Det var helt tydelig, at Aron ikke var enig med hende, men det var også meget tydeligt, at hende skønhed også forførte ham. Han stirrede ind i hendes smukke øjne og blev helt forfjamsket over, hvor tæt på ham hun var. Han kunne mærke hendes tanker summe omkring hans hoved som en sværm af bier, men han fokuserede ikke på dem. Hvis hun ønskede at slå ham ihjel, ville han helst ikke vide noget om det.

"Selvfølgelig," svarede han en smule åndeløst. "Jeg bryder ikke mine løfter."

Jezebel smil blev bredere "Fremragende! I så fald, så skal du holde dit løfte til hende. Find hende, og sig du fandt hendes forsvunde datter!" Jezebel rettede sig op og lagde elegant armene over hinanden under brystet "Og lad hende så vide at hendes datter er død. Det skete ikke mere end et par år efter hun forlod skoven hvis jeg husker rigtig" hun hvilede en finger på sin hage "Det var ikke en køn måde at ryge på for en ung kvinde som hende" hun sukkede let som hun huskede det, ganske tydeligt. Hendes egen død. Det var ikke blot en tanke, eller et falsk minde hun forsøgte at konstruere for at snyde Aron. Det var et vaske ægte minde om hendes egen død. Det var efter hun havde taget navnet Jezebel, men før hun endnu var blevet en moden kvinde. Lænket, ydmyget og til sidst tævet ihjel af en ældre udseende herre. Hun huskede de kolde sten under sine fødder, hun huskede hans ravn lande og æde hendes øje inden livet endnu havde forladt hende helt. Hun huskede sin død.
"Sig til den tossede alf Trylletta at hendes datter Lavendel Rimfrost ikke er længere, og at kvinden der rejste sig fra hendes ulykkelige barns asker, ikke vil have noget med hende at gøre" hun smilede igen "Kan du gøre det for mig Mmm?"

Aron sukkede; han forstod nu, hvorfor Jezebel havde så meget had tilovers for Trylletta. Den skæbne, hun blev overladt til af den kvinde, der skulle forestille hendes mor, havde været rædselsfuld og utilgivelig. Aron forstod hende nu, og han ønskede ikke længere at overtale hende.

Han nikkede og så op på Jezebel med øjne fyldt af sorg. Sorg for hende og hendes modbydelige barndom.

"Det skal jeg nok," sagde han blidt. "Jeg forstår dig nu. Undskyld jeg ikke kunne se det før."

Jezebel fnøs, rullede med øjnene og klukkede en smule igen. "Du forstå abselut ingenting lille Aron. Men det er da kært at du prøver" medgav hun med et lille suk, og lod en finger glide langs hans kæbe. Hun følte ingen anger, ingen skyld og ingen sorg over sin skæbne. Der var ikke at hun ikke var i stand til at føle selvmedlidenhed, for hun begræd tit mere mundane situationer. Det var som om at hun havde opnået en form for accept at sin tilværelse, på godt og ondt.

Hun rettede sig op med et opgivende suk "Men men men.. nu der er styr på det, hvad skal jeg dog så gøre med dig?!"

Aron mente nu nok, at han forstod bedre, end Jezebel troede, han gjorde. Men han ville ikke skændes med hende, især ikke når han stadig sad låst fast i den dødes greb. Kulden fra de døde hænder var efterhånden begyndt at trænge ind gennem hans hud og ind i knoglerne, og Aron var lige saa stille begyndt at skælve lidt.

"Du kunne bede din tjener om at slippe mig," sagde han og lød mere modig, end han følte sig. "Selv hvis jeg havde lyst, kunne jeg ikke skade dig. Du er for magtfuld."

Det var ikke helt sandt. Aron kunne stadig påvirke Jezebel mentalt og i sådan en grad, at hun nok ville blive hjælpeløs i et stykke tid, mens Aron smuttede væk. Men Aron havde ikke lyst til at stikke af (endnu).

Jezebel lo hjerteligt igen "Ser dér har du ret" hendes smil var ulvet "Men jeg er heller ikke dum kære. Jeg ved mine tjenere flyver umådelig dårligt" hun så tænksom ud et øjeblik "Men det er der selvfølgelig en løsning på, hvis du så gerne vil sidde frit" hendes smil blev bredt og hun trak en kniv fra sin støvle.

"Sid stille, vil du?" sagde hun, og trådte uden tøven frem mod ham, men al intention om at stikke kniven lige igennem hans vinge, og ind i tjeneren bag ham. 

"Hv-hvad vil du gøre?" spurgte Aron og kunne ikke lade være med at vride sig lidt i tjenerens kolde hænder, mens Jezebel kom tættere på. Han prøvede at læne sig væk, prøvede at slippe væk fra de døde hænder, men de holdt ham fast. Hans vinger virrede bag ham og baskede endda en smule, som om det ville hjælpe ham.

"Jezebel," gispede han. "Vil du ikke nok lade være med at skade mig?"

"Jeg sikre mig du ikke når frem alt for hurtigt"
Jezebel stoppede ikke, han ord fik hende ikke engang til at tøve som hun hamrede kniven igennem hans vinge og ind i kroppen bagved. Den kolde krop bagved reagere ikke på kniven, den end ikke blødte i responds på kniven, end ikke et grynt.
Hun slap ikke kniven men trak den ud igen, men en smule besvær. Det var nemmere at hamre den i end trække den ud, og Jezebel havde ærlig talt ikke meget erfaring med den sidste del. Hendes kamperfaring startede og stoppede ved at stikke folk et sted der slog dem ihjel i første hug, når de mindst så det komme.
Jezebel var dog ikke sikker på hun var færdig med alfen endnu. Måske hun skulle efterlade ham med en mere.. permanent hilsen? Han havde ødelagt en ellers fornøjelig eftermiddag, og nu havde hun jo kniven ude.. det var så basalt bare at stikke i folk.

"Når frem? H-hvor?" var alt, hvad Aron havde tid til at spørge om, før en intens smerte gennemborede ham og hans ene vinge. Aron udstødte et smertensskrig, og hans reaktion kom, før han overhovedet kunne tænke over det.

Hans evne sprang som et lyn ind i Jezebels hoved og halede de fjerneste, de mørkeste og mest forfærdelige minder helt frem i hendes sind. Al den smerte, al den håbløshed, al den tristhed, al den sorg, Jezebel nogensinde havde følt blev tvunget frem i hendes hukommelse, billeder af de værste syn, hun havde set, blinkede rundt i hovedet på hende. Det var Arons stærkeste og eneste forsvar mod angreb. Han brugte det meget sjældent, for han brød sig ikke om at traumatisere folk på den måde, men hvis det var den eneste vej ud med livet og helbredet nogenlunde i behold, så tøvede han ikke med at bruge sin evne til den slags. Han håbede bare, selv gennem smerten, at det var nok til at slå Jezebel ud, ihvertfald bare et lille stykke tid.

Arons evne ramte Jezebel som en hammer og hun vaklede et skridt tilbage. Hun var mere mentalt standhaftig end de fleste, og blev ikke slået helt ud af det, til trods for det der ramte hende var mere end nogen burde bærer.
For Jezebel var ikke fremmede til smerte, sorg og ensomhed. Fra de knap huskede tåger af at være det eneste menneske blandt alfer, til sin eksil og sin første død ved sin nye læremesters hænder.
Men det var ikke den eneste gang hun var død, og langt fra den værste. Hun var død nær et dusin gange, og hver gang havde været smertefuld. Hendes evne gav hende ingen nem udvej, blot en vej tilbage.
Hun havde elsket og brudt. Hun havde levet i ensomhed der havde truet med at fortære hende.. Alt dette havde hun accepteret. De var en del af hende, og hendes liv, af hvem hun var. 

Kniven gled fra hendes hånd og satte sig i gulvet som tårene væltede nedover hendes kinder.

Hun havde accepteret og lagt det bag sig.. men at møde det hele igen, på én gang, var mere end hun kunne bære. Hun vaklede endnu et skridt og ramte sengekanten der slog benene væk under hende, og hun satte sig. Gennem Arons angreb nåde en anden tanke hende. Hun var udsat sådan her, med sine tanker i tumult og oprør! Hvis hun døde nu.. ville konsekvenserne være utænkelig!

"Forsvind... og bed til vi aldrig mødes igen!" hvæsede hun og de kolde hænder klemte hårdt om alfen som den satte i bevægelse mod vinduet. Vagten der havde stået der åbnede det i mellemtiden, og uden yderligere ceremoni, blev alfen smidt ud fra første sal, og vinduet smækket i efter ham.

Aron var egentlig slet ikke klar over, hvad hans evne gjorde ved Jezebel eller hvordan den påvirkede hende. Han havde travlt med at grynte og forsøge at få blødningen fra sin vinge til at stoppe, men det var svært, da de kolde hænder stadig holdt mig godt fast. Det var ikke, før kniven ramte gulvet, at det gik op for Aron, at hans evne havde angrebet Jezebel. Han åbnede munden for at undskylde, for at bede om tilgivelse, men han tog sig i det, for Jezebel havde angrebet ham først! Hun havde villet torturere ham, måske endda slå ham ihjel. Aron forsvarede sig blot.

Et øjeblik senere fandt Aron sig selv i luften og meget hurtigt på vej mod jorden. Desperat flaksede han med sine vinger, og selvom smerten næsten var uudholdelig, så lykkedes det ham at sagtne farten nok til at han ikke brækkede hver en knogle i sin lille krop, da han landede på brostene. Der lød dog stadig et kvalmende knæk, da Aron landede på sin højre arm og skulder, og smertestøddet, der farede gennem Arons krop, fik ham til at miste bevidstheden et par minutter.

((Jeg lukker den lige her for overblikkets skyld. Du kan bare starte en ny med Arons redning, og evt. tagge Jez hvis de sparker døren ind på hendes værelse igen!))

Langsomt tog Jezebel den gyldne krone af hoved, og lagde den med rystende hænder ved siden af sig på sengen. Hun tog sig til hoved, lod hånden glide gennem det tykke, sorte hår, inden hun satte albuerne mod knæene og begavede ansigtet i hænderne.

Træk vejret

Adskillige dybe vejrtrækninger senere begyndte tårene at stoppe. Det var fortiden. Det kunne ikke såre hende længere. Om noget var det kun et bevis på hendes styrke, på hvad hun havde overlevet, overkommet og kommet videre fra. En lille lort ville ikke blive hendes bane! Der var kun én hun ville tillade at besejre sig, og det var bestemt ikke den næsvise alf.