Der var noget lidt længe savnet og fantastisk i at få lov, til at læse Viktor, igen. Ikke hans tanker, han gjorde sig ikke de store overvejelser om hans inderste, men Corinth var i sin blakkede sjæl, en uhyggelig lidt af en menneskelæser. Han havde spillet den her sang før. Måske i en anden rytme, måske med nogle andre ansigter, men altid draget tilbage til musikken. Hans akkorder var dog hverken små prik eller skjulte blikke, og selvom uskyldigheden kunne måtte nogle, havde han nok altid været for utålmodig på det punkt. Han foretrak selve gildet, fremfor forventningen om det. 

Så hvordan kunne han ikke gribe de åbninger der dukkede op? Sætte læberne på noget der ikke var hans. Det var et sats, men et zalans godt et, når Viktor ikke kæmpede imod hans flirten. Måske han virkelig så antydninger der ikke fandtes, og havde gjort det, under hele deres møde. Jah det ville ikke være over adelsmanden, sådan at sætte stjerner på en ufrivillig nattehimmel. Men i alt det usagte skulle Alryss sønnens intentioner læses - som en ganske poetisk tanke der strejfede hans sind - og så pludselig var han nok så direkte. 
Ord som fik Corinths tanker til at stå stille, så uventede og hengivne som det var. Men han kunne li' det. Så meget, at han nok aldrig helt ville kunne mættes af komplimenter, hvis de blev sagt på den måde. Fordi så ville han altid have mere. 

Noget var sat i gang, og Viktor virkede villig til at følge melodien. Han lignede næsten en der savnede, men også frygtede hvad der nu skulle ske. Og i den tanke, det næsten som om at flaskens sagte klukken kunne erstatte Corinths indvendige, og han fulgte ham med blikket idet han hældte mere op. "Skål" At være ung og uvidende igen, det var virkelig en af de glemte glæder. 
Men han ville gerne lege med. Det var ikke færdige med det, og et drilskt glimt vendte tilbage i de ellers mørke øjne. "Så, du kom jo her..." og Corinth lænede sig lidt ind i hans sfære, da han strakte benene under sig. Stødte imod gulvet. "... for at se kunst, ikke?" og rejste sig, for at komme hen imod en af bogreolerne der stod langs væggene. 
Han var nødt til at komme lidt væk fra de store, sorte, øjne der kiggede tilbage til ham. Ellers endte det med på sigt, at blive en helt anden leg; ellers endte han med at sætte sig overskrævs på ham, hvis han blev i den sofa. 

De skålede uden at klinge og drak lidt mere vin - et spørgsmål blandede sig med væsken og lagde sig på tungen, netop som blikket faldt til hænderne igen. De blev ved med at drage ham ind. Ligesom mange gange før...
Dengang var det blot lædderet, der havde trukket ham ind - hvordan de mon føltes uden handsken - og nu fik han endelig svaret, omend det kun var i flygtige penselagtige strøg og ikke-berøringer.
Corinths øjne glimtede lunefuldt, og selv om de mødte hans, følte Viktor sig mere blottet end set. Han havde ingen anelse om, hvad der skete bag det blik. Han var utilregnelig. Og det var desværre netop dét, der var som sød honning for Viktor.

Corinths fløjlsbløde stemme lød igen, og Viktors blik løftede sig langsomt fra fingrene til ham. De sad tæt. Lidt for tæt. Overraskelsen strøg kort over hans ansigt og forsvandt igen, som en fugl flyver ind i et vindue og slingrer bort i skæve vingeslag. Hans bryn knyttede sig let, usikker på hvad det betød, da Corinth lænede sig frem - og i et flygtigt sekund troede Viktor, at han virkelig ville kysse ham. 

Men så plantede Corinth fødderne i gulvet og forlod sofaen. 

Et skarpt åndedrag fór gennem Viktor, men han gjorde ingen mine til at protestere. I stedet blev han siddende, som om kroppen først nu huskede, hvordan den skulle være sig selv. Viktor tvang et smil frem - men et smil blev det alligevel. En dæmpet, forvirret lettelse boblede op i brystet, og han mærkede først dér, hvor anspændt han egentlig havde været. At Corinth rejste sig - og med sig, tog sin søde duft af urter og tobak, der havde hvirvlet sig om ham som en indre, hypnotiserende brise - var som at få hovedet over vandet. Han kunne trække vejret igen. Den intense forbindelse var brudt. Og det burde være en god ting. Det var en god ting. Han brummede samtykkende og så efter ham, næsten overdrevent afslappet. Jo, bestemt. Han var kommet for at se kunst. Ikke give sig hen i… hvad end det her var… zalaens fantasier. Han skulle virkelig få styr på sit dagdrømmeri - især når det fik ham i så mange komplicerede situationer.

"Der er ikke noget jeg hellere vil," sagt med en ivrighed, der måske blev lidt for ivrig. Han kom op at stå, og følte sig lettere i fødderne end da han kom ind. "Jeg har virkelig set frem til at se dit atelier." Et forsøg på at genvinde fodfæste. På at gøre det hele mere simpelt, end det var. Han stillede sig med sikker distance fra kunstneren, men tæt nok på til at det ikke blev afvisende. Vinglasset i den ene hånd. Den anden strøg gennem krøllerne, inden den fandt bukselommen.

De små bemærkninger havde sat sig, som en rastløs og sitrende energi i Corinth. En energi, der bød ham samle op på det. På ham. Beordrede ham til bevægelse, og skrue op for varmen. Han vendte sig ikke med det samme, han havde brug for pladsen, og studerede med tung vejrtrækning den røde væske i glasset. Bagved ham lød en enig lille brummen. Måske ligeså meget til hans tanke, som hans spørgsmål? Og Viktor kom op fra sofaen, der lige havde været ved at sluge dem begge, for blot få sekunder siden. 
Corinth drejede sig endelig lidt omkring, et studerende blik over hans kære gæst. Varmen havde vidst været hård ved dem begge, og Viktor fik et fornøjet lille grynt fra Corinth. "Det er ikke noget specielt, virkelig" sagt næsten undskyldende, han ville joh nødigt skuffe. Corinth fik ledt dem tilbage til entreen, til den store trappe Merilla var forsvundet opad. 
Op på den anden etage, og hen imod de (eneste) østvendte vinduer i huset, hvor han havde fået indrettet til atalier.  

".. heh, ikke noget du hellere vil.." gentog han lidt drillende undervejs på turen, og skævede henover skulderen, med et smigret, afvæbnende smil i mundvigen. "Jeg har skam også glædet mig til at vise dig det" slog han fast, ganske oprigtig - det havde været længe undervejs. Blikket fandt fremad igen, og en lille idé fandt samtidigt fæste. Tog form i tankerne, som en lokkende lille tilføjelse til dagen. "Oh. Du kan sagtens låne nogle materialer, hvis du også vil.. du ved, male lidt" han havde nogle timer at give af. Og ikke løst til helt at slippe hans forførende opmærksomhed helt endnu. 
Ikke lyst til at bare vise ham det. Hvorfor ikke bruge det, til dens fulde intention?

 

Alle de mange bøger, på rækker foran ham, og alt Viktor kunne, var af at dvæle ved de sensuelle folder i Corinths lette skjorte. Han skulle bare puste, og det ville bøje sig og skabe nye motiver for ham. Men han gjorde det ikke, og mødte sin vært med et udtryk der afslørede, at han nok ikke havde haft helt så uskyldige tanker, som hør og bør, men glattede det ud med et smil der sagde, tag dig ikke af mig, og lad os ikke tale om det. 

Heldigvis nævnte Corinth det ikke, og henvendte sig istedet til deres samtale, de sådan set stadig var igang med, men som han ikke havde været helt så optaget af. Den lettere undskyldende mine fik Viktor til at sende ham et blik af ren skepsis. Ikke noget specielt? Det lød som et dårligt forsøg på at være ydmyg - noget han kunne fange sig selv i - og somme tider mene det. Men Corinth? "Jeg tror ikke på dig," svarede Viktor i forbifarten, med et sigende blik, men en tone der alligevel bar noget ironisk og ganske muntert med sig. 

Han fulgte efter ham ud i entréen. Det bløde skær fra lanternerne lagde en glorie af rødt lys om Corinths bølgede lokker da de passerede dem for at gå op af trappen. Noget der dryppede erotisk, men også lettere dæmonisk i al dets glød. Måske var det blot de mørke løvefødder og alle de håndskårne elementer der gjorde det hele så gotisk og mystisk - at når han så Corinth i disse omgivelser, at han selv blev til det. Et mytisk væsen. Farverne ændrede kulør jo længere de besteg trinene, og Viktors blik flakkede på ny for at få alle detaljerne med. Et let sus kildede ham i brystet da Corinth kastede den lille drillende bemærkning til ham. Han så lige igennem ham, gjorde han. Zalaens, zalaens. Bankede hans hjerte. Zalaens. Kunne Corinth læse tanker? Eller skreg de bare ud af hans brune øjne som litteratur der var lige til at samle op og fordybe sig i? Viktor kunne ikke gøre andet end at sende ham et påtaget, uskyldigt smil retur - et let løft af sine mørke øjenbryn. Jeg ved ikke hvad du taler om. 

Hans smil lagde sig mere afslappet da samtalen tog en mere sober drejning, og lyttede blot som de var ved at nå deres endemål. Han nikkede bare, også selvom Corinth ikke kunne se eller høre det. To kunstentusiaster, der endelig kunne fryde sig i hinandens arbejde. Påskønne det, som ingen andre sikkert kunne. 

Det var det som skete. 

Men det næste Corinth sagde, kom så pludseligt, og alligevel så velkomment at Viktor ikke helt vidste hvad han skulle sige. Smigret af tilbuddet, selvfølgelig.
"Ja?" Svaret gled næsten ud af ham, som noget kroppen sagde før tankerne nåede det. Der var allerede noget i ham, der rakte ud. Fingerspidserne summede, som havde de genkendt løftet om pigment og flade. Det var en længsel, der havde luret længe; at dykke ned i farver, pigmenter og ikke kun skitser.

Han så mod Corinth med et smil, der ikke længere var så påtaget. "Jeg tror, jeg ville have svært ved at lade være, selv hvis du ikke tilbød det." En dæmpet latter kildede læberne, en glæde han havde svært ved at skjule. "Du ved, jeg har ikke haft adgang til meget andet end en skitseblok siden jeg rejste. Jeg har savnet…” Han tøvede. Ikke kun farverne. “… at være midt i det. At forsvinde lidt i det.”

Det var en ny intimitet, at have ham med i resten af huset. Selvom Corinth ikke havde stået for indretningen, havde han aldrig  gjort meget for at ændre den, og havde både hørt komplimenter såvel som mere spidse kommentarer, for det gotiske flair familien bar. De brød sig ikke om det fremmede, det atypiske. Men følelsen af at træde ind i en anden verden, havde han altid budt velkommen. Som en lille lomme fra resten virkeligheden. Der hvor man ikke behøvede at inddæmme eller indordne sig. 
Huset hørte med til oplevelsen, og måske derfor også helhedsindtrykket. Derfor heller ikke en tanke han ville kæmpe imod, fordi han måtte så gerne se mere. 

Corinth stoppede op foran døren, et lyttende, lille blik tilbage på Viktor. Duften af ham kom som et forsinket pust, idet han stoppede op ved siden af Corinth, og det fik ham kortvarigt til at stivne. Sneg sig ind i hans fokus, i et hviskende ekko af, hvor tæt Viktor havde siddet før. Hvor tæt han burde have ham. Som reagerede krop før tanke, spændte den op, for at rykke dem  tættere. Men Corinth manede sin hånd til ro - han skulle jo bruge den til at åbne døren. Han holdt sig i skindet. 

"Jah?" gentog han i stedet, en interesseret glød til blikket, der nok allerede lidt kunne se det for sig. Savnet, begrænsningerne og samtidigt alle indtrykkene. Det kunne være svært at rumme alt, på for små sider. Men måske han kunne give ham nogle større at boltre sig på, hviskede tankerne spændt. Måske de kunne åbne en hel ny en sammen. "Så lad os da forsvinde lidt hen i  det". Corinth trak dørhåndtaget ned, og åbnede op for det soloplyste værelse, han kaldte for atalier. 
Det første som sprang i øjnene, var nok vinduerne. Modsat alt andet var gardinerne her trukket for, og kastede et varmt middagslys ind i værelset, kun brudt af de sorte metalsektioner, der delte ruderne op i mindre mønstre, med en oval i midten.  Der var højt til loftet. Langs murvæggene hang nogle af hans gamle malerier, flakkende skitser af nøgne mænd og kvinder, imens lavere reoler med pergamentruller fyldte rummet, imellem vindue og gulv. Mange af dem med indhold. 
Tre store staffelier var foldet ud, enkelte af dem med ufærdige skitser i monokrome farver af en androgyn person, hvis øjne længselsfuldt fulgte observatøren. Hjemmestrikkede tæpper i noget der ikke var uld, svang sig over en chaiselong, og andre, mere rubinsk skårne stole, stod om et mindre mosaikbord i et andet hjørne. Og så var der spejlene. Forskellige størrelser, i forskellige placeringer. Nogle til gulvet, og andre hang udvalgte steder på væggene. 
Der var plads, der var mindre polstring, så at sige, men samtidigt souvenirs fra hans egne rejser og mere personlige gaver, stak ud imellem møblerne. 

Varmen fra pejsestuen syntes at følge dem, hvor end de gik, og Viktor begyndte at undre sig over, om det var en præference fra Corinths side - som om han nægtede kulden adgang - eller blot et biprodukt af husets aldrende, men velholdte konstruktion. Hver afkrog summede af noget; ikke bare varme, men nærvær. Selv uden at vide hvor meget Corinth havde sat sit præg, føltes det hele mættet af ham. En sjælelig stilhed lå i væggene, som i et hjem, hvor folk havde elsket og lidt.
Men det var atelieret, han var kommet for. Hjertekammeret. Den nerve, hvor man kunne finde sandheden om et menneske. Han vidste det instinktivt; og han mærkede sig selv spænde i hånden, der lå skjult i bukselommen, da Corinth udtalte ordene, Så lad os da forsvinde lidt hen i det.

Døren gled op. Og lyset ramte ham.
Det føltes som at træde ind i et åndedrag. Midt i huset, hvor skygger og levende lys havde regeret, brød middagssolen nu igennem og vaskede rummet rent. Solens varme strøg over hans ansigt og øjne, og Viktor blinkede langsomt, som skulle han vænne sig til en ny dimension. Ikke mørkets skjul, men kunstens ufiltrerede ærlighed. Atelieret lå badet i et blødt, gyldent skær. Støvet glimtede i solens favn og svævede frit mellem dem - som guldstøv i en snekugle, rystet til live.

Et øjeblik måtte han overgive sig til ærefrygt, da han forsigtigt trådte ind i rummet. Det var som et træde ind i noget helligt. Og det var det jo egentlig også. Atelieret var en kunstners helligste. Væggene var prydet af skitser og malerier; nøgne former, strøg og skygger, længsel og forvildelse. Intime detaljer, som om Corinth havde blottet ikke bare kroppe, men sig selv. Hver skitse åndede. Hver linje kaldte på ham. Han blev stående og indåndede det hele; som om farverne havde en duft, og lærredet talte lavmælt gennem stilheden. Møblerne virkede mere skæve, mere levende. Tæpper, stole, små minder. Et kaos af betydning, og alligevel med en mærkelig orden. Spejlene fangede hans blik - mange, forskellige, i varierende størrelser. De reflekterede lys og billeder, brudstykker af virkelighed og selvforståelse, og da han fangede sit eget spejlbillede i ét af dem, rettede han helt automatisk på krøllerne, som om han skulle gøre sig værdig. Som om rummet så ham.

Det her rum var Corinth, og Corinth var alle steder i rummet. 

Viktor bevægede sig længere ind i hjertet af værkerne, og standsede foran et af staffelierne. Øjnene i maleriet fangede ham - grålige, længselsfulde, med det blik, der opslugte én, hvis man så for længe. Som noget halvt færdigt og helt ærligt. Viktor løftede et albueled og lod næven støtte hagen, mens det halvfyldte vinglas blev balanceret modsat. Han sagde intet et øjeblik, som for at ære det.

Så, ganske lavt og ærligt; "Er det et af dine seneste?" spurgte han uden at se væk. Øjnene gled blødt over lærredet. Der var så meget han kunne spørge om. Men det var nok at starte dér.

Hvis der var én ting han kunne nyde ved dagen, var dens klarsyn. Alt stod frem i tydeligere detaljer, som man joh også havde brug for, til dem der søgte helhedsbilledet. Hvis der var én ting han kunne fikse, ville det derfor nok være hans natteblindhed. Det ville gøre mange ting lettere, og nogle gange kunne han næsten misunde de andre racer, for deres adaptive særtræk. Men så også kun næsten. 

Corinth var stoppet op lidt bagved Viktor, et skjult, spændt blik på hans ryg. Lod ham tage det ind, og tog det også selv ind, at kunne se ham ordentligt. Lyset kyssede blidt de mørke krøller, gav dem en varmere tone, skubbet til rette af en lys hånd. Sol  kransede om hans skuldrer, og highlightede skortestoffet der krængede sig over hans albue. Kærtegnede hans bare arme, der blev foldet tænksomt foran sig. Med et dæmpet klik lukkede Corinth døren i. Skridtede op på siden af ham, til en tavshed af den observerende slags, den kunne han ikke bryde. "Mmmh.." blev der derpå nikket, ög Corinth tog en tår af vinen, et blik imod hans  lyse ansigt. Også fregnerne blomstrede nu tydeligt frem igen - men det var nok øjnene - som fangede Corinth mest. "Et godt minde" tilføjede han lidt efter, og de røde øjne, nu fanget af solen, fandt tilbage til maleriet. 
Tankerne gik til den aftens skitseøvelse, som egentlig havde startet rimelig sobert. Men han havde aldrig nået at færdiggøre resten af menneskerne omkring hende af en grund. Dem der tilbad hende fra fødderne, kyssede hendes ryg og favnede hendes krop. 
Men måske det kunne anes. Måske man kunne tænke sig til, hvor hænder, hoved og krop bukkede sig, i de hvide silhuetter blandt udtværet baggrundskul. 
Med en lille bevægelse af hånden aktiverede Corinth pigmentet, og hendes fokus forlod de to mænd foran hende. Lænede sig i stedet bagud i det kys der kom bagfra, et lydløst, lykkeligt grin voksende fra brystet. Som et minde mejslet ind i kullet. Og i et lille ryk trak han det tilbage til før, et hemmelighedsfuldt, lidt drillende smil om læberne. Man skulle nok have været der. 

"Et godt minde..." gentog Viktor lavt, som om han smagte på ordene for at forstå deres fulde vægt. De blev hængende på tungen, mens han stirrede på stregerne, der nu syntes at springe til live foran ham. Kvinden på lærredet mistede interessen for dem, som blev øjeblikket hun boede i, udlevet foran ham i en monokrom fortælling af dansende mørke silhuetter - og de næsten-tilsynekomster af hænder eller hvad det var - føltes mere virkeligt, end det burde. Og alligevel uvirkeligt.

Hans hjerte slog et langsomt, tungt slag. 
At Corinth, med blot en bevægelse af hånden, kunne manipulere pigmenterne så let, ville nok altid forbavse ham. Magien var en del af Corinth - ligesom fraværet af den var en del af ham. Hvad man burde have kunnet- Noget fra deres tidligere samtale gav genklang i ham. Corinths evner var kommet sent. Kunne det betyde, at han selv bare var... langsom til at blomstre? Tanken splittede ham, og fik blikket til at stille skarpt igen - netop som kvinden på lærredet lænede sig tilbage, ansigtet opløst i fryd. Og selvom han ikke kunne høre latteren, kunne han mærke den; som et ekko af noget ægte. Noget, der var blevet elsket. Han blev ramt af en næsten barnlig misundelse, ikke over kvinden, men over evnen. På Corinth. På evnen til at vække noget til live, så det kunne opleves igen og igen, som var man der selv. Ikke blot fange et minde, men få det til at ånde. Hvem ville ikke ønske sig det? 

Instinktivt søgte hans blik mod Corinth, før han straks trak det til sig - det havde bare været for at se... gennemskue hvad der skete i ham, når de vinkyssede øjne dansede over portrættet.
Og så frøs billedet igen. De længselsfulde øjne rettede sig mod Viktor på ny, eller rettere: mod Corinth. Mod noget, der allerede var hændt. "Hvem er hun?" spurgte han så, blidt - som for at bevise, at han var i kontrol over situationen. Sine følelser. At det bare var et spørgsmål, intet andet. Endnu en inspirationskilde? Han nippede til sin vin og vendte sig mod Corinth. Smilet der mødte ham, var gådefuldt. Forbistret dragende. Og fortalte måske mere, end Viktor havde lyst til at vide. Solen legede over hans skuldre, dansede over de skarpe træk og gyldne lokker, der tidligere - i lanternelysets glød - havde virket så dæmonisk forførende  - så nu ud, som om de var kysset af engle.

Han tog et skridt baglæns. Som om afstand kunne bringe klarhed. Som om værket ville afsløre nye hemmeligheder, hvis han så det lidt længere fra. Han lod tommelfingeren glide over læben, viskede vinens rest væk - og måske noget andet med den. Lod blikket glide videre. Malerierne hang som åbne døre i rummet, og i dem - spor af mennesker. Af kroppe. Fingre. Skygger. 
Næsten alle værker bar det samme præg: som om nogen havde været meget tæt på. Eller som om kunstneren havde ønsket, at de var det. Måske. 

Viktor sagde ikke noget i starten, men hans blik talte sit eget sprog da det gled fra billede til billede. En koncentreret rynken i panden og et træk om munden, han ikke helt kunne skjule. Men det var ikke et dårligt blik. Bare et, der forsøgte at forstå. Et blik, der tog det hele ind; uden helt at vide, hvad det var, han blev ramt af.
"Dit atelier er ikke som de andre steder i dit hjem." Han lænede sig mod vindueskarmen, lagde vægten i den ene hofte.
"Jeg kan lide det. Det føles som... en lille afsløret hemmelighed om dig." Et skævt smil, der næsten virkede for ægte til at være spil krusede frem. Fingrene lavede små, næsten nervøse bevægelser ved kravebenet - som om noget i ham ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.

Måske det var at tvære salt i sårbarheden, sådan at flexe sine evner. Ubesværet, let - man havde hvad man havde - men det faldt ham for naturligt, til at lade være. Det var joh smukt, en tavs fortælling kommunikeret i en intim situation. Konteksten skulle være dragende nok til at hænge ved. Og måske også vække jalousi. Det var et lidt for kontrolleret spørgsmål, der blev sendt tilbage. Som om at sprækkerne ville lække alt det han ikke ønskede at afsløre, og derfor slørede det hele til, i stedet. 

Måske var det for meget? Corinth fulgte ham med blikket, da han bakkede bagud. Studerede ham med et glimt af undren, idet Viktor lænede sig afslappet op af vindueskarmen, og viskede det korte glimt af... af ærgrelse? Væk fra de nøddebrune øjne, der slog tilbage på ham. Som havde han åbnet en del af Pandoras boks, og troet, han kun kunne få det han ville. Ikke hvad der var. Men han behøvede ikke at være glemt i mængden. 
Med lydløse skridt gled Corinth også hen imod vinduet. "Jeg tror ikke hun ville bryde sig om, at jeg fortalte for meget" Det var ikke den type information Viktor søgte; det ville ikke gavne dem og deres, at fortælle kvindens historie. Hun var jo ikke den vigtige, måtte han erkende. Fordi det var joh ham han ville imponere. Med alle de små eller store tricks der skulle til. 
Adelsmanden satte sit glas fra sig. Skiftet i energi, var nok til at få bæstet i Corinth til undskyldende trække på skuldrene, og i samme vejrtrækning nikke bekræftende bagefter. Tale ham lidt efter munden, selvom han indvendigt.. nød den usikkerhed, der svirrede som rastløse vinddæmoner over hans krop. Han skulle ikke gemme den væk; alt kunne fikses. Hvis de nu gjorde det sammen.

Det var dog ord han genkendte - jeg kan lide det. Og en dæmpet latter boblede frem fra de bløde læber. "Det er nok.. ikke helt forkert. Nu ikke ud og sige det til alle, vel?" Corinth gled ned på det ene knæ imens han snakkede, og gav til at scanne hvad der stod på enden af tuberne. Ledte efter papir, men sendte dog et godmodigt blik tilbage, da han kiggede op. 
Det var ikke alle der behøvede at se det inderste, men Viktor? Han var her trods alt. 

Viktors blik hvilede på Corinth, da han trådte tættere på. Lydløst, som en stille undskyldning, og Viktor mærkede hvert hjerteslag som en nedtælling. Der var noget i den måde kunstneren nærmede sig på, der afvæbnede ham - men ikke skræmte. Som om noget i Corinth blev blødere, hver gang Viktor trak sig. Eller gav udtryk for det samme.
Jeg tror ikke, hun ville bryde sig om, at jeg fortalte for meget… "Nej?" sagde Viktor stille, uden at høre, hvordan hans tøven fik ordet til at slå en bue som et spørgsmål. Han drejede ansigtet bort, som om et køligt pust havde strejfet hans øre, og han ville undgå, at den ramte ham igen. Det havde ellers været hans plan at sige det med finesse. 'Nej, det ville hun vel ikke.' Eller bare et let 'Jeg forstår.' Noget, der kunne lukke samtalen - vise, at han ikke lod sig mærke med de pigmenterede minder. Og de ting Corinth ikke sagde. Men det havde han. Det bed i ham, hvor pinligt..! og han vidste, Corinth kunne mærke det. Benet vippede rastløst, energien i rummet slog skævt, som om hans barnlige uro forstyrrede noget større.

Kæben spændte op - et blidt lille bid i indersiden af kinden, og han fulgte Corinth med blikket, da han satte sig og rodede med tuber og materialer. Læberne løftede sig lige nok. Et anerkendende, tyst smil brød frem ved hans lille bøn - og Viktor lavede en gestus, som om han lynede munden. 
"Det er vores hemmelighed," sagde han dæmpet, men med den klang, der var blevet deres. Som et ekko, der havde forbundet dem før. De havde nok af dem allerede; én mere gjorde vel ingen forskel? Hans blik dvælede ved Corinths skikkelse under sig - de gyldne lokker, de afslappede skuldre. Der var noget mærkværdigt ved positionen. Som om Viktor sad på en trone, og Corinth knælede for ham. Han krusede brynene sammen. 
Et lille heh undslap ham, knapt andet end et åndedrag, da han mødte de mørkt ravfarvede øjne. Hjertet sprang et slag, og mundvigen flakkede i et usikkert smil, han ikke kunne styre. "Jeg..." mh. Fingrene gned mod glassets krystalhals, tøvende. Han sank, og trak et undskyldende smil op. 
"Det er overvældende, men jeg er glad for at du viste mig det." Hans blik gled langsomt rundt i rummet, tog det hele ind igen - og dvælede så ved et spejl. "Jeg føler mig nok bare... underligt bagud. Lille." Han stirrede et øjeblik på sit spejlbillede, før han vred blikket væk. En skamfuld varme sneg sig op i nakken og farvede hans ører røde. Han skar en grimasse, som om han kunne viske ordene ud igen, gøre dem mindre… ynkelige.

Hemmeligheder var vel ikke noget man kunne få nok af, vel? Den lille zippen af munden rundede det godt af, hans hemmeligheder kunne hvile trygt med Viktor. Fjollet, hvordan det fik et sidste grin lirket af læberne. I den ene hånd fiskede han en af tuberne ud, og skulle til at rykke videre, men  stoppede. Hmm? 

Blikket lyste lidt op ved de sølle ord. Uden helt at registrere det, spændtes grebet om den tube han stod med, fordi Corinth måtte kæmpe bravt, for ikke at lade et fnis slippe ud. Selvfølgelig, utålmodighed var noget han kendte alt til. Men der var jo så. Mange. Grunde, til at han følte sig bagud, som han så fint formulerede det. Fordi..
Dristede han sig nogensinde? Skubbede det længere end han havde regnet med? Så stor i kæften, og alligevel så bundet af sine egne hæmninger. 

Og hvad svarede man til det? 

Lidt undersøgende gled hovedet på skrå - som forstod han ikke hvor de ord kom fra. "Lille.." og Corinth trak sig selv op. At se sin gæst være så slået ud af sine egne tanker... det ville næsten gøre ham til en dårlig vært, hvis han lod det forsætte for længe, selvom det var en fantastisk skam, der skyllede ind over ham. 
Der var lidt højdeforskel imellem dem, men... det var ikke slemt. Og den blev gradvist tydeligere, da han skred tættere på, og greb ud efter hans frie hånd. "Så.. du ville ikke sige, at du oplevede nok på din første rejse?" Se, langt de fleste adelige så ikke aldrig mere end deres lener og statsområder. Men ikke ham. Ordene havde derfor en lidt belærende dril til sig, og han trak ham lidt prøvende med. 
Væk fra vindue kanten, og hen til det spejle, han ellers prøvede at gemme sig for. Et insisterende glimt i blikket, der ekkoede hans første tanker, omkring det her. Dristede han sig nogensinde? Det var dog ikke det han sagde, da Corinth i stedet tilføjede. "Hvorfor starter du så ikke bare en ny?" og han svang ham ind foran sig i en lille bue, da de nåede derhen. Så han kunne se sig selv lidt tydeligere, og måske også se, at han ikke så ham som lille. 

Måden Corinth betragtede ham på, fik Viktor til at gnide sig i nakken - som for at jage varmen væk, der havde sneget sig op langs halsen. Lille, gentog Corinth - og det fik Viktor til at rynke næsen over, hvor ynkeligt det egentlig lød, sagt højt af en anden. Han trak lidt på skuldrene, som i et forsøg på at børste det hele væk. Sin stemme, blikket... det lille stik af skam. Det her var dumt. Hånden begyndte at glide ned mod skødet, men nåede aldrig frem... for Corinth greb ham i hånden. 

Et gisp der aldrig nåede ud sitrede gennem ham, og blikket faldt straks til deres hænder. Varmen fra Corinths greb bredte sig op gennem armen som en sagte strøm, og Viktors ansigt foldede sig i forvirring, før han skævede op med et ordløst spørgsmål i øjnene. 

Lun, let og så... insisterende. 

Brynene skød til vejrs ved det næste. Der lå noget drillende i måden Corinth sagde det på. Som om han allerede kendte svaret, men alligevel ville have ham til at sige det højt. Viktor fnøs svagt, selvfølgelig havde det været en oplevelse for livet. Han havde lært at arbejde hårdt, læse stjernerne, set de mest fantastiske landskaber og... ja, Richard. Læberne blev presset sammen ved minderne. Han ville bære det med sig... altid.

Og han behøvede ikke at sige det højt. Et lille spænd i kæben afslørede det hele, og blikket gled let til siden for at undgå Corinths blik der pillede lidt i skyldfølelsen. Alligevel lod han sig føre med. Efterlod vinen i vindueskarmen per refleks. Et spørgende træk gled over hans ansigt endnu engang, som om han ikke helt forstod, hvad de skulle, men nysgerrigheden fik ham til at følge, selvom der var en eftertanke af modvilje i fødderne. 
Hvorfor starter du så ikke bare en ny? Foreslog Corinth, hvilket kun kunne få Viktor til at sige; "Hvad?" I et halvt forlegen grin, halvt skeptisk - som om det hele var ganske fjollet. 

Corinth svang ham i en let bue, og det forbavsede Viktor så meget at han kun kunne lade sig føre af ham. Krøllerne dansede let i bevægelsen, og Viktor fandt sig selv ansigt til ansigt med sit eget spejlbillede. Han stirrede et øjeblik. Brynene trak sig tættere sammen. Han ville knuge sine hænder, men bemærkede med det samme at Corinths hånd stadig var der. 
Hjertet slog tungt i hånden.. en krævende summen, og det skræmte ham. Hvorfor han løsnede grebet, bare en anelse. Han burde trække hånden til sig, men det gjorde han ikke.
"En ny?" gentog han, og hans blik gled op mod Corinth i spejlet - før det fandt ham ved siden af. Usikker på, om han mente det for alvor. Usikker på hvad han selv håbede på.

Nogle gange, så skulle der næsten noget fysisk til, for at skubbe tankerne væk. Noget mere, end bare.. at tænke på noget andet. Han brugte det selv flittigt, måske endda misbrugte det, når han langt hellere ville eksistere i verdenen, end hans eget hoved. Tankerne var tit for mørke. For håbløse, til at han kunne leve sit sølle liv i dem. 
Så han tog imod ethvert glas vin, enhver dans og hvert kys der måtte komme hans vej. Alt, for at bibeholde følelsen; følelsen var alt. 

Derfor var det som at puste til sultne gløder, da han fulgte med. Lod sig føre ind foran ham, hans skeptiske lille latter som en sød melodi for adelsmandens ører. Corinths anden hånd nussede ham fraværende på skulderen, men den første gav ikke slip, på trods af at Viktor løsnede sit greb. "En ny... rejse" bekræftende, lavmælt til spejlbilledet. Hjertet bankede lidt hårdere i spændingen ved det usagte, som en insisterende tromme, der krævede langt mere end den fortjente. 
Med munden ud for hans øre, behøvede han heller ikke at være for højlydt, han hørte hvad der blev sagt, og det dybere register gav farvede Corinths stemme med en underliggende spinden - men han kunne ikke lade være, når de stod så tæt. Han var som honning. En vag duft af kaffe, overtaget af noget... andet, fulgte med hans nærvær. Og han duftede da ikke som han huskede, konstaterede tankerne. Noget... nyt, havde sat sine håndtryk i Alryss sønnen - men heller ikke dét afskrækkede Corinth - tværtimod. 

Det var umuligt for ham, ikke at give sig hen.
Måske i virkeligheden kun et spørgsmål om tid. Han var trods alt kun en mand, og Corinth gav med et længselsfuldt suk, lidt slip på den selvkontrol, der grådigt havde bidt lunser af hans tålmodighed op til nu. 
Hånden der fraværende havde kærtegnet skulderen, krøb ind foran kravebenet. Lagde tommelfingeren under hagen, skubbede hovedet opad, og hviskede ind imod huden; "Måske en sommer her?" 

Hans øjne dirrede, læberne nægtede at adlyde, da Corinths ånde sendte en sirlig fornemmelse gennem ham. Gåsehuden blomstrede frem, som efterdønninger fra læber tæt på øret. Kroppen spændte op. En ny rejse.. Et dunk, som et ekko af noget forbudt, dybt i maven. Opslugt af spejlbilledet, og de dæmpede ord, der krøb hen over huden hvor Corinths fingre havde været, så Viktor sig selv - gennem hans blik. Han havde ønsket det. Og han kunne ikke lide alt, han så. 

Men han kunne heller ikke se væk.

Øjnene, farvet i efterårets dybde, skrabede mod noget sårbart i ham. For det, han blev spejlet som, var nødvendigvis ikke det, han håbede på. Corinth så ham lidt for klart. Blottede ham: ikke som voksen, ikke som lille, men som én, der stadig famlede.
Og alligevel blev han hos Viktor. Så hele ham. Og dét gjorde ondt - når nogen rent faktisk så én, før man selv vidste, hvem man ville være. Men det lindrede samtidig noget. 

En ny rejse...  
Pulsen steg. Brystkassen gjorde et hop, som om hjertet sparkede ham, da skyggefingrene strøg over kravebenet - som et blidt løfte uden ord. Viktor så det hele ske, som en langsom gengivelse i spejlet. Som skete det slet ikke for ham, men for Viktor, lige overfor ham. Han sank, blikket fæstnet ved hånden, der forsatte, til hans hals, hvor en mørk tommelfinger greb let fat og vuggede hans hage opad. Viktors bryn strammede sig i en splittet alvor, men alligevel gjorde han plads. Læber så tætte på ham, at han mærkede kunstnerens ord forme sig mod huden. Måske en sommer her? Blød som velour og fyldt med alt det, Richard havde forsøgt at advare ham mod. Men Richard havde ikke kendt dette rum. Ikke set dét blik. Ikke mærket, hvordan Corinth så på ham - som noget mere end en forkælet junker med store øjne og for lidt erfaring. Måske tog han fejl. 

Måske gjorde han ikke. 

Og Viktor sukkede, knapt hørbart, et åndedrag, som et støn, der sad fast et sted i halsen. Som blev han kort væk i sig selv... væk i Corinth. Han lukkede øjnene, stadig med det forpinte, rådvilde udtryk malet i det lyse ansigt. En sommer her... overvejede han, mens blodet pumpede af noget udefinerbart. Øjnene åbnede sig på klem, så han atter kunne se deres spejlbillede gennem mørke vipper. Han kunne ikke se væk. Corinth, bag ham, som en mørk flamme. Ham selv, lænet let tilbage, næsten modvilligt - men ikke nok. Ikke nok til at bryde det.

Ja. Det var præcis det han ville - så hvorfor tøvede han? Han følte sig pludselig seksten igen. Tilbage i den hemmelige oase, den første aften med Corinth, da alt i ham havde skreget på at læne sig frem og kysse ham - men han havde ikke turdet. Han var stukket af, da det blev for virkeligt... Og nu dette, havde samme klang som ærgrelsen over, at skulle give op på et portræt der havde potentiale, bare fordi man ikke evnede det på daværende tidspunkt. Forspildt. 
Så hvorfor skulle han blive ved med at ærgre sig? Måtte han ikke godt læne sig ind og bare... tage dét?

Tag det.

Fingrene klemte om Corinths hånd, og mørket samlede sig i det nøddebrune da han så sig selv i øjnene. Han var ikke seksten mere. 
"Jeg..." stemmen var hæs, næsten rå. Han rømmede sig, og virrede let med hovedet, som for at skabe en my afstand mellem dem. 
"Hvis du vil have mig her..." En pause. Og han fjernede Corinths hånd fra sin hage, men slap ikke. Et lille nik, næsten usynligt. Som om han gav sig selv lov til at sige det næste. "...så bliver jeg gerne." En sommer her.

Noget faldt på plads i Corinth, da han så det. Selvom han ikke fysisk så det, kunne han næsten mærke det komme krybende. Et knæk i melodien, et skift i energien. Det lydløse suk, han nok kun opfangede, fordi han stod så tæt på, som han gjorde - og det sendte kuldegysninger ned af nakken, på den helt rigtige måde. En sommer var ikke meget. Men det var nok til at udfordre skæbnen - nok til at skæbnen ville udfordre dem. 
Intet i ham kæmpede derfor imod, da Viktor tog sit ansigt tilbage. Han gav slip på den kontrol der havde ligget i hele positionen, og gav lidt.. autonomi tilbage. Blikket ramte hans igennem spejlet. Og et smukt mørke krøb ind over de ellers nøddebrune øjne. 

Det gik først op for ham nogle sekunder efter, at han havde holdt vejret. Men den kære Alryss greb det. 
Lettelse - en han ikke ville lægge for mange tanker i hvor kom fra - skyllede ind over ham, og Corinth rettede sig lidt op. "Fantastisk. Jeg mistænker, at du vil være godt selskab" som om det var nok forklaring til det insinuerende show han dirigerede, lige før, inden han spurgte - men Corinth havde en hang til det nære. Og var blevet skubbet væk mindst ligeså mange gange. Men Viktor skubbede ham ikke væk.

Han ville både være godt selskab, men også bare.. god for ham, at have i hånden. 
Corints blik, mindst ligeså slugt af pupillens mørke cirkel, gled en sidste gang over reflektionen af dem i spejlet. Skar det i minderne, med et løfte om at vende tilbage til det, senere, og endte ved Viktor. "Kom" og han løsnede blidt sit greb, men lod Viktor om at være den der endeligt skilte dem ad. Han vidste ikke helt om han kunne. Øjnene han mødte, de holdt ham fast. 
"En skål, for gode nyheder?" Men vinen var så langt væk. 

Hjerterytmen faldt endnu ikke til ro, men trommede blot sin fanfare i det unge bryst. Alt for væltet ud på grænsen af noget der ville blive svært at vende tilbage fra, hvis han blev skubbet yderligere. Tungen prikkede til indersiden af kinden med et lille skeptisk, dog moret fnys til Corinths begrundelse. Godt selskab. Eller et godt minde. "Hm," men mundvigene vippede op i et skævt smil alligevel og han vendte sig, så han kunne stå overfor sin vært fremfor deres spejlbillede. Hånden, Corinth havde holdt, slap, men den der havde rørt ved Viktor blev i hans hænder. Han sænkede blikket og fortabte sig lidt i deres fingre, ikke flettet sammen, men lige ved. Lys og mørke. Tommelfingeren i en glidende bevægelse over den andens håndryg, som om han overvejede noget, eller jagede en tanke der prøvede at stikke af fra ham. I et hurtigt ryk fokuserede hans øjne sig på Corinths ansigt igen. Pupillerne udvidede, næsten sorte af lysmangel eller noget andet, der fik hjertet til at spænde sig.
"Så... det er ikke noget du ved?" Kom det smørret fra ham, men dæmpet, og han pustede adrenalinen ud af næsen. 

Han blinkede langsomt, som blev han trukket ud af en drøm, men til trods for Corinths invitation til at flytte sig, lagde ingen af dem op til det. Hænderne begyndte at skille sig fra hinanden, men det blev op til Viktor at give slip. Hvilket han da også gjorde... langsomt. Hånden dvælede hvor han slap, og han knugede sin nu tomme hånd, før begge røg i lommerne. I sikkerhed. Skuldrene rullede han tilbage, og forsøgte at se mindre... medtaget ud af det der lige var sket. 
"Lad os det.." skåle på dét. Han gled henkastet forbi Corinth, men strejfede ham på vejen tilbage til vinduet. Med ryggen til, kom hånden op til brystet, som han gned rundt i små beroligende cirkler. Læbernes berøring sad endnu på hans hud som en stædig, brændende prikken, han ikke var sikker på ville gå af igen. 

"Jeg var heller ikke klar til at tage hjem." Han vendte sig om med deres vin i hænderne, og rakte det ene glas frem mod Corinth. Et lille smil spillede i mundvigen, men blikket flakkede kort, som om noget fangede ham i kanten af hukommelsen. Som lyttede han efter noget, sagt til ham langvejsfra.
Jeg vil ikke hjem, sagde det, som noget mumlet gennem vat.. Jeg vil ikke være Viktor af Alryss.
Det lød, som om han græd.
Han blinkede sig tilbage på Corinth. Havde de haft den her samtale før? Viktor kunne ikke huske det - men... havde han grædt foran ham? Var det overhovedet med Corinth? 

"Underligt... Jeg føler, jeg har sagt det før." Sagt med en skæv eftertænksomhed, der skulle lyde som ironi - halvt til sig selv, halvt til Corinth - som forsøgte han at ryste efterklangen af sig.

Det var et lidt mere langsigtet spil han gav sig hen i, når han ikke bare.. fulgte op på det dybe, uudforskede begær, i de sorte øjne foran ham. Det ville være så let. Han ville nok ikke sige meget fra, skulle han vælge at sige 'til helvede med det, og Corinth ville nok nyde det. Men efterslæbet ville være irriterende. Ikke flere små snakke, ingen hel, uafbrudt sommer, men derimod noget langt mere simpelt og kynisk. Had var en følelse for en anden dag. Fortrydelse var en følelse for en anden dag. Idag skulle han helst komme tilbage efter mere. 
Det føltes lidt som om at han så noget i deres hænder. Han kunne se det samme, men sagde ikke noget. Corinths blik var nemlig gledet op på det lyse ansigt, nu drejet ind imod ham igen, og det smørrede, lidt mere selvsikre smil som voksede frem på hans læber. Det klædte ham, og tanken forsvandt i et lille, smilende hmm fra Corinth. 

Invitationen var åben, og han tog den, noget flygtigt i hans hurtige skridt, da han gled forbi ham. Armene krydsedes da han fulgte ham med blikket, noget lidt selvtilfredst i ham, som kælede for følelsen af.. hvor langt han egentlig havde fået lov til at gå. Men så hellere ikke længere. Selv når Viktor nok godt vidste, at han ikke helt ville afvise ham, jah så holdt han på formerne. 
Også meget yndefyldt, fra en af hans slægt. 

Da han vendte sig, gik Corinth ham lidt i møde henover gulvet, nu en lyttende, mere afslappet mine, lagt over det lyse ansigt. Glasset føltes koldt i hans hænder, som en sidste lille påmindelse af varmen fra før, men han bed ikke mærke i det. Senere. 
"Det er godt at høre" enighed imellem venner, og han løftede glasset til en hørbar skål, den her gang. Og som dæmringerne af noget for laang tid siden, skyllede op med tidevandet, som den næste sætning bragte med sig. Noget af en aften, og nok en af de ting, der havde ledt op til det her lille forslag fra Corinth. Han havde været langt væk, men følelsen af hans hjerteslag, dunkede som et minde om noget ægte i hans fingerspidser. Og lidt prøvende, skiltes læberne i et sigende smil. "Du savner det virkelig ikke, hmm?" det liv. Den her gang, kunne han måske styre sig selv lidt bedre. Indtil nu var det jo gået godt. Men sorg, gråd, ynk, havde en... spændende effekt på Corinth. 
Ikke at han nogensinde ville indse, hvorfor sorg, selvmedlidenhed og gråd, gjorde ham rasende. 

Automatisk fulgte han Corinth, og løftede glasset i en halvhjertet skål fordi han simpelthen stadig blev distraheret af de tanker der lige var kommet, og som sand gled ud mellem fingrene før han kunne nå at nærstudere hvad det handlede om. Underligt. 

"Næ..." svarede han drævende som om han knapt hørte spørgsmålet. Vinen blev sippet til, og han vippede hovedet let, smagte på det Corinth sagde - for han havde hørt ham. Han savnede det ikke... "Ikke dét, i hvert fald." kom det lettere kryptisk fra ham, og sendte så Corinth et hurtigt smil, som for at bringe sig selv tilbage til stemningen. I deres fejring; fejrede hans beslutning, fejrede den kommende sommer og alt det, der kunne følge med.

Han tillod sig, eller turde, endelig at sætte hånden der, hvor Corinth havde været. Fingrene strøg huden ganske let... for han ville jo ikke slette sporet, eller tørre heden væk. Den var god at gemme til et senere tidspunkt. Hvor han var alene med sig selv og sine... mindre uskyldige tanker. Hånden forsvandt bag ham i en støttende position op ad vindueskarmen. "Og det er virkelig okay? At jeg flytter ind her?" Det var ikke skepsis, mere et behov for at høre det igen - hvor han ikke var påvirket af silkebløde suk og vægten af en andens krop presset mod sin. Forbandet hede... et iskoldt bad skulle der til - hvis det da overhovedet var nok. 

"Jeg vil nødig have, at du fortryder dét." Han løftede brynet og gned sig på siden af næsen med en enkelt pegefinger. Han kunne stadig dufte Corinth på sine hænder. Og uden helt at tænke over det, førte han hånden ned til munden - læberne indespærret bag et par fingre der dunkede endnu. 

Den rene tone fra glassene der stødte sammen klingede imellem dem. En lys lille påmindelse, der vidnede om at hans glas i hvert fald snart var tomt, og han lod det sidste af væsken skylle ned. Ikke dét i hvert fald, og noget spørgende trak hans øjne lidt sammen. Hvilken del af det? Men spørgsmålet måtte stå til en anden dag. 

Med lyset der kom bagfra, var det en smuk middagssol som omfavnede Viktor. Eftermiddagssol rettede han, og den strakte sine stråler, som havde den savnet ham hans slanke skikkelse. Gjorde hans skygge lang, som en kryptisk sort løber - den her gang rakte det dog ud efter ham. Lys, skygge, et kunne vel ikke være stærkt foruden det andet. Og hvordan kunne man ikke drages imod det? Det var joh ikke fordi han manglede tiden. Corinth fulgte hændernes stille vandren med blikket, inden at det gled tilbage til Viktor. "Jah, virkelig" et lille prust forlod ham, som morede han sig over det. "Du har måske nogle uvaner jeg burde kende til inden?" og han sendte det løftede øjenbryn tilbage i et underholdt smil. 
Han ville ikke fortryde det. Skråsikkerheden bagved det var stejl, der var mange lag i det. Noget i ham, havde løst til at se fjæset på alle dem der misbilligede det. Noget andet, ville udforske det mørke han lurede i Viktor. Noget helt tredje... Corinths blik skrånede over de bløde læber, de hænder, og han trådte nogle skridt hen imod ham. 

Projektet med at finde papir og pensler, lå som en et efterladt projekt og stirrede på ham, og gav ham noget at sætte sine hænder igang med.

Ja, virkelig. Såre simpelt, og til trods for det morede lille prust der forlod Corinth, mærkede han en blid lettelse ramme ham. Dét og taknemmelighed. 

Fingrene trommede let mod hans læber, og et skævt, næsten legende smil gled frem - som om tanken om at kaste spørgsmålet tilbage morede ham mere, end svaret nogensinde kunne. Hånden faldt ned i skødet med en vis bevidst elegance.
"Har du selv nogle, jeg bør kende til?" Blikket glimtede spørgende, med en varm charme der gjorde det umuligt at afgøre, om han udfordrede eller blot drillede. Øjenbrynene løftede sig en anelse, og der var noget næsten uskyldigt over hans tone.

Og det var alligevel et reelt spørgsmål, pakket ind i fløjl.
Hvis Corinth kendte ham bedre, ville han vide, at Viktor altid sagde ting, som havde to betydninger.
Og at han tit håbede, den anden ville vælge den forkerte - så han slap for at forholde sig til den rigtige.

Men uvaner havde han ellers nok af. Han var distræt, når han malede, mistede tid, plads og koncepter. Rodede med pensler og farver. Drømte for meget. Han var bange for småkryb. Tænkte for meget. 

Ville elskes for meget.... 

Men eftermiddagssolen varmede Viktors ryg, og  afstanden mellem dem, havde været kærkommen. Det kom lidt mere på afstand nu... alt det der foran spejlet. Bare lige nok til at kroppen kunne falde til ro. Men også kun næsten. For da Corinth trådte nærmere, var det, som om det samme spænd i kroppen fra før kom igen. Ikke modstand. Bare… noget, der vågnede. Viktor rettede sig en anelse i karmen. Afslappet, kunne det ligne. Men inderst inde var det… forventning.
Og da Corinth igen rakte ud efter penslerne, slog Viktor blikket ned, smilte stadig - omend en smule skævere.
Han havde nær glemt... at han sad her for at få lov til at male.