Hun nikkede anerkendende “Der er hellere ikke noget i vegne for at blive hvor man er. Især ikke hvis man er glad for hvor man er” hun gav ham et varmt smil, selvfølgelig skulle man ikke udfordre sig selv. Hvis man ikke følte der var behov for det, og hun skule bestemt ikke stå og dømme ham for at blive her i templerne. Især ikke, når de havde givet ham så meget, og gjort så mange gode ting. Hun tog en dyb indånding, da han spurgte om hun holde af at rejse. Gjorde hun det? Hun var faktisk ikke sikker.

Hun trak på skuldrene og kiggede ned i gryden. “Måske?” hun sank noget mundvand, og lagde armen over sig. “Må indrømme, at disse uger hvor jeg har rejst igennem landet, har mere været fordi jeg ikke vidste hvor jeg var på vej hen. Hvis jeg gjorde det fordi det ikke var nødvendigt... jeg ved det ikke.” hun sukkede dybt “Vi ønske vel alle sammen, at finde et sted at kalde ens hjem. Og det er svært at rejse rundt, i hvert fald for mig, når jeg ikke har noget at vende tilbage til” 

Kai kiggede skiftevis mellem Chilam og maden, som han stod og varmede den, mens han også lyttede til at hun snakkede, selvom hendes stemme var væsentlig mere interessant end at se på grød. Endelig så det dog også ud til at det ville være godt nok at spise.

Så han tog endelig gryden af varmen, forsigtig med ikke at brænde sig, før han gik over at fandt skåle frem til dem, så han kunne hælde mad op. Samtidig med det, sagde han: ”Det tror jeg du har helt ret i. Jeg er også meget taknemmelig over at jeg har et sted, som jeg ved jeg altid kan komme hjem til, hvis jeg ender med at tage af sted.” Han satte skålene op på et bord der var meningen man tilberedte maden på, og hældte så en ordentlig potion grød op til dem begge. Det var tydeligt at den ikke ligefrem var nylavet, men den ville nok stadig smage fint.
”Men gælder det så ikke for dig om at finde et sted hvor du bare føler lidt hjemme? Et sted som altid er der, som du kan vende tilbage til hvis du har behov for det?” det behøvede jo ikke være permanent. Det kunne skifte som hun oplevede mere, men bare et sted hvor hun følte sig tryg ville vel være et godt sted at starte.

Hun lod et drømmende suk forlade hendes læber, hvis bare det var så nemt at finde et sted. Hendes fødder vippede lidt frem og tilbage, mens hun kiggede på den varme mad han serverede i to skåle til dem. Det kunne godt være at det ikke var super spændende med for nogen. Men lige som igår, var hun ovenud tilfreds med det som hun blev tilbudt. Det var mad der lagde en god bund, og ville holde hende mæt i flere timer. Mere havde hun ikke behov for. 

Chilam betragtede ham og bed så fast i underlæben inden hun begyndte at tale. “Hvis bare det var så nemt Kai - men..” hun trak på skuldrene og tog skålen med den varme grød. Hun havde en smule besvær med, ikke at kaste sig over maden med det samme. Men udviste dog alligevel, en form for selvkontrol. “Jeg har endnu ikke synes det var nemt at finde et sted jeg følte mig tryg.. Givet mine omstændigheder. Men man må jo hellere ikke miste håbet.”

Kais tilgang til verdenen var måske lidt for nem og lidt for naiv, men han havde aldrig rigtig oplevet en modgang som Chilam havde. Selv da han var blevet revet ud af sin hverdag og smidt til Balzera, der havde han haft Keeran. En ny ven, nærmere som en storebror for ham, og de havde holdt hinanden ved godt humør, som de havde trasket gennem landet sammen.
”Det er selvfølgelig rigtig nok,” mumlede han. Han kunne næppe forsøge at overtale hende til at kalde noget et sikkert sted som hun ikke følte. For hende var det her jo også bare et fremmede tempel, selvom for ham var det et hjem.

Selv tog Kai sin egen skål med mad, og begyndte bare at spise af den mens han stadig stod op, indtil han kom i tanke om at Chilam næppe havde begge arme til at kunne gøre ham kunsten efter.
”Oh... Vi kan godt gå et andet sted hen, med et ordentlig sted at spise, hvis du vil have det?” sagde han. Eller de kunne sætte sig på gulvet. Ellers var der også stadig stolen hun kunne bruge.

Hun tænkte slet ikke over, at det nok ville virke lidt ubekvemt for hende. Sådan at stå op og spise, og da Kai gik i gang. Kunne hun ikke længere holde sig tilbage, som han var i gang med at spørger om de skulle gå et mere behageligt, ordentligt sted hen. Havde hun placeret skålen mellem hendes bryst og den stump af armen der stadig var tilbage. Så den var klemt godt fast, således at den ikke gled nogen steder hende. Og var allerede begyndt at spise, så det var med munden fuld af mad hun svarede ham tilbage; “Det sødt af dig Kai” fik hun frem, inden hun sank det mad, som hun havde været i gang med at sluge. “Snart små tyve år, uden en arm, gør at man lære at bruge det man har” hun grinte og kiggede hen på ham, med lys i øjnene. Det var sødt af ham, sådan at prøve at efterkomme hendes behov. Men hun var ret sikker, givet at hun kom i bedre form og fik noget ordentlig søvn og mad. Så skulle hun nok vise ham, hvad hun var i stand til. Mere end bare at gå rundt, og se en smule ynkelig ud. 

Lige som ham selv, havde hun også en del træning under bæltet. Selvom hun brugte de mest i dans. Hun blev ved med at spise, dog gik hun alligevel hen til stolen og satte sig ned. Hendes ben var stadig svækket efter gårsdagens strabadser. “Det smager godt” fik hun frem, ind imellem hendes skefulde af mad. 

Kai kunne mærke hvordan hans kinder og nakke blev lidt varm, som han meget fint fik at vide at hun nok skulle klare sig, og han kunne vel egentlig også godt at se hun var fint med det. Han var måske bare lidt mere vant til dem der ikke bare kunne finde ud af det. Eller dem der havde mistede deres lemmer mere fornylig, så de ikke havde vænnet sig til det. Selvfølgelig måtte man også være lidt selvstændig hvis man rejste rundt som Chilam.
”Det var ikke min mening at...” Startede Kai med at mumle, lidt usikker på hvor han ville hen med det. ”Det er ikke... det er ikke fordi jeg ikke tror du kan klare dig selv,” endte han med i stedet for.

Så i stedet for at kigge Chilam i øjnene, så fokuserede han i stedet for på maden foran ham, mens han lænede sig op af bordet. Hans fod stod og tappede mens han stod stille, som om at han skulle have en eller anden måde at komme ud med den nervøse energi der ligeså stille var begyndt at opbygge sig i hans krop.
”Tak... selvom jeg blot opvarmede det,” sagde han og smilede lidt, selvom han stadig ikke kiggede op.

Hun gjorde store øjne, da hun hørte ham fumle med ordene. En tydelig grimasse gled hen over hendes ansigtstræk, som hun kunne mærke at det gjorde lidt ondt i maven. Hun havde ikke mente for hendes ord, til at gøre ham ilde tilpas. Eller på anden måde, være - hun sukkede dybt og kiggede ned imod hendes fødder. Chilam kiggede dog hurtigt op igen, og prøvede at finde de rigtige ord. Men det var så tydeligt, med hele hans kropssprog at han skammede sig. Hun sukkede blidt, og rejste sig op ingen. Hun satte sin halvspiste skål fra sig på bordet, og lagde sin eneste hånd på Kais skulder. 

Hun stillede sig tæt foran ham, og gav ham et prøvende smil. I håb om at han ville kigge på hende igen. “Undskyld” sagde hun stille, og kunne mærke hvordan det prikkede i hele kroppen. Tydeligvis ukomfortabel med den stemning der var kommet imellem dem. “Det var ikke min mening at gøre dig forlegen med mine ord. Jeg mente bare.. det var sødt af dig at tænke på mig” hendes hånd gled langsomt væk fra ham, havde hun ødelagt det nu? Måske hendes første chance for at få en ven? 

Selv Kai måtte kigge op, da han kunne mærke Chilam komme tættere på ham, og endda rørte ham. Hans øjne mødte også endelig hendes, og han kunne mærke hvordan hans egen mave også satte knuder på sig selv. Det var jo ikke hendes skyld. Det var ham der ofte ikke var sensitiv nok. Det havde han fået at vide før, men han glemte bare at alle ikke havde de samme muligheder som ham selv. Noget som Chilam lidt havde formået at skrige ind i ansigtet på ham, på den sødeste måde mulig. De var bare så forskellige.

”Nej, det er mig der burde undskylde! Jeg tænker mig ikke nok om når jeg siger noget,” udbrød han. Han ville ikke have at hun skulle skamme sig! ”Du har klaret dig alle de her år uden en arm, hvilket er utroligt og fantastisk, og jeg burde ikke gå ud fra at du ikke kan de samme ting som mig!” Han ville så gerne gøre det op igen. Han kunne heller ikke lide det udtryk hun havde i øjnene, selvom hun prøvede at smile.

Hun betragtede ham, som han pludselig fik meget travlt med at forklare sig. Selvom hun prøvede at lade være, kunne hun ikke stoppe med at smilet blev mere og mere oprigtigt. Faktisk skulle hun holde umådelig meget fast i, ikke at begynde at grine. Hun fugtede læberne, så hun havde ikke ødelagt det. Det føltes i hvert fald som om, de måske begge havde misforstået hinanden.

da han sluttede, kunne hun ikke lade være. Et grin forlod hendes læber, mens hun trådte lidt væk fra ham, Hun tog sin skål; “Alt tilgivet.” hun gik tilbage til stolen hun havde siddet i før, og satte sig ned med skålen igen fastklemt ind til kroppen. “Du er noget af det sødeste og rareste menneske jeg har mødt Kai” sagde hun som en henkastet bemærkning, uden at hun rigtig selv lagde mærke til hvad ordene betød. Før hun sagde bare ganske lige ud hvad hun mente omkring det hele. Og hun fortsatte med at spise den grød som han havde varmet op til hende.

Det lettede Kai lidt at han var tilgivet for.. hvad end det var der var sket mellem dem. At han ikke havde været sensitiv nok vel, men helt færdig med at forlegen var han ikke, selvom Chilam havde forladt ham. For nu når han allerede var i det hjørne, så gjorde det bare komplimenterne endnu værre.

”Jeg øøhmm..” mumlede han, og nu kunne han også mærke hans øre blive røde, som han kiggede ned i resterne af den grød han stadig stod med. ”Tak...” Han skyndte sig at skovle resten af maden i munden, i et forsøg på at undgå at skulle sige mere, eller sige noget han virkelig ikke burde. Han vidste stadig ikke hvordan han skulle have det med at han var det sødeste og rareste menneske hun nogensinde havde mødt. Det virkede så overdrevet, men også lidt trist hvis man dvælede på det.

“Så lidt”

Resten af tiden blev brugt på at spise, mest fordi hun ikke kunne få sig selv til at sige mere. Hvad skulle hun også sige til ham? Men som hun fik mere ned i maven, kunne hun også mærke hvordan at hendes mave var taknemmelig. Taknemmelig at få lov til at få mad, så hurtigt igen efter sidst. Det samme med kroppen; hun kunne allerede mærke, hvordan at energien lige så stille begyndte at banke på igen. Det var generelt bare længe siden, hun havde følt sig så behagelig tilpas. Det sidste blev spist fra skolen, og hun rejste sig op igen. “Er der et bestemt sted jeg kan vaske den op?” hun vente sig imod Kai igen, og gav ham et spørgende blik. Det føltes stadig en smule akavet da hun henvendte sig imod ham, men det skulle nok blive bedre senere! Et varmt bad, ville sikkert gøre underværker. For dem begge. 

Så snart han viste hende stedet, ville hun også gå i gang med at vaske hendes skål op. Selvom det nok ville se, ganske akavet ud. 

Kai nåede ikke engang, endnu engang at forsøge at stoppe Chilam fra at vaske sin skål op, men pegede lidt af refleks over mod en balje, hvor der stod noget vand i nærheden af, hvor man kunne rense det af.
Det var også først da Chilam allerede var gået i gang, og han havde stået og kigget på hende lidt tid at han fik rystet sig ud af det, og spiste den sidste skefuld, før han selv gik over, for at vaske sin egen skål tilbage. Han overvejede stadig lidt at hjælpe hende, men hun så alligevel ud til at være ved at være færidg.

”Jeg forstår slet ikke hvordan du kan alle de ting kun med en arm,” indrømmede han, før han så lidt ud som om at han fortrød ordene, usikker på om det alligevel ikke var pænt at sige, selvom han havde ment det som et kompliment.

Der gik betydelig længere før hun havde fået skålen ren, end der ville have gjort for de normale folk. Og hendes tøj hun havde på, var da også en smule vådt. Men ren var den blevet, og hun satte den fra sig ved bordet så den kunne tørre. 

Hun vippede lidt frem og tilbage på hendes fødder, og nikkede så til hans indrømmelse. “Nogen gange bliver jeg også selv lidt overrasket, men min mester lærte mig altid; at det er kun dig selv psysisk der sætter grænserne, aldrig din fysiske krop. Hvem ved, måske jeg en dag møder en der kan give mig en ny arm!” hvilket også havde været en af grundene til at hun havde forladt hendes hjemland. Rygterne havde gået omkring smedje der kunne skabe legemsdele ud af metal. 

Hendes blik fæstnede sig på ham, og hun lagde hoved lidt på skrå. “Men jeg kan også meget mere, måske jeg senere kan vise dig hvad jeg er i stand til!” hun gav ham et stort smil, og et drilsk blik spillede i hendes ravgule øjne. 

Kai var overrasket over hendes optisme, men det var en god overraskelse. Det varmede ham lidt, at selv når hun havde haft et liv som hun havde, så var hun stadig optimistisk omkring sin fremtid, og hvad hun kunne få ud af den. Der var åbenbart intet der slog hende ud.
”Jeg håber da på at det er en realitet så,” sagde han grinende. Selvom man lærte at leve med en arm, så ville to arme nok altid være at foretrække, selv for Chilam.

”Det vil jeg gerne se,” svarede han, med lys i øjnene, og begejstringen over at være i Chilams selskab var lidt kommet tilbage igen, nu når det virkede til at samtalen gled som den skulle igen. ”Hvad kan du da ellers af... ting.” Han så lidt undrende ud over sin egen måde at sige det på, men det var kommet ud, og hun forstod vel hvad han mente.

Hun kunne ikke lade være med at bryde ud i latter, da han spurgte hvad hun så ellers kunne af ting. “ja se, det vil jeg da ikke fortælle ellers er det ikke en overraskelse!” hun kiggede lidt rundt i rummet, og lagde den ene arm rundt omkring hendes mave. “Så det bad, som du lovede? Jeg ser meget frem til at kunne vaske flere ugers skidt af min krop.” hun løftede sit ene øjenbryn. Tanken om at blive ordentlig ren igen, var næsten bedre end da hun fik mad at spise. Især nu, hvor hun faktisk følte sig tryg. Tryg ved at her var der ingen som ville udnytte hendes hudfarve, til noget mærkelige heksekunst. Desuden ville det også blive svært, hun glemte altid hun havde de magiske kræfter; som gjorde hendes hud næsten var ugennemtrængelig. 

Hendes fødder trippede igen imod stengulvet, mens hun pludselig havde lidt svært ved at stå stille. Maden og den gode nats søvn havde virkelig gjort underværker, for hendes energi niveau. Og hun kunne mærke, hvordan den barnlige Chilam lige så stille brød frem i hendes væremåde. 

Kai gjorde sine øjne lidt smalle, men smilet kunne han alligevel ikke tvinge væk. Han ville gerne vide hvad Chilam kunne, men ingen grund til at haste sig igennem det. Hun ville vel nok vise det gennem tiden.

”Ah ja, badet,” sagde han, og han tog skålene og satte dem væk, før hans blik lige skannede området, om der var andet han burde gøre før han gik. Ellers ville han få en ordentlig skideballe, men udover gryden var der vidst ikke noget.
Han kiggede lidt på hende, for selvom han nok selv ville foretrække at tage turen ned til stranden for at bade, så var turen nok stadig for meget for Chilam, og der var jo en grund til at de havde bade muligheder heroppe.

”Men vi skal lige først forbi og finde noget tøj,” sagde han. De skulle ikke tilbage i det gamle tøj, især fordi Chilam vidst allerede havde grisset sit til igen. Så han tog først Chilam med ned for at find enoget at hans eget tøj til sig selv, hvilket egentlig blot var et par bukser. Han var allerede ved at have det godt varmt i sit eget, inden han gik ind og tog noget tøj fra et af de andre værelser, som han lige kunne 'låne' til Chilam, så det passede bedre til hendes spinkle bygning. Hende hans lånte det fra ville formegentlig ikke opdage det? Om ikke andet måtte Kai lige rende forbi og høre om de  kunne sy noget nyt til Chilam, hvis det her blev et længere ophold.
Men med det i armene, og et par håndklæder, begyndte han at lede Chilam ned af gangene, og især nogle af dem der gik dybere ned, før han åbnede ind til det der blev brugt som deres bad.
Det var sparsomt, men lokalet var overraskende varmt. Der stod nogle kar, man kunne fylde med vand om nødvendigt, og der var også hvad der lignede en naturlig kilde over i hjørnet, som så ud til at være rimelig varm, til trods for at det også virkede til at der kom frisk vand ned i den fra væggen af.
Han lagde tøjet og håndklæderne ovre ved døren, før han begyndte at hive sin trøje af.

“helt okay!” hun fulgte troligt med, som en hund der fulgte sin mester. Mest af alt fordi hun ikke vidste hvad han havde af planer. Og slet ikke vidste hvor de skulle hen, så det ville ikke give mening at hun ville føre an. Hun var dog lidt i tvivl om, det at han tog tøj fra et andet værelse; var så god en idé Hvad nu hvis personen så hende med tøjet på, og blev oprevet over ingen havde spurgt om lov først? Men siden at Kai ikke sagde noget omkring det, men bare gjorde det; så måtte det vel være i orden. Nu vidste hun jo hellere ikke, hvordan at strukturen i templet fungerede. Hun snøftede lidt, som hun trissede afsted hen over de kolde stengulve. 

Men da de endelig nåede til badelokalet, sukkede hun taknemmeligt. I dette tilfælde havde han valgt helt rigtigt; det havde nok være en rigtig dårlig idé at hive hende med ned til stranden. Da hun nok ikke var kommet op af trappen igen. Chilam tog en dyb indånding, der var så rart inde i rummet, en varme der mindede hende om topalis. Et lille stik af hjemve greb hende, selvom folket ikke havde behandlet hende ordentligt, så havde det stadig været et skønt sted med smuk natur. 

Lige som Kai, begyndte Chilam også ganske upåvirket at tage hendes tøj af. Hun foldede det pænt henne ved døren, og følte sig pludselig kort en smule sårbar da hun stod der nøgen. Hele hendes krop viste meget tydeligt, hvor underangeret hun var. Små skræmmer var at se over hele kroppen, fra sten der var blevet kastet efter hende. Piskesmæld fra en ældre herre, der havde slået hende da hun havde stjålet fra ham. Men hun gik hurtigt hen og tog en spand og fyldte den op med det varme vand fra kilden. “Bliver skønt igen at være ren.” mumlede hun, og prøvede så vidt muligt ikke at kigge direkte på Kai. Selvom hun ikke var blufærdig som sådan. Var han stadig en mand, og man behøvede jo ikke at; stirre. Hun valgte at stille sig, hvor det så ud til at man skulle vaske sig af der. Før man bevægede sig ind i karet eller kilden for at bade. Så begyndte hun ellers bare at skrubbe, flere lag skidt begyndte at flage af. Hun var nød til at hente vand flere gange, for at vandet blev så hurtigt sort og beskidt. 

Der var en meget stærk kontrast mellem de to af dem. Først og fremmest var Chilam nærmest helt hvid, og derudover var der ikke meget sul på kroppen. Kai's egen krop var væsentlig mørkere, bortset fra at de hvide pletter der dækkede hans krop, og så tatoveringerne der strakte sig udover hele hans ryg. Det mest tydelige var det store skjold, med et gennemboret spyd, der var symbolet for Thatos. Derudover var han også meget muskuløs, med et naturligt fedtlag, der kom af at han aldrig havde manglet mad i sit liv.

Kai havde en nær så meget pli som Chilam, og hans blik blev fanget af hendes krop flere gange. Dog udelukkende pga. skrammerne på hendes krop, der så lidt modbydelige ud. Det var også nememre at se hvordan hendes arm så ud, nu når der ikke var noget tøj at gemme det, men han forsøgte at ignorere det, og i stedet for gøre sig selv ren.
Han startede også med en spand med vand, til at vaske det værste skidt af, hvilket ikke var meget, men han fik derfor også vasket det krøllede hår. Men han endte med at bevæge sig ned i kilden. Hvis han endelig var her, så kunne han nok godt bruge varmen fra vandet.
Han sad med ryggen til hende, det var lidt den eneste måde at sørge for at han ikke kiggede, hvilket da også gav Chilam lidt af et udsyn til tatoveringerne på ryggen af ham.

Da han opdagede at hun på tredjegangen hentede noget frisk vand, kunne han dog ikke lade vær med at kigge sig over skulderen. ”Er det virkelig så langt tid siden du har badet?” spurgte han og han kunne da egentlig godt se at hun var langt mere lys nu end hun havde været. Hvor meget skidt havde der lige ligget som en hinde over hende?

Hun hostede lidt forlegen, da han nok havde undret sig over hendes mange gange frem og tilbage. Hendes blik fangede hans øjne, og gled derefter ned af hans ryg. De timer, smerter og dedikation der havde ligget i at få sådan noget lavet. Det fik hende til at få en nyvundet respekt hos manden der sad i den varme kilde. “Øh...” hun kunne mærke hvordan det varme vand flød ned af hendes krop, da hun til sidst bare hældte hele spanden ud over hoved. Håret der klistrede imod hendes ryg og ansigt. “Jeg har ikke.. haft adgang til rent vand længe. Og -” da hun kiggede ned af sig selv, og kunne se hun var tilfreds med at hun var ren nok.

Hun gik langsomt hen til kilden, hvor Kai allerede sad. Mest i et forsøg på, ikke at falde på det våde gulv. Hendes hud skinnede næsten nu, hvor man tydelig kunne se hun ikke bare var bleg. Men hvid, som kaninens pels i norden. Det hvide skum på bølgerne når de slog hårdt imod sten. Hendes hår var næsten gennemsigtigt, i den hvide nuance det pludselig havde fået. Hun sank en smule forlegen ned i vandet ved siden af ham. Og gled lidt rundt, ind til hun fandt et behageligt sted at sidde. “Og det er nemmere at skjule hvor bleg jeg er. Når jeg ikke vasker mig” sagde hun sagte, og fjernede noget af de lange strå hår der havde klæbet sig til hendes kind. 

Kai blinkede lidt af hende, for i hans optik var der vel rent vand over det hele, men han begav sig heller ikke ofte i byer, hvor det trods alt var der man manglede det mest. Hvis han følte for det, så var der rent vand her, men han skulle heller ikke længere end ned på stranden, før der var et ocean af vand, der bare ventede på at blive brugt.

Hans øjne fulgte hende, hunv ar et fascinerende væsen, for han havde aldrig set en der var så lys, så hvid som hun var. Nu når han rigtig kunne se det, så var det ikke så underligt at nogen havde troet hun var magisk, det ville han næsten også selv have tænkt, hvis det ikke var fordi han havde mærket at hun blot var en pige der virkelig mange noget mad og et varmt sted at sove.
"Det... kan jeg pludselig godt se," sagde han og kløede sig lidt akavet i nakken, men stadig med et smil på læberne. "Men det er også lidt synd at du har et behov for at skjule det. Jeg synes ellers det er meget fantastisk at se!"