Lavinen havde lagt sig og det handlede blot om at komme ud af snedriverne og forlade det som det hele var. De havde tidligere aftalt et professionelt samarbejde som det eneste, men halvkatten brød de ting når han ville have sin misfornøjet vilje. 

" Ah " bekræftede han blot ildevarslende i sin utilfredshed. Det var ikke et behov for ham, men han havde brug for rede tingene ud med ham, gøre det klart at det var ikke hans uheldighed, men deres. Sex var intimt så vel som brutalt, og han foretrak det hele, mens Enzel brugte det som et virkemiddel. Om han overhovedet kendte til ægte elskov. 

Et fryns og han trak hovedet let til siden i et ryst. " Find ud af hvad du vil, feje knep er jo nogengange hvad der skal til " for at referere til hvad Enzel selv havde sagt tidligere og han trådte tilbage og vidste at det var hans es nu. 
Vampyren valgte at træde hen til døren og greb i håndtaget og vendte misfornøjet øjnene mod bordelejeren. " Skal du bruge en jurist, så kontakt mig, ellers lad vær, Hr. Silene " for at stikke og være uretfærdigt. 

Så var det blot åben dør og gå. Men alt føltes som slowmotion, selvom tiden havde fløjet afsted. 
Dog blev den åbnet og han trådte ud. 

Det var et nej, fra Finneas. Han ville ikke fortælle ham noget. Men det skulle ikke påvirke Enzels samvittighed. Hvis der fandtes noget i nogle gamle bøger, der kunne lære ham om de hemmeligheder som Finneas ikke ville tale om, så skulle de snuses frem.

Pludselig, i hvad der føltes som midt i deres samtale, flyttede Finneas på sig og gik mod døren. Enzel havde selv bedt ham om at skride, da han var vred, men det var ikke hvad han ønskede. Finneas måtte ikke gå nu. Han rettede sig fra væggen og så hjælpeløst til. Han fik øje på Finneas misfornøjede blik, og tabte kæben, da han tiltalte ham med efternavn igen.

”Nu er du barnlig, Finney,” Han insisterede på at forblive på fornavne og kælenavne. Nu havde de været så meget igennem. Finneas havde reddet ham fra fængslet og fra den korrupte byvagt, og Enzel havde givet ham kærtegn, det han troede ville være en fornøjelse for ham, men åbenbart var den rene elendighed.

Han fulgte efter ham hele vejen ud. Ikke helt færdig med ham, for i dag.

At blive forfulgt igennem gangen, ned ad trappen og hen til hoveddøren var lignende fortællinger om de hjemsøgte huse ude i skovene. Spøgelsesforladte områder der jog folk ud eller i virkeligheden blot savnede selskab. 
Finneas følt for hvert et skridt han tog, et stigende behov rejse sig i ham. 

Han ignoreret den insisterende besked på at de forblev ved fornavn og at han blev kaldt Finney og hvad end Enzel gemte på af navne til ham. 

Zalans nej. Skulle Enzel blive blive, måtte han lære hvad det havde af betydning. Og helvede der måtte følge med sig. 
Det var et skridt frem og om på hælen, afstanden der blev taget fra dem. En hånd om nakken på bordelejen og en om lænden før han valgte at forbinde deres læber i en intens sammensmeltning. 

Til trods for handlingen, var han alligevel påpasselige med silken. 

Enzel var hele tiden lige i hælene på ham. Han gik mange flere hastige, små skridt, mens Finneas tog lange ubesværede skridt. Men han havde jo heller ikke en hale, bundet til sit ene ben. Det måtte se desperat ud, hvis der havde været publikum til at se med, men alle i huset befandt sig på deres værelser, og sov forhåbentligt ovenpå den lange arbejdsdag.

Fra bedende til sur, fulgte han efter hele vejen ned ad trapperne og igennem hallen og videre mod døren. Enzel vidste allerede, at han ikke kom til at følge efter ham på gaden, og gøre sig selv offentligt til skamme. Men han knyttede sin hånd vredt, når først Finneas tog det valg om at gå, uden at se sig tilbage.

Enzel var millisekunder fra at hæve sin arm og slå ham i ryggen. Men før det skete, var det som om de bragede sammen. Han forstod slet ikke at Finneas havde vendt sig rundt, og forstod endnu mindre hvor perfekt deres munde mødtes. Enzel gispede. Hans knyttede næve aftog og greb i stedet fat i overarmen på Finneas.

Der var noget ved kysset, der ikke var helt normal. Finneas var ikke kold eller varm, men lun, og Enzel kunne smage blod. Han ignorerede den del. Han tænkte faktisk ikke rigtig på noget, andet end at han var opmærksom på hvordan stressen og vreden i kroppen forsvandt. Hans øjne var lukkede, og villigt kyssede han Finneas med lidenskabelig længsel, og dog alligevel behersket, eftersom deres vidt forskellige hugtænder ikke kunne lade være med at støde mod hinanden, hvis blot én af dem skulle gøre noget forkert.

Hele Enzels krop var som smeltet. Den lod sig søge ind i Finneas’ favn, uden antræk til nogen som helst former for modstand. Ind imellem slap han nogle ynk og suk, fordi det hele havde været hårdt for ham.

Gensidig, gengivelse og gentagelsesvis. Finneas gav, såvel som Enzel, sine øjne lov til at falde i. Hjørnetænder der snittede, støder og klingede mod hinanden var ingen ting med følelsen her. 
Dybtbegravet i at fastholde halvkatten tæt på sig, afholde ham fra at svinde ud ad hænderne på sig selv. 

Presserende valgt han at lade sin tunge presse sig på, men alligevel forsigtig for ikke at skære tunge på den andens hjørnetænder. 

Mulighederne for at holde ham op mod væggen var der, men endnu en gang kom silken i vejen. Så det måtte forblive at pres selv deres underliv mod hinanden. Bidende nysgerrig for mere. Enzel havde hidtil indvilliget, hvorfor så stop nu. 
Men selvfølgelig kunne de han ikke gøre det på gaden. Men han ville heller ikke presse sit held, for hvad end dette var, var det ikke held. Noget i halvkatten måtte have været i mangle, ellers havde han ikke de lyde givende fra sig. 

Igen var Finneas krævende. Han introducerede mere tunge til deres kys, og ligeledes gjorde Enzel. Han pressede sig mod ham, så han kunne mærke hans voksende lem, og ligeledes prøvede Enzel, men presset fra Finneas fik ham til at vakle ukontrolleret baglæns, indtil han fik hoveddøren i ryggen. ”Umf-” Lød det fra ham med munden fuld af Finneas, men det hindrede ham ikke i at kysse ham fortsat.

Nu kunne han bedre mærke Finneas’ insisterende pres mellem sine egne ben. Selv voksede han med ham, selvom der dårligt var plads. En flygtig tanke strejfede ham. At det ikke ville skade at give efter. Alt den snak om sin frihed fra før, og alligevel følte han sig som en fange i sin gamle opdragelse. Hvis Llyon så det her, ville han prikke øjnene ud på ham, hugge hovederne af dem begge to, og vende dem på vrangen. Men Enzel ville bare så gerne have Finneas op i sig nu, og så tage sig af konsekvenserne og skammen senere.

Hvor mange har du lagt dig med for at få din vilje?

Han rystede det dårlige minde af Finneas fra før af sig, men trak sig fra kysset, så han i stedet kunne banke hovedet tilbage i døren og gispe efter vejret. For nu var han endnu i tvivl, men kunne dårligt tænke under et kys som det. Han førte sine hænder ned ad Finneas ryg og ned til hans numse, hvor han vejledende begyndte at føre Finneas mod sig, så han kunne mærke og få en forsmag på hvordan det ville føles mod sig. Den mindste berøring ved hans skridt lige nu, var uimodståeligt. Det var som tortur.

Intentionen om ikke at få presset halvkatten op mod døren til et dunk lød fejlede, men det stoppet intet af deres sammensmeltende kys. Finneas var opslugt og væk i det. Åndedrags forladt og hungrende for mere. 

Man kunne spørge ham om hvad som helst lige nu, og han ville være foruden tungnem, fuldkommen forvirret. Han var her og intet andet sted end her. 

Et gispende åh forlod ham som han mistede den andens mund fra sin. Hånden på lænden slap Enzel og blev placeret på døren bag dem. 
Små kys med sin egen lidenskab blev lagt mod den fine hud.
Kroppen blev guidet, eller snarer underkoppen og han pressede selv gerne let til. 

Hele hans position, åndedragt og kys var et spørgsmål til halvkatten. Spørgsmål var måske så lidt sagt, en bøn til at han måtte lade ham knep ham. “ Hmf.. “ sukkede han mod huden. Han ville så gerne nappe kys halsen, men stoppede sig selv.

At Finneas ikke ville udnyttes seksuelt, var en stor løgn. Enzel kunne tydeligvis mærke hans begejstring, og han måtte indrømme, at han nød det. Nød følelsen mod sin krop, hoftebevægelserne mod sig og Finneas’ suk så tæt på sig. Finneas var klar, og ventede kun på ham og hans accept til at gå videre.

Men Enzel tøvede stadig, selvom det var svært at tro på. Hans krop reagerede kraftigt på kysset, men hans hoved var et andet sted. Derfra hoveddøren, hvor Enzel var placeret, kunne han se hvis nogen kom ned ad trappen, eller hvis døren inde fra hans og Nicolas værelse skulle åbne sig. Hans små katteører hengemt bag silken, lyttede intenst i dørens retning. Hvis han kunne høre Nicola vende sig derinde, ville han også kunne høre de heftige åndedrag.

Enzels hænder, der grådigt havde ført Finneas’ bevægelser, hvilede nu kun på ham, og langsomt trak de sig længere op ad Finneas, op til hans skulderplader. Enzel sukkede lidende, og begravede sit ansigt ind mod Finneas skulder, for at dæmpe på lyden. Derefter hvilede han panden mod den i stedet. ”Måske… vi skulle tænke os om…” Hviskede han, og skælvede lidt i knæene, fordi hans behov ikke var blevet mødt. Han var stadig hård og lettede sit tryk mod Finneas’ skridt.

Han kravet sit hoved ned mod Enzels hoved, de bløde silker kildede mod hans hud. En hånd nussede stille ned ad hans krop, indtil den nåede mod hoften af Enzels. 

Om de lige skulle tænke sig om, nu måtte han tage pis på ham. “ Du må svine mig til hvis de vil .. “ mumlet han, velplaceret mod øret, men tonen dæmpet så den ikke skar halvkatten. 

De skulle vel begge gerne et klimaks og nu blev han realistisk om hvad de skulle forholde sig til. Finneas måtte på et tidspunkt i løbet af aften indse at uanset hvordan de vendt og drejet det, ville hverken eller nå et cremet klimaks med hinanden. Blot en forfærdelig hård oprejsning. Gang på gang.

Enzels mave trak sig sammen, ved de kildende berøringer ned ad kroppen på ham. Det var utroligt hvor meget han kunne nå at røre ham på kun et ganske kort øjeblik. Og så tæt på, den havnede. Det ville sikkert føles bedre, med Finneas store, utilregnelige hånd, end hans egen, kedelige hånd.

Han forventede at Finneas ville blive sur. Dette her var alt det de lige havde skændtes om, at Enzel ikke kunne eller ville, men at han lokkede ham i fordærv hver gang. Men denne gang var det jo Finneas, ikke? Enzel var usikker på hvordan det med kysset overhoved var startet, eller hvem der var begyndt at gnide sig op ad den anden. Det var som om det var noget de begge bare havde kastet sig ud i.

Svine ham til? Lidt forvirret. Betød det at han var ligeglad med konsekvenserne, og at Enzels skældsord ikke havde nogen indflydelse, eller betød det mon…? Det var nok farligt at antage, at han havde fået tilladelse til at komme ud over ham, og tilsvine ham, på den måde. Det var lidt smigrende at han måtte det, men han ville hellere... bare lade den være, og håbe på at det gik over, når Finneas var holdt op med at røre ham. ”Det… bør jeg ikke. Desuden kan du jo ikke gå hjem sådan…” Enzel lagde sin ene hånd forsigtigt på den som Finneas havde på ham lige nu. Den ville meget gerne glide længere ned, sikkert. Men det holdt han den fra at gøre. Han nussede ham forsigtigt og undskyldende. "Jeg er træt nu..."

Hånden på hoften lagde sig tættere ind til kroppen, så fingrene tippede med spidsen kanten af ballerne. Men noget virkede til at ebbe ud og efterlade dem i stille stående tilstand. 

Lige nu savnede han bare at deres læber var flettet sammen, at stå sådan her var kedeligt, for det måtte kun betyde en ting, en skuffende slutning. 

En mild sukken af brummende støn summede ud af ham, som han følt sit stive skridt lave en strejf der ramte kildende. “ Næste gang slipper du ikke så nemt .. “ sukkede han let mod det gemte katteøre. 
Men før han ville trække sig helt, rykkede han let på sit hoved og skubbede let med sit for lige at fange læberne af den anden igen i et passioneret engangskys, sluppet med et let beklagende suk. 

"Du tror det var nemt?" Spurgte han dæmpet tilbage. Det var bestemt ikke nemt. Det var Finneas der havde det nemt, for han kunne jo gøre som det passede ham, mens Enzel havde svoret en ed, og måtte være den stærke. Han skulle både holde styr på sig selv og på ham, og se bare hvor godt det var gået...

Enzel løftede hovedet og mødte hans kys, men han lod det også være kort. Der var ingen grund til at starte noget igen. Han sukkede. Langsomt slap han den hånd som han havde hold, og lod armene glide ned, så de ikke længere rørte hinanden. Til gengæld søgte hånden hen til hoveddøren og låste den op og åbnede døren på klem bag sig. "...Nej, næste gang... må vi tale sammen, som voksne mennesker." Det var underligt at sige sådan til en, der næsten var 400 år. Men det gjaldt dem begge to. Nok var Enzel værst til at fare op. Humørsvingninger, havde Finneas kaldt det. Men også Finneas skulle holde op med at forsøge at drikke te, for at kaste det hele op, og han skulle lade være med at tiltale ham Hr. Silene, når de tydeligvis var blevet dus for længst. 

“ Nej.. tvært i mod, men..- “ han tav og lod det blot ende der. Summede stillede med nogle brummende lyde. 
Godt betød ikke altid, at det ikke var rigtig, men dette var uden tvivl rigtig. Ægteskaber blev brudt, utroskab skete jo, og halvkatten var (jo) allerede godt utro i sit ægteskab. 

Som at slippe hinandens hænder ved et klippe fald, slap deres læber. Afstanden kom, selvom de stod endnu med en mild afstand. Blikket lå blot ned mod den andens blå blik. 

“ Nej.. næste gang vi når her, får du ikke lov at slip så nemt fra det her “ påpeget han. 
Lyden af den stille dør der gav sig, fik han til at træde et skridt tilbage. 
“ Skulle jeg gå, mhmh? “

Hans øjenbryn løftede sig, overrasket over at Finneas igen truede ham med, hvad der ville ske næste gang. Enzel skulle nok personligt stoppe Finneas fra at gøre sine trusler til virkelighed, men for nu fnøs han bare af det og smilte, som om han ikke frygtede konsekvenserne. Det her var nok ikke sidste gang... "Du burde takke mig. Jeg reddede os begge fra at gøre noget dumt. Igen... du skulle ikke have kysset mig." Han smilte. Øjnene hvilede varmt på hans vampyr. Det længselsfulde kys havde skam gjort noget rart for den ensomme, kærlighedssøgende halvkat.

Han trådte til siden så han kunne åbne døren helt.  "Ja, jeg sender dig høfligt videre." Det lød pænere end at han smed ham ud. Han måtte vel gå til en af sine mange muligheder, og få styr på krabaten, eller også klare den selv. Ligesom Enzel ville trække sig tilbage, og enten lade den falde til ro, eller også opsøge og vække den sovende og altid trætte panter, der boede i ægteskabssengen.

Et lille selvtilfreds smil krøb op på hans læber som han hørte sætningen. Reddet os, snarere fordømt os. Men halvkattens selvbillede var meget anderledes end hvad hans var, så de så tingene ganske forskelligt og det kunne de diskutere til evig tid. " Du bød selv ind i det.. " men det var vel noget man kunne snage i senere, hvis han gik så forfærdelig meget op i at de ikke burde og måtte, hvorfor så give efter. 

Endnu et skridt blev taget og han nikkede blot. " Godnat " blev det sidste af alt han sagde for så at bakke lidt baglæns før han vendte sig om og gik ud i den resterende del af nattens mørke.