Det var ikke unormalt at Agarés opførte sig på den måde han nu gjorde, og Deavás kunne nok have set det komme, men at han ikke havde, passede ham helt fint, for det havde gjort det nemmere at udnytte situationen. At han valgte at lade tøjet ligge var helt fint, det var trods alt hvad han selv foretrak, selvom han hurtigt havde fået sine egne bukser på. Der var ingen, udover Deavás, han kunne vise sit sande jeg overfor, og derfor kunne han tillade sig at sidde uden skjorte på, mens de skulle snakke forretning. Havde det været hvilken som helst anden, havde skjorten aldrig forladt hans krop. Nu var det heller ikke fordi han kunne se ret meget af ham alligevel, når de sad ved bordet der dækkede det meste. Bukserne ville dog ryge igen, lige så snart han skulle have et bad, for det skulle han, men en snak om forretning var blevet lovet, og den skulle overholdes, inden han kunne tænke på andet.

Agarés hørte svaret, som han rejste sig fra stolen og han fnyste let. Rigdom ville langt fra være nok for ham selv, men der var sket en klar forandring siden sidst han havde set ham, og at han ikke manglede noget mere, var tydeligt. Han valgte ikke at kommentere yderligere på det, da han lige så godt kunne fikse noget at drikke først. Som han forsvandt gennem dørene og ud i køkkenet, lød en let latter fra ham. Måske han selv havde reageret på samme måde, var rollerne fordelt anderledes, og det var måske også derfor han fandt det morsomt, at Deavás fik sendt det irriterede blik inden han gik gennem dørene. Glasset der var blevet brugt til vand, placerede han nede i vasken. Man kunne ikke servere whisky i sådan et glas. Derfor åbnede han et af de øverste skabe og tog to whiskyglas mellem fingrene i den ene hånd. Lågen blev skubbet i igen med en albue, som han vendte sig rundt og greb fat i en halvt fyldt flaske whisky med den anden hånd. Der gik ikke lang tid før han kom gående ind i stuen igen. Glassene blev stillet på bordet og han hev korkproppen af flasken, hvorefter han fik fyldt begge glas cirka en tredjedel op. Han placerede flasken på bordet mellem dem, før han satte sig ned igen og skubbede det ene glas mod Deavás. ”Jeg ville aldrig have troet, at rigdom ville være nok for dig. Er det virkelig alt du går op i nu?” Spurgte han med en let drillende tone, som han greb let fat om sit glas og løftede det lidt fra bordet. Den skarpe duft fra alkoholen blev indåndet i et par sekunder, før han lagde glasset mod læben og tog en mindre slurk. Whiskyen havde ikke været billig, ikke at det betød noget for ham, men det gjorde også at den smagte meget bedre end de fleste. Væsken blev slugt og glasset blev stillet tilbage på bordet. ”Men er det viden du ønsker, så spørg endelig løs,” sagde han roligt. Han lænede sig tilbage og gled en anelse ned, så han mere eller mindre kun sad på kanten af stolen. Den ene arm forblev hvilende mod bordet, stadig med glasset i hånden og den anden hånd blev lagt mod det ene lår.

Der var intet i vejen med at slappe af i hinandens selskab. Det var muligvis en anelse mere udfordrende for Deavás end Agarés, men han var så småt begyndt at finde ud af, hvilke bevægelser han kunne bruge for ikke at få ondt. Det gjorde det også langt nemmere at holde hovedet koldt, uanset om han var tilfreds med det eller ej, så havde han jo nydt det. Men han behøvede ikke straffe Agarés endnu, for havde han haft et brændende ønske om det nu, så havde han nok valgt at tage tøj på nu, så hans ven ikke havde noget at kigge på, men det generede ham egentlig ikke. Desuden så kunne han godt bruge luften lidt endnu. Der var jo heller ingen grund til at svine tøjet til, når han helst så at han fik taget sig et bad først. Noget han næppe ville spørge om, men blot ville tage, når samtalen tillod en pause. Eller Agarés ønskede at de skulle gå hver til sit. For han havde vel lidt fået, hvad han havde budt ham inden døre efter? Eller havde Deavás forstået det forkert? Han tog det måske lidt som det kom lige nu.

Svaret var ikke oprigtigt, men det var også mere sagt i sjov, som Deavás var langt mere interesseret i de informationer, han kunne få. End hvad det ville koste ham at få informationer. Så måske det hele i virkeligheden havde været det værd, når man tænkte på at Agarés var gået med til at dele informationer med ham. Deavás rynkede let på brynene, som han var alene i rummet for en stund og forsøgte at ryste tanken af sig. Han knugede svagt hånden i sit skød, som han endnu kunne mærke frustrationen ved det hele. Men det skulle ikke have nogen indflydelse på den mulighed, som han blev tilbudt. Han havde tænkt sig at stille de spørgsmål, som han gerne ville have svar på.
Blikket blev atter rettet imod Agarés, som han kom retur med 2 nye glas og en flaske. Der bredte sig et smil over hans læber, som han rettede sig let op for at følge ham med øjnene. Han havde bestemt ikke noget imod den afslappede stemning imellem dem. Han nød at han var i stand til at overbeglo hans overkrop, hvis det var det, han havde lyst til. Hvilket han stadig havde.. Men øjnene blev vendt mod glassene, som de blev sat på bordet og indholdet snart flød ned i dem. Deavás flyttede sig let for at tage imod glasset og hive det til sig. Han placerede næsen over for at få en fornemmelse af den rå lugt af alkohol inden det ville fordampe. Han lo let af Agarés kommentar. ”Til min ærgrelse, så har du ikke helt glemt mig” lo han let, som han rystede let på hovedet af hans spørgsmål. Nej, det var bestemt ikke alt, hvad han gik op i. Men det var også svært at flytte rundt på rigdom, når man intet fast sted havde at kalde sit hjem. Deavás spejlede Agarés bevægelser, som han løftede glasset og placerede det imod læben for at vinkle det let, så han kunne smage den udvalgte whisky. Han nikkede tilfreds til ham. Han flyttede let glasset frem og tilbage i sin hånd. ”Hvordan var det at overtage forretningen fra de gamle?” han smilede skævt, som han lagde trykket på gamle, eftersom at han tidligere havde udtalt sig om at Agarés var blevet gammel.

Agarés havde vel fået hvad han ville have, da han til at starte med havde besluttet sig for at hive ham med hjem, men han sagde aldrig nej til en samtale om forretning. Derudover sagde han heller aldrig nej til en samtale med en gammel ven, specielt ikke ham der kendte Agarés bedst. I hans selskab havde han ikke brug for at sætte nogle former for facader op, han kunne tillade sig at være sig selv, hvilket var utrolig befriende. Han var dog alligevel så vant til at opretholde en vis form for professionel front, så han kunne godt mærke at han havde lettere besvær med at slippe den igen. Han lo let over hans kommentar, som endnu en mindre slurk af væsken blev hældt ned i svælget. ”Det er svært at glemme en, man har fundet underholdende i sine yngre dage,” smilede han drilsk, måske for at prikke lidt ekstra til ham i sine diskrete fornærmelser, omhandlende deres barndom. Smilet forsvandt hurtigt igen, som han hurtigt skiftede emne. ”Skulle du stå og mangle plads til din rigdom, så kom endelig forbi banken.” Agarés kunne ikke vide hvordan Deavás opbevarede den rigdom han omtalte, men havde han mulighed for at få en ekstra kunde i banken, ville han da ikke lade chancen gå forbi.

Egentlig var han ikke typen der stillede for mange spørgsmål, men det gjaldt oftest kun forretningsforbindelser, og derfor gav han for en gang skyld efter for sin nysgerrighed. ”Rigdom. Er det virkelig alt du får ud af at samle viden om alt og alle?” Der blev lagt let tryk på de sidste par ord, som han kort hævede et øjenbryn. Det lette greb om glasset blev sluppet, som han skar en svag grimasse over hans spørgsmål. Han var blevet opdraget til at det var dét, han skulle bruge resten af sit liv på, men det var da ingen hemmelighed, at han, som alle andre sikkert ville have, havde tanker om hvordan det ville være at gå en helt anden vej. ”Underligt… De lærte mig jo mere eller mindre alt, men det var selvfølgelig noget helt andet, at skulle stå med det selv,” forklarede han, som han lod blikket dale mod glasset. Diverse tanker om et andet erhverv var hurtigt blevet skubbet til side, for han havde følt et stort ansvar overfor de tidligere generationer, der alle havde valgt samme vej som ham selv.

Deavás havde været overbevist om, at han blot ville skåne Jocelyn for yderligere skader og derved valgte at distrahere ham for hvad der var sket. Det havde virket udmærket, som Deavás egentlig havde glemt alt om såret i siden og ikke mindst, hvad hun havde gjort. Han ville nok komme i tanke om det senere, først havde han dog planer om at nyde den whisky, som han egentlig havde budt sig selv på. For der var intet bedre end sprut til at dulme smerterne og han kunne godt bruge noget bedøvelse lige nu. Men tiden ville han nok have glemt det igen og som samtalen gled videre valgte han ikke længere at fokusere på smerten for det var egentlig spild af hans energi. Deavás hævede det ene øjenbryn, som Agarés bragte deres barndom på banen. Han rystede frustreret på hovedet og tog atter fat om glasset for at supplere den brændende fornemmelse han allerede havde i halsen. ”Fordi du altid var så stiv i betrækket” lo han tilbage, så var han nødt til at være den underholdende, ellers ville de umuligt have skabt et venskab til hinanden. Agarés krævede jo tydeligvis en del arbejde og han var stadig frustrerende.. Deavás så lettere overrasket på ham, som han lænede sig frem mod bordet og placerede hænderne på bordet. Han slog stille neglen imod glasset, som han overvejede tilbuddet. ”Måske jeg vender retur for at holde dig op på det tilbud” svarede han, det var ikke til at sige om det kunne lade sig gøre. Det ville også tage tid at samle krystallerne ind, så måske det var til for meget besvær. Det var nemmere når man havde lidt i hver by.

Der var intet i vejen med at spørge ind til, hvad der var sket i alle de år, hvor de ikke havde haft mulighed for at holde kontakten. De havde en del at indhente, om end uheldet på sofaen aldrig var sket før, så havde de blot startet noget nyt. Der hvilede et lystigt smil på hans læber, som han rettede blikket mod glasset igen og hævede det, for at tage en lille slurk, blikket var rettet imod Agarés, som han løftede det ene øjenbryn, blikket var vist nok svar i sig selv. ”Ikke alt.. Jeg har også andre behov” lo han med et glimt i øjet. Der var intet fast forhold at bekymre sig om, så han havde ingen problemer med at more sig lidt hist og her. I virkeligheden var han langt fra den samme, som Agarés, for han havde ingen kvaler med at påtvinge sig på nogen. Èn af grundene til at han havde kæmpet så meget imod til at begynde med, for han var ikke van til at modtage på den måde.. Som samtalen drejede imod hans forældre lod humøret til at forandre sig lidt. Deavás lænede sig dog tilbage i stolen, som han lagde den ene arm over ryglænet. Glasset blev stående på bordet, som han nikkede let. ”Men rollen klæder dig” indrømmede han med et nik. Et svagt kompliment var alt, hvad det kunne blive til lige nu. Mere fik han nok ikke ud af ham.

Glasset blev løftet igen og endnu en mundfuld blev hældt ned og slugt, som han nikkede let. Deavás havde muligvis ret, for han kunne nok ikke komme udenom, at han altid havde været utrolig stiv i betrækket. Man kunne vel næppe bebrejde ham, når han var vokset op med de forældre, der var meget værre end Agarés. Med tiden var han blevet en meget fleksibel mand, eller mere fleksibel end han var blevet opdraget til at være. Det havde han vel været nødt til, for det var mange år siden at det var acceptabelt i de sociale kredse at være at for fast i sine rammer. For sin forretnings skyld havde han ændret lidt på de regler, han var vokset op med og dermed fået endnu flere kunder til. Han løftede kort på øjenbrynene og sendte ham et selvsikkert smil, for et eller andet må han havde gjort rigtigt, siden deres venskab holdt så længe. ”Du ved hvor du kan finde mig, skulle du vælge at tage imod tilbuddet. Det forbliver åbent,” forsikrede han ham om, før den sidste slurk af whiskyen blev taget. Læberne blev presset let sammen, som han sank væsken og satte glasset tilbage på bordet. Agarés kendte ikke til Deavás' evne, men han kunne altid findes her, eller på kontoret i banken. De få gange han altså ikke var på opgave andet steds.

Hvis uheldet på sofaen ikke var sket i dag, var det nok sket en anden god gang. Lysten var der da, og så vidt han kunne se, ikke kun fra hans side, så det kunne vel næsten ikke undgås. Om det så havde udspillet sig på samme måde, var ikke til at sige, selvom Agarés nok ville have gjort sit, for at det ikke ville ske på nogen anden måde. ”Forhåbentligt ikke så mange behov lige nu?” smilede han lystigt tilbage, med et henkastet blik mod sofaen. ”Ellers må jeg hente lidt mere alkohol, og så prøver vi igen,” lo han, tydeligvis ment i en joke, selvom han alligevel tvivlede på at Deavás ville sige nej til den ekstra alkohol. Han lænede sig let ind over bordet for at gribe fat i flasken og fylde sit glas kvart op igen. Med et let puf, skubbede han til flasken, så den gled hen af bordet mod Deavás, skulle han have brug for en genopfyldning. ”Det håber jeg da. Ellers jeg har vist valgt den forkerte karriere.” Han var blevet en del mere alvorlig i tonen, men der hvilede stadig et svagt smil over hans læber. Han måtte alligevel indrømme at han nød sit arbejde, måske mere end han burde. Men der var noget beroligende over, at man fik en vis form for respekt fra de fleste. ”Du ser nu heller ikke helt dårlig ud i din nye stil,” lød det fra ham, som han pegede en finger mod tøjet, der lå lidt alle vegne. I forhold til hvad han havde været vant til at se ham i, i deres barndom, så var det noget af en forandring.

Whiskyen var med til at berolige smerten, som det langsomt bedøvede den dunkende smerte, som endnu ikke havde lagt sig. Deavás var stadig frustreret over udviklingen, men hans tanker blev langsomt ledt imod noget andet, som whiskyen bestemt blev nydt. En lille slurk af gangen, som han ønskede at forlænge den brændende fornemmelse i halsen. Agarés havde altid været en stiv dreng eller mand.. Så det kom egentlig ikke bag på ham, at han tog emnet så alvorligt, hvorimod at Deavás forsøgte at være så afslappet som overhovedet muligt. Han skulle bare lige have lov til at vrisse let af Agarés opførsel og så var han god igen. Eller næsten. Agarés ord bragte et smil frem på hans læber. Nej, han ville bestemt ikke have noget problem med at finde ham. Og det behøvede ikke engang at være hjemme eller i banken, for hans evne ville gøre det muligt at finde ham på en øde mark, hvis det skulle være det. Forbindelsen var blevet genopfrisket for alvor og Deavás ville ikke kunne glemme hans lys lige foreløbig. Den mørke aura var bestemt ikke til at tage fejl af. ”Jeg skal nok finde dig..” svarede han med et nik, som han løftede glasset op igen og tog endnu en slurk. Glasset blev roligt placeret imod bordet, som han drejede samtalen imod deres fortid. En øm en af slagsen, men det var vel kun på sin plads, at han prikkede lidt til Agarés efter den behandling.

Der var en underlig kemi imellem dem. Der var aldrig sket noget lignende før, men de havde også været utrolig unge den gang, men som de begge var vokset op, så var drillerierne blevet skiftet ud med lyst. Drillerierne var der endnu, men ikke i samme grad eller forstand. En svag latter undslap hans læber, som han himlede let med af hans kommentar. Han behøvede slet ikke at kigge på sofaen, det lugtede langt væk af hvad der var foregået imellem dem. ”Jeg skal nok kunne klare mig i en times tid” lo han køligt, som han bed sig i underlæben og hævede glasset. Han var ikke knækket over episoden. Denne gang var det dog for at tømme indholdet og vrisse let af ham, som han satte glasset tilbage på bordet i en lidt mere bestemt bevægelse. Han havde dog ikke tænkt sig at sige nej til mere alkohol, han tvivlede dog på at Agarés ville formå at overmande ham igen. Deavás valgte ikke at kommentere på Agarés valg af karriere, han kunne sikkert godt komme på noget andet, men han undlod bevist at svare på det, i stedet sendte han ham et lusket smil. Der var mange ting, som kunne passe til Agarés, men behøvede han at sige dem højt? Han sukkede dog lettere opgivende, som Agarés ikke ønskede at slippe emnet.. Han ville sikkert blive ved med at høre for det der var sket, dog undlod han at kigge på sofaen, som han udmærket kunne lugte, hvad der var sket i luften. Blodet.. Lugten af sex, den var virkelig tung. ”Jeg voksede desværre ud af de gamle klude..” lo han køligt, som han rakte frem efter flasken, skar en grimasse på grund af den nye stilling og trak flasken tilbage, så han kunne fylde glasset på samme måde som før. Blikket undveg ikke fra Agarés, som han vædede læberne med whiskyen.

Deavás’ ord i bekræftelse var det eneste han behøvede, for at lade emnet om banken gå, som der ikke var mere at drøfte i den sag. Han gengældte kun det lette nik med hintet af et smil i mundvigen og så kunne han vente tålmodigt, på at se om tilbuddet ville brugt. Emnet blev hurtigt skiftet til noget meget andet end forretning, rimelig meget hans egen skyld, men det morede ham stadig. Deres forhold bar stadig præg af drillerierne fra deres ungdom, men at de begge var blevet en del ældre og havde ændret sig, kunne der ikke lægges skjul på. De små drillerier kunne hurtigt ende galt, specielt med Agarés’ ustyrlige temperament, men han regnede overhovedet ikke med, at det ville ende der. Lige meget hvor meget det irriterede Deavás, havde han ingen grund til at stoppe, for han nød de reaktioner han fik. Der var ingen anden han havde samme slags forhold med.

Han fnøs let over hans flabede kommentar, med en let ryst på hovedet. Han havde vel fortjent et par flabede kommentarer, med alle dem han selv var kommet med? Det forhindrede ham dog ikke i at fortsætte. ”Okay. Så giver jeg gerne en omgang mere om en times tid,” sagde han, som han kort løftede det ene øjenbryn. At der ikke blev talt om alkohol, blev gjort klart i hans tone og det drillende blik han sendte, som han løftede glasset og tog en slurk mere. Agarés kunne helt sikkert også komme på et par ting, han måske ville have passet bedre til når det handlede om karriere, men selvom han ikke havde været helt oplagt på sit arbejde i banken, havde han nu alligevel klaret det meget bedre, end han troede han ville. Der havde været utrolig meget papirarbejde at få styr på, og det var heller ikke den mest interessante del af jobbet, men det blev da gjort, hvis det ikke kunne være anderledes. ”Det gjorde du også godt,” lød det fra ham, i en let latter. Det lød måske perverst, men var mere ment som en kompliment, en af de bedste han lige kunne få frem nu. Måske kunne han gøre det bedre en anden gang, men intet var sikkert. Agarés slap glasset for at føre armene over hovedet og strække ryggen. Et lavt knæk lød fra lænden. Det var resultatet af at sidde forkert i længere tid, end han var vant til. ”Flere forretningsspørgsmål?” Spurgte han roligt, som han rettede sig lidt til på stolen og lænede sig tilbage igen.

Skulle Deavás stadig have en interesse for at indvie Agarés i hans rigdom, så ville han bestemt ikke have problemer med at overlade krystallerne i hans varetægt. Nok var der en underlig spænding imellem dem efter det der var sket, men som han fik mulighed for at ligge det bag sig for nu og koncentrere sig om noget andet, så glemte han det lidt til et senere tidspunkt. Det var ganske morsomt, som det gamle venskab havde overlevet alle disse år, at det så havde udløst nogle andre interesser, var jo at forvente, når de nu var blevet ældre. De havde begge vendt deres fokus mod noget andet og selvom Deavás aldrig havde følt behovet for at befinde sig i en sådan situation igen, så havde han nydt det. Hvilket nok også var grunden til at han blev ved med at prikke til ham, så Agarés ikke fik den ide, at han havde nydt det. I hvert fald ikke nok til at gentage det. Ikke på samme måde i hvert fald. Det var dog altid underholdende at lege med Agarés temperament, selvfølgelig havde han stadig mulighed for at give ham igen og den gamle dæmon havde da også bevist, at han endnu ikke havde lagt styrken på hylden. Deavás havde været fanget af øjeblikket og ikke været i stand til at gøre meget ved det. Det skulle der dog laves om på, hvis de forsøgte sig igen.

Kommentarer blev ikke underlagt nogen tvivl, som Deavás lod blikket glide imod hans. Han bed sig let i læben, som han lo af hans ord og rystede på hovedet. De vidste begge to godt, hvad der blev talt om, men andre ville tro, at de talte om sprutten imellem dem. Han løftede let det ene øjenbryn, som han lod blikket dale ned over Agarés brystkasse. ”Kan din gamle krop virkelig holde til det?” spurgte han drillende, som han kørte fingeren rundt i kanten på glasset. Han var nødt til at prikke til hans alder. Tidligere havde det været et problem, at han var den yngste i flokken, men nu.. Så skulle det tydeligvis vendes til noget negativt, at Agarés var blevet så gammel. Ikke at udseendet var imod ham. Slet ikke. Der hvilede et flabet smil over hans læber, som han greb glasset og lænede sig tilbage for at tømme glasset. Smerten var så småt forsvundet, eller han var blevet bedre til at ignorere følelsen. Men den ville snart gå i sig selv. Han lo let af hans ord, nikkede anerkendende, som han satte glasset tilbage på bordet og placerede hænderne imod bordpladen, før at han rejste sig op, skubbede stolen væk og gik rundt om bordet imod Agarés. ”Kun ét..” startede han, som han gik hen ved siden af ham og bukkede sig ned til ham for at placere en hånd imod armlænet og læne sig frem mod ham. ”Blander du altid forretning og fornøjelser?” spurgt han med et flabet smil på læben, før at han bevidst trak hånden til sig og strøg neglen over armen på Agarés. Deavás var ikke den jaloux type.. Disse slags sammenstød var noget der ofte skete, så måske Agarés gjorde det samme?

//Afsluttet efter aftale