Hvorfor man skulle være så hemmelighedsfuld forstod han ikke. Med mindre man var på en mission for Mørket eller Lyset. Se det krævede sin mod at have en mission og alligevel have hemmeligheder når man var alene. Xaphan havde prøvet det mange gange før, men nu trænede han mest rekrutter, og endnu engang dukkede Freya op i hans tanker, som den sukkersøde Halvork hun var. Det var egentlig noget mærkeligt noget sådan lidt med kærlighed. Ikke at han var forelsket eller noget, men han havde da kysset hende, og hun havde rørt noget i ham som han troet var tabt.
"Du kan have så ganske ret, men fornuften et fuldt sted som dette ville sætte pris på at forblive en fornuft." kom det fra ham og kiggede på Tanto. Forhåbentlig trak han ikke sværet, Xaphan ville kunne nå at zappe ham til en hver tid og få ham til at smide sværdet. Han var allerede ladet godt op af at være udenfor. Han lænede sig lidt frem imod Tanto og follede hænderne foran sig så de lå på bordet. "Men jeg forventer at du har din fulde fornuft et sted som Dianthos. Du kan komme galt afsted, med mindre du har et ærne her inde som ikke handler om at slå din far eller søskende ihjel" kom det fra ham i en venlig gestus. Han håbede ikke at Tanto valgte den forkerte vej i en by som denne

Selvfølgelig ville Xaphan ikke risikere et trukket sværd et sted som her. Eller nogle steder for sen sags skyld. Det kunne Tanto tydeligvis mærke. Men han fortrød ikke det, han havde sagt. Halvdæmonen kunne lyde kynisk og kold i sine ord, og det var der da også en grund for. For han var kynisk og kold. Dét havde Bagludans opvækst sat fast i ham som sværdet på ryggen. 
"Mit ærinde i Dianthos er i princippet overstået. Med mindre et nyt ærinde opstår," Igen undlod Tanto at fortælle, hvad dette ærinde havde været. Jovist havde det blot været en dusør, han havde jaget. Og dusørjægere var helt til den lovlige side af loven. Men det ville ikke tage mere end idiot at tænke frem til, at dusører var det eneste, Tanto jagtede. Med det sværd på ryggen og hans personlighed, var han en klassisk lejemorder. Og dét erhverv var næppe på den lovlige side af loven. "Du opfordrer mig måske til at forlade Dianthos? Ikke ødelægge den smukke ro, der er?"

Xaphan kiggede lidt på Tanto og overvejede mulighederne. Forhåbentlig var han godt klar over at et enkelt fejltrin kunne betyde hans død fra en byvagt eller en af lysets krigere. Dog var Xaphan ikke voldelig anlagt når det kom tilstykket. Ikke med mindre at hans dæmoniske sidekom frem. Hvilket han kunne mærke under overfladen af ham på grund af Tant's kolde personlighed. Det vækkede dæmonen i ham til at træde frem. Dog havde han en indrer kamp med sig selv for ikke at give slip på sin selvkontrol.
"Noget du vil uddybe?" spurgte han og blinkede nogle gange lidt hårdt med øjnene for at opretholde selvkontrollen af sin indrer dæmon. Tanto var nok så kold og hård, men det vækkede dæmonen i ham til at træde frem. Det var nok en af hovedårsagerne til at han aldrig rigtig forlod Dianthos med mindre det var højst nødvendigt. Han bed sig svagt i kinden somhan kunne mærke dæmonen træde tættere og tættere på hans personlighed. Han klemte lidt om kruset lidt hårdere end hvad godt var, og fremdrog hvide knoer. "Nej det siger jeg ikke. Jeg siger bare du skal passe på med hvad du laver" svarede han og klemte lidt ekstra hårdt på kruset. "Eller også så slå nogen ihjel" denne gang var det en kold stemme der kom frem sombåde var spydig og alvorlig. Xaphan rystede lidt på hovedet og blinkede nogle ekstra gange med øjnene.

Selvfølgelig havde Xaphan spørgsmål. Tanto havde været for vag og for mystisk i sin udtale, hvorfor Xaphan ville have uddybende svar. Han spurgte direkte efter e uddybning. Hvad var der med krogængere og altid være så zalans nysgerrige? Kunne ingen havde deres egne handlinger uden at skulle fortælle dem? Selvfølgelig jo, men når man sad ved samme bord, delte øl og havde en samtale kørende, var normen at spørge ind til den anden. Derfor var Tanto også meget fristet til at rejse sig og forlade Xaphan. Efterlade engledæmonen og de mange spørgsmål i kroen, imens han gik andet sted. Men han forblev siddende. For nu.
"Et arbejde overstået. Der kan altid opstå et nyt lige pludselig." Igen et vagt svar, men ikke for vagt. Der var forklaring bare uden at fortælle, hvad slags arbejde, det omhandlede. Dét lod Tanto forblive til sig selv.
Langsomt lænede Tanto sig tilbage. Kiggede bedømmende på engledæmonen over for sig. "Det lyder som en inddirekte trussel." 

Xaphan var ikke sikker på hvad han skulle formå ved dette møde. Tanto havde mange spørgsmål kørerende i hovedet på ham. Tanto var mystisk i en storby der kunne gøre skade på hvem som helst. Men alligevel lod han sig ikke mærke med det. "LAd os slå nogen ihjel" kom det koldt og kynisk fra ham som tydeligtvis ikke var hans gode side der kom frem. Han tog sig til hovedet og lænede sig tilbage i stolen. Dette var ved at blive for meget. Han måtte få styr på sin dæmoniske side ellers ville det ende galt, og han måtte flygte fra byen for ikke at skabe drama eller miste sit arbejde. Det var bedrer at dæmonen fik sine lyster frigivet i Tusmørkely end i Dianthos. "En trussel? Nej... Tvært imod" svarede han og gnede sig lidt i hovedet side med et par fingre med lukket øjne. Han skulle virkelig til at passe på ellers endte det galt. Han kunne rejse sig nu og gå sin vej inden det gik galt. Eller han kunne blive siddende og udfiske Tanto noget mere med spørgsmål. Ingen af delene var særlig klogt når hans dæmoniske side var på vej frem.

Xaphan havde indtil nu virket som pacifisten af de to. Ingen grund til at trække våben og alt det. Derfor løftede Tanto også øjenbryn, da han med en kold og kynisk stemme sagde, at de skulle slå nogen ihjel. Skønt halvdæmonen næppe kendte Xaphan godt, virkede dette ude af karakter for ham. Var det hans dæmonside, der snakkede? Tanto kunne selv have lyster af mord, tortur og lignende. Bagludan havde sagt, at det lå i dæmoners natur at komme ud med deres lyster, ellers ville det æde dem op. Det ville ikke være for langt at tænke, at Xaphan havde lignende lyster. De to havde jo lige så meget dæmon i sig.
"En byvagt, der vil dræbe. Det vil borgerne næppe ønske," Igen var Tantos stemme monoton og ikke med følelser. Derfor var det ikke nemt at tyde, hvad hensigten var bag hans ord. "Du siger nej til trussel, men vil gerne dræbe. Lidt af en modstrid, vil du ikke selv sige dette?"

Xaphan måtte rystede lidt på hovedet af sin egne erfaringer med sin dæmoniske side. Han bed sig i læben som han prøvede at overmande sin dæmoniske side. Det var svært at overmande lige nu, efter at have været i selvskab med Tanto, og han prøvede ihærdigt at få styr på det igen. "Skal vi slås eller er du bare ude på ballade?!" kom det koldt og kynisk fra ham inden han lænede sig frem imod bordet. Han havde mistet taget af sin dæmoniske side, og nu skulle han kæmpe en amgtkamp for at få overtaget igen. Han slog hånden ned i bordet med knyttet hånd å kopperne hoppede en smule. "Dræbe? JA Lad os det. En tigger, en ingen vil savne. En gammel mand der går ynkeligt omkring med sin stok. Et eller andet sjovt. Jeg er træt af at værelåst inde i denne modbydelige krop!" kom det stadig koldt fra ham og endnu mere kynisk end før. Han var ikke sikker på at det var det smarteste træk midt inde i en kro, men han var lige glad. Alle koncentrerede sig om sine egne sager som at drikke sig fuld og alligevel smide om sig med mad.