Han elskede drama, når han ikke selv var en del af det.
Og lige nu, kunne han sidde på den smukke sidelinje, hvor at Emmanuel's øjne overrasket (og nok også en kende stødt) blev knebet sammen over den... direkte negligering af hvad han sagde, og hvorfor han sagde det. Mandens lyse øjne målte næsten i de to små sekunders tavshed der fulgte, Fabian ordentligt op, inden at et glat smil foldede sig ud over det pæne ansigt. "Åh, det er skam aldrig en fornøjelse at være kritisk... nok nærmere et lod i livet, vi må acceptere" kom det derfor nok så pænt fra ham, og han spidsede munden i sin overvejelse. "Lige præcis fordi det sjældent betyder noget for dem, og det sjældent er til større overvejelse... så tager vi de overvejelser for dem"
Aldamar tog langsomt en tår af sin vin, med øjne der dovent var gledet hen for at se Emmanuel 'forsvare' sig på bedste, arrogante stil, men følte at de alt for hurtigt fandt tilbage til Fabian. Fabian, som i dette øjeblik havde en anden glød til sig end den vante, og han kunne lidt for godt li det. Han vidste det, når han kæmpede for ikke at lade det skinne for meget igennem - han følte det - da han stoppede sit (lidt promillesvævende) selv i at læne sig mere imod ham. Det var ikke nemt.
Hånden under hagen, lod fingrene glide ind over munden for ikke at lade smilet skinne igennem, imens at han prøvede at tage en neutral position. Han ville gerne se hvordan det endte.


Krystallandet
