Maji lod roligt armen glide frem så de let bøjede fingre havde retning mod Kanismo. Fyren så ud til at kunne bruge lidt hjælp så magien boblede og gennem Majis krop inden den forbandt sig med sit 'offer' og frigav den energi som der ellers lå ubrugt.
Det var dog alligevel tvivlsomt om knægten ville kunne klare sig selv, hans krop havde trodsalt allerede taget skade, så det var måske på tide at Maji selv blandede sig.

Kraften skød gennem hans krop idet han satte af i et langt spring og landede mellem Katah og Brutus. Det 4 meter lange sværd blev hurtigt svunget gennem luften for at ende i en åben placering ud fra kroppens højre side.
"Og hvis du lader ham gå fri nu, så skal jeg overveje at dræbe dig hurtigt og smertefrit" Svarede Maji til hendes spørgsmål til Kanismo.

( Som jeg sagde før ^v^ Samse og jeg bytter lige rækkefølge af gode grunde som jeg vil hodle skjulte for jer! Bwahhah! )

Rex så Tarraks angreb komme. Dem begge. Både nålene imod Samsons bryst og metal-pisken imos hans ben. Han kunne ikke lade Samson komme til skade igen; Han gad ikke kæmpe mod idioten alene.
Sværdet lyste op, umiddebart lige efter det havde forladt Tarraks kød/overflade. Klingen lyste op og tog en underligform. Skærfet var stadig placeret i Samsons hånd, men selve klingen gik vandret og tog et mærkeligt knæk lodret. Klingespidsen var sat i jorden, lige foran Samsons ben, så piskens skarpe blade fik fat om sværdklingen, i stedet for benet. Rex overkrop kom frem, der hvor klingen gik vandret. Sværdet tog ikke nogen yderligere vægt, trods halvdelen af Rex' krop nærmest "stak ud" af sværdet. Rex puffede ryggen imod Samson og mærkede hvordan metalnålene ramte ind i hans eget kød. Han havde lige taget tog angreb for Samson...
"Hnng!"
Han var kun synlig i meget få sekunder, før han igen dog form som et sværd, som var intet sket. Smerten dunkede i hans bryst og skulder. Heldigvis var der ikke sket noget hvor pisken havde ramt. Han kunne ikke tage synderlig skade når han var i våbenskiggelse.

( Det er majt svært at beskrive på skrift XD Kan godt tegne et lille billede af hvad der lige skete ? XD HVis I vil have det ? )

Samson så på sværdet Rex, som udgjorde en stor del. Samson behøvede jo dårligt at svinge med Rex, for at kunne beskytte sig selv. Han sørgede jo godt for det selv, og det var sådan et våben Samson skulle have haft for længe siden, og så alligevel ikke. Så havde han sikkert ikke lært at klare sig ordentligt og været en svækling, men han var ingen svækling nu og det var det han skulle bevise. Han skulle bevise at han ikke var helt afhængig af Rex, end hvad det så ud til at være nu, men det betød ikke, at han ville slippe Rex! Rex kunne åbenbart meget mere, end han så ud til at kunne, og det var nok dette han kom til at opleve en hel del af i dag. Man kan i hvertfald sige, at han blev en hel del overrasket, da han så hvordan Rex' krop nærmest kom ud af sværdet, og tilsyneladende tog skaden i stedet for Samson.

I det samme, skete der noget mærkeligt. Magien på spil, og tyrens og hans binding, synes at tage på synet. Samson kunne se meget små hurtige klip fra tyrens syn. Hvordan Katah blev slynget væk, og hvordan Maji ellers tog sig af ham og Kanismo. Samson smilte et tilfredsstillet smil. Dette måtte han lære helt og aldeles i den kommende fremtid, hvis ellers han havde Brutus til den tid.

Samson rykkede lidt på sine fødder, og trådte nogle skridt rundt om Tarrak, selvom han nok ville følge efter hans skridt, så de fortsat ville stå foran hinanden?
Flammen op fra såret i armen blev større så det nærmest blussede op, jo flere flammer der kom ud, jo mere blod erstattede flammerne, for at det ikke skulle gøre lige så ondt.

"Forsvind... så.. UD AF MIN BORG!" Brølede Samson, og hans øjne stod nu nærmest op i flammer, mens hans udbrud forstærkede en magnetisk bølge mod Tarrak, som gjorde at Samsons skikkelse blev slørret at se på, og kort efter blev endnu en magnetisk bølge sendt ud fra Samson - begge frastødelsesbølger.
Brutus gav efter med et brøl på Samsons udbrud.

"Shrade! Forsyn Brutus med hvad han behøver af beskyttelse!" Kommanderede Samson, da han så ham ud af øjenkrogen. Samson var kort og kontant, og det var tydeligt at det var ham disse barbare var ude efter. Hvis først Brutus blev godt forsynet med noget godt metal, som Shrade kunne styre, så kunne det ikke gå helt galt.

Tarraks øjne strålede af sejrsglæde, rusen var enorm i denne spændende kamp, om liv og død. Han så hvordan hans udfald gav pote, men ramte Rex istedenfor, det kunne være ligemeget så længe hans udfald ikke havde været forgæves. Han trak armen tilbage i henhold til at bore sin stadig sylespidse arm ind i maven på Samson men pludseligt! Taylors slanger greb fat om hans overarm og så den anden, og kastede ham afsted i luften imod Katah.

Slangerne var stærke, meget endda, selv med hjælp af alle krafter lykkedes det ikke at komme fri, Fordømt!
Æreløse hunde, dobbelt så mange og hver med deres feje kampmetoder der var alt andet end ærefuldt. Han bed tænderne hårdt sammen. Pludselig kredsede der en tåge kubel om ham. Han blev hævet fra hjorden. Han så sig til sidderne i forvirringen og bed arrigt tænderne sammen. " Magi?! Argg Kilden også! Kryster!" Tarak arrigt, lige inden at kubelen blev slynget op i luften og langt væk.

Out//

Shrade stod og kiggede roligt på scenariet, stadig fra en hvis afstand. Han kiggede på de tre fremmede, derefter på dem, der tilsyneladende prøvede at beskytte.. En tyr…
Et eller andet sted i hans hoved, forsvandt meningen bag dette. Naturligvis kunne han forstå hvorfor Samson ville forsvare den, ligegyldigt om den havde nogen betydning eller ej ville han sikkert forsvare det der var hans, men hvad de fremmede skikkelser ville med den, gik langt over hans fatteevne. Hvis de ville have oksekød, kunne de vel bare finde en anden ko eller noget. Derfor besluttede han med sig selv at de angribende tilsyneladende var idioter, og var tilfreds med det. Mere behøvede han i øvrigt ikke at vide.
Selv efter at havde stået og observeret en tid, vidste han ikke om eller hvor han skulle blande sig, men da Samson kom med sin korte og præcise ordrer, blev hans valg truffet for ham. Han trak opgivende på skuldrene, og brugte sin magiske kraft til at bevæge sig i et spurt hurtigere end øjet kunne opfange mod dyret. De bestialske øjne, der dog udstrålede en overraskende intelligens og overskud, hvilket sikkert ikke var tilfældigt, kiggede roligt på ham. ”Hva’ så ko? Der er ordentligt gang i den her, hva?”
Han kiggede hurtigt rundt. Metal var der rigeligt af, men spørgsmålet var hvor meget af det han havde rørt. På sin første dag, havde han godt nok været rundt og rørt ved de forskellige objekter, men nogle af dem var der simpelthen ikke længere. Han kunne vel altid bruge en del af sin rustning som erstatning.
”Bare stå stile, så kommer det ikke til at gøre ondt.. Så meget i hvert fald.” Mumlede han, dog ikke højt nok til at nogen andre end dyret kunne høre ham. Alligevel kiggede det meget forstående på ham. Shrade fortalte sig selv at det nok bare var hans fantasi, og gjorde klar til at gøre det han gjorde bedst.
Alle de metalliske ting i området, vel at mærke ting han havde været i kontakt med, bevægede sig mod ham, i takt med at han knyttede sine næver. En klokke, en dørhammer og diverse andre småting, løftede sig fra jorden og begyndte at blive fladere og fladere. Da pladerne var færdige svævede de udfor selve dyret, men før han gav den dem på, lavede han lige nogle finjusteringer. Det var vigtigt at hans beregninger var rigtige, for var pladerne for stramme, ville dyret ikke kunne trække vejret, men var de for løse, ville de ikke beskytte tyren. Til sidst begyndte noget metal at fjerne sig fra hans egen krop. Mere var nødvendigt end han havde regnet med, og til sidst stod han kun tilbage tildækket af hans linnede bukser, og en enkel skulderplade. Naturligvis var hans hjelm, og knivsbladende på hans fingre der stadig.
Hvad man nu kunne se var måske mere end man kunne ønske. Hans blege og kolde hud var dækket af utallige ar, og man kunne se et gammelt knæk på hans rygrad. Desmer manglede han alle tæerne på venstre fod og 2 fra højre.

Roligt vendte han sig om og kiggede på skurkene, der tilsyneladende var ved at blive slået tilbage. Pladerne indfandt sig på koen, hvilket dækkede det meste af den til, udover nogle få svage punkter. Dens sider, hvor nogle enkelte kæder holdt bu-pladerne på plads, dens øjne og bagende.
Han foldede armene, og forberedte sig på at skulle lave dyrets rustning tilbage igen, da der tilsyneladende ikke var meget mere brug for det.

Katah svingede ihærdigt Kanismo mod Majis sværd da han svingede det mod hende, det havde aldrig været andet en sjovt at bruge kødskjold. Dog mærkede hun pludselig hvordan Taylor fik fat i hende med sin magi, hun hav at hidsigt brøl fra sig "Kujoner, jeg vidste at i ikke kunne andet end at stikke halen mellem benene!" hvæsede hun og blev i det samme opfanget af kuplen, dog havde hun endnu ikke slupet Kanismo af hendes kvælende greb, og trak ham derfor med (?)da Taylor slyngede hende og hendes bror væk.

// Out

Et hav af energi strømmede ukontroleret igennem Kanismo, han fattede ikke helt hvad der skete, end at han fik energien tilbage eller at den blev forøet.
Katah kastede ham imod Maji. Han koncentrerede sig og fremskabte en klon som stod en meter fra ham mens Kanismo var i luften. Den nåede ikke at reagerer på at han kom flyvende imod den, og faldt med Kanismo for brystet bagover. Kanismo rejste sig besværligt op, tog sig til de brækkede ribben og så utilfreds efter de flyvende barbare, han rettede sig op for at dække over sin skade men det smærtede ham dog mere, så han dækkede samtidig med en grimasse.
Han så hen på Maji og rundede forbi de andre der var tilbage og nikkede vendligt til dem.
''tak for idag....'' lød det roligt fra ham, hvorefter han haltede lidt i retning af Bordelet i håb om at kunne slappe bare lidt af nu og få den søvn han kunne føle han havde brug for.

Sølvdjalen dykkede ned fra sin høje position og fløj stille i cirkler hen over hovedet på Kanismo og fulgte efter ham til Bordelet.

//out

Arkk så irriteret og forpustet hans stammefæller blive fanget ind og kastet langt bort. Et kort øjeblik stod han rådvild og overvejede sit næste træk, men kamp var ikke en mulighed. Alene mod alle disse svæklinge med deres feje tricks kunne selv en bjergknusende kraft ikke gøre noget. Arkk prustede hårdt i det han vendte sig og så hen mod borgporten. Kort ramte Samsons bølge ham , og sendte ham lidt ude af balance. Nu var bestemt ikke tiden til mere kamp indså Arkk.

Pludselig så han denne tyr som Katah havde været så ivrig efter at få fat i, og øjnede en spinkel chance for hæder over de to andre. Dyret stod omkranset diverse metalgenstande med en besynderlig blegfis ved siden af sig, men en chance var der stadig! "Hvis jeg kan få den tyr med mig, vil de to andre blive nødt til at bukke sig i skam over hvilken stor kriger jeg er!", tænkte han lusket ved sig selv og satte i fuld løb efter tyren der alligevel stod mellem ham og sin udvej som var en trægrænse længere ude.

Arkk udnyttede alle sine muskler i det han satte i et tempo der pløjede jorden op, alt imens han spejdede op mod skyerne der nok lige havde en overraskelse mere klar. Det buldrede intenst da Arkk i fuld løb rakte sin ene hånd i vejret og udbrød et massivt krigsråb. I samme sekund knaldede et lyn ned fra himlen der hvor Shrade stod ved tyren, i et forsøg på at forvirre og uskadeliggøre forsvaret (?). Arkk satte igen tempoet voldsomt op, selvom det tærede meget på kræfterne der var ved at slippe op. Han prustede og stønnede voldsomt, men med en stor kraftanstrengelse forsøgte han at løbe ind i siden på dyret, løfte op under maven på det og løbe videre ud mod trægrænsen og forsvinde fra kampen.
Hvis ikke dette lykkedes, måtte han bare vrissent og træt løbe selv.

//out

Maji lod roligt den frie hånd glide frem mod tyren da Arkk løb imod den. Rundt om tyren trak en kupel op af jorden og hele vejen rundt om inden den omslugte sig tyren.
Hvis Arkk løb ind i kuplen vil han komme ud på den anden side uden at komme i nærheden af tyren.
Da Arkk forsvandt sænkede Maji sværdet og vendte sig bort. Uden at sige et ord lod han folks energi falde tilbage til normal inden han med taktfaste skridt begyndte at bevæge sig mod porten.

Kampen var ovre og de havde sejret. Fjenden var blever smidt for porten og tyren var stadig indenfor borgens mure. Der var altså ikke sket noget slemt... hvis man da så bort fra de store skader, men det var der jo slaver til at ordne.
Han stoppede kort op inden han gik ind gennem porten. Hvis Samson ville sige noget så ville Maji blive og vente, eller ville han gå sin vej.

Samson så efter Tarrak som nærmest drønede af sammen med Katah. Langsomt drejede han hovedet mod Brutus, som om det hele forgik i slowmotion. Hans øjne var tomme og kolde, og alligevel en anelse bekymrede for tyren, da han skæmtede hvordan Arkk løb mod Brutus. Han skulle til at bruge sin magnetiske evne, men Maji kom ham i forkøbet, lige inden Arkk nåede frem i sådan en gevaldig fart. Samsons ild på skulderen slukkedes da fjenderne var rendt væk, hver og en. Noget af blodet var stivnet, hvorimod der stadig var noget der løb ned af armen. Han så ned på Rex, som stadig lå i hans hule hånd. Han vidste at han var skadet. Han havde taget nogen slag for ham, hvilket han bestemt ikke klagede over. Samson sagde intet, skulede blot kort op på borgens ødelæggelser, inden han så over mod Taylor.
Samson lod sin kappe falde ned over sin krop, så det dækkede for såret, inden han lod Rex blive tiltrukket til Taylors hånd, i sådan en possition at den ikke ville skade på nogen måde, og hvis Taylor ikke ville have hurtige reflekser, så ville den sværdet stoppe op lige foran ham, så han kunne gribe Rex.
”Heal ham, men gener ham ikke! ” Brummede Samson køligt. Han så kort rundt på de andre tilstedeværende, vendte rundt på hælene og gik op mod borgen. Det sidste man kunne se af ham var, at han tog sig til sin skulder, som egentlig ikke var sådan en lille skræmme igen. Det sidste man hørte til ham var, at porten nærmest trak sig sammen, hængsler blev smeltet sammen, og den lukkede i et gevaldigt brag, som kunne høres over flere sekunder efter.

//out

Rex var træt og gad ikke modsige sig, da han pludselig skulle hjælpes af Taylor. Da skærfet blev placeret i Taylors hånd, tog sværdet en ny form. Et sværd med 2 klinger, stadig med takker langs sværdets ægge og de sorte og blå indgraveringer. Et pragt eksemplar at et sværd.
Rex sukkede da han mærkede at han blev healet. Det var i grunden rart at mærke smerterne forsvinde. Det gav en følelse af ro.

'KLONK!'
"Av for faen'..." klagede han.

Sværdet lå på jorden. Rex var forvirret. Havde Taylor kastet ham? Det ville være typisk!
Han så rundt og betragtede Taylor ligge ved siden af sværdet. Rex sukkede og forvandlede sig til et menneske. Han så på sin krop og mærkede efter om han havde nogle sår, men nej; alt var healet. Han prikkede lidt til Taylor før det gik op for ham at han var besvimet helt og aldeles. Han himlede med øjnene, hadede sig selv og løftede derefter sin nemesis op i armene, hvorefter han bar idioten ind på borgen...

/ Tay og Rex er out ~_~ Sowwy Ruru XD I felt like helping him :3 \

Shrade holdt stille øje med folkene, som de enten blev taget væk eller forsvandt af egen fri vilje. Det så ud til at de andre havde gjort et glimrende arbejde og at det ikke længere var nødvendigt at beskytte tyren. Han havde ikke tænkt sig at spørge hvad der var sket. Hvis han behøvede at vide det, havde de fortalt ham. Alt han var god til, var at parere ordrer, og så måske være uenig med folk. Til gengæld var han glimrende til at være uenig, hvis det da er noget man er glimrende til. Han vendte sig om og kiggede på det plade klædte dyr, der fortsat kiggede tålmodigt på ham. Han kunne ikke helt sætte fingeren på om det virkede intelligent og observerende, eller bare heldig. Det kunne jo sagtens være at kreaturet bare så sådan ud fra naturens side, ligesom at katte kan se ud som om de smiler, uden at have de nødvendige muskler.
Med armene over kors kiggede han beregnende på Taylor og Rex, selvom dette naturligvis ikke kunne ses gennem hans visir. Da de var forsvundet bag hjørnet, kiggede han på tyren. ”Så er det bare dig og mig, ko..” Han satte sig så hans ryg vendte mod en af pladerne. Det var en kølig og velkendt fornemmelse, der på alle måder var accepteret. Det var den blevet for længe siden, og han havde aldrig betvivlet dens nødvendighed. Desuden var viden alt for kold til hans hud.. Han længtes efter at være overdækket af sit metal endnu engang, men slappede dog umiddelbart af. ”Pænt nedern, når man tænker over .” På den kommentar begyndte koen at gå tilbage mod det, der øjensynligt lignede en stald eller noget lignende – i hvert fald et sted den kunne opholde sig – Inden dyret var yde for række vide, brugte Shrade sin evne endnu engang, og pladerne bevægede sig over mod ham. Den formede sig hurtigt og snildt til den form, han havde brugt så mange gange før. Den overskydende metal faldt til jorden med et køligt dunk, og manden begyndte at bevæge sig tilbage mod biblioteket.

”Min rustning lugter af ko…”