Læberne var bløde, fejrede og helt perfekte. Et kærligt genkald af en fortid der var længe før den overvejende eksistens om Enzel. Men han ville ikke forbinde fortiden med nutiden, såvel som fremtiden. Halvkatten levede på lånt tid, og før han så sig om, var nutiden en fortid der langsomt gik i glemmebogen. 

Hånden faldt om ryggen på Enzel som de bevæget sig. "Så jeg må få min næring som jeg vil?" spurgte han alligevel. 
Et spørgsmål der blev serveret som en, der betvivlede sin egen frihed. Var der noget at gøre godt med, var det alligevel at udnyt mulighederne. Finneas ville have kortene på bordet, og måtte fremstille dem på måder, der fik ham til at fremstå usikker og accept søgende. 

Et fnys kunne lige anes på hans mundbevægelse. "Hvordan vil du lede bordel?" der var vel ikke forventninger om at Finneas lå og flød der som en anden kludedukke for halvkatten. 
Han guidede Enzel så de drejede ned ad en lille gå gade. Dybere ind i midten af det, som blev kaldt det øvre. 

”Ja, præcis som du vil. Så længe dine udskejelser ikke kan spores tilbage på mig, altså. Eller at mine piger bliver indblandet i det,” Fnøs han med et smil. Han skulle ikke have flere problemer med byvagten, og pigerne havde han lovet sin fulde beskyttelse til. Så dem måtte Finneas skarpe tænder især ikke røre.

Ligesom han begyndte at genkende området, her i den øvre bydel, hvor han selv boede og hvor han kunne risikere at blive mødt af nogle af bordellets fine kunder, gled Enzel arm fri fra sit greb om Finneas. ”Jeg skal nok administrere min søvn i løbet af dagen. Jeg plejer alligevel at være vågen den halve nat, og sådan har det altid været.” Sådan havde det egentlig altid været. Det var nok fordi katte sov om dagen og var vågne om natten. Men Enzel huskede nu, at han sov bedre dengang han sov i Llyons seng, uvidende om de pinsler der ventede ham. Nu havde han nok søvnbesvær på grund af evige bekymringer.

Finneas havde været klar til en hurtig kommentar, men han rynkede alligevel let minen som han mistede grebet af Enzel, og indså hvad det handlede om. Han lod hænderne synke i lommerne, skænkede skuldrene og lod minen falde stille hen i sin vanlige ugidelighed. Et brummende bekræftelses blev givet og han så frem for sig som de gik. 
Stille fortrød han, at have taget Enzel med ud, hvis det var konsekvensen af det hele, at de skulle gå som to bekendte uden nogen relation til hinanden. Men samtidig forstod han også godt årsagen til det, men chancen for at de rendte ind i nogen, den var så lille. 

"Din søvn og ledelse af dit bordel er ikke det samme, hvordan vil du lede det?" spurgte han og så ud af øjenkrogen. Hvor var Finneas i det regnestykke, han ville ikke vide yderligere besked. Han skulle smide alt for den anden uanset tid og sted, men det krævede han vidste, hvordan han skulle forvente det hele var. 

Nok sove katte om dagen, men de var også aktive på de tidspunkter. Katte er magiske dyr på deres egen måde, og han havde aldrig forventet at skulle lærer deres rutine at kende, ikke at han forventer det alligevel. 

Enzel gjorde ikke noget ud af at beklage overfor sin opførsel. Han skulle ikke ses gå arm i arm med en mand, og risikere at blive afstraffet eller boycuttet på baggrund af sin seksualitet. Dianthosianerne kunne være som vilde dyr, når de så noget de ikke kunne lide. De var ikke så frisindede, som man var i syden, hvor Enzel kom fra.

”Ooh,” Han skævede om til Finneas. Han kunne høre på ham, at han ikke kun spurgte af nysgerrighed længere. Men han kunne ikke helt finde ud af, hvad det var der trykkede. ”Hvordan jeg vil drive det? Akkurat som jeg har gjort de sidste fem år, snart.” Lo han affejende. Han kunne ikke forstå hvad det her drejede sig om. Var det juristen i ham igen, der gik op i alt det med småt igen? ”Du skal ikke bekymre dig om min forretning, Finneas. At jeg har gjort mig et lille skift i min private omgangskreds, bør ikke have indflydelse på bordellet.”

Som klient og patron, det var blot svært at sige hvem der var hvad i dette tilfælde. 
Finneas, som evigheds jurist, havde klart det langt bedre rent økonomisk, hans penge stod stille og blomstrede, voksede sig større når det endelige var. Men set ude fra, var Enzel den som fremstod som patronen. 

Blikket stift lagt frem og han nikkede stille indforstået. "Min bekymring er ikke din forretning, men hvor du forventer mig placeret når du er i dit foretagen og har brug for min assistance" de kunne lige så godt holde samtalen sober, som det var en forretningsdialog. Enzel foretrak tingene kompliceret og Finneas skulle nok give ham dem på den måde. 
Men de havde endnu ikke udtalt om hvordan tingene ville fungere, når han var på arbejde eller med klienter. Forventede Enzel han opgav sit erhverv? 

Nå, nu forstod han det. Det gav mening at Finneas gerne ville vide hvad han skulle gøre. Enzel havde endnu ikke fået alt på plads endnu. ”Du er selvfølgelig velkommen hvor end du vil på stueetagen, hvornår end du føler for det. Men jeg skal lige… Finde ud af hvad jeg stiller op med Nicola. Han ved endnu ikke at jeg kender til ham og Phillippes hemmelighed,” Han smallede sine øjne hadefuldt. Bare fordi han havde Finneas, tog det ikke forræderiet ud af hans hukommelse. ”Han fortjener at føle den smerte han har udsat mig for… men på den anden side, er hans liv meget værd. Jeg kunne prostituere ham… eller… sælge ham.” Nicola var jo en sjælden halvpanter, og han havde allerede oplevet at kunder var villige til at købe ham. Men Enzel var for grådig og ville ikke gå af på noget som helst, selvom beløbene var svimlende og lokkende.

”Stuen og mit sovekammer kan lukkes totalt af for sollyset… Du kan tage dit papirarbejde med, hvis du ønsker at kvæle lidt tid om dagen.” Han så spørgende på ham, for at høre om hans svar tilfredsstillede ham.

Måske var det juristen eller den fortabte sjæl i ham, der ikke helt bifald Enzels tankegang. Den var modbydelig og nedværdigende, og der var endnu så mange forløste ender i halvkatten, som Finneas nok aldrig ville få en ende på. Men det var tydeligt at der var sket forfærdeligheder i hans liv, siden han var så grum mod andre selv. Den onde spiral ville nok aldrig dø, før han selv døde. Men det var ikke hans foretrukne scenarie. 

Stille lyttede han kort, men sagte farten og vendte sig mod Enzel, indtil fødderne helt stoppede under ham. Kort, men han endte med at sætte i gang igen, som han skulle overveje ordene en smule mere. Det måtte være tydeligt for Enzel, at der lå noget usagt på vampyrens tunge. 

Et lille grynt lød, og han trak skævt på smilebåndet. "Lukker du sollyset ude, vil de skarpsindige kunder nok ane uråd, og jeg ved godt du foretrækker jeg opholder mig der" svaret han og skævede kort ned ad en passage, før han vendte blikket frem for sig. De var få meter fra et af de finere opholdssteder og han vendte blikket mod Enzel. "Spørgsmålet vi skal stille os selv, vil vi fortsætte den dialog og ødelægge aften eller gemme den til senere?" 

Gad vide hvorfor Finneas troede at Enzel foretrak at han opholdt sig på bordellet? Enzel ville gerne være sammen med ham, men helst om aftenen til natten, når pigerne kunne klare de sidste kunder og lukke af selv.

”Årh det ved jeg nu ikke. Det er et bordel trods alt, så folk er vant til at se gardinerne trukket for,” Forsikrede Enzel. Men han forstod godt Finneas’ behov for at være forsigtig. Det var udelukket et tilbud, og noget han nævnte, fordi han vidste det var en bekymringsfaktor for de fleste vampyrer. Ikke at Enzel kendte mange… Han havde blot afvist dem ved bordellets dør.

Enzel skævede også ned ad passagen, hvor de nok skulle ned ad. Men han ventede her sammen med Finneas. ”Er der overhoved nødvendighed om dialog?” Smilte han roligt, trods han lige havde været vred over det med utroskaben. Men det var Finneas jo ikke indblandet i. ”Bare sig hvad du vil have.” Og der var en chance for at Enzel kunne give ham det.

Det var gode solide besvarelse han fik, gennemtænkte og helt igennem logiske for en alfons som Enzel. Det hele gav mening, og han burde tage sig til takke med det, men han vidste, fra det sekund at han lod sig husere der, var han en ejendel for den anden. Noget han ville undgå for enhver pris. 
De ejede ikke hinanden, og aldrig ville det være tilfældet. 

Finneas valgte at placere sig foran Enzel, hæmmede for udsynet af kroen bag ham, og lod halvkatten tro de skulle ned af passagen. "Din hævntørst, jeg bryder mig ikke om den og brug ikke min forbandelses som undskyldning for mine handlinger når det er værst" lagde han ud som det første og lod hovedet tilte til siden. "Og jeg tager ikke mit arbejde med hjem til dig, dokumenterne er fortrolige og ikke et papir skal forsvinde for de 600 års gennemgang jeg skal gennemgå" arbejde var arbejde, Enzel måtte vel kunne forstå. 

Dokumenterne var hans piger. "Men jeg arbejder gerne på dem om dagen og er hos dig om natten". 

Enzel stoppede helt op, som høje Finneas stillede sig imellem ham og passagen. Han stoppede hænderne i lommerne og kiggede afventende på ham. Ingen af dem havde travlt, tilsyneladende. Det var nok heller ikke så romantisk, når de begge to var så forretningsorienterede, at de skulle have visse retningslinjer på plads, før de kunne nyde en nat sammen.

”Jeg accepterer dine krav.” Svarede Enzel, og løftede lidt på hænderne, mens de var i lommerne. Var det alt? Han var ved at vænne sig til tanken om, at Finneas ikke ville bide Eskild Havasi, og at han var ene og alene hans problem nu… Men lige netop med Nicola, ville han gerne være alene om hævnen. Der var et eller andet ved det, der virkede forkert, hvis han skulle inddrage sin nyeste elsker i sit hævntogt med sin ægtemand. Tanken om Finneas’ tandsæt mod Nicolas hals, var trods alt ikke noget han ønskede at se.

”Jeg er glad… for at du vil prøve, at få det til at fungere… med mig,” Han trådte tæt på ham og så op på ham. Øjnene blå og næsten uskyldige, hvis ikke det var fordi man kendte til de fredløse sind inde bag dem. ”Og måske du en dag vil lære at forstå mig rigtigt. Og forstå mit behov for retfærdighed.”

Et spindelvæv af løgne lå på lur, men hvem ville bringe løgnene til bordet og hvem ville vinkles ind i dem. Finneas var nok lidt af en edderkop med sit spind, men han spindede ingen løgne. Men det er til en anden tidslinjen..

"Din generelle hævntørst, Enzel" rettede han ham. Blikket var mildt og søgte ned. Beklagende, men ikke underdanigt. Det var der ikke plads til i dette forhold. Skønt de kom hinanden så tæt ved, var der lang vej, og Finneas kæmpede gerne en hvis kamp. Til den sidste dråbe i Enzel. "Selvfølgelig". 

Han så ned, søgte mod de blå øjne der var så klare, at det kunne skræmme rovdyr, i truen om han var giftig med den skarpe nuance. Men han vendte hovedet væk. "Kom" og han trådte et skridt tilbage og valgte at gå de få meter de skulle hen til stedet. Han åbnede døren og lod varmen og den mangfoldige krydret madduft ramme dem, for i sidste ende at tale med værtinden. Ikke at Finneas var et ukendt ansigt for hende. "Længe siden, lad mig tjek om der er ledigt" og stille begav hun sig i gang med at gøre sit arbejde. En elver der så lidt af det hele, præcis som Enzel, men alligevel det finere. 

Finneas burde bare tage til takke med, at Finneas ikke var under radaren på Enzel. At hans hævntørst kun var rettet mod hans sande fjender. Hvis Finneas gjorde ham lignende fortræd, ville han nok havne på listen en dag. Men spørgsmålet var også, hvor meget Enzel kunne holde til det. Lige nu var hans dødsliste så lang og ufuldendt. Han havde fjender op til halsen, men havde ikke overskuddet til at tage sig af dem. Indeni var han fuldstændig smadret, og det var lige før hans ydre var ved at tage skade.

Enzel gav ham et godkendende nik, selvom han ikke brød sig om at blive rettet. Han ønskede ikke at blive uvenner, med den eneste ven han havde tilbage. Og selvom han var velkendt i den øvre bydel, havde han ikke taget rigtigt ud her, før. Han kendte ikke stedet, og han kendte ikke den elverkvinde, der ejede stedet.

Så han holdt sig tæt til Finneas, og var på vagt. Han undersøgte nøje de gæster der var her, og sendte sine sædvanlige advarende blikke til dem der vovede at stirre på ham. For det meste var det en effektiv taktik til at få folk til at se ned i bordet og passe sig selv.