Nianna så undrende på William, da han pludselig kom op til hende, dækkede for hendes mund og samtidigt tyssede på hende, som om hun havde begået en frygtelig forbrydelse. Hendes øjne var let opspilede, men hun nikkede dog til ham, for hun måtte vel hellere høre efter og dæmpe sig lidt, selvom hun ikke forstod hvorfor, var det ikke hans hjem? Han burde da måtte være der? Det var først der det slog hende at hun måske ikke burde være der. "Er det fordi jeg ikke må være her, at vi skal skjule os?" spurgte hun lidt tøvende med hovedet let på skrå. 

Hun skævede hen over klipperne imod det storslåede slot, der var så mange ting hun gerne ville udforske, så mange hun gerne ville se, for var de alle så farverige og smukke hernede, som hende og William var. Helt forsigtigt svømmede hun til kanten og skævede ud over landskabet. Hun var faktisk lidt misundelig på ham, at han altid havde muligheden for dette syn. 

Han ville mest af alt gerne have at hun så det hele. Men nu var det ikke lige frem fordi det var særlig smart. En ting var at hun havde halskæden på, en anden ting var at hun fulgtes med ham. For slet ikke at nævne at hun sikkert ville blive fanget for at have halskæden på. Man kunne aldrig helt vide hvad hans forældre havde i tankerne når de så ham med en pige. Tænk hvis de ville gifte dem?! Nej det gik slet ikke! Han var stadig ung, også selvom det med piger faktisk var en smule behageligt. Han lyttede dog til hendes ord og rystede på hovedet af hende. “Nej det er noget helt andet... det er bare... Jeg ved ikke hvad der sker hvis du bliver opdaget med halskæden på” kom det fra ham og kiggede lidt på hende og så fremad. Langsomt svømmede han lidt tættere på slottet. “Jeg ved slet ikke hvad mine forældre kan finde på, og det er... Altså.. Ja klokken er også mange, og hvis du bliver smidt i fangehullet så ved jeg ikke om jeg kan befri dig.” Han ville helst gerne undgå at hun blev smidt der ned. Det ville bare skabe flere problemer, og hvis halskæden blev taget fra hende ville hun drukne. Det ville han altså ikke have på samvittigheden.

Nianna mærkede en kuldegysning, rende hele vejen ned af ryggen, for selvom hun ikke var helt klar over hvad en fangekælder var, lød det bestemt ikke som et sted hun havde lyst til at ende, og værre endnu fik det havfolkene, de som havde virket så fortryllende og smukke, til at virke farlige og skræmmende. Hun sank nervøst og svømmede tæt hen til William, og forsigtigt rakte hun ud efter hans arm. “William... jeg vil gerne hjem nu..” hviskede hun tydeligt nervøs over hele situationen, med blikket flakkende imellem ham og slottet. Hun skulle ikke i nogen fangekælder! Hun vendte omkring i vandet og slog hurtigt med halen, for at komme væk derfra, tilbage i den retning i før var kommet fra, væk før nogen kunne opdage hende, men for sent. En stor mand med et langt spyd i hånden, svømmede ind foran hende så det endte med at støde sammen. “Undskyld..” peb hun bekymret som hun forsøgte at trække sig fri af mandens greb om hendes arm. “Hvem er du? Og hvad laver du her?” Hans stemme hård og bestemt, og Nianna krøb kun mere sammen. 

Han havde sagt noget der ikke skulle være blevet sagt, det var tydeligt. Hun virkede... Bange? Bekymret? Der var noget galt og han kunne ikke sætte en finger på det. Han ville bare ikke have at hun kom i problemer slet ikke når hun var så langt væk fra landjorden. Han nikkede lidt for sig selv. "Du bestemmer" kom det fra ham, også selvom han havde ønsket at hun så meget mere end det der var lige foran hende. Han beunrede udsigten og vendte sig ikke om lige med det samme. Hun var allerede væk og han bed sig i læben en sidste gang inden han vendte sig om for at finde ud af hvor hun var svømmet væk. Nu håbede han ikke at hun var svømmet forkert eller i den forkerte retning. Han svømmede lidt frem og lagde mærke til vagten der allerede stod med hævet spyd foran hende, og en klump samlede sig i halsen på ham. "Åh nej" kom det fra ham og satte lidt tempo på halen. "Hun er med mig" kom det fra ham da han kom tæt på for at tage hende i hånden. Vagten vidste hvem han var, så han havde bare med at stå ret. "Inden du sender mig hjem kunne du måske sænke det spyd og patruljere handelsboderne, der var vidst lidt tumult" kom det fra ham til vagten og stod stadig med Nianna i hånden. Han ville væk så hurtigt som muligt, og det kunne virkelig ikke gå for langsomt.

Nianna vidste slet ikke hvordan hun skulle svare vagten, uanset hvor mange gange hun forsøgte at forme ord, kom der ikke en lyd over hendes læber. Tvært imod lignede hun nok mere en strandet fisk, der hev efter luften som hendes mund åbnede og lukkede sig i forsøget på at fremkalde en forklaring. Dette virkede bestemt ikke til at behage vagten, der kun strammede sit greb om hendes arm, i en sådan grad at det gjorde ondt og hun let vred sig under grebet. "Jeg... Jeg... William!!" I stedet efter hendes mislykkedes forsøg på at sige noget, gjorde hun det eneste der faldt hende ind, kalde på hjælp. Og til hendes held, kom William hende til undsætning i selv samme øjeblik, og lettelsen var tydelig at se i hendes ansigt. Vagtens greb løsnede sig kun ganske svagt, men det var nok til hun ikke længere vred sig under det, mens hans blik flakkede imod hende og William. "Deres Kongelige Højhed, jeg beklager min handling, jeg vil se til det øjeblikkeligt.." svarede manden, med så stor autoritet han kunne mønstre i sin stemme, mens han bukkede let for William, inden han slap sit greb om hendes arm. Han kastede et enkelt sidste blik på hende, som fik Nianna til at se bort fra ham, som var hun flov over hele sammenstødet. Og til sidst valgte vagten at forlade dem, for hurtigt at søge til handelsboderne. 

Nianna vendte et lettere forskrækket blik imod William, inden hun svømmede over og i en omfavnelse gemte sit ansigt væk, ind imod hans bryst. Tydeligvis meget chokeret over hændelsen, og frygten for at dette ville have været hendes endeligt.

Hans blik vandrede lidt frem og tilbage, han kunne godt forstå hvorfor Nianna reagerede som hun gjorde, og det kunne gå så mange veje dette her. Han vidste bare ikke hvilken vej. For egentlig kunne han blive derrigeret indenfor eller hans halskæde kunne blive taget fra Nianna og så ville hun drukne. Der var så mange ting der kunne ske på relativt kort tid, og det hele kom an på om vagten hørte efter hvad han sagde. Til deres held skete der det som han havde håbet på. Vagten gik og han kunne ånde lettet ud. Selv da hun søgte ind i hans favn lagde han armene rundt om hende. Nu vidste hun hvorfor de skulle have passet på, og hvorfor hun ikke skulle fare sådan omkring for sig selv. "Det er overstået nu" kom det fra ham og kiggede lidt rundt for at være sikker på der ikke kom andre. "Kom vi må hellere gå inden der kommer flere problemer" han tog fat i hendes hånd for at føre hende med sig. Han ville nødig have at de kom ind i flere problemer end de allerede havde gjort. Tanken om det gjorde ham ikke lige frem i særlig godt humør, men det var ikke noget han viste. Han var stadig smilende og han lagde ikke engang hovedet på skrå som han sørgede for at hun kom med ham uden at slippe hendes hånd.