Fabian kunne ikke huske hvornår han sidst var kommet i et skænderi med en kunde. Der havde været optakten til det sidste gang de havde set hinanden, men slet ikke på den måde som det var nu. Hvis de havde stået stille, og hvis den fik lov til at køre lidt længere, så kunne de hurtigt komme til at råbe af hinanden eller det var værre. Fabian vidste godt dybt inde i sig selv at han burde deskalere skænderiet og undskylde, men han kunne ikke få sig selv til det. Ligeså meget som at Aldamar ikke ville belæres af en skøge, så ville han heller ikke belæres af en prins.

Et fnys lød fra Fabian, for det var næppe hans egen skyld mere end det var Aldamars at de var på flugt i så lang tid, i stedet for at nyde aftenen med hinanden. ”Hvis du bare gad at løbe et lille stykke, så kunne vi miste dem i sidegaderne, men nej, prinsen er for fin, til at få en lille smule sved på panden. Er det det, det handler om?” kom det ligeså spidst tilbage. Efterhånden havde Fabian kun øjne for to ting. Manden han lige nu var i gang med at skændes med, og deres forsatte vej fremad, så de ikke væltede ind i folk, selvom de fik mere end et blik med sig, som de gik. Om de to mænd stadig fulgte efter dem, var ikke til at vide, for Fabian havde nu fuldstændig glemt at kigge sig over skulderen for at tjekke. 

At Aldamar overhovedet var oppe og diskutere med ham var egentlig ret så utroligt, givet hvor sjældent han gjorde sig i det. Selv hans søskende og forældre kunne have svært ved at lirke en decideret irritation ud af hans generelt passive ydre, da han hellere bare undgik at finde sig selv i de situationer til at starte med! Men her var han alligevel. Og som de i marchgang - eller noget der i hvert fald mindede om - bevægede sig uden om diverse folk de mødte på deres vej, jah så kunne Aldamar se i deres øjne, at de ikke forstod hvorfor. Om det så var skænderiet, farten eller synet de ikke forstod, det kunne han ikke sige.
Aldamar følte at Fabian var ved at hæve tempoet, og selvom han ikke havde gjort noget for at holde fast i Fabian da han var ved at trække sig, tidligere, sneg han sig alligevel til at han ikke løsnede sig helt, og lod - måske endda mere ubevidst end bevidst, hånden hvile om hans liv. Det gjorde dog ikke blikket på ham mildere. 
Fyrstesønnen læber blev smallere idet at han med irritation i stemmen, smilede en anelse sarkastisk. "Ahh, det var jo dét, som det handlede om" nikkede han, men Aldamar var selvfølgelig ikke enig.

"Mine fisse fine fornemmelser må være svære at tage hensyn til, det kan velsagtens godt se" forsatte han spydigt, og mødte Fabian's øjne med et småprovokerende glimt, idet at han gav ham 'ret', men så alligevel. Han kunne ikke helt blive ved med at holde den maske - det var simpelthen for dumt. Og et eller andet sted så prikkede det skuffende, fordi prins var hvad han var, og næppe hvem han var. Hvis han ikke ville løbe, var det ikke fordi han var adelig, selvom det var en nem titel at læne sine frustrationer op af. "Er det dét, du gerne vil høre, før at vi finder på en anden plan end at løbe?" brød han den flabede illussion med, og glemte helt selv at kigge bagud for at se hvor langt de var kommet.

Hvilket var den anden dumme ting. Fordi de to fremmede herrer var tabt for et godt antal minutter siden.

Hvordan kunne et andet menneske være så... så... frustrerende at snakke med. Det var lige til at rive håret ud af over. Det eller bare presse ham mod den nærmeste mur for at få ham til at holde kæft i bare to sekunder. Det var dog kun den stikkende tanke i baghovedet om at de var forfulgt, at Fabian end ikke gjorde det.
Det hjalp dog heller ikke at Aladmar på ingen måde virkede til at være løsningsorienteret om det, nej. Så lang tid havde de ikke engang skulle løbe, men nej, den fisse fornemme prins skulle være storsnudet og ikke se fornuft i det der blev forslået. Og så var han endda fornærmet oven på det også!

”De ville ikke være så svære, hvis du bare kunne se en smule fornuft,” kom det lige i hovedet tilbage på Aldamar, som Fabian ikke var villig til heller ikke at stå ned af denne her diskussion. ”Men hvis du har en plan for hvad vi gør, så er jeg lutter øre, nu når min ikke var god nok!” Det mest latterlige, var nok at Fabian ville se tilbage på situationen og undre sig over, hvorfor han var blevet så kørt op i denne her diskussion. Han vandt intet af den, og ærligtalt så følte han sig slet ikke så ramt, andet end at Aldamar havde sagt at han fortjente at blive forfulgt fordi han havde sendt de forkerte signaler. 

Diskussionen var for længst gået videre fra at handle om hvorvidt de skulle løbe eller ej,  og Aldamar følte at det nu mere handlede om principper. Principper, og den tilfredsstillende følelse af at få det sidste ord, selvom det ikke burde betyde det store. Ikke for Aldamar, i hvert fald. Han havde alt incitament for at være ligeglad, og måtte alligevel føle benægtelse - barnlig benægtelse men dog stadigvæk benægtelse, vælde frem i ham, da han sagde at han ikke kunne se fornuft. Han kunne sagtens se fornuft når han skulle, og havde tilmed langt viden mere at krydsrefererer sine beslutninger til, en den bondske Fabian!
Ikke at han fik lov til at argumentere for det, fordi... han havde ikke nogen plan for et bedre alternativ, hvilket nok var det der smagte mest bittert af alt.
"Det handler jo ikke om din eller min plan" trak Aldamar den i stedet imod, og den mørkhårede mand gjorde sig store anstrengelser for ikke at stoppe ham op. Fysisk stoppe ham op, holde ham fast og få ham til at forstå hvor dum han lød, holde ham fast så han kunne se det i hans øjne. Nok ikke fordi at han ville have den helt store succes med det, skulle han være ærlig. 
"Det handler om at du bare vil have ret!" Aldamar's blå øjne funklede igennem sammenknebne sprækker, og idet vejen drejede og de forsatte til højre, jah der fik Aldamar kastet et flygtigt blik bagud.

Kun for at se at de ikke var nogen steder at se - og nok ikke havde været det længe. Idioter - både dem og de to mænd! Ikke at det var noget han sagde til Fabian med det samme, var tanken da hans irriterede blik vendte tilbage til ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle liste den med i diskussionen, og en forfængelig del af ham, ville gerne 'time' den information rigtigt, så han ikke tabte ansigt på dét også. 

Fabian rullede med øjnene af Aldamar. Han kunne simpelthen ikke lade vær, da det blev tydeligt at Aldamar ikke havde nogen alternativ plan til hvad de skulle gøre, og dermed bare rykkede samtalen videre til noget, som han måske kunne vinde. Det kunne dog også godt være at Fabian ikke var god til de store og filosofiske tanker, men man lærte også noget af at gå på gaden. Deres intelligens viste sig i hvert fald forskelligt.

Han kiggede mod Aldamar med smalle øjne. ”Og hvad hvis jeg gerne vil? Det er vel ikke så anderledes end at du også bare gerne vil have ret,” pointerede han med et fnys. Han havde endnu ikke kigget sig over skulderen og dermed opdaget mændene. Det var stadig noget information som stadig kun Aldamar havde. I stedet for spejdede hans øjne fremadrettet, for eventuelle gemmesteder de kunne krybe ind i, hvis det viste sig at de havde gjort nok afstand til dem der havde fulgt dem. ”Hvis du havde noget bedre at argumentere med, så ville du ikke bare pege fingre af andre. Det er det fulde folk og børn gør.” Hvilket nok var noget af en nedgørelse for en som Aldamar. Han havde alt den træning og viden, og så kom Fabian bare og sagde at han ikke var bedre end et barn til argumentere. Børn havde endda ofte bedre argumenter end dem Aldamar kom med i øjeblikket, hvis der rigtig blev spurgt ind til hvad Fabian sagde.

Når du ikke har noget pænt at sige, så lad værd med at sig noget. Ord han havde hørt igennem en god del af sit liv, og noget han også havde lænet sig op af sidste gang de var oppe og diskutere. Der havde det til gengæld virket også - stilheden havde været nok til at begge havde kunne falde ned, og med roen kom der vel også en form for tilgivelse - eller respekt, givet hvordan man så på det. Selvsamme ord gik igennem Aldamar's hjerne da Fabian med nedgørende ord prøvede at hakke ham længere ned. Og det fik faktisk Aldamar til at stoppe op, hvilket tvang Fabian til også at stoppe, da han stadigvæk holdt om ham.
Ahva? Sammenlignede han Aldamar, med noget der var cirka på niveau - måske endda en anelse under, fulde skiderikker og børn?
De blå øjne lynede ikke idet ordende sank ind. Nej, det var mere en underliggende vrede, som ulmende satte sig i hans ansigt og dertil hans sammenbidte ansigtsmimik. De trætte øjne orkede ikke at tage en diskussion, omend hans stædighed bød ham forsætte den.
Men det begyndte at være latterligt - han hverken skulle eller behøvede at lægge øre til en mand som Fabian. Han havde ingen ret til at tale sådan til ham - og overraskende nok, var det mest fordi at han ikke kendte ham godt nok til at måtte det. Rang kunne her være lidt ligemeget. 

"Giver det dig en eller anden rus, at tale ned til mig?" kom det køligt og mistroisk over de smalle læber, og Aldamar slap hans liv i en rykvis bevægelse, observerede ham med smalle øjne. Han havde hørt om folk der brød sig om det, før, og kunne næsten godt trække den hat ned over Fabian, sådan som han flabet blev ved med at gøre det personligt. Han var ikke kommet her for at blive svinet til, men ville dog gerne høre svaret på det spørgmsål. Fordi så havde han taget helt fejl af ham.
"De stoppede med at følge efter os, for et par gader siden. Vi... eller, du kan selvfølgelig stadigvæk løbe, hvis det er dét argument du stadigvæk holder fast i, er den bedste mulighed for at slippe af med dem" flabet men sandt - de havde ikke haft grund til at løbe på noget tidspunkt, virkede det som om.

Hvis Fabian da kunne indrømme det. 

Det føltes lidt voldsomt, som der bare blev stoppet op midt i det hele, og Fabian var da også ved at rive Aldamar videre med, bare fra den pludselig bremsning, men fik stoppet sig selv tids nok, og vendte sig så mod Aldamar, irriteret over den pludselig stoppen og ikke mere tilfreds over at mændene ville indhente dem, selvom det dog tydede på at de var væk, da han vendte de blå-grønne øjne mod vejen de var kommet fra. Hans arm gav slip på Aldamar og han tog et par skridt bagud.

Selvfølgelig skulle prinsen få det hele til at handle om hvordan hans ego var blevet ramt af måden Fabian talte til ham, selvom han ikke tog helt fejl. En rus var nok så meget at sige, især fordi Fabian ikke ligefrem med vilje talte ned til Aldamar, men ja, han nød at få det sidste ord indført overfor Aldamar.

Fabian vidste faktisk ikke hvad han præcist skulle sige eller reagere på situationen. På den ene side, så havde han lyst til at behandle Aldamar med præcis den arrogance der altid kom til overfladen rundt om især byvagter og andre autoriter, og på den anden side blev han også opmærksom på sig selv at det her stadig var en kunde.
Han kørte en hånd igennem det blonde hår, stadig den androgyne skikkelse, og et lille ”Ha” undslap ham. Forfærdelige højrøvede adelige.

”Tror du jeg får en rus ud af det?” kom det provokerende tilbage, som ville han ikke give ham tilfredsstillelsen ved et svar. ”Og lad mig høre. Hvilken plan havde du? Gå i gennem halvdelen af byen, for at slippe af med et par fulderikker, vi kunne have mistet tilbage på markedspladsen, hvis vi havde løbet et kort stykke” For de var kommet ret langt væk fra markedspladsen efterhånden. Der var mindre befolket her. ”Jeg ville bare gerne videre med vores aften, end at bruge den på noget så tåbeligt!” For i bund og grund så var det tåbeligt hvad der var sket. Både at de var blevet forfulgt, men også at de havde brugt så lang tid på at diskutere og skændes, når de kunne bruge tid på så mange andre ting.

Hvis der var noget adelen pr. stereotyp var god til, jah så var det at centrere verdens problemer omkring dem selv, og Aldamar havde set det ufatteligt mange gange. Og ufatteligt mange steder. Det var lige irriterende hver gang, og hvis han havde vidst det handlede om hans udstråling, jah så... jah så var det ikke engang sikkert at det havde ændret noget på længere sigt, for at være ærlig. Det var vel ikke hans skyld, at Fabian's fordomme farvede alt hvad hans så foran sig - og Aldamar var faktisk ikke engang slem, sammenlignet med mange bekendte. Og han hverken kunne eller ville ryste den holdning han bar sig med, af sig, som Fabian nok så fint fandt fantastisk selvcentreret. Eller overfladisk, hvad vidste han egentlig.
Derfor var det med hvad der sagtens kunne beskrives som et 'flabet smil', at Aldamar næsten i samme øjeblik nikkede, som Fabian spurgte om han fik en rus ud af det. Selvfølgelig, af hvad Aldamar havde observeret, var Fabian en doven og til dels selvcentreret eksistens. Hvis det ikke gav ham et eller andet udbytte eller 'kick', ville han slet ikke starte diskussionen - eller forsætte den. Ville han?

Nu viklet fri af hans androgyne skikkelse, gled hænderne af vane om bagved ryggen til lænden, hvor at de blev foldet i en rank holdning, noget der næsten lå indgroet i ham, efter mange år. "Jeg har jo sagt at jeg ikke havde nogen anden eller bedre plan" kom det utålmodigt fra ham, og Aldamar tog et hurtigt skridt nærmere Fabian, et lille stik af tilfredshed ved at kunne se ham i øjnene, og ikke op på ham. "Og det vil jeg da også!" hvæsede han frustreret i enighed. "Men ikke nødvendigvis på din måde!" tilføjede han, nu med mindre en halv arm imellem deres skikkelser, hvor at den hurtige gang fik Aldamar's skikkelse til at hæve og sænke sig i takt med den lidt hurtigrere vejtrækning og vrede humør. 
Gaden var ikke særlig befolket her, og et eller andet sted, var det måske meget godt at ingen var til at observerer den dumme diskussion imellem dem.

Udover det, jah så havde den her underlige intensitet af irritation vækket modstridende ønsker i Aldamar, der på den ene side gerne så diskussionen slutte for bare at kunne tage fat i hans blonde skikkelse igen og lade hænderne køre begærligt igennem de lyse lokker, men heller ikke ville lade ham få det sidste ord. Kun fordi det virkede til at betyde meget for ham, jah så ville han i hvert fald gøre den del svær.
Selvom at han godt vidste, at Fabian lidt stod med det lange strå. Fordi det var forfængelighed der ikke havde fået ham i løb.

Modsat de provokerende ord Fabian ellers havde udtalt, så var der et bredt smil på hans læber, men den var næsten hånende, og ikke lig de slim han ellers havde sendt Aldamar. Aldamar havde set Fabian fra sin bedste side, og det her var næppe noget som helst i nærheden af det. Desværre var det sådan Fabian opførte sig når han var frustreret som han var nu, og han havde ikke mulighed for at få et fysisk afløb for det, som ellers var normen for ham. Ikke på voldelig vis, men blot noget... kropslig.

Heldigvis var Fabian ikke smålig nok til blot at ændre sin krop til sin egen højde som Aldamar kom tættere på og så ham i øjnene. Han kunne have gjort det, men nej. En krop betød ingenting, selvom det var nemmere at se intimiderende ud i en stor skikkelse.

Et halvkvalt grin kom fra Fabian og han rystede på hovedet. ”På min måde?” sagde han. Han vidste udmærket godt hvad Aldamar mente med det, men nu skulle han ikke føle sig så højhellig over det. ”Lad mig høre, hvordan min måde er. Det må du have en idé om, siden du køber mit selskab,” sagde han tilbage. Aldamar fik ikke lov til at vinde den så let. Der var noget ironisk over at beskylde en skøge for at lægge op til sex, når den anden part var den det betalte skøgen for selskabet. Hvad forventede Aldamar egentlig der ville ske mellem de to af dem? At de ville sidde og drikke te og snakke om rigets politik? Det havde han vel sine højadelige venner til. 

Den hån der hvilede i hans smil, var ikke velkommen hos Aldamar. Nok så meget kunne han være omkring, men det skulle lige godt være løgn, at han stod og blev næsten hånet. De blå øjne hvilede med en arrogant utilfredshed over Fabian, og Aldamar vidste at vreden ikke kunne skjules igennem blikket, selvom hans ansigt mest af alt havde et skuffet udtryk over sig. Et udtryk der dog blev en anelse sværere at holde, idet at han med stirrende opmærksomhed, fulgte med i hvad han havde at sige. Okay så. 
Han havde et eller andet sted hellere ville have mødt Fabian udenfor maskeballet, end til maskeballet. Så havde det i det mindste været en bevidst beslutning at blive fascineret af en skøge. Men Aldamar havde næppe tænkt sig at fremhæve hvordan han fandt det usmageligt, hvis alt han ville med hans tid, var at få stillet et krav og behov. Han ville ikke fremhæve det, da det ikke virkede vigtigt for Fabian. Og hvis det hele alligevel kun var enrettet underholdning for Aldamar selv, så havde Fabian ret - hvorfor spilde tiden, hvorfor spilde hans tid.

Fyrstesønnen åbnede munden. Hvis krav var hvad han ville have - også selvom han tydeligvis havde benægtet det tidligere, så kunne Aldamar godt sætte krav. Nu var det jo sådan, at der sjældent var noget som Fabian ikke var villig til at gøre. Så hvad skulle han få ham til? Skulle de finde de to mænd fra tidligere - de virkede interesserede i at give ham, hvad han så brændende ønskede. Skulle de se om de kunne samle noget bedre op - eller måske værre op?
Ord der døde på tungespidsen, da en ufatteligt træls modvilje imod lige præcis dét billede holdt ham igen. Det ville være ydmygende, og måske endda mere for Aldamar selv, der umuligt ville have kunne se det ske.

"Du har ret, jeg glemmer den detalje en gang imellem" kom det igennem sammenbidte tænder fra adelsmanden, der ikke nødvendigvis fandt det her ligeså rart eller morsomt som Fabian syntes at mene. Men det holdt ham ikke tilbage i at lade ham få det sidste ord her. "Jeg kan godt sætte krav" forsatte han, og smilede en anelse uden at mene det. "Vi går ind i skyggen, og du presser mig op imod muren, Fabian. Og du kysser mig måske kun til at starte med - men vi har travlt, så hvorfor spilde tiden" monotone ord, men sagt så det ikke var til diskussion. 

Hvis Aldamar havde bedt ham om noget så grotesk, ja, så havde Fabian gjort det. I sidste ende blev han betalt, men det ville være med en dårlig smag i munden, og han skulle ikke forvente at Fabian ville forsætte med at ville have hans selskab. Selv nu var der en del af Fabian som bare ønskede at skride og aldrig se Aldamars ansigt igen. En følelse der ikke opstod ofte hos skøgen, og slet ikke med så mange ekstra følelser ovenpå. Uden at Fabian havde vidst det, så havde prinsen alligevel formået at snige sig under hans hud.

Et lydløst grin kom fra Fabian, men ikke et af de glade, men mere et som i at han ikke kunne tro hvad det var han hørte fra Aldamar. Han kiggede også kortvarigt væk fra Aldamar. Frustration og irritation var bare alle steder i hans krop, men det skulle da ikke stoppe ham fra at gøre sit job. Så h han kiggede tilbage på Aldamar og sagde ”Fint.”
Han tog fat i Aldamars hånd og trak ham med ind i en af sidegaderne, hvor de var mere dækket i skyggerne, før at han pressede ham op mod muren. Krop mod krop, og Fabian lod ikke engang Aldamar overveje situationen, før at han grådigt begyndte at kysse ham. Dybt, desperation og fuld af frustration, som han blot ønskede at få ud af kroppen, nu og her. Hvis Aldamar ville have mere eller mindre, så måtte han forsøge at være vokal om det. Det gjaldt også om han ønskede den rigtige Fabian og ikke det sølle produkt der stod foran ham lige nu.

Adamar måtte indrømme, at det var en 'ordrer' der føltes forkert at sige, og følelsen af at det var forkert blev ikke mindre da Fabian gik i aktion. Et kort øjeblik havde det føltes som en lille sejr at kunne overrumple ham på den front. Men følelsen forsvandt hurtigt da han fik ryggen op imod muren.

Der var ikke meget tænketid imellem den kolde væg og Fabian's mund, der nu grådigt kyssede ham, og et eller andet sted var det tilfredstillende bare at skubbe det fra sig. Der var en underlig desperation i kysset som Aldamar overraskende nok - på trods af hvor langt væk de var fra hinanden i forståelse lige nu - godt kunne møde. Men det føltes stadigvæk forkert og anmasende, på en måde som fik Aldamar til at knytte hænderne hårdere sammen.
Øjnene havde været lukket fra kyssets begyndelse, men de blev nu åbnet idet at Aldamar frigjorde sig det for få sekunder, trak vejret ind i et gisp. "Skift form, Fabian" fik han sagt, og prøvede stadigvæk at opretholde den kommanderende tone i sin stemme, imens at han med øjnene gjorde sit for at fange det blå-grønne blik. Han vidste ikke hvor godt begge dele lykkedes.
Aldamar betragtede forvandlingen med tilbageholdt åndedræt, inden at han - før han helt havde fået sit gamle ansigt tilbage, tilføjede en ekstra ordre. "Og gå ned på knæ"
En forbavset del af ham var overrasket over hvor virkeligt det - kysset - kunne føles, selvom han måske mere håbede end vidste. at det ikke kunne være rart for ham. Og håbede dertil et naivt eller dybt sted, at han sagde nej.

Det her var nemt for Fabian, og han kunne også mærke frustrationen ligeså stille forsvinde væk, selvom den stadig liggede og boblede over overfladen. Alle ordene kunne umuligt blive glemt mellem dem på ingen tid, men så lang tid at Aldamar kørte det her spil, så kunne Fabian også. Fabian havde i hvert en god idé om at Aldamar ville føle sig overvældet, før han selv ville.

Da kommandoen kom på at han skulle skifte form, gjorde han det, uden tvivl, og stod nu og nærmest tårnede over Aldamar, som de stadig stod tæt, indtil den næste ordre kom. Det føltes ikke nødvendigvis rart og rigtigt at blive kommanderet rundt fra Aldamar. Måske fordi de hidtil havde haft et langt mere løst forhold, men Aldamar var en kunde. Han ville altid blot være en kunde, uanset hvad der skete mellem dem, og derfor satte han sig ned på knæ. Aldamar havde jo sagt de havde haft travlt, og nu når Fabian var i hovedhøjde med Aldamars andet hoved, så var det vel der de ville gå hen af.

Fabian placerede sine hænder mod Aldamars hofter, men gjorde ingen antrækning til at begynde at åbne bukserne, ikke endnu. Han vidste hvor sart Aldamar ellers havde været, så indtil Aldamar sagde noget om det, så kiggede han blot op på den anden mand, med sine afventende øjne.

Selvom det også var frustration der drev Fabian, så ville han dog aldrig være led nok til ikke at bakke bagud, hvis Aldamar viste tegn på ikke at ville det alligevel, men tegnene skulle være lidt mere kraftige end før. For lige nu lagde Fabian ikke alt i at skulle læse Aldamar, og det var også svært når han ikke kunne se hans ansigt.

Aldamar's stolthed bød ham at gå planken ud i dens fulde længde, og han havde startet der i øjeblikket, føltes som en genial plan. Det havde heller ikke været dumt - at fange Fabian på hans hastværk og ordende's overraskelse havde været fantastisk, hvis effekten havde været anderledes, og slet ikke ligeså.. ligegyldig for ham. Aldamar havde måske nok håbet på et nej, men fik jo hvad han betalte for, og måtte med smalle øjne se ham sætte sig ned på knæ, afventende hænder og øjne på hans hofter og ansigt. Hvis han trak i land nu af fortrydelse, ville han ikke kunne tage sig selv seriøst. Men var det med vilje, jah sendte det vel et eller andet signal af ovelegenhed, gjorde det ikke?  
Han følte i hvert fald, at hvis han brød den grænse nu i aften, jah så ville det sidde på hans samvittighed i noget tid i hvert fald. Ikke så meget at det havde været med Fabian, men at det havde været her - en gyde af alle steder. Men det havde også været naivt at forvente Fabian skulle trække i land.
Hvordan han bare kunne gøre det uden videre, det forstod adelsmanden slet ikke.

Aldamar's hænder gled ned i lommerne, knyttedes atter inden at han med et fnys lænede sig mere tilbage hen ad væggen. Og satte sig langsomt ned, med ryggen glidende hen ad den.
De havblå øjne mødte hans afventende, og det var uforstående forvirring, der for en kort stund havde overtaget den sitrende vrede over ham. "Jeg forstår bare ikke... hvorfor vil du have det her" Aldamar's blik gled bagom Fabian til mørket omkring dem og de smuskede omgivelser. Her var ulækkert. "Når der er mulighed for så meget andet" forsatte han med sammenknebne øjne, men det var ikke sørgmodighed Aldamar lod præge sin stemme. Fabian ville alligevel ikke have hans forståelse eller vinkel, så han fik fornøjelsen af en monoton stemme. 
Aldamar var stille. Hvis ikke han svarede - det havde trods alt ikke været en kommando at svare, jah så måtte han velsagtens rejse sig, og få vristet en kommentar om at begynde, over læberne.

Fabian var ikke sikker på om Aldamar virkelig ville lade det her være stedet de gjorde det første og måske eneste gang. Selv i hans egne øjne var det ikke ligefrem det mest lækre sted, men han havde været værre steder. Han havde gjort det på gaden i Skumringskvarteret, og der var det endnu værre, men det var heller ikke noget han havde behov for at fortælle Aldamar. Jo mindre prinsen vidste, jo bedre havde han det tydeligvis med... hvad de lavede.

Det var en anelse lettelse Fabian følte i sit bryst, da han så Aldamar sænke sammen foran ham, ikke at han udtrykte det, men han kiggede blot tilbage på Aldamar, og ventede på hans reaktion, på hvad han havde at sige til det alt sammen. Selvfølgelig var det dog blot en manglende forståelse for Fabians side.

Et suk undslap den blonde man, og sænkede sig selv, så han røv ramte han fødder, mens han kiggede på Aldamar. For en stund var han ikke helt sikker på at sige noget, men hans mund åbnede sig dog. ”Det var ikke mig der ville have at vi skulle gøre det på gaden, det var dig,” sagde han, dog intet bebrejdede i hans tone, nok for første gang siden de ramte markedspladsen. ”Men det her er mit liv. Du kan vælge at ignorere det, men bare fordi jeg har en rig kunde, betyder det ikke at mit liv ændrer sig markant.” Ordene var næsten triste i udformningen, men med et blik på Fabian, kunne man se at han ikke havde ondt af sig selv. Det var som om at han fortalte at himlen var blå. Blot fakta, som han ikke umiddelbart kunne gøre noget ved. Desuden, hvis det var et spørgsmål om hvorfor han solgte sig selv, så havde han allerede svaret Aldamar på det.

Aldamar svarede ikke på om hvorvidt han ville gøre det på gaden eller ej. Troede man det om ham, jah så kendte man slet ikke ham og hans forfængelighed godt nok. Men bare fordi at han ikke svarede, benægtede han det ikke.
Det var bare ikke hvad han havde ment, og Aldamar virrede en anelse på hovedet. Selv hvis det var sådan hans liv - efter sigende 'bare var' - hvorfor så ikke gribe muligheden for at undgå det, når han var sammen med Arys prinsen? Han betalte lige meget hvad, sex eller ej - han mødtes ikke kun med ham for at få noget specifik energi ud af kroppen, så hvorfor hele tiden opsøge det af ham? Ikke fordi Aldamar ikke ønskede den blonde mand - han havde været tæt på flere gange, men det havde ikke været praktiske tidspunkter. Og nu, mindre end noget andet.
Aldamar mødte hans blå-grønne øjne - stadigvæk uforstående og ret overvældet over at det havde kunne udviklet sig helt her til, og han bed sig i indersiden af sin kind. Det værste var, at han ikke følte sig urimelig i sin frustration over ham.

"Det ved jeg godt" endte han derfor med at nikke, fordi han følte ikke det var første gang de ord var gledet fra hans fine mund. "Men det var ikke hvad jeg mente" tilføjede han, og Aldamar's hænder masserede kortvarigt hans kinder og kæbe. "Jeg... følte du udfordrede mig til at..." fyrstesønnens øjenbryn blev en anelse tænksomt knebet sammen. Hvordan formulerede han det her?
"Jeg følte det hele begyndte at handle om at skynde sig. At løbe fra dem, for at komme videre i aftenen, for at finde et sted at slå sig ned og -" Aldamar havde aldrig tænkt sig at 'løbe efter sex', som han havde følt, det havde været. "- og så tænkte jeg at det - eller du,  efterhånden også virkede ligeglad omkring hvor" det var en smule famlende at han talte - især til sidst, da han ikke helt vidste hvordan han ellers kunne forklare sig.
Han var ikke ligeglad med hvordan han solgte sig selv, men ville ikke snage i det. Han behøvede bare ikke... nødvendigvis følge samme indøvede skema omkring Aldamar selv. Han behøvede ikke fokusere på sex-delen, da Aldamar et eller andet misforstået sted gik ud fra at det ikke nødvendigvis var ønsket af den blonde mand. 

Fabians krop og hoved var for mange år siden blevet forskruet og vendt. Han kunne ikke lade vær med at opsøge det, og det var meget få forhold i hans liv, som ikke havde det som omdrejningspunkt, på den eller anden måde. Hans familie var skånet for det, men selv med Sif, der var det ofte et samtale emne, selvom de aldrig havde været sammen på den måde.
Måske Aldamar bare ikke kunne forstå at Fabians liv handlede om sex, og at han faktisk havde lyst til også at få det fra Aldamar, fordi han blev jo betalt. Det handlede ikke alt sammen om sex mellem de to mænd, men Fabian var ikke en til at fornægte hans egen lyst og instinkter.

Da Aldamar sagde at det ikke var det han mente, kiggede Fabian bare undrende på Aldamar. Lige nu lyttede han til Aldamar, måske fordi alting føltes lidt mere intimt, og mere som om at de faktisk lyttede til hinanden. Egoerne var for nu skubbet lidt væk.
Fabian endte med at få en anelse dårlig samvittighed, ikke fordi han havde opsøgt sex-delen med Aldamar, men fordi han havde fået Aldamar til at føle at det var alt det handlede om. Man kunne se en smule overraskelse i Fabians blik, inden han åbnede munden for at forklare sig selv. ”Det var ikke det det handlede om, og min intention har aldrig været at gå længere end hvad du selv ønsker,” sagde Fabian. De kunne blot huske tilbage til deres sidste møde, hvor Fabian var den der havde sat begrænsningerne ned da Aldamar ikke selv kunne. ”Sex er noget der kommer når det kommer, og selvom jeg da vældig gerne vil opleve det, så ville jeg også klart foretrække at i hvert fald den første gang, bliver et bedre sted, end en snusket gyde.” Det var næsten omsorgsfulde ord, og Fabian var ikke selv helt sikker på hvor de kom fra, men han kunne bare ikke lide at se Aldamar så ked. 

Aldamar lænede sig lidt tilbage imod væggen imens han afventede et svar han havde lidt blandede følelser omkring, lukkede øjnene og prøvede ikke at tænke på hvad der ellers havde været på den for nylig, i stedet. Vesten ville i hvert fald ryge ud når han kom hjem, det var helt sikkert. Udover den tanke, så lyttede han også, og et lille smil forsikrende smil gled over hans læber. Fordi det vidste han godt - begge ting, men det var stadigvæk rart at høre det sagt højt.
Da han åbnede øjnene igen, var det ikke fordi at uforståenheden var mere forsvundet end før - det var ham lidt af et mysterie hvordan han hang sammen, men... det var vel også ligemeget. Desuden, så var de velsagtens enige, og Aldamar prøvede kort at genkalde sig kalenderen for huset den næste uge. Det var lidt svært på stående fod, men mon ikke de sagtens kunne finde et bedre sted end her. Aldamar's blik gled en anden gang kortvarigt kritisk over området; standarden var i forvejen sat ret lavt.
Men da det landte på Fabian igen, skubbede han den underlige omsorg han udtrykte lidt væk, og nikkede, atter en smule forsikrende, han behøvede ikke være så forklarende. "Det burde kunne lade sig gøre" han vidste ikke helt hvad han skulle svare, udover at det i hvert fald ikke behøvede at være en forhindring som sådan.

Aldamar vippede lidt tilbage på hælen, og prøvede så vidt som muligt at holde sit hår fra at røre væggen bagved ham samtidigt. Der var ingen grund til at sidde her, vrissede en insisterende stemme der fik fyrstesønnen til at rejse sig med et suk og lidt stive lemmer. Ikke mange sekunder passerede fra da han stod op - trådte et godt stykke væk fra muren - og med et lille nik og et mere prøvende smil for at lette stemningen, rakte en hånd frem, hvis han ville have hjælp til at komme op. 

Hvis Aldamar havde behov for at Fabian sagde tingene højt, så skulle han nok også gøre det, problemet var bare at det ikke var til at vide det, uden at det blev vokaliseret. Heldigvis vokaliseret Aldamar et eller andet behov her, som Fabian faktisk godt kunne efterleve. Det lettede i hvert fald for Fabian at Aldamar ikke så så nedtrykt ned mere.
Han kiggede forventende på Aldamar. Enten til at han skulle sige noget eller gøre antræk til at han ikke gad det her mere. ”Det tænker jeg også,” sagde han. Om det var et kro værelse eller hjemme hos Aldamar, det gjorde ikke Fabian det store.

Som Aldamar begyndte at rejse sig, var Fabian selv hurtig til at komme op på benene igen, så han slet ikke havde behov for at få hjælp til at komme op. Han kunne se ned på sine bukseben, at de var blevet beskidte, ikke noget han tog så tungt, men mon ikke Aldamar havde nogle andre meninger om situationen.
Han børstede det værste af bukserne dog, før han igen kiggede op på Aldamar. Han forventede lidt at de kunne forsætte deres aften nu. Forhåbentlig. ”Skal vi?” spurgte han og nikkede ud mod den åbne gade igen, med et lille smil på læberne.

Selvom det ikke kunne ses udadtil, jah så var det ikke ligeså nemt for Aldamar bare at skubbe tingene videre eller skubbe tankerne fra sig. Der var noget krævende i de prikkende, kritiske stemmer i hans hoved, som tvang ham til gentagende gange at gennemgå hvad der lige var sket, og ikke bare kun gennemgå ordende, men også selve scenen der havde udspillet sig. Tankemylder var farligt på den front, og Aldamar stod - selv nu hvor at han småsmilende betragtede Fabian - og prøvede at finde hoved og hale i hvad hans skulle tænke om ham. Og måske vigtigst af alt, føle om ham. Var det her hvad han havde ledt efter?

Han virkede nemlig til allerede være kommet videre i konteksten så absurd hurtigt, hvor at Aldamar kun udstrålede det, da han var fortræffelig til at holde sine tanker for sig selv.
Han havde trods alt gjort lige præcis dét i nogle år efterhånden, og bagved det velformede smil, det intimiderede ham en anelse, hvor vred han havde været på ham lige der. Han havde været klar til at gå på kompromi med egne værdier, bare for at sætte et eksempel - eller få det sidste ord. Og det var ikke sådan det burde være.

Nogle gange blev man så bare lidt for fordybet. Aldamar måtte indrømme at han havde ladet sig forsvinde imens Fabian rejste sig, så da han stemme lød, glippede han kortvarigt overrasket med øjnene. Det - og så også hvordan at han slet ikke havde kommenteret på hvor beskidt han var blevet, var så også det eneste tegn på at Aldamar ikke nødvendigvis var ligeså til stede mentalt som han ellers prøvede at udtrykke. Men med et nik og et smil, skred han alligevel ud på den åbne gade igen, gående ved siden af ham. Dog tavs.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige.. og havde, for at være ærlig, måske ikke så meget at sige førhen det var tænkt igennem minimum 50 gange.