Amy trådte let tilbage for at give plads til at Kijara kunne kaste løkken, dog uden at stille sig for tæt på kanten. Hun skulle ikke nyde noget af at styrte ned. Et lettet smil begyndte at bredde sig som rebet havde fået fat og det så ud til at blive nemmere at komme op ad igen, end Amy først havde antaget.
Endnu engang var lykken dog taget på forskud, som lyden under dem meldte sig og fik Amys ansigt til at gå fra lettelse til direkte panik. Hun havde håbet at skyggevæsnerne holdte sig væk fra sollys og var blevet i sin hule. Selvfølgelig var de ikke så heldige.

Amy sank en klump der havde formet sig i halsen og nikkede. Ingen grund til at tale mere end højest nødvendigt. Uden tøven greb hun fat i rebet og begyndte at klatre, mens hun mentalt sparkede sig selv for ikke at kigge ned mod dyret. Ingen grund til at stoppe for lige netop det. Amy var idræt og hurtig til at klatre op af klippen ved hjælp af reb og ved at skubbe ved hjælp af vindmagi hvis der kom et besværligt stykke. Amy hev sig op på afsatsen og rullede ind i sikkerhed, før hun kiggede ud over kanten, efter Kijara, og skyggemonstret som havde snusset rundt i sin jagt efter dem. Forhåbentlig opgav den jagten og lod dem værre. Men så heldig plejede hun aldrig at være.

Kijara begyndte hastigt at klatre op af rebet efter Amy. Hun var klar over, at skyggevæsnet stadig snusede rundt i jagt på dem, og nu galt det bare om at komme væk. Lyset ovenover dem var stadig umådeligt langt væk, og det ville blive en hård klatretur.
Hun kiggede kort over skulderene en enkelt gang, mens hun klatrede og fortrød straks: flere skyggevæsner havde sluttet sig til den første, og de bevægede sig alle søgende rundt i den smalle, mørke kløft. Det var tydeligt, at der kun var én vej for hende og Amy, hvis ikke de skulle ende som skyggevæsen-føde: og det var opad!

Som hun endelig og en smule forpustet kravlede op på afsatsen ved siden af Amy udstødte et af væsnerne et højt, klagende hyl der gav genlød mellem de stejle klippevægge. Det løb koldt ned af ryggen på Kijara, som hun et øjeblik så på sin rødhårede følgesvend.
"Lad os komme videre." Mumlede hun. Hun frigjorde rebet fra afsatsen og endnu en gang blev det kastet op. Denne gang måtte der et par forsøg til, før hun endelig fik løkken omkring en spids klippeafsats længere oppe.

Det løb koldt ned af ryggen på Amy, som uhyret gav sit brøl fra sig. Så slemt at et kuldegys gik igennem hende, og hun ønskede sig hjem til de langt mindre farlige gader i hovedstaden. Amy havde fast besluttet sig for at ligge eventyr livet på hylden for en tid efter det her! og så havde de ikke engang fået noget ud af det!
Med et blik på Kijara var der heller ingen tvivl. De skulle op, og det skulle gå stærkt! Faktisk kunne det kun gå for langsomt for dem. Sekundet som rebet havde sat sig fast, gav Amy sig til at klatre op ad. Forhåbentlig ville hun være hurtig nok til at Skyggevæsnerne ikke indhentede dem.

Amy rullede endnu engang op på et mere sikkert område, og kiggede ned. Det var ikke kønt. Skyggevæsnerne rasede rundt i kløften og gjorde det alt andet end stille. De var sure. Vrede over at hadve mistet deres middag var det nok mest. Og det faktum at Kijara og Amy havde befundet sig i deres huler. Der var nok ikke mange der kunne berette om at havde overlevet et møde med skyggevæsner. Heldigvis lød det til, at deres klør ikke var skabt til direkte opstigning, selvom enkelte af de mindre var begyndte at forsøge sig med klatring. Amy ragte hånden frem til Kijara for at hjælpe hende op på afsatsen hurtigere. Nok så væsnerne ud til at have problemer, men det kunne hurtigt vende!

Det var som om, klatreturen varede en evighed. Der var meget, meget langt op til kløftens kant, men hver gang Kijara kastede rebet om en ny klippeafsats kom solskinnet over dem lidt tættere på. Et par enkelte gange fik hun set over skulderen og fortrød med det samme: der var mange skyggevæsner dernede nu og det var lykkedes et par enkelte af dem, at komme op på et par af klippeafsatserne.
Heldigvis lod deres klippevægsklatrings-evner ikke til at være fantastiske. De levede nok hele deres liv nede på kløftens bund og åd, hvad de kunne finde dernede. Amy og Kijara havde uden tvivl virket som et imponerende festmåltid, da de kom vadende ind i deres huler, og det var ikke så mærkeligt, at de var vrede over, at pigerne var ved at slippe væk.

Da Kijara klatrede op ad rebet til den næste afsats gav hun et lettet suk fra sig: omkring hende var ikke længere stejle klippevægge og løse sten. Landskabet fladede ud: de var endelig ved at være oppe af kløften. Som hun skævede ned mod bunden, kunne hun ikke engang se skyggevæsnerne dernede i mørket.

Der var ingen grund til at holde store pauser. Faktisk var der slet ikke tid til noget der hed pauser som puslen fra bunden fik Amy til at klatre hurtigere end hendes krop egentlig synes var en god ide. Adrenalinen begyndte at løbe lige så langsomt af, som de nåede længere og længere op, til trods for de enkelte skyggevæsner som havde sneget sig op på de laveresiddende afsatser. Solens stråler begyndte at nå dem igen, og denne afsats mundede ud til noget der lignede en sti som man kunne gå op over og faktisk snært være ved overfladen. Det var nok til at Amy åndede lettet op med hænderne i siden. Det havde holdt hårdt.

"Lad os hellere komme op, inden noget andet går galt." det betød imidlertid ikke at Amy var blevet mere positivt stillet overfor kløften. Nok var de kommet næsten til tops, men det betød ikke at noget uforsigeligt ikke ville ske dem. Amy havde prøvet at situationer som i forvejen var godt mørke og trælse, blev endnu værre end før! "Jeg tror ikke vi behøver at klatre med reb mere dog" hvilket da var et enkelt lyspunkt. Det betød at stykket ikke var svært og højst sandsynligt kunne gåes uden de store problemer. Derfor valgte Amy også at binde rebet tilbage rundt om livet, så det ikke hang i vejen. En ting der dog ærgede hende gevaldigt var at de intet af værdi havde fundet dernede. Så lang en tur for ingenting! Andet end at få skræmt livet af sig og jagtet som en anden kanin gennem mørket af skyggevæsner. Nej ellers tak! det skulle Amy ikke afprøve igen.

Kijara satte forsigtigt den ene fod foran den anden. Det sidste hun havde lyst til var at tumle baglæns tilbage i kløften. Det var dog rart at indånde den friske luft og igen kunne nyde dagslyset. Solen stod lavt på himlen, efterhånden, men Kijara havde ikke noget imod at rejse om natten - tanken om at ånde lettet ud efter eventyret i en varm krostue, var tiltrækkende.

"Det var ikke meget, vi fandt dernede." Lød det med et let suk fra Kijara, hvis tanker kredsede om det samme som Amys: al det arbejde for ingenting. Naturligvis skulle de prise sig lykkelige for at være sluppet bort med livet i behold, men det havde da været noget morsommere, hvis de i det mindte havde haft lommerne fulde af rigdomme.
Sådan skulle det dog ikke være.
"Vi er der næsten." Hendes tonefald lød lidt mere muntert, idet hun klatrede hen over den sidste klippeblok og pludselig var omgivelserne helt flade. Små træer og buske stod her langs kløftens kant, og et par fugle hilste dem pippende. Jorden var stadig støvet og klippefyldt, men enkelte steder voksede der græs.

Amy længtes efter at komme tilbage ind bag hovedstadens mure og tage en dejlig rolig aften fri for mere spænding. Den her tur, havde været spænding nok til meget lang tid! Specielt fordi den også havde været skuffende. Ikke at kunne komme hjem med noget, var faktisk det mest deprimerende. Havde hun blot haft et par krystaller eller noget med dernede fra, kunne hun bedre havde accepteret den skæbne de blev mødt med dernede. Men desværre.
Amy sukkede let og havde et let misfornøjet ansigtsudtryk "Næh... Deprimerende..." Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige, på den resterende tur op. Det var ekstrem deprimerende at kravle tomhændet op. Selvfølgelig, de var jo i live. Lidt taknemmelighed var nok på sin plads.
Amy kom op over den sidste kant med et træt suk og kiggede med en anelse taknemmelighed på det flade og vante område. "Jeg skal aldrig nogensinde derned igen!" bekendtgjorde hun træt.

"Jeg kan også godt undvære." Bemærkede Kijara tørt, idet hun børstede støvet af sit tøj. Hun tog en dyb indånding og kiggede sig omkring. Her virkede nærmest uvirkeligt fredeligt, når man tænkte på, hvor de lige var kommet fra. For en sikkerheds skyld tog hun et par ekstra skridt væk fra kløftens kant.

"Der er stadig lidt af dagen tilbage. Jeg foreslår, at vi sætter kursen mod byen eller bare den nærmeste kro." Bekendtgjorde hun. Egentlig havde hun mest bare lyst til at smide sig på jorden og ikke rejse sig igen foreløbig, men det ville være bedre at lægge lidt afstand til kløften og få et godt måltid mad.
"Tak for din hjælp dernede, forresten.." Hun smilede træt til Amy. Det var en lidt besynderlig måde at stifte nye bekendtskaber på, men hun var så sandelig glad for, at hun ikke havde været alene dernede i mørket med skyggevæsnerne..

Efter at have pustet lidt ud, begyndte hun at traske i retning af byen. Det var på tide at komme væk herfra.

/out.

(Tænker lidt, at det var på høje tid, den blev afsluttet (; )

Amy kunne mærke at humøret var blevet en anelse mere negativt af at få sådan en afslutning på eventyret. Et livsfarligt eventyr ikke mindst. Men sådan var lidt desværre en gang imellem, og ikke noget Kijara kunne gøre for. Ingen grund til at blive negativ overfor en som rent faktisk havde reddet hendes liv.
"Den er jeg helt med på! Jeg kunne virkelig godt bruge noget mad!" ikke at hun havde mange krystaller at give af, men der var nok til en omgang mad! Så meget vidste hun.
"Selv tak" svarede Amy med et lidt mere opløftet smil. Hun var ikke vant til at blive takket særlig ofte, og det var altid rart at høre. De trætte øjne afslørede dog også at hun var ekstrem udkørt. Men der var ingen vej udenom. Op på hesten og begive sig hen af den noget så støvede landevej til man nåede en kro eller byen. Man kunne vel også roligt sige at de havde sig et bekendtskab ud over det sædvanlige nu. Det var ikke alle man startede ud med at møde nede i et hul fyldt med skyggevæsner.

//out

(den har vel også kørt i et års tid efterhånden xD)