Han havde nok altid været en grad af hudsulten, og kunne ikke andet end at nyde hvordan det behov blev opfyldt. Eskilds mørkere imod hans egen lysere, hans varme. Den var lige til at samle op og gøre krav på, sådan som den lokkende virkede til at kaste sine refleksioner imod horisonten. Kroppen spændte en anelse op under ham, og Corinth følte et voksende lille smil brede sig over den andens kraveben. "Mmmh..." brummede han imod den varme hud, og fulgte de usynlige ruter der normalt fulgte med den slags.. behandling, som Eksild var trådt ind i, da han ikke havde fået snurret omkring på hælespidsen før. 
Det virkede trods alt ikke som om at han skulle nogle andre steder hen, end at være lige her... Det føltes i hvert fald ikke sådan, når han fornemmede den villige krop han fik skubbet tilbage imod væggen. 
Hovedet faldt også tilbage, og Corinth tog invitationen, da han lod læberne glide om den andens brystvorte, men blikket rettet op imod hans blinde øjne, skjult bagved det opvippede ansigt. Heh. 

Jah nok var han blind, men munden manglede ikke ord. 
Djævelsk - Eskild kunne nok ikke se det, sit manglende syn som et skyggeslør - anede man hvordan at han pressede mere på. "Du snakker for meget" mumlede han lidt lavmælt imod den brune hud, men bar med sig en drillende tone af 'lad endelig ikke være med det'. Lige bed lidt mere tid, og klemte samtidigt op den hånd han havde fået flettet sig ind imellem
Han skulle skam stadigvæk males. 
I hvilken position var de dog nok uenige om, men det skulle de nok nå frem til, og Corinth lænede sig ind, nej lænede sig op, af alt andet omkring Eskild, da han lidt krævende tog krav på hans tilgængelige krop, tilfreds med fingrene i nakken, men også lidt mere intens i sit forsøg på at 'rette ham til', da han lod den anden hånd glide over hans hals, og strammede til. Kom nu, prøv at tale igen, og se hvad den næste hovmodige kommentar ville føre med sig, på trods af hans ord fra før. 

Åndedragtene der fugtede huden under sig, mindet ham blot om hvorfor han var her. Grunden var ikke helt hvad forventet var, men grunde kunne skiftes ud som de ingen betydning havde. Det var jo bare et tilfældig møde. Så tilfældigt det kunne blive med en stalker dog. 
Omstændigheder efterlod ham blot som en løssluppen prostitueret af en byvagt. Løs på tråden og useriøs i sit erhverv. Men hey, han var ikke på vagt, så det var hans personlige begær. Mandens læber der skiftede brystvorte, var en nem måde at få en til at falde i knæ for ham. Havde han været en kvinde, jah, så var han allerede stakåndet og sukket for mere. Tiggen om mere, men det skulle han ikke nyde noget af. Tiggerier tilfald kvindelige væsen. 

En indbydende invitation til at tale mere, det var næsten for oplagt. Men hånden mærkede et klem som den lå op lagt væggen. Han nød det måske mere end forventet, hånden gav sit eget klem igen. Om han skulle slippe den anden nu, det var ikke på tale. "Mhm?" brummede an som hånden der havde rettet ham gled omkring halsen af hans. Strammende og et fristende smil faldt henover hans ansigt. "Skulle dét skræmme mig?" spurgte han og tog rolige vejrtrækninger ind. Det var næsten som om, at Corinth ikke ville have han kom af med sin oprejsning. Hånden i den andens nakke trak let ind i håret og spændte til. "Vi er to om det her" 

Hvis hver bevægelse gjorde Eskild mere og mere hård, ville han nok ikke lade dem stoppe foreløbig. Mandens pirrende interesse længere nede, var en essentiel del af adelsmandens halvperverse kunst. Helperverse, man kunne godt kalde en spade for en spade, givet hvor investeret han var blevet, over den lystne byvagt. Men kunne man bebrejde ham? Det.. nej, de - fungerede overraskende godt. 
Selvfølgelig kunne Corinth forstå, hvordan mennesker der normalt var i kontrol, måtte finde det pirrende at miste den så pludseligt, og nok også så voldsomt, som det havde ledt op til på vejen hjem. Men at han næsten kunne smage, æde og (få lov til at) spytte ham ud i samme vejrtrækning, det næsten kun gjorde hans egen lille fantasi bedre. Hans visioner. Enestående, var det bombastiske ord der ekkoede i ham. 

Der blev dog givet mere igen den her gang, læberne imod hans hud vippede længere op. Det sendte et krævende stød igennem Corinth ved hånden der strammede, og med et lille hmm vippedes hovedet op - også selvom øjenkontakten var svær at sætte samme halsbånd på, som måde halsen havde. 

Nå så de var alligevel to. Det var ellers tillokkende, sådan at blive selvisk, og hans greb om halsen strammede en anelse. Og så lige en anelse mere, iden vejtrækning havde voret for kontrolleret. Tænderne om den ene brystvorte, han bed ned, og Corinth lænede sig samtidigt tilbage imod hånden der havde strammet. Gør det igen."Sig det igen" mumlede han, som skulle han lige teste sit grebs effekt, selvom han regnede med at den sammenflettede hånd ville afsløre, om det gik for vidt. 
Ude på siderne af halsen, blokerede Corinth stødt, men langsomt for mere af ilt tilførslen hos den anden, han ville joh gerne, tydeligvis, og med en sitrende tilfredshed, rislende ned igennem kroppen, tændt igen, tydeligvis. 

Håndens magt kom til syne, ilten indsnævret langsomt. Men kritisk var det ikke, langt fra. Han kunne vænnes til det, hvis det var hvad der krævedes af ham. Men ilten indsnævret yderligere som viskose der krøb i vask. Tænderne hjalp heller ikke helt på det, men det fik kroppen til at sitre og spænde op. Det var ved at blive en uretfærdig leg, men på mange måder var den endnu retfærdig. Det var en syg retfærdighed, han kunne ikke bede om mere — næsten ikke mere da. "Hvilken del?" spurgte han med nogle rømmende mellemrum som ordene skulle kæmpes ud fra svælget. Grebet var tæt, men ikke aftagende, blot hæmmende. 

Hånden i håret kunne trækkes i, men noget sagde ham, at hvis han gjorde det ville grebet blot strammes til. Det kunne kun ende et sted, og skulle han virkelige ende med at danne præsæd i spandevis og i sidste ende komme grundet al denne pirrende og tirrende magtdominans. 

En mild frustration kunne opspores i ham, for hans følt sig uden hænder til at gøre noget. Hverken røre sig selv eller den anden, slap han håret, ville han blot ende på knæ for den anden igen og, selvom det var ganske okay, var det ikke hensigten for denne situation. Det kunne det umuligt være. Kroppen skreg snart efter at lette trykket som kun voksede, og kun så meget kunne holdes inde. "Hvad vil du så nu?" spurgte han med den rystende stemme der manglede pladsen til at komme uberørt ud. 

Selv hvis nogle af en eller anden vigtig status var trådt ind i rummet, og kommanderet hans opmærksomhed til sig... havde det været en kølig afvisning der lå dem forude. Fordi umuligt - han kunne ikke fokusere på andet end Eskild, der tog imod alt hvad han gav, alt for tændt til at trække sig ud af Lochtree familiens stue, og selskab. Det var forbandet frækt. Og det fik Corinth til at sukke efter mere, idet at han hæst bad om kommentaren fra før - at de var to om det her. Fordi han var god til at gøre modstand. 
Lige præcis nok til at det holdt adelsmanden oppe på tæerne, ellers blev det joh hurtigt kedeligt, og havde stadigvæk en krop der var så pokkers villig, at han nok ikke var stoppet - selv hvis grænsen var nået nu.
Fordi et eller andet sted, var det svært at trække grænserne ordentligt op igen, desto længere ind i 'det her' de kom. 

Tungen samlede smagen af salt op fra den svedige overkrop, og han gav de strittende brystvorter nogle våde kærtegn, øjnene lukket i øjeblikkets 'smukke' ro. Den solbrune hud var blød, næsten lidt for perfekt og urørt, og kaldte på ham, som et kobbel ulve kaldte på et medlem der var blevet væk. Den - han - var lige til at sætte tænderne i, og de skrabede imod kravebenet, idet han langsomt kom opad igen. 
Fordi. Hvad ville han så nu? 

Et spørgsmål, han kendte nok en del af svaret inderst inde, og Corinth lænede sig ind imod det runde øre i en varm, men tung udånding. "Nu..." og man kunne næsten høre hvordan han smilte, omend det ikke kunne ses af hverken blinde eller seende, så tæt var han på øret. "Nu vil jeg male dig" 
Corinth lod hånden glide ned til Eskilds lem, men greb ikke om det. I stedet satte han lange og tommelfingeren sammen, og gav hans erektion et hårdt, næsten hånende knips, idet at han samtidigt slap og lod ilten vende tilbage til hjernen. Åh, så standhaftig den havde stået indtil nu Ville han have mere, måtte han dog selv tage hånd om det, hvilket kunstneren måske endda håbede på, og Corinth trådte med et lille fnys væk, for at gribe en blok, nogle blyanter og trak en stol med sig over, som han satte sig til rette på Benene krydset, og blyanten ivrigt igang med at nedfalde hans muse på papir.  
Tunge, tændte, øjne hvilede over hans kønne skikkelse; de tog alt hvad han gjorde ind. 
Og med et tydeligt ønske om at få alle detaljerne med - ydmygelse, lyst, krop, sved, sæd, erektion - alt. Han ville have det hele, og gerne præsenteret så beskidt pænt som muligt. 

Fugtig efterladt på trettende time og hovedet der kun kunne falde tilbage mod væggen med munden på klem i behaget nydelse støn for den berørning der fulgte til hans brystvorter. Den våde behandling var tiltrængt, den skærende følelse af tænder som kradsede op til kravebenet var noget han aldrig havde forventet, at han ville nyde på denne måde. Men Lochtree manden havde så sandelige sat byvagten på prøve, men af alle de ting der blev budt til ham, havde han nydt det hele og næsten bedt om mere. 
Som et sulten barn der skulle bede om mere risengrød om vinteren. Store bedende øjne og trut mund for at tig. 

Nu... Nu vil jeg male dig. Pinslen var ikke overstået, men den var heller ikke påbegyndt. De stod i uvished om hvor og hvornår det ville ende, men ingen tanker kunne nå at gøres, før han han lavede et ryk i underkroppen og udstødt et jammerligt støn. Det var at være ond, men frem for at reagere på nogen anden måde end hvad der faldt ham mest forventelig, trak han blot spå smilebåndet og så kinderne blev presset op. 

Corinth trådte væk, og Eskild fik trådt et halvt skridt frem og lod ryggen falde op ad væggen. Hænderne mødtes under navlen i flet for at stræk fingrene, før han lod dem glide fra hinanden på ny igen og den højre hånd faldt ned omkring ham selv. Med rundet faldhånd træk / skubbede han den let ned, for så at få et ordenligt greb om den. Med nakken stødt til væggen, var hans fokus vendt lidt væk som han var faldet i staver, men hånden var på ingen måde gået i staver. Glidende bevægelse i et roligt tempo lod han hånden glide op og ned ad sig selv. Det var ikke et problem for ham at gøre sig selv den tjeneste, for det tændt ham at vide den anden sad lige der. 

Koncentration vævede sig langsomt ind over den lyse mands ansigt, der gav sig i kast med papiret lå over hans krydsede lår. Den skriblende lyd af blyant og kul som skrabede over tykt papir var derfor for en kort stund, den mest dominerende lyd i rummet, foruden den tunge vejrtrækning. Lunger, der som en dæmpet bas stadigvæk spillede videre. Fordi det var da ikke overstået. 
Nej, et musikstykke måtte nå sit højdepunkt, og Corinth havde aldrig haft i sinde at nægte ham det, hvad var fornøjelsen ved det? Men havde han været mere sky af sig, ville det nok have været et akavet øjeblik at blive tvunget sat i, det der udfoldede sig imellem dem. Men Eskild var vidst lidt den fødte model, så pænt som han blev stående. Man fandt dem sjældent så veldresserede.

Håret faldt som en kaskade af blæk nedover de solbrune skuldrer - det flakkende stearinlys gav hans slanke krop nogle mere ekspressive linjer at læne sig op af - og afbilledet på det hvide papir, lignede det - lignede han - næsten en del af det skyggespil der virkede til at trække sig tættere og tættere på livet byvagten. Det var måske ikke længere helt tydeligt hvor tjæren stoppede, og Eskild startede, så omslynget ville han en dag være - omend ikke idag. 
Streger af mørke der ikke eksisterede i virkeligheden, lidt kunstnerisk frihed så baggrunden ikke bare var hvid. Men med ham i fokus, uden tvivl. 
Corinths blik studerede ham som en kunstner burde studere sit levende motiv, og åd sig ned af hans krop, sekund for sekund. Et øje for detaljerne og en finger på pulsen. Den virkede til at stige hos Corinth, hvis kæber spændtes, som skulle han lige tygge på den konstatering. Men han var fræk, det måtte man dog ynde ham, og adelsmandens læber deltes i tavs værdsættelse, da et tungt suk slap fri.
Det fik hans egen krop til at snurre. Corinth holdt (for de fleste mennesker) en umærkelig og kort pause, idet at tempoet gik fra roligt, til at øges en anelse, og han strammede grebet om blyanten en anelse. Eskild... 

Og han fik med lidt besvær fundet sit fokus til magien, så han kunne trække blæk udover den skitse han havde lavet. Fordi den her skulle uden tvivl animeres, det var helt sikkert.

Virkeligheden stod ikke længere for døren, de var i et uendelighedsrum som ikke kendte nogen ende på dagen de havde fået leveret da de vågnede. Eskild lod med let lukkede øjne blot fokusset falde til sig selv og den sitrende følelse som havde haft sådan et glubsk behov for blive lettet. 
De nøgne fødder stod sømmet i gulvet, så hjerterytmen hos adelsmanden var hans musik, delt med den skriblende lyd af blyant som kradsede sig henover papiret på en så arrig måde, at det næsten virkede sensuelt. Var det det bare Eskild der tog det sådan til sig eller var det hvad der reelt set skete lige for næsen af ham. 

Håndbevægelsen der havde været så rytmisk i små takter steg lige så roligt, en fjerdedel til en ottendedel. Varmen steg i ham på ny, som gløderne fik bomuld serveret på et sølvfad og garanteret en opblussende ild på ny. Tunge suk og små mhm forlod ham. Munden som var blevet bidt sammen kort forinden skabte en sprække, blot for at møde modstand af tænderne som endnu stod på række og dannede en mur. Det tryk som havde hobede sig op i ham kom marcherende og ville bryde muren ned. Det var ikke længere vigtigt hvor eller hvordan, bare han kom. 

Små ryk kom fra kroppen som pumpen gav sit sæt fra sig og han kunne fornemme den pulserende følelse i hånden, hvordan det bredte sig udover glansen og hans hånd, trykket var forsøgt kontrolleret, men det faldt ligeledes til gulvet, det som smuttede forbi hånden. Åh, han lod tænderne bryde op og lod hovedet falde tilbage til væggen, mens den indsmurte hånd slap legemet som havde fået sin befrielse — langt om længe. Albuen blev stødt til væggen, og han håndfladen var vendt op mod loftet, men som et andet uanstændigt menneske lukket han glidende fingrene i og fornemmede hvordan sæden gled vådt omkring håndfladen og bredte sig mellem fingrene og ned i fugerne. 
Et brummende røst forlod ham og han sukkede behaget ud: "Hvor tit maler du sådanne ting" for at bryde op med tavsheden de havde mellem sig, selvom Eskild da havde lyttet til den anden og suget alle hans reaktioner til sig. 

Desto længere ind i det Eskild kom, desto sværere blev det for Corinth, ikke at lade blikket hænge ved. Jah til sidst var han endda tæt på at glemme de detaljer der endnu manglede, inden at han med god samvittighed kunne kalde det færdigt. Men ærlig talt, kunne man bebrejde ham? 
Blind eller seende, enhver havde nok kunne fornemme den brændende fornemmelse der fulgte med Corinths uudfordrede opmærksomhed derefter. 

Han var lidt uden skam i livet, da han for længst havde afklaret sig med hvem han var, og hvordan han kunne lide det; skam var en træls følelse at håndtere selv, omend han elskede den hos andre. 
Men der havde han nok alligevel mødt en ligemand. Byvagten lænede sig mageligt tilbage imod væggen, næsten som om at der ikke var andre i rummet end ham selv. Og forsatte indtil han faktisk kom, små, lokkende lyde af velbehag undervejs som han kælede for sig selv.
Hng. Corinth følte tungen fugte læberne, mesmereret, inden det alt sammen kulminerede i den sagte lyd af vejret der kortvarigt blev holdt inde. Åh han var tæt på nu.
Efterfulgt af et (måske lidt for) selvtilfreds smil, snoende over det solbrune ansigt. 

Blyanten trillede ned fra låret da han rykkede en smule på hvordan han sad, og kørte den ene hånd igennem krøllerne for at løsne dem, der var alligevel blevet varmt herinde, var det ikke? Og det var umuligt ikke at føle hvordan at samme form for sult fra før... nu vendte tilbage. Jah det dansede i de halvrøde øjne - det trak i hans smil, så læberne deltes i en lavmælt, tung udånding. Et smil der samtidigt nød den selvpåførte 'tortur' over ikke at følge behovet, når det sådan hamrede og bankede for at komme ud. 
Blikket fulgte betaget den klistrede væske over hans fingerspidser. Hvordan han næsten legede lidt videre med den. "Så ofte som jeg kan" indrømmede Corinth, og kunne ikke helt slippe fingrene med blikket, førhen det gled tilbage på hans lille mesterværk af et stemningsmaleri. Så køn.
Lidt studerende gled den ene af fingrene over det tykke papir, han ville aktivere det med magi senere. Og han klukkede, overraskende varmt til trods for den hæse undertone bagved. "Det er ikke altid let, at erhverve sig sine muser..." og han slog blikket op imod Eskild igen, blokken klappet sammen, nu rejst og med dovne, lidt slentrende skridt på vej tilbage imod sofaen, for at fatte sin pibe igen. 

Eller, ikke altid. Men han havde alligevel et overraskende godt tag på mennesker, ville han selv mene. 
Igennem årene var der trods alt alligevel samlet en del.

Den tykke sæd begyndte langsomt at opløse sig selv i den vandede substans man så ofte kunne opleve efter nogen tid mod det varme, blot for at Eskild ført hånden op som han studeret sin egen hånd som han var seende, blot for lade tommelfingeren glide ind mellem læberne og smage på sin egen sæd. Det ville være en løgn, hvis han sagde det var første gang at han gjorde sådanne ting, men det behøvede en mand som Corinth selvfølgelig ikke have kendskab til. Det var nok at Stian Hwan var den eneste som kendte til den hemmelighed. 

Sensuelt lod han fingeren glide ud og førte igen fingrene glidende mod håndfladen for at få føling med sæden og hvordan den tørret ind, størknede på ham som en påmindelse for hans synd eller mangel på synd. 
Kunne han dog have nydt fornøjelsen af at mærke den erfarne kunster på den ene eller anden måde, åh, så havde han været i himlen med Shara og alle de frynsegoder der var at tilbede den form af Gud. 

Ærligheden var tydelig at fornemme i stemmen, men hvor den ville hen kunne nemt fortælle en anden historie som Eskild ikke kunne lurer ud af manden. Men som han skubbede sig fri fra væggen og tog de første skridt nærmere mod adelsmanden, lød klappet af en bog ( i det som Eskild fattede det som ) og lettelsen af adelsmanden, men det hindret ikke helt Eskild fra at fortsætte sin listen mod Corinth, men lod alligevel sin afstand holde stand. Der var ingen grund til at gå for tæt på eller lade sig brænde på ny. Med delt sæd spredt udover sin krop af dem begge, kunne han ikke helt vige uden om den ulmende uro der kunne vokse når so helst. "Hvad nummer er jeg i rækken af dine muser?" oprigtigheden var sat på spil, for interesseret han sig virkelig for det eller var det blot for at tale den anden efter munden og give ham det han ville have på ny. 

Alle de behaget følelser der havde været med ham i dag. Blodet i skyen og sindet der havde vridet sig så lystigt, kunne det virkelig være så skidt. Giftigt eller ej. Corinth var et unikum. 

Armene faldt i folder og han lod den ene fod tap sig let til gulvet, men denne gang var det udelukkende for at få lidt liv til foden end at fornemme rummet og hvor alting stod, intet havde vel rykket sig siden sidst, skønt det meget vel kunne have været gjort med de evner som den anden havde. "Dine tjenestefolk, hvor involveret er de i dine.. projekter" at skulle omtale sig selv om intet andet et fritids projekt huede ham ikke synderligt, men det var en simpel realitet for nuet. De var blevet fejet af banen som støv for støvkosten, men de måtte have set ting der ikke skulle ses. 

Det var nok ligeså meget for at holde sig selv bare en anelse i skindet, at Corinth var nødt til at rykke sig. 
Ikke væk fra ham, så sandelig ikke for langt væk fra ham, bare lidt. Og alligevel var blikket fortabt, jah limet til fingerspillet han lavede, idet de svandt ind i munden på ham, undersøgende på vej videre ned af kroppen. Og det sendte små stød af nydelse igennem hans egen krop, alene det at få mulighede for at observere ham. 
Han vidste udmærket at Corinths blik stadigvæk hang ved ham. Og alligevel tøvede han ikke, med at forsætte fornøjelserne selv.
Ryggen ramte derpå sofavæggen med en sagte knirken af vægten der fandt sig til rette. En veltilpas lyd vibrerede sammen med Corinths dybe brummen, der måtte indrømme at det kriblede lidt i ham, da den høje skikkelse skubbede sig fri fra væggen. Listede på kattetå omkring, lige udenfor rækkevidde af både ham, men også hans skygger. Ikke at det var en tanke der skulle presse for meget på, førhen han måtte gøre noget ved den. 
Spørgsmålet brød heldigvis med den sagte trance, han aldrig ville hævde havde cirklet hans fokus så langt ind, at alt han kunne tænke på var at få byvagten med over i sofaen. 

Så... hvad var han i rækken af muser? Corints læber deltes i et lidt spottende grin. 
En knitren af ild der fangede urter, efterfulgt af et dybt sug, var for en stund det eneste svar Eskild fik. Røgen - en blanding af velduftende blomsterblade og den søde nymånefært, satte sine dulmende kløer i hans arrige blodbaner, og prøvede at berolige den sindsstilstand Corinth svævede ind og ud af, fordi, jah han følte sig ikke helt færdig. Duften af sved hang i luften, nænsomt minglet med sex og røg. 
Og byvagten gjorde det svært for ham, ikke at bare reagere. Dumt spørgsmål eller ej - "Det er ikke vigtigt" endte han med at sige, og pustede i et hvirvlende syn, den svirvlende røg ud imellem dem. Forhenværende sorte øjne, nu næsten dybrøde i deres intensitet, blødte op i en (næsten) mild latter da han efterfølgende tilføjede. "Ah, ikke synderligt. De er ansatte, Eskild... jeg har ikke den slags ansatte, under mig" hovedet tippedes en anelse tilbage, men blikket gled stadigvæk nedover næsen. Hvorfor spurgte han? "Men det hænder, at de bliver nysgerrige. Lidt ligesom dig" smilede han glat, næsten lidt mere drilskt. Når det skete, plejede de dog ikke at holde så længe - så det var 'lettest' bare at lade dem være. 

Oh joh, der var skam en forskel på byvagten, husets tjenere og hvad end adeligt eller gadepak Corinth fik samlet op. Men i sidste ende var den røde tråd imellem dem, (oftest) en form for villighed, og interesse. Om det så var afsky, nysgerrighed, et helte-kompleks som slog fejl eller bare simpel, beskidt lyst? 
Det var for Lochtree manden ligeyldigt. Manipulation havde aldrig været ulovligt. 

Den salte smag hang ved og ganske rigtigt, jah, så kunne han fornemme den andens interesse der hang tungt ved. Fulgte ham og de hæmningsløse handlinger. 
Væsken størknede, efterlod sig selv som en tynd hinde, og fingrene der gled over hinanden i håndfladen, nulret det frit for hånden og fingrene. De nøgne fødderne listede lydløst frem i rummet, aldrig faldt hælen helt i gulvet. 
Eskild tegnede rummet for sit indre, dannede sig overblikket over hvordan det hele nu engang så ud, hvordan adelsmanden gjorde sofaen til det skarpeste element i hele rummet for ham. Pulserende møbler, tegnede de reneste linjer for hvordan han kunne til gå ham. Lade sine fingre krybe om kæben og halsen. Det var forkert allerede at lade sig fantasere til det næste i eftermiddagens sol. Men alle elskede vel et publikum, selv de mest triste karakter af folket nød at blive betaget og hungret for. Et naturligt begær for byvagten. 

Bevægelserne ledte ham stille forbi sofaen, som han veg uden om det ellers så indbydende skød der ventede ham. Nymåneduften gled omkring ham som han passeret forbi røgelsen. Friske åndinger for at tage den til sig, lade den omfavne ham inde og ude fra. "Har du overvejet at blande nymåne med noget.. stærkere" nok røg han ikke selv, men effekterne af dem kunne man vel ikke undgå at nyde en anelse. Bare en snert af det ene eller andet. 
Byvagten trak let skødeløst på skulderen over svaret. Ikke vigtigt, huh? Det var de vel to om at bestemme, men den måtte de tage næste gang. 

Fodballen drejet let omkring som Eskild drejet om hjørnet på sofaen og trådte ned langs ryggen af den og lod hånden følge ryglænet af den indtil den fandt skulderen af den afslappende skikkelse i det bløde. Hånden gled let ned over brystkassen, kun for at aflede opmærksomheden fra den anden hånd som lagde sig let om kæbens svang, trak hovedet længere tilbage mod ryglænet. 
Et skridt tilbage med den ene fod og let foroverbøjet for at holde hovedet over den andens. "Nysgerrig? Og her troede jeg det kun var for mig" sagt med et falmende skævt smil.
Det var ubetydeligt hvor vidt var for den ene eller anden, for en ting var sikkert. Eskild havde efterladt den adelsmanden langt mere nysgerrig end adelsmanden havde efterladt Eskild. 

Umotiveret lod Eskild tunge glide ned over næseryggen på adelsmanden. "Hvordan blev din skitse så?"

Hånden der havde gledet nedover brystkassen krøb længere ned, forbi navlen og stoppede som den fandt sin plads nær lysken og holdt hånden troligt til den andens testikler. Den anden hånd gled dybere omkring kæben og holdt sagte hovedet på plads. 
De var ikke færdige, selvom han burde holde sig måtten. Skønt måtten forlængst var brændt op og forsvundet.  

Alt hvad han gjorde for øjeblikket, det vidnede om et usagt spørgsmål. Er du klar til mere?

Lydløs som en skygge i natten, bevægede Eskild sig omkring i rummet. Hans bevægelser rolige, hans hensigter svære at aflæse og alligevel virkede det for Corinth, som om at han vidste hvad han ville. Jah nok en omvej i forhold til adelsmanden selv havde foretrukket, og i stedet for at træde hen til sofaen, drejede den mørkhårede mand omkring den. Men. Ikke udenfor rækkevidde, ikke længere. 
De hårde hjerteslag blev mere insisterende, og Corinth balancerede næsten smertefuldt imellem valget at gøre noget ved det, eller vente for at se hvad der ville ske. Og heldigvis faldt det på sidstnævnte, et afventende blik på hånden der fulgte sofaens ryg, hele vejen til dens slutdestination på Corinth selv.
Det tidligere spørgsmål flød ind i røgen af piben, men bad stadigvæk om et svar fra adelsmanden. Om han havde overvejet stærkere sager? Jovidst, der var vidunderlig spontanitet i landets forskellige remedier, og Corinth ville lyve hvis han ikke indrømmede at han selvfølgelig havde både overvejet - og gjort - det. Men behovet for at imponere Eskild var ikke hvad der drev ham. "Nej.." løj han, det ene bryn løftet omend det for de blinde var usynligt. "Er der da noget du kan anbefale..?" det ville  aldrig skade, at vide hvad den anden kunne være til af ulovligheder. Måske han selv ville blive overrasket over svaret. 

En centimeter tættere, dernæst ti, og Corinths øjne fulgte hånden hele vejen til skulderen, idet Eskild positionerede sig selv bagved ham. Dernæst på vej nedad, af ren refleks skulle han til at vippe hovedet ned for at følge med, men blev i et bestemt ryk tvunget til at lade være, da nakken ramte ryglænet bagved ham. Hng, fnyste han.
Øjenkontakt, og så alligevel ikke; skyggesønnens blik låste med hans i en ulmende intensitet, læberne delt en anelse i forbløffelse over hvor hands-on han nu var blevet. 
Kun for ham? Du lyder næsten skuffet, kunne han i det moment ikke lade være med at tænke. En farlig tanke - mindst ligeså pirrende, som det han dernæst gjorde. 

Tungen ramte hans næse, hånden snoede sig længere ned og grebet omkring kæbelinjen strammedes - aktiverede et underliggende, forventningsfuld lille gys, og kroppen spændte ufrivilligt op. Men, han gjorde intet antræk til at stoppe byvagten. Tværtimod, den sult Corinth bar med sig var umættelig på flere fronter, og udfoldede sig altid i de sjældne, flygtige øjeblikke, man pludselig kunne tage strubetag på. Hvorfor lade sig nøjes med det gængse. 
Hvis mennesker kunne spinde, så spandt manden skam en anelse ved behandlingen, idet han lænede sig ind i grebet. Åh, hvad var det nu han havde spurgt om? Tankerne flød sammen, inden at han halede dem ind på geled igen. "Nogle ville finde det frastødende, hvor pæn den blev" og de førhenværende krydsede ben foldede sig lidt mere inviterende ud, næsten uberørt (eller i hvert fald ikke mindre tændt) af udsigten til at han strammede til, eller lod være. Hvor det så end var. 

"Men... ikke dig" han var en anormalitet, hævdede han så samtidigt - måske en smule udfordrende i sit toneleje, trods det ikke var noget man reelt kunne udfordre. Hvis han havde kunne se, ville han nok have elsket det. Hvor imponeret han så end virkede. 

De lange fingre løftede sig i langsomtligt på skift og lagde sig tæt igen som de faldt ned på ny. Hver finger fungeret som et langt sekund for den lille løgn han blev budt. Så meget besvær for at få byvagten med sig hjem, men hvor var lysten for at imponere ham nu. En krølle løftede sig let på mundvigen. "Hvor uimponerende at du vil have mine anbefalinger til dit misbrug" men det skulle da nu ikke udelukke Eskild fra at komme med sine små foreslag til hvad der måske kunne prøves. 
Som et lille barn, kunne han ikke helt stoppe sig selv fra de sagte sandheder. Det var ikke blot børn og fuldemennesker der sagde den slags grusomheder. 

"Måneblad.. Shara skaft.. Orkbær..Thatos' Urt" ramsede han så endelige op i en mild hvisken. 

Eskild hvis smidighed ikke til at prale af, snoede sig nu alligevel ganske pænt om adelsmanden. Brug eller bliv brugt, de tog begge godt for sig, men med en undtagelse af at han kun var blvet brugt og efterladt til sig selv. 
Skulle de næste omgange gemmes til senere: til en som gerne lod sig blive brugt. Eller skulle man give sig og se om den aldrende herre kunne præstere på ny. Summende overvejelser der begge trak i ham. 

Gyset var gnisten til tændvæsken. 
Hånden der lå og kunne følge tæt med i livet for neden, trak let i testiklerne. Masserende, nussende, anmassende. Alt i mens tommelfingerens hulrum gled tættende om rodens skaft. Tungen fandt sin plads i munden igen, for nu. "Smigr kommer man ikke lagt med i dette rum" tvært i mod var det handlinger over ord. Eskild ville dog ikke lade sig lulle ind i den udfordring han blev budt på. Grebet strammede stille som et trak hovedet dybere tilbage, skønt det allerede lå dybt i ryglænet. Vagtens hoved tittede let til siden efterfulgt af et lille suk af længsel. Som han skulle til at kys den anden ned ad kinden til læberne, blev det erstattet af den drilske tunge på ny. 
Malerpenslen tilfaldt ikke blot den som malede, tvært i mod. Skulle de se underværker, ville det være Eskilds tunge og dens fugt der mønstrede kunstnerens ansigt op. "Fortæl mig din vildeste fantasi og hvad den indebærer". Vildeste, frækkeste, mest ønskede. Corinth havde horet sig selv ud for Eskild, men som alt andet, byttede de roller for en (kort) stund. 

Testiklerne blev til dels sluppet til fordel for det andet liv i ham, men  få fingre lå endnu til dernede, mens håndfladen gled små gnidende mod skaftet. 

En hel række af vidunderlige urter blev nu nævnt. Hver med deres effekt, og hver effekt så... nyskabende, når det gjaldt om at udfordre, eller måske nærmere udforske sin egen virkelighed. En god del af dem havde adelsmanden været omkring, han nikkede så vidt som det var muligt i grebet, imens andre var noget der lå som en tillokkende mulighed, ude i fremtiden. Det var dog altid sjovere med det rigtige selskab. 
Og Eskild kunne muligvis lyve af helvedes til, hvad lige angik det her. Han kunne tale ham efter munden, og han ville nok ikke engang helt lægge mærke til det. Fordi han var måske ret ligeglad. 
For Corinths vedkommende, kunne byvagten nemlig komme med alle de anbefalinger han ville, og mene dem ligeså lidt, som han egentlig gjorde. Det plantede stadigvæk en strøtanke - et frø, en idé - i adelsmandens tanker. Mentalt ukrudt, det var svært at fjerne. 

Overvejelserne krakelerede dog stilfærdigt, da en bankende, insisterende fornemmelse der rislede igennem hans krop. Så fast, så krævende, lo hans tanker. Det rejste igennem hans blodbaner, med løbebanerne for varmen, pulserende ud fra de to greb Eskild benyttede sig af. Og som han strammede op i. 
Jah Eskilds fingrer borede sig så insisterende in i ham, at smerten blomstrede ind i begæret. Et sagte, nydende støn slap derpå over kunstnerens læber, hvis øjne også spærredes en anelse op. "I dette rum.." gentog han lidt lavmælt, og følte hvordan de udvidede pupiller åbnede sig op. Åd sig ind i alt det røde, som Eskild alligevel ikke kunne se. 

Fortæl mig din vildeste fantasi, og hvad den indebærer. Ordene snoede sig i sort, sirenesang, lokkende som bare pokker, og uden helt at kunne styre sin hånd, greb Corinth hårdt fat i sofapuden han sad på. Det var en fælde. Det var alt for let at svare, det gav den anden alt for meget magt. Men samtidigt... så føltes Eksilds ord for magtfulde til ikke at følge, eller anse som en ordrer. 
Læberne deltes derpå lidt mere overgivende, og han sukkede. "Ahah, åh.." og han trak den varme luft ind i lungerne. "Mmh, kan du huske første gang vi mødtes?" og Corinth vred sig lidt mere kælent i grebet. "Lidt ala det. Men lidt mere voldsomt, hvis man kan, sige det sådan" 

Al den røgelse, alle de muligheder der var med den slags. Dog havde det nu aldrig helt været det byvagten gjorde sig selv i, men han havde da sine oplevelse af det. 
Tilfældighedernes oplevelser havde tilladt det, hvis ikke på ham så andre, eller som en forbipassende der trådte igennem andres røgelse. Præcis ligesom her. Badende i røgen der hang så tungt og dybt i Corinth. 

Det var et hore hus, det var hvad det var og rummet her var det eftertragtet røde rum. Kald det hvad du vil, Corinth, men arbejdsrummets navn kom ikke for hans kunstneriske fornøjelser, men af hans seksuelle aktiv. Alt det sæd og væsker som ikke havde fyldt gulvene, væggene og bordene her. Uanset hvor meget man vaskede det, ville rummet huske det, vidne for de behandlinger han gav folk. Alligevel var Eskild sikker i sin sag, at rummet så nu noget som sjældent skete, at dets ejermand lod sig blive domineret og forkvalt. 
Ville rummet holde ham vågen med det, bare for en uge? 

Håndfladen følte den susende følelse af blodet der dunkede varmt under ham, overgav sig til ham. Gav ham muligheden for at mærke det stive legeme ordenligt, som mere end bare en dolk i svælget der ikke lod ham få vejret. Det var en grim, grim oplevelse, men han havde nydt det. 
Håndens greb om kæben gled en anelse mere til under halsen og fulgte kæben fra yderste højre punkt til venstre. Så fin en kæbelinje, det ville være sådan en skam at beskadige den, men så fristende at høre ham gispe efter vejret. Men Eskild stoppede sig selv, for en sandhed han ikke havde regnet med forlod de delte læber. "Jeg husker det.." gentog han lidt, dog velovervejet, tøvende. 

Var det så vild kunstneren var, at han ville have en spændt fast med sin skyggeevner-magi. Nu havde Eskild da aldrig. "Og hvad afholder dig fra at gøre det? Bange for at du kommer før du overhovedet er gået i gang?" Det lille stik var et genkendelige minde fra deres tidligere dialog på dagen. 
Alligevel ville Eskild se om han kunne gøre noget ved tilfældet af hvad der ville ske. 

'Voldsomt' var et godt kerneord omkring kunstneren, der ofte (måske endda uden at lede alt for hårdt) endte i mere... ydergående situationer, end så mange andre. Jah de havde det med at finde ham, selv når han kamuflerede det med at kønt smil og en udadvendt natur.
Ud til den yderste grænse - og så gerne lige et stykke længere - for at se hvad der ville spire frem når man vandede et blomsterbed af dén kaliber. Blodroser og tidsler, slyngplanter og ukrudt. Sorte rødder der efterhånden stak dybt under overfladen; så dybt at man kunne overveje, hvorvidt det inficerede andres haver henad vejen. 

Eskild gav i hvert fald ikke slip. Heldigivs. Tanken kildede ganske behageligt, hans hjerte bankede forunderligt levende og hurtigt, med følelsen af kontrol der gled imellem fingrene. Jovidst, han var ikke i tvivl om at han nok godt kunne stoppe den mørkhårede mand, hvis han virkelig gerne ville. Men ikke på vilkår. 
Hovedet drejedes en smule med da Eskild fulgte kæbelinjen, en smule drilsk i sit modspil tilbage, for at se om han holdt fast. Det havde trods alt ikke været ren show. Hvis manden så absolut skulle røre ved ham, kunne han ligeså godt føle Eskilds kløer ordentligt.

Men fokus. Grebet af stemningen, fornemmede Corinth næppe hvordan at han nok begyndte at dele mere om sig selv, end han egentlig foretrak. Men han kunne ikke holde mund ved sådan et spørgsmål; en dyb og næsten blød latter steg fra kunstneren, hvad afholdt ham fra bare at gøre det? Han kendte ham så godt.
"Det er selvfølgelig en reel bekymring" klukkede han, men lød ikke ligefrem oprigtig i at dét var det primære problem. Næppe. Han regnede ikke med at byvagten helt vidste hvad kunstneren mente, når han referede til tidligere. Fordi selvom det på sin vis nok kunne være ganske frækt, hele den opsætning der havde været omkring det... var det ikke ligefrem den del af det, som fik hjerterytmen hos Corinth til at stige, eller hans krop til at skælve. Ikke kun. 
Når han ville have det voldsommere, gjaldt det Cullin. Eller Sirell. Eller ham selv. Eller Eskild, måske en dag i fremtiden. Adelsmanden havde aldrig begået noget grænsende til drab af andre mennesker.. men tanken om den magt der fulgte med det, tændte ham mere end tanken om fysisk at overmande andre. Især hvis han kunne få andre til at gøre det. 

Men i stedet for at svare dét - så gode venner var det slet ikke... endte han med at ryste en anelse på hovedet, hånden på vej ned til Eskilds greb omkring hans lem, for at forsøge at lægge den over hans. Kom nu da. "... men nej. Det sviner for meget, sådan at gøre det indenfor" summede han i stedet, og fugtede læberne i det dovne, afventende smil der fulgte med. 

Den lette friktion som opstod som kunsteren ville dreje hovedet en smule, lod Eskild ham i første omgang få en følelse af kontrol. Lod ham have overtaget, blot for at tage det tilbage på ny og sætte spændet op. Fingrene gled pressende i huden omkring kæben og drejet hovedet tilbage så det stod snorelige i sin kurs fra næsetip til negle til skaftets rod. 
Hånden lagde sig en anelse mere mod huden og indikeret sit greb på ham, som han stille gjorde klar til at spænde op og holde kunsteren tilbage i sædet med nakken på ryglænet som holdepunkt. 

De kunne gå mange veje, men ingen af deres veje var synderligt kønne. Glaskår, blodbad og glohedende kul, intet de i sidste ende ville kunne vende tilbage fra hvis først de begyndte at færdes i fællesskab ned ad de veje. 

Eskild drejet hovedet en anelse mere, som hvis han så mere reelt på Corinth. Klukkende og zalans charmende, var dette ikke et relevant svar, blot en kommentar som passede ind i konteksten. Hånden nede omkrig legemet presset let håndroden mod skaftet og kørte med gnidende ryk motorisk frem og tilbage. Afventende som alle andre, ignoreret han hånd og arm som bevæget sig og ville ændre hans greb for det nedre jeg. "Ah" summede han stille ud. Et monoton udtryk faldt til, et intetsigende udtryk.
Stille i det moment tænkte han tilbage, samlede brødkrummerne op på ny. Han blev først opsøgt af gruppen efter hans slagsmål med Stian Hwan, selvom de havde haft uendelige med muligheder tidligere. Endvidere var et af deres begær for at få hans hemmelighed ud af ham på deres egne måder. Vold. 

Vold. Som de usynlige snore trak i den ene mundvige, sukkede han givende ud. "..men at give dig den fulde tilfredsstillelse er ikke et af mine personlige behov" hånden om kæben lagde sig en anelse lettere til som han pressede til bagud. "Men du kan jo onanere dig selv for mig" blev det stille efterfulgt og han lod hånden og fingrene blive presset mod huden og trak det rivende op ad kroppen på kunsteren. 

Det måtte blive næste gang, der var altid en næste gang. 

Der var et eller andet over den andens kontrol, som Corinth fandt... mildest talt ophidsende. Han var slet ikke så sort-hvid, som man ellers skulle tro. 
Som små skud af adrenalin, hver gang han ikke fik sin vilje - det summede i de yderste lag af hans krop, og vibrerede igennem resten af den, da Eskild alligevel udviste lidt nåde, og bevægede sin hånd omkring ham en anelse. Hng, stønnede han sagte. Og fandt som belønning, en lidt dybere brummen frem, hæs af dårlige lunger og grimme vaner. 
Corinths blik fulgte ham lidt tåget - indtil han endelig dukkede mere op ovenover det lyse ansigt, og følte hvordan læberne langsomt deltes i et utålmodigt, men dog forventningsfuldt smil, da små brikker af beslutninger langsomt faldt på plads; den mørkhårede mand virkede til at have nået en form for beslutning. Se, han havde altid muligheden for at forlade hjemmet, dørene stod ligeså åbne som på vej herind. Men noget sagde adelsmanden, at det næppe var hans nuværende behov. Måske en afart af det, men hvad var det dog han hørte? 

Rettelse. Ikke en del af hans personlige behov... men. 
Corinths hoved vippede opad i en skarp bue, nakken fuldkommen lænet tilbage og det blonde hår som en kaskade af gyldent nedover den lyse hud langs skuldrene, samt det røde betræk han blev presset tilbage i. Men. Han kunne onanere ham selv, for ham, og overasket kunne man ane at han lige glippede med øjnene en enkelt gang, inden at tænderne smækkedes sammen i et ufrivilligt smæld, og luft blev trukket igennem dem i en overfladisk, varm indånding. Åh. Åh nej. 
Åh joh, hviskede en pervers lille stemme, da han fornemmede de brændende baner af rivemærker pensle ham. 

Corinths krop spændte imod neglenes behandling, udfordrede hans kontrol. Men ikke for at komme fri, hvilket nok blev tydeligt da han næsten besejret følte sin egen hånd gribe om lemmet igen, og med et lille suk tage mere fat i dets erigerede 'stolthed'. For fanden da også, det havde aldrig været meningen at gå hertil. Men når nu buffaen næsten stod åben... 
Og han øgede gradvist tempoet en anelse, øjnene på vej til at lukkes, så han kunne nyde, ldt mere end at yde. 

Det kunne kun gå gjalt, men gjalt gjorde ret. Kliché fyldte feberdrømme rasede i baggrunden, ønsket om at have flere hænder at gøre godt med, muligheden for at strække sig som en sno. Det var ikke fair, for kunne Eskild se, ville han næsten give sit syn for at blive født bag lyset af dette syge individ. Mishandlet af dette individ og hængt op ad selv samme individ. 
Hænderne lå let som fast. Materialet af sofaens ryglæn der havde gnidning med huden og håret fortalte ham hvordan der blev set op på ham. 
Et vanvid af hvad der måtte skuffe. Ordene var sagt og han missede det mest betydningsfulde af alt. Det glippende blik den ene gang, noget som alle andre kunne have nydt og taget med sig i drømmeland, måtte Eskild gå tomhændet derfra. 

Afventende for hvad det endelige valg måtte blive til, holdt han blot hånden om kæben endnu, kradsede den anden op ad huden på den anden. Der var intet kat over Eskild i dette, blot en legesyg tilstand som et sted måske kunne fortryde sin endelige beslutning. Ville det blive gjort modvilligt eller kunne han overgive sig selv til den andens ønske. 

De sagte støn og lyden og fornemmelsen af den glidende hånd om sig selv, fik Eskild til at lægge panden mod skulderen på den anden. Følte hvordan livet i hans eget jeg kom tilbage. Hånden på brystkassen blev sluppet og sat på ryglænet, den anden strammede kort sit greb for så at slip ham fuldkommen. Zalans hvor var han dum sådan at fortryde sin egen beslutning, sådan da. 
Han rettede sig op og slap sofaen fuldkommen og trådte ned forbi sofaens hjørne og stoppede sig selv som han nåede til det første ben på sin vej. 

Normalt, normalt gjorde han sig virkelig ikke i det. Det var hændt en gang tidligere på året og følelsen kunne endnu give ham en fuld erektion. Så uden egentlig at vente på nogen invitation, satte han første knæ i sofaen, greb om kunstnerens hånd for at stop ham fra sin selvforkælelse, for så at svinge andet ben i sofaen. Med begge ben på ydersiden af Corinth og en hånd endnu en gang sat om kæbe og hals. Stille gled tommelfingeren mod huden.