Hvis Fig havde sådan nogle horn, ville han ellers bruge dem hele tiden til at forsvare sig. Det var utroligt at det her skulle være første gang hun havde stanget nogen.

Nu hvor hun ydede sin omsorg for ham, kunne han pludselig mærke slagene tydeligt. Bare det at hendes finger blidt strøg hans forblødte underlæbe, kunne han mærke hvordan det dunkede. Han kunne smage blodet.

”Du reddede Fig!” Med blanke øjne trykkede han sig ind til hendes bryst og kiggede op på hende ”Tak!”

De havde vist nok reddet hinanden. Men det var kun for nu. Satyren plaskede endnu ivrigt i vandet, men var endelig ved at finde fæste i vandbunden med sine bukkeben. Vandet tyngede hans pels og gjorde ham langsom. Langsom og rasende.