Fabian havde faktisk ikke helt forventet at Aldamar ville komme hele vejen i finalen, selvomhan nok som en af de eneste havde rigtig træning i at bruge et våben, men han havde klaret sig overraskende godt, og Fabian var ikke en til at nedgøre en andens succes. Især når Aldamar faktisk havde virket til at glæde sig til det.

Da der var blevet erklæret en vinder, var Fabian dog heller ikke langsom, til at krydse ind over banen, som de ellers ikke måtte være på, og han lagde en arm rundt om Aldamars skuldre, kun kort efter at den anden modstander var blevet trukket op.
”Du gjorde det rent faktisk,” sagde Fabian grinende, allerede i gang med at skubbe alle de tanker og følelser han havde haft tidligere væk. ”Ikke helt så nemt som først antaget, hva?” pointerede Fabian, men var ikke sen til at give Aldamar et kys på siden af hovedet, uden forbehold for hvem end der måtte se dem, være en anelse mere end bare venskabelige.
Han virkede heller ikke til faktisk at give noget opmærksomhed til Aldamars modstander, for selvom han kort havde kigget på ham, så var det langt fra der fokusset var for den ældre mand. 

En del af hans krop var en anelse øm efter de slag han havde fået pådraget sig, men der var stolthed nok i ham til ikke at ømme sig over det,  da en varm omfavnelse kom bagfra. Okay, måske ikke mere end en kort lille sammenbidt vejrtrækning, det dog forsvandt ligeså hurtig som den var kommet ved de ord der fulgte med bagefter. Leende blev kæben  hos Aldamer vinklet en anelse opad i Kind kysset, og øjnene skævede drillende til ham. "Heh, det lykkedes!" Fyrstesønnen drejede sig en halv omgange omkring, stadigvæk med armen skuldrene, men nu mere foran ham. "Meeen, det hjælper måske at have sin egen lille hepper med"  en lille tilføjelse, og Aldamar sneg sin hånd - den på modsatte side af Fabians arm - op omkring hans nakke, for at lægge sig der. En god blanding af adrenalin og opstemthed tindrede stadigvæk i de havblå øjne, og han kunne ikke dy sig i det at han tak ham en anelse ned, overvældet af dem sejrrigt følelse, men også lidt for glad over at Fabian var her til at sige det.  

Men nåede ikke så langt førhen en lille rømmen fik ham til at stoppe, og han kastede er undrende blik over skulderen.  
Han havde i farten glemt at det var en eller anden præmie, og dommeren stod nu - en ældre herrer med et nydeligt overskæg - og vippede lidt utålmodig med sin stok, og øjne der flakkede lidt imellem Aldamar og alt andet omkring dem.  Hovsa. 

Fabian havde godt mærket hvordan Aldamar kortvarigt virkede til at spænde bare en anelse mere op, men han kommenterede ikke på det. Især ikke med den måde fyrstesønnen alligevel kiggede på ham. Det var helt så han faktisk kunne mærke sit hjerte banke.
”Jeg gør mit bedste,” sagde han lavmælt, og lad sig blive guidet ned mod den anden mand. Hele hans krop summede også, nok ikke ligeså meget af adrenalin, men af noget, og så... blev de forstyrret.

Det var ikke så meget at de ikke vidste at det ikke ville ske, men det var lidt som om at de var lidt for hurtige til bare at mene at det eneste der var vigtigt at fokusere på var hinanden, men det betød dog ikke at Fabian ikke var skuffet over at være blevet afbrudt. Sukket der undslap ham, var ikke engang særlig godt skjult.
”Jamen så gør det som du skal,” sagde Fabian og trak sig lidt væk. Det rigtige præmiekys måtte komme senere så, måske også lidt væk fra folkemængden, men Fabian gav dog ikke slip på Aldamar. Nej, han havde fundet en fin plads ved Aldamars side, som han skulle til at få sin præmie. Hvad end det var. Var der er ikke noget med øl? 

Han kunne ikke helt bedømme om det var et lettere anklagende blik der hvilede i den ældre mands grå øjne, eller hvad det det var, men et eller andet sted så var han også... semi-ligeglad. 
Det kunne være fordi at han havde været så hurtig til bare at vende sig væk fra hvad der egentlig skulle være i fokus (hvilket egentlig var lidt disrespektfuldt). Det kunne være på grund af Fabian, som var den han var... ikke desto mindre fornemmede han en overraskende ligegyldighed i sig selv, som han i et mindre intens selskab nok ville have bidt mærke i, og spurgt sig selv hvorfor han havde kunne skubbe væk, så let. Det plejede han ikke at kunne. 

Den primære grund var nok det stik af irritation der havde meldt sig over at blive afbrudt, hvilket også gjorde at han kun kunne være enig i det suk der slap fra Fabian, og han vendte sig hurtigt omkring. En selvisk følelse, hviskede en stemme af ærlighed i ham. En uvant følelse at gå med for Aldamar, der normaltvis ikke havde særlig travlt, og så slet ikke burde være blevet irriteret på dommeren, der nu med et tillykke og et fast håndtryk rakte ham et stykke papir. Noget han hurtigt stak i lommen og takkede ham for. 
Rundt omkring dem hørtes spredt klappen og mumlen, men langt størstedelen havde allerede splittet op og var spredt udover Lillekilde igen, i deres evige jagt efter alkohol, mad og underholdning. 

Så Aldamar gjorde det samme, idet at hans hånd fandt Fabian's og han  - en anelse ivrig efter at komme væk fra det fokus de havde i midten af det hele - nikkede en sidste gang inden at den højere mand blev trukket en anelse afsted for at komme væk fra fokusset. 
Da rusen over at have vundet havde lagt sig og han faktisk havde opdaget hvor mange der alligevel havde stået tilbage, havde det alligevel været en anelse pinligt sådan at tabe sig selv et øjeblik. Men pinligt på en god måde. 

Fabian stod måske også skulede lidt af manden, bare en anelse, og lige bag Aldamar, så Aldamar ikke rigtig lagde mærke til det. Faktisk kunne det ikke gå hurtigt nok for Fabian, som til tider godt kunne være en meget utålmodig mand. At de var blevet stirret på af mange, det havde egentlig ikke tænkt over, eller nærmere bekymret sig om. Det betød også at han havde skubbet lidt af Aldamars komfort væk fra sindet, for bare et øjeblik, fordi der var noget han gerne ville have, hvilket var lidt mindre heldigt.

Aldamar tog hans hånd, og Fabian holdt kun lidt mere fast, som han med faste skridt ligeledes fulgte efter Aldamar, hvor end det var han ville hive dem hen. Der gik dog ikke lang tid før at han lidt lavmælt begyndte at spørge. ”Hvor er vi på vej hen?” Det kunne godt være at Aldamar bare ville væk, men Fabian håbede måske på lidt... mere? Han var ikke helt sikker på hvad, da Aldamar trods alt ikke var til gyder.
Det var dog også svært for ham selv at holde udkig efter noget, når han ikke var helt sikker på om det bare var et stille hjørne, eller noget mere at drikke eller spise Aldamar søgte. Uanset hvad, så kunne han ikke benægte hvor rart det var at holde den varme hånd. 

Den her følelse af utålmodighed var en han ikke helt kunne bedømme endnu, Den var ikke nødvendigvis negativ som sådan, den var bare meget uvant, og han vidste ikke hvor han skulle gøre af den. Han væbnede sig altid med tålmodighed, og var om nogen vant til at processer og procedure kunne - og ville - tage den tid som det nu engang tog. Men lige der havde den trukket i Aldamar, som nu trak i Fabian. Et andet ord var måske også iver, selvom han næppe ville indrømme det heller, bare sådan uden videre. 
Fyrstesønnens smil blev en anelse bredere, og kort kiggede han tilbage. "Bare lidt væk" nynnede han, velvidende at det var tvetydigt. Sandheden var dog at han ikke engang helt selv vidste hvor de var på vej hen, og ledte måske bare efter et mere fredeligt og mindre beskuet område, end den ring af mennesker havde været at byde på. 

Der. Aldamar styrede stadigvæk imod selve byen igen, så de kom væk fra de teltdækkede marker. Og der spottede han noget der mindede om en samling af halmballer og andet siddeagtigt, lidt førhen at husene blev tættere og grusvejene til menneskebefærdede veje. Det var måske ikke lavet til at sidde på, men han havde set nogle hænge ud der, da de først var kommet ridende ind i byen. Forskellige lege var stadigvæk igang der hvor de var kommet fra, men interessen for dem var lidt faldet, fra det sekund Fabian var skredet ind i midten af ringen og havde gjort krav på hans opmærksomhed. 
Der var ikke meget tvivl om at han skulle have mere at drikke eller spise, alt efter hvad der stod på det papir han havde fået udleveret. Men ikke lige nu, hvor at han i selvsamme stoppede op ved de halmklædte siddepladser, vendte sig omkring og krævende greb fat i Fabian's skjorte for at hive ham ned i de zalans kys der var blevet afbrudt før. 

Den lille... Et passende ord fandt aldrig rigtig frem til Fabians hjerne, til trods for at han til dels var irriteret, men ligeså meget lidt opstemt. Den kække replik var noget han måske godt kunne have forventet af Aldamar, men stadig ikke gjorde. Det virkede som om at Aladmar følte sig mere fri i øjeblikket, og mere tilbøjelig til at tage hvad han gerne ville have, og det betød også bare at Fabian gerne ville vide hvor det ledte hen.

Hans øjne havde let gledet over halmballerne, men som Aldamar virkede mere målbevidst pludselig, gled hans øjne tilbage dertil. Der var ingen i øjeblikket, og han kunne kun mærke smilet blive bredere som Aldamar hev ham der væk, lidt i ly fra alt det andet.
Han nåede kun lige at tage tingene omkring dem ind, før at han mærkede Aldamars beslutsomme hænder og så hans læber mod sine egne.

Fabians hænder fandt hurtig siderne af Aldamars hoved, som han blot trak ham tættere ind til sig, og gjorde bare kysset dybere. Han følte sig grådig, men han havde det ikke i sig selv til at være langsommere. Der var som kommet en rus over ham. Om det var fra Aldamars selvsikkerhed, fra at han havde vundet, eller de følelser der lå og ulmede under overfladen var ikke til at vide. Men Fabian var ikke meget for endelig at give slip på Aldamars læber for at få luft, og han fjernede ikke sit hoved ikke endnu, men åbnede øjnene bare en smule for at kigge Aldamar ind i øjnene. 

En mindre rislen af varme gled igennem ham som han villigt bukkede sig ned, og Aldamar kunne ikke stoppe lige der. Hverken hånden der sneg sig omkring hans liv, eller den anden der slap skjorten for at kravle op af kravebenet og hen imod halsen, nakken. Fingrene strakte sig over baghovedet, og en tilfreds lyd undslap ham da han blev trukket nærmere. 
Hvad end det var som Fabian gjorde, det havde det med at smitte - og den her gang var ingen undtagelse. Ligeså krævende som han havde taget fat i ham, ligeså givende føltes det at være i nærheden af manden, der fik noget utrolig elektrisk frem i fyrstesønnen; Aldamar's sammenknebne øjne havde strålet hvis de kunne. 
Udover det, så havde det været en underlig fornemmelse at se den henkastede flirten Fabian kastede omkring sig her i starten af dagen. Det havde været underligt pirrende for frystesønnen, der alligevel var relativ vant til at være i midten af opmærksomheden - bare sådan generelt. Ikke fordi at han ville mene at han havde været andet, trods alt. 

Han mere fornemmede end følte hvordan at Fabian's blik ikke længere var lukketi, og ikke særlig bange for øjenkontakten, mødte Aldamar det blå-grønne hav idet at han langsomt smilede i det sultne kys - et smil der kunne ses i øjnene. Da han trak sig var det dog ikke langt. Tænderne skrabede kort over den andens underlæbe, nippede en anelse i øjenkontakten inden at han skulle anstrenge sig godt og grundigt, for ikke at presse ham for meget nærmere, trods det ville være så nemt. Hvor godt det lykkedes, det vidste han til gengæld ikke idet at han alligevel møvede sit knæ en anelse imellem hans ben. 
Med bankende hjerte skottede han til siderne, inden at blikket faldt tilbage på Fabian. "Var det min pris for at vinde?"  hviskede han nok så kælent, også tilfreds hvis det forholdt sig sådan. 

Et gys gik igennem Fabian som tænderne skrabede over hans underlæbe, men på den gode måde. Hvis Aldamar efterhånden havde opfanget nogle af de ting, som især føltes godt for Fabian, så ville han ikke være overraskende. Ikke så villig som Aldamar var til at give, ligeså meget som han tog. Det handlede ikke kun om lysten hos den ene af dem.
En lille lyd af næsten opfordring, undslap Fabians mund, som han mærkede knæet mellem sine ben. Fyrstesønnen skulle virkelig passe på, eller også ville Fabian ende med at foreslå at de skulle ordne det i en gyde et sted.

”Ikke i nærheden af det,” hviskede han, og kørte en hånd op for at børste nogle af de mørke totter væk, han gav dog ikke slipå på Aldamar, ikke på vilkår om han følte sig færdig endnu. ”Men jeg tænkte at du ville foretrække den rigtige præmie lidt mere privat.” Hvad den rigtige præmie egentlig ville ende ud med at være, kom også ligeså meget ud på hvad Aldamar egentlig følte for når de kom der, men Fabian var villig til det hele, og om ikke andet, så skulle han nok sørge for at Aldamar fik så meget nydelse ud af det som overhoved muligt.

Det var efterhånden ingen hemmelighed, at det kunne et eller andet at tænde Fabian af. Om det var den følelse af magt der fulgte med, om det var tilfredsheden ved at se ham reagere eller om det var forventningen om at ligeså meget som man gav fik man igen, det kunne han ikke helt sætte en bestemt finger på. Nok en blanding skulle han være ærlig, og han havde nok aldrig helt kunne være selvisk med sin egen nydelse - det havde hans let ikke haft incitament nok til at kunne, selvom man måske kunne tro det ud fra hans højbårne ret alene. Derfor havde han da også suget til sig af de reaktioner der var kommet, og var efterhånden landet på en vurdering af at voldsomt var godt i den blonde mands verden. Og til tider følte han at han alligevel kun havde skrabet overfladen på det område. 
Men det kunne også være svært at pin-pointe ind på, når... jah næsten alt han havde gjort indtil videre, havde fået en ønsket reaktion. Der var ikke mange ord på hvad, så det var lidt at prøve sig frem og håbe det ikke var falskt når en tilfredsstillende lyd kom til følge. 
Han måtte tage sig sammen og faktisk spørge, hviskede en opfordrende stemme.

Derfor gled tommelfingrene nussende hen over mandens side, og et leende smil strakte sig over læberne ved den lille hvisken. Fyrstesønnens øjne betragtede ham. "Mmmh, det er nok en god idé" smilede han, overordenligt tilfreds med den ordning. Halmballer virkede alligevel en anelse for... primitivt, og han var ikke sikker på at han ville kunne lade værd med at kigge sig blufærdigt omkring hele tiden. 
I stedet blev et kort kys placeret på brystet, halsen og til sidst et længere et på munden, inden at han med en rumlende brummen trak knæet til sig igen for at lade ham få bare en smule fred. 
De havde trods alt stadigvæk et stykke papir der skulle indløses. 

Der var bare rigtig mange ting Fabian fik nydelse ud af. Det var han nok også den første der gerne ville indrømme, ellers ville han ok ikke have taget et job, som hovedsageligt gik ud på at tilfredsstille andre. Det var den uhyre opmærksomhed fra Aldamar, som bare gjorde det en anelse bedre, som var de ligestillede, til trods for at han blev betalt. Kravene ville nok aldrig være tårnhøje til Aldamar, tænkte Fabian i hvert fald, for han kunne godt få nydelse ud af hvad end Aldamar faktisk var villig til at give ham.

God ide. Fabian var ikke heeeelt sikker på at han var enig i det, men kyssene fik ham dog til at falde lidt mere ned, især som Aldamar fjernede knæet, men det fik ikke ligefrem lysten til at forsvinde helt. Han ville stadig gerne have Aldamar, men han havde ventet månedsvis sidste gang, så at vente et par timer? Det kunne han godt.
”Har jeg fortalt dig at jeg meget godt kan lide denne her side af dig, som tager hvad du vil have?” kom det mumlende fra Fabian. Han havde efterhånden givet slip med den ene hånd, men den anden fandt alligevel vej op til Aldamars hår, selvom han var mere omhyggelig end normalt med ikke at få håret til at stå ud til alle sider. Han forstod trods alt godt behov for at det skulle se bare lidt pænt ud. 

Ikke helt villig til at trække sig væk, blev Aldamar bare stående i den tætte omfavnelse og nød at have ham så nært som han kunne lige nu. Ingen tvivl om at det her område af fremmede mennesker og små landsbyfolk gjorde det nemmere for ham at finde sig til rette, og friheden var berusende, jah næsten til at blive høj på, og viste i den grad mere af hvordan han kunne være. Og han nød det, sådan ikke at skulle kigge sig over skulderen, men faktisk at kunne ranke ryggen uden bekymring for at himlen ville falde ned over ham imens. 
Dog var det alligevel et lidt overrasket blik der blev vendt imod ham, inden at overraskelsen fik lov til at vige for et smil af tilfredshed over den lille kompliment der faldt hans vej. Ikke overraskelse over ordende som sådan, han havde kunne fornemme et andet blik over sig når han lod sig selv rive med, særligt de sidste par gange.. men overraskelse over at det var kommet nu. Aldamar's greb om livet på ham strammedes en anelse som følge. "Nej, det har du ikke" kom det, og de mørkeblå øjne blev en anelse smallere idet at han kneb dem sammen, kneb dem sammen og kiggede en overvejende op på ham. "Ikke verbalt i hvert fald" forsatte han, et drillende glimt i øjnene.

Fingrene dansede over hans skjorteåbning som han en anelse bestemt trak sammen, efter den havde hevet sig løs ved taget i den. "Jeg... jeg kan også godt li' den her side af mig" mumlede han en anelse mere lavmælt, inden at han med et sidste klap på brystpartiet viklede sig fri, stak hånden i lommen og hev det papir de havde fået op.
Mad og drikke, tydeligvis. 

Hvis Fabian nogensinde kunne gøre noget for Aldamar, så ville det nok være at sætte ham i et miljø, hvor han faktisk kunne være sig selv, men det var ikke noget Fabian ville kunne gøre. Han kunne dog stadig huske den sorgmodighed der havde ramt ham, da det gik op for ham, hvor lidt Aldamar faktisk virkede til at bryde sig om sin attraktion til mænd. Den var nok heller ikke helt god at have når man helst skulle have arvinger, da mænd som sagt ikke ligefrem kunne blive gravide. Eller, heldigvis holdt Fabians form sig ikke lang tid nok, til at han kunne finde ud af om hans krop faktisk kunne bære hvis han skiftede til en kvindelig form.

Komplimenten faldt vidst til god jord, hvis Fabian skulle bedømme det ud fra Aldamars reaktion, og især med de mere forsigtige ord der fulgte med.
Han var lidt mere modvillig til at give slip på Aldamar, men han var faktisk heller ikke helt sikker på hvad han skulle sige for at følge op på det. Han ville ikke have at Aldamar trak sig ind i sig selv igen, men hvis han ikke passede på, så ville de ende med bare at stå og suge hinandens energi til sig. Så med lidt modvilje, gav Fabian også slip med sin hånd, og i stedet for lagde sine arme henover Aldamars skuldre, så han hang på ham. Det var ikke så intimt, men lidt af en undskyldning for at blive ved med at røre Aldamar. Han kiggede over skulderen på Aldamar, og selvom der var nogle billeder, så det også ud som om at der var noget tekst. ”Hvad siger den?” spurgte han og lænede sit hoved lidt mod Aldamars. 

Modvillig kunne man sagtens sige at Aldamar var, da han på mange punkter bestemt ikke havde lyst til at trække tilbage fra den summende fornemmelse det var at være sammen med Fabian. Men han kendte også sig selv godt nok, til at vide hvordan at fingrene nok ikke ville kunne holdes helt for sig selv.... og vidste samtidig også, at det nok ikke ville kræve meget overtalelse at kaste de små regler han havde sat op for sig selv, ud af vinduet - det var alt, alt, alt for nemt. 
Især for Fabian.
 Men nærværet kunne han sagtens være i, og lænede sig derfor en anelse tilbage som han følte en genkendelig vægt på sine skuldre, idet at han foldede papiret ordentligt ud. 

Blikket skimmede teksten - 5 gratis øl og 2 måltider mad ved boden 'Den sultne grif', og tilfreds vippede han det en smule imod Fabian, og drejede hovedet ind imod den stubbefyldte kind til et lillle kys imens han også læste. 
Dog blev brynene knebet en anelse sammen da han spurgte om hvad der stod, og Aldamar gentog hvad teksten sagde, dog uden at kommentere på hvorfor han havde spurgt. Endnu. 
"Så... en bid mad hvis det frister?" kom det spørgende fra ham. 

Der var heller ikke meget i det for Fabian, hvis Aldamar endte med at fortryde det, fordi han fik ham presset ud, hvor han alligevel ikke havde det særlig godt, hvilket også var derfor at han fint droppede det igen, selvom det nok var lidt sværere at få Fabian til at flytte sig fysisk fra Aldamar. Når han ikke kunne få hvad han ville have, så ville han gerne give sig til takke med det næstbedste, hvilket bare var det summende nærvær Aldamar gav ham.

Han ventede roligt på at Aldamar læste det op. Billederne havde ikke været særlig gode til indikere denne her gang, og så lang tid at Den Sultne Grif vidste hvad de skulle give ud, så var det vel lidt lige meget for dem der havde vundet.
”Det lyder som en god ide, vi kan jo helst ikke have at du bliver alt for fuld, vel?” sagde han drillende, og trak sig lidt væk, dog ikke uden at placere et kys på halsen af Aldamar inden. Han overvejede ikke engang at spørgsmålet havde været underligt, eller at det var noget Aldamar ville tage op igen.
Hans arm lagde sig dog igen omkring Aldamar, som om at han ikke kunne være væk fra Aldamar i alt for lang tid, og han ølte da også det fysiske behov være en anelse større end han egentlig var vant til. Men det kunne også have noget at gøre med energien heromkring og at han allerede havde drukket mere end han egentlig plejede. 

Det var noget andet end det plejede at være. Måske var det fordi at de hele tiden var omkring hinanden, her idag. Måske var det fordi at han uden besvær fandt plads ved siden af ham, og nød den kontakt der var imellem dem som de begyndte at gå. Måske var det tilfredsheden der lå i at kunne svinge sin hånd om livet på ham som de drejede ind imod byens travle larm og fyldte stræder, hvor at han uden det store besvær blev navigeret ret så godt afsted imellem folk og fæ. 
Måske var det bare den summende alkohol der steg ham en anelse anderledes til hovedet, hvor at Aldamar med et lille grin måtte ryste en anelse på hovedet af hans ord. Hvad end det var, så fungerede det, og Aldamar's frie hånd stak papiret i lommen imens de bevægede sig over til boden. "Så høflig en mand du er, sådan at holde øje med mig" smilede han en anelse drillende, men vidste godt at det ikke var der hvor han i hvert faldt følte at han selv var, endnu. 
Forbi de forskellige boder der solgte ting - noget han med et lidt interesseret blik måtte se nærmere på senere - og hen til den krydrede duft af noget gryderet. 

De mørkeblå øjne gled over de mange forskellige ansigter og typer foran dem, inden at det fandt tilbage til Fabian da at han skævede op. Hånden prikkede ham lidt i siden for at få ham ned i hørehøjde uden at skulle hæve stemmen. "Bare bestil det samme til mig, som det du bestiller" Aldamar vidste ikke om papiret indløste en bestemt ret eller andet, men selv var han faktisk... overraskende nok, ikke særlig kræsen med mad. "Og øl!" 
Og måske en anelse mere fokuseret på at få dem ned til en af bordende, hvor at flere mennesker syntes at samles. Selvom det ikke var ved at blive decideret mørkt, havde en aftensmadstemning sneget sig ind over hvad han mente var 'pladsen' herinde, og nysgerrige øjne opdagede hvordan at noget der lignede musikere sad og stemte deres sirligt udskårne instrumenter. 
Lidt ligesom da cirkusset havde været i byen, dem med ildshowet! 

”Jeg gør mit bedste,” svarede Fabian tilbage med et grin. Forhåbentlig kunne prinsen også selv finde ud af når han havde fået for meget, og når han skulle slappe lidt af. Især fordi Fabian ikke selv kunne love, at han ville være ligeså meget ved sine fulde fem, hvis de drak hele dagen, selv han havde sine begrænsninger, især når han så sjældent faktisk drak en betydelig mængde alkohol. Man kunne bare se på hvad der var sket sidste gang, hvilket Aldamar heldigvis ikke vidste.

Fabian nikkede lidt til ordren om bare at bestille det samme til Aldamar, inden han fik møvet sig op, og begyndte at spørge ind til hvad de egentlig måtte indløse med sedlen. Det viste sig ret hurtig at der ikke var mange variationer af gryderetterne. Der var sådan set to. Den store med kød, og så en langt mindre uden kød, bare i tilfælde af at der var nogle ikke kødspisere blandt folk. Manden mumlede i hvert fald noget om at hans hustru havde tvunget ham til at lave to variationer i år.
”Tager du øllen, Aldamar?” spurgte Fabian, da han havde fået maden langet over, og nu lidt manglede en ekstra hånd for øllene. Forhåbetnlig kunne de også finde et sted at sidde ned med deres mad, og ellers så skulle de bare finde to ledige pladser, og ikke et helt ledigt bord. Heldigvis. 

Imens at Fabian havde møvet sig op til disken med mad, havde Aldamar halvt om halvt møvet sig imod den anden ende af bordet, hvor at øl blev langet over disken i en smuk og vedvarende strøm. Det var en anelse svært imellem alle de høje mennesker, og da Aldamar endelig fik øllene i hånden, måtte han da også med et fnys redde dem et par gange, sådan som folks albuer syntes at være lige i øl-holde-højde. Væsken skvulpede ned over hans ærmer, og da det så skete for tredje gang, måtte han med en lavmælt banden sende kølige, smalle øjne til de folk der var omkring ham. Nogle trak sig en anelse ved hans blik, andre smilede bare en anelse overbærende af den lavstammede mands irritation, til hans egen voksende irritation. 

Med et dramatisk suk kom han dog endelig fri fra den trange del af menneske mylderet, og styrede imod Fabian med et par enkelte skulen tilbage over ryggen, til det sted han var brudt ud fra. Ærmerne var farvet en anelse mørke af den uelegante håndtering af drikkelsen, og de mørkeblå øjne fandt Fabian's med et dybt suk. "Det... de er jo vilde dyr!" en overdramatisering på sit groveste, og fyrstesønnen himlede med øjnene, og faldt i trit ved siden af hans lange ben. 

Ikke langt fra dem, var der heldigvis noget der mindede om to pladser at sidde ved, hvor at han - overraskende sulten måtte han konstatere på den rumlen i maven der fulgte med, ikke ville være sen til at få byttet øl for varm mad. 

For Fabian var det at navigere nemt nok, men for en der ikke var vant til det, der var det nok overvældende, for ikke at nævne ukomfortabelt. Der var ikke særlig mange gode ting ved en stor mængde af svedende folk at møve sig igennem, for ikke at nævne at ingen tog hensyn til hinanden.
Alligevel var det et smil der fandt Fabians læber som Aldamar også fik kæmpet sig ud af folkemængden, især som Aldamar tydeligvis var forarget over folks manerer. ”Så godt som,” var Fabian derfor også hurtig til at give ham ret i. For hvis der var noget sted hvor de opførte sig som vilde dyr, så var det til ting som her.

De to pladser kom heldigvis ind i deres synsfelt, og Fabian begyndte at gå lidt hurtigere, ikke så opmærksom på om han mistede Aldamar, for at tage pladserne, lige for snuden af to andre der også havde udset sig pladserne. Han trak på skuldrene, med et lidt selvtilfreds smil på læberne, som parret blev sendt væk.
Maden blev sat på bordet, som han havde sørget for ikke var blevet spildt, og der blev givet det der mindede om en ske hver, så de også kunne spise det.
Fabian tog dog først plads ved brodet, da h an også var sikker på at Aldamar var kommet med ham, selvom han også godt kunne mærke på hans egen mave, at han virkelig trængte til noget mad.
Da de begge havde sat sig, var han derfor også hurtig til at begynde at spise det varme måltid foran sig. 

En noget fornærmet trækning trak Aldamar's ansigt op da Fabian satte farten op, og instinktivt prøvede han selv at gøre det samme - uden det helt store held. Da han så fik øje på de mennesker Fabian havde spottet, og dertil også deres målrettede gang efter bordet, jah så var det derimod tilfredshed der gled igennem ham og fornøjet fik han sat sig til rette. 
Kort skævede fyrstesønnen til det selskab de havde sluttet sig til, men de virkede nok så opslugte af deres egen mad. Desuden, så havde han ikke den helt store lyst til at chit-chatte bare uden videre. 

Øllene blev fordelt, maden sat frem og med et sultent smil gravede Aldamar skeen ned i den varme gryderet, og den krydrede smag eksploderede på tungen. Flere bidder blev taget, inden at han endelig lagde skeen på 'tallerkenen' og lænede sig en anelse tilfreds tilbage, på vej efter sit krus til at skylle det hele lidt ned. "... Fabian?" et spørgende toneleje inden at han tog en tår, dog med et lettere nysgerrigt blik over kanten af hans krus, og et spørgsmål på spidsen af hans tunge men en tålmodig venten på at han kiggede op.
Aldamar's smil var en anelse tvetydigt, da han - trods sine anelser - ikke helt vidste hvordan han skulle formulere spørgsmålet 'ordenligt'. Der var vel ikke nogen elegant måde at sige det på, så Aldamar slap kruset og lod hånden glide ind under sin hage, idet at han hvilede albuen på bordets flade. "Har du... har du gået i skole?" 
Måske en anelse underligt at spørge om, men Aldamar havde et eller andet naivt sted forventet at det var kotymen for alle. Ikke nødvendigvis en uddannelse lig hans, men bare en basis uddannelse - det var trods alt hvad der åbnede døre rundt omkring i landet, ville man mere end at sidde fast et vidst sted. 

"