Isiodith lod sine hænder forlade Sibalghyms stærke kæbe. I en varm men dog fraværende kærtegn – hendes tanker kredsede nemlig kun om mørkelverens ord, i håb om at forstå og finde mening – lagde hun sine arme omkring ham nær hans hofteben i stedet. Dernæst krøb et lille, næsten drillende smil ind i hendes mundvige, i samme instans som det ene, mørkebrune øjenbryn skred blok en brøkdel til vejrs i den mælkekvide pande.
”Hvis jeg levede sådan, ville jeg blive skør, og så ville du ikke længere, kunne holde mit selskab ud”, svarede hun i en alvorlig hvisken; en tone der var mere oprigtig, end hendes grænsende til spøgefulde grimasse.

End ikke øjeblikket efter syntes den også at fortage sig; øjenbryn fandt vej tilbage på plads og læberne fortrak sig, så de atter hvilede mod hinanden. Dernæst fulgte en eftertænksom tavshed, hvori de isblå øjne kortvarigt flakkede mellem Sibalghyms røde og hans velproportionerede brystkasse. Isiodith vidste sandhed i ikke, hvad hun kunne sige eller gøre for, at det hele blev bedre; at det hele blev godt igen. Det var dog begyndt at dæmre for hende, hvorfra Sibalghyms ord udsprang og det var – selvom hun vel og mærke ikke ville indrømme det – en følelse, hun kunne genkende i sig selv.
”Jeg tror, du glemmer mig, når du vender hjem igen. Hjem til din søster, din klan, dit virke…”, hørte Isiodith sig selv sige, og overraskelsen over hendes egne ord var ikke nem, at undgå at se, for den skød afslørende henover Isiodiths hjerteformede ansigt. Hastigt så hun ned, men heller ikke der, kunne hendes blik få fred, hvormed Isiodith blot få sekunder efter fangede Sibalghyms øjne igen – i nogen grad ufrivilligt. ”Og når jeg tænker på, at vores veje skilles og at jeg skal være heldig, så umådelig heldig, hvis jeg ser dig igen… det er næsten ikke til at bære. Det virker… det virker så formålsløst, hvad end der kommer bagefter. Du tager alle farverne med, når du går.”

Isiodith tav og fugtede sine tykke underlæbe med sin lyserøde tungespids. Af en eller anden grund havde ordene været svære at sige, men hun rankede omsider ryggen og tvang et fast blik ind i hendes øjne.
”Så du er ikke den eneste, som synes, at det bliver hårdt. Og Pax – jeg – det er ikke sådan. Han er et menneske, trods alt. Han skal giftes. Og – ja. Han er ikke ligesom dig.” Isiodith håbede, at hendes ord ville give mening for Sibalghym; at han ville forstå hende. Pax og den mand, hun elskede, kunne nemlig ikke sammenlignes; der var ingen farver hos Pax, og der var ikke andet end netop det hos Sibalghym.

”Jeg er din. Nu ligeså vel som når, vi skilles.” 

Isiodith nåede, forinden deres læbers møde, at smile hengivent op til ham – og dernæst smeltede hun i hans favn. De blide hænder fandt fæstne mod Sibalghyms lænd, som hun pressede sig mod ham og nød hans tunges legende adfærd, hun, efter bedste evne, forsøgte at gengælde. Ja, der eksisterede ikke nogen fremtid, foruden den Sibalghym gav hende; som hun stod der og mærkede ham tæt på sig igen, vidste hun det med sikkerhed. De næste ti dage var uerstattelige; unikke i deres indre essens. Hvordan skulle Isiodith selv nogensinde komme sig? Hos Sibalghym var hun hjemme.

De mælkehvide hænder flugtede sig med Sibalghyms fremtrædende muskulatur, så langt op af hans ryg hendes armslængde tillod hende. Uvist for Isiodith selv smilede hun mod Sibalghyms bløde, insisterende læber, for det var trods alt umuligt at lade være. Da deres kys nåede sin ende, lå der derfor et dumt og hengivent smil på Isiodiths fyldige læber; en facon der gik igen i hendes isblå øjne, der fæstnede sig i Sibalghyms røde. De hvide fortænder greb om Isiodiths underlæbe for blot et kort øjeblik, men dernæst fik den unge skovelver en idé; en idé der resulterede i, at noget drillesygt og udfordrende sneg sig ind midt i alt det blå.
Isiodith stillede sig på tæer og satte sine tænder om Sibalghyms underlæbe; gestussen varede kun et kort moment, men et lavmælt fnis fulgte troligt efter. Isiodith havde aldrig gjort noget, der var så vovet i dens natur; og de ord, der dernæst undslap hendes læber, kunne – måske – beskrives som direkte dumdristig.

”Du er slet ikke så farlig, som du gerne vil have, at jeg skal tro. Du kan jo faktisk være helt romantisk og sød. Nu går jeg blot og venter på, at du begynder at rødme og kalde mig for din elskede – og at du naturligvis inviterer mig på en romantisk måneskinstur og forsøger, at liste et lille kys ind, når jeg tilsyneladende er optaget af helt andre ting.” Isiodith vidste udmærket, at der måtte komme en – netop farefuld – respons på hendes drilleri – det var jo trods alt Sibalghym, en potent mørkelverhan hun havde galt for sød og romantisk -, så – og det var med den absolut hurtigste hastighed, hun kunne præstere – tvang hun sig ud af hans greb og satte i en hurtig løb væk fra Sibalghym.

Isiodith havde set, hvordan Sibalghyms ildrøde øjne slog underholdte gnister, forinden at hun var sat afsted. Instinktivt løb en klam kuldegysning ned langs hendes tynde rygrad, for der var nogle fænomener, der ikke sådan forsvandt i sprudlende kærlighed – eksempelvis den indre stemme der skreg, at hun havde en mørkelverhan lige i hælene; en, der nød at jage; en, der kunne bekæmpe hele bataljoner fra skovens dybe mørke.
Til trods for den paniske stemme i hendes indre, smilede Isiodith dog bredt; nydelsesfuldt. Sibalghym var trods alt tilbage, hans iver og begejstring ligeså! Der var ikke længere nogen vrede at spore – kun opstemthed, der udsprang af den jagt, hun havde iscenesat. Som da hun havde frembragt ham sin bue; det var med samme brændende fokus, at han havde taget den i sine hænder og afprøvet dens håndværk.

”Og du løber som en mand! En tung og klodset en af slagsen!”, råbte Isiodith tilbage, velvidende at hun pustede, ikke blot til rødglødende gløder, men til et brændende bål. Alligevel forholdt hun sig dog ikke tavs, og stadig løb hun, så hurtigt hun kunne, og uden forbehold til skjorten, skulle den lette og afsløre hendes nøgne skikkelse. ”Du kan ligeså godt give op! Og hvis jeg falder mener du! Verden er trods alt fuld af uforudsigelighed!”
Isiodith fortsatte, og forsøgte ihærdigt, at imødekomme samtlige af Sibalghyms forhindringer – indtil… at det begyndte at dæmre for hende, at de ikke længere opstod; at Sibalghym ikke svarede hende; at der var stille, så umådelig stille, bag hende.

I det Isiodith nåede frem til en smal lysning, turde hun endelig gøre holdt. Hendes tynde brystkasse fortrak sig op og ned i en hastig bevægelse, i det hun dernæst snurrede rundt, søgende efter den mørklilla og høje skikkelse.
Sibalghym var bare ingen steder at se.
Isiodith skar en grimasse og ville pludselig ikke længere befinde sig på jorden – igen var det instinktets stemme der hvæsede panisk til hende. Han havde trods alt bygget huler under den, ligeså vel som i trækronerne. Isiodiths isblå blik flækkede mellem de høje, altomsluttende træer, der svajede let i vinden, til den hårde jord under hende. Og så besluttede hun sig: op det gik! 

Isiodith måtte kæmpe for, ikke at komme til at le og i stedet, betragte Sibalghym med strenge øjne. Det lykkes hende knap, for det var trods alt gået så godt, blot få øjeblikke forinden; hun havde kravlet, det bedste hun havde lært, og hun var nået et ganske pænt stykke op af stammen, før Sibalghym var trådt frem fra sit skjul.
”Dig, naturligvis”, svarede hun, i en tone der var ganske sigende. Og dernæst måtte Isiodith erkende, at selveste Zaladin sprang frem i hendes indre – uden at tænke den rebelske tanke til ende, gav hun slip om træets smalle grene, dem der havde holdt hende op.

Hvad Isiodith troede, der ville ske, var dog ikke det, dernæst fulgte. Sibalghyms magi havde nemlig fat i hende – noget, hun havde formået, ville ske før eller siden: helst før, forinden hun styrtede mod jorden – hvormed hun end ikke rykkede sig ud af stedet. Som en punkteret ballon stirrede hun irettesættende på ham et langt sekund, før Isiodith tvang sit mest charmerende smil over læberne. Det var nu ganske nemt; at betragte Sibalghym i sit es, havde trods alt, været hendes mål fra start.
”Kalder du da mig for tung og klodset?”, lød det kælent men dog også ganske ildevarslende, som lå der i virkeligheden noget, og truede under de spindende ord. I det at hun dernæst mærkede, at Sibalghyms magi førte hende mod ham, forberedte Isiodith sig på… kamp. Sibalghym troede velsagtens, at han havde vundet nu, men Isiodith selv havde ikke tænkt sig at give op.

Da Isiodith omsider nåede op til manden, hun elskede, sprang hun på ham. Naturligvis var hun bevidst om, at hendes petit skikkelse ikke i sig selv kunne gøre meget skade, men ikke desto mindre gav hun det dog et ihærdigt forsøg – og da kunne ikke undgå, at komme til at le; hjerteligt og sprudlende.
Isiodiths hænder viklede sig ind i Sibalghyms hvide hår, i det hun fæstnede sit gnistrende blik i hans. ”Du får mig ikke. Tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at give op nu?”, lød det i en udfordring, før Isiodith hævede sin ene hånd, strakte to fingre, og hævede sine mørkebrune øjenbryn i en sigende grimasse. ”Jeg kunne prikke dine øjne ud!”

Det var ganske umuligt for Isiodith, ikke at skære en grimasse under det nådesløse pres, Sibalghyms stærke fingre lagde om hendes spinkle håndled. Hun lod dog ingen bedende ord eller lidende støn undslippe hende; heller ej da Sibalghyms hånd forsvandt fra hendes arm og i stedet lagde sig tæt om hendes tynde hals, alt imens rovdyret i ham tittede frem fra sit skjul –

Det var, på en og samme tid, hårrejsende skræmmende men også… fascinerende. Det var trods alt aldrig en side, Isiodith før havde stiftet bekendtskab med, men dér var den; mørkelveren. Den grådige morder der lod hende vide, at han til enhver tid kunne fratage hende sit liv og lade Kile hente hende hjem igen.
Alligevel var Isiodith ikke bange; i hvert fald ikke i den forstand, hun vidste, hun burde være – men hvordan så? Ja, Isiodith end ikke selv vidste det. Alt, hun dog syntes, at vide med en hvis vished, var, at Sibalghym forventede, at hun gav op; at instinktet, det der havde fået hendes blod til at pumpe faretruende hurtigt, blot få øjeblikke forinden, ville tage over. Og det gik naturligvis ikke, vel? Meget havde forandret sig. Isiodith nægtede, at være det, hun havde fået fortalt, hun var; hamrende naiv. Svag.

Til trods for Sibalghyms hånd om hendes hals, lænede Isiodith sig frem mod ham. De isblå øjne lå urokkeligt fæstnet i hans egne ildrøde, alt imens hendes hænder gled henover hans skuldre, så hendes arme omsider kunne finde vej omkring ham. Med de fyldige læber, der nu omsider, kun befandt sig få millimeter fra Sibalghyms egne mørke, hviskede hun; ”Det ved jeg, at jeg ikke gør.” Dernæst fulgte et øjeblik, hvori Isiodith lod et lille smil indfinde sig i hendes ene mundvige, og hvori, hun ikke kunne gøre andet end at betragte ham med funklende øjne, indtil –

I et hurtigt ryk angreb Isiodith Sibalghyms stærke hals med sin perlerække af hvide tænder; uden nåde – ligesom Sibalghym heller ikke havde vist hende det – satte hun tænderne i den mørklilla hud og bed til. 

Isiodith havde svært ved at vurdere, hvad der var værst; at Sibalghym klemte overraskelsen og den lette smerte inde i hans strubehoved, at han så på hende med et glimt af anerkendelse, at han intet sagde eller, om det var det faste greb i hende, der på ingen måde syntes, at resulterer i nogle synderlige kvaler af besvær, som han kommanderede træet, at hjælpe dem ned på jorden for endnu engang.
Og hvad så nu, hviskede en febrilsk stemme bag Isiodiths mælkehvide pande. Det var nemlig unægteligt skrækindjagende, at tage mørkelverhannen i betragtning derefter, som han tårnede sig op og hende med øjne, der talte sit tydelige sprog. Det begyndte at dæmre for Isiodith, at hun i sandhed havde leget med ilden og sat gang i en skovbrand. Naturligvis havde hun, et sted i hendes underbevidsthed vidst, at Sibalghym havde været – nej, havde holdt igen. Ikke blot omkring hende, i de sidste timers tid, men også under deres elskov i trækronernes top. Hun var ikke længere sikker på, om det også gjaldt nu og det affødte en grad af usikkerhed; den der, vel og mærke, udsprang af instinktet, der genkendte rovdyret.
Det var dog ikke det eneste, Isiodith følte. Nej, også en pulserende spænding over, hvad der måtte følge derefter, havde slået rod i hendes bryst. Hendes hjerte begyndte at galoppere for endnu engang, og den unge skovelver kunne høre hendes hjerte banke i hendes øregange. 

Ville hun være i stand til at modtage ham denne gang?

Isiodith håbede, at hendes skræk ikke havde fundet vej frem til hendes blik, i det hun forsøgte, at sende ham et hårdt blik, der måtte fortælle ham, at hun ikke var kuet. Hun havde stadig ikke i sinde at tabe den udfordring, hun selv havde initieret.
Dernæst mødte hendes tynde knæ, så hver side hvilede mod hinanden, som et symbol på, at hun ikke ville give ham adgang. ”Tror du, at du har gjort dig fortjent til det?”, hørte hun sig selv sige, i en stemme der ikke afslørede, hvordan hun indvendig skælvede –

Skælvede af både en frydefuld spænding og bange anelser… 

Ganske ufrivilligt kom Isiodith til at fnise; der var ikke anden vej udenom, taget Sibalghyms forurettede udtryk i betragtning og den kortlevende lyd var klukkende men tydeligvis også… forventningsfuld. De store, isblå øjne slog gnister af noget udefinerbart, som end ikke Isiodith kunne genkende eller beskrive, for der var flere, uventede følelser, der rumsterede i hendes tynde bryst.
Da Sibalghym gled på hug foran hende og skilte hendes ben, var Isiodith pinlig bevidst om, at hun lå blottet for ham. Noget, hun ikke formåede at skjule, som hendes skarpe kindben blev røde af forlegenhed. Alligevel… forblev smilet i hendes blik, for øjnene smilede unægtelig, nu hendes hjerteformede læber ikke formåede, at gøre det samme. Hun kunne desuden ikke stoppe med at betragte ham, uanset hvorhen Sibalghyms eget blik søgte hen, og da hans mørke hænder begyndte at udforske hende uden barmhjertighed, gispede Isiodith i lige dele overraskelse og –

Ekstase. Et sted i hendes indres bevidsthed var hun klar over, at dette var – ja, der var ikke noget ord for det. Det var ikke forkert i sig selv, men i nogen grad ikke, som det burde være. Måske det var hendes naivitet, der spillede hende et puds? Kunne al intimitet være af en sådan hengiven karakter som tidligere? Isiodith vidste det ikke.
Ikke, at hun ikke nød det. Det ville være en løgn, hvis hun bekendtgjorde, at hendes krop ikke reagerede på Sibalghyms nærhed, og det var med en anden udsultet fornemmelse end tidligere. Det gik også op for den unge skovelver, at hun ønskede at pirre ham yderligere; prikke ekstra for at se, hvad det førte til.

En lille og spindende stemme hviskede, at hun i sandhed havde forandret sig, men Isiodith selv hørte den ikke. I stedet trak hun sit ene ben forbi Sibalghyms stærke arm og satte hendes bløde fod mod hans bryst.
”Du kan få lov til at spørge pænt om lov”, hviskede hun, næsten åndeløst, som hendes hjerteformede læber blev fugtet hastigt af en lyserød tungespids. 

Isiodith gispede, i det Sibalghyms tænder greb om hendes storetå, men end ikke øjeblik efter vred hun sig leende. I grunden havde den unge elverkvinde aldrig erfaret, at hun var kilden, men snarere haft formodninger derom; Sibalghym bekræftede dog antagelsen, og det tog Isiodith nogle lange sekunder før, at hun havde fået tæmmet hendes krakelerede ansigt.
Da det omsider lykkes hende – i hvert fald til dels, for de isblå øjne gnistrede stadig af morskab – måtte hun synke en voksende klump i halsen; en, der var resultat af, at spændingen stadig sad og ulmede i hendes brystkasse. Forsigtigt, men dog bestemt, trak Isiodith foden til sig og lod atter hendes ben spredes, langsomt, alt imens de isblå øjne afsøgte Sibalghyms ansigt for tegn på, hvad han mon tænkte.
Det var nemlig ikke til at sige…

”Du var ellers meget… ordentlig tidligere”, lød det omsider fra hende, i det hun forsøgte at skjule den fortsatte rødme under hendes ene hånd. ”Ændrer det sig nu?”, spurgte Isiodith derefter hastigt, men dog stille og i en tone der indikerede, at hun ikke decideret havde noget imod det. Det var nemlig stadig med en hvis spændingsfyldt forventning, at Isiodith betragtede Sibalghym.

Isiodith kunne ikke tage sit isblå blik fra rovdyret over sig. Det, der spillede i Sibalghyms øjne, var ikke længere genkendeligt men samtidig… heller ikke fremmed. I grunden var det skrækindjagende, for Isiodith havde, i løbet af deres dage sammen sommeren forinden, fundet frem til en, ja, strategi for, hvordan hun bedst skulle begå sig omkring mørkelveren. Det hele afhang af, at Sibalghym ikke kedede sig – men også, at hun ikke direkte udfordrede ham. Tilsyneladende syntes han nemlig godt om netop det og Isiodith vidste tilmed, at hun ikke kunne følge med ham hele vejen, skulle de gå ned ad den sti sammen. Det var i hvert fald det, hun havde formodet indtil da, men som hun lå der, med Sibalghym mellem sine ben, var hun ikke længere så sikker…

Der var nemlig stadig en grad af rebel tilbage i hende.

”Nervøs?”, hørte Isiodith sig selv sige, hendes tone skinger men også åndeløs. ”Ikke tale om! Der er ikke noget skræmmende ved dig. Du har rigtig fine bisser – det giver jeg dig, men ja, jeg har jo fået dig en gang før. Der er ikke nogen overraskelser mere.” Samtlige af Isiodiths indre stemmer – dem, der havde hvisket til hende, at hun skulle komme væk i en fart, at dette var for megen for hende at håndtere – forstummede alle i chok.

Og hvad havde hun i grunden lige sagt? Hvad havde hun dog insinueret? Lamslået over hendes egen direkte facon, kom Isiodith til at le stille – og endnu engang skød hendes ene hånd op foran de fyldige læber.

Isiodith gispede, i det at Sibalghyms hårde greb tvang hendes krop længere ned under ham. Instinktivt svandt det falske men hoverende smil ind, som gnisterne i de isblå øjne i stedet blev erstattet af noget ulæseligt, der dog unægtelig vidnede om, at Isiodith ikke kunne forestille sig, hvad der dernæst kom til at ske –

Den unge skovelver fik ikke megen tid til at sluge situationens pludselige sving før, at Sibalghyms køn stødte ind i hendes eget. Denne gang var det intet åndeløst hikst, der forlod hendes fyldige mund men i stedet et skingert og højlydt et af slagsen. Hun havde ikke været forberedt på ham, på deres kroppes møde for endnu engang, og først nu mærkede Isiodith, at hendes underliv var ømt og sensitivt fra deres elskov nogle få timer forinden.

Sibalghyms effektive koordinering af hendes ben rev dog brat Isiodith ud af hendes lette smertetrance. Hastigt fjernede hun sit blik fra deres foreningspunkt og lod det i stedet fæstne sig på Sibalghyms leende og ildrøde øjne. Der var ingen besættelig ondskab deri, kun en intens inderlighed og vovet lyst, som var det i virkeligheden en… leg.

Fornemmelsen fik straks Isiodith til at slappe af og det ledte til, at hun begyndte at modtage ham anderledes; hendes bens muskler slappede af og sensationen spredte sig derfra til resten af hendes krop, og de skingre støn der havde efterladt hende før, blev lavere og langsomt mere nydelsesfuldt. Dette var ganske anderledes end deres sidste øjeblik sammen, men Isiodith var ikke sikker på, at den ene form var bedre end den anden. Dertil måtte hun også indrømme, at det plantede frø af tanker i hendes sind.

Isiodiths mælkehvide hænder greb om Sibalghyms stærke arme og klamrede sig dertil, som var hun bange for, hvorhen hun ville ende, holdte hun ikke fast i ham. Derudover havde hun dog ikke meget at sige; hun var, helt og aldeles, under Sibalghyms nåde…

Hun var dog ikke sikker på, om det var en dårlig ting. Noget hendes krop snart ville afsløre.