Det var pludselig endnu en ny ting ved Fabian, Romeo skulle forholde sig til oven i alt det åbenlyse, der allerede lå foran ham. Han vidste udmærket, at Fabian aldrig havde været synderligt begrænset, når det kom til hvem han fandt interessant, men tanken om at hans gamle barndomsven måske havde et forhold til en prins var alligevel svær at få til at passe ind. Hvis det da overhovedet var Aldamar af Arys. Der var intet i brevet, der kunne bekræfte det, og heller intet der fortalte Romeo, præcis hvad forbindelsen mellem de to var.

Han lod blikket hvile på pergamentet lidt endnu, før han lod det ligge. Romeo var trods alt ikke typen, der begyndte at rode i andres ejendele for at tilfredsstille sin egen nysgerrighed. Alligevel blev tanken ved med at nage ham. Hvis det virkelig var Aldamar af Arys, havde prinsen midler til at hjælpe Fabian ud af denne elendige tilværelse. Måske burde Romeo få fat i ham?

Nej. Han vidste ikke engang, om det var den rigtige Aldamar, og noget sagde ham, at Fabian næppe ville takke ham for at blande en anden ind i det uden hans tilladelse. Romeo gned sig træt i nakken og sank længere tilbage i stolen med et suk. Han havde egentlig kun tænkt sig at hvile øjnene et øjeblik, men udmattelsen efter healingen indhentede ham hurtigere, end han nåede at gøre noget ved det.

Da han vågnede igen, var værelset henlagt i mørke. Hovedet hang tungt, armene lå løst over kors ved taljen, og en skarp ømhed havde sat sig i nakken efter de mange timer i stolen. Romeo blinkede søvnen ud af øjnene og brugte et øjeblik på overhovedet at huske, hvor han var. Lyden af regndråber, der med jævne mellemrum ramte potterne på gulvet, hjalp erindringen på vej.

"Fabian?" hviskede han hæst ud i mørket. Der kom ikke noget umiddelbart svar, og Romeo begyndte at famle efter noget, der kunne give lys. Efter et frustrerende øjeblik lykkedes det ham at få liv i olielampen, og en varm, svag glød bredte sig gennem det lille værelse.
Han rejste sig, gik forsigtigt uden om potterne og hen til sengen. Først dér fik han ordentligt øje på Fabian igen. Ansigtet trak sig sammen i søvne, brynene spændte og udtrykket forvred sig kortvarigt, som om selv søvnen ikke gav ham synderligt meget fred.

Romeo kom ned på hug ved siden af sengen.

"Fabian...?"

Fabians bryn var rynket og hans mund pegede nedad i en koncentreret og dog tydelig ubehagelig mine, som prøvede han virkelig at holde sig tilbage fra et eller andet. Det var generelt ikke et udtryk Fabian havde på sit ansigt omkring folk. Der var han som en lille sol. Der var altid et smil og en vittighed eller flabet bemærkning. Der var ikke... det her.

Det var først som hans navn blev sagt, at hans øjenlåg ligeså stille begyndte at bevæge sig, og han så endelig slog dem op i en lidt forvirret mine, som han kiggede efter stedet hvor stemmen var kommet fra, indtil hans blik fandt Romeo.
Hvad der var sket med ham var umuligt at få ud af hovedet i disse øjeblikke, men det var først her at han kom i tanke om at Romeo stadig var her.

Selv her i mørket virkede Fabians blik mere stabilt, mindre slørret, og det var tydeligt at til trods for den urolige søvn, så havde søvnen i hvert hjulpet lidt i hovedet, selvom det øjeblik han prøvede at sætte sig op, var der en tydelig grimasse han ikke helt kunne gemme. Alt gjorde ondt. Heldigvis kunne han nu støtte på hænderne som han faktisk fik møvet sig op og sidde.
"Hvad laver du stadig her?" spurgte han. Hans stemme føltes ru og tør, og ah. Han havde hverken fået vådt eller tørt siden før nattens grusomheder, også selvom Hector havde forsøgt at hælde lidt vand i munden på ham.

En bekymret mine trak sig over Romeos ansigt. Det var tydeligt at se, at smerterne stadig sad alvorligt i Fabian. Alle de fremmede træk, der spændte hans ansigt, gav Romeo en næsten overvældende lyst til at række ud og stryge dem væk. Få det ubekymrede smil tilbage på hans læber, den flabede bemærkning eller bare et eller andet, der lignede den Fabian, han kendte. Det gjorde ondt at se ham sådan her.
Romeo satte det ene knæ i gulvet og lod armen hvile mod sit lår, men nåede knap at finde sig til rette, før Fabian begyndte at møve sig op. "Rolig," protesterede han lavt og var allerede klar til at gribe ind, hvis det blev nødvendigt. Da Fabian trods alt kom op at sidde ved egen hjælp, lod Romeo ham gøre det.

"Jeg passer på dig, selvfølgelig," svarede han, som var det den mest indlysende forklaring i verden. De grønne øjne blev på Fabian et øjeblik. Blikket virkede mere stabilt nu, mindre sløret end tidligere, selvom det ikke ligefrem fik ham til at se godt ud. Romeos kæbe bevægede sig eftertænksomt. De havde begge sovet langt ud på natten, og først nu hvor han selv var vågnet ordentligt, begyndte han at mærke tørsten. Det fik hans blik til at glide rundt i det sparsomme værelse.
"Har du noget her? Vand? Noget at spise?" spurgte han og kom langsomt på benene igen. Hånden fandt om i nakken, hvor han forsøgte at trykke noget af stivheden væk. "Hvornår har du sidst fået noget?"

Igen var der den kriblende ubehag og lyst til bare at skubbe Romeo væk. Han skulle ikke passes på. Han skulle være alene for at slikke sine egne sår, så han kunne putte en maske på, når han forlod sit lille værelse endnu engang.
Nu ville han blot tænke på det her hver gang han så Romeo. Blive mindet om at Romeo havde set ham på sit laveste. Det var en følelse Fabian ikke var god til at sidde med, men desværre var han også så kvæstet at det var svært at løbe fra den.

"Du bør tage dig af dig selv først," sagde Fabian, selvom han godt vidste at det ville hjælpe lige lidt. Romeo var tydeligvis ligeså stædig som ham selv.
Han gav et ryst på hovedet, hvilket blot indikerede hvor øm han selv var i skuldre og nakke. Det var hvad der skete når man bare bundet op i så lang tid... ikke at han ville sige det til Romeo. "Jeg plejer at gå ned til en lille kro rundt om hjørnet, hvis jeg skal have noget. De har åbent hele natten også, så man kan altid få lidt drikke og spise." Hvilket han ofte havde brugt især når han kom hjem sent fra en kunde. Maden var ikke den bedste, og klientellet var primært af den snuskede slags, omend ikke ligefrem de hårde kriminelle. Men det var billigt og Fabian tog hvad han kunne få, nu når han ikke havde noget sted selv at opbevare eller lave mad.

"Jeg har det fint, Fabian." De kunne være to om den leg. Sammenlignet med Fabians tilstand havde Romeo det trods alt som blommen i et æg. Et meget lille, kvælende æg efter timerne sammenkrøllet i stolen, men stadig.

De grønne øjne blev på Fabian, opmærksomme på hver lille spænding eller grimasse, der kunne afsløre, hvor det gjorde mest ondt. Selv den lille bevægelse med hovedet havde fået noget til at trække sig i hans ansigt, og Romeo måtte undertrykke endnu en trang til at spørge ind til det. Fabian havde gjort det rigeligt tydeligt, hvor lidt han ønskede at fortælle.

En kro rundt om hjørnet. Romeo satte en hånd i siden og lod blikket glide rundt i det lille værelse igen. Intet ildsted, intet sted at tilberede noget og tilsyneladende heller ikke noget mad. Han havde svært ved at forlige sig med tanken om, at det virkelig var sådan Fabian levede. Havde Romeo selv været overladt mere til tilfældighederne, hvis han ikke havde fundet Isari, kunne hans eget liv så have set sådan ud?

"Okay." Han skubbede nogle lokker om bag øret i et forsøg på at kvikke sig selv op. "Jeg henter noget."

Romeo var allerede i gang med at iføre sig kåben, selvom tanken om endnu en tur ned ad de knirkende, knagende trapper ikke ligefrem lokkede. Og så ud i regnen, finde kroen og hele vejen tilbage igen. Han kastede et sidste blik mod Fabian, mens han fik kåben ordentligt omkring sig.

Hvis bare han kunne have slæbt ham med hjem til sig selv. Det ville have gjort alting betydeligt nemmere.
"Bliv liggende imens." Romeo rettede et strengt blik mod ham. "Og inden du siger det: ja, jeg ved godt, du kan selv."

Ordene var på Fabians læber. Der var ingen grund til at Romeo behøvede at hente dem. Et par timer mere og så skulle han nok selv formå at stavre derned af, eller måske en ekstra dag, når dehydreringen rigtig ville have sat sig ind.
Hvis han havde virkelig skidt, så nogle gange var hans underbo behjælpelig. Det var ikke så skidt. Men han kunne ikke gå til dem midt om natten, hvis han ville beholde deres gæstfrihed.
Men selvom han gerne ville stoppe Romeo så var der intet han kunne gøre, andet et mere sammenbidt udtryk som Romeo gjorde sig klar.

"Lad mig i det mindste betale," sagde Fabian og rakte ud efter kommoden, med hans fingre der værkede med var trods alt funktionelle. Han åbnede en af skufferne, og efter at have roddet lidt i det, fandt han en lille pung op. Der var ikke meget, men der var tydeligvis nok, og han tog et par krystaller op af den og rakte dem mod Romeo.
Han havde ikke i sinde om at Romeo både hjalp ham, og så også betalte for maden. Den var billig, men Fabian havde nok en fordom om at Isari præsterne heller ikke blev betalt synderlig godt. De kunne selvfølgelig få nogle lidt pænere steder fordi folk var villige til at have dem boende... modsat skøger.

Romeos blik faldt på krystallerne i Fabians udstrakte hånd, og et øjeblik så han ud, som om endnu en protest var på vej. Det sidste Fabian havde brug for, var vel at bruge de få penge, han havde liggende, på noget Romeo sagtens selv kunne betale.

Men han kendte efterhånden det sammenbidte udtryk.

"Fint," sagde han derfor blot og tog imod krystallerne. "Så betaler du." Han lukkede hånden omkring dem og stak dem væk, uden at nævne, at han allerede havde besluttet sig for, at de skulle tilbage samme sted, så snart Fabian ikke holdt øje med ham. Der var ingen grund til at starte endnu en diskussion, når han kunne vinde den uden Fabians deltagelse.

"Jeg er tilbage om lidt." Romeo trak kåben tættere omkring sig og forlod værelset, hvorefter turen ned ad de smalle trapper viste sig at være omtrent lige så behagelig, som han havde forestillet sig. Da han endelig trådte ud på gaden, blev han mødt af regnen og trak hætten længere frem over håret.

Kroen var heldigvis ikke svær at finde. Romeo bestilte noget varmt med kød til Fabian, ærtegrød til sig selv og nok vand til dem begge. Efter et øjebliks overvejelse bad han også om noget brød, der kunne gemmes til senere. Da betalingen skulle falde, lod hånden ganske vist kort glide mod de krystaller, Fabian havde givet ham, men fortsatte i stedet til hans egen pung.

Fabian behøvede ikke vide alt.

Da Romeo noget senere atter kæmpede sig op ad trapperne, var det med maden i favnen og regnvand dryppende fra kanten af kåben. Han skubbede forsigtigt døren op med skulderen. "Jeg er tilbage." Blikket søgte straks Fabian, da han trådte ind, men ellers var det næsten svært at mærke forskel på ude og inde. Den kølige luft fandt ubesværet vej gennem de pokkers huller i taget, og Romeo kunne ikke undgå at efterlade et spor af regnvand hen over gulvet, mens han fik placeret mad og drikke fra sig.

Kåben trak han derefter af og lagde over stoleryggen. De brune pandelokker klistrede vådt til ansigtet, og han strøg dem lettere irriteret til siden, inden han fandt vandet frem. "Her." Det var det første, han rakte Fabian.

Det var ikke meget, men det var lidt. Man kunne se hvordan Fabians skuldre faldt lidt i lettelse, som om at han havde gjort noget der gjorde at han ikke bare... var en sølle skøge der skulle have hjælp med det hele. Pengene var trods alt ikke noget han følte han havde manglet lige siden Aldamar kom ind i billedet. Det handlede ikke om penge mellem dem, men... hans penge hjalp, og det var en undskyldning for hvordan Fabian havde formået alle de gange tage en hel dag ud, bare for at være sammen med ham.
"Okay," sagde Fabian stille, som Romeo endelig forlod værelset og Fabian kunne være alene. Med hans smerte og skammen. Endelig blev alt bare droppet, og han gemte sit hoved i sine hænder, som om at hvis han blokerede hele verdenen, så skulle han ikke døje med det. Men lige lidt hjalp det. I det mindste var Aldamar her ikke til at se det. Han håbede virkelig at Hector kunne blive ved med at leve i troen om at Aldamar ikke havde nogen følelser for Fabian... det ville være nemmere.

Hans blik løftede sig fra sine hænder, og endelig gik det op for ham hvad der lå på bordet. Havde Romeo set det? Det var ikke usandsynligt, men... han havde vel ikke skrevet noget... sigende.
Han kæmpede sig op for at stå, og fik gået over til bordet til brevet. Nej, det så ikke ud til at der stod meget mere end et navn om ham selv. Et lille suk undslap ham, men alligevel tog han brevet og gik tilbage over til kommoden for at gemme det væk. Måske var det mere sigende, men hvis nu Romeo ikke havde læst det... så var der ingen grund til at friste det. Og hvis han havde læst det.... Hvor mange Aldamar fandtes der ikke også.

Det var som om at alt energien var brugt som han satte sig ned på sengen igen, og selvom han kiggede på kommoden, for at overveje noget varmere, nu når natteregnen havde sat sig, så kunne han ikke få sig selv til det.
Det var også sådan Romeo fandt ham, da han kom tilbage. Siddende i sengen, og så bare lidt opgivende ud. I det mindste mødte han Romeos blik, som han tog imod vandet med begge hænder, hans hænder føltes for ustabile til kun at bruge en lige nu. Han ventede ikke som han tog en ordentlig sår og hans hals føltes med det samme bedre, og det gik virkelig op for ham hvor tørstig han havde været. "Tak," sagde han. "Du har vel også købt noget til dig selv." Han kiggede på alt hvad Romeo stod med, men det var svært at bedømme om Romeo bare var overentusiastisk i at fodre Fabian eller om han havde fået købt noget til dem begge.

Romeo tog selv en lille slurk af sit eget krus, mens Fabian næsten tømte sit på én gang. Han overvejede kort, om han skulle tilbyde ham resten bagefter, hvis han stadig var tørstig, men besluttede sig for først at se, om det overhovedet blev nødvendigt.
"Jo jo," forsikrede han og drejede sig en halv omgang for at få fat i skålen med sin grød. Han tog den med tilbage til skrivebordet, men som han skulle til at sætte sig, rynkede brynene sig ganske let. Det halvskrevne brev var væk. Blikket søgte flygtigt ned mod gulvet, som om vinden gennem taget kunne have fået fat i det, inden han skævede tilbage mod Fabian.

Havde han fjernet det, mens Romeo var ude?

Han sagde ikke noget til det og satte sig blot til rette. "Jeg håber, du kan lide det. Jeg er ikke ligefrem hjemmevant i kødretter, men det er en gryderet med vildsvin." Romeo huskede ikke Fabian som synderligt kræsen, men hvem vidste efterhånden, hvor meget der havde ændret sig siden dengang. Han tog lidt af grøden, men efter et øjeblik begyndte fingrene på den frie hånd at tromme en let, eftertænksom rytme mod bordpladen. Blikket gled tilbage mod Fabian.

"Du har lært at skrive, så jeg." Et skævt, forsigtigt smil trak i hans mundvig. Der var oprigtig varme i det, måske endda en lille smule imponeret overraskelse. "Det kunne du ikke dengang." Det var vel én måde at fortælle Fabian, at han havde set brevet, uden at spørge til det, der stod i det.

Fabians blik gled flygtigt over mod bordet, som Romeo satte sig ned foran det, som om at han lige skulle tjekke at Romeo ikke tænkte over brevet, men allerede på det lille stykke, kunne han næsten se Romeos blik glide over hvor brevet før havde ligget. En sten lagde sig i Fabians mave. Sif var i forvejen den eneste der vidste det, og det var trods alt af en grund. Han ønskede ikke at gøre tingene sværere for Aldamar.
Så han rettede sig blik mod maden han også havde fået af Romeo.

Den virkede varm nok, og vildsvin var ikke ligefrem noget Fabian havde en aversion mod... han var generelt ikke så kræsen. Visse ting ændrede sig ikke med ordene. "Det burde være fint. Deres mad er sjældent decideret dårligt, selv deres mysteriegryder," sagde han og prøvede at få det til at lyde lidt let og legende, men det havde på ingen måde den effekt Fabian ønskede, og det kunne han høre det øjeblik han sagde. I stedet for begyndte han forsigtigt at spise. Han havde også været mere sulten end han regnede med.

Men selvfølgelig kunne stilheden ikke vare ved, eller de manglende spørgsmål. Selvfølgelig kunne Romeo huske hans manglende færdigheder for at læse og skrive, og den manglende lyst til at gøre noget ved det.
Han prøvede at trække lidt på skuldrene, ikke alt for meget, som musklerne værkede. "Man lærer en masse nye ting når man kommer til byen," sagde han, mens der var en stille bøn om ikke at spørge om Aldamar. Ikke når han mest af alt havde lyst til at fortælle Romeo det. Men det kunne han ikke. Ikke når der allerede var folk som Hector som havde fundet tilbage til Fabian.

Mysteriegryder?

Romeo løftede skeptisk det ene øjenbryn og skævede ned til sin egen grød, hvor træskeen langsomt blev kørt en omgang. Det her var vel bare en ganske almindelig ærtegrød? Han håbede inderligt, at kroen ikke havde været synderligt eksperimenterende med den.
"Og folk bestiller den slags?" spurgte han og trak ansigtet i en lettere mistroisk grimasse, inden han rystede svagt på hovedet, som kunne han på den måde få billederne af diverse mystiske ingredienser ud igen.

Da blikket fandt Fabian, havde noget mildere lagt sig omkring Romeos trætte øjne. "Ja..." Han gned læberne eftertænksomt mod hinanden og trak let på skuldrene. "Og man bliver vel voksen på et tidspunkt." Antydningen af et smil spillede om hans mund, mens han betragtede Fabian et øjeblik, før han endelig smagte på grøden.

Romeo rynkede på næsen.

Den smagte af absolut ingenting. Men hellere dét end noget, der kunne betegnes som en mysteriegrød, så han tog endnu en skefuld og lod træskeen køre dovent rundt i skålen bagefter. Spørgsmålet om Aldamar lå stadig et sted i baghovedet og prikkede. Det ville være så nemt bare at spørge, om det var dén Aldamar, men Fabian havde allerede gjort det tydeligt nok, at han ikke ligefrem havde tænkt sig at uddybe noget.

Romeo gned sig over næseryggen og lod det ligge. For nu. Fabian spiste trods alt. Det var vigtigere.

Det kom et meget lille skuldetræk fra Fabian. "Det smager fint, så hvem er jeg til at spørge om hvad de har puttet i." Byvagten ville have lukket dem for lang tid siden, hvis det var noget der ikke måtte komme i tænkte han i hvert fald. Så han troede bare at det lige var hvad de havde af rester som bare skulle bruges op. Det havde også altid en kraftig smag, måske for at dække over, hvis der var noget der ikke passede ind i retten. Den var mættende og det var alt hvad Fabian bekymrede sig om.

Man bliver vel voksen på et tidspunkt. Noget stak i Fabian ved de ord. Han var ikke sikker på hvorfor. Måske fordi han altid havde forsøgt at tage livet lidt for nemt og ikke blive rigtig voksen. Han tog beslutninger, men han tog ikke de hårde valg... var de først begyndt at komme med Aldamar? Da han faktisk havde noget der skulle ændres i sit liv, og noget han ville beskytte.
Han fandt sig selv begynde at bare køre skeen lidt rundt i maden som han tænkte på det, hans blik en smule fjernt. Det var ikke fordi han fortrød noget af det, men pludselig... virkede det bare som om at han var blevet så gammel. Kunne han forsætte på denne måde? Nej, det var ikke noget han kunne dvæle ved.
Så det blev lidt mere demonstrativt da han tog noget mere af maden, som om at den skulle tvinge hvad end tanker han havde væk fra sindet.

Og selvom det var langsommere end normalvis når Fabian var hundesulten, så fik han ligeså langsomt spist maden og i det mindste var det endnu en ting han ikke skulle bekymre sig om. Så var det bare mere søvn og hvile og så snart... ville han sikkert være på fødderne.

Så Fabian var altså en af de mennesker, der bestilte den slags. Der måtte vel være grænser for, hvor ukritisk man kunne tillade sig at være. Romeo fik næsten kuldegysninger bare ved tanken om, hvad den snuskede kro kunne finde på at proppe i deres retter. En død rotte? Han gøs og tog endnu en skefuld af sin egen, heldigvis ganske smagløse grød.

Efter et øjeblik skævede han tilbage mod Fabian. Der kom ingen spydig bemærkning, ingen flabet reaktion på hans skepsis, som ellers ville have ligget så naturligt til den barndomsven, Romeo huskede. I stedet var Fabian blevet fjern i blikket og kørte blot skeen rundt i maden, tydeligvis grebet af nogle tanker, Romeo var nysgerrig efter at få indsigt i, men som han ikke kunne kræve at blive lukket ind i.

Så for en gangs skyld lod Romeo stilheden være.

Regnen fortsatte med at dryppe ned i potterne omkring dem, mens skeerne med mellemrum skrabede mod træskålene. Efterhånden blev maden spist, og først da Romeo selv var færdig, gik det for alvor op for ham, hvor pokkers koldt der var blevet i værelset. Fingrene var iskolde. Han gned hænderne mod hinanden og lod endnu engang blikket vandre rundt i det sparsomme rum. Den kølige luft sivede ind gennem taget, og Fabian lå allerede med en krop, der kæmpede rigeligt i forvejen.

Det her var ikke et ordentligt sted at restituere... Fabian endte bare med at blive syg. Og det hjalp på intet. 

Romeo pustede varmt ned mellem sine hænder, inden han rejste sig og vendte sig mod Fabian. "Nå..." begyndte han og lod blikket finde ham igen. "Jeg vil gerne vide, hvor du har ondt." Han nåede knap at gøre sætningen færdig, før hånden blev løftet mellem dem for at komme den protest i forkøbet, han efterhånden forventede som en naturlov. "Det er ikke til diskussion." Romeo satte sig på sengekanten ved siden af ham og sænkede hånden igen. "Jeg siger ikke, at jeg absolut skal hele mere lige nu. Jeg vil bare vide, hvad vi har med at gøre."

Fabian kunne også godt mærke på sine egne hænder, at han nok burde tage noget andet tøj på. Noget varmere for at gøre noget mod kulden, men han kunne stadig ikke tage sig sammen, og det gjorde det ikke bedre som Romeo spurgte. En del af ham ville affeje ham, få det til at virke mindre slemt end det var, men han kunne ikke skjule hvordan hele hans krop var som en forfærdelig regnbue af farver.
Han bed tænderne sammen, men det skabte bare mere spænding i nakken som han virkelig ikke havde godt nok. Spændinger der virkelig bare satte sig længere oppe i hans hoved, og gav ham en dejlig hovedpine af en kombination af at han kun lige havde fået noget i sig igen, og alt den spænding hans krop havde båret de sidste 24 timer.

"Jeg begynder at tro at det måske bare er nemmere at se på mig, i stedet for at spørge mig," sagde Fabian, i et noget mere stikkende tonefald, hvilket da i det mindste vidnede om at føden, vandet og søvnen havde gjort bare lidt, for at han overhoved kunne påtage sig det toneleje. Men han kiggede stadig ikke på Romeo. Det ville alligevel gøre for ondt for ham. At kigge på de sympatiske øjne, der trods alt bare gerne ville hjælpe ham.

"Tydeligvis," brummede Romeo med en uimponeret mine, selvom brynene stadig lå i den dér sympatiske bue, Fabian så ihærdigt undgik at se på.
Problemet var bare, at Romeo ikke kunne få ham ud af tøjet for bedre at se på skaderne, uden at han ville komme til at ryste som et espeløv. Det sagde en del om kulden i værelset, at selv Romeo efterhånden kunne mærke den bide i fingrene. Hans egen krop løb altid varmere end de flestes på grund af forbandelsen, så hvis han syntes, her var koldt, måtte det være langt værre for Fabian.

Den varme mad havde hjulpet. Vandet og søvnen ligeledes. Men ikke nok. Ikke her. 

Romeos blik gled langsomt ned over ham. Fabian havde humpet på vejen hertil, huskede han. Hvis han kunne gøre noget ved den værste smerte dér, kunne han måske få ham ud herfra. Ikke nødvendigvis hele vejen hjem til sig selv, men der måtte være en ordentlig kro i nærheden med en pejs, en varm seng og, endnu vigtigere, et bad, så Fabian kunne få vasket det sidste døgn af sig.

Det eneste problem var Fabian. Fabian ville med garanti ikke gå med ham.

Romeo betragtede ham tavst et øjeblik, mens en tanke langsomt tog form. Den var måske ikke køn. Men den kunne virke.
"Fabian, hvad koster en nat med dig?" Der var intet drillende i spørgsmålet. Ingen antydning af et smil eller så meget som et løftet øjenbryn. Romeo så på ham med den samme stille, oprigtige alvor, som hvis han havde spurgt, hvad et værelse på kroen kostede.

Fabian rynkede brynene, og så kom der et lidt afvisende fnys fra ham. Han kunne ikke tro at det var af alle ting var hvad Romeo spurgte om. Han kunne ikke helt sætte tingene sammen om hvorfor, men han syntes i den grad ikke det var sjovt spørgsmål at blive stillet nu af alle tidspunkter, uanset hvad Romeos plan var. For han kunne ikke forstille sig at Romeo ville gøre det for at tvinge ham til at blive taget af, ligesom Aldamar sådan set gjorde.

"Jeg ved ikke om du kan se det, men jeg er ikke ligefrem i form til at tage imod en kunde," sagde Fabian, en anelse mere tørt end han nødvendigvis havde behov for. "Kom tilbage om et par dage, og så kan vi snakke om det." Ikke at han forventede at Romeo ville have sex med ham. Ikke med måden han var praktisk talt hoppet væk, som Fabian kom for tæt på ham sidste gang de så hinanden.
Men det var svært at tænke som hovedpinen virkede til rigtig at sætte sig ind, og han nu også skulle håndtere en mand der tydeligvis ikke forstod en afvisning.

Så i stedet for at kigge på Romeo, begyndte han i stedet for at begynde at åbne skufferne, nok med mere kraft end han burde, for på sin vis at indikere at det var fint, og Romeo kunne gå. Også selvom det gjorde så forbandet ondt at røre sig på den måde. Men han skulle have noget varmere at have på... måske et ekstra tæppe.

Romeos mundvig trak sig et hak til siden, mens han sugede kinderne ind ved afvisningen. Det var ikke ligefrem den reaktion, han havde håbet på, men set i bakspejlet havde spørgsmålet måske heller ikke været formuleret synderligt heldigt. Alligevel kunne hans plan ikke allerede slå fejl. Men Fabian var stædigere end et gammelt æsel.

"Nej, nej." Romeo rystede på hovedet og kneb øjnene let sammen, da Fabian i stedet begyndte at flå skufferne op med langt mere kraft, end hans forslåede krop havde godt af. "Stop lige et øjeblik. Jeg tror ikke helt, du forstår." Han lænede hovedet en smule til siden i et forsøg på at fange det blik, Fabian så ihærdigt blev ved med at nægte ham.

"Jeg køber din tid." Romeo lod ordene hænge et øjeblik, før han rejste sig og kom nærmere, ikke for at standse Fabian denne gang, men for at se ned i den åbne skuffe sammen med ham. Hvis idioten absolut skulle finde noget varmere at tage på, kunne Romeo i det mindste hjælpe, så han ikke behøvede at vride hele sin mishandlede krop rundt imens.
"Og så går vi herfra." Han begyndte ganske uanfægtet at lede efter noget, der så nogenlunde varmt ud. "Du får, hvad du normalt ville tage for en nat. Til gengæld bruger jeg den, som jeg vil." Romeo kastede ham et kort blik. "Og før du får gode idéer: nej. Jeg har ikke tænkt mig at gå i seng med dig."

Blikket faldt tilbage mod skuffen.

"Jeg har tænkt mig at få dig indlogeret et sted, hvor det ikke regner ned gennem taget."

Fabian blev ved med at nægte Romeo et blik. Hvis han gav ham blikket, så føltes det som om at det hele ville gå mere i stykker end det allerede var, og det var som om at Romeo bare ikke forstod det. Han var så desperat på at være den gode præst og hjælpe en sjæl i nød at han ikke forstod at Fabian ikke ville have det. Han ville være alene og slikke sine sår og bare... komme ud på den anden side med en form for værdighed, og Romeo tog det fra ham, ved absolut at være her. Det ville have været nemmere hvis det havde været Sif... eller en anden der forstod. En anden skøge der vidste hvordan det gik nogle gange.

Hans hænder roddede i skuffen for at hive noget ud og smide på sengen, fordelen ved at de stod lige ved hinanden, inden han gik videre til den næste skuffe, for også at rode i den. Han var ikke engang sikker mere på hvad han ledte efter.
"Du kan ikke betale mig, for at tage dig af mig," kom det lidt hårdt fra Fabian, selvom han godt vidste at det ikke ville være første gang, men Aldamar... Aldamar var noget andet, og han havde alligevel så Zalans mange penge. Det havde han ingen forventning om at Romeo havde.

Han tog fat i en grå uldtrøje, der utvivlsomt lignede Romeos gamle, for også at hive den op, inden hans øjne blev store, som den betydelige mændge af breve fra Aldamar kom til syne under trøjen, og han vidste selv som han forsøgte at lukke den i lidt for hurtigt, at Romeo havde set det. Han var lige der, og selvom Fabian havde nægtet ham at få lov til at hjælpe, så kunne Fabian ikke genne ham væk.

"Nej, men jeg gør et ihærdigt forsøg," bed Romeo tilbage. Den trætte irritation havde sneget sig ind i stemmen, selvom den i virkeligheden mest kom af, at Fabian gjorde det så forbandet svært at hjælpe ham. Ved Isari og alle hendes helligdomme, hvor kunne den mand være besværlig, når han først havde besluttet sig for noget.

Blikket fulgte Fabians hænder ned i skuffen og landede på den grå uldtrøje, han trak frem. Et øjeblik blødte noget i Romeos udtryk op. Så han havde beholdt den trods alt. Men øjeblikket varede ikke længe. Trøjen løftede sig, og nedenunder kom noget andet til syne. Breve. En hel bunke, gemt væk under ulden.

Romeo nåede knap at registrere dem, før Fabians øjne blev store, og skuffen blev skubbet i igen med en hast, der fortalte langt mere, end hvis han bare havde ladet den stå åben. Romeo sagde ingenting med det samme. Gad vide hvem de var fra. 

Aldamar, måske?

Han vidste det selvfølgelig ikke. Han havde ikke set navnene på brevene og havde ingen intention om at begynde at rode i dem for at finde ud af det, men det halvskrevne brev fra tidligere dukkede uvægerligt op i tankerne igen. Romeo sukkede tungt. Irritationen var efterhånden sivet ud af ham og havde efterladt noget mere rådvildt. Han vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle stille op med Fabian. En del af ham havde mest lyst til at smide ham over skulderen og bære ham langt væk fra det her møgværelse, men det ville næppe gøre situationen bedre.

"Fabian." Stemmen var blevet lavere nu. Blødere. "Er ham Aldamar en, du kan være hos?" Romeo lod blikket blive på ham, men gjorde intet forsøg på at nærme sig skuffen igen. "En du stoler på, mener jeg."

Lort lort lort, pis også. Han havde aldrig forventet at Romeo ville blive her så længe, og nu havde han selv givet den hemmelighed ud. Det var ikke fordi de havde været vanvittig diskrete, men de havde gjort sit, og Fabian havde været så forsigtig med at lægge brevene væk, så de ikke kunne læses og så... han havde dem. I sidste ende var det nok fordi han gerne ville beholde hvert et brev, nu når han ikke havde Aldamar her. Pludselig føltes Zircon bare så uendeligt langt væk.

Fabian kiggede bare ned på sine hænder, som om at de havde svaret. Men de var bare røde og svulmende, og havde blå mærker formende sig, for Romeo havde ordnet knoglerne, men blodet kunne han ikke fjerne.
"Han kan ikke vide noget," sagde Fabian endeligt, hans stemme en anelse mere grødet. "Og du ved heller ikke det her, okay?" I den grødet tone, var det også en af beskyttelse, noget Romeo utvivlsomt kunne huske fra deres unge dage. Det var ikke ofte den kom op for en der var så lidt til grin som Fabian. Men der havde været øjeblikke, hvor han var gået ind over og beskytte sine yngre søskende, eller en ven. Fra hån eller måske bare en hemmelighed deres forældre ikke kunne vide. "Der er ikke nogen der kan vide det her, okay?" Og det lød lidt som om at Fabian både talte om sine tæsk, men også om Aldamar.
Aldamar var trods alt den største hemmelighed Fabian bar på, og han ville gøre alt i sit liv for at beskytte den hvis han kunne, for hvis han ikke gjorde... ville han miste den? Noget i ham var bange for at det ville ske, især nu.