En del af ens uskyld, på en måde i hvert fald, forsvandt når man som adelig fik at vide hvordan landet lå. Der var en fremtid for en, og det var at gifte sig og få arvinger. Det var vigtigt, og Clara havde aldrig set noget galt i det, for hvorfor skulle hun stille spørgsmålstegn til det?
"Det tror jeg også det bliver," indrømmede hun, hvis hvem hun blev gift med var rar. Hun vidste det ikke altid lå sådan, men hun håbede inderligt at det var tilfældet Hvis det var resten af hendes liv, ville hun have en der var rar. Lidt ligesom Arion. Det ville være rart.

Claras øjne fangede solen på himlen, som havde rykket sig betydeligt mens de havde gået og snakket, det var allerede ved at blive lidt småsent, og Clara havde været væk i betydelig længere tid end planlagt.
"Oh, jeg tror hellere jeg snart må begynde at begive mig hjemad," udbrød hun lidt overrasket. Tiden var bare fløjet afsted sammen med ARion.

Arion regnede da i hvert fald med at hun fandt sig en rar mand. Hun var jo selv så sød og venlig, så det burde da ikke være et problem at finde sådan en! Ikke et eneste sekund strejfede det ham at adelige ikke bare giftede sig med hvem de havde lyst til. Nej, det var mere familiens valg der bestemte. Det var en verden Arion slet ikke kendte til overhovedet.

Arion kiggede op på solen med Claras udbrud og løftede selv sine øjenbryn en smule overrasket. Ja, det var begyndt at blive sent! Tiden var godt nok gået hurtigt. ”Det havde jeg slet ikke opdaget. Kan du selv finde vej? Jeg er ikke sikker på jeg er til megen hjælp, men skal gerne følge dig hvis du vil?” tilbød han hende. Han kunne godt forstå hun skulle hjem, selvom det da var trist at de ikke kunne snakke videre. Men hun havde en familie hun skulle hjem til. Arion kunne få lov at vandre lidt mere hvis han ville, eller tage tilbage til hovedkvarteret.

"Heller ikke her," indrømmede hun forbavset. Forhåbentlig blev Isabel ikke sur på hende, over hvor lang tid hun havde været væk. Mon ikke at hun forstod det, når Clara sagde at hun var blevet venner med en byvagtslærling. Det var et anstændigt job trods alt, ikke det bedste, men det var ikke som om at det var et gadebarn eller en tjener.

Hun smilede taknemmeligt til Arion. "Jeg tror godt jeg kan finde hjem herfra, det er ikke et problem," svarede hun bekræftende og nikkede lidt for sig selv. "Det har virkelig været en fornøjelse at møde dig, jeg håber vi kan ses igen," sagde hun. Hun ville trods alt ikke bare forlade ham uden at sige rigtig farvel, selvom det var begrænset hvor venskabelige hun kunne være om ham. Det havde trods alt allerede lidt været problematisk at hun havde været alene med en fyr i giftealderen. Heldigvis var det ikke forventet at noget ville ske mellem dem.

Tiden gik altid hurtigt når man var i godt selskab. Og det havde virkelig været godt selskab! Han var ked af at det var slut, men der var jo ingen der sagde at de ikke sås igen. Faktisk ville Arion gøre hvad han kunne for at se hende igen. Han ville altid gerne havde flere venner og han så intet problem i at de fortsatte deres venskab trods forskellen i rang.

”Godt” for han ville nødigt at hun farede vild. Det duede virkelig ikke! Han ville også gerne følge hende, men han accepterede også at hun ville være i stand til at klare det selv. Selvfølgelig ville hun det. Han havde tiltro til hende. ”Det håber jeg virkelig også, Clara” og han mente det. Det var ikke sjovt at skulle gå fra hinanden igen. Hans normale indskydelse havde været at give et kram, men det havde han hurtigt lært ikke var en Dianthos ting. Men derimod rakte han hånden ud igen. Det var formelt i hans øjne, men han ville alligevel gerne give hende hånden. ”Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at vi kan ses igen” selvom han ikke ville være uanstændig eller tvinge hende. Der var trods alt visse regler, selvom han ikke forstod dem. De var jo blot venner.

Clara så ned på hånden, hun var ikke vant til at gøre noget som det, men hun kunne godt gøre det. Her var ingen til at sige hende at hun ikke burde røre ham, selvom det ellers var lidt fy fy. Visse regler virkelig lidt bagvendt, især som man gerne måtte holde om armen på en mand, men det var selvfølgelig oftest med en ekstra ledsager, der kunne holde øje med dem.

Hun rakte sin hånd ud og tog den. "I lige måde Arion. Jeg vil også gøre mit bedste," bekræftede hun. Det var behageligt selskab, og så skulle det jo ikke stå i vejen bare fordi de var kvinde og mand. Man havde behov for de venner man kunne et fremmede sted.

Da hun gav slip på hånden, smilede hun en sidste gang til Arion. "Vi ses Arion, jeg håber også du kommer godt hjem," sagde hun, før hun begyndte at gå mod hvor hun erindrede deres hus var.

Arion mærkede at smilet blev større som hun bekræftede hans ord med sine egne. Han var sikker på at han havde fundet sig et vedvarende venskab! At han var en mand og hun en kvinde havde ikke nogen effekt på hans tilgang til deres venskab. Han syntes altid det havde virket så underligt at der var forskel. Han kunne jo godt se at der var forskel på drenge og piger, men det burde absolut ikke havde nogen effekt. Han havde også mødt en frisk ung kvinde lige inden han tog til Dianthos og hun var også han ven!

Så selvfølgelig gjorde det ham også glad at Clara virkede til at ville være venner med ham fortsat. Eller i hvert fald forsøge på at holde venskabet ved lige. ”Vi ses! Og i lige måde!” han stod og ventede lidt for at være sikker på hun kom godt afsted, inden han selv gav sig til at søge tilbage mod Byvagternes hovedkvarter. Det var ikke helt nemt, for Dianthos var en forvirrende by, men det lykkedes da i sidste end inden det var blevet alt for mørkt!