Det var ikke nogen normale skyer, så meget var i hvert fald sikkert. For de nærmest drønede ind over himlen og gjorde alting mørkt. Den sol som havde plaget landet i månedsvis var nu også væk, og for første gang var Cecilio i tvivl om, om det var en god ting at solen forsvandt. For dette var unaturligt. Han stod lidt og kiggede op, før han endelig rev sit blik væk og kiggede over mod Lyuba. De var ikke de eneste der var gået i stå. Det var som om at da de andre først fandt ud af at der var noget galt, så stoppede de og kiggede op for at høre hvad der var galt.
Den unge mand begyndte at tage et par skridt over mod sin forlovede, indtil han stod nær hende. "Det... ser ikke godt ud," sagde han og lød meget nervøs. Mere nervøs end han havde gjort til forlovelsesfesten, men også en anden slags nervøsitet. En rædselsslagen nervøsitet.

Det var meget tydeligt hun kunne mærke magien flyde igennem hende igen. Ikke en dårlig følelse, bestemt ikke men hun kunne ikke lade være med at have den mindste snert af nervøsitet som fik hende til at rejse sig op og flette sin hånd ind i Cecilios. Hun kikkede omkring sig hvor folk, som hende selv begyndte at finde ud af at deres magi virkede.
Selvfølgelig var det til glæde med det blev hurtigt erstattet af kulden der også begyndte at gribe fat i Lyuba. Det startede i fødderne og byggede sig op indtil man kunne se hendes ånde og hendes skuldre begyndte at ryste.
"Kom med" sagde hun lavmælt og med endnu en hånd uden på hans træk hun nervøst i ham dog ventende på at han selv fulgte med.

Magien havde nu aldrig været alt for stor i Cecilio, men den havde været som en konstant ting, som han savnede da han mistede den. Men kulden skræmte ham mere, end det ikke at have evner. Dog hjalp det lidt at mærke Lyubas varme hånd mod sin egen. De havde hinanden, selvom hele verdenen gik ned. Det var det de havde gået med til da de blev forlovet.
"Hvor skal vi hen?" spurgte han og lod Lyuba trække ham afsted, eller nok nærmere så gik han blot et skridt eller to bag hende, mens hun viste hvor de skulle hen. Hun ville nok garanteret et mere sikkert sted hen.

Lyuba kunne på ingen måde skjule hendes frygt i stemmen imens hun begyndte at gå afsted i usikkerheden. "Jeg ved det ikke.. væk" var det bedste svar hun kunne komme med. Hun ville nok helsst væk fra folk der efterhånden så ud til at være en smugle i panik. Desperat søgte folk til ildmagere eller ind i sikkerhed i hjemmet.
Det varede faktisk ikke synderligt ll ge før de gik afsted ned ad en helt øde gade. Det sved i fødderne og det føltes næsten som om hendes hals frøs til sammen med hendes vejrtrækning. Hun stoppede op da hun ikke viste hvilken vej de burdte gå og hun så til forlegen tilbage på ham i søgen på en eller anden form for hjælp. Noget hun normalt aldrig søgte fra ændr end hendes mor og broder. At vise sig sårbar på den måde var slet ikke noget hun fandt behageligt, men hun kunne ikke føle sig mere hjælpeløs end nu hvor hun næsten følte sig faret vild i sin egen by.

Cecilio fulgte den paniske kvinde, og følte sig dårligere og dårligere tilpas. Ind gennem de mange gader, og pludselig var de faret vild, eller han vidste nogen lunde hvor de var, men et blik på Lyuba, og han kunne se at det gjorde hun ikke. Hun anede ikke hvad de skulle gøre, og hans hjerte skreg for hende. Han ville ikke have hun så sådan ud.
Han gjorde det eneste han kunne tænke på at gøre, og trak hende ind til sig, og bare holdt hende tæt ind til sig. "Vi skal nok klare det. Vi er det sejeste folkefærd, er vi ikke?" sagde han blidt, og hentydede tydeligvis til at de var gøglere. Gøglere havde ikke et nemt liv. Det var hårdt altid at være på vejen, altid få sendt blikke efter sig, fordi man ikke havde et bedre erhverv, og en dårlig forstilling, kunne gøre at man havde skældsord smidt på sig i månedsvis. Men de klarede det. Rejste sig fra asken og forsatte.

En kvalt gurlp lød kom fra Lyuba's hals da hun blev trukket ind. Hun kunne ikke rigtigt slappe af som hun stod der med hans arme omkring sig. All andre gange hun havde oplevet noget lignende var manden endt i en rendesten eller pakket ned i en tønde af den ene eller den anden slags. Men for nu så stod hun bare og smårystede. Om der var kulden eller situationen der fik hende til det anede hun ikke.

Hans ord ræsonnerede inde i hende og fik hende til at ligge kinden ind imod hans bryst og hun fokuserede på hans hjertebanken. Det fik hende til at falde lidt ned inden hun kikkede på hendes ene hånd. "Hvad var det for en magi du havde Balzera?" spurgte hun så sagte da hun ville vide om det virkelig var magien der var på vej tilbage.

Kulden bed sig allerede fast i gøgleren. Det var normalt på dette tidspunkt at man søgte varmere steder hen med tropen, men med plagerne og forlovelsen med Lyuba var det lavet lidt om. Men han havde heller ikke forventet at han så pludselig havde behov for varmere tøj.
Han holdte hende bare tættere ind til sig, som hun stod der, og han kunne mærke hvordan hun begyndte at slappe lidt mere af, mena lligevel blev han overrasket da hun spurgte om hans magi. "Det har jeg da allerede fortalt dig," sagde han blidt, men svarede alligevel på spørgsmålet. "Jeg kan få folk til at gøre hvad jeg synger." Effektivt til tider men også lidt.. trist på en måde.

"Heh ja" gav hun ham ret da hun blev mindet om det. Hun skubbede sig en anelse væk stadig med lettere rystende arme. Hendes fødder var også begyndt at svie af kulden fra stenene så hun trådte med små skridt længere bagud. "Du må vise mig det en dag Cecilio. Så kan jeg også vise dig hvad jeg kan okay?" sagde hun med et lettere påtvunget smil. Hun ville gerne vise at hun ikke var bekymret for hvad der foregik, men rædselsslagen var hun. 
"Jeg må.. jeg må tjekke om mama er okay derhjemme.. Samira.. om Samira er okay" sagde hun imens hun vendte om på foden. Hun kiggede lidt bagud inden hun satte i løb ned ad gaden. hurtigere og hurtigere indtil hun genkendte området igen. Det sænkede dog ikke farten da hun var desperat efter at se hendes moders velkendte ansigt. Hun var bange, for hvad var du dog så i tvivl om hvilket bare gjorde hende endnu mere urolig.

//Anno out \o/