne ikke længere holde sit blik fokusere mod ham. Hendes glød flikkede også med, før det fald til den forhenværende grad. Selvom hun sagtens kunne mærke underlaget havde hun det nu alligevel som om, at hun svævede. Og selvom hendes læber var blevet tørre af de mange vejrtrækninger igennem munden frem for næsen, følte hun sig fugtig og våd.

Det var utroligt, som hendes glød blev lysere og svagere hele tiden, men Sakse kunne ikke rigtigt påskønne den fuldt ud i den nuværende situation. Han kunne mærke sit klimaks bygge sig op som en varm knude et sted bag hans navle, og hans tag i hendes hofter blev mere og mere fast. Hele hans krop begyndte også at ryste fra anstrengelsen af at holde sig tilbage. 

Som hans stød blev en smule hårdere og hurtigere, begyndte støn også at komme fra ham. De var dybe og næsten rumlende. De blev også højere og højere, og til sidst kunne Sakse ikke holde tilbage mere. Han lænede sig frem og ned, bøjede Mia næsten helt over, som han lagde sin pande mod hendes. Deres munde var så tætte, men han gjorde ikke andet. Selv i sin rus ville han lade hende tage kysset, hvis hun ville have det. 

"Mia..." stønnede han, som han stødte dybt ind i hende. "Jeg... Mia... Jeg..."

Med et dybt, skælvende støn, kom han. Han begravede sig så dybt i hende, som han kunne komme, og faldt så næsten sammen over hende, mens hans pik dunkede indeni hendes varme krop. Hans hår var faldet som et tykt, sort gardin rundt om deres hoveder, og i et øjeblik var det, som om hele verden var forsvundet omkring dem.

Mia havde hidtil ikke oplevet sin kødelige krop som værende smidig. Men hendes forestilling om sig selv blev mere eller mindre fordrejet, da han pludselig havde ført hende med sig, som han lagde sig ind over hende og nærmest foldet hende sammen i bevægelsen. Overraskelse havde for et kort øjeblik malet hendes ansigt, mens ikke blot at hun kunne mærke sin rygsøjle knage mod gulvet eller føle sin før udstrakte mave danne ruller, men stødene ramte også ind i hende på en helt anden manér.
Før hun selv vidste af det, havde armen, hun ellers havde haft liggende mod sin pande, gledet ned at ligge på gulvet over hendes hoved for at gøre plads til, at hans pande kunne ligge mod hendes. Og hun indåndede hans varme støn med hans mund så nær hende, ligesom han gjorde det samme. Han havde virket langt væk før, men nu var han nærmest skræmmende tæt på hende. Tættere end, hvad der havde virket til før, da hun havde siddet i hans skød og bogstaveligtalt gnedet sig op ad ham.

Hun slugte hans ord ude af stand til at sende nogle tilbage til ham, og så skete det. Ikke for hende, men for ham. Dog ændrede det ikke på, hvordan hun ligeledes spændtes helt op, idét han pressede sig den smule dybere ind i hende. Hvad var det der skete? Hun kunne mærke hans rystende krop mindst lige så meget, som hun oplevede hans varme væske blive løsladt i hendes indre uden, at hun faktisk var klar over, hvad der foregik. Hvilket ikke blev meget bedre, da han kollapsede halvt over hende.

”Sakse?!” lød det straks fra hende til trods for den forpustede stemme. Hun havde straks grebet omkring hans skuldre og hendes ansigt bar et noget skræmt udtryk, da hun endelig så mere direkte op på ham. Med hans hår som et slør om den, oplyste hendes egen glæd hans ansigt kraftigere end før. ”Hey. Sakse?! Er du okay?” Bekymringen var tydelig hos hende og inden længe havde hun taget hans hoved i sine hænder for at kunne se det nærmere. Det lykkedes hende endelig at sænke sine ben, så hun kunne bruge sine fødder og momentum til at sætte sig halvvejs op. Langsomt, men at løfte ham med sig var forundringsfuldt let. Havde hun gjort noget forkert? Måske havde hendes teorier om, at stjerner ikke var beregnet til at have samleje med jordiske været korrekte. 
Den ekstra slimede fornemmelse mellem hendes ben var med ét blevet glemt til fordel for at have fokus på den høje mand over sig.

Sakse havde ikke vejr eller fokus nok til at svare hende lige med det samme, men det bredt, næsten fjoget smile bredte sig på hans læber, mens han lod hende sætte dem begge op med forbløffende lethed. En let, åndeløs latter kom kort fra ham, inden han tog hendes ansigt mellem sine hænder.

"Jeg har det vidunderligt," hviskede han og kyssede begge hendes lysende kinder, og dernæst hendes pande, inden han lod sine fingre glide igennem hendes hår, så han kunne trække hende ind i et fast knus og et hvisket, "Tak."

Selvom rusen havde været så kraftig, at Sakse nærmest ikke havde været ved bevidsthed før, så var det alligevel ikke forbigået ham, at Mia ikke havde nået sit eget klimaks. Takket være Sayyida, vidste Sakse nu nogenlunde, hvordan det skulle se ud, når en kvinde nåede toppen af nydelse, og han havde ikke set noget af det fra Mia endnu. 

"Jeg vil gerne... give dig noget," sagde han, for han vidste ikke rigtigt, hvordan han ellers skulle forklare det. "Du kan ligge ned, eller... Ja, du kan vel også stå foran mig." 

Sakse var næsten blevet en helt anden mand end den, hun havde stødt på i skovbrynet under knap så behagelige omstændigheder. Han var stadig Sakse. Han fremstod bare som en lagt mere levende udgave nu, sådan som han lo og smilte med en lethed, hun ikke havde antaget ham for at have til at starte med. Han havde tilmed været meget afvisende om det, da hun tidligere havde påpeget, at han trods alt havde evnerne til det. Var det her effekten af sex? En måde at sprede glæde hos folk? Eller var det blot fordi, hun havde været del i at opfylde hans ønske - værende sex eller ej? Ville hun nogensinde være i stand til at forstå de jordiske?

Som man ville forvente at hende, stod hun ikke imod ham, da han trak hende indtil sig. Hun havde stadig sine hænder klemt fast omkring hans overarme fra, da de havde flyttet sig derned ved oprejsningen af dem begge fra gulvet, men i sin tumlende forvirring af hans overrosende taknemmelighed, forblev de der frem for at gengælde omfavnelsen. Bekymringen for hans velvære havde været dominerende, så meget kom lidt som en overraskelse. Hun havde været fuldkommen overbevist om, at der var noget galt.
Efter at have rykket ud fra hans knus igen, flyttede hun stille sin ene hånd ned som støtte på gulvet, før hun forsigtigt brød deres underlivs direkte kontakt med et sitrende ryst. Måden hans manddom havde pumpet inde i hende, som et hjerte der pumpede blod omkring i kroppen, var bare den minimale smule for distraherende.

”Give.. mig noget?” svarede hun med den tydelige mangel på forståelse, samtidig med at hun nu havde bedre mulighed for at se op på ham med et tilhørende blik og hævet øjenbryn. Automatisk faldt noget af hendes opmærksomheder på armbåndet, der stadig sad solidt og pyntede om hendes venstre håndled. En anden ting, hun var blevet givet, så lidt efter slap hun ham med sin anden hånd og holde den ydmygt frem mellem dem med et smil. Hun vidste bedre end at afvise gaver, når folk ønskede at give dem. ”Jeg forstår ikke, hvad du mener med, om jeg vil ligge ned eller stå op. Jeg kan fint sidde ned.”

Sakse nikkede; Sayyida havde oplært ham godt, og han havde lyst til det. Selvom de netop havde afsluttet et samleje, så havde Sakse alligevel ikke fået set Mia ordentligt. Han manglede en vigtig del, synes han selv, og den del af hende, havde han mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med nu.

"Mmh, rejs dig op," svarede han og hjalp hende på benene. Hun havde stadig sine underbukser på, dog med skridtet var skubbet til side, men Sakse ville have dem helt væk. Han lænede hovedet lidt bagover, så han kunne kigge op på hende med sine mørkegrønne øjne, mens han tog fat i underbukserne og langsomt trak dem ned ad hendes bløde ben. Ligesom med Sayyida, kunne han ikke helt forstå, at en kvinde så smuk nu stod nøgen foran ham, at hun lod ham røre ved hende. Et glimt af forundring spillede i hans mørke blik, mens han lod sine hænder glide op langs hendes lår. Så rettede han blikket mod hendes køn, der var lige så vidunderligt som resten af hende, og uden anden forklaring eller introduktion, lænede han sig ind og pressede sine læber mellem Mias ben.

Han tog fat om hendes bagdel for at holde hende på plads, mens han lod sin tunge glide ind mellem de bløde folder og over det ekstra følsomme punkt dér. Han var ligeglad med det griseri, han havde efterladt der, og han stønnede blidt mod Mias køn, mens hans fingre klemte og masserede hendes bagdel.

Mia forblev forvirret. Han gav hende ikke yderligere svar til, hvad han dog mente med at ville ’give hende noget’. Ikke rent verbalt i hvert fald. Hun forstod stadig ikke, hvorfor han så ellers ville have hende op at stå, som havde han selv taget valget for hende, og selvom hun ikke vitterligt gjorde, hvad han sagde frivilligt, så kæmpede hun heller ikke imod ud af ren og sker undring og inden længe stod hun og så for en gangs skyld ned på ham. En underlig fornemmelse, hun ikke helt var vandt til.

Men til trods for at hun nu var nød til at have sit hoved bøjet fremover for at følge ham med sit blik, hærgede den naive mangel på forståelse stadig i hendes lysende ansigt. Deres øjenkontakt måtte have distraheret hende nok til ikke at lægge mærke til, hvordan han afklædte hende fuldkommen, til at starte med, men så snart hendes underklæder var nået forbi bagdelen, så hun fluks til af overraskelse. Det samme udtryk, hun så tilbage mod hans ansigt med efterfølgende. Havde han tænkt sig at trænge op i hende igen, som før bare uden blokaden?

Hun var næsten overbevist om, at det var, hvad han havde planer om, men så lænede han sig frem mod hende frem for at rejse sig igen. Det svagt chok skød igennem hende, og hun blev egentlig en tand panisk. ”Hvad gør du?!” udbrød hun højt i samme facon som sin oprindelige situation. Der var beskidt dernede! Hendes første støn blev forstærket af, hvor uventet det var, da hans tunge begyndte at danse, og hun krummede sig per automatik lidt hen over ham. Hun greb straks omkring hans arme, der var viklet om hendes hofter for at bedre kunne holde sig oppe. Og hun havde forsøgt at træde klodset tilbage. Det lykkedes hende at træde ud af underklæderne, der bare havde ligget om hendes ankler med en af sine fødder, men længere kom hun ikke med hans faste og støttende greb om sig. Et greb der egentlig var meget godt at have, for ellers ville hun nok have tumlet bagover.
Hendes tær var nu krummet ned mod trægulvet, og hendes øjne havde lukket sig let i. Det skød let igennem hende hver gang hans tunge strøg igennem hendes underliv, og hendes tunge åndedrag reagerede stønnende i takt. Hendes ansigtsudtryk var lige på grænsen til at se forpint ud grundet den gennemtrængende følelse. Hun følte sig nærmest helt ude af stand til at gøre noget.

Mindst en gang hver anden uge tjekkede Cayden op på Mia. Ikke nødvendigvis ved at tale med hende eller hilse på hende overhovedet, men for at sikre sig at hun ikke faldt i lysets hænder og at hun var okay, så han brugte blot sin evne og det armbånd han havde givet til hende, og dukkede op i nærheden af hende, uden at afsløre sin tilstedeværelse. Det var samme plan han havde i dag - et hurtigt tjek og så hjem igen.
Derfor var han også dukket op i sin uniform. Sort skjorte og sorte bukser, knæhøje støvler og det sværd, Pantaleon havde lavet til ham, ved sin side. Rustningen havde han ikke besværet sig med, da han ikke havde forberedt sig på kamp. Det havde været en enkelt opgave med at overse krigernes arbejde i Tusmørkely, og han havde regnet med at sidde på en hest og give ordrer hele dagen, men her var han, efter en lang nat og dag, med indtørret blod på sin ellers så rene uniform og pudsede støvler, og det han havde mindst lyst til i hele verden var at tage hjem for at skifte inden han tjekkede op på Mia. Så det blev nu og her, også selvom det betød, at han kun kunne se hende på afstand uden at hilse, men han ville bare have et bad. Han havde blod i håret, for Zaladins skyld.

Armbåndet førte ham lydigt til Mia hver gang, men denne gang fandt han sig selv på en gårdsplads med et suk. Det var altid nemmere når man kunne finde hende ved første øjekast, og havde det ikke været for hendes stemme, var det ikke sikkert at han havde fundet hende så hurtigt som han gjorde. Panikken i hendes stemme fik ham til at reagere instinktivt for at beskytte hende, og før han vidste af det var han oppe på et høloft, hvor han skubbede Mia om bag sig med én arm og trak sit sværd med den anden, allerede inden røgen fra hans evne havde lagt sig.
Det var en simpel nok situation at forstå heroppefra, men den var så langt fra, hvad han havde forestillet sig om Mia, at han nåede at trække sværdet helt ud af skeden og pege det på manden, der havde haft gang i hende, inden det dæmrede for ham hvad der skete. Forståelsen af situationen fik ham dog ikke til at sænke sværdet det mindste.

Sakse kunne mærke, hvordan hele Mias krop vibrerede ved hendes støn, og han tog det som et godt tegn. Hans fingre var på vej ind mellem hendes ben bagfra, da Mia pludselig forsvandt i en tumult. Han havde været så fordybet i det, han lavede, at han slet ikke nåede at opfatte hvad, der skete foran ham, og da han åbnede øjnene og så den fremmede mand med sværdet, der nu stod foran ham, hævede hans sorte øjenbryn sig en smule i overraskelse. Havde det set ud til, at manden havde skadet Mia eller ønsket at gøre det, havde Sakse nok reageret helt anderledes, men lige nu så det ud til, at manden forsøgte at… beskytte Mia mod ham?

"Hvem er du?" spurgte Sakse, mens han rejste sig og rettede på sit tøj, så han var anstændigt klædt (nogenlunde). Hans overkrop var stadig nøgen, men i det mindste havde han fået snørret sine bukser lukket igen, så det var mindre skamfuldt. Det betød nu ikke, at skammen ikke allerede brændte dybt i brystet på ham, men det var ikke til at se på ham, og han ignorerede følelsen totalt. Der ville være tid nok til at lade sig synke ned i den senere.

Sakses mørke blik gled over manden og hans sværd, derefter flakkede det hurtigt til hans egen sabel, som lå med hans taske på en høballe kun få skridt fra ham. Hvis han havde brug for det, kunne han nok nå den.

Selv med øjnene lukkede, nåede hun at føle et velkendt kriller i nakken. Som et uendeligt let pust. Det var sådan en blid fornemmelse, men den skar alligevel igennem den kraftige intimitet, som var det ikke andet end blødt smør. Og så kunne hun mærke den stærke hånd mod sin skulder idét, hun blev trukket tilbage uden megen nåde. Hun tumlede fortsat klodset bagud og kom fri fra Sakses hold omkring hende, og ærligt lignede hun på det tidpunk ikke meget andet end ét stort spørgsmålstegn. Hvad end den jordiske samleje havde gjort ved hende, havde det gjort hendes hoved sløret, så der var ikke mange detaljer, hun opfangede, før at hun vågnede ordentligt op nu med blikket rettet direkte ind i en anden mands ryg.

Igen, havde det ikke være for armen, der holdte hende på plads, hvor hun var ført hen at stå, havde hun risikere at vælte omkuld. Hendes knæ virkede stadig til at være lavet af gele, og det hele var sket noget hurtigt. For slet ikke at tale om den smule røg, der tilføjede yderligere til at bilde hende ind, at dette ikke var virkelighed. Men så lange røgen sig, og hun hørte Sakse tale op.
Med et noget paf udtryk i ansigtet strøg de abnormalt blå øjne endelig over den nyankomne skikkelse foran sig. Hun havde allerede før hans ankomst vist det var ham - ubevidst - ved hjælp af den samme kriller, hun blev mødt med den ene gang om ugen. ”Cayden Roux?!” Hans navn lå på tungen, som var det blevet stemplet med på den, også selv når hun udtalte det med sådan en forvirret overraskelse, som nu, frem for den glædesfyldte munterhed, hun normalt gjorde, når hun så ham. Situationen lige nu var bare lidt anderledes fra de gange.

Det gik ikke længe for hende at titte frem forbi ham og se sværdet, dæmonen holdt frem mod halvdæmonen, der ligeledes havde rejst sig med beundringsværdig ro. Mia var nok den der var mindst beroliget, hvilket viste sig i hendes hoved. ”Stop, hvad er meningen med det her?!” Faktummet at hun stadig stod splitterravende nøgen var indtil videre gået hende lige over hovedet. Der var andre ting at bekymre sig om! Hun forsøgte egentlig at møve sig forbi Caydens blokerende arm ved at snige sig under den, så hun kunne træde frem og så vidt muligt stille sig mellem dem. 

Bevidst valgte Cayden at holde armen udstrakt for at forhindre Mia fra at blande sig, og for ikke at gå yderligere i kampstilling, når det her tydeligvis ikke var den kampsituation han havde forestillet sig. Deeskalering af situationen virkede som den mest fornuftige taktik, særligt fordi han ikke opfattede manden foran ham som et menneske. Havde han været dét, ville han have været død nu, og selvom han ikke kunne være sikker, havde han en fornemmelse af at Mia havde valgt at være sammen med én med dæmonblod. Det gik stik imod Caydens principper at gøre dæmoner noget.

Han svarede ikke på spørgsmålet om, hvem han var. Der var ingen grund til at fortælle manden det, men hans tanker gled til det lille sølvemblem, der indikerede at han ikke bare var kriger, men ridder, i Mørkets Hær og han overvejede om manden foran ham vidste hvad emblemet, eller bare uniformen, betød. Hvem han var, betød ikke meget imod hvad han var. Soldat, med alt hvad det indebar. Kamptræning og -erfaring, nådeløshed og en smag for ubegrundede mord. Rygterne om mørkets hær var næsten værre end realiteten var. Havde han haft tid, ville han have håbet at Mia ikke vidste noget om mørkets hær, men der var andre ting der var langt vigtigere lige nu. 

Han rynkede på næsen, da Mia udbrød hans navn. Her forsvandt hemmelighedskræmmeriet om hvem han var. Ikke at hans navn var vidt udbredt, tværtimod. Han sørgede for at holde sin identitet skjult det meste af tiden og på mirakuløs vis var han ikke eftersøgt endnu. Ikke at Cayden ville kalde det et mirakel - han ville kalde det talent for grundig planlægning og udførsel. Derudover reagerede han ikke på at høre sit navn, udover et lavmælt; "Mia," som hilsen til stjernen, der havde rodet sig ud i Zaladin vidste hvad.

Cayden blokkerede hende igen, da han forsøgte at komme forbi ham, denne gang ved at lægge en hånd over hendes ansigt og mest hendes øjne, og fysisk holde hende tilbage uden så meget som at skæve til hende. "Få noget tøj på, og fortæl mig hvem din ven er," beordrede han, imens han nidstirrede manden. Han så ham direkte i øjnene, velvidende at de ville være de første, der afslørede ham, hvis han ville række ud efter et våben eller efter Mia. 

Sakses blik blev ved med at glide over manden, Cayden som han åbenbart hed, for at nå at lære så meget som muligt om ham. Det var tydeligt, at han var soldat eller kriger af en art, både at dømme på det udstyr, han bar, men også den måde, han stod på og holdt sit sværd på. Dette var ikke en amatør. Der var også et søvlemblem, men Sakse genkendte ikke symbolet på det. Han gik ikke på i krige og hære og den slags. Det var alt sammen ligegyldigt for ham, for de skulle alle dø til syvende og sidst alligevel. Det var kun i døden, at de folk blev interessante for ham.

Udover at Cayden havde afbrudt dem på den ret ubehøvlet måde, så brød Sakse sig heller ikke om den måde, han beordrede Mia rundt på. Selvom hun måske ikke lignede det synderlidt meget, så var Mia trods alt en voksen, der kunne gøre, som hun ville.

Sakse kneb sine øjne lidt sammen og rettede sig op til sin fulde højde, som var et godt stykke – et helt hoved faktisk – højere end Caydens, hvorefter han samlede hænderne på ryggen. Han ville helst ikke virker for aggressiv, når manden stod der med et sværd rette mod ham, men det stoppede dog ikke Sakse fra, at helt stille og forsigtigt tage et blik på Caydens sjæl. Den dæmon. Hm. En lidt gammel én. Med nogle interessante kræfter. Sakse kunne ikke lære mere om Cayden uden at tage ordentligt fat om hans sjæl, og det ville han kunne mærke… Sakse trak sig fra hans sjæl igen og håbede blot, at Cayden ikke havde lagt mærke til noget.

"Jeg kan godt tale for mig selv," sagde Sakse roligt, men hans mørke blik var køligt og ikke specielt imødekommende. "Mit navn er Sakse Chaia."

Han regnede ikke med, at Cayden skulle have hørt om ham, men han havde ikke umiddelbart i sinde at fortælle om sin profession, med mindre han blev spurgt direkte om det.

Mia havde ikke troet, at Cayden var så fast besluttet på at holde hende på afstand fra enten Sakse, eller sammenpressede spænding, der nærmest var begyndt at slå minimale gnister mellem de to hankøn. Hun havde endda allerede forventet at have skubbet sig forbi hans arm, da hun i stedet blev blokeret igen. Hånden hen over sit ansigt, forskrækkede hende en smule, og hun vaklede igen det enkle skridt tilbage igen, som var hun kortvarigt blevet blændet. Hun greb selv automatisk fat omkring både hans håndled og hånd, som et refleksivet forsøg på at fjerne den fra sig, hvilket lykkedes hende fint at gøre - dog først så snart hun trådte længere i retningen, som Caydens bevægelse tillod hende og med det på længere afstand fra Sakse.

Om det egentlig var fordi, at hun var blevet beordret det eller om det blot var fordi ordene om, at hun skulle klæde sig på igen havde mindet hende om hvor blottet hun stod, var ikke helt til at sige, men der skulle ikke meget til, at få hende til at se sig omkring efter den rødbrune kjole, der egentlig ganske heldigt lå smidt ved foden af en af harmballerne, der lå på Caydens side af høloftet. Hun greb den fluks, men hun trak den ikke over hovedet. Hun nøjes med at holde den oppe foran sig som et primitivt dække. Og så havde hun i det mindste noget at klamre sig til, mens hendes lettere forskræmte øjne veg frem og tilbage på dæmonerne. Hvorfor havde Cayden overhoved et sådan sværd?!

”Sænk dit blankvåben, Cayden Roux!” udbrød hun så kun kort tid efter, at Sakse havde taget over og præsenteret sig selv for hende. Ikke som et råb men dog med en så bestemt tone, som hun nu kunne komme med i øjeblikket. ”Der er absolut ingen grund til at pege det mod ham. Bare stop det her.” Til trods for at hendes stemme var fast, så bar hendes blik ikke nogen form for vrede. Ikke som hun kunne fornemme hos Cayden selv uden at træde frem og se ham i øjnene.

Cayden rørte ikke en muskel, da Mias elsker rettede sig op i sin fulde højde. Størrelse gjorde ham hverken mere eller mindre truende. Hvis Cayden kunne nedlægge en trold, var der ingen grund til at han ikke også skulle kunne nedlægge en mand lidt højere end ham selv. Navnet han blev givet sagde ham heller ikke noget - et godt tegn, selvom Cayden var rimelig sikker på at han heller ikke selv var kendt udenfor Kzar Moras mure. Anonymitet var vigtigt for ham og for at han kunne udføre dele af dit arbejde uden unødvendig fare for at blive opdaget.

Mias ordre ville ingen effekt have haft, hvis ikke det var fordi Sakse allerede havde samlet hænderne på ryggen og generelt ikke virkede som en trussel, men Cayden kunne ikke se nogen logisk grund til ikke at efterkomme hendes ønske, så han sænkede sit sværd for at gøre hende glad.
Uden at fjerne sin opmærksomhed helt fra Sakse, lagde han en hånd om Mias nøgne overarm og brugte sin evne til at teleportere dem væk. Bortset fra at hans evne ingenting gjorde. Til hand overraskelse og ubehag rykkede ingen af dem sig ud af stedet, og rent instinktivt skulede han til Mia, som vidste han at det var hendes skyld. Dén diskussion måtte de tage senere, men diskussionen om hendes uansvarlige handlinger kunne de lige så godt tage med det samme, med hendes elsker som vidne, selvom Cayden ville have foretrukket at tage den hjemme hos sig selv, hvor han også kunne smide hende i et bad og noget tøj. Hun stank af sex.

"Er der virkelig ingen grund til at beskytte dig mod ham?" spurgte han hende retorisk, hans stemme hård, og hans blik da han kort så over på Sakse endnu hårdere. Det irriterede ham grænseløst at den her fremmede mand skulle være der med dem og han var lige ved at beordre ham til at gå, da han valgte imod det, ved tanken om Mias garanterede modsigelser. Der var ikke meget, han havde mindre lyst til at høre, end at Mia gerne ville være i nærheden af den langhårede mand. Han vendte blikket tilbage på hende.
"Havde du lyst til det? Kender du ham overhovedet? Kender du risikoen ved det? Hvem skulle forsørge dig og dit barn, hvis han fik dig gravid? Den hjemløse mand derovre?!" Han snerrede ligefrem den sidste sætning og hævede sit sværd igen, for understregende at pege på ham med det, men stoppede trods alt sig selv fra at gøre mere end dét. Det var ikke fordi Sakse havde givet Cayden grund til at tro at han var reelt hjemløs, udover at han ikke lignede en landmand, men i hans optik kunne enhver uden samme rigdom som hans lige så godt være hjemløs. Manden så ikke egnet ud til at tage sig af Mia og et barn.

Sakse skulle til at påpege, at det var fjollet overhovedet at nævne graviditet, for det kunne Mia jo selv bestemme, så hvorfor bekymre sig om det, men han blev distrahere af fornærmelsen, Cayden slyngede i hans retning. Hjemløs? Hvad i alverden havde fået dæmonen til at tro, at Sakse var hjemløs? Ganske vist var han halvt afklædt, men det var der jo en åbenlys grund til, som Cayden udenmærket kendte. Sakse skulede til Cayden.

"Mia er en voksen kvinde, der er i stand til at tage vare på sig selv," sagde han roligt, men han stemme var kølig, på grænsen til kold. Hans hænder var endnu foldet på ryggen. "Jeg tvivler stærkt på, hun har brug for en sværdviftende dæmon til at spille ridder for sig."

Sakse brød sig på ingen måde om den måde, Cayden hunsede rundt med Mia og greb fat i hende, som om han havde tænkt sig at stige til vejre med hende. Jalousien og besidderiskheden mindede ham alt for meget om sin egen barndom med Liv, der ikke havde ladt ham ude af syne et eneste øjeblik. Hun havde jaloux vogtet på ham lige indtil den dag, hvor hun havde fået det næste barn.

Uden at have opfanget den mindste form for brug af magi, var der ikke meget andet for hende at antage, at hånden der blev placeret mod hendes ene arm, blot var endnu en hentydning fra Cayden, at hun skulle forblive hvor hun var og ikke forsøge sig at stille sig i vejen. Måden hendes krop neutraliserede magiskeffekter, så snart de nåede hendes krop, gjorde det ikke til kende for hende, at der blev brugt nogen form for evne i retningen af hende. De gange hun opdagede det, var hovedsageligt kun når det reelt og metaforisk blev smidt i ansigtet på hende. Når hun ikke ville have meget tvivl. For ellers følte hun intet andet end dæmonens berøring. Med det sagt, så blev hun taget lidt tilbage af blikket, der blev sendt til hende efterfølgende. Automatisk kom hun til konklusionen at han ikke var vitterligt glad for, at hun endnu ikke havde klædt sig fuldkommen på, som han havde sagt hun ellers skulle.

”Han tilbød sig til mig.” startede hun ud uden at hendes stemme bar den samme usikkerhed, der var at finde et sted i hendes øjne, som hun flygtigt så lidt frem og tilbage mellem de to mænd for dog at vare rettet mod Cayden i længst tid ad gangen. ”Jeg var nysgerrig, så jeg tog imod hans tilbud. Så ja, det er vel, hvad du ville kalde for ’lyst til det’.” Hun kunne mærke, hvordan hun havde brug for at vikle sine arme om sig selv - en lille ting, der var blevet en ubevidst vane indtil hun blev frarøvet at faktisk kunne gøre det som nu - men ved at samtidig skulle holde kjolen oppe omkring sin brystkasse og holde sig bare nogenlunde anstændig i selskabet, var det hende ikke muligt.
Før hun dog nåede at blive færdig med at forklare sig selv ud af situationen, åbnede Sakse munden. Det var ganske gavmildt af ham at forsøge at forsvare hende, men det holdte ikke Mia fra at holde en overraskende kontrolleret håndvisning op mod ham for at få ham til at tie, inden hun fortsatte.
”Men graviditet?!” Pludselig fik hendes stemme mere umf, da hun nåede et mere følsomt område for bebrejdelsen. ”Sakse har allerede udtrykt sig meget kraftigt overfor mig, at han ikke ønskede afkom, så selvom jeg er mere en klar over, hvordan deres reproduktions-ritualer fungerer, tvivler jeg på, at han ville have gjort noget, der kunne lægge op til den slags risiko.” Hun så nu mere direkte tilbage på Sakse. ”Vel?” Hun så på ham med uskyldsrent tiltro til, at hvad hun havde regnet ud var sandt. For selvom han var kun et skridt længere fremme end hende, når det kom til samleje, så burde han som jordboende - og mand - have et langt bedre kendskab end hende. Det gav kun god mening!