Selvfølgelig havde Fabian en forventning om at der ville komme flere møder, og flere af dem ville også indebære det samme som her. Måske ikke hver gang, Fabian ville ikke have urealistiske tanker om hvor meget Aldamar havde behov for, men han var sikker på at det ikke ville være sidste gang mellem dem. Ikke med de lyde Aldamar var kommet med.

Fabian var dog ganske fokuseret på Aldamar som han snakkede, men nok ikke de vigtige dele, for han havde ikke regnet med at Aldamar ville tage noget at støtten væk. Han skulle til at åbne munden for at svare tilbage, da Aldamar fjernede ryglænet, og Fabians arm greb nærmest krampeagtig fat rundt om Aldamars nakke, for at han ikke bare faldt bagud, mens den anden arm også kom op for at gribe fat i noget, dog stadig med piben i hånden.
Fra Aldamars vinkel, måtte det alligevel have set små komisk ud, som et øjeblik af panik alligevel var kommet frem på Fabians ansigt. Det var dog ikke længe, før at Fabian øjne bare blev lidt smalle, som han prøvede at se vred ud. Han kiggede mod piben, som han da stadig havde holdt fast i. Hvis Aldamar ikke ville lege pænt, så var der ingen grund til at Fabian gjorde det.
Han tog et hiv af piben, før at han uden forbehold, pustede røgen ud i Aldamars hoved. ”Det kræver du leger pænt hvis du vil mødes med mig igen,” sagde han. Det kunne umiddelbart være helt rart at få den mængde røg i hovedet så tæt på sig. 

Da rygstøtten blev fjernet, gled et glimt af panik over det kønne ansigt og en arm låste sig hurtigt om ham idet at Fabian faldt. Åhh, et udtryk han ikke havde set før - Aldamar kunne ikke stoppe den latter der pressede sig på, idet at han selv greb ham omkring ryggen, nu hvor at han alligevel havde formået at stoppe sig selv i faldet. Det var kommet så uventet som han havde håbet på, og Aldamar's latter tog en drillende kant til sig, over det næsten fornærmede udtryk der fulgte med, da han trak sig en anelse tilbage igen. Det var en mislykkedes vrede der mødte Aldamar, der kun smilede en tand bredere. 
Han skulle til at komme Fabian i forkøbet med at sige noget, men blev afbrudt da han i det næste nu, skamløst udnyttede den gode pibe imod Aldamar selv. Mage til frækhed! 

Røgen nåede at kilde ham i næseborene, som han ikke nåede at lukke helt af, og en halvkvalt hosten - vendt imod siden heldigvis og ind i armen han viklede fri fra Fabian - kom fra ham. Han hørte hvad han sagde, fyrstesønnen havde en vittig kommentar på spidsen af tungen at svare tilbage med, men kunne ikke få den ud sådan som hans hals kradsede, selvom han prøvede. "Pænt?" blev det i stedet for til imellem hostene, og endelig fik han løsnet den kriller der havde siddet fast. 
Mørkeblå øjne (en anelse i vand efter sit hosteanfald) vendtes atter imod Fabian, og han greb uden at kigge, ud efter piben i hånden igen "Jeg troede ikke du stillede krav - slet ikke sådan nogle høje nogle. Pænt?" Aldamar's hånd lukkede sig om hans, hvis han formåede at få fat i den. "Hvad er det så for en størrelse?" det sidste sagt i en drillende hvisken, som hans øjne blev en anelse smallere. Hvad var så hans fine definition af pænt, fordi den kunne umuligt være som Aldamar's. Kunne den? 

Fabian kunne godt se det sjove i at han havde været ved at falde, og latteren var rar. Det var ikke helt så ofte at Aldamar lo så frit, som han gjorde nu, og da der ikke var meget stolthed tilbage i Fabians krop, i hvert fald ikke når det kom til at gøre det om til skam, når det handlede om pinlige situationer, så ville han også blot lade Aldamar forsætte med at grine af ham. Selvom han stadig så fornærmet ud.
Det var også hurtigt hans egen tur til at grine, da Aldamar ikke havde været forberedt på røgen, og han kunne ikke helt stoppe sig selv, selvom hans arm løsnede sit greb om Aldamar, for blidt at nusse ham i nakken. Hvad man godt kunne sige var et forsøg på at trøste ham oven på at have fået det i hovedet.

”Jeg troede ikke du havde et problem i at jeg satte flere krav,” sagde han, og forsøgte lidt at undgå Aldamars hånd, men ikke nok til at Aldamar ikke til sidst fik fat i hånden og piben, selvom han ikke ville give helt slip endnu.
Hans øjne funklede lidt som han lænede sig ind, måske i et forsøg på at distrahere Aldamar fra kampen om piben. ”Ja, pænt. Du ved. Behandler folk som de bør behandles, med omsorg og respekt.” Han skubbede sig selv lidt nærmere Aldamar med sine ben, så de måske sad lidt for tæt på noget der skulle forsætte med at være sobert. 

Han fik endelig fat i den, men kunne med et lille hiv konstatere at Fabian ikke var helt klar til at give den op. Det kunne egentlig gøre det samme, det havde nu også mest været for at få fat i Fabian selv, der dog virkede til at have en god idé til hvad der kunne distrahere fyrstesønnen. Som han lænede sig ind holdt han kort vejret tilbage, øjne fanget i hans. "Så bestemt, det klæder dig" mumlede han, en anelse fraværende i ordende, da han var meget mere opmærksom på hvor tæt han atter var kommet. Dét, og en anelse forrådt i sin egen krop, af af den varme hans selskab medbragte. 

Aldamar slap piben - fred være med den når han kunne have den alle andre tidspunkter, for at lægge den frie hånd på ryggen af ham igen, og lænede sig en anelse væk fra ryglænet bagved ham.  Neglene gled over den lyse hud  i nussende bevægelser, inden at han smilede lidt bredere. "Du får da næsten ikke andet, kære Fabian" hvis en mand kunne spinde, var det hvad Aldamar gjorde. Men da det ikke kunne lade sig gøre, var det i stedet en kælen tone der tog hans navn til sig, og fyrstesønnen lænede sig en anelse mere frem, tydeligvis søgende efter et kys. 
Og lykkedes det, også en blid skubben for at få ham på ryggen - den her gang dog ikke for at han skulle falde, da hånden ville støtte ham på vejen ned. 

Selvom Fabian sjældent satte krav, og det her næppe var et heller, så forstod Fabian også vigtigheden i at der var lidt at skubbe tilbage mod. Bare en anelse modstandskraft, men det havde heller aldrig været noget som Fabian ikke havde givet igen mod Aldamar. Det var bare på andre punkter hvor han gav lidt udfordring for Aldamar, som nu.
Det var ikke svært at læse Aldamar i de her situationer, og han havde også været ganske sikker på at han ikke helt ville kunne holde fokus, når de var så tætte.

At han så også fik lov til at beholde piben, var lidt overraskende, og egentlig ikke hvad han havde satset på. Måske Aldamar ville have hevet lidt hårdere, og så var den tilbage til ham, men Fabian kunne mærke hvordans hans fingre stadig var om den sirligt skåret piben.

Måden Aldamar sagde hans navn på, gik dog direkte i maven på ham, og en lille rumlen af latter undslap. "Gør jeg ikke?" kom det mumlende fra ham inden at hans læber endnu engang mødtes Aldamars. Han hev også lidt i Aldamar, som han prøvede at ændre stilling på dem, så han kunne hive Aldamar med ham ned, oven på ham godt nok, og hans ene ben lagde sig som en løkke om Aldamars, så han ikke bare kunne lægge Fabian ned og så smutte igen. 

Det var en dyb tilfredshed der meldte sig da han fik fat i læberne, og den blev ikke mindre af den lille, insisterende hiven, som han villigt overgav sig til idet at han lod Fabian trække ham ned. Med det meste af vægten støttende på sit frie ben, og dertil også det frie knæ, jah der var det at fyrstesønnen med ivrige læber fangede hans ordentligt. Hånden der ikke hvilede bagved hans ryg sneg sig i stedet under skuldrene, for blidt at gribe fat i baghovedet, og kunne vinkle det ordentligt. Der skulle åbenbart ikke meget til førhen at Aldamar følte blodet stige ham ligeså meget til hovedet, som det bevægede sig et andet sted hen. 

For et par måneder siden ville lige præcis den betagelse have skræmt ham langt, langt væk fra vedkommende, i et nok så irriterende forsøg på at beskytte sig selv, så godt som muligt. Men lige nu - eller i hvert fald lige her til aften - gjorde det ham intet, og en nynnen af tilfredshed forlod ham som Fabian fangede hans ben og klemte yderligere til - det måtte han gerne. 
Han havde trods alt sørget for at være på krostuen til tiden, med tanke på at suge så meget af aftenen til sig som muligt, inden at det måtte være overstået og han skulle hjem. Omend det måske kunne virke sådan, havde Aldamar ikke intentioner - som det så ud lige nu - til at blive på Svinet. Langsomt slap adelsmanden læberne, og rykkede sig kun få centimeter bagud idet at han åbnede øjnene en anelse, et behageligt smil omkring sig. "Det vil jeg mene... er du uenig?" hånden der havde støttet hans ryg møvede sig forsigtigt ud, og gled nussende ned over hans maveskind i stedet. 

Aldamars ophidselse var ikke ligefrem skjult, især fordi Fabian selv følte den, selvom hans egen krop ikke var nær så hurtig til at blive tændt af at de lå sammen uden tøj på. Det betød dog ikke at hele hans krop ikke summede af følelsen af at føle fyrstesønnen tæt på sig endnu engang.

Som så mange andre gange her til aften, så var det også noget af et syn der mødte Fabian, som han åbnede sine øjne igen, da Aldamar slappet kysset mellem de to af dem.Der var ikke mange ting der slog en velplejet mand, når det kom til ting at kigge på.
En lille rumlen undslap Fabian med de fjerlette berøringer som Aldamar virkede til at forsætte med. Det var næsten så det kildede, næsten. ”Uenig er sådan et voldsomt ord,” mumlede Fabian lidt, og man kunne godt mærke på hans øjne og smil, at han fiskede efter noget. ”Jeg tror du bliver nødt til at overtale mig lidt mere om det.. hvis du er op for det?” Hans øjne kiggede kort ned på Aldamars læber før hans øjne ramte Aldamars igen.

Det var ikke så meget at det hele gik ud på det fysiske aspekt, og hvis Fabian skulle være helt ærlig med sig selv, noget han ikke ofte var uanset hvor meget han stod inden for ærlighed, så ville han bare gerne høre sit navn fra Aldamars mund igen. Det gjorde ting han ikke kunne forklare ved ham.  

Aldamar betragtede ham i afventende stilhed, imens der blev sagt ord på hvad han mente. Imens var det en fraværende nussen der gled over hans bløde hud, og i den svage belysning, var det en anelse farligt at fortabe sig i det dragende smil, såvel som de dragende øjne. Ikke direkte uenig virkede det som om, men... men hvad? Smilet der nok - i varierende grad og med varierende betydning - havde været omkring mundvigerne hele aften, strakte sig en anelse mere. Blev en anelse bredere, inden at fyrstesønnen langsomt nikkede. Selvom det kunne ligne en overvejelse, var det i den grad en påtaget en, og Aldamar havde ligeså meget lyst til at efterleve det ønske, at det allerede sad i fingerspidserne på ham. 
"Omsorg og respekt" mumlede han - nok mest for sig selv, og lod hånden ved hans baghoved, liste en tommelfinger op forbi kæben. De små skægstubbe bukkede sig under den bløde nussen, og Aldamar hævede sig en anelse for at kigge ordentligt ned på ham, igennem lettere sly, sammenknebne øjne. "Lad os se.."

Det var en søgende hånd der krøb op af maveskindet på ham, for med en mere markerende antydning af negle - lidt længere væk fra de kildende berøringer end før, at bevæge sig ned omkring brystet på ham - dog varsom med ikke at sidde fast i metallet. Hånden gled fra hovedbunden og ned til nakken, Aldamar bukkede sig ned i endnu et kys inden at han brød det for at bevæge sig ned af halsen i stedet. Det var her at han løftede en anelse op - pressede halsen tættere på hans kærlige håndtering af den bløde hud, og fik imellem nogle af kyssene, sukket hans navn. Fabian. 
Aldamar's ben vinklede sig ud af hans, for med et knæ imellem hans ben bedre at kunne holde balancen, sådan som han af og til en anelse krævende løftede op i den blonde mands krop - han ville næsten instinktivt have ham tættere på, og brugte hånden under, til at få det til at lykkedes. 

Aftenens humør var nok lidt aftaget, hvis det var en afvisning der havde ligget på Aldamars tunge. Heldigvis var lysten i Fabian afspejlet i Aldamars øjne, også selvom den ikke var så brændende, som den havde været tidligere. Nu var der bare et ønske og et behov for at aftenen ikke skulle ende endnu. Ikke at Fabian vidste hvornår Aldamar havde planer om at tage hjem. Sidste gang, så var han trods alt blevet op til den lyse morgen.

”Mmmhh...” lød det fra Fabian, som han lænede sig ind i berøringerne fra Aldamar, dog stadig med et fast blik på ham, som ville Aldamar snyde ham, hvis han tog øjnene af ham. Det var dog ikke lang tid at han kunne holde blikket, som neglene kom fra, og berøringer blev mere intense, og så begyndte Aldamar også at arbejde på det.

Hans krop begyndte helt automatisk at læne sig ind mod Aldamar, og buede ryggen, i et forsøg på at komme nærmere Aldamar, og føle hans varme og nærvær. Piben der før havde været i hans hånd, blev dog også glemt, som den faldt ud af Fabians hånd og ned på madrassen, for at han kunne holde bedre fast i Aldamar, med sine arme rundt om sig. Navnet der faldt fra Aldamars mund, fik dog kun lysten til at stige i Fabian, som efterhånden havde lidt af en situation, som Aldamar nok godt kunne mærke presse lidt mod sig selv.

Hvor at der før havde været en form for hastværk over det hele, var det anderledes nu, da Aldamar selv tog sig god tid med det forspil den anden havde efterlyst. Han var givende af sig, og havde ikke de store kvaler med at lade læberne, tungen og fingrene få godt fat i Fabian - rigtig smage ham, såvel som føle ham. Sidstnævnte noget han med et ivrigt, selvtilfreds og ivrigt smil mærkede imod sin egen hud. Og der skulle ikke gå lang tid førhen at fyrstesønnen fugtede hånden en anelse, for at kunne tage fat i den opvågnede situation der så småt begyndte at presse imod hans mave, i takt med at han bevægede sig længere ned. Kroppen bukkede sig villigt imod ham, og Aldamar nød tanken om at det var ham der formåede at få det her frem i Fabian. At det så måske ikke var en stor fortjeneste i sig selv, skubbede han resolut væk; lige nu var det stadigvæk hans fingre, hans gode arbejde der fik temperaturen til at stige omkring dem. 

Et eller andet sted hen af vejen, ville det være tortur - måske endda mest for ham selv, at trække den meget længere. Aldamar følte efter, og da det virkede til ikke at være smertefuldt for den blonde mand at forsætte uden den store opvarmning, positionerede han sig selv, for med et ryk og et støn at forsætte. 

-------------

Da han så var færdig, var han så også færdig, og rullede med et tilfreds grynt ned ved siden af Fabian i den knirkende seng. Hænderne listede sig omkring hans skikkelse i en - hvad der sagtens kunne beskrives som taknemmelig - omfavnelse, og da han var en god del højere end ham selv, fandt han bizart nok plads til hovedet, ved hulningen af hans kraveben. Og håbede at det havde været omsorg og respekt nok til at han ikke længere var i tvivl; han fik næsten ikke andet af Aldamar, som en af de overraskende få mennesker i byen. 
Ikke fordi at Fabian nødvendigvis vidste hvor få han reelt var tæt med, på den her måde, eller på en anden måde. 

Fabian havde ikke forudset at deres aften ville byde på endnu en gang mellem dem, men som Aldamar blev mere ivrig, og mere drillende med sine berøringer, så var han ikke en til at stoppe ham, ikke når alting føltes så godt. Alle hans nerver var stadig lidt rå efter den tidligere omgang, men stolthed nok til ikke at bede om mere, det havde han ikke, især ikke som Aldamar endelig skubbede ind i ham igen, og de samen kunne nå deres klimaks på ny.

Da Fabian havde bedt om at Aldamar skulle bevise det, der havde det dog mere været for at drille ham, og han havde ikke forventet, hvor meget Aldamar egentlig var gået op i det, ikke at han havde noget at brokke sig over, som han endnu engang lå forpustet på sengen, og nu med armene fulde af Aldamar.
Hans fingre dansede let over Aldamars ryg, som hans øjne stadig var lidt lukkede, ikke helt klar på at forsætte deres leg, nu når han lige skulle finde pusten. Hans krop føltes brugt, men på den måde den kun kunne, når Fabian havde fået opfyldt et behov.

Som Fabians brystkasse stoppede med at hæve og sænke sig så meget, og han fik styr på sin vejrtrækning, begyndte hans øjne også at åbne sig lidt mere, så han kunne se på Aldamar. Efterhånden var de smukke krøllede lokker et fuldstændig rod, modsat var pænt de normalvis sad. Hans hår rakte op for at børste nogle af hårtotterne lidt væk fra Aldamars ansigt, så det kunne minde om den frisure han plejede at have. Dog sagde Fabian ikke noget. Han følte sig ikke helt klar til at bryde stilheden mellem dem, til trods for at han normalvis glædeligt fyldte den op. 

Hans krop føltes godt brugt, hvilket den ikke havde gjort i lang tid. Hvad var det efterhånden, godt 1.5 år siden at han afskar kontakten med den tidligere tjener i Arys palæet? Måske endda længere. Ikke desto mindre var det en god form for udmattelse der summede i hans krop, og en tilfreds lyd slap ud imellem de lukkede læber ved den kærlige nussen ned af ryggen. Nærværet fra den ældre mand var velkomment; jah uhyrer tilfredstillende oven i købet, og Aldamar åbnede langsomt øjnene en anelse da han følte ru hænder glide igennem de sorte krøller, og børste dem væk fra hans ansigt. 

Ved øjenkontakten var det et stille smil der bredte sig over Aldamar, hvis hænder langsomt blev trukket op til sig selv idet at han møvede sig om på ryggen, dog ikke villig til at rykke sig længere væk. "... jeg håber det var 'ventetiden' værd" kom det til sidst fra ham, et drillende blik til siden  inden at han dovent strakte hænderne frem for sig så leddene knækkede en anelse. "Det var det i hvert fald for mig" mumlede han en anelse mere lavmælt, som han kiggede op i det mørke træloft igen.  
Egentlig, håbede han også bare at Fabian havde nydt det, selvom det ikke ligefrem var tvivl han fornemmede omkring dem begge. Og egentlig havde ordet tak ligget lige på læberne, inden at han havde trukket det tilbage, da det alligevel havde følt lidt for... underligt at sige. 
Tak for god sex? Var det overhovedet noget man sagde? Han havde aldrig hørt det før. 

Fabian var ikke helt sikker på at han syntes det var i orden at Aldamar faktisk rykkede sig væk fra ham. Det var ikke meget, men det var nok til at han ikke følte Aldamars intense varme mod sin egen krop uheldigvis. Ikke at han ville kunne møve Aldamar tilbage op, hvis han ikke lå bekvemt.
Han kunne dog stadig ikke få øjnene af Aldamar, som han lå og lidt strakte sig ved hans side, og selvom der havde været et dovent smil på Fabians læber, så blev det blot bredere, da han hørte de meget lavmælte ord. Som ville Aldamar ikke helt sige det højt.

”Jeg ved ikke hvordan du kan være i tvivl om det,” indrømmede Fabrian grinende, og rullede sig nu om på sin side, så det var ham der kunne kigge lidt mere ned på Aldamar, deres kroppe stadig tætte. ”Men det var det,” mumlede han, og han lænede sig hoved lidt ned, så han kunne placere et kys på Aldamars kraveben. ”Selvom jeg ikke håber at det tager så lang tid, inden jeg kan nyde dit selskab igen.” Hvordan Aldamar ville tage den, måtte han selv finde ud af det, fordi Fabian håbede lidt på begge dele. Hverken at der ville gå måneder mellem det mere fysiske aspekt, men også de her uger, hvor han ikke havde vidst om Aldamar nogensinde ville dukke op igen.
Hans hånd, som han ikke brugte til at støtte sin vægt med, fandt hen og begyndte at køre fingrene langs linjerne på Aldamars mave. Intet seksuelt ved det, men bare lette berøringer. 

Aldamar smilede blot tilfreds og sagte, selvom hjerterytmen kortvarigt steg en anelse af de forsikrende ord, hvilket ikke blev mildere af det kys der fulgte med. Det var godt hviskede en stemme i hans indre, og da Fabian drejede sig om på siden, var det et fantastisk syn af en udmattet, men også tilfreds mand han observerede. Ordende om at han ikke nødvendigvis havde været i tvivl pressede sig en anelse på - Fabian fortjente at vide, hvordan tvivl ikke på noget tidspunkt havde strejfet de adelige tankemønstre, men det faldt en anelse til jorden ved hans opfølgende kommentar. Fordi; Åhh, spørgsmålet om tid igen. 
Fyrstesønnen lukkede øjnene med et suk, og det lille smil falmede en anelse, idet at hænderne fandt vej til tindingerne, i de lidt tungere baner af tanker. For et lille stykke tid var Aldamar tavs som graven imens han masserede hovedet, og prøvede i tavsheden at finde en elegant måde at fortælle Fabian de glædelige nyheder. 
Men da intet dukkede op, måtte han til sidst åbne de mørkeblå øjne, et lidt... splittet glimt i dem, da han drejede hovedet imod ham. 

"Det.. det kan jeg ikke love" mumlede han prøvende, og lod de blide fingre række ud efter hans ansigt, som han fulgte kæbelinjen ned af halsen. "Nogle ting kan man sige nej til, og nogle ting skal man sige jah til" forsatte han, og selvom det ikke var undskyldende følelser der meldte sig på banen - Aldamar havde intet at undskylde for, til en skøge som Fabian - jah så kunne han ikke benægte at det gav ham en grim smag i munden, i takt med at tankernes vægt pressede på. "Jeg er for nylig blevet trolovet..." de blå øjne granskede hans ansigt efter hvad det ville betyde. 
Fordi for ham, betød det nok mere end for Fabian, og det ville næsten være uretfærdigt overfor den stakkels kvinde, hvis han forsatte sine møder med den blonde mand. 
Et eller andet sted, jah så håbede han nok at - med tiden - at han ville kunne komme til at holde af hende, eller i hvert fald have ligeså meget lyst til hende, som han havde til Fabian. Hvilket li implementeret i hans ord, omend det ikke var tydeligt. 

Fabian var ikke helt sikker på hvad der gjorde at Aldamars ansigt faldt lidt, som havde han sagt noget ubehageligt. Det var den samme tøven som tidligere på aftenen, og Fabian ville til dels gerne spørge ind til hvad det var, men samtidig ville han ikke presse på, for det var næppe hans ret at vide hvad end der foregik for en fyrstesøn. Hvad de havde var blot et afbræk fra virkeligheden, og hvis de tog virkeligheden ind i det her, kunne det hurtigt blive kompliceret.

Fingrene stoppede dog deres nussen på Aldamars mave, som Fabian prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre, men heldigvis var Aldamar den der brød stilheden.
Selvom fingrene næsten forsøgte at distrahere ham, så holdt han et roligt blik på Aldamar, og lyttede bare, selvom det var svært at vide præcis hvad der foregik bag de blå-grønne øjne.

Det var også nogle blandede følelser der meldte sig. Han havde godt været klar over at før eller siden skulle Aldamar giftes, men han havde ikke forventet at det ville blive så hurtigt. Desuden var det større spørgsmål nok også hvilken slags mand Aldamar var. Typen der ikke kunne se sig selv være sammen med en anden end sin hustru, eller den slags mand der ikke kunne benægte sine lyster og dermed stadig fandt et sted at få dem udløst på siden. Aldamar ville trods alt ikke have været den første gifte mand eller kvinde Fabian havde været sammen med, hvis det sidste var tilfældet.

Ligeså stille begyndte hans fingre at danse lidt let over Aldamars mave igen. ”Det behøver ikke nødvendigvis at stoppe det her,” sagde han endelig, ærligt, selvom han var usikker på hvad Aldamars endelig svar ville være. ”Ønsker du at det her skulle være sidste gang vi sås?” Fabian håbede det ikke. Han havde ikke det ry han havde, hvis det ikke var fordi han godt kunne være diskret når man bad ham om det. 

Det overraskede ham ikke, da Fabian endelig åbnede munden og fik sat en smule ord på hvad der foregik bagved de blå-grønne øjne. Det overraskede ham faktisk ikke det fjerneste, da Aldamar da selv kendte et par stykker - ikke mange - men et par stykker, som havde andre på sidelinjen end dem de var blevet gift med. Ualmindeligt var det stadigvæk, og det skulle heller ikke normaliseres, spurgte man Arys prinsen. Fordi... se problemet var nemlig, at Aldamar selv altid havde været en anelse skeptisk overfor de personer. Det havde aldrig været et spørgsmål om store kvaler for ham at tænke sådan, mene sådan, da det havde været fuldstændig uvirkeligt at han selv havde fundet en - som han vel og mærke faktisk ønskede at se. Især efter ægteskabet. Men nu hvor at spørgsmålet blev vendt imod ham selv, kunne han tydeligt mærke hvordan lysten til at skide hul i de principper, meldte sig insisterende på banen.

Et ønske der ikke blev mindre som fingrene atter dansede over hans mave, og Aldamar smilede en anelse ved hans ord. Ikke oprigtigt, nok nærmere noget der lænede sig op af et magtesløst smil, fra en person der godt ville lytte til hans ord, men ikke kunne ignorere hvordan det fik ham til at studse en anelse. Og samtidig fandt stor varme i at det ikke kun var ham der virkede til at ærgrer sig. Hånden gled kærtegnende op til de kortklippede sider idet at han talte. "Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det" kom det fra ham, og hvis man ikke vidste bedre, kunne det lyde som en forsikrende stemme. Men Aldamar's smil falmede en anelse, og blikket blev en tand mere jordnært. Han var bestemt ikke en drømmer af person; havde bestemt aldrig været det.
"Men behøver det ikke nødvendigvis være en af de sidste gange? Hvad ville undskylde det?" et spørgsmål der faktisk var meget oprigtigt, og Aldamar lød en anelse håbefuld... fordi hvis Fabian kunne give ham et eksempel på hvorfor det ikke ville være etisk forkert, såvel som en beslutning drevet af egoisme. 
Jah så var han lutter ører. 

Fabian var aldrig rigtig gået ind for monogami til at starte med, og derfor var hans oplevelse af forhold også lidt mere løst. Måske man kunne binde sig til en sjæle-partner, men ikke en person ville kunne opfylde alle ens behov, om det var fysiske, psykiske, sociale eller noget helt andet. Han ville heller aldrig forvente at han alene ville kunne opfylde alt for Aldamar. For ikke at nævne at han aldrig ville kunne give fyrstesønnen arvinger, som han nok havde behov for, og selv hvis han kunne... så var han næppe interesseret i at blive gravid. For ikke at nævne at det altid føltes lidt som om at man blev kvalt, når nogen havde for meget kontrol over en.

Det var dog rart at høre en bekræftelse på at Aldamar ikke ønskede at det skulle ende mellem de to af dem, selvom Fabian havde haft sine forventninger om det. Han virkede lidt for glad for Fabians selskab til blot at smide det væk. Og selvom oprigtigheden bag Aldamars ord, var overraskende, så var Fabian dog ikke bange for at svare præcis hvad han mente. Undskyldninger kunne Fabian finde masser af.
”Du bliver gift med hende, fordi du skal lave arvinger ikke? Det er et politisk giftemål, og der er ingen der forventer at der hverken kærlighed eller lyst mellem jer,” sagde han, næsten som havde han tænkt på det før, eller var blevet bedt om en liste om hvorfor det var okay før. ”Du ved det, og hun ved det, og hvorfor skulle det så stoppe jer fra at være glade?” Desuden kunne hans udkårne vel få ligeså meget lov til at hygge sig med hvem hun var, så lang tid at de ikke risikerede uægte arvinger. Om Aldamar ville se på det på samme måde, var Fabian ikke sikker på. 

Aldamar lyttede, hånden fraværende i sin stille nussen af ham imens, da det var ligeså rart bare at have ham i nærheden som at hører hvad han havde at sige. Fingre der dansede over noget de ikke var helt berettiget til, og selvom han godt kunne se logikken i det, var det et afvisende smil der strakte sig om hans læber. Som vidste Fabian ikke bedre. Alt det gav kun mening, givet at hun ikke holdt af ham på nogen måde - alt det gav kun mening, hvis Adena selv ikke ønskede at være sammen med Aldamar - fysisk såvel som romantisk, ligeså meget som han ikke ønskede at være sammen med hende. Det var absolut ingen garanti, og han kunne ikke binde en kvinde i et ulykkeligt ægteskab, bare fordi hans tendenser var afvigende. 

Det var så forbandet nemt at sige, men meget sværere at udleve. Og han kunne godt forstå den blonde mands vinkel på det, Fabian havde måske aldrig skulle gøre noget for andres bedste. Men fyrstesønnen havde levet det meste af sit liv med 'et højere formål' lagt ud foran sig, og kunne ikke sætte det over styr, fordi at skøgen var et godt knald. Det var simpelthen for urealistisk, og bestemt også... 
"Uværdigt" mumlede han, og drejede sig selv imod Fabian, så de atter lå front imod front. Fyrstesønnens øjne blev en anelse smallere desto mere han tænkte over det. "Ingen forventer det, måske udover hende selv. Hun er så... ung, Fabian. Skal jeg sige til en adelsfrue, at jeg hellere knaldede den lokale skøge frem for hende?" selvom der lå noget drillende i det, var det med en skygge over stemmen, at han spurgte. Hvordan ville det ikke føles, når hun havde virket så glad da han så hende. "Og fortjener hun ikke i det mindste chancen - muligheden - for at det kan fungere?" fulgte han op med? 
Han prøvede ikke overbevise sig selv, omend det kunne lyde sådan. Nej, det var en anden vinkel han fik på det, når de lå sådan her. Og selvom Fabian nok heller ikke ville kunne overbevise ham - og ikke skulle overbevise ham - jah så var det tanker der var rare at vende med andre. 

Fabian kunne godt se at det ikke var faldet i god jord, ligeså snart det afvisende smil strakte sig på Aladmars læber. Det var næppe Fabians job at give Aladmar en god undskyldning, for at han kunne forsætte med at have en form for lykke i en verden, som han tydeligvis ikke havde meget til overs for. På nogle punkter undrede Fabian sig lidt over hvorfor Aldamar overhoved gad, for han virkede så frustreret med sit liv, selv dengang til ballet, og derfor frustrerede det også Fabian. Han forstod ikke Aldamar.
For nu holdt han dog irritationen tilbage. Det var ikke som om at Fabian ikke godt kunne se Aldamars side af det trods alt.

De hårde ord sårede ham heller ikke, for de var sande nok. ”Og hvordan vil sex få det til at fungere?” spurgte Fabian. ”Du kan sagtens have et forhold til hende, uden at være drevet af lyst af at være sammen med hende, fordi jeg er ked af at sige det, men hvis du kun har været til mænd, så er der ikke meget sandsynlighed for at du nogensinde vil have lyst til at have sex med hende.” Ordene var hårde, men også lige til. Fabian havde ikke tænkt sig at lægge noget imellem det, nu når Aldamar havde åbnet op for at det var samtale de havde. Den drillende kant var også forsvundet fra Fabians øjne og stemme, og for en gangs skyld var der noget seriøsitet over ham. ”Det er ikke mit job at finde ud af hvordan du vil få det til at fungere, men jeg er her, for de behov du ikke kan få stillet hos hende, og hvis det gør det bedre, så... tænk på mig som en ven eller bekendt og ikke en skøge. Dem stopper man trods alt ikke med at se fordi man bliver gift.” Det var sådan nogle dejlig neutrale ord, for der behøvede ikke at ligge mere i det end det, og Fabian vidste at det var sådan han til tider blev omtalt. Når han var i teateret med en kunde, så var han en af deres venner, og folk stak næppe mere til det end det, også selvom Fabian og kunden vidste at i slutningen af aftenen, så ville de lave ting der var lidt mere end bare venskabelige. Desuden var selv ven et stort ord at bruge om hvad de havde sammen, så hvorfor skulle nogen føle sig truet af hvad de havde?

Der var meget specifikke ting, som kunne skue Aldamar imod hårene. Meget specifikke emner, og helt konkret, måder at tale på. Der var intet værre end når folk vovede at gå ud fra hans meninger, holdninger, viden eller erfaringer, på baggrund af hvad de troede om ham, og det var blot endnu værre når nogle kendte ham, ovenikøbet. Det var til dels hans egen skyld, da man kom ikke udenom at fyrstesønnen var uhyrer hemmelighedsfuld når det gjaldt dybere emner end drillende småsnak og vittige kommentarer... men selv der, jah så var det decideret flabet at undervurderer ham, lige meget hvor meget han ikke foregav en interesse. 
Han havde aldrig brokket sig om sit liv, og hele den her samtale, var heller ikke brok over hvad der kom til at ske. Det var simple konstateringer af, at sådan var livet. Og han ville ikke foregive at være vild med det, men så heller ikke mange muligheder for at ændre på så rigide rammer som han levede under. Og han åbnede sjældent op omkring de tanker der gik ham på, når de så endelig gik ham på. 

Derfor var det måske at Aldamar's blik med et blev mørkere, allerede ved Fabian's første ord. Alt hvad han fortalte ham vidste han godt, og der var ingen - absolut ingen - grund til at belærer ham, eller på anden måde forklarer ham hvordan hans liv og hans lyst hang sammen. Han havde trods alt levet med det i mange år nu. Det gjorde det ikke bedre at han - af alle tidspunkter vel og mærke - valgte at være seriøs nu, hvilket kun fodrede fyrstesønnens mistanke om at han så ned på ham. Troede han virkelig, at det var derfor at han fortalte ham det her? For at han skulle løse hans problemer for ham? For at han kunne være det savn han ønskede, men melodramatisk ikke kunne få? Aldamar trak langsomt hånden til sig, idet at han hævede sig på den ene albue. 
Han spurgte ikke om hjælp, og ville ikke stå for at blive set sådan på. Det havde han trods alt for meget stolthed til. 

Så Aldamar's knyttede bryn blev kun mere fremtrædende, i takt med at forharmelsen blev stærkere. Han skulle ikke give ham 'gode råd', når han ikke havde en idé om hvem han var, udover 'Prins Arys'. Så slet ikke når han aldrig havde vist en interesse i at lærer ham bedre at kende en som så - føltes det i hvert fald som om. 
"Så det er hvad du tror, det her var? Et ønske om at du skal fixe det?" en lavmælt stemme, og Aldamar satte sig op, for at skabe lidt distance imellem dem.