Der var et eller andet, der skiftede i Asad, da han kom ned på ryggen, dét kunne Atlas mærke. Og selvom han ikke vidste, hvad det var, så lod han det omfavne sig helt uden forbehold. Han lukkede øjnene og skubbede begge hænder under Asads skuldre, så han kunne holde ham tæt og hårdt ind mod sin brystkasse, mens de kyssede. Det føltes på nogen måder som et skæbnesvangert kys, og Atlas havde absolut intet imod det. Asad var hans skæbne, hans fortid, nutid og fremtid, ligegyldigt hvad der ellers skete.

"Jeg elsker dig," hviskede han næsten lydløst, da Asad kom omkring ham, og han registrerede næsten ikke sin egen orgasme, der kom få sekunder senere, fordi han var så opslugt af Asad. Med et stille gisp pressede Atlas sit ansigt ind mod Asads hals og klemte øjnene i, mens han lod Asads duft og varme omgive ham. Det kunne aldrig være anderledes; de ville være en toenighed resten af livet. Der var intet, der kunne overbevise Atlas om andet.

Asad svarede på Atlas' kærlighedserklæring med et grynt. Selv hvis han ikke lige var kommet og havde kunne overskue på nogen måde at forme ord, kunne han ikke få sig selv til at gengælde det. Han elskede Atlas og lige nu elskede han ham i så høj grad, at han ikke bare kunne smide ordene ud, bare fordi han lige havde fået en orgasme ud af ham.

Han følte at han burde smide ham væk. Burde beordre ham til at hente sig noget vand. Burde gøre det tydeligt, at det her ikke havde været anderledes end resten af de gange de havde været sammen. Gøre det tydeligt, at Atlas ikke kunne få ham til at skælve og længes og blive svag og forelsket, sådan som han var blevet, da han havde tvunget Atlas til at bære sig hjem. 
Men han kunne ikke få sig selv til noget af det. I stedet lagde han en hånd om Atlas' nakke og holdt blidt om ham. Hans anden arm lå ned langs hele Atlas' muskuløse ryg. Han tog et par dybe vejrtrækninger og indså, at selvom han havde til vane at bede Atlas om at fjerne sin pik så hurtigt som muligt efter, så ville han ikke have noget imod hvis de blev liggende præcis sådan her resten af natten. Atlas' vægt føles god. 
Alt han kunne komme i tanke om at sige var ubehagelige ord og ordrer, og for at undgå at slippe dem fri, forholdt han sig tavs. 

Asad behøvede ikke at sige det tilbage. Det faktum, at Asad ikke havde sparket Atlas ud ad sengen endnu, sagde alt, hvad Atlas havde brug for at høre. Han blev liggende, som han hele tiden havde ligget, med sit ansigt mod Asads hals, så han kunne indånde hans dejlige duft. Det var trygt; Atlas havde aldrig følt sig tryg andre steder end tæt på Asad, også selvom Asad havde gjort ret forfærdelige ting mod han som hævn. Det ændrede ikke på, hvordan Atlas havde det med ham. 

Der gik ikke ret lang tid, før Atlas' krop begyndte at blive tungere, mens han langsomt begyndte at falde i søvn. Han fik dog manøvreret sig lidt til siden, så han blot lå halvt inde over Asads krop med sin egen, så Asad ikke blev totalt mast under hans ret betydelige vægt. Det ville måske være fint et stykke tid, men ikke hele natten, og Atlas havde ikke i sinde at forlade Asads seng før solopgang, med mindre han blev sparket ud.