Hans svar frembragte en markværdig udtryk på Innogens ansigt, da den lå mellem at grine og kigge vantro på manden. At finde nogen, der på noget tidspunkt ville gøre noget uselviske årsiger, ja så ville han nok lede hele sit liv. Hun fnøs lidt, og betragtede hans ansigt - var det hans alvor, at det var hvad han gik rundt og ledte efter?
"Og hvem gør nogen sinde noget uselvisk?" gav hun ham igen, og lagde hoved på skrå - næsten samme mimik som han selv gjorde. Men i denne sammenhæng som et byttedyr, der så rovdyret an - går du til angreb, og hvordan kan jeg bedst afværge dit forsøg. 

"Denne tankegang er da meget smuk - ikke noget jeg havde forventet fra dig. Men når vi skiller lys og mørke fra hinanden på den måde - bliver vi efterladt med noget som ikke er sandt." hun blinkede, og trak på skuldrene. Måske var det helligbrøde at tænke sådan, at man skulle være fast i sin tro omkring lyset. Og tilbede Isari når man valgte at gå ind i lysets rækker. Og der var fejl ved alt, og krig burde under alle omstændigheder være den sidste udvej. Så på det punkt var hun måske lige så slem, som alle de andre der søgte ind i hære, der ville udkæmpe krige. Hun slikkede sine læber, og vente øjne tilbage mod hans skikkelse. "Hvad er dit mål med mig?" spurgte hun endelig, hun var ikke helt sikker på om hun havde spurgt sådan før. I hvert fald ikke med så blid en stemme. Men tiden i det aflukket rum, var begyndt at blive hvad hun ville sammenligne med en dårlig drøm.

Han morede sig og det kom frem i han rolige smil som han betragtede hende, uden rigtig at se på hende. Han var koncentreret omkring hendes udstråling og hendes ansigtstræk. At hun ikke bar noget tøj andet end klædet omkring sig, tænkte han ikke over. ”Nej, det har du vel ret i. Men nogen prøver” nogen prøver at være uselviske. Nogen prøver at sætte andre før dem selv. Men i sidste ende var ens eget liv vigtigst. Det havde alle på hans vej vidst igennem tiden. Ingen undtagelse.

”Mit mål? At vide hvem du er. Helt inde til knoglen, bag alt dækket af løgne og opdigtelser du har skabt igennem årene. Som alle skaber. Den nøgne sandhed, kan man sige.” svarede han stadig med hovedet på skrå og lod sine øjne løbe over hendes træk. ”Er du ikke selv nysgerrig efter svaret på det spørgsmål?” lokkede han hende. For hvad kunne han egentlig bruge hende til? Han kunne presse hende for oplysninger om lyset – hvilket da også var planen, men han foretrak hun udleverede det af egen fri vilje. Når hendes egen fri vilje tilhørte ham selvfølgelig.

Hun hadet hans smil, hun hadet hvor rolig omkring det hele han var.
Mest af alt, hadet hun nok hvor meget magt han havde over situation. Og hun absolut intet havde at sige, intet havde hun kunne gøre for at sikre at hun overtog. Hvor meget hun end håbede, tiggede og bedte til de højere guderne. Hvilket gik op for hende, var det første skridt i den forkerte retning. Hvis hun allerede nu begyndte at opgive håbet om at komme fra dette, ja, situation? Så ville hun aldrig opnå hendes egentlige mål, nemlig at undslippe med livet i behold. 
Hun sugede underlæben ind, som hendes blik flakkede fra hans skikkelse. Det gjorde ondt i hendes bryst, og hendes krop at han sådan kunne vende op og ned på det hele. 
Nøgne sandhed.
Hvordan kunne han finde ud af noget, som hun ikke en gang selv vidste? 
“Så du vil bare vide hvem jeg er?” Kom der næsten vantro fra hende, som hun endelig lod øjnene finde tilbage mod ham - valgte dog kun at fæstne dem mod hans knæ. Hun havde ikke lyst til at se ham ind i øjnene længere, hun ville ikke se det smil eller den moret fornøjelse havde over den måde hun reagerede på. Det hele gav hende sur smag i munden, og hun ville bare gerne hjem. Det eneste hun ville, var at komme hjem. Ligge i sine egne skin og nyde varmen fra hende brandeovn. 
Men intet af det var muligt, og hun kunne mærke hvordan at tårerne begyndte at presse mod hendes øjenkrog. 

Jeffrey ventede. Tålmodigt og afslappet på at hun skulle begynde at tale, eller på anden vis reagere. Han kunne se den indre kamp hun havde, og ikke mindst at hun havde svært ved at se på ham. Svært ved at se sin tilfangetager i øjnende. Var hun bange for ham? Alt andet ville ganske simpelt være ulogisk, men mennesker var ulogiske til det yderste, når det kom til stykket. Noget der også gjorde dem så fascinerende.
”Vil du ikke også selv det?” kom der neutralt fra ham, selvom det ikke var et neutralt træk der prydede hans blik og ansigt.
Han morede sig. Morede sig måske endda for meget over situationen, men det hele var og blev for ham en leg og en spændende en af slagsen. Måden han lærte, måden han blev klogere på andre sind, og måden han genfandt magten over netop disse ved at se mere end det almene øje normalvis kunne.
”Alt det du har fortalt indtil videre virker ganske simpelt til at være en løgn. Opdigtet til at fremvise den person du ønsker at være, men aldrig bliver” han var ligeglad med om hun græd foran ham – det bragte ingen følelser, men kun et notat om hvor han havde hende. Hvor langt eller tæt han efterhånden var på at knække krigeren. Knække den kvinde hun egentlig var, for at i stedet at opbygge det han ville havde hende til at være. For hun var god, hun var retskraffen – man skulle være blind for ikke at se den loyalitet hun havde – men så længe han kunne så tvivl, havde han en chance.

Hun mærkede hvordan at tænderne begyndte at arbejde mod hinanden. Kæben der spændte så hårdt, at det gjorde ondt helt ned i nakken. 
Men hun formåde ikke at snerre af ham, holde sig selv tilbage og ikke gøre andet, end bare at kæmpe internt for ikke at vise hendes voldsomme og arrige side, som han i dette øjeblik prikkede til. Og det var en mærkelig følelse, for en der altid gik så meget op i at være god. At ikke lade sit temperament gå ud over andre, og altid holde de voldsomme og arrige følelser for sig selv. Men Jeffrey, denne mand  - han formåede at prikke på alle knapperne. 

Virkede til at være løgn? hun lukkede øjnene, og lod fingrene gribe omkring hendes hår og knuge det i mellem dem. Opdigtet, ønsker at være, aldrig bliver.
Hun spærrede øjnene op og kiggede trodsigt på ham. "Det kan vel ikke være min skyld, at du ikke tror på nogen. Så hvorfor skulle du dog også tro på noget som helst der kommer ud a min mund?" hvæsede hun af ham, og trak sig længere tilbage i sengen. Hun ville bare have at han lod hende være i fred, at han ikke længere ville snakke til hende - eller fortælle hende hvordan hun burde føle, eller ikke føle. 

”Du har rigeligt andet skyld at tage vare på, end om jeg tror dig eller ej” svarede han ganske roligt og nærmest ligegyldig over hendes hvæsen af ham. Hun var ikke farlig for ham. Hun var bare en sur kat der var blevet afskærmet fra at komme ud og fløjte om natten. Det hjalp i hvert fald at tænke sådan, således han ikke udviklede nogen form for frygt for hvad hun kunne være i stand til. Hun var farlig. Så meget vidste han. Spørgsmålet var bare om han kunne vende det til sin fordel.

”Men naturligvis. Det lader ikke til du har fået tid nok til at tænke over din situation, til jeg kan stole på din egen overbevisning om hvem du er” konstaterede han koldt og rejste sig. Hun ville sikkert sætte pris på at hun kunne komme i tøjet igen, og at han ikke stilte flere spørgsmål. Men så ville ensomheden formentlig ramme hende igen. Han gik ud ad døren og låste den bag sig. Et par uger alene kunne vel bringe noget frem. Især hvis han fik sørget for at hendes mad kun kom ind gennem en sprække, så hun ingen menneskelig kontakt havde overhovedet. Gad vide hvor længe det holdte.

Sådan gik dagene, ugerne og derefter månederne. Hurtigt måtte den blonde kvinde finde ud af, for at få friheder måtte hun afgive noget af sig selv, stykke efter stykke. En lille bule begyndte at danne sig under hendes bryst og hun vidste med det samme, at prisen var for høj hvis hun ikke eftergav hans ønsker. Hun blev snedigere med hvordan hun placeret sit tøj, men den dag hun fik lov til at komme udenfor og indånde den friske luft, da vidste hun at hun måtte gøre alt i sin magt for at undslippe. Hjem til Judah, hjem til ham og vise det vidunder de havde skabt sammen. For et vidunder måtte det være eftersom det havde klaret alle de strabadser, som hun havde været igennem. En dag ville hun formå at komme væk fra dette sted, det var hun helt sikker på men hvad ville hun ofre på vejen, hendes værdighed? Hemmeligheder lyset havde? Måske hun kunne overbevise ham at hun gav ham alt hun havde, og derved blive sendt tilbage til lyset som en spion for mørket. Men for nu ville hun holde lavprofil og opføre sig som hun plejede.