Uden at fjerne blikket fra bjælken, der kun stod stille mens Éir holdt direkte øjenkontakt, trak han på skuldrene. Sandt at sige var han ikke kommet langt i nogen af bøgerne, hvilket Dhalia endnu ikke havde opdaget takket være nogle heldige gæt. Men hun skulle nok snart, og da ville hovederne rulle. Tanken om Dhalia havde da også taget noget af festen ud af den unge knøs.
”Der er den store med alle urterne. I starten har jeg lidt svärt ved at forstá hvad der foregár, og sá til sidst bliver det da helt forvirrende. . .” Éir tøvede, velvidende hvordan den næste del ville lyde. ”Og sá det inde imellem,” mumlede han halvhjertet.

Kit fnisede lidt, og slog hurtigt en hånd for munden for at skjule det. Det var ikke pænt at grine af ham på den måde, især ikke når han faktisk spurgte om hjælp. Men hvis det ikke var den mest nuttede måde at indrømme at han ikke fattede hat af bogen fra ende til anden så viste hun ikke hvad var!!
Det var bestemt heller ikke alkohollen der farvede hendes syn på sagen overhoved!

"Ja, okay den.. den kan vi godt se på" svarede hun, da hun havde fået nogenlunde styr på sin fnisen. Et enkelt lille fnis eller to undslap hende dog stadig "Måske jeg kan forklarer det på en anden måde end bogen, og vise dig hvordan de skal bruges" foreslog hun, og med noget besvær skubbede hun sig op at sidde igen.
"Imorgen... eller.. nok i overmorgen.. det er vel over midnat". hun så ned på Éir. "Vi burde virkelig komme i seng. Måske kan vi stadig få et par timer inden solen står op?" sagde hun håbefuldt og kiggede mod vinduet. Det var hvertfald ikke begyndt at blive lyst endnu, så det kunne da ikke være så sent, kunne det?

Éir rødmede over hendes fnis. Nok vidste han at hun ikke mente noget ved det, men stadig skar muligheden at han var til grin hårdt. Det ville blive værre; I morgen (eller overmorgen) ville hun finde ud af hvor svært han egentligt havde ved at læse.
Éir skilte sig ud blandt sine søskende ved af være en af de få, der rent faktisk kunne læse. På den udsatte ø, med de to årlige besøg af handelsskibet, var der ikke meget behov for tekst. Deres fortællinger blev overleveret verbalt for det meste. Éir havde insisteret på at lære at læse, for mange af familiens kvade var for lange til at man kunne stole hukommelsen.
Men Kits forslag lød interessant. Hvis han var heldig, fandt hun måske slet ikke ud af hans problemer.

”Jo, det burde vi,” sukkede han forsigtigt, uden at flytte sig. ”Rejser du dig ikke og hjälper mig op? Jeg tror ikke mine ben virker längere – Jeg er hjälpelós, fuldständigt hjälpelós.”

Kit gav et langt, træt, suk fra sig, men fik sig alligevel kantet på benene, om end en anelse vaklende. Alting flød lidt rundt, og gulvet ville ikke helt blive under hendes fødder.
Men med den ene hånd på bordkanten til støtte, bukkede hun sig ned, og rakte en hånd til Éir.

"Hjælpeløs? Åhh vor Frue bevares. Bliver du også til en gammel dame hvis jeg lader dig liggende længe nok?" spurgte hun drillende, klar til at trække ham op, med al tiltro til at hendes støttende hånd på bordet, ville være mere end rigeligt til at trække den mindre Éir op fra gulvet.

Éir tog imod hendes hånd, men rejste sig hovedsageligt ved egen kraft. Verden gyngede som det pludseligt skift fra den horisontale stilling fik hans indre til at skvulpe ubehageligt og efterlod drengen en smule grønnere i ansigtet end det havde været tidligere. Han rømmede sig, og forsøgte et afslappet smil. Kit skulle ikke se ham ilde tilpas, når de havde drukket det samme. Han kæmpedes for at finde på noget at sige, der kunne distrahere hende fra hans farve. Alkoholen gjorde det svært at tænke, og han havde ikke indset at han stadig holdt om hendes hånd.

”Nej da – du fik mig op mens jeg stadig var en skón ungmó.” Han smilte, skælmsk. ”En skam du ikke kom op hurtigere selv.”

Trods Éir primært løftede sig selv, fik det alligevel Kit til at vakle en smule. Hun var ikke helt så stabilt på benene som hun prøvede at foregive. 
Kit fnøs af Éirs gammel-joke, og en ikke helt charmerende mængde spyt fløj med ud. Ikke at Kit lod til at bemærke det selv.
"Så må jeg hellere lægge den lille skøn-baby i seng" gav hun igen, mens hun støttede sig tungt til bordet med den ene hånd, og holdt hans med den anden. Hendes svømmende blik flakkede væk fra Éir, og hendes kinder blev røde. Han havde kaldt hende gammel! Pft, hun var ikke mere end et par år ældre end ham!

Da verden igen huskede de var på land, og ikke til havs, følte Kit sig sikker nok på benene til at slippe bordet. "Så lad os komme af..sted!" snøvlede hun, og trak Éir med sig ud af køkkenet, mod trapperne der ledte op til andensalen og derfra videre op af den stejle trappestige der ledte til loftet. Hvis de da kom så langt, uden at vælte over hinanden, eller deres egne ben.

Kit virkede pludseligt gammel i Éirs øjne, i hvert fald når han kunne holde blikket fæstet ved hende uden at miste balancen. Måske var det blot at hun forsøgte at lægge ham i seng, der vækkede trodsigheden i ham. Eller også var han ikke klar til at lade aftenen gå på hæld og blive til en ny dag.
Han lagde håndryggen af den ene hånd, den der ikke holdt om Kits, til sin pande, og lænede sig bagover som var han ved at dåne. ”Áh,” sukkede han dramatisk som hun begyndte at trække ham ud i køkkenet, ”vil ingen hjälpe en fager mó – jeg bliver kidnappet af en häslig trold!”
Hans modstridende kamp var rent for underholdnings skyld, for han kæmpede ikke det mindste imod. Faktisk begyndte han at have det ret dårligt, og udsigten til en varm seng lød utroligt tillokkende.

Hvordan de formåede at komme op for enden af trappen uden at vække hele huset, var for Éir et mysterium han næppe nogensinde ville løse. Men som han drejede hovedet for at sondere terrænet, kunne han ikke huske hvilket rum, der var hans. Han tog et skridt mod et af dem, valgt tilfældigt.
”Er det . . ?” begyndte han at spørge sløret, men kunne ikke samle sine tanker nok til at færdiggøre spørgsmålet. Måske skulle han bare sove lidt på det. Så ville det rigtige værelse uden tvivl melde sig for ham om morgenen.

Kit kunne ikke beskrive hvor fristende det var at give slip, som Éir satte sig i komisk modhverve, og hendes greb slækkede sig, bare en anelse, da han kaldte hende for en trold. Eller måske var det bare alkohollen der lod hendes greb svække på det mest dramatiske tidspunkt?
Under alle omstændigheder kunne Kit ikke få sig selv til at smide ham på gulvet. Det ville være hende selv der skulle helbrede ham hvis han kom til skade! Det var hvertfald den primære grund, fortalte hun sig selv!

Turen op til de små værelser under loftet var lang, og Kit var ret sikker på hun havde holdt flere pauser undervejs, nogle med dybe suk, andre småfnisenden.

Da de endelig nåde til tops, vadede Kit tankeløst efter Éir, og støttede sig tungt til dørkarmen. Værelset så ukendt ud i mørket. "Er det sengetid? Ja, ja det er det" færdiggjorde Kit for ham, og svajede en smule. "Kan du selv klare det herfra, eller skal du os puttes, som et pattebarn?" drillede hun småfnisende. Nok kunne hun være træt af Éirs opførsel, men hun kunne ikke nægte at det var ret sjovt.

”Mjah,” sagde Éir, da han hverken kunne beslutte sig for at svare af- eller bekræftende. ”Jeg er en granvoksen mand, se nu blot!” Han vaklede et par usikre skridt fremad. Soveværelset var mørkt, og ville ikke stå stille. Så ubehøvlet. Han gjorde oplæg til at sætte sig på kanten af sengen, men den var ikke at finde hvor den plejede at være. Med et brag og et ”Av!” faldt han pladask på gulvet, men formåede i tumulten at trække tæppet fra sengen, der blot havde taget et par skridt til siden. I et virvar af arme og ben fik han viklet sig ind på ukuelig vis, til han hverken vidste hvad der var op eller ned, ej heller hvor tæppet begyndte og gulvet startede. Alting snurede så behageligt søvndyssende omkring hans sanser.

”Tadah!” udbrød han en smule højere end han havde tænkt sig. ”Helt uden hjälp!”

Kit skar en grimasse som Éir væltede rundt, og med promillens forsinkelse, vaklede hun frem for at hjælpe. Hun stoppede igen, halvvejs fremme, ved Éirs udbrud. "Nnngh" lød det bare fra Kit.

Rummet virkede... bekendt, uden Kit helt kunne sætte fingeren på det. Var det hendes? Sengen så hvert fald bekendt ud. Og den kaldte på hende. Hendes hoved snorrede og ville gerne ligge ned. Bare lige et øjeblik. Så kunne hun få Éir op fra gulvet.

Kit sjoskede længere frem mod sengen. Det var med en eller anden kombination af fuldemandsheld og guddommelig vilje at det lykkedes hende ikke at træde på Éir, eller vælte, men sætte sig på kanten af sengen. "Du skal stadig op i en seng" insisterede hun, inden hun tippede til siden, og væltede ned i sengen, med benene hængende udover kanten stadig.
Hun gav Éir et dask med foden og mumlede et eller andet ubestemmeligt ned i puden.

Svøbt i en puppe af blød varme, begyndte virkeligheden langsomt at falme for Éirs sanser. Tæppet var viklet hele vejen omkring ham, og gulvet havde aldrig føltes blødere gennem dets svampende bomuldhed. Drømmene begyndte at trænge sig ind i hans vågne oplevelser, og dagens oplevelser begyndte at spilde sig selv, baglæns, over krøllerne tæppet slog foran hans øjne.
Han var kun et øjeblik faldet i søvn, før spidsen af en ubehøvlet spids sko gravede sig nådesløst ind i hans side. Han forsøgte at erindre hvad han havde gjort for at fortjene det, og i forsøget vågnede han desværre op. Et eller andet fortalte ham at Kit havde sagt noget, og selvom han ikke kunne huske ordene, vidste han at han burde lægge sig op i sengen. Demonstrerende guddommelig styrke, satte drengen sig op. Hjørnet af tæppet faldt dovent fra toppen af hans hoved, som han skannede lokalet for sengen. Pludseligt på benene, tog han anløb, og kastede sig på sengen ved siden af Kit.

Uden at tænke over det kastede han tæppet – der på mirakuløst vis havde fået styr på sig selv – over hende, og krøb på siden tæt op ad hende, netop som han havde gjort med sin mor i fordums tid. Efter at mumle noget han ikke selv forstod, drev han atter tilbage mod søvnen.

Kit var hurtigt drevet under i tiden Éir havde brugt på at komme tilbage op til overfladen. Mere utilfreds mumlen fulgte den pludselige rumstering i sengen, og Kit var sikker på ordrene havde givet mening, og havde fortalt hendes bror at han skulle ligge sig ned og sove. Det var ikke altid det fedeste at skulle dele den lille seng, men når det blev koldt nok, så var pladsen værd at ofre for varmen.

Det allerede lidt lune tæppe trak da også et smil på Kits læber, som hun møffede sig lidt bedre til rette. I processen fandt hun en arm hun trak rundt og omfavnede. Den havde en mærkelig duft, velkendt, men samtiddig helt fremmede.
Hun tænkte ikke længe over det, men begyndte i stedet at snorke let, med benene stadig hængende udover sengekanten.

Der var et eller andet, der fortalte ham at noget ikke var som det skulle være, men Éir kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Nok duftede Síf anderledes end hun plejede – men sådan var det med søskende. Og hun virkede godt nok også mindre end hun plejede. Han rynkede brynet, som en tanke begyndte at forme sig, men slappede af da Kit knugede hans arm til sig. Det var ikke Síf, men Ífr - naturligvis. Så gav det hele mening.

Varm og behagelig tilpas lagde han sig til rette på siden, og hvilede hovedet op ad hvad, han gættede var en skulder. Ikke at det betød meget, for øjeblikket efter var han væk, i en dyb søvn.