Finneas var i det sekund ganske årvågen, så det, han defineret som en enkel, tåre trille ned ad kinden. Men han kommenteret ikke på det eller gjorde sig nogle synderlig tanker til det, foruden at trække lidt på skuldrene. 

Den barnlige, men alligevel ganske voksne, adfærd fortsatte. " Det behøver du heller ikke få, men den er der hvis du vil have den. Også juridsk " tilføjet han og fik knappet en for en op og stoppede ved den tredje sidste og trådte til sidst i sine sko. En hånd gled igennem håret for at skubbe lidt liv i det og hjernen selv. 

" Du kan også sende den med posten, bare.. ikke ødelæg den " det var hans eneste bøn, og han burde ikke give flere af den slags, ligesom Enzel ikke havde behøvet at give flere for ikke at blive omtalt som et halvdyr. Finneas trådte hen i mod døren, tog hånden i lommen og trak - ligesom Enzel sidst havde gjort, et visit kort op. Forretning var jo forretning når det kom til stykket. " Min arbejdsadresse står der på " for hvorfor give sin personlige adresse ud ( Enzel? ). 

Hvis ikke der var flere indvendninger, ville han forlade rummet, etagen og bygningen. 

Finneas læber havde forladt hans hoved for længst, men han syntes nu stadig at han kunne mærke dem. Det var ydmygende… og det var hårdt… Han gjorde ikke mere for at forstyrre ham fra at tage sit tøj på og forlade hans bordel.

Han forstod stadigvæk ikke hvorfor Finneas ikke ville hævne sig. Og hvorfor han endda tilbød hans hjælp… med det juridiske. Havde han haft kræfterne til at skændes med ham hele natten, havde han sikkert spurgt noget i stil med, at han ville hive ham i retten for at anklage ham for at være vampyr og være en stalker. Men han sagde ikke noget til det, men tørrede surmulende sine kinder.

”Nnrr…” Knurrede han og tog imod visitkortet fra ham. Hans første tanke var at krølle det sammen, men han nåede kun lige at bukke kortet lidt i sit greb, for så at kigge på kortet af nysgerrighed. Ja, der stod de sædvanlige oplysninger. Han var faktisk en rigtig jurist?

Så tog han sig besejret til hovedet. ”Gå nu bare med dig… Lad mig være...” Han var ligeglad hvordan han kom ud. Han skulle bare have fred og ro, alene på det her værelse. Forhåbentligt kunne han samle sig om at komme i tøjet igen, og finde på en eller anden forklaring til dem der havde overhørt hele balladen her.

Det bed taget i mod til hans store overraskelse, men han fortav ligesom den anden, de havde ikke mere at snak om lige nu, for modsat Enzel der havde været oppe hele dagen, var Finneas kun halvvejs igennem sine vågen timer, så han var endnu frisk og overskudsagtig, hvorfor det var så nemt bare at give efter og lade tingene ske, han havde ikke brug for at samle på krafterne. 

Det sidste kig han fik var en besejret hankat, og han trak lidt på læben ved synet, men lod døren åbne sig og lukke bag sig selv igen, som han forlod det. Det var lige til at komme ud og lige til at smække let med døren. Hvis han altså smækkede med den, den blev lukket let i, for ikke at forstyrre den sovende ægtemand.