Det... Det var ikke noget han ville eller kunne svare på. Men Finneas kunne jo selv mærke efter, når nu han så stratetisk placerede sig med sit skridt mod hans, og Enzel sukkede et lille klynk ud. Ligesom ham, var han blevet, måske til Finneas overraskelse, helt hård. Men ja, der var noget i Enzel der holdt ham fra at reagere på det. Der var mange ting, og det faktum at Finneas krop føltes kold og død, var i den grad en påmindelse han ikke kunne ignorere på samme måde, som når han ignorerede skyldfølelsen fra at være sin mand og sin elsker utro. Hvis Finneas fik lov til at varme sig op hos Enzel... eller hvis han fik drukket sig mæt i hans blod, måske. Så ville det måske føles mere naturligt.

"Finneas... Du kan ikke bare kysse mig..." Småskælvede hans stemme. Han var overrasket over hvor påvirket han var af det næsten-kys som han var gået med til, hvis ikke det var fordi Finneas havde flyttet på sig. Enzel håbede ikke at han var sur på ham. Han kiggede op ad ham, fra der hvor han sad, hans skridt, der trykkede mod hans, og længere op. Helt op til hans blik, der ikke udstrålede noget, der kunne hjælpe Enzel med at vurdere hvordan han havde det. "Smider du mig ud nu?" Lød det atter fra ham igen, som om det var hans største bekymring lige nu. Finneas virkede hele tiden til at ville kyle ham ud, når som helst det skulle være. Enzels passive hænder, der bare havde ligget, flyttede nu på sig, og han søgte op mod hans ansigt og kærtegnede de kolde kæber. Mærkede om han mon bed sammen eller var afslappet.

 Hårdt skaft mod hårdt skaft, eller. Enzel kunne jo ikke rigtig mærke hans hårde skaft i den position som han sad i, men den kunne ses på buksernes spænd. Han nød dog noget så gevaldigt at kunne mærke den hårdhed der hvilet under hans opspændte pung. 
 Finneas kunne aldrig helt vide hvordan Enzel havde det med ting, men denne her gang, kroppen sagde noget mere end hans mimik og ord gjorde. 

 Men for at få skafterne til at presse mod hinanden, som en anden god samaritaner, valgte Finneas at læne sig frem, sørgede for armene støttede ham så der var knap tredive-fyrre centimeters afstand mellem overkroppe og ansigter. " Kan jeg ikke? Onaneret du ikke bare på mig? " spurgte han med en let bidende undertone. Han var ikke sur, men opstemt for en gangs skyld. Han var ikke overgivet til Enzel for en gangs skyld. Modvægten var stille begyndte at trænge igennem og vise sig. Men som han fik placeret sit skridt mod Enzels, kvalte han et svagt støn. " Nej.. " han nød de små kærtegnende hænder som rørte ved ham. Det havde en effekt, fik musklerne til at slappe af, som de aldrig havde prøvet det før. 

 Den ene hånd flyttede sig fra sin position og støttegivende effekt, men roligt gav den sig til at træk stille op i tøjet på halvkatten. Han afventede på mange måder en form af bekræftelse eller et afslag, men indtil dag, så gjorde han kun klar. 

”Jo, men- Det er jo noget andet,” Enzels stemme var tilbageholdt, næsten ubekvemt, fordi han skulle passe på med ikke at tilfredsstille Finneas eller provokere noget hos ham, ved at komme til at slippe et støn. Finneas sad lige på ham, der hvor han var allermest følsom lige nu, og hver en lille bevægelse som Finneas gjorde, kunne han mærke lige så tydeligt. Det gjorde både ondt, når han pressede sin vægt mod ham, men smerten blev straks efter til en strøm af nydelse igennem hans krop. Alt for ofte havde han leget med Finneas, hvor det ikke blev til noget, fordi det aldrig havde været planen at give ham noget som helst. Men Enzel følte sig selv som et offer af sit eget spil. Han ville gerne lade ham fortsætte, men han vidste også bare, at det ville få konsekvenser.

Han flyttede sine hænder om på ryggen af ham, og trak stramt i blusens stof, for at komme af med nogle af spændingerne. Og han vred sin krop under ham, så han kunne sprede benene mere, og mærke ham bedre. Det ærgrede ham, at han ikke havde sine silkebukser på, der var væsentligt tyndere end det stive materiale, som Dianthosianerne klædte sig i. Han pressede sig op mod Finneas’ krop, og udnyttede hans hårdhed til at tilfredsstille sig selv med. Langsomt slap han et tilbageholdt, længselsfuldt suk, og pustede det meste af luften ud gennem næsen.

Det dianthosianske tøj, som Finneas havde skaffet ham, var dog en del nemmere for fremmede at finde ud af, og derfor gik det lidt hurtigere end Enzel forventede, da Finneas løftede op i hans trøje. ”Det går lidt stærkt,” Lød hans stemme nervøst "Og jeg burde ikke."

 Noget andet. Et uacceptabel forsøg på at få sin vilje. Hvis ikke sin vilje så forsøget på at slå ham ihjel. Omend de i gik hånd i hånd virkede det til. Hvis ikke han føjede sig, døde han, hvis han føjede sig, døde han. Måske en tand for paradoksal til Finneas i sidste ende. Men han lå som han var redt, og lige nu var han redt noget så behageligt, så det udlignede det der med at dø. 

 Øjnene glippede kort i en mild undren som han mærkede hvordan der blev trukket i trøjen. Alle de småjusteringer der foregik, det var bekræftelsen han havde efterspurgt på sin egen indirekte måde.  

 Hånden stoppede stillede sit gøren. Den havde blot lagt sig mod den varme hud ved taljen. “ Du burde heller ikke ville slå folk ihjel, men her er vi alligevel.. “ hvilken bittersød ironi. Finneas lod næsetippen, dens ryg og pande lægge sig lidt mod hovedet af Enzels. “ I dit tempo… “ hviskede han mildt og gjorde klar til at trække hånden væk fra den varme hud. Den smittede og efterlod hans hånd varm og helt menneskelig. Men han var ikke iskold, blot køligere, men selvfølgelig ville halvkatten mørke det som værende værre end hvad det var. 

 Undertrykte brummende suk og pressende støn trak sig på som de mindste bevægelser kildede på alle de rigtige måder. 

”Jeg er ikke en koldblodig morder. Jeg fjerner kun dem, der vil mig ondt.” Skælvede han, og undrede sig over hvorfor Finneas bragte det op nu. Mente han at han var ved at slå Finneas ihjel? Eller havde han endelig gået med til at skille sig af med byvagten for ham? Enzel havde lige lovet ikke at plage ham mere, men på den anden side var Finneas godt på vej til at tage noget, han ikke havde ret til at tage.

Stadig mens tankerne cirkulerede omkring hvad Finneas mon mente, bemærkede han hvordan Finneas stoppede lidt op i sin færden, med sine kølige hænder mod Enzels varme mave. Og han nærmede sig hans ansigt igen. Lagde sig mod ham med en kærlig elskværdighed, som han dårligt nok så fra sine egne elskere.

Enzel gjorde ikke mere. Hans ører skiftede lidt til at lytte ud i rummet, til at lytte til Finneas lidende lyde. Selv trak han vejret dybt. ”Det går stadig for stærkt…” Kæmpede han sig til at sige, og slap grebet om Finneas’ trøje, for at kunne rulle sin egen ned. ”Finneas, du kan ikke bare stjæle dig til den belønning jeg forsøgte at forhandle med dig om i går. Nu har jeg jo hverken min værdighed tilbage, eller din hjælp til at fjerne Eskild Havasi.” Hvordan skulle han kunne se sig selv i spejlet, hvis han bare frivilligt gav sig selv væk? Eller hvordan skulle han kunne se sin mand eller Phillippe i øjnene? Selvom han var hård, og virkelig trængte til snart at få en udløsning, måtte han skubbe ham til side, og ned at lande på madrassen. ”Vampyrer burde slet ikke have lyster! Jeg har altid troet at I var nogle kolde sataner, der udelukket søgte efter blod. At der intet var tilbage af jeres gamle jeg…” Finneas havde vendt op og ned på mange ting. Og nu havde han også gjort ham hård, men blød alle andre steder…!

 Et selvtilfreds smil kryb op som den ene mundvige træk sig og blottede tænderne vagt. Det var ikke til at sige hvad han ville med det, eller hvorhen det ville gå. Men det handlede om at holde Enzels små grå igang, de skulle nødig gå tabte eller falde af på den. 

 " Så får du lov at gå hjem og passe butikken uden udløsning " beklagede han drilsk og lod et let skub givet med næsen mod den andens bløde hud. Han kærtegnede noget så dyrisk på sine egne måder. Men det var hvad han selv fandt mest givende, beroligende og behagende. 

 Han lod sig rulle ned ved siden af Enzel igen, om på ryggen som før. Foldet hænderne let på maven, som intet var hent. " Nogen bliver sådan, andre får et andet liv. Men derfor har jeg min amulet, Enzel " svaret han og vendte hovedet til siden så det vendt mod Enzel. Som de lå under den åbne stjernehimmel og talte om alt mellem himmel og jord. Liv og død. De var præcis det, men det var sagen irrelevant for nu.  

Enzel satte sig op så snart Finneas kom af ham, men han havde ikke travlt med at komme op. Han fornemmede på Finneas at han havde forstået beskeden. Men nu lå han bare der og drillede ham med smil og en afslappet positur.

Enzel sukkede dybt til hans kommentar om, at han kunne gå hjem med stådreng på. Det var jo ikke fordi han nød at give dem begge to blå kugler. Nej, faktisk var det Finneas’ skyld, fordi han absolut skulle rykke ham under sig og kysse ham. ”Det må jo gå ud over min kære mand,” Funderede han, allerede træt ved tanken om at han skulle hjem til hans utilfredse ansigt, og højest sandsynligt presse ham til at hjælpe sig. ”Eller… jeg kunne ordne det her.”

Han tænkte lidt over det, og kiggede på Finneas. Han prøvede at spotte om han havde amuletten på lige nu. ”Hm? Jeg fik ellers nogen til at vurdere den. Den var ikke magisk.”

 Et bryn løftede sig som han så den siddende skikkelse. Et træ i ingenmandsland stod højt og blomstrede, alt det ventede på var at flytte sig eller blive fældet på ny. 

 " Ordne det her? " gentog han og havde lidt mistet tankengangen Enzel havde med sig. Hvorfor ikke gøre det med ægtemanden hvis det var hvad han foretrak. Men det virkede nu ikke helt til, at det var hvad han ville og Finneas var da nysgerrig, men han ventede gerne. Han ville hellere lade det ske når det skete, ingen grund til at pres citronen. 

 Et grynt af et grin forlod ham. " Det er ikke en sten der er i den, det er en glaskugle fyldt med mit blod " svaret han, velvidende at den var godt gemt væk fra Enzel som det var lige nu. " Så den, den er værdiløs og uden magi, men den er... hvad der er tilbage af Finneas Matthæus Lyøe .. " hans pause blev mumlet indtil det ebbede stille ud som han kom til sit efternavn. 

Enzel så til mens Finneas forklarede. Det var ikke faldet ham ind at det ikke havde været en rubinsten, men havde været et glas med blod. Havde Finneas virkelig gemt sit eget blod i den, for at bevare lidt af sit gamle jeg i den? Der var noget ufatteligt melankolsk over den tanke. Og Enzel lod sig let påvirke. Hans øjenlåg lagde sig tungt hen over øjnene, og han hvilede sig blik på ham.

”Jeg kendte ikke den gamle Finneas, men jeg er sikker på… at du har bevaret ham i den person du er blevet,” Forsøgte han at opmuntre ham med. Han havde kun lige læst en bog om vampyrer, men den havde ikke lært ham så meget, som han havde lært af at være sammen med en. Den fortalte ham kun hvordan man skulle håndtere dem.

Selvom det havde vist sig farligt tidligere, så nærmede han sig Finneas igen, og lagde sin hånd på hans pande og aede tilbage i hans blonde, korte lokker. Han havde nok ikke gjort det lettere for ham at leve med sin forbandelse, ved at gyse sådan af hans kulde og dødstive krop.

 " Mhmmm... " brummede han kort. Overvejende. 

 " Jeg er blevet roligere med årene.. " mildt sagt fra at han havde en krop der vidnede om at han havde været i kampe med daggerts og mere til. Ar som var der for at blive, der var intet hans krop kunne gøre ved det. Selv hvis han så endelige gjorde noget, ville kroppen restituere sig til hvad den var før skaden. 

 Vampyr lod ham gøre hvad han ville, panden kunne kun rynke let som han ville se på mod hånden som rørte ved hans blonde lokker. Enzel havde endnu ikke svaret ham på hans spørgsmål. Hvad ville han gøre her, som han ikke kunne gøre derhjemme, nu hvor han ikke ville have sex med Finneas under disse omstændigheder. 

”Det tror jeg på,” Han kunne umuligt vide hvad der lå bag ordene, men Finneas var meget rolig i alt han gjorde. Han hidsede sig ikke op, og han ville ikke engang bide en lille byvagt, selv hvis Enzel hidsede sig op. ”Hvor længe siden er det?” Altså hvor gammel var han? Kunne han nok ligeså godt have spurgt.

Hans kælende hånd gled langsomt ned ad ham og dumpede ned på madrassen. Det hjalp lidt på hårdheden, at samtaleemnet var blevet alvorligt. Han havde meget bevidst ikke taget stilling til hvor han skulle tage sig af sit lille problem endnu. Han håbede på at det ville gå over af sig selv…

 " Hvornår jeg blev bidt eller hvor gammel jeg er? " spørgsmålet i sig selv virkede noget så intimt og invaderende på måde han ikke helt kunne begribe sig på. Der var mange ting de kunne tale om, ting han gerne talte op om, men lige den del, den virkede som en del af ham, han ikke havde hjerte for at dele med Enzel. " Du har dine hemmeligheder, jeg har mine " svaret han så endelige og sukkede lidt ud. 

 Finneas løftede brystkasse op som han strakte sig og udstødt et tungt suk i en pressende forsendelse gennem næsen. Søvn var ikke en nødvendighed for ham, men han nød at dvale om dagen, og lige nu holdt en anden ham fra dette. " At du tør lade dit bordel stå uden dig i næsten 24 timer. Mon de tænker du er i arresten? " spøgte han mildt og løftede Enzels hånd tilbage, men frem for at have den mod panden, lagde han den brystkassen af sig selv med sin egen hånd oven på. 
 Næsten som at holde i hånden, men ikke helt alligevel. De lå blot der. 

Enzel ville gerne vide hvor gammel han faktisk var. Bare så han vidste hvor slemt det stod til med aldersforskellen. Men måske var det også interessant at høre, hvor gammel han var, da han blev bidt. Finneas så da ung ud, det var nok bare blodmanglen, der fik ham til at se træt ud. ”Hvad? Det er da ikke noget at holde hemmeligt?” Det måtte være fordi han havde glemt det.

Hans blik flakkede ned på sin hånd, der nu hvilede på Finneas bryst. Det var umuligt ikke at lægge mærke til, at der ikke var noget hjerteslag inde bag. Det var noget selv mennesker kunne fornemme, ikke blot halvkatte. Enzels ører lagde sig ned. Finneas burde fortælle ham om sin fortid. Det var ikke hans skyld, at han var blevet forbandet.

”Det håber jeg ikke de tror. Jeg hører ikke til i fængsler… Men det er også derfor jeg skal hjem,” Smilte han lidt i et forsøg. Hånden hvilede ved Finneas’ bryst lidt endnu.

 En mild klukken pressede sig på. " Min krop og jeg var 31, vi nåede ikke at blive 32 " svaret han så, men uden at lægge mere i det. Det var alligevel voldsomt at gå lidt over trehundrede år tilbage nu. Men selv for den tid var det gammelt. Han havde dog ikke noget i mod det, han havde aldrig set ud til at være i nærheden af de tredive, gode gener i familien, men nu var han fanget med det. 

 Det faldt ham ikke ind, at han ikke havde et hjerteslag, for alt han fornemmede var pulsen der dunkede i Enzels hånd. Som et pendulur. 

 " Ingen holder dig fra at gå, men jeg smider dig heller ikke hjem " for at få det på det rene, det var udelukkende op til Enzel selv om han ville afsted. Finneas havde resten af dagen til at være i dvale i. Åh, han så frem til det og frem til blod. Det var ved at være en ting for ham på hverdage, selvom han i teorien godt kunne springe en dag eller to over. 

Ah, så meget hemmelighed var det vist heller ikke. Og dog. Finneas havde måske et problem med at svare ham på, hvor mange år han havde levet? Enzel havde regnet med at han var en ung vampyr, men nu begyndte han at tvivle lidt. Lige nu tænkte han kun på, at der var små 6-7 år til, at han nåede op på Finneas kropslige alder, og Finneas ville stadig ligne den samme. Men det var ikke sikkert at det blev et problem. Før eller siden, skulle Finneas nok blive træt af ham.

”Jeg forstår godt et hint,” Svarede han, uden at være det mindste fornærmet. Det var for det bedste hvis han gik nu. Han vidste faktisk ikke hvorfor Finneas foretrak at være alene lige nu. Måske skulle han selv tæmme sin krop?

Enzel rejste sig op og bukkede sig fornemt ned efter sin hat, der var trillet af ham i tumulten, og placerede den på sit hoved så den dækkede for de fine katteører. ”Forhåbentligt får jeg ikke brug for en jurist lige foreløbig. Vi ses Finney.” Han skænkede vampyrens skridt et nysgerrigt blik, blinkede så kækt til ham og fandt selv ud af loftrummet.

 Et hint. Det var Enzel selv der havde lagt op til at gå fire gange, men alle fire gange var tomme løfter. Men det måtte tiden ændre hen ad vejen. Det var ikke endnu og han havde endnu mange forsøg på at lære ham at kende. Sådan da. 

 Næsen rynkede kort. Finney. Det var nyt for en ny tids periode. Gammelt i form af, at han var blevet kaldt noget lignende det før hen. Evigheder siden. “ Ellers ved du hvor jeg bor, Enz… el “ kælenavne var måske ikke lige ham. Det virkede hvert fald noget så mærkeligt. Men han smilede blot vagt for sig selv. Som han vidste at der blevet skænket ham (hans skridt) et sidste kig. Men han summede blot hen i egne tanker og forestillinger. 

 Nat og dag havde budt på for mange ting. For mange rejsninger der alligevel måtte tabes midtvejs. Jah. Det kunne han altid selv lige tage hånd om.