Tænk, at der kunne findes noget, der bare var simpelt her i Fareeds palæ.

"Hmm..." Ares brummede overvejende og sendte den fine klokke endnu et blik. "Jeg vidste ikke, at noget så simpelt kunne falde i Deres smag. Jeg troede, De kun brød Dem om ekstraordinære ting." Hans øjne fandt tilbage til prinsen, der nu havde lagt sig ganske nydeligt på siden med hovedet hvilende i hånden. Ares blev hængende ved synet lidt længere, end han havde tænkt sig. Der var noget næsten uskyldigt over den måde, Fareed lå og betragtede ham på.

Uskyldigt.

Hjertet gjorde et lille hop, og Ares skyndte sig at se væk. Dum tanke. Hold nu op, Ares. Han satte klokken tilbage på natbordet, og netop som sølvet ramte træet, gik døren op. En ung mand trådte ind, omtrent på alder med Ares selv, ville han gætte på. Hans gyldenbrune øjne søgte straks mod den fremmede. Det var ikke ham, der havde vækket ham sidst, eller som havde været ved Fareeds side tidligere. Ares nåede kun at betragte ham et øjeblik, før han slog blikket ned for at undgå øjenkontakt. Fingrene fandt noget at beskæftige sig med i de krøllede lagener, mens han lyttede til den korte ordveksling.

Fareed trak ikke engang en mine ved, at den fremmede kunne se ham sådan. Nøgen og ganske ubekymret, som var det den naturligste ting i verden at lade andre mennesker komme og gå, mens man lå blottet i sin seng.

Tjeneren blev sendt af sted igen, og først da døren var lukket bag ham, skævede Ares diskret tilbage til prinsen. "Det generer Dem slet ikke at blotte Dem sådan foran andre?"

Fareeds mund trak sig op i et sagte smil. "Simpelt betyder ikke at det ikke er i min smag," sagde han. Klokken var trods alt stadig smukt dekoreret. Desuden mennesket i sin simpelhed var også noget han fandt smukt, så alting behøvede ikke at være et væld af farver og silke, selvom... det var hvad Ares blev nødt til at være, til en voksende skuffelse hos Fareed.

Det var dog også som om at Fareed ikke havde ænset at han lå nøgen som han snakkede med slaven. Det var jo ikke nogen hans tjenestestab ikke havde set.
"Har jeg måske noget at skamme mig over," sagde han med hovedet lidt på skrå, inden han lagde armen op på hans side, så hele hans front var blottet til Ares, og der ikke var en arm i vejen, for blot at illustrere hans pointe. "De ved allerede hvad vi har lavet herinde, så hvorfor skulle jeg lade som om at det ikke er sket. Det er ikke ligefrem noget de fleste af dem ikke allerede har set." Om det var en bekræftelse på at han havde været sammen med slaverne eller blot havde haft dem til at se på nogle gange var lidt tvetydig, selvom det sådan set var begge ting. Dem der opvartede ham i soveværelet var typisk også dem der helst også godt kunne tage... ekstra arbejde ind.

Ares vidste selvfølgelig godt, at den forkælede prins ikke ejede den mindste smule blufærdighed. Alligevel mente han nu nok, at Fareed i det mindste kunne have dækket sig lidt til, når der kom andre mænd rendende. Om ikke andet så for Ares' skyld.

... For Ares' skyld?

En kortvarig forargelse flimrede gennem det gyldne blik. Han var da ligeglad. Hvad i alverden var det for en tanke? Ares sank og listede sig til at betragte Fareed endnu en gang.

Prinsen lå henslængt foran ham, ganske ubekymret over sin egen nøgenhed. Lyset gled hen over de fine linjer i hans bryst og den diskrete spændstighed i musklerne, videre ned over mavens bløde fordybninger og det nydelige svaj i taljen. Selv den måde, hans hofte hvilede mod lagnerne på, havde noget ubesværet over sig. Som om han ikke behøvede at anstrenge sig det mindste for at være smuk.

Ares' blik dvælede ved ham. Ved de steder, han efterhånden kendte under sine egne hænder, og som han pludselig ikke brød sig om at forestille sig under andres.

Hvor mange havde egentlig set det, han så?

Hvor mange havde rørt ved ham? Smagt ham? Tilbedt ham?

Hjertet slog ubehageligt hårdt, så pulsen næsten kunne mærkes helt ud i fingerspidserne. En sær varme bredte sig gennem brystet, men den havde intet med den behagelige varme fra før at gøre. Den var kvælende. Som kogende vand under huden, der alligevel fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

Hvad var det for en vanvittig besættelse, der havde grebet ham?

"Har De været i seng med ham dér...?" Spørgsmålet slap ud, før Ares nåede at standse det. Han hentydede selvfølgelig til den unge mand, der netop var blevet sendt af sted efter vand, men fortrød næsten i samme øjeblik, han havde åbnet munden.
Brynene trak sig sammen, og han slap et hårdt suk gennem næsen. Hvad kom det overhovedet ham ved? Ares slog blikket ned mod lagnerne. Han kunne ikke få sig selv til at se på Fareed lige nu.

Det var et næsten underholdt blik, som Ares spurgte ham om han have været i seng med en af sine slaver. Han ville jo næsten være en idiot for ikke at udnytte at have et nydeligt væsen til rådighed på hvilken som helst tid af dagen som han havde lyst til. Og var kun mere underholdt af at Ares kiggede væk. Ares' ubehag var som en underholdende lille leg, især når det var så tydeligt.

Han lod stilheden hænge for at lade Ares sidde med spørgsmålet lidt længere, mens hans blik bare blik på Ares, og det var først da stilheden havde strukket sig en anelse for langt, at han åbnede sin mund. "Selvfølgelig har jeg det," sagde Fareed, som var spørgsmålet i sig selv dumt. Ares burde vide bedre. Hvis han blev jaloux over en sølle slave, så ville han kun få det sværere fra nu af. 
"Er der et problem med det?" kunne han alligevel ikke lade vær med at følge op med. Han forventede Ares benægtede det, det ville være dumt at gøre andet, men alligevel ville han så gerne vide om det var nok til at hive trodsigheden op i ham på den ene eller anden måde. Måske han ville blive besidderisk i soveværelset... det kunne også noget, selvom i sidste ende havde han ingen magt over Fareed.

Åndssvagt. Hvorfor var Ares pludselig blevet så forbandet åndssvag? At Fareed sådan trak stilheden ud mellem dem, gjorde det kun tydeligere, hvor dumt spørgsmålet måtte have lydt.

Jeg er ikke jaloux!

Han holdt stædigt blikket vendt væk fra prinsen, mens hjertet slog ubehageligt hårdt i brystet. Mest af alt havde han lyst til, at lagnerne skulle vikle sig om ham og sluge ham hel.

Selvfølgelig har jeg det. Ares vidste det jo godt. Selvfølgelig havde han dét! Og hvorfor skulle det betyde noget som helst for ham? 'Selvfølgelig har jeg det'... Ordene blev ved med at give genlyd i hovedet på ham, selv da han tøvende fandt tilbage til Fareeds blik.

Om der var et problem med det? "Nej da. Godt for Dem," svarede han med al den beherskede ligegyldighed, han kunne mønstre. Selv det gyldne blik syntes at blive køligere, og det ene bryn gled op, som om han ikke helt forstod, hvorfor Fareed overhovedet havde behov for at spørge om sådan noget.
"Det var bare et simpelt spørgsmål." Han trak på skuldrene. En lille, ubekymret bevægelse, der forhåbentlig kunne gøre det ud for den ligegyldighed, han så ihærdigt forsøgte at føle.

Dem alle?

Havde Fareed været i seng med dem alle?

Tankerne fortsatte ufortrødent, og Ares hadede det. Nysgerrigheden. Besiddertrangen. Den kvalmende trang til at vide mere, selvom han udmærket vidste, at han ikke ville bryde sig om svarene.