Perfekt ligefrem? Det var et meget drastisk ord at bruge, hvis man spurgte Jontar. Det var svært at være perfekt og hvis hun var perfekt, ville hendes kommende fejl så ikke være så meget større? For Talice ville lave fejl. Det gjorde alle nyansatte. Forskellen mellem ansatte og slaver var blot, at det var acceptabelt for ansatte at lave fejl, så længe de ikke var vitale. At glemme juicen ved morgenbordet eller komme til at spilde et par dråber te. Det kunne ses i mellem fingre med hos ansatte. Men slaver? Nej, de skulle være perfekte. Fejlfrie i deres handlinger.
Dog valgte Jontar, som så meget andet, ikke at pointere det. Som prins var han blevet fodret med, at hvis ens ord ville kunne lede op til diskussion og man ikke ønskede at diskutere, så skulle man blot tie. 

"Lad os, min kære." sagde Jontar, endnu med armen rundt om hende. Det var en nem måde at føre hende rundt på. En arm om livet var nærmest lige så god som en snor til hunde. Dog var Pompeia ikke hans hund, men at kunne føre an var altid passende for manden i forholdet. Pompeia kunne dog nok ændre på dette i tidens løb, tænkte Jontar, som han førte hende med tilbage mod paladset.

Der var ingen diskussion i dette. Talice ville være Pompeias ideelle højre hånd, som Morosa var Jontars. Det skulle ingen tage fra hende. Tilfreds med at hans arm lå om hende. "Tak," takkede hun ham stille og lod hovedet falde til hans skulder, som de gik der.